mandag den 25. april 2022

Min yndlingslyssværdsduel fra Star Wars

I Star Wars-universet kan lyssværdsdueller let gå hen og blive "flashy" og "over-the-top", især i Prequeltrilogien og The Clone Wars serien.

Andre gange er fokus mere på historien imellem personerne der duellerer, såsom i Originaltrilogien og Sequeltrilogien, men selv her varer duellerne et pænt stykke tid, for at publikum kan have et spektakel at fordybe sig i.

Og så er der duellen mellem Maul og Kenobi i Star Wars: Rebels afsnittet "Twin Suns", som til dags dato er unik i Star Wars. Før jeg går videre, synes jeg at vi skal se hvad jeg snakker om.


Som du kan se, så bruges der mere tid på Mauls og Kenobis samtale før duellen end der bliver brugt på selve duellen. Eller gøres der? Lad os prøve at gå igennem alt der sker i scenen, men for at kunne gøre det ordentligt, skal vi først lige have styr på hvor duellanterne kommer fra, og hvor de er i deres liv på dette tidspunkt.


1. Duellanterne

Obi-Wan Kenobi (på dette tidspunkt kendt som Ben Kenobi) var som Jedi Padawan en person som næsten altid fulgte Jedi-ordenens regler til punkt og prikke, på trods af at hans læremester Qui-Gon Jin var en som blæste på reglerne, og forsøgte at undervie Obi-Wan om de mange forskellige lag af liv der er i galaksen og i The Force (jeg ved godt det hedder Kraften på dansk, men det bliver lettere for mig at tale om det med dets engelske navn).

Maul var en lille dreng, som blev taget fra sin mor for at undergå Darth Sidious' Sith træning. En træning der var så hård og intensiv, at den blev Mauls undergang. Som vi lærer da vi møder Maul i Rebels, så kan han ikke engang huske hvad hans fødenavn var, og har derfor kun sin Sith-identitet, selv efter at han ikke længere er en Sith.


I Episode 1: Den Usynlige Fjende, møder Obi-Wan og Qui-Gon Darth Maul, den første Sith-fyrste man har kendt til i tusind år. I første omgang tror Jedi-ordenen ikke på at det kan være sandt, men da de tre mødes igen, og duellerer, og både Qui-Gon og Maul dør, må Jedirådet anerkende at Sith Fyrsterne er vendt tilbage fra glemslen.

I filmen er Maul brugt som en stille snigmorder, der er effektiv i sin rolle og dræber Qui-Gon Jin. Men Jins død gør ham lidt for selvsikker, og Obi-Wan formår - til sidst - at finde en ro der er ukendt for Maul, og kan derfor hugge ham over ved hofterne.

Mange fans kunne ikke lide hvordan Maul blev behandlet i filmen. Nogle mener at han var et spild af tid, med kun tre replikker i hele filmen, andre mener at han blev dræbt for tidligt og burde have været hovedskurken i Prequeltrilogien. Men det var aldrig planen for George Lucas at Maul skulle være mere end et værktøj for filmenes rigtige skurk, Darth Sidious - den såkaldte Usynlige Fjende som filmen er opkaldt efter.

Maul var altid planlagt at være offerlam for Sidious' planer. Hvis Maul vandt kampen mellem Obi-Wan, jamen så var Maul stærk nok til at gå imod andre Jedi Riddere, men hvis han tabte, så var det ham som Jedi Ridderne fokuserede på, og ville ikke kende noget til Sidious og hans planer. Maul var designet som en der var fortabt fra begyndelsen.


Fans var dog ikke tilfredse med den årsag og i årevis sendte de deres klager til Lucas, og til sidst så kom han ind til et møde i produktionen af The Clone Wars' tredje sæson og sagde til producenterne og forfatterne noget i retning af:

"Jeg synes vi skal bringe Darth Maul tilbage"

"Øhhh....hvad sagde du George?"

"Jeg synes vi skal bringe Darth Maul tilbage"

"Mener du det? Men han er jo død!"

"Ja, men nu er han ikke død længere."

"...okay, Darth Maul er ikke længere død."


At bringe Darth Maul tilbage fra de døde på en troværdig måde ville kræve sin tid, så Mauls tilbagevenden var en historie der begyndte i sæson 3, men først skete i sæson 4.

Da Maul bliver fundet er han på en affaldsplanet - dvs. en planet hvor de andre planeter sender deres overskydende affald - hvor han havde overlevet at blive skåret i halv gennem sin vrede og sit had mod Obi-Wan, som gennem The Force havde holdt hans indre organer i live. Alene med sit had i 12 år havde gjort ham til en paranoid eneboer der var fanget i sine egne tanker dag ud og dag ind.

Han bliver fundet, og bragt til en som kunne vække hans sind tilbage, og Maul var nu klar til at tage hævn over Obi-Wan.

Obi-Wan var i de 12 år siden deres første møde blevet en ferm duellant, og var selv blevet mere selvsikker - noget der slog hårdt ned på ham da han lærte at Maul var tilbage.

Igennem Clone Wars serien slås de to gange, og Maul, forsøgte hele tiden at komme ind under Kenobis skind, bl.a. ved at dræbe nogle af Kenobis nærmeste.

Uanset hvad deres planer var om et muligt tredje møde, så kom handlingen i Episode 3: Sith Fyrsternes Hævn i vejen. Darth Sidious offentliggjorde sig selv overfor Jedi ridderne, og vendte galaksens mening om dem om til had og uglæde. Jedi ordenen var lagt i ruiner, Obi-Wan gik under jorden, og Maul troede ham død, og gik derfor til sine egne planer i underverdenen.


Da vi møder Maul igen i Rebels er han alene, og søger en lærling, som han mener at finde i seriens frontperson Ezra. Maul manipulerer Ezra, og forsøger at vinde ham over på sin side, men alle hans planer ændres da han lærer at Kenobi stadig er i live. Tid til at få sat en ende på deres evindelige rivalisering.

Men i de 18 år der er gået siden Episode 3, har Kenobi haft rigeligt med tid til at komme over deres stupide fejde.


2. Duellen


Afsnittet "Twin Suns" starter med en Maul der vandrer hvileløst rundt i Tatooines ørken, og taler med sig selv. Fanget med sine egne tanker præcis som han var på affaldsplaneten i Clone Wars. Maul er ældre, men han er stadig fanget i den dag han tabte til Kenobi, og mistede alt der var tilset ham.

Kenobi derimod er rolig og venter tålmodigt i meditation, på at dagen kommer, hvor hans mission er fuldendt.

De mødes endelig ansigt til ansigt til sidst i afsnittet, over en vag bålflamme, og diskussionen begynder.


Maul: "Look what has become of you, a rat in the desert"

- Med tryk på "rat", håner Maul Kenobi. Fra at have været en højt respekteret beskytter af galaksen er han nu ikke andet end en tigger, en sølle vagabond.

Kenobi: "Look what I've rissen above"

- Med ro i sindet, viser Kenobi at han ikke har tænkt sig at synke til Mauls niveau.

Maul: "I have come to kill you, but perhaps it's worse to leave you here, festering in you squalor"

- Mauls rastløshed ved endelig at have fundet det bytte, han som rovdyr har søgt efter i årevis, viser sig ved at han begynder at vandre rundt om bålet. Hans brug af ordet "squalor" (som google oversætter til elendighed, men jeg synes at der ligger mere i ordet) et ord fra latin "squalere" - at være snavset - viser at Maul nægter at lade sin rottemetafor gå tabt. En taktik han brugte ofte mod Obi-Wan i The Clone Wars var at finde et punkt der ramte ham hårdt, og blive ved med at bringe det op, for at slå Kenobi ud af balance, og det er den samme taktik han bruger her, men...

Kenobi: "If you define yourself by the power to take lives, the desire to dominate, to posses, then you have nothing"

- Kenobi følger roligt Mauls tempo rundt om bålet, han har ikke lyst til at slås, så han holder afstanden uden at flygte. Hans svar på Mauls hån, og forsøg på at slå ham ud af balance, "hvis alt du har er evnen til at slå ihjel, og en higen efter at eje og dominere, så har du ingenting", er en henvisning til hvordan i The Clone Wars, hver gang Maul havde en ny plan og byggede noget stort op, blev han slået ned til ingenting igen, og den vender situationen sådan at Maul selv bliver slået ud af balance. Kenobis ord her stemmer faktisk også overens med JRR Tolkiens syn på ondskab, og hvad der gør hvisse personer onde. Ondskab opstår ifølge Tolkien når man bliver fanget i en nedadgående spiral. Jalousi -> vrede -> had -> ønske om at være stærkere end andre -> ønske om at dominere andre -> ønske om at herske -> frygt for at miste -> ønske om at udslette - dvs en form for nihilisme, at bringe alt til intet. Skurke er ikke nogen man skal hade, men i stedet bør have medynk for. Star Wars har faktisk altid brugt en lignende version af ondskab. Imperiet under Kejser Palpatine hersker over galaksen, men skaber altødelæggende våben som Dødsstjernen der kan udslette en hel planet - hvis imperiet ikke kan herske, så udsletter vi.

Maul: "Grr... And what do you have!?"

- Maul knurrer ad Kenobis kommentar, den har ramt plet. I frustration trækker Maul sit lyssværd og slukker bålflammen - flammen der holdt håbet om et fredeligt farvel mellem de to i live er slukket. Kenobi er stadig rolig, men er ærgerlig over hvad han nu ved vil ske.

Maul: "Why come to this place? Not simply to hide..."

- Maul finder lidt af sin balance igen, og prøver at finde på en anden måde at nå Kenobi på. Hvis en mand kan være så rolig, i en situation der ser så håbløs og fortabt ud... hvad kan så være årsagen. For første gang ser Kenobi ikke helt så rolig ud, men begynder at tage den nærtstående fare alvorligt.

Maul: "Oh, you have a purpose here, perhaps you are protecting something?"

- Som Maul siger dette er det første gang at Kenobi blinker, Maul har ramt tæt på, nu har han ham næsten hvor han vil have ham.

Maul: "No, protecting someone!"

