Sidste år, hen mod sommeren, læste jeg en bog, om Afrika. Det viste sig ikke at være en særlig god bog, men der var en fortælling i den, en myte om du vil, fra et lokalfolk i Sydsudan, om hvorfor deres skabergud var så afsides og fjern fra menneskene. Kort sagt, skaberguden blev vred på menneskene på grund af noget en kvinde gjorde, og jeg tænkte med det samme på Eva i det Gamle Testamente, Pandora i græsk mytologi og Izanami i japansk mytologi. Alle tre var den første kvinde i deres religion/mytologi, fra et vist synspunkt, og alle tre gjorde noget som bragte ulykke over menneskeheden.
Det var da jeg først fik en idé om at undersøge hvordan kvinder portrætteres i mytologier og religioner rundt om i verden. Jeg lod idéen ligge og simre, mens jeg lavede andre ting, men siden jul, har jeg fået samlet en del bøger om diverse mytologier, og har taget en række noter, angående kvinderne i deres myter.
Når nu jeg gerne vil sammenligne forskellige mytologier, så vil det give mening først at spørge: Hvad er myter og mytologi egentligt?
Mange har nok den opfattelse at mytologi er gamle civilisationers overtroiske religioner, men det er ikke en retfærdig konklusion. For det første er det et meget nedladende begreb at bruge ordet "overtro". Du siger i bund og grund at nogen tror på noget, som du mener at vide er forkert, og derfor er den person mindre begavet end du selv er. Forskellen mellem tro og overtro er meget flydende, og det der anerkendes som "rigtig" tro i dag, kan blive anset som overtro i morgen.
Mytologi kommer af det græske Mythos - “Folkets Fortælling” - og Logos - “Ord”, eller “Tale” - altså, Folkets Talte Fortællinger.
Bare fordi vi har det med at tænke på nordisk eller greko-romersk først, når vi taler om mytologi, behøver de tilhørende myter ikke at være fra gamle og uddøde religioner.
Myter er først og fremmest fortællinger. De kan have særlig mening eller betydning, eller de kan bare være gode historier som folk har elsket at lytte til i generationer.
Studiebiblen siger: "Myten fortæller om overgangen fra urtidens anderledes og omvendte verden til den realistiske verden."
Youtubekanalen Crash Course (som specialiserer i lynkurser for fag på gymnasieniveau) definerer myter som: "A myth is a story, but it's a special kind of story, that has two primary characteristics: significance and staying power."
vocabulary.com definerer dem som: "A myth is a story about the olden days, often featuring supernatural characters, and a mythology is a bunch of myths that are related to each other."
Og worldhistory.org definerer dem som: "Mythology is the study and interpretation of often sacred tales or fables of a culture known as myths or the collection of such stories which deal with various aspects of the human condition: good and evil; the meaning of suffering; human origins; the origin of place-names, animals, cultural values, and traditions; the meaning of life and death; the afterlife; and celestial stories of the gods or a god. Myths express the beliefs and values about these subjects held by a certain culture."
Forskellen mellem religion og mytologi, ligger i at religion er praktikken af ritualer og ceremonier, hvorimod mytologien er fortællingerne der forklarer, hvorfor vi har de ritualer og ceremonier.
For dette oplæg vil jeg derfor fokusere på myterne som fortællinger, og kigge på hvordan de fremstiller kvinder og deres roller i samfundene som myterne blev nedskrevet i.
En ting der er meget vigtig at huske på, er at ikke særlig mange af samfundene, udviklede deres skriftsprog selvstændigt. Derfor er deres myter, i mange tilfælde, ikke blevet skrevet ned, før de kristne europæer opdagede dem. Derfor er det muligt at nogle af myterne har fået indflydelse fra europæerne, omend det har været bevidst, eller ubevidst. For eksempel er der en Boshingo skabelsesmyte fra det nuværende Congo, hvor skaberguden er en hvid person. Dette gælder også for nordisk mytologi, som blev nedskrevet af kristne munke - såsom Snorri og Saxo - i 1200-tallet.
Før jeg begyndte, at læse op på de her emner, og indkøbe bøger at læse, ønskede jeg at mine sammenligninger skulle inkludere så bredt et uddrag af verdens myter, som jeg kunne finde frem til. Jeg synes at jeg har gjort et pænt arbejde med at inkludere så mange verdenskulturer som muligt, alt fra Nordisk og Græsk til Polynesisk og Trobriandisk, fra Japansk og Kinesisk til Maya og Cherokee.
Jeg havde også planlagt at inkludere Nytestamentlige fortællinger med i sammenligningen, ligesom jeg har Gammeltestamentlige fortællinger med, men fordi jeg selv er opdraget i et kristent hjem, og altid har haft en interesse for udviklingen af den tidlige Kristendom, kom mine noter til at fylde mere og mere, og der er sikkert nok til at kunne lave et blogopslag udelukkende om kvinderne i det Nye Testamente, hvis jeg ville, så jeg kommer ikke til at inddrage dem her.
Kilderne jeg har brugt til denne sammenligning varierer af kvalitet, alt afhængig af hvad slags bog det var muligt for mig at få fat på.
Hvis muligt, gik jeg efter at få en oversættelse af en primærkildetekst, såsom Hesiod eller Homer for græsk mytologi, og Sir George Grey for New Zealand og Polynesisk mytologi.
Andre gange kunne jeg kun få fat i bøger der gav en introduktion til mytologien, en beskrivelse af de vigtigste personer og guddomme, og så et resume af myterne i varierende kvalitet, såsom nordisk mytologi og kinesisk mytologi.
