søndag den 10. november 2019


Mens jeg har problemer med at følge med i undervisningen til Religionssociologi og -psykologi, og faget Indiske religioner, så har jeg det stadig sjovt med Propædeutik (hebraisk).
Det har selvfølgelig at gøre med, at jeg ikke føler mig så alene i det fag, som jeg gør i de andre, men man kan også mærke på vores underviser, Dan Enok, at han er stolt af vores lille hold.

Kort før sommerferien nævnte han lige kort, at han mente at vi var et af de bedste hold han havde haft. Nå? Ja, okay? Var det noget han mente, eller var det noget han siger til alle sine hold? Det kan godt være lidt svært at gennemskue med ham, da han er lidt af et legebarn.
I forårssemestret, da vi startede på hebraisk (februar), startede vi med at bruge en uges tid (nogle hurtigere, nogle langsommere som det jo er) på at lære alfabetet, og nogle simple ord og grammatikregler fra en lærebog Dan Enok selv har lavet.

Hen imod april begyndte vi at læse fra Genesis - ”direkte livetransmission fra Torah” - som Dan Enok siger. Vi sprang et par vers over, men nåede dog til kapitel 3, vers 8 inden sommerferien.

I dette semester har vi kun læst fra Genesis. Vi har sprunget diverse slægtstavler over, men er så nået til kapitel 12. Her efter Efterårsferien begyndte Dan Enok igen at tale om at vi var et af hans bedste hold. Kun én gang tidligere havde han været ude for at et hold nåede et niveau, hvor de var klar til at læse noget, som ikke var Torah. Det niveau mente han så at vi nærmede os, og det kunne vi så småt godt mærke, da det nogle gange føltes som om at vi fik lange tekster for på én gang, bl.a. hele Genesis kapitel 8 på én gang.

Her i tirsdags skete det så endelig. Vi fik udleveret et stykke papir, med en afbildning af Mesha-stelen fra Jernalderen, der blev fundet i Jordan i midt-sen 1800-tallet. Med kun en måned tilbage af faget, fik vi lige pludselig besked på at lære et helt nyt alfabet?

Sproget er stort set identisk med det vi har læst i Torah indtil videre (bare uden vokaler), så vi kan godt oversætte teksten, skriften er det der gør teksten besværlig at oversætte. Ikke kun er det et nyt alfabet (som vi allerede stort set har lært at læse, på kun 2-3 dage), men uden den vokalisering vi er vant til fra Torah, kan det være svært at bedømme om vi har at gøre med et nomen eller et verbum visse steder.
For dem som ikke umiddelbart kan skelne forskel på dette gamle hebraiske skrift, og det man bruger i dag, vil en transskription af de, lidt over, 2 første linjer være:
אנך משע בן כמשית מלך מאב הדבני אבי מלך על מאב שלשן שת ואנך מלכתי אחר אבי” (De røde bogstaver, er ikke i teksten, men menes at være navnet, da det kendes fra andre stentavler)

Teksten siger: "Jeg, Mesha, søn af Kemoshat, Moabs konge, dibonitten. Min far (var konge/regerede) over Moab i tredive år, og jeg regerede efter min far."

mandag den 7. oktober 2019

Jeg er ved at være færdig…


Jeg er gået i over et år nu, med følelsen af at jeg ikke vil fortsætte studiet. Jeg har haft meget svært ved at sætte ord på det, men jeg har været meget fristet til bare at droppe ud. Det eneste der har holdt mig kørende indtil nu, har været stædighed og tanken om at min Bacheloruddannelse snart er færdig – her til Nytår. Så længe jeg har kunnet holde tankerne på at jeg havde gennemført over halvdelen af Bacheloren, har jeg kunnet fortsætte.
Det har jeg snart ikke flere kræfter til.

Jeg har endelig fundet et ord, som kan beskrive hvad jeg har følt de sidste tre semestre – måske længere.
Demotiverende.

Det første semester fik vi at vide, hvor vigtigt det var at få en læsegruppe, og mødes i den – gerne et par gange om ugen. Vi forsøgte, men der blev længere og længere mellem hvert læsegruppemøde. Til sidst føltes det som om, at vi kun mødtes når jeg selv havde kaldt alle sammen og det blev jeg træt af, så vi arrangerede et møde hvor vi snakkede om læsegruppens fremtid, og om alle var med på at kæmpe for at holde den i live. Det sagde alle at de var.
Vi mødtes aldrig igen derefter…

Jeg tror at det var starten på min svindende lyst til at studere.
At alle i gruppen, fandt andre at være i gruppe med – nogle endda, mens vi stadig var i samme gruppe – gjorde at jeg følte mig ladt tilbage.
Det har været en konstant siden andet semester, at jeg har følt at folk kun har været i læsegruppe med mig af nødvendighed, og ligeså snart at emnet vi arbejdede med var ovre, så var jeg alene igen.
Selv her til Tilvalgseksamen i sommers, havnede jeg i en læsegruppe med to andre som ikke kunne komme i læsegruppe med andre af diverse årsager – den ene bor i Aalborg, så vi skulle Skype med ham. Efter ny semesterstart, har jeg ikke talt med nogen af dem – kun et lille hej i forbifarten, så igen føles det bare som om at jeg er ladt tilbage alene.

Det har heller ikke hjulpet på stemningen, hvordan mine eksamenskarakterer flyver over det hele. Nogle af dem er det tydeligt at se hvilke jeg har haft mulighed for at snakke med andre om, og kaste ideer frem og tilbage, og tydeligt at se hvilke jeg ikke har haft den mulighed. Foruden de par eksamener jeg udskød af forskellige grunde (som da jeg var i USA sidste år), så har jeg ikke dumpet nogle eksamener endnu. Men at få at vide at den opgave man har slidt alle sine kræfter på fordi man har kæmpet med skriveblokade og dalende energi til at fortsætte generelt, kun får et 2-tal får en til at spørge sig selv, om det virkelig er det værd at fortsætte et helt halvår mere. Har jeg styrken til det?

Demotiverende!

Jeg fik et pust af fornyet energi, da jeg begyndte på Tilvalg i Religionsvidenskab, sidste år, for måske kunne man hjælpe hinanden her bedre end det jeg havde oplevet på Historie, men som sagt føler jeg ikke der skete noget anderledes. Det var igen mig der stod alene.