- Idet Maul siger "someone", tænder Kenobi sit lyssværd. For Maul er dette kulminationen fra alle deres fælles oplevelser siden Kenobi besejrede ham 31 år tidligere, så snart Maul har dræbt Kenobi - håber han - kan han finde et nyt mål at leve for. For Kenobi derimod, er Maul lige gået fra at være en tidligere fjende der var ekstraordinært vedvarende, til at være et fjols der lige har sat galaksens fremtid på spil. For Maul handler dette møde om at dræbe Kenobi, og hvis han er her i ørkenen for at beskytte nogen, så kan han altid true med at dræbe den person hvis ikke Kenobi vil kæmpe. For Kenobi er den person - Luke Skywalker - galaksens sidste håb, om at besejre Sith fyrsterne og imperiets kontrol over den. Nu da Maul kender til Lukes eksistens, må han dø, der er ingen anden udvej nu.


Herefter får jeg brug for visuelle midler for at forklare hvad der sker, så jeg tager nogle billeder i brug


Selvom at Kenobi er en Jedimester og har fremvist stor tålmodighed hidtil, så idet det endelig lykkes Maul at lokke ham til kamp, falder Kenobi tilbage i sin ungdoms rivalisering med Maul, og indtager den kampposition han plejede at bruge under klonkrigene. Maul formåede for en kort stund at knække Kenobis tålmodighed.


Men Kenobi indser det hurtigt, og skifter sin kampposition til en der er mere passende med hvor langt han har udviklet sig siden de sidst mødtes. Da tænker Kenobi, at eftersom det lykkedes Maul at bringe Kenobi tilbage til deres ungdomsrivalisering, måske kan han også lokke Maul til at begå en stor fejl, så Kenobi skifter kampposition igen.


Kenobi indtager sin gamle mester Qui-Gons kampposition, og ser om Maul også er smart nok til at skifte sin kampposition, til noget der kan modstå den, eller om han er så besat af målet at han begår en kæmpe fejl. Maul ændrer ikke kampposition, og med nogle Spaghettiwestern-nærbilleder ser vi duellen imellem dem stå på, før det første fysiske angreb er slået.

Maul springer på Kenobi med et Sith-råb, der er designet til at forvirre modstanderen, men Kenobi lader sig ikke påvirke - han blokerer foran, blokerer lavt og hugger ned.


Maul havde set Kenobi stille sig i Qui-Gons kampposition, og havde troet at det betød at Kenobi stod til at lave de samme fejl som sin mester, og han gik ind for at slå Kenobi i hovedet med sit lyssværd og derefter dræbe ham, ligesom han gjorde mod Qui-Gon 31 år forinden. Kenobi derimod havde gennemgået den duel i sit hoved mange gange, og tænkt på hvordan den kunne være endt anderledes, og nu lokkede han Maul ind i fælden, og fik muligheden for at ændre duellens afslutning.

Hugget over lodret nu, begynder Maul for første gang i sit liv at tænke på andet end sin egen domination og higen efter styrke. Denne mand han havde udfordret til en duel er ikke den samme som han havde kendt tidligere. Dette er en Jedimester med en mission, og hvis han er så stærk bare når han beskytter nogen, så må den person han beskytter være ekstrem vigtig. Han skulle aldrig være kommet her, hvor han kunne have sat galaksens fremtid på spil. Med de tanker falder han og Kenobi griber ham.

Med sine sidste kræfter spørger Maul Kenobi:

Maul: "Tell me... is He the chosen one?"

- Den udvalgte han omtaler hér, er en profeti i Prequeltrilogien, om en født stærk i the Force, som vil udrydde Sith fyrsterne og bringe balance til the Force.

Kenobi: "He is"

- Personen de omtaler i scenen er Luke Skywalker, men han er IKKE den udvalgte, det er Anakin Skywalker - Lukes far - men eftersom at han er blevet til Darth Vader, så har Kenobi på dette tidspunkt opgivet ham, og kan ikke se hvordan Anakin nogensinde vil kunne bringe profetien i opfyldese nu. Derfor tror han at Luke er den udvalgte. Luke er nøglen - det Nye Håb - som vækker Anakin inde i Vader, og lader ham fuldføre profetien, men det er ikke Luke selv.

Maul: "He will... avenge us!"

- Maul var så tæt på at kunne sige farvel til det onde der har styret hans liv siden han var lille, men med sit sidste suk lagde han igen tryk på Sith fyrsternes kode. Hævn fører ikke til godt, kun til mere lidelse, og Kenobi ynker sin ærkefjende, som dør i hans arme - præcis som de andre af Kenobis vigtigste personer som Maul dræbte foran ham døde i hans arme. Maul var måske et monster, og en morder, men han var en pint personlighed, og Kenobi omfavner ham med samme omhu som hans ofre blev det.


Maul - tidligere Darth - er en interessant figur i Star Wars. Han startede som en brik der altid skulle ofres, men da han blev bragt tilbage blev han en person der havde mange planer, men fandt at uanset hvor meget han forsøgte, kunne han ikke fuldføre nogle af dem før at han havde fået en afslutning på den dag hans liv gik i stå - dagen han tabte til Obi-Wan Kenobi. Som en afslutning på hans historie viser afsnittet "Twin Suns" hvor ødelæggende det er at vie sit liv til vrede og had, i sidste ende går det mest udover én selv.


fredag den 1. april 2022

Et opslag om James Bond film

 De sidste par måneder har jeg genset alle 'James Bond' filmene - og når jeg siger alle, mener jeg ALLE. Alt fra den amerikanske live-tv version af Casino Royale fra 1954 til Playstation 2-spillet Everything or Nothing, som for mange af os der spillede det i sin tid, anser som Pierce Brosnans femte og sidste Bond-performance.

Men i modsætning til hvordan jeg normalt har set dem før i tiden - bare set én af gangen, efter hvad jeg har været i humør til - denne gang ville jeg se dem i rækkefølge fra den første til den nyeste, mens jeg har fokuseret på en filmanalytisk kritik af filmene.

Jeg har fokuseret på ting såsom:

* Hvordan er musikken i filmen? Er der store huller mellem musikken, eller er der konstant musik? Lyder musikken til at passe med scenen der udfolder sig?

* Hvordan er cinematografien? Har vi store overbliksscener, eller er vi altid up-close? Står kameraet stille eller følger det med personerne?

* Hvad slags lokationer opleves i filmen? Flotte naturscener eller store set? Når vi besøger et land, får vi så nogle gode billeder der beskriver landet, eller følger vi altid personerne for tæt på til at opleve seværdighederne omkring os?

* Hvor meget slag er der i stuntsne? Lever folk sig virkelig ind i kampene, eller de blevet speedet op i filmredigeringen?

* Hvor trofaste er Bonds allierede i filmen? Giver de informationer? Er de med ham til det sidste? Eller er de komplet inkompetente?

* Er skurkenes planer letforståelige, eller giver de ingen mening? Er skurkene skræmmende og uhyggelige, eller er de til grin?

* Hvor meget fylder Bondpigernes rolle i filmen? Har de en opgave i filmen, eller er de kun til stede fordi at der skal være kønne piger i filmen? Er deres profession troværdig?


Angående min score af Bond i filmene, er det baseret på hvordan Bond repræsenteres i forhold til MIN ideelle James Bond:

* Han er charmerende, men det skal IKKE være hans hovedvåben.

* Han må gerne give en one-liner nu og da, men han skal ikke være komikker, og fyre joke efter joke af.

* Han er ikke en som har glæde i at dræbe folk, men tøver ikke når pligten kalder på drab.

* Han går fysisk til værks, men er ikke brutal.

* Han underretter sig om sine omgivelser, så han sjældent bliver overumplet.

* Han udnytter de gadgets han har til dispensation, men de er ikke så fantastiske (som i fantasifulde) at de overskygger Bond selv.

* Han er ikke uovervindelig, men er sårbar og kan komme meget til skade.


I hver kategori har jeg bedømt filmene en score mellem 0 og 10 - jeg tæller også halve point, men ellers ikke decimaler - for en mulig topscore på 130 point. Derefter divideret med 13, sår'n at filmene får en totalscore ud af 10 - en score som sagtens kan have andre decimaler end ,5.

Jeg har også overvejet, hvor underholdende filmene var at se. Hvis en film er kedelig, så kan den føles som om at den aldrig slutter, hvorimod en meget underholdende film, altid efterlader en i et godt humør. Jeg fik dog først idéen til at bedømme underholdningsfaktoren efter at jeg var nået i gang med Roger Moore filmene, og jeg ville ikke gå tilbage og give en score til de tidligere film en måned efter at jeg havde set dem, så i stedet er alle filmenes underholdningsfaktor kun bedømt med et ja eller nej. Hvis jeg skulle gradere dem, så ville et nej svare til 0-4,5 og et ja til 5-10.


Jeg har valgt at gennemgå alle filmene sådan fordi jeg ikke har set flere af filmene i 10 år, og et par enkelte som jeg absolut ikke kunne lide dengang, har jeg ikke set i næsten 20 år. Så jeg var nysgerrig om jeg stadig følte det samme om filmene hvis jeg så dem fra et mere analytisk perspektiv, som jeg følte om dem sidst jeg så dem.

Dengang var min yndlings Bondfilm 'License to kill' med Timothy Dalton, og den dårligste var 'Die another day' med Pierce Brosnan - som jeg, siden jeg så den i biografen, altid har tænkt på som en af de elendigste film jeg nogensinde har set. Føler jeg anerledes i dag?


Et par ting jeg lærte, gennem sammenligningen har været:

* Grevinde Terresa di Vincenso - eller "Tracy" - var den perfekte Bondpige, hvilket giver god mening eftersom at det var hende der blev gift med Bond. Hun blev introduceret i begyndelsen af filmen, hun udfordrede Bond på flere niveauer, hun var en aktiv del af filmen, og hun reddede Bond på et tidspunkt hvor han var på bar bund og nærmest havde opgivet. Der er ikke mange af de andre Bondpiger, der kan prale af at have reddet Bond, og da slet ikke mens han var så fortabt som hér. Og ja, jeg er ikke bange for at erkende det, jeg græd da Tracy døde.

