Jeg er ved at være færdig…

Jeg er gået i over et år nu, med følelsen af at jeg ikke vil fortsætte studiet. Jeg har haft meget svært ved at sætte ord på det, men jeg har været meget fristet til bare at droppe ud. Det eneste der har holdt mig kørende indtil nu, har været stædighed og tanken om at min Bacheloruddannelse snart er færdig – her til Nytår. Så længe jeg har kunnet holde tankerne på at jeg havde gennemført over halvdelen af Bacheloren, har jeg kunnet fortsætte.

Det har jeg snart ikke flere kræfter til.

Jeg har endelig fundet et ord, som kan beskrive hvad jeg har følt de sidste tre semestre – måske længere.

Demotiverende.

Det første semester fik vi at vide, hvor vigtigt det var at få en læsegruppe, og mødes i den – gerne et par gange om ugen. Vi forsøgte, men der blev længere og længere mellem hvert læsegruppemøde. Til sidst føltes det som om, at vi kun mødtes når jeg selv havde kaldt alle sammen og det blev jeg træt af, så vi arrangerede et møde hvor vi snakkede om læsegruppens fremtid, og om alle var med på at kæmpe for at holde den i live. Det sagde alle at de var.

Vi mødtes aldrig igen derefter…

Jeg tror at det var starten på min svindende lyst til at studere.

At alle i gruppen, fandt andre at være i gruppe med – nogle endda, mens vi stadig var i samme gruppe – gjorde at jeg følte mig ladt tilbage.

Det har været en konstant siden andet semester, at jeg har følt at folk kun har været i læsegruppe med mig af nødvendighed, og ligeså snart at emnet vi arbejdede med var ovre, så var jeg alene igen.

Selv her til Tilvalgseksamen i sommers, havnede jeg i en læsegruppe med to andre som ikke kunne komme i læsegruppe med andre af diverse årsager – den ene bor i Aalborg, så vi skulle Skype med ham. Efter ny semesterstart, har jeg ikke talt med nogen af dem – kun et lille hej i forbifarten, så igen føles det bare som om at jeg er ladt tilbage alene.

Det har heller ikke hjulpet på stemningen, hvordan mine eksamenskarakterer flyver over det hele. Nogle af dem er det tydeligt at se hvilke jeg har haft mulighed for at snakke med andre om, og kaste ideer frem og tilbage, og tydeligt at se hvilke jeg ikke har haft den mulighed. Foruden de par eksamener jeg udskød af forskellige grunde (som da jeg var i USA sidste år), så har jeg ikke dumpet nogle eksamener endnu. Men at få at vide at den opgave man har slidt alle sine kræfter på fordi man har kæmpet med skriveblokade og dalende energi til at fortsætte generelt, kun får et 2-tal får en til at spørge sig selv, om det virkelig er det værd at fortsætte et helt halvår mere. Har jeg styrken til det?

Demotiverende!

Jeg fik et pust af fornyet energi, da jeg begyndte på Tilvalg i Religionsvidenskab, sidste år, for måske kunne man hjælpe hinanden her bedre end det jeg havde oplevet på Historie, men som sagt føler jeg ikke der skete noget anderledes. Det var igen mig der stod alene.

Det sted jeg føler det har fungeret bedst for mig, har været til Propædeutik – sprogfag/Hebraisk – måske fordi vores hold har været så bette, så har det været lettere at kunne knytte sig sammen, og sværere at danne flere læsegrupper uden at de bliver for små til at være egentlige grupper. Så når nogen har spurgt om mulighed for at mødes, og snakke om lektierne, så har alle haft mulighed for at komme forbi med input.

Og selvom at hver hebraiskstuderende har sin egen læsegruppe til de andre fag, så kan de jo ikke så godt spørge dem om hjælp med hebraisklektier når de selv læser latin eller arabisk. Eller Norrønt, men de er kun tre studerende på det hold, to af dem fra Tilvalg, så det er de færreste fra Religion-grundfag der har en læsegruppepartner der læser norrønt.

Det var også meget hyggeligt at kunne spendere noget kvalitetstid med vennerne fra hebraisk (+1 fra arabisk, +1 fra latin) i Israel her i slutningen af august. Også selvom jeg var syg halvdelen af tiden -_-

Men nu er vi i gang med studiet igen, og jeg finder det stadigt positivt på hebraiskholdet, og jeg har siddet med hebraisklektier og nærstuderet vores læsetekster mere end jeg gjorde hele sidste semester. Men så er der de andre fag.

Religionspsykologi og -sociologi. Jeg har ikke noget imod de to fag, og på papiret skulle de være de simpleste ECTS-point dette semester. 2x2 skriftlige opgaver af max 3 sider hver. Men alligevel føler jeg ikke en træng til at læse teksterne vi har for. Ja, vi skal aflevere en opgave hver uge, men kun på en halv side – max 1 hel – men den skal afleveres gennem vores læsegrupper… Så nu står jeg igen i en situation hvor min fremtid på studiet kræver at jeg har en læsegruppe, men det har jeg jo ikke. Så jeg har haft meget svært ved at tage mig sammen til at læse teksterne vi har for, og når jeg endelig har fundet dem frem, så mærker jeg trangen til at lægge dem væk igen efter at have læst højst én side.

Gad vide hvordan det bliver, når jeg skal til at starte indiske religion, her om 1½ uge?

Ovenstående blev skrevet 11. september, nu skriver vi 6. oktober, og jeg kan sige at det i hvert fald ikke er gået fremad, måske tværtimod. Se bare hvordan det næsten tog mig en hel måned før jeg havde kræfter til at skrive videre på den her monolog.