Det sted jeg føler det har fungeret bedst for mig, har været til Propædeutik – sprogfag/Hebraisk – måske fordi vores hold har været så bette, så har det været lettere at kunne knytte sig sammen, og sværere at danne flere læsegrupper uden at de bliver for små til at være egentlige grupper. Så når nogen har spurgt om mulighed for at mødes, og snakke om lektierne, så har alle haft mulighed for at komme forbi med input.
Og selvom at hver hebraiskstuderende har sin egen læsegruppe til de andre fag, så kan de jo ikke så godt spørge dem om hjælp med hebraisklektier når de selv læser latin eller arabisk. Eller Norrønt, men de er kun tre studerende på det hold, to af dem fra Tilvalg, så det er de færreste fra Religion-grundfag der har en læsegruppepartner der læser norrønt.

Det var også meget hyggeligt at kunne spendere noget kvalitetstid med vennerne fra hebraisk (+1 fra arabisk, +1 fra latin) i Israel her i slutningen af august. Også selvom jeg var syg halvdelen af tiden -_-

Men nu er vi i gang med studiet igen, og jeg finder det stadigt positivt på hebraiskholdet, og jeg har siddet med hebraisklektier og nærstuderet vores læsetekster mere end jeg gjorde hele sidste semester. Men så er der de andre fag.
Religionspsykologi og -sociologi. Jeg har ikke noget imod de to fag, og på papiret skulle de være de simpleste ECTS-point dette semester. 2x2 skriftlige opgaver af max 3 sider hver. Men alligevel føler jeg ikke en træng til at læse teksterne vi har for. Ja, vi skal aflevere en opgave hver uge, men kun på en halv side – max 1 hel – men den skal afleveres gennem vores læsegrupper… Så nu står jeg igen i en situation hvor min fremtid på studiet kræver at jeg har en læsegruppe, men det har jeg jo ikke. Så jeg har haft meget svært ved at tage mig sammen til at læse teksterne vi har for, og når jeg endelig har fundet dem frem, så mærker jeg trangen til at lægge dem væk igen efter at have læst højst én side.

Gad vide hvordan det bliver, når jeg skal til at starte indiske religion, her om 1½ uge?



Ovenstående blev skrevet 11. september, nu skriver vi 6. oktober, og jeg kan sige at det i hvert fald ikke er gået fremad, måske tværtimod. Se bare hvordan det næsten tog mig en hel måned før jeg havde kræfter til at skrive videre på den her monolog.

Lad mig starte med det simple fag – Indisk religion. Vi har kun haft 2 forelæsninger på nuværende tidspunkt, men jeg har ikke haft kræfter til at læse til faget, foruden kildeteksterne på en 2-3 sider, som jeg har tvunget mig selv til at læse.
Men her har jeg jo også været distraheret af de første to 3-siders skriftlige opgaver til Psykologi og Sociologi, som skal afleveres senest 10. oktober. Jeg har kunnet tvinge mig selv til at læse det nødvendige pensum til psykologiopgaven, men har ikke kunnet skrive andet en 4/5-del af en side med stikordssætninger. Har slet ikke kunnet begynde på Sociologiopgaven.
Og jeg kan stadig ikke læse til de forelæsninger, så jeg har ikke fået skrevet én eneste af de ugentlige opgaver, hverken til det ene eller det andet fag. De har heldigvis ikke været krævet, men dem der skal afleveres på torsdag er krævet. Jeg har bare ingen motivation til at kigge på dem.

Jeg føler mig virkelig alene på studiet. Det er ikke kun fordi at folk – tilsyneladende – ikke vil være i læsegruppe med mig. Der er aldrig nogen som taler med mig. Bare et stort smil og et ”hej”, og så er den samtale slut. Det er også når jeg sidder ved et stort bord, og er den første til at ankomme – så snart den første af mine klassekammerater kommer, et stort smil og et ”hej”, og så sætter vedkommende sig ved et andet bord. Og selvom det bord er længere fra indgangen end mit bord er, så går alle andre forbi mig og sætter sig ved det bord. Uanset om der er flere stole ved mit bord eller ej. Hver eneste gang.
Hvis jeg er person nummer to til at dukke op, og jeg sætter mig ved det bord den første har sat sig ved, så sætter alle sig ved det samme bord. Det har gjort at jeg de sidste par uger selv er begyndt at sætte mig lidt på afstand af de andre, med tankerne ”når de nu alligevel ikke vil sidde sammen med mig, hvorfor skulle jeg så sidde med dem?”

Jeg har også oplevet det på hebraisk-holdet en enkelt gang, hvor vi aftalte efter undervisning at sætte os i Axis-Mundi, for at lave hebraisklektier, jeg satte mig ved et langt bord, alle andre satte sig et andet sted. Derefter har jeg bare nægtet at være den første til at sætte mig, og ventet at se hvor de andre har tænkt sig at sætte sig på den gældende dag.

Der er en enkelt fra Tilvalg som gerne har villet snakke med mig, og spurgt mig om hvordan det har gået for mig, her efter sommerferien – om end vi kun har haft muligheden for at snakke to gange, så er det stadig mere end jeg har snakket med resten af holdet.
Hun fangede mig, sidste semester, i lyskrydset efter en forelæsning og spurgte om ikke jeg skulle med til spilhygge hos en af de andre fra klassen – som åbenbart havde inviteret hele holdet, uden at nys om det var kommet til mig. Jeg endte med at komme med fordi hun netop er den der har snakket mest med mig, ellers havde jeg sandsynligvis sagt nej, med så sen varsel. Spilhyggen var sjov, men kunne have været sjovere hvis jeg havde kendt til det tidligere.

Lidt lignende føler jeg det på hebraiskholdet. Det føles ofte som om at folk kun snakker til mig hvis enten, jeg selv bryder ind med en kommentar i en diskussion, eller hvis de andre af en eller anden grund, lige pt ikke har andre at snakke med.

Jeg ved godt, at jeg er en stille person, og ikke altid den letteste at tale med, men jeg har bare oplevet så mange påtvungne afskeder med venner, at jeg rent instinktivt har en mental barriere som, når jeg møder folk, siger til mig, at dem skal jeg nok alligevel sige farvel til ’snart’, så hvorfor overhovedet forsøge at starte en ny relation? Så den barriere skal jeg nedbryde før jeg kan kalde folk for venner – og det kræver altså at folk forsøger at snakke med mig.