* Gennemsnitsbondpigen har en score på 6,2 - Bondpigerne i 16 film er rangeret lavere end gennemsnittet, 

* Gennemsnitsskurken har en score på 7,1 - Skurkene i 13 film er lavere end gennemsnittet, så generelt har de klsret sig bedre end pigerne.

* Gennemsnitsplottet har en score på 6,9 - sjovt som de film der lægger sig tæt op ad bøgerne de er baseret på har det med at score højere end dem der er mere løse i filmatiseringen.

* Ved at lægge tallene sammen og finde gennemsnittet for hver Bondskuespiller, kan jeg sige at:

- Barry Nelson med en score på 7 gjorde et fint stykke arbejde, taget i betragtning af at bogen Casino Royale kun var et år gammel, og knap nok kendt i USA. Det er også begrænset hvor meget man kan gøre på live TV.

- Sean Connery får en overordnet score på 5,8 - den er forholdsvis lav, fordi han tydeligvis blev træt af rollen som Bond, og man kan se hvor meget han keder sig. Hvis vi kun tæller hans film frem til Thunderball så får han en score på 8,0 som er meget mere respektabel, men det ændrer ikke på at han gav den elendigste udgave af Bond tre gange, og det trækker altså ned i den overordnede rangstilling.

- David Niven på 4 point står lavt på listen, men det er ikke fordi han gjorde et dårligt stykke arbejde i filmen, men mere på grund af at han ikke har noget at lave i den. Casino Royal (67) er en ensemble-film, og Niven får derfor ikke tid til at gøre noget med rollen. Det er en skam eftersom at Niven var Ian Flemmings foretrukne valg til hvem der burde spille Bond.

- George Lazenby med 9,5 er næsten perfekt i hans ene film. Han fremhævede Bonds action, og stunts, men han var også en sårbar person, og det er en af de få gange man nærmest begynder at frygte for Bonds liv - lige indtil at Tracy dukker op, og redder ham som nævnt ovenover.

- Roger Moore følte jeg var meget konsistent i rollen som Bond. Med hans 6,9 kunne man regne med ham for en god og fin udgave af Bond. De to gange hans score afveg fra den sædvanlige score var i For Your Eyes Only - som fulgte bogen nærmest til punkt og prikke, så hans Bond var mere koldblodig end normalt - og A View To A Kill - men hér kun fordi at han var blevet for gammel for rollen, til at kunne udføre alle de ting der hører til rollen.

- Timothy Dalton er min yndlingsbond på 9,8 - og han er også den der mest minder om Bond fra Ian Flemmings bøger, så det er også et plus. Da jeg så hans to film igen, ønskede jeg at han kunne have fået mindst en film mere, men desværre.

- Pierce Brosnan fik 6,0 for de fire film, med 'Everything or Nothing' får han 6,1 - hold da op, hvor var der mange puns hos hans Bond. Bond har altid haft one-liners og lignende, men det var allerhøjst to pr. film, hér var det næsten 20% af Bonds replikker som var jokes. Det sagt, så blev han langsomt bedre i rollen som tiden gik, men hans bedste scene var i Tommorow Never Dies, som faktisk er en god film på trods af at det er en Brosnan-film.

- Daniel Craig 8,1 startede stærkt med Casino Royale, men efter Quantum of Solace mister han lidt af charmen, og der mangler tydeligvis noget, som han aldrig får helt tilbage igen.


Top fem lavestscorende film er:

5: Quantum of Solace med 5 point. Dette er ikke rigtigt en Bondfilm, det er meget mere en actionfilm - næsten ingen spionering, bare action og action og action. Det er ikke engang særlig godt redigeret action, med 2 frames per scene, kan man ikke finde ud af hvad der sker i filmen, det er bare action.

3: Delt tredjeplads til Diamonds are Forever og Die Another Day med 4,2 point. Det eneste gode ved Diamonds Are Forever er temasangen af Shirley Bassey og Mauric Binders akkompangerende Åbningscredits. Mr. Wynt og Mr. Kidd er skræmmende og effektive, men Charles Greys Blofeld er en uudholdelig kryster. Når jeg tænker på filmens anden akt så tænker jeg først og fremmest på cirkus, selvom at der ikke er noget cirkus i filmen.

For Die Another Days vedkommende er det de forskellige lokationer, lyddesign der trækker op, og Pierce Brosnan er også fin i rollen hér. Men cinematografien er rundt på gulvet, det ene sekund er der et flot scenarie af Island, det næste speeder kameraet op. Skurken ville have været meget mere interessant hvis han forblev en koreaner, og ikke gennemgik DNA-ændringer for at gøre ham til englænder... Hvad i alverden var det for en sætning jeg lige skrev?

Alt andet i de to film er dårligt eller helt uudholdeligt.

2: Casino Royale (67) med 3,9 point. Et rod. Det er alt der er at sige om denne film. Den er et rod. Ingen hoved eller hale i filmen bare et stort rod.

1: Never Say Never Again med 3,8 point. Denne film var bare så kedelig at se. Rowan Atkinson er det eneste gode ved hele filmen, og han er kun med i den i mindre end to minutter.

Af disse fem, er Quantum den eneste jeg faktisk synes var underholdende, trods dens overordnede kvalitet, og er derfor nok den eneste jeg ville overveje at se igen, uden at gennemgå et helt maraton som dette igen.


Top ti højestscorende film er:

10: Thunderball med 7,4 point. God film, Connerys sidste gode optræden som Bond, en stærk bondpige og en skræmmende skurk, flotte omgivelser. En langt bedre Never Say Never Again end Never Say Never Again var.

9: Tomorrow Never Dies med 8 point. Interessant idé med en mediemorgul som iværksætter sine egne katastrofer så han kan bringe nyheder før alle andre medier. Brosnans langt bedste optræden. 'Surrender' af KD Lang er min yndlingsbondsang, og hvis den ikke var blevet udskiftet i 11. time, med den ligegyldige 'Tomorrow Never Dies' af Sheryl Crow, så ville temasang have fået topscore. Idet mindste er sangen stadig med i filmen, og derfor er de to begge bedømt som helhed.

8: Skyfall med 8,3 (8,27) point. Smuk cinematografi af Roger Deakins. M er faktisk hovedpersonen i denne film, som bare ses fra Bonds perspektiv, hun er også den mest fremtrædende Bondpige i filmen, så det er noget nyt. Skurken, Silva, er nærmest FOR perfekt, hele anden akt, inklusive hans tilfangentagen, er en del af hans plan, han kan ikke gøre noget forkert, jeg kan huske at tænke noget lignende i biografen for 10 år siden, så det har trukket ham ned.

7: No Time to Die med 8,3 (8,31) point. Fuld af referencer til tidligere film, uden at de bliver kastet i ens ansigt. Eftersom at Bond er gået på pension, og der er en ny agent 007, så med alle de referencer der er i filmen ville jeg ønske at Hans Zimmer havde inkluderet John Barrys '007 Theme' som har været med i fem Bondfilm, men ikke har været brugt siden Moonraker, 'On Her Majestys Secret Service' bliver jo brugt i soundtracket, og filmens afslutningssang er Louis Armstrongs 'We Have All The Time In The World', og det ville have været det perferkte sted at genoplive det musikstykke, men desværre.

6: From Russia With Love med 8,5 point. Kerim Bey og hans familie er nogle af de bedste allierede Bond nogensinde har arbejdet sammen med. Grant som Bonds skytsengel, der gemmer sig i skyggerne, indtil at han lader sig afsløre ombord på Toget til Trieste, gør ham  meget stoisk og effektiv.

5: On Her Majesty's Secret Service med 8,6 (8,58) point. Lazenbys optræden som en sårbar Bond er noget der gør ham unik, han er aktiv og gør en del stunts selv. Tracy er den perfekte Bondpige, og Telly Savalas er den bedste Blofeld, han har ikke kun en dødelig plan, men når alt begynder at gå galt pga. Bond, så i stedet for at flygte som alle andre Blofeld'er, så giver Telly Savalas jagt, og med drabet på Tracy får Blofeld det sidste ord. 

4: For Your Eyes Only med 8,6 (8,62) point. Roger Moore følte ubehag ved at spille en mere seriøs Bond, det var ikke hans Bond, men han gør dog alligevel et godt stykke arbejde. Melina er en proaktiv Bondpige, som ikke sidder stille, at hun er opvokset i undervandsarkæologi er troværdigt, modsat visse andre Bondpigers professioner. Med græske heroinsmuglere, er skurkene også meget unikke.

3: The Living Daylights med 8,7 point. I denne film er Dalton den perfekte Bond for mig. Kara er ikke den mest aktive Bondpige, men da hun lærer sandheden springer hun ind i aktionen. Som lille var denne film første gang jeg nogensinde hørte om Sovjetunionens invasion i Afghanistan, da vi hér ser Bond samarbejde med Mujahadin. Desværre har filmen også den mest værdiløse Felix Leiter, han siger tre sætninger i hele filmen, han har ikke noget at lave i filmen, så hvorfor er han her overhovedet?

2: Casino Royale (06) med 8,8 point. En næsten perfekt filmadaption af bogen, givet de 50 års forskel mellem bogens udgivelse i 1953 - dvs. Smersh (KGB antispiongruppe) er udskiftet med organisationen bag Jesper Christensens Mr. White. En god begyndelse for en ung og ny Bond, og jeg har altdid godt kunne lide at han drikker ikke bare Vodka Martini rystet, ikke omrørt, men han nævner den fulde drik fra bogen, som han opkalder efter Vesper. Det har altid irriteret mig at de på casionet spiller Poker i stedet for Baccarat, alt sammen bare fordi at Texas Hold'em Poker var super populært i 00'erne, så skulle det gå ud over filmen.