Lad mig starte med det simple fag – Indisk religion. Vi har kun haft 2 forelæsninger på nuværende tidspunkt, men jeg har ikke haft kræfter til at læse til faget, foruden kildeteksterne på en 2-3 sider, som jeg har tvunget mig selv til at læse.

Men her har jeg jo også været distraheret af de første to 3-siders skriftlige opgaver til Psykologi og Sociologi, som skal afleveres senest 10. oktober. Jeg har kunnet tvinge mig selv til at læse det nødvendige pensum til psykologiopgaven, men har ikke kunnet skrive andet en 4/5-del af en side med stikordssætninger. Har slet ikke kunnet begynde på Sociologiopgaven.

Og jeg kan stadig ikke læse til de forelæsninger, så jeg har ikke fået skrevet én eneste af de ugentlige opgaver, hverken til det ene eller det andet fag. De har heldigvis ikke været krævet, men dem der skal afleveres på torsdag er krævet. Jeg har bare ingen motivation til at kigge på dem.

Jeg føler mig virkelig alene på studiet. Det er ikke kun fordi at folk – tilsyneladende – ikke vil være i læsegruppe med mig. Der er aldrig nogen som taler med mig. Bare et stort smil og et ”hej”, og så er den samtale slut. Det er også når jeg sidder ved et stort bord, og er den første til at ankomme – så snart den første af mine klassekammerater kommer, et stort smil og et ”hej”, og så sætter vedkommende sig ved et andet bord. Og selvom det bord er længere fra indgangen end mit bord er, så går alle andre forbi mig og sætter sig ved det bord. Uanset om der er flere stole ved mit bord eller ej. Hver eneste gang.

Hvis jeg er person nummer to til at dukke op, og jeg sætter mig ved det bord den første har sat sig ved, så sætter alle sig ved det samme bord. Det har gjort at jeg de sidste par uger selv er begyndt at sætte mig lidt på afstand af de andre, med tankerne ”når de nu alligevel ikke vil sidde sammen med mig, hvorfor skulle jeg så sidde med dem?”

Jeg har også oplevet det på hebraisk-holdet en enkelt gang, hvor vi aftalte efter undervisning at sætte os i Axis-Mundi, for at lave hebraisklektier, jeg satte mig ved et langt bord, alle andre satte sig et andet sted. Derefter har jeg bare nægtet at være den første til at sætte mig, og ventet at se hvor de andre har tænkt sig at sætte sig på den gældende dag.

Der er en enkelt fra Tilvalg som gerne har villet snakke med mig, og spurgt mig om hvordan det har gået for mig, her efter sommerferien – om end vi kun har haft muligheden for at snakke to gange, så er det stadig mere end jeg har snakket med resten af holdet.

Hun fangede mig, sidste semester, i lyskrydset efter en forelæsning og spurgte om ikke jeg skulle med til spilhygge hos en af de andre fra klassen – som åbenbart havde inviteret hele holdet, uden at nys om det var kommet til mig. Jeg endte med at komme med fordi hun netop er den der har snakket mest med mig, ellers havde jeg sandsynligvis sagt nej, med så sen varsel. Spilhyggen var sjov, men kunne have været sjovere hvis jeg havde kendt til det tidligere.

Lidt lignende føler jeg det på hebraiskholdet. Det føles ofte som om at folk kun snakker til mig hvis enten, jeg selv bryder ind med en kommentar i en diskussion, eller hvis de andre af en eller anden grund, lige pt ikke har andre at snakke med.

Jeg ved godt, at jeg er en stille person, og ikke altid den letteste at tale med, men jeg har bare oplevet så mange påtvungne afskeder med venner, at jeg rent instinktivt har en mental barriere som, når jeg møder folk, siger til mig, at dem skal jeg nok alligevel sige farvel til ’snart’, så hvorfor overhovedet forsøge at starte en ny relation? Så den barriere skal jeg nedbryde før jeg kan kalde folk for venner – og det kræver altså at folk forsøger at snakke med mig.

DR havde en uge eller to, hvor de satte fokus på mobning. Dér fandt jeg en artikel om Magnus,som fortæller om sit liv på gymnasiet, hvor jeg virkelig føler at jeg kan se migselv i samme situation som ham. 

Jeg har godt nok aldrig selv tænkt på det som mobning, men jeg kan godt se hvor man kommer fra, hvis man gerne vil kalde det social mobning.

Jeg har kæmpet med den her ensomhed på studiet i stigende grad i snart tre år. Motivationen har været dalende i lige så lang tid, og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg kan se gevinsten (færdiggørelsen af Bacheloruddannelsen), men jeg har ikke længere nogle kræfter til at række hånden ud og gribe den.

Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste forsøg på at få skrevet de to 3-siders opgaver til psykologi og sociologi inden torsdag, men selv hvis jeg lykkes i dét, så føler jeg meget ligegladenhed ved faget (der som sagt er spændende nok i forelæsningerne), har seriøse tanker lige nu om at droppe faget helt, og kun koncentrere mig om hebraisk frem til nytår. Måske også koncentrere mig om indisk religion, det har været spændende de to gange vi har haft om det (og med dets 5 ECTS ville jeg i så fald bestå 20 ud af semestrets 30 ECTS).

Jeg vil forsøge at færdiggøre fagene til ordinær eksamen, men hvis jeg ender med at skulle til reeksamen i et fag, så tror jeg bare ikke at jeg kan klare det overhovedet.

Jeg startede det her dokument, med at sige at ”jeg er ved at være færdig”, men jeg tror ærlig talt, at jeg er forbi det stadie, og at jeg nu er færdig – jeg er løbet tør for benzin, og kører nu kun på dampe. Det er kun et spørgsmål om tid før jeg (metaforisk) falder om.