Jeg har godt nok aldrig selv tænkt på det som mobning, men jeg kan godt se hvor man kommer fra, hvis man gerne vil kalde det social mobning.

Jeg har kæmpet med den her ensomhed på studiet i stigende grad i snart tre år. Motivationen har været dalende i lige så lang tid, og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg kan se gevinsten (færdiggørelsen af Bacheloruddannelsen), men jeg har ikke længere nogle kræfter til at række hånden ud og gribe den.
Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste forsøg på at få skrevet de to 3-siders opgaver til psykologi og sociologi inden torsdag, men selv hvis jeg lykkes i dét, så føler jeg meget ligegladenhed ved faget (der som sagt er spændende nok i forelæsningerne), har seriøse tanker lige nu om at droppe faget helt, og kun koncentrere mig om hebraisk frem til nytår. Måske også koncentrere mig om indisk religion, det har været spændende de to gange vi har haft om det (og med dets 5 ECTS ville jeg i så fald bestå 20 ud af semestrets 30 ECTS).
Jeg vil forsøge at færdiggøre fagene til ordinær eksamen, men hvis jeg ender med at skulle til reeksamen i et fag, så tror jeg bare ikke at jeg kan klare det overhovedet.

Jeg startede det her dokument, med at sige at ”jeg er ved at være færdig”, men jeg tror ærlig talt, at jeg er forbi det stadie, og at jeg nu er færdig – jeg er løbet tør for benzin, og kører nu kun på dampe. Det er kun et spørgsmål om tid før jeg (metaforisk) falder om.

tirsdag den 13. august 2019

The evolution of a drawing


Throughout July I was in the mood to do some artwork. I did two similar, yet very different drawings at Landslejr where I didn't know what to draw, so I just drew something random, and "art" came out of it.
But after Landslejr, I was still in the mood to draw, but this time something more specific. I wanted to draw the SMT-team who visited us this Summer


I got a new phone, so I tried out its camera, and documented the process of making the drawing.

First, I chose a picture of Team Denmark I found, as a foundation to work from
From that I drew a general outline for all six present

One by one, I would sketch them out in detail – first Sean

Chaslyn

Sam

Lyndsey

Lauren

And finally, Jake. I was contemplating whether to call the drawing finished here, but I decided not to

Instead I decided to colourise the drawing

I started with colours that I would use multiple times, because I thought I wouldn’t need them again afterwards – I was wrong

As the layers of colour were added…

…the features of the pencil drawing slowly vanished

So I brought out a black pen, to redraw them as they were needed

After colouring Sean’s water bottle, I again contemplated calling it finished here

But, then I got a little carried away with my colours, and came up with a background as I went along

Well, now I had a background for the drawing, what then? 
Shading, of course

Some more flowers, and some bushes

Added some outlines to the clouds, and various shades of green in the grass, and blue in the sky and river

Et voila! My drawing is complete


fredag den 21. juni 2019

Fyrre, fed og (ikke) færdig


Jeg havde en følelse tidligere på året, om at det var længe siden, at jeg havde set diverse Linie 3 shows. Så jeg gravede mine dvd’er frem fra kassen, og begyndte at se showene i kronologisk rækkefølge (TV i Teltet 1980/81 til Linie 3 Live 2012/13).

Undervejs begyndte jeg at synes at det da var længe siden der sidst havde været et show – 6-7 år – og det da kunne være spændende hvis de snart kom ud med et nyt et. Men hov, var der ikke noget med at de havde et Juleshow for et par år siden, med en sangerinde? Jo, med Trine Gadeberg i 2017. De genopfører vist det samme juleshow her til jul 2019.

Så slog det mig også, at det jo her til sommer er Fyrretyve år siden at de tre herrer startede op med deres shows på Jacobs BarBQ, på Vestergade, i Aarhus, 1979. 40 ÅR!? Det fik selv mig til at føle mig lidt gammel. Jeg var jo ude og se deres 25 årsjubilæumsshow live i 2004. Er det virkelig 15 år siden?


Nåh, men eftersom at der er tale om et sådant jubilæum, så kunne man vel ligeså godt tage et tilbageblik over karrieren, med diverse klip fundet på YouTube:


Konceptet som ville gå hen og blive til Linie 3, begyndte da en gruppe unge studerende på Aarhus Teaterskole i 70’erne fandt frem til at de gerne ville optræde foran et publikum gennem sang. Preben Kristensen, Anders Bircow, Søren Pilmark og Asger Reher begyndte så at lave hvad de kaldte Barbershop Harmony. Der findes videoer af høj kvalitet fra deres show på diverse dvd’ers bonusmateriale, så det show må næsten have været vist på TV en gang? Men ellers er det svært at finde video af det - dette klip stammer fra Aha.

Preben og Anders fandt senere Thomas Eje, som havde en basstemme ingen af de andre havde, og sammen dannede de så Linie 3. Søren og Asger ville senere danne Ørkenens Sønner med Henrik Kofoed og Niels Olsen.

Linie 3 startede så, som sagt, deres karriere om sommeren 1979 på Jacobs BarBQ i Vestergade, med et show de selv havde skrevet, og musik arrangeret af Max Petersen. Der blev de opdaget af en der arbejdede for Danmarks Radio, som fik arrangeret at de kunne opføre deres show på TV på Tropikana, hvilket var populært nok til at de kunne blive hyret til DRs nye koncept, et omrejsende TV-telt. Uddrag af deres første show blev udgivet på LPi 1980 under navnet ”Linie 3” eller i nogle tilfælde ”Show for Sjov”, hele showet kan, gennem privatoptagelser ses blandt bonusmaterialet på 10 års jubilæumsshow-DVD’en.

Som det første show på repertoiret, så var deres roller ikke fastsat endnu, og Preben var faktisk med til at ruinere stemningen, når Thomas forsøgte at være seriøs, "Vi synger sangen A Capella; det er et italiensk musikudtryk der betyder noget i retningen af: flerstemmig sang uden orkesteral ledsagelse", Anders; "Nåh, uden guitar", Preben: "Italiensk? Jeg synes det lyder jysk. 'A Ka Pella Katofler!'". Det sagt, så er der Madrigal-sketchen, som fungerer på den måde der ville blive normalen for Linie 3, den seriøse Preben, bliver drillet og irriteret af de to andre klovne.