1: License to Kill med 9,3 point. Sanchez som skurk har en stærk tilstedeværelse helt fra filmens begyndelse, han er den gode blanding af skræmmende og effektiv, værdsætter loyalitet langt højere end penge. Desmond Llewelyns Q er med Bond på mission i feltarbejdet, det nærmeste han tidligere har været, var at han ankom for at give Bond hans udstyr, men her er han med til at spionerer og give informationer, som viser at Q faktisk anser Bond som en god ven, og ikke bare en komiker der gør grin med hans arbejde. Dalton som Bond er lidt for hævngerrig til at få topscore hér, men kun lige, han er stadig alle de ting jeg foretrækker at Bond skal være. Ja, License to Kill er stadig min yndlingsbondfilm.



Dette er det endelige skema, hvis det skulle være interressant at studse nærmere over mine meninger.



torsdag den 30. december 2021

Mine tanker angående Fox Searchlights drama/biopic "Tolkien"

Jeg har nævnt Tolkien et par gange på denne blog i løbet af i år, hentydet til at hans bøger er nogle af mine yndlings - jeg fik den nyeste bog "Nature of Middle-Earth" i julegave, så er nu i gang med at læse den.

Dog, med så stor en passion for Tolkiens værker, kommer det måske som en overraskelse at jeg faktisk ikke ved så meget om professor Tolkiens eget liv. Det er der faktisk en årsag til:

Mennesker har en tendens til at sige at en forfatter var inspireret af X, og Y er en allegorie til Z. Men professor Tolkien var meget imod allegorier, og er berømt for nærmest at afsky dem i forordet til "Ringenes Herres" 2. oplag fra 1966, så derfor har jeg selv forsøgt at mindske mit kendskab til Tolkiens personlige liv, så jeg ikke får skubbet for mange idéer om hvad der måske kan have ført til det ene eller andet i hans fortællinger.


Det sagt, her kommer en liste over de ting jeg altid har vidst om professor Tolkiens livshistorie

* Født John Ronald Reuel Tolkien

* Han var sprogforsker, og opfandt mange sprog - såsom de berømte (inden for Tolkienitter) Quenya, Sindarin, Khuzdul, Adûnaic og Black Speech.

* Under første verdenskrig var Tolkien stationeret i de franske skyttegrave. Det var enten hér eller på sygeorlov (de kilder jeg har læst er uenige) hvor han skrev de første fortællinger som blev begyndelsen på hans mytiske univers - "Gondolins fald" og "Beren og Luthien".

* Som professor på Oxford Universitet, var Tolkien i gang med at rette/vurdere en students opgave, da han på et stykke blankt papir i opgaven fangede sig selv i at skrive ordene: "In a hole in the ground there lived a hobbit", begyndelsen på en godnathistorie for sine børn.

* "Hobbitten - eller Ud og Hjem igen" udkom i 1937, og blev en succes, og Tolkiens udgiver spurgte efter en opfølger.

* "Ringenes Herre" udkom ca. 1954-55, Tolkien havde forgæves forsøgt at forsinke udgivelsen, sådan at den kunne blive udgivet sammen med "Silmarillion", som var Tolkiens eget hjertebarn, som han på det tidspunkt havde arbejdet med i snart fyrretyve år, men "Silmarillion" blev aldrig færdig.

* Professor Tolkien døde i 1973. Han havde udpeget sin søn Christopher som arvtager, og givet ham byrden at gøre "Silmarillion" salgbar. "Silmarillion" udkom i 1977.

* På Tolkiens og hustrus gravsteder er indgraveret navnene Beren og Luthien, i hyldest til Tolkiens egen yndlingsfortælling i det univers han skabte.

* Han var trofast katolik, gennem hele sit liv. En gang sendte en fan et drikkebæger med 'Ringinskriptionen' graveret til ham, men eftersom at inskription er en forbandelse, nægtede Tolkien nogensinde at drikke af det, men brugte det i stedet som askebæger - forbandelsesbesværgelsen skulle ikke have et tag i hans liv.

* Tolkien var flere gange oppe at slås med sin redigent over ordet "dwarves" - flertalsformen af 'dwarf'. Hver gang Tolkien sendte en nyredigeret tekst til redigenten, blev teksten sendt tilbage med "dwarves" streget over og erstattet med "dwarfs". Tolkien ignorerede det og sendte næste stykke tekst med "dwarves", hvortil redigenten sendte tilbage med rettet "dwarfs", såvel som en kopi fra Oxford English Dictionary. "Professor, der står altså i Oxford English Dictionay at flertalsformen af 'dwarf' er 'dwarfs' ikke 'dwarves'". Tolkkien skrev tilbage til redigenten "Sønikke, JEG skrev Oxford English Dictionary!".


Hvorfor taler jeg om alt dette? Jo fordi DR viste en biopic om Tolkiens liv - "Tolkien" - tidligere i dag (eller nok i går, når jeg er færdig med at skrive det her).

Min første mening om denne film, var at 'jo den var nok fin nok', men som jeg tænkte videre over den ved jeg ikke længere om jeg mener det samme.

Jeg har som sagt aldrig gået i dybden med professor Tolkiens liv, så jeg ved ikke hvor meget den var korrekt, men de få punkter jeg dog kendte til, virkede til at passe med min viden.

Så ja, overordnet er den nok stadig god nok.


Bl.a kunne jeg godt lide scenen hvor Tolkien og hans kæreste Edith Bratt sneg rundt under teatret. Den var filmet med - jeg ved ikke hvad det hedder - flydende kameravinkler, når fokus var på Edith, som fik mig til at tænke på mødet mellem Beren og Luthien i Doriath. Som nævnt ovenover var det Tolkiens egen yndlingsfortælling i hans univers, og han så sig selv og Edith som paralleller til Beren og Luthien (hvorfor deres navne er indgraveret på deres gravsten. I fortællingen bliver Beren nærmest fortryllet da han hører Luthien synge, han kalder hende Tinuviel - Nattergal - helt forsmået af hendes skønsang. Det var den scene som Tolkien og Edith under teatret frembragte hos mig.

Ligeledes kunne jeg også godt lide, i den sidste scene, hvor Tolkien skriver ordene: "In a hole in the ground there lived a hobbit", for her vises Tolkien sidde med sin pibe i en positur, der minder meget om et af de berømte fotos af Tolkien.




Mit største problem med filmen må dog nok være Første Verdenskrig. Filmen er opbygget sådan at vi ser 1 minut i skyttegravene, så 10-15 minutters barndomshistorie, så 1 minut skyttegrav så 10-15 minutters gymnasietid, så 1 minut skyttegrav etc. indtil at vi når frem til at krigen begynder, hvorefter vi får en 5 minutters scene, og så er krigen slut, og vi springer 10-12 år frem i tiden.

Øhmm... Hvis der nu havde været noget substans på scenerne i skyttegraven, nogle ting der vækkede minder i Tolkien, som førte til alle de flashbacks, så var det måske ikke så svært at følge med.

Og det er en skam, fordi jeg jo ved at det var på det tidspunkt at han skrev de første forællinger i det univers han brugte de næste 55 år på at digte.


Det betyder ikke at der ikke var noget af værdi i krigstidsscenerne. Jeg kunne godt lide den visuelle stil der blev brugt under den store krigsscene, eksplosionerne rundt omkring ham som balroggerne, flammekastere som drageild, og i skyggen af al bombardementsrøgen og tordenen omkring sås 'den mørke fyrste'.


Jeg som har læst Silmarillion 2 gange, så først alle disse små glimt som hentydninger til den. Dragen Ancaligon, balroggen Gothmog og - især med billedet af lille Tolkien stående alene overfor mørkets fyrste - Fingolfins duel med Morgoth.

Problemet var bare at filmen anerkendte ikke "Silmarillion", eller de tidlige fortællinger Tolkien skrev under, og lige efter krigen. Vi har denne store visuelle scene, og så hopper vi frem til begyndelsen på "Hobbitten". Fordi filmen ikke anerkender "Silmarillion", begynder krigsscenen så at få den betydning at den refererer til "Hobbitten" - dragen Smaug - og "Ringenes Herre" - balroggen 'Durins bane' og mørkets fyrste Sauron - i stedet for.

Og dét kan jeg ikke lide. "Hobbitten" var en spontan fortælling der dukkede op af en tilfældig sætning Tolkien skrev et årti eller to efter krigens afslutning som ikke havde noget med den tidlige mytologi og fortællinger han havde skrevet på det tidspunkt, at gøre, og "Ringenes Herre" var en opfølger som ikke havde noget endemål før midt 40'erne.


Og jeg tror det er det jeg mindst kunne lide ved filmen. Ud over en scene hvor unge Tolkien har drukket sig fuld, og på universitetets grund plaprer løs på Quenya, og hér nævner Earendel - som senere ville omdøbes Eärendil (Havelsker) - var der ingen direkte referencer til "Silmarillion", selvom at det var den der var Tolkiens hjertebarn - ikke "Hobbitten" eller "Ringenes Herre", nej "Silmarillion".

Filmen slutter af med tekst der fortæller om "hvor er de nu? eller Hvad skete der siden hen?" som biografiske film altid gør. Men  her skriver de bare at på Tolkiens og Edith gravsted er "skrevet navnene på en menneskemand og en elverpige". De hedder Beren og Luthien! Som jeg har sagt flere gange, så var det Tolkien yndlingsfortælling, og så kunne en biografifilm om ham ikke engang finde ud af at nævne de to navne?

Jeg ved godt "Tolkien Estate" har været meget uvildige til at lade nogen som helst former for filmfolk røre ved noget af professor Tolkiens materiale som først er udkommet efter hans død, men mange af fortællingerne i "Silmarillion" nævnes i "Ringenes Herre"-bøgerne - omend ikke fortalt, så er de omtalt - I kan da bare bruge dem som kilder, Peter Jackson gjorde det!


Så ja, det at filmen helt ignorerer "Silmarillion" trækker den langt ned for mig. Ellers var den fin nok.

mandag den 25. oktober 2021

Om Maria Magdalene og Martha

 I den tidlige Kristendom, såvel som i dag, var kvinden kaldet Maria Magdalene i Bibelen en særlig kontroversiel figur.