Linie 3’s rolle i TV i Teltet blev som værter der skulle præsentere det næste indslag, og så fik de 10-15 minutter i hvert afsnit til atunderholde. Efter at hjemmevideo og VHS blev standard i alle hjem i 90’erne blev det besluttet at udgive Linie 3’s optrædener i TV i Teltet igen. Men allerede som lille vidste jeg at der var noget meget anderledes med videoen ”Linie 3 i Teltet” i forhold til de andre shows vi havde på video. Som jeg blev ældre gik det op for mig at det kun er en håndfuld af deres underholdningssegmenter som blev sat sammen i en vilkårlig rækkefølge – i det ene klip har Preben skæg, det næste har han ikke, og så har han igen?

”Line 3 i Teltet” føles næsten som det man på moderne vis kalder et ”Cashgrab” – en VHS der hurtigt, og billigt, blev sammensat til udgivelse for at tjene flere hurtige penge. Det har ikke hjulpet for VHS’ens sag at bonusmateriale på DVD’erne viser enkelte klip fra Teltet som ikke er med i ”Linie 3 i Teltet”, og det eneste fulde afsnit af TV i Teltet jeg har set havde en 15 minutters underholdningssekvens som slet ikke var repræsenteret på den udgivne video. (Det starter 56:43)

Med Linie 3’s succes i TV i Teltet blev de derefter en fast del af ”Schh, det’ lørdag” med Jarl Friis Mikkelsen som vært. Fem af dissesekvenser kan ses i bonusmaterialet på ”Linie 3 i Teltet”-DVD’en. Forskellige sketches fra TV i Teltet og Schh det’ lørdag blev også udgivet på LP’erne; ”Nej, den anden” (1980), ”Hvem, Hvad, Hvorfor og Hvor’n?” (1981) og ”Borte med Blæsten” (1983). Hver af disse LP’er har også en eller flere sketches, som jeg ikke har kunnet finde andre steder. Bl.a. titlen til ”Nej, den anden” kommer fra sketchen, hvor det forklares at showet bliver optaget på LP. ”Vi har valgt at pladen skal kaldes ’Nej, den anden’ fordi når man kommer ind i musikbutikken og siger ’jeg vil gerne købe pladen med Linie 3’, ’skal det være den første?’, ’Nej, den anden’, og så har man allerede solgt en plade”.

Mens Linie 3’s popularitet voksede i løbet af 80’erne, blev de kontaktet af en ven i USA, som fortalte om en musical der kørte på Broadway, og mente at den passede til dem. Efter at have tjekket denne ”3 Guys Naked FromThe Waist Down” ud, blev Anders, Preben og Thomas enige om at, det da helt klart var et show de skulle opføre. De kontaktede musicalens forfatter, Jerry Colker, og fik tilladelse til at oversætte musicalen og opføre den rundt om i Danmark. Selvom at det ikke var et traditionelt Linie 3 show, fik ”3 MAND – klædt af til skindet” alligevel en vigtig rolle som figurerede ind i hvordan alle senere Linie 3 shows blev opført. Det var nemlig første gang at Linie 3 samarbejdede med Jan Glæsel som kapelmester, hvilket han har fortsat med frem til Juleshowet for to år siden (og mon ikke også det nu til jul).



14 af sangene fra ”3 MAND – klædt af til skindet”, blev udgivet både på LP og kassettebånd, men ellers virker det næsten som om at showet helt blev glemt. Indtil at det blev annonceret i 2011 at Linie tre ville gå sammen igen til et show i 2012, første gang i otte år. Sammen med den annonce blev alle tidligere udgivne show – på video – genudgivet i en DVD-boks, med en særlig bonusdvd. ”Inklusive ’3 MAND – klædt af til skindet’ – aldrig tidligere udgivet show” (hvis man ser bort fra LP og kassettebånd, selvfølgelig). Jeg havde ikke selv showene, VHS’erne var mine forældre, og de DVD’er vi havde var min storebrors, og han boede jo alene, så jeg kunne da godt tillade mig at købe boksen.

Jeg føler nærmest at det var falsk reklame, al materiale på den bonusdvd lagt sammen, svarer til 40, måske 45, minutter. Hovedattraktionen på dvd’en er de ældre Preben, Anders og Thomas som mødes for at præsentere hvad showet var for noget, og så vise et par highlights fra showet, hvorefter de kommenterede dem. Så var der et enkelt 5 minutters klip løst man kunne se uden nogen kommentarer til, og så en ”reklame” for det kommende show. Jeg er ikke sur på Linie 3 over denne brug, det var deres egne privatoptagelser, og de behøvede ikke at udgive noget som helst. Det er marketingbrugen der irriterer mig, ”Aldrig tidligere udgivet show” – øhm det var uddrag af et ældre show som ikke er blevet udgivet, ikke selve showet. Andet end hvad Linie 3 selv præsenterer om showet, inden de viser nogle af highlightsne, så er der ikke nok materiale til at forstå handlingen i musicalen – jeg fik meget mere ud af historien da jeg for et par måneder siden endelig fik mulighed for at lytte til LP’en. Idet mindste var et af highlightsne på DVD’en en sang som ikke er med på LP’en, og highlightsne inkluderer også tale, hvilket LP’en ikke gør, så de støtter faktisk hinanden – selvom man klart får mest ud af LP’en, hvis man kun har mulighed for at opleve én af de to.


Efter ”3 MAND klædt af til skindet” i 1986, er det næste show på listen ”10 årsjubilæumsshowet” fra 1989, men i 1988 var der noget der hed ”Der skete noget sjovt/skørt på vejen til Bruxelles, jeg kender ikke meget til dette, kender det kun fra et enkelt klip jeg har fundet på YouTube.

En ting ved ”10 årsjubilæumsshowet” der slår mig som lidt mærkeligt, er at de tre herrer starter showet med at sige, at fordi det er et jubilæumsshow, så vil de bruge nogle af deres tidligere sketches i løbet af showet. Men blandt alle de ting jeg har set og lyttet til på LP, så er der intet i showet som er highlights fra tidligere. Den eneste undtagelse er ekstranummeret ”Tv-køkkenet”, som tidligere var en sketch i ”Shh, det’ lørdag”, og på LP’en ”Borte med Vesten”.