Nogle mente at hun var en prostitueret kvinde som Jesus frelste, nogle mente at hun havde en kærlighedsaffære med Jesus, og andre igen mente at hun var den fremmeste af Jesu følgere - mere end Simon Peter var.

Hvor mange af de forskellige meninger om hende der er belæg for i Bibelen er svært at sige. Traditionen om hende som ser ud til at have vundet, er den at hun var en prostitueret, som begyndte at følge Jesus derefter, men bliver det nævnt i Bibelen? Mig bekendt er det først engang i 400-tallet at vi har kilder som påstår at hun var det.

Men hvis hun kun er en mindre figur, som går igen nu og da i evangelierne, hvorfor gik hun så hen og blev så kontroversiel skikkelse i kristendomshistorien?

Svaret ligger måske i Johannesevangeliet - eller rettere de ældste stadig-eksisterende fragmenter af Johannesevangeliet.


I 2011 udgav den amerikanske popsanger/sangskriver Elizabeth "Libbie" Schrader en sang kaldet "Magdalene", ikke helt klar over hvorfor hun pludselig fik lyst til at skrive en sang om Maria Magdalene, fik Schrader lyst til at lære mere om hende, og tog kontakt med en lokal bibelforsker som henviste hende til iohannes.com som er en hjemmeside, hvor folk transkriberer og renskriver de forskellige fragmenter af Johannesevangeliet der bliver opdaget rundt om i verdenen.

Med brug af Google Oversæt, sad Elizabeth Schrader og læste afsnitene om Maria Magdalene i de ældste Johannesevangelier der har overlevet til i dag, specifikt Papyrus 66. Skuffet over at hun ikke fandt noget nyt hun ikke kendte fra sin egen engelse bibel, var hun lige ved at give op, da hun kom i tanke om at hun havde hørt at nogle folk tror at den Maria i Betania som er søster til Lazarus og Martha egentlig er Maria Magdalene. Så Schrader forsøgte at læse det stykke da hun lagde mærke til at transkribenten havde skrevet at navnet Maria var blevet ændret til Martha.

Nysgerrig på hvad det betød, fandt Schrader en bog der fortalte om alle de forskere der havde arbejdet med denne specifikke version af Johannesevangeliet. Her så hun at flere forskere havde lagt mærke til at navnet Maria var ændret til Martha, og havde tænkt det var besynderligt, men ingen af dem havde fulgt op på det. Hvorfor var navnet Maria blevet redigeret til Martha? Schrader følte at hun måtte finde ud af det, så hun begyndte at lære oldgræsk, og lade sig blive uddannet som bibelforsker.

I 2017 udkom hendes Master's Thesis, som handlede om hvad hun havde lært i sin søgen på svar om Maria og Martha. Jeg vil gerne dele nogle af hovedpunkterne hun kom frem til.


Jeg vil starte med at understrege at Schrader ikke siger at Martha aldrig eksisterede, hun dukker jo op i Lukas kap. 10, 38-42. Men hos Martha og Maria i Lukas nævnes der ingen bror, desuden bor de to omkring enten Gallilæa eller Samaria, hvorimod i Johannes bor Lazarus, Maria og Martha i Betania nær Jerusalem. En afstand svarende omtrent til Kolding-Randers.


Papyrus 66 var kilden som ledte Schrader til at blive bibelforsker, men hvad er det? Det er den ældste kopi af (næsten) hele Johannesevangeliet vi har, langt ældre end de ældste hele versioner af de andre evangelier. Papyrus 66 er som regel dateret til at være skrevet omkring år 200 AD. Her er et billede af starten af kapitel 11.



Men selvom at Papyrus 66 var kataklysmen der begyndte undersøgelsen, så er den ikke den eneste kilde Schrader bruger i sit argument. Hun har læst omkring 250-300 græske fragmenter, såvel som et par hundrede latinske fragmenter af Johannesevangeliet, foruden et lignende antal for Lukasevangeliet. Hun fandt hurtigt ud af, at hvor Lukasevangeliet stort set var identisk i alle versioner hun læste - altså historien om Maria og Martha i kapitel 10 - så i Johannesevangeliet skal vi helt op i 6-700-tallet før at fortællingen om Maria, Martha og Lazarus bliver fastsat. Før da, er der det ene problem efter det andet.

På græsk staves Maria μαρια og Martha staves μαρθα, forskellen er bogstaveligt talt kun et bogstav, et ι og et θ. Vi kan se at teksten har sagt "Maria og Maria hans søster", men i det andet 'Maria' er ι forsøgt slettet - men kan stadig ses - og et θ er skrevet ovenover det.


Så hvis det kun var ændringen af Maria til Martha, ville sandsynligheden for at det bare var en stavefejl som skriveren rettede, være høj. Desværre er løsningen ikke så simpel, kun et par linjer længere nede er Maria igen hvisket ud, og erstattet af et andet ord: ηαι αδελφαι


"Søstrene". Navnet 'Maria' blev til 'søstrene'.


Jeg kan ikke selv græsk, eller oldgræsk for den sags skyld, så jeg kan ikke så godt gennemgå teksten, og må holde mig til Elizabeth Schraders ord. Hun siger at man også kan se hvordan verberne i teksten er blevet ændret fra ental til flertal.

Det næste sted der virker mærkeligt er i vers 4. Her er sat et komma, tilsyneladende midt i et ord, som skulle splitte ordet op, og α bag kommaet skal derfor ses i sammenhæng med det næste ord - selvom at der er et stort mellemrum imellem dem. Denne ændring er ikke bare lille og ubetydelig, men ændrer teksten fra at sige: "Da Jesus hørte det, sagde han til hende: »Den sygdom er ikke til døden..." til at den siger: "Da Jesus hørte det, sagde han: »Den sygdom er ikke til døden..."


Hvem forfatteren af Papyrus 66 end var, så virker det til at han har haft to forskellige versioner af Johannesevangeliet foran sig - én hvor Lazarus havde to søstre og én hvor han kun havde Maria - og forfatteren har ihærdigt forsøgt at få de to til at passe sammen, men omkring vers 5 gav han op, og begyndte at skrive af fra den version som har to søstre. Fra vers 5 af virker der ikke til at være flere problemer med teksten, og Martha bliver en fast del af fortællingen.

Det betyder dog ikke at forvirringen stoppede. Selvom at vi ikke har ét eneste fragment af fortællingen hvor Martha ikke er sammen med Maria og Lazarus, så bliver Johannesevangeliet ved med at have problemer med den historie.


Her følger en række fragmenter og andet som Schrader mener øger forvirringen:

Codex Alexandrinus: "Marias by, og Marthas hans søster..."

1611 King James Bible 1st edition: 11,3 "Derfor hans søster..."

Codex Corbiensis: 11,5 "Jesus elskede Lazarus og Maria hans søster" -> 300 senere er i margen tilføjet et Martha "Jesus elskede Lazarus og Maria og Martha hendes søster"

Chrysostom Homily 62: 11,5 "[Jesus] elskede Lazarus og hans søstre"

Codex Colbertinus: 11,5 "Jesus elskede Lazarus og hans søster"

Duke Greek MS 16 i John 11 (ca. 11-1200 AD.) Her er tydeligt et Maria redigeret til et Martha

Minuscule 178: 12,2 "... Maria diakoné" "...og Maria tjente..."


Grammatikken er over det hele i alle disse versioner af Johannesevangeliet. Har Lazarus én søster eller to? Hvem nævnes først? Er det Lazarus og hans søstre? Er det Maria og hendes søster? Eller er det Martha og hendes søster?

Jeg siger igen, at Schrader ikke fandt nogle problemer overhovedet i Lukas' fortælling om Martha og Maria, det er kun her hos Johannes, at der simpelthen ikke er nogen som heslt enighed i teksterne.

Schraders hypotese er at i den oprindelige tekst skrevet af evangelisten Johannes var der kun Lazarus og Maria, men på et tidspunkt har nogle skrivere der kopierede teksten indsat Martha, og dette har skabt alle problemerne vi finder i disse gamle fragmenter.

Et forsøg på at rekonstruere hvordan evangelisten Johannes oprindeligt skrev teksten kunne se nogenlunde sådan her ud:

"Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria hans søster boede.  Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg.  Maria sendte nu den besked til Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg.«  Da Jesus hørte det, sagde han til hende: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.« Jesus elskede Lazarus og hans søster."


Schrader påpeger også at Johannesevangeliets centrale kristologiske udmelding i kap 11 vers 27 "Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«", siges af Martha, som i Johannes er en mindre bifigur der kun optræder i denne fortælling, hvorimod den tilsvarende i Markusevangeliet 8,29b "Peter svarede: »Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!«" siges af Simon Peter, en hovedfigur i alle evangelierne.

Men hvis nu at Martha oprindeligt ikke fandtes i fortællingen, men at det var Maria der proklamerede at Jesus var Kristus, så blev det måske ikke sagt af en mindre bifigur.

På græsk bruger Johannesevangeliet en række ord og verber om denne Maria, som evangeliet ellers kun bruger om Maria Magdalene. Så selvom at evangelisten ikke direkte siger at Maria, Lazarus' søster er den samme Maria som Maria Magdalene, så insinuerer han det.

Maria Magdalene er en kvinde som også nævnes i de andre evangelier, så hun er bestemt ikke en mindre figur, så hvis Martha oprindeligt ikke var med i fortællingen, har vi nu en hovedfigur i Maria Magdalene som proklamerer Johannesevangeliets centrale kristologiske udmelding. Dette stemmer også overens med hvad Kirkefaderen Tertullian af Kartago skrev, om at det var Maria der proklamerede at Jesus var Kristus, ikke Martha.


Hvad har det så af betydning? Jo, navnet Magdalene kommer af ordet 'migdol' מגל som betyder 'tårn' eller 'fæstning'. Evangelisten Johannes har ment at hvis Simon Peter er 'Klippen' hvorpå Kristi kirke bygges, så er Maria Magdalene 'Tårnet' som beskytter eller styrker den.