Alle senere shows ville genbruge sketches fra tidligere shows, og det blev tydeligt at genkende dem efter at VHS/DVD blev populært. Sjovt at det såkaldte jubilæumsshow, som taler om genbrugen af tidligere sketches, ikke selv genbruger nogle. ¯\_(ツ)_/¯

Jeg husker dengang ”25 årsjubilæumsshowet” var på vej, jeg læste et forum, eller nyhedshjemmeside dedikeret til Linie 3, og jeg så bare den ene kommentar efter den anden om hvordan folks yndlingsshow var ”10 årsjubilæet”, og især ”Anders’ Kartoffelsang”? Jeg tænkte dengang, ”kartoffelsang? Det husker jeg ikke noget om”, men kommentarerne er forblevet hos mig, og hver gang jeg ser showet når ”den” kommer tænker jeg på dem. Det erPreben der synger en sang fra Depressionen i 30’erne (som de selv forklarer den)”Der er billig’ tomater, og billig’ salater, det’ tid til at forelske sig”,hvor Anders så springer ind med ”billig kartofler, ja billig kartofler”. Prebenirettesætter Anders, og udfordrer ham til at finde på noget som rimer påkartofler… ”Guitaristen fra Dire Straits, Mark Knopfler”

Noget unikt ved dette show i forhold til senere, er at selvom Jan Glæsel og hans Band er med, så foregår hele første akt af showet, som de gamle tidligere shows. Kun Anders, Preben og Thomas – og en guitar. De står foran et tæppe og interagerer med publikum som de altid har gjort. Efter pausen, begynder de så at synge ”Be my life’s companion” – som næsten kan siges at være en temasang for Linie 3 – og det er hér at tæppet bag dem endelig løftes og afslører bandet, som spiller musik til resten af showet.

Jeg tror at min yndlingssketch i hele showet må være ”I Folketinget”. Et indblik i ”seriøs” dansk politik i slut-80’erne. Det er tydeligt hvordan de tre begynder at improvisere, og slå hinanden ud som sketchen fortsætter.


Efter ”10 års jubilæumsshowet” kan vi igen gå til bonusmaterialet på DVD’erne. ”25 års jubilæums” dvd’en inkluderer privatoptagelser fra et show i Solvang i Californien i 1990. Fordi forestillingen var i USA så havde Linie 3 – eller rettere ”The Three Danes” – oversat deres materiale til engelsk. Eller det meste i hvert fald. Det meste af dette show er oversat fra 10 årsjubilæet – det er jo kun et år senere – men der er bestemt også en god del af materiale fra Schh… det’ lørdag, blandt andet Kalypsoen, som er en af mine all-time yndlingssketches.

Det skal dog siges, at der er et par enkelte ting hist og her i dette show, som jeg ikke har oplevet andre steder. I Schh… det’ lørdag, havde de en sketch med ”Se den lille kattekilling” som ville blive genbrugt (og fornyet) i ”Rundrejsen 2001”. Her i Solvang genbrugte de idéen bag ”Se den lille kattekilling”, men brugte i stedet den amerikanske godnatsang ”Rock a by baby in the treetop”. En anden jeg ikke mindes andre steder fra, er mens de bruger ”Las Vegas”-stemningen fra 10 årsjubilæet, så en af Prebens sange er Shirley Bassey og ”Goldfinger”.

Derefter er vi så endelig nået til en tidsperiode efter at jeg er blevet født. Det næste show var ”Hvor er de to andre?” fra 1992. Ligesom 10 årsjubilæet virker det i starten som om at det bare er de tre herrer og Anders’ guitar… nej vent den har han ikke engang. For den har Thomas tage…øhm, jeg mener ”lånt”. Men det varer dog ikke mere end fem minutter, så løftes sløret, for Glæsels band bag tæppet, og en ordentlig velkomstsang. Det er vist nok nyt.

Dette show havde nogle af de mest populære episoder i Linie 3-jargon. ”Hvor er de to andre?” ”De er i Føtex”. Eller den spanske sang ”Cuanto Calinta el Sol” som ville blive genbrugt til 25 årsjubilæet. Der er også Disney’s julekavalkademedley… Nåh nej, den stammer jo fra LP’en ”Hvem, Hvad, Hvorfor, og Hvor’n”.

Jeg tror dog, at det jeg husker dette show mest på, er fra kalypsosangen der bruges til at afslutte første akt. Nu skal publikum synge med på sangen ”Push ka pishie Pie, eh eh!”, og pludselig stopper Thomas alt, fordi ”der var noget herovre der lød ENORMT dårligt. Det var hende dér.” Alle, inklusive bandet og kameramænd, kommer hen til Thomas for at se hvem han peger på, og der kommer spotlyt på den stakkels kvinde. Resten af showet hilser Thomas ikke mindre end tre gange på Liselotte, om det er en situation hvor Thomas har fanget sig selv i en krog ”gør dog noget Liselotte”, eller om han render rundt ude blandt publikum og standser brat, fordi han ud af øjenkrogen ser at han lige har passeret hende. I det mindste gav han sin blomsterbuket til hende som undskyldning for at blive ved med forlegne hende.

Samme år som ”Hvor er de 2 andre?” blev det tid til julekalender. Efter at De Nattergale havde haft succes med TV2-julekalenderen ”The Julekalender” blev det Linie 3’s tur til at lave en julekalender. I ”Skibet i Skilteskoven” bor nisserne Kogle (Preben) Multe (Anders) og Stub (Thomas) i kælderen på det gamle skib, Julia, i Skilteskoven, hos den pensionerede sømand Otto (Otto Brandenburg), som ejer skoven der bliver forsøgt opkøbt af den onde fabriksejer Viggo Velva (Axel Strøbye) som vil brænde grantræerne af, for at komme ”Duften af jul på dåse”.



”Linie 3 Show” 1997/98 er første gang at Glæsel med band faktisk sidder klar og kan ses af publikum fra showets start. Her starter showet med den geniale idé at lade som om at vi befinder os 40 år i fremtiden (det er nu ”kun” 18 år i fremtiden) og de tre herrer skal forestille at være i midt-slut 80’erne, og stadig lave shows. Jaja, nu får vi at se til den tid ;p.

”Gad vide hvornår de bli’r færdige med den bro”, ”Hvaffor en bro? Øresundsbron?” ”Nej, den op til Færøerne”, den får mig hver gang XD. Den kan jo sagtens bruges i dag også, hvis man bare siger Femernbroen i stedet for Øresundsbron.
Tre senile gamle mænd der snakker i ring, og gentager sig selv op til flere gange indtil at Glæsel bliver nødt til at træde ind og få dem til at komme i gang med showet – hvilket er første gang at han har en egentlig rolle i showet, foruden kapelmester. Ja der var selvfølgelig dengang da Prebens dronning i ”Hvor er de to andre” udspurgte saxofonspilleren, men ellers er det her første gang at musikerne er blevet inddraget i selve showet, og ikke bare som baggrund.

Highlights fra dette show inkluderer blandt andet, rap version af ”er du dus med himlens fugle” (et uironisk tak til Kølig Kaj 😊 du forsøgte at repræsentere Danmark med noget nyt og moderne – okay det gik ikke, men det var da et forsøg værd), ”Klærkegades Klaes Klemens der klæber klistermærker på klipklapperne, som får klunset sit klippekort i Klassensgade af kleptomanen Kurt Klausen med den klamme knækflip, som derfor bliver klasket med en kæmpe kæp, fordi kæmpe kæppe knækker næppe”, ”Stepdans på bordet” og ”den franske chanson”.


Det er på dette tidspunkt det så går op for en at Linie 3 siden 10 års jubilæumsshowet har forsøgt at inddrage musik i deres shows som hverken er dansk eller engelsk. I 1989 var det på tysk, i 92 på spansk, i 97 på fransk, og i 2001 ville det blive irsk/keltisk. Det er selvfølgelig svært at bruge sange på sprog som man ikke kan vide om publikum forstår. På den anden side har Linie 3 også tit omskrevet teksterne til sange de har sunget både på dansk og engelsk for at få lidt mere sjov ind i sangene, så mon ikke det også kunne være tilfældet for de mindre udbredte sprog?

”Rundrejsen 2001” var dengang at Reality Shows vandt indpas, og det referer Anders til i starten af showet, ved at der er 1896 publikummer til stede, og 1895 publikummer skal selvfølgelig have lov at fortsætte med at se showet, men en skal stemmes hjem. Ligeledes er der i starten et toilet på scenen, for som Thomas gør opmærksom på, i Big Brother kan man se når folk er på latrinen, så hvorfor ikke også her på scenen? Dette show var også første gang et kor af backupsangerinder blev en fast del af Glæsels band. Når nu vi nævner Glæsel, så var ”Rundrejsen 2001” også første gang at Jan Glæsel var inddraget i planlægningen af et show fra begyndelsen af, tidligere var han først blevet indkaldt, efter at alt var planlagt, og der kun manglede musik, men nu var han med tidligt nok, til at være med til at lave stemmearrangementerne, og skrive en sang som skulle indsendes til Dansktoppen – og , som de siger, så var den værd at høre på, for den kom ikke ind.


Som et highlight i dette show, kan helt klart nævnes ”Hvem spiller på trommer”, hvor Anders og Thomas forgæves forsøger at lære Preben alle de forskellige kælenavne de har fundet på til alle medlemmer i orkestret. Og Klæ’ ud kassen, som indeholdt udklædninger til bl.a. Far til Fire, Aqua, Peter Schmeichel og Lille Palle.


Dette var også showet hvor de kom til at give falsk information ud, om Linie 3’s ophav. En sketch skulle de lave sjov med at Preben er blevet så gammel at han ikke kan huske sine informationer: ”Dette er en sang jeg sang i 1976” ”79” ”i 1979, i noget der hed Tropicana” ”Jacobs BarBQ” ”Jacobs BBQ, i Aarhus” ”Silkeborg” ”Silkeborg”. Nej, den var god nok, det var Aarhus, Thomas kom selv med en rettelse til dette show i deres show fra 2012 ”Det startede altså i Aarhus, selvom vi i vores show fra 2001 sagde Silkeborg, så var det altså Aarhus, på en bar i Vestergade.”

Jeg var selv inde og se ”25 årsjubilæumsshowet” i 2004, det starter som de tidlige shows med kun de tre drenge og en guitar, og først halvvejs gennem første halvdel af showet løftes tæppet for Glæsels orkester. Der er et par små jokes som går igen i løbet af showet. Først Thomas’ tyggegummi, som bliver sendt rundt mellem ham og Anders, og til sidst damen der kom med blomsterbuketter. Den anden er Thomas der hele tiden ønsker at synge Keld Heicks sang ’Ved landsbyens gadekær’, men bliver nægtet det af de to andre. Den tredje er ’gæt en by’, hvor de skulle synge Frank Sinatras kendingsmelodi, men de kunne ikke huske byen han sang om.


Man kan ikke have et ordentligt jubilæum, hvis man ikke fejrer det med sang og godt humør, og det vises i dette show gennem en gospelsang. ”Når man skal synge gospel, så skal det af en eller anden grund være på svensk” (øhmm… okay?). Efter et vers af ’Så’n er livet’, kommer et lærred ned fra taget, med en video af et gospelkor. Kort efter kommer Etta Cameron også på videoen, for man kan ikke have et rigtigt gospelkor uden Etta. Anders kan åbenbart ikke finde ud af at klappe i takt, så Etta hev ham op i videoen, for at lære ham hvordan man gør.


Der var ligesom dukket en tradition op, om at ved hvert show ville Linie 3 synge et medley fra en kunstner eller gruppe. Det begyndte – vist nok – i ”Borte med vesten”, hvor det var et Elvismedley. ”10 årsjubilæet” havde Mills Brothers, ”Hvor er de to andre?” havde Beach Boys, ”Line 3 Show 1997/98” havde Bee Gees, og ”Rundrejsen 2001” havde Beatlesmedley. Men ”25 årsjubilæet” havde ikke et sådant medley, og til næste show ville Linie 3 genbruge Beach Boys-medleyet.

For første gang kom Glæsel og alle musikerne ud på selve scenen og var med til at danse i lederhosen, efter en jodlesang. Så man kan se en gradvis udvikling Glæsels rolle i Linie 3, fra han begyndte samarbejdet med dem i 1986, og når vi kommer til ”Linie 3 Live 2012/13” så kom de også op på scenen for at synge en sang – nemlig Billy Joels ’For the longest time’.

Der kan komme store diskussioner af, hvem der er ’det fjerde hjul’ på Linie 3. I begyndelsen kunne man nok sige at det var deres arrangør Max Petersen, men da Niels Wenken kom med i midt/slut-80erne, som manager og stod for alt BTS, det kommercielle og reklamering af shows, så gav det også meget mening at kalde ham for ’det fjerde hjul’. Dog synes jeg ikke at man kan udelukke Jan Glæsel som en mulighed for ’det fjerde hjul’, han jo samarbejdet med Linie 3 i nu 32 år. Hans rolle er kun vokset, og jeg synes bestemt at han fortjener anerkendelse for dedikationen.