Men det har så tilsyneladende været svært for mange af de tidlige kristne at acceptere at en kvinde, af alle mennesker, skulle være lige så vigtig for kirken som Simon Peter, Jesus' fremmeste discipel, og har derfor fjernet fokus fra hende ved at dele hendes rolle i Johannesevangeliet til tre kvinder.


Men som sagt, så findes der ikke nogle overlevende versioner af Johannesevangeliet vi kender til, som ikke nævner Martha i kapitel 11, så det hele kan meget vel bare være ren hypotese.

Hvis vi selvfølgelig ser bort fra at kristent kunst i de første par århundreder kun viste Lazarus med én søster.


Videokilder:
Video 1: Kort synopsis over hovedpunkterne

Video 2: Interview med Elizabeth Schrader

Video 3: Online foredrag af Elizabeth Schrader

mandag den 23. august 2021

Lord of the Rings on Amazon Prime - igen

 I sidste måned gav jeg en kort beskrivelse af de pt. igangværende 'Ringenes Herre'/'Tolkien Legendarium' film- og TV-produktioner.

Jeg ved godt at jeg er et par uger for sent ude, men efter at have tænkt det over, så følte jeg, at jeg simpelthen måtte give mine tanker med nyhederne der er kommet, siden sidst.



Ja, Amazon har udgivet et billede fra deres TV-serie, som får premiere på Amazon Prime 02/09/22. Lad mig bare sige - ja, det føles virkeligt som om at vi er tilbage i Middle-Earth og Peter Jacksons film-hexalogi verden. Det flotte bjerglandskab, floden som flyder op forbi den store by i midten af billedet. Åh, arkitekturen - den har elementer som både minder om Gondor - en menneskeby - og samtidig fra Kløvedal og Lothlorien - elverriger.

Det første man begynder at tænke på er selvfølgelig - hvem er den person vi ser i forgrunden? - og derefter - hvilken by mon vi har at gøre med her?. Kunne det være Lindon - elverkong Gil-Galads hovedsæde? Ost-in-Edhil hos Celebrimbor i Eregion? Eller har vi at gøre med Armenelos i Númenor - Dunedain-menneskenes hjem?

Da er det at øjnene driver lidt til højre...


De...det....d....det...det er jo Valinors To Træer!?!?!?! Sølvtræet Telperion og guldtræet Laurelin!??!!?

Me...men...me...men alt vi har hørt om serien har jo sagt at serien foregår i den Anden Tidsalder (under Solens tid). De To Træer var jo i fortiden før solen og månens skabelse i Tolkiens univers - de blev skabt af frugter fra de døde træer.

Betyder det, at Amazon har adgang til Silmarillions rettigheder? Det har ellers aldrig været tilladt at bruge materiale som ikke kan findes i bøgerne 'Hobbitten' og 'Ringenes Herre', sår'n har det været siden 70'erne. Det er årsagen til at i Hobitten: En Uventet Rejse er der en scene hvor Gandalf fortæller om de fem troldmænd, og nævner de to blå troldmænd "åh, jeg kan ikke lige huske hvad de hedder", det bliver spillet som om at Gandalf er gammel og glemsom, men årsagen er jo at Ringenes Herre-bogen nævner de to blå troldmænd, men deres navne er kun nævnt i bogen 'Efterladte Historier', eller senere. Deres navne er Allatar og Pallando, for resten. Så hvad er det vi ser her?!?!?!?!

Sidst jeg læste Ringenes Herre igennem, gik det op for mig hvor mange gange bogen refererer tilbage til Silmarillion, så der har nok stået noget om de to træer en gang eller to, selvom der selvfølgelig ikke har været mange detaljer om dem i så fald.

Det bedste scenarie vil være hvis produktionen har fået tilladelse til at bruge materiale fra Silmarillion, Efterladte Historier og det 12-bind lange leksikon History of Middle Earth, eftersom at serien foregår under Anden Tidsalder, og de mest detaljerede informationer vi har om den tid kommer derfra.

For at komme tilbage til billedet vi har fået. Med den viden at vi får De To Træer at se kommer spørgsmålet, hvordan? Træerne er jo dræbt længe før Anden Tidsalder begynder. Det er blevet bekræftet at billedet kommer fra det første afsnit i serien, så jeg tænker at det nok er mest sandsynligt at serien begynder med en form for prolog - ligesom Jacksons filmtrilogier gjorde det - for at sætte scenen for publikum.


Personen i billedet kunne godt være Galadriel, da hun er født i elverbyen Tirion i Valinor, og er en af de få personer i live i Ringenes Herre som har set De To Træer i deres strålende glans - i Jacksons film gav de Galadriel lysglimt i hendes øjne, som en repræsentation af at hun havde set det hellige lys fra De To Træer - og hun vil kunne fungere som en rød tråd for publikum, der allerede er bekendt med hende fra filmene - også selvom at Cate Blanchett ikke spiller figuren i serien. Der er godt nok ikke meget vi ved om Galadriel i Anden Tidsalder - vi ved at hun bor i Lindon i begyndelsen, senere er hun i Eregion, og endelig slår hun sig ned i det område der kendes som Lothlorien under Ringenes Herre-bogen - men det giver jo serieforfatterne masser af frihed i hvordan de vil bruge hende i serien.

Mit gæt er at byen i billedet er Tirion - Noldorelvernes by - og i så fald vil det høje/stejle bjerg til venstre i billedet nok være Taniquetil, det højeste bjerg i Arda, og hvor Manwe og Varda - konge og dronning over Valarerne, og dermed hele verden - bor, men jeg tror jeg personligt ville foretrække hvis vi ikke ser Valarerne personligt, men at deres tilstedeværelse i stedet bliver insinueret ogladt op til seerernes fantasi.

Nu nævnte jeg Valarene, men ikke hvem de er. I Tolkiens legendarium er én Gud - Eru Iluvatar - og han skabte Ainuerne til at hjælpe med at skabe verden og holde den ved lige. Ainuerne består at to udødelige racer af spirits/ånder, de store Valar og de mindre Maia. Der er 12 Valar - kan beskrives som guder med lille g - som hver står for sin del af verdens vedligeholdelse + den onde Morgoth som forsøger at korrumpere alt, og herske selv, indtil han blev stoppet i slutningen af Første Tidsalder. Maiaerne er der et uspecificeret antal af, men der er mange forskellige varianter af dem - de fem troldmænd er Maia.

Jeg nævner dette fordi drømmen om Valarne og ønsket om evigt liv er en af hovedårsagerne til menneskeriget Numenors undergang - en begivenhed som meget gerne skulle være et hovedøjeblik i serien.


Men dette er mine tanker om Amazons Ringenes Herre TV-serie nu, her efter at vi har fået vores første billede af serien. Jeg var nysgerrig om showet tidligere, men meget varsom med mine forventninger til showet. Efter dette billede, er interessen steget gevaldigt, og jeg er spændt på at se hvordan showet bliver. 

lørdag den 10. juli 2021

Ringenes Herres igangværende produktioner

 I dag vil jeg gerne snakke lidt om de kommende "Ringenes Herre" filmatiseringer. Og ja, der er mere end én i produktion på nuværende tidspunkt, fra forskellige studioer.

Interessant er at begge de to kommende filmatiseringer ikke er filmatiseringer af historien "Ringenes Herre", men originale fortællinger sat i Tolkiens univers. Så er spørgsmålet selvfølgelig: "Hvorfor hedder de så 'Ringenes Herre'?". Tjaeh, ud over at det er et kendt brandnavn som kan lokke folk til at se dem, så vil jeg gerne uddybe mit svar herunder.


Først, en adskillelse af de to. Amazon Prime - Amazons streamingtjeneste - annoncerede et par år siden, at de havde fået rettighederne til at lave en TV-serie sat i "Ringenes Herre"-universet. Serien har været i produktion et par år nu, og var langt undervejs, da Warner Bros tidligere i år annoncerede at de var i gang med at producere en animeret "Ringenes Herre" film sat i Peter Jacksons filmunivers.

Så det forklarer hvorfor der er to seperate produktioner i gang lige nu. En TV-serire og en animationsfilm. Så hvad er historierne de to produktioner vil fortælle? Og giver det mening at kalde dem "Ringenes Herre", ud over brandnavnet?


Lad os starte med Amazons "Ringenes Herre" serie. For at vi kan tale om dette, skal vi lige have et basalt overblik over Tolkiens univers.

Bøgerne "Hobitten" og "Ringenes Herre" foregår hen imod slutningen af "Den Tredje Tidsalder", hvilket selvfølgelig betyder at der har været forudgående tidsaldre. Faktisk med Aragorns kroning til konge i slutningen af "Ringenes Herre" begynder "Den Fjerde Tidsalder".

Bogen "Silmarillion" fortæller langt det meste af forhistorien, fra skabelsen af universet før 'tid' eksisterede, gennem tider af ukendt længde, indtil Solens skabelse og "Den Første Tidsalder" begynder. "Silmarillion" fortæller så hele "Første Tidsalders" historie frem til "War of the Wraths", som afslutter tidsalderen, og "Den Anden Tidsalder" starter.


Vi ved ikke meget om Amazons TV-serie, men da de udgav et kort over Middle-Earth og en synopse af historierne de ville fortælle, så vidste folk der har læst Tolkiens bøger - og ikke kun set filmene - at denne TV-serie ville foregå under "Den Anden Tidsalder". Af de tre tidsaldre Tolkien skrev historier om er "Anden Tidsalder" nok den mindst udførte. Ud over enkelte fortællinger som Akallabeth og De Magiske Ringe, så var denne tidsalder kun kort beskrevet i en tidslinie "Ringenes Herres" Appendix, bagerst i bogen.

At vi ikke ved så meget om denne tidsalder - som egentlig er den længste af de tre - gør faktisk Amazons TV-serie interessant for mig. Der er selvfølgelig nok historier i Tolkiens skrifter, til at Amazon kan holde sig til kun at fortælle historier han skrev, hvis de vil, men der er også masser af rum til at fortælle deres egne fortællinger hvis det skulle være. Jeg vil dog sige, medmindre Amazon på et tidspunkt kommer ud og siger at de kun vil fortælle historier inden for en mindre tidsperiode - i stedet for de 3400 år som "Anden Tidsalder" er - så tror jeg at de fleste af os Tolkiennørder forventer at de vil fortælle de to historier jeg nævnte før. Eftersom at de er de historier fra denne tidsalder som Tolkien uddybede mest, betyder jo at de er blandt de vigtigste fortællinger i denne tidsalder.

Akallabeth er Numenorianernes undergang. Numenorianerne - eller Dunedain kaldes de også - var den mægtigste menneskerace, velsignet med liv 3 gange så langt som andre mennesker. En gruppe Numenorianere undslap undergangen, og under ledelse af Elendil bosatte sig i Middle-Earth og dannede to store kongeriger, Arnor i nord, og Gondor i syd. Aragorn nedstammer fra Elendil, og er derfor selv en Numenorianer med langt liv, og har kongeretten over Gondor og Arnor. Så derfor er det en vigtig historie at fortælle, der også er tæt knyttet med de historier vi kender fra "Ringenes Herre".

Hvad historien om De Magiske Ringe angår, tjaeh, serien hedder jo "Ringenes Herre" iggå'? Selvom at Tolkiens bog hedder "Ringenes Herre", så er fortællingen i bogen - eller bøgerne da den jo blev udgivet i tre volumer - historien om "War of the Ring". Selve titlen "Ringenes Herre" refererer til Sauron, den mørke fyrste - personen der skabte ringene. Selve fortællingen "Ringenes Herre" bliver godt nok fortalt i bogen "Ringenes Herre", men det er i næsten legendeform, eftersom at fortællingen foregik i "Den Anden Tidsalder". Det vil sige, at så længe Amazons TV-serie fortæller historien om hvordan Sauron i forklædning som Annatar den fagre - gavegiveren - kommer til elverne i Eregion og Celebrimbor smeder de 19 ringe, før Sauron afslører sig selv med sin egen Mesterring, i TV-serien, så har de jo teknisk set ikke løjet. Dét er jo selve historien om "Ringenes Herre".


Hvad den anden film angår. "The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" er en animationsfilm, produceret af New Line Cinema - og Warner Bros - som stod bag Peter Jacksons film. Som navnet antyder så er det en film med fokus på menneskekongeriget Rohan, nogle århundreder før "Ringenes Herre". Ifølge filmens synopsis, så vil den fokusere på kong Helm Hammerhånd, som vi ikke ved så meget om fra bøgerne, andet end at da Rohan var under angreb, stod han stadfast under et slag ved Hornborgen, som i folkemunde senere ville blive opkaldt efter ham - Helm Kløft/Helm's Deep.

Her bruges titlen "Lord of the Rings" mere som en "åh, for resten vidste du at denne film foregår i samme univers som 'Ringenes Herre'?", og det er i hvert fald brandnavnet der er i fokus her.

Jeg har ikke så meget at sige om denne film ellers. Den blev jo først annonceret tidligere i år. Historien om kong Helm har aldrig været en af dem der har interesseret mig særlig meget.

Hvis jeg skulle have valgt en fortælling fra "Tredje Tidsalder" at lave en film over, så ville jeg nok vælge enten "War in the North", som kun fik et lille hint i Peter Jacksons "Ringenes Herre" trilogi, da Gimli siger at han ville ønske en dværgehær kunne komme til undsætning, hvorpå Legolas fortæller ham, at han føler at krigen allerede marcherer på deres land. Ringkrigen, som den bliver fortalt i "Ringenes Herre" både film og bog, fokuserer kun på krigen i syd med Isengard, Mordor og Harad mod Rohan og Gondor, men Sauron sender også styrker nordpå, Dol Guldur og Rhun mod Lothlorien, Grønneskov, Dal og Erebor - de sidste tre, værende steder Bilbo besøgte i "Hobbitten", så læseren/seeren kender de steder.

Ellers ville jeg vælge historien om Cirion - steward af Gondor - og Eorl - herre over Eotheod. Det er historien om hvordan et hårdt svækket Gondor, bliver angrebet fra styrker som sandsynligvis ville have totaldestrueret Gondor - som var sket med Arnor tidligere - hvis ikke Eorl, hyldede Cirions bøn om hjælp gennem gammelt venskab mellem deres to folkeslag. Som en tak for Eorls hjælp forærer Cirion Gondors nordlige region Carlenardhon i gave til Eorl og hans folkeslag, som bosatte sig dér i landet de ville kalde Ryttermark, og som Gondorianerne ville kalde Rohan.

De to historier interesserer bare mig mere end historien om kong Helm gør, men hvem ved, måske kan jeg blive positivt overrasket?

Det vil tiden vise.

søndag den 6. juni 2021

Når musikken fortæller en historie

 I år er det 20 år siden at Ringenes Herre "Eventyret om Ringen" fik biografpremiere, og da jeg har været i et Tolkienhumør på det seneste, tænkte jeg på at skrive lidt om nogle af de ting jeg elsker ved Tolkiens univers. Måske bliver det kun én artikel jeg får skrevet, måske bliver det en serie? Tiden vil vise, hvor meget jeg får skrevet.

Jeg tænker på at starte med at fortælle lidt om musikken i filmene.


Filmtrilogien vi alle kender - eller i hvert fald kender til - blev instrueret af Peter Jackson, produceret af hans partner Fran Walsh og deres fælles ven Phillipa Boyens. Concept designs af Jon Howe og Allan Lee - to af de mest succesfulde Tolkien tegnere - Weta Studios stod for praktiske effekter, og det - dengang - nye Weta Digital stod for de computergenererede effekter, som var banebrydende for 20 år siden.

Til at binde det hele sammen blev Howard Shore hyret til at komponere musikken til filmene.

En ting Shore valgte tidligt i processen, var at han ikke ville bruge nogle såkaldte "Main Themes" i filmene - så hver gang I støder på en YouTube video der siger "Main Theme of The Lord Of The Rings", så er det i bund og grund forkert. I stedet valgte Shore at bruge Leitmotiver (jeg ved ikke om ordet er fransk "lay-motiv", eller tysk "lejt-motif", jeg har hørt begge dele som den rigtige udtale adskillige gange). Et Leitmotif er en kort melodi, eller passage, som forbindes med eller referer til en person, et objekt eller en idé. Tænk for eksempel på "The Imperial March" fra Star Wars, sangen tilhører Imperiet som helhed, med forbindes hovedsageligt med Darth Vader. Wagner var vist nok en af de første komponister til at bruge dem, i sine operaer.

Når folk taler om hvad hovedtemaet til Ringenes Herre filmene - selvom at der som sagt ikke er et egentligt hovedtema - så tænker de fleste på en af to leitmotiver. "The Ring/History of the Ring" og "The Fellowship Theme". Begge kan argumenteres for at være et hovedtema. "Fellowship" bruges i de fleste actionscener, eller landskabsscener, så det giver mening at mange tænker på det tema først. Jeg vil dog hellere hælde mere til at sige at "History of the Ring" er mere korrekt, da det bliver spillet da filmtitlen vises i hver film, hvorimod "Fellowship" kun afspilles da undertitlen "Fellowship of the Ring" vises på skærmen. En ting alle filmene gør, er at afspille en melodi der repræsenterer et af hovedelementerne i netop den film, når undertitlerne vises. I "Eventyret om Ringen/Fellowship of the Ring" er Broderskabet hovedelementet så "Fellowship" spilles da. I "De To Tårne" er Rohan et hovedelementet så "Rohan Fanfare" spilles, og i "Kongen vender Tilbage" er det Gondor som er hoved-setpiece, så "Gondor" spilles.

Jeg har forsøgt at sætte link ind, der fører direkte til hvor melodierne spilles på soundtracket, men da YouTube er blevet ret aggressiv med reklamer, kan det godt være at linkene ikke fungerer som jeg ønsker.

Med det sagt, så tror jeg at "History of the Ring" er et godt sted at starte.



På det tidspunkt historien i Ringenes Herre begynder, er Ringen - The One Ring - allerede næsten 5.000 år gammel. Filmens prolog får det til at se ud som om at Sauron smedede Ringen, og kort efter begyndte krigen "War of the Last Alliance of Elves and Men", hvor Sauron blev besejret, og Isildur - Menneskekongen Elendils søn - skærer Ringen af Saurons finger, og tager den som sejrstrofæ til sig selv. Men i bogen går der altså just under 2.000 år fra Ringen bliver smedet, til at Sauron bliver besejret - det er jo det med prologer, at de skal fortælle baggrundshistorien, uden at det tager for lang tid, en gave jeg ikke er så god til. "History of the Ring" - herefter omtalt "History" - spilles som sagt ved filmenes titel, men et andet sted det spilles meget er når Ringen skifter ejer.

Da Isildur tager Ringen, fra den besejrede Sauron, da Ringenbliver fundet af Déagol og Sméagol stjæler den, da Bilbo finder Ringen, og da den overgår til Frodo. "History" bliver afspillet hver gang. Melodien bruges også steder der fokuserer på verdenens historie, eller når der er mulighed for at nogen kan blive fristet af Ringen, før Ringens "Seduction of the Ring" spilles.

Det der i Ringenes Herre gør at Ringen er så farlig, er at skurken Sauron fyldte Ringen med en smule af sin egen magt, da han smedede den, hvilket så gør at den er fyldt med hans manipulerende magtevner, og det er det der gør at folk bliver fristet og til sidst afhængige af Ringen. Dette forhold mellem Ringen og Sauron, kan også høres i musikken da leitmotivet "Sauron" eller "Mordor" eller "Evil of the Ring" - vælg selv hvilket navn du foretrækker - er bygget op med de samme toner som "History" er.

Som Gandalf siger: "They are One, the Ring and the Dark Lord."


Med det mørke etableret, vil det give mening at tale om det lyse. Her er Herredet "The Shire" et godt tema at fremhæve. 