Efter ”25 årsjubilæumsshowet”, gik Linie 3 lidt i opløsning. Thomas rejste til Las Vegas, og forsøgte at slå igennem dér som ’Tom Dane’. De to andre holdt sig mest til teater og tv, og da Niels Wenkens afgik ved døden i 2009, så var det lidt som om at den sidste mulighed for dem at finde sammen igen forsvandt.

Dog valgte Disney-Pixar at lave ’Toy Story 3’ som udkom i 2010, og gav de herrer mulighed for at forenes igen – i stemmeskuespil; Preben som Sherif Woody, Thomas som Buzz Lightyear, og Anders som dinosauren Rex. De havde også lagt stemmer til disse tre figurer i de to foregående ’Toy Story’ film, men det skulle vise sig at være ekstra relevant her, da det var med til at give drengene lyst til at finde sammen igen. Og de inkluderede en sketch med dem selv klædt ud som deres ’Toy Story’ figurer.


Med Wenkens død manglede Linie 3 nu en der kunne stå for alt det praktiske BTS, de fandt Arne Worsøe, men man ville ikke vide det, hvis man ikke aktivt søgte den information, for det er ikke noget der er nævnt på DVD’en selv. Dette show brugte en række forskellige videoklip til diverse gags, bl.a. til en hvor Preben er blevet mere langmodig på sine gaml… nye dage, og derfor accepterer, at når folk ikke kan snakke ’ordentligt’ dansk. Da han skal forklare forskellen på et ’skrAmbidle’ og et ’skrAmbidle’, viser han først et billede af en ’skramme’, og derefter et ’skræmmende’ billede – selvfølgelig af Jan Glæsel. Hele denne lange smøre bliver brugt til at introducere en rigtig ”Urigsdansk” sang ’Drombidler’.


De brugte også videoklip, for at vise at ”Styrmand Karlsen” fra 1958 havde omtalt Linie 3 20 år før de gik sammen. Et andet klip, var hvor Preben var træt af at de to andre havde gået ham på nerverne i 33 år, så han fik Hans Pilgaard fra Hvem vil være millionær til at bede computeren om at fjerne to af de forkerte. Computeren fjernede Hans og Preben, og lod Anders og Thomas stå tilbage.

Efter at have været kendt som dem der var i Føtex i 20 år, lavede de en sang – på melodien fra de gamle Føtex-reklamer der spillede på TV i starten af 2010erne, den der ”I Føtex er der altid fede tilbud ladadidadadum” – som de overførte til at omhandle Netto. ”Ja, så fik vi lige skiftet supermarked” – Preben.

Jeg har jo tidligere talt om dette show her på bloggen, så jeg vil blot hurtigt nævne som highlights, ’Bøhmisk Rapsolie’ (Bohemian Rhapsody), ’You Raise me up’ og russisk opera af den tyske Karl Federlein Grums.


Efter dette show, er der så igen gået en række år, uden et Linie 3 Show, før Juleshowet med Trine Gadeberg. Det show har jeg så ikke set, så jeg kan ikke snakke særlig meget om det. Jeg kan kun henvise til nogle optagelser på YouTube fra en opvisning i Esbjerg:


Ja, det var så fyrretyve års karriere. ”Tillykke med jubilæet drenge, og god vind, fremover.”


tirsdag den 18. juni 2019

TFW you know that you are loved


So now it’s been a year since I went on SMT in the US Central Territory, and I did start to feel that I missed being there. It was a magnificent experience, after all. So I decided to check out the livestream of the annual commissioning, just out of curiosity to see if the SMT-teams were presented on stage again, like we were last year. If so, then I missed it, but I did see Erin and the CAST team on stage.

This year a team from Central Territory is visiting Denmark, so I checked the official SMT-webpage in March to see whom, if any, of my friends would be going. This is a six man-team – huge compared to West’s three (wo)man and East’s four man teams the previous years – and only one of this year’s team members I hadn’t met before. Reunion time! :-D

I knew the team would be joining us at Landslejr, but I didn’t know anything else. Then Wednesday I received a text from Nathanaël, that Vejle corps would hold an event, and that the missionteam would be there. He asked if I wanted to go, and I was like: “Yeah, sure, whatever you want”. Nah… I was actually more like “(Squeeel) ohmygodohmygodohmygodohmygod… uhm, yeah! OF COURSE I would love to go, and see my friends. Just try and stop me!”

So Nathanaël and I drove to Vejle Friday, to participate in the event. Lyndsey (who had been on team Japan) was the first to recognise me, and went: “Hi, Daniel!” 😊, as I was taking off my jacket. Then Sean (Central Vibes, yeah!) saw me, and said: “Hey, Daniel. So how’s Aarhus been treating ya?”, as perfect a pronunciation of Aarhus as you can expect from a foreigner – but then again, Sean was raised in Sweden, so he isn’t unfamiliar with the ‘Å’ sound. I remember a few people last year who tried to learn how to pronounce Aarhus, and let me say, the closest English words I can come up with, that would match the pronunciation the best would probably be “Oar-Whose”.

Lyndsey and Sean were in the kitchen along with Chaslyn making waffles. The next person I met was Kristin from THQ? I was not expecting to see her, what joyous bonus. Then down the stairs came Sam and Jake (both S/portugal), their reaction was something along the lines of: “oh, Daniel, cool”. Then, as I was walking past the stairs, I suddenly heard: “DANIEL!”, I turned towards the stairs: “Hi Lauren….”, and before I could finish my sentence Lauren (Costa Rica) had run down the stairs and gave me a massive hug, to the point where it got a little uncomfortable, but it told me, that I had definitely been missed.

During the football-event at the park – where 80+ kids arrived to participate – Sean, Jake, Sam and Jack registered for the tournament, whilst the girls presented this year’s SMT-dance, and did some face paint. Lauren and I decided to take a handful of empty bottles to Rema 1000 for recycling, and surprised by how much money you got back for every bottle, she said she would keep every bottle from now on, and recycle them, instead of just throwing them out. She asked me if I could see her living in Denmark, walking with a bunch of bottles to recycle? I answered: “with the many restriction laws on immigration the last government has made the last couples of years, sadly not anytime soon.” But maybe if you’re persistent 😉 If you really desired to, yes, I think I could see it.

Back at the corps, we had waffles and slush-ice, for the kids. We had a fun afternoon, and evening, and before I knew it, suddenly I was spending the night in Vejle. That wasn’t planned, like at all. If it was, I would probably have had some extra clothes for Saturday, but…yeah…

Central Vibes mini-reunion


Saturday we spent together in Horsens, for a camp-leadership orientation, and then we said goodbye for now, as they were headed to Sønderbrg with Sabine (Central Vibes, yeah!), and I finally headed home to Aarhus. Josephine was also going to Aarhus, so on the way to the train station, she commented that I apparently got along very well with Lauren. Uhmm… What can I say? Yes? I cannot really say “no”, that would most definitely be considered lying. I was told, that Josephine had been asked all week, “will Daniel come? Are we going to see Daniel? How can we get in contact with Daniel?” etc. I guess they didn’t ask about Sabine, because they already knew they would see her in Sønderborg, but whether they would see me was up in the air. Of course I wouldn’t miss the opportunity to see my friends again. If it weren’t for the fact I knew we would see each other at Landslejr, I would find some way to meet you during the Summer, one way or another.

It is a lovely feeling to know that I am loved enough to be missed, but don’t ever forget that it goes both ways, I have missed you guys as well.

- Daniel L. Pedersen

onsdag den 6. marts 2019

Lovsangsaften i Vejle Korps

For et par uger siden var vores lille lovsangsband inviteret til at spille til en Lovsangsaften i Vejle Korps.

Vi havde ellers knap nok spillet siden Nathanaël gik på barsel. Vi havde to øvegange gennem hele efterårshalvåret, og så tre hurtige øvelser for at blive klar slut-januar tidlig februar. Det er ikke ideelt for musikøvelse, men vi fandt nogle sange som vi valgte at tage med til Vejle.


Nathanaël lejede en minibus - supertilbud for resten - og vi tog af sted mod Vejle.
Hadsten? Vi tog vist et forkert sving.
Aftensmad i korpset
Carolyne stod for andagt



mandag den 31. december 2018

Ducktales!

Hvordan genopliver man en 30 årig tv-serie succesfuldt? Det har Disney forsøgt med deres reboot af Ducktales.





Jeg har fulgt med i serien siden dens pilotafsnit blev vist i august sidste år, og kan positivt sige at det er en god reboot, hvori de ting der gjorde den oprindelige Ducktales serie en succes er blevet opdateret til en mere moderne fortællerstil. Derfor synes jeg også at det er ærgerligt når den eneste klage over serien jeg har hørt, er den visuelle stil Disney valgte at bruge, og har udtrykt det som årsag for ikke at ville se serien.

Det er ellers en naturlig udvikling af tegnefilmsserier, og stilen passer perfekt med moderne tegnefilm. Man må selvfølgelig gerne bryde sig så meget om en visuel stil som man vil, men det er som at nægte at ville give en bog en chance fordi man ikke kunne lide dens indbinding.


Jeg vil bare sige at man bør give serien en chance, måske gror stilen på en, måske gør den ikke. Men serien er så meget mere end bare den visuelle stil.

Det mest fremtrædende punkt der blev ændret var trillingerne Rip, Rap og Rup. Med en enkelt undtagelse, er dette første gang siden deres skabelse tilbage i 30’erne at de tre trillinger ikke er hinandens kloner, men i stedet hver deres egen karakter, som hver har fået en af Onkel Joakims attributter som personlighed. Rip er den smarte der kan tænke nogle træk frem i spillet, Rap er den eventyrlystne og Rup er den der elsker skatte, omend han er en dovenkrop der forventer at alt bliver serveret for ham.

Onkel Joakim minder mere om den Joakim Von And vi kender fra tegneserierne, end ham vi mødte i Ducktales fra 1987, ligeledes har andre figurer fra tegneserierne flere kendetegn fra tegneserierne end deres oprindelige Ducktales versioner havde, f.eks. Guldiver Flintesten som i tegneserierne er Boa fra Sydafrika, men i 1987 Ducktales var han en skotte ligesom Onkel Joakim. Den ændring skyldtes selvfølgelig på grund af Arpartheiden på det tidspunkt, og gav dem en mulighed før at gøre ham til et modstykke til Joakim. Flintesten i den nye Ducktales har beholdt det skotske design fra 1987 versionen, men det viste sig i anden sæson at være en facade, da han som lille dreng i Sydafrika følte sig snydt af Onkel Joakim og derfor skabte en falsk skotsk identitet som kun har til opgave i livet at ødelægge livet for Onkel Joakim.

En ting jeg altid savnede da jeg så den gamle serie ”Rip, Rap og Rup på Eventyr” var Anders And. Han har altid været min yndlings – og jeg læste tegneserierne, han var altid med på eventyr – så det var altid en skuffelse at han ikke var med i serien den gang. Han bliver værget til flåden i det første afsnit, og dukker op en håndfuld gange i resten af seriens 100 afsnit. Her i rebooten er han en fast del af showet, bare i første sæsons ca. 24 afsnit dukkede Anders And op flere gange end han gjorde i hele 1987-serien.

Hvor den gamle serie godt nok havde nogle enkelte 3-4 afsnits storylines, var det ellers kun stand-alone afsnit der aldrig havde noget med andre afsnit at gøre. Det var normalt for tegnefilmsserier i 80’erne og 90’erne, men fra midt-00’erne har det mere været normen end undtagelsen at en serie har en lang overhistorie der bliver fortalt gennem serien, enten over hele serien, eller gennem en sæson. Derfor har Ducktales 2017 også en lang overordnet historie, som lige skulle teases i slutningen af et ellers fantastisk introduktionsafsnit:


Bare lige hvis du ikke var fanget af dette fantastiske afsnit selv, så kom der lige en årsag til hvorfor du skulle blive ved med at følge serien. Jeg vil ikke afsløre for meget med hvad der er lært siden hen, men et af seriens absolutte højdepunkter hidtil var da sandheden kom ud. Her kan man se hvor meget arbejde producenterne har lagt i karakterisering af figurerne, historieskrivningen til afsnittene, og energien stemmeskuespillerne lægger i deres figurer.


Jeg kan godt lide Ducktales 2017, og kan ikke tvinge andre til også at kunne lide den, men hvis den eneste klage du har over serien er den visuelle stil, så synes jeg virkelig man går glip af en god serie, og måske burde den gives en chance.