Herredet - hobbitternes hjem - forestiller et paradis, ren idyl. Det er hvad "The Shire" forsøger at fremstille. Der er forskellige versioner af "The Shire", afhængig af hvad fortællingen skal bruge nu og her. Skal det være idyl, så bruges violiner, skal det være nostalgi eller at hobbitterne savner deres hjem, så bruges fløjter. En enkelt gang i "Eventyret om Ringen", da der vises natur, bruges et stærkt orkester til at fremhæve "The Shire" før det går over i "Fellowship".


"Fellowship" er nok den melodi som undergår den største forandring i hele filmtrilogien - og det på trods af at efter den første film, så bliver melodien brugt færre og færre gange. Første gang "Fellowship" bliver spillet - udover ved filmens undertitel - er da Frodo og Sam begynder deres rejse, og Sam siger: "hvis jeg tager endnu et skridt, vil det være det længste jeg endnu har været hjemmefra." Idét Sam tager næste skridt bliver en let og svag version af "Fellowship" brugt for første gang. Dette er Broderskabets begyndelse. En lidt stærkere version bruges kort efter da Gandalf rider til Isengard, for at tale med Saruman, hvor han bliver taget til fange. Næste gang "Fellowship" spilles er efter scenen i Bri/Bree hvor - de nu fire - hobbitter møder Traver/Strider - Aragorn - og de går ud i vildmarken, dette er en stærkere og mere tydeligt version af "Fellowship", men endnu langt fra komplet.

Melodien bliver først komplet, da Broderskabet dannes i slutningen af Elronds Råd, hvor et fuldt orkester endelig kan spille "Fellowship" i dets fulde magt, og melodiens B-linje dukker op. I den følgende historie, forbliver "Fellowship" stærkt og mægtigt, og hver gang vi hører det er det spillet med fuldt orkester. Det er først da Gandalf står ansigt til ansigt med Balroggen i Moria, og han bliver hevet med den ned i dybet, og Broderskabet fragmenteres at "Fellowship" begynder at miste sin kraft. Med Gandalf den Grås død forsvinder adskillelige af orkestrets instrumenter i melodien. Med Boromirs død i slutningen af den første film, bliver Broderskabet splittet i tre grupper, og "Fellowship", når det spilles i de efterfølgende film er altid af svagere karakter. I De To Tårne er det hovedsageligt Aragorns gruppe der bærer "Fellowship", og filmens stærkeste version af melodien er i begyndelsen af filmen, da gruppen jager de orker der bortførte Merry og Pippin.

Ellers bruges det i denne film mest i actionscener, og slaget ved Helms Kløft i slutningen af filmen. "Fellowship" bruges en enkelt gang i slutningen med håb, da Gandalf den Hvide ankommer til slaget, med forstærkning - et tegn på at selvom at Broderskabet er splittet, så så længe de tror på hinanden vil de altid være bundet sammen - denne version går så videre over i "The White Rider", som reptæsenterer Gandalf den Hvide. 

I Kongen Vender Tilbage, bliver "Fellowship" igen brugt mest i actionscener, men et par eksempler i filmen, da Gandalf og Pippin ridder til Gondor er en version som indikerer hast - eftersom at Gandalf skal advarer Gondor om at krigen  vil komme dér,  da Sam kommer til Frodos undsætning mod ederkoppen Shelob, og et sted jeg vil fremhæve i slutningen af filmen.

Efter at have vundet det store krigsslag ud for Gondors hovedstad, beslutter lederne af de gode, at samle så mange krigere som muligt, og marchere mod fjendens land, for at distrahere Sauron fra den rigtige plan, om at ødelægge Ringen - som på dette tidspunkt er i fjendens land. Den gode hær er omringet af orker, og alt er håbløst. Aragorn vender sig mod sin venner og siger: "For Frodo.", hvorefter han styrter mod fjenden og starter det sidste - håbløse - slag mod fjenden. Alt sammen for at Frodo og Sam kan fuldføre missionen uden forhindringer - og det er netop denne årsag der er det vigtige. Slaget ved Den Sorte Port er ikke et slag for at besejre fjenden, der var simpelthen ikke nok gode soldater tilbage til at det kunne lade sig gøre, det var en afledningsmanøvre. Og derfor spilles "Fellowshiup" her i en ny form. Et kor synger "Fellowship"-melodien, hvilket giver det en følelse af alt eller intet, dette var Broderskabets sande mission - Ringens ødelæggelse - og dette er Broderskabets sidste forhindring, som her bliver overvundet.


Nogle andre leitmotiver jeg kort vil nævne lidt om, er Rohan, Gondor, Nazgul, Isengard, Nature's Reclamation og diverse Elvermelodier.


Da professor Tolkien skabte kongeriget Rohan, tog han meget inspiration fra Oldnordiske kilder - mange af navnene kommer fra oldnordisk - de kalder sig selv Eorlinger - Eorl betyder hest, hvilket passer med at Rohans folk er hestefyrster. Sproget de taler - Rohirric - er i det store og hele Angel-saksisk, og det kommer meget til udtryk i musikken, hvor korene synger angel-saksisk, men også i det mest fremstående instrument - Hardinger violinen. Hardingeren bringer en følelse af sårbarhed over melodien, da Rohan i starten af filmene er under forræderen Sarumans magt. Som Broderskabet befrier Rohan fra Saruman, og hjælper dem tilbage til fuld magt træder Hardingeren tilbage, og messingblæserne der repræsenterer styrke begynder at træde frem. Hardingeren glemmes dog ikke, og i  melodiens sidste store optræden, får den en chance for at bringe melodiens traditionsrige magt frem. Det der før repræsenterede svaghed er nu et tegn på styrke.


Gondor som rige har bestået i over 3.000 år, men har gennemgået svære tider næsten konstant de sidste 2.000 år før Ringenes Herre begynder. Adskillelige krige mod fjenderne, pestepidemier og tabet af den sidste konge uden en arving. Gondor er en stolt nation, som selvom at den sidste konge døde næsten 1.000 år før Ringenes Herres begyndelse, så nægter den regerende familie at lade sig krone til konge, de er kongens stedfortræder (Steward), kongens trofaste rådgiver, ikke mere end det. Alt dette repræsenteres i "Gondor in Decline", som selvom at det er en melodi som fortæller om styrke, så er det en styrke der er i underskud, og vi føler den storhed Gondor engang havde, men nu er i forfald. Første gang melodien spilles er under Elronds Råd, da Boromir begynder at fortælle om sin fars regering, og dennes evige kamp om at beskytte verden i Vest fra fjenderne i Øst. Melodien spilles på et Fransk Horn, der giver det  en følelse af tristhed, og savn for hvad der engang var. Første gang vi hører en mægtig version af melodien, er da Faramir husker tilbage til han og Boromirs sejr i generobringen af Osgiliath, ud for hovedstaden. Men selv denne stolte version slutter brat, da riget stadig er i forfald. En version som fremhæver fortidens storhed, samtidig med den ustabile situation spilles, da Gandalf og Pippin ridder ind i Minas Tirith, Gondors hovedstad. Med antændelsen af bavnerne i tredje film, er det første gang at melodien ikke slutter sombert, omend Gondor stadig er i forfald indtil at Aragorn krones til konge, så er Gondors håb endelig blevet antændt og klar til at udvikle sig til en stor flamme.


Nazgul - eller Ringånderne - er ni menneskefyrster som faldt for Saurons fristelser og blev til slaver der er bundet til at gøre alt hvad Sauron befaler af dem. Så deres leitmotif (Ringwraiths) viser ondskaben i dets hårde, næsten stakatoagtige slag. Teksten koret synger henviser til deres historie som engang at have været mennesker "Dir nênâkham. Nêbâbîtham Magânanê." ("Vi er de Ni. Vi forsager vor Skaber.")


Isengards leitmotif er bygget op over rytmen 5/4, som Howard Shore valgte, da den er meget unaturlig, hvilket passer med Isengards rolle som industrialiseringscentrum i fortællingen. Melodien er tung og spillet på de dybere instrumenter, for at give en følelse af nedtrykkelse.


Eftersom at den unaturlige industrialisering har et musikstykke, så må det naturlige selvfølgelig også have et leitmotif. "Nature's Reclamation" repræsenterer at naturen slår tilbage imod fjendernes magter. I modsætning til Isengard, så ligger melodien her i det høje toneleje, og spilles for det meste med lettere instrumenter, eller kor. 

Første gang melodien bruges, er da Gandalf er taget til fange i Isengard, og i en kort pause i Isengards hårde melodi, høres en ung drengs tenor/sopran stemme, der introducerer naturens leitmotif. I slutningen af De To Tårne, da Merry og Pippin endelig får overtalt Træskæg om at denne krig er mere end en krig mellem mennesker og orker, og faktisk omhandler alle verdens skabninger, spilles en stærk version af "Nature's Reclamation" - kaldet "Last March of the Ents" - hvor du både har kor der synger, og en solist, men som titlen antyder er dette den sidste march for enterne, og derfor slutter den sombert. I den tredje film, bruges "Nature's Reclamation" hovedsageligt i flæng med Rohan, eftersom at de er hestefyrster, så er de mere i sync med naturen, så da de ridder i krig, spilles en nærmest militaristisk version af "Nature's Reclamation".


Jeg har valgt at slå de forskellige elverleitmotiver sammen her, da de har meget til fælles. De er bestemt ikke ens, men har hver en følelse af - med mangel på bedre ord, - floatiness.


I Imladris - eller Kløvedal - er der en hovedmelodi på harpe, og kor, som flyder op og ned hele tiden.


Ligeledes i Lothlorien er der et kor som flyder op og ned.

Dette går også igen i Grønneskov fra Hobbitten-filmene


Denne floatiness giver elvernes musik en følelse af at de kommer fra en anden verden, end den vi har. Selvom at hvert rige er unikt, og selvstændigt, bindes de sammen med denne flydende komposition. Både Lothlorien og Grønneskov har også militære arrangementer, som spilles når de er i krig.



Jeg tror at jeg stopper her. Der er også andre leitmotiver i filmene jeg kan lide, men måske kan jeg vende tilbage på et andet tidspunkt til dem? Hvem ved?

Jeg følte bare lige, at snakke lidt om disse film jeg holder af, og denne verden som er skabt af professor Tolkien.