Endelig var der de dårlige bøger, som jeg næsten ville ønske at jeg ikke havde brugt penge på, fulde af stavefejl og ingen konsistens i stavningen af navne, kun fem sider der rent faktisk omhandler mytologien, og de resterende 190 sider om moderne historie - her tænker jeg især på Ancient Africa af Jim Barrow. Der er altså ikke meget antik historie i en bog der fokuserer på tiden efter 1750.
I mine sammenligninger har jeg opsat forskellige kategorier, såsom skabergudinder, frugtbarhedsgudinder eller solgudinder. Dette er selvfølgelig en oversimplificering, da mange af disse gudinder hersker over flere ting. Indenfor hver af kategorierne har jeg valgt at opstille myterne efter den rækkefølge, som jeg læste alle bøgerne i, da det er den rækkefølge som mine noter er opstillet, var det lettest at overskue for mig. Den rækkefølge går:
Nordisk
Græsk
Inuit
Afrikansk
Nordamerikansk
Egyptisk
Hittitisk (og diverse anatolske)
Iransk
Fønikisk og Kanaanæisk
Gammeltestamentlig
Trobriandisk
Polynesisk
Hinduistisk
Kinesisk
Japansk
Sumerisk og Mesopotamisk
Islam og førislamisk arabisk
Maya
Aztek
Inca
Centralamerikank
Buddhistisk
Australsk
Keltisk
Finsk
Selvfølgelig er det ikke alle mytologierne som passer ind i hver kategori, så der har jeg sprunget dem over. Men hvis du er mest interesseret i én gruppes mytologi, så kan denne liste nok bruges til at finde den hurtigere.
.jpg) |
| Yhi - australsk skaber- og modergudinde |
Skabelsesberetninger
Jeg tænker at det vil give god mening at starte med at kigge på skabergudinderne, for uden dem ville der ikke være nogen begyndelse. Her inkluderer jeg også de såkaldte "Moder Jord" gudinder, da de ofte er med i skabelsesmyterne, eller selv er en del af skabelsesprocessen.
I græsk mytologi, var universet Kaos, et tomt mørke af ingenting. Ud af Kaos sprang nogle af de første guder, heriblandt Gaia - også kendt som Terra i romersk mytologi. Gaia repræsenterer Moder Jord, og fandt ofte sig selv i samleje med himmelguden Uranus, hvad enten det var med samtykke eller ej. Gaia fødte mange børn, såsom Titanerne, og Giganterne.
En dag blev hun træt af at have samleje med Uranus hele tiden, og sammensvor med titanerne at sætte en stopper for Uranus' evindelige samlejelyst. Titanen Kronos trådte frem, og med et anker fik han kastreret Uranus, og blev derefter anset som verdens konge. Dog fordi han kastede de af Gaias børn, som ikke hjalp i mytteriet mod deres fader, i Tartaros, blev Gaia dernæst vred på ham.
Kronos var nu bange for at et af hans børn ville begå mytteri mod ham, ligesom han havde gjort det mod sin far, så hver gang hans hustru fødte ham et nyt barn, åd han det op. Indtil hun fødte Zeus i hemmelighed, og lod ham opvokse under Gaias opsyn.
Med Gaias hjælp, befriede Zeus Gaias børn og dræbte sin far, og befriede hans søskende. Nu regerede Olympianerne, men nu blev Gaia sur på Zeus, efter at han havde taget de fleste af Titanerne til fange, og hun begyndte at begå oprør mod ham.
Gaia fremstilles i myterne som en hævngerrig kvinde, der let bliver sur, så snart nogen går hende på nerverne eller truer hendes børn.
I inuitisk mytologi er A'akuluujjusi den Store Skabermoder. Hun smed sit tøj på jorden, og verdens dyr blev formet fra dem. Processen var dog ikke perfekt, blandt andet havde caribouerne - en art rensdyr - elfenbensstødtænder, og hvalrosserne havde gevirer. Med disse egenskaber, var dyrene for vilde til at jægerne kunne fange dem.
Så A'akuluujjusi tog dem, og omformede dem. Caribouerne fik gevirer, og hvalrosserne fik stødtænder. Derefter så hun at caribouerne stadig var alt for hurtige for de stakkels jægere, så hun tog, og vendte deres mavehår mod vinden, for at sænke deres fart, sådan at jægerne kunne fange dem.
Hos Jukunfolket i Nigeria er Ama den kvindelige side af skaberguden, hun er jordgudinden og den mandlige side, Chido, er himmelguden. Som enhed skabte de himlen, jorden og alt der eksisterer imellem dem.
Ama formede menneskene, som en pottemager former ler, og Chidos ånde blæste liv i dem. På samme måde er agerbrug formet af Ama, og Chidos regn lader dem gro. Som en personificering af Jorden, er Ama også herskerinde af underverdenen, Kindo, som mennesker vender tilbage til efter døden.
Hos Efikfolket i Nigeria, blev verden skabt i samarbejde mellem skaberguden Abassi og hans hustru Atai. Atai foreslog, at de også skulle skabe mennesker, men Abassi tøvede. Han gav dog efter, og lod dem løbe fri. Som han frygtede, opdagede menneskene at de kunne skabe flere mennesker gennem seksuelt samleje, og snart ville de overbefolke jorden. Da havde Atai den idé, at give menneskene to "gaver"; diskussion, og død, for at holde befolkningstallene nede.
Woyengi var skabergudinde for Ijawfolket i Nigeria. Hun kom ned til jorden, i et lynnedslag. Her fandt hun kun en stol, en flad sten, et bord og en masse mudder. Woyengi satte sig på stolen ved bordet, lagde noget mudder på den flade sten, og formede små dukker af det, og derefter åndede hun liv i dem. Hun gav dem selv valget mellem køn - om de ville have noget mere mellem benene eller ej - og de fik så også valget om hvad slags arbejde de ville lave til hverdag, men da de senere ændrede mening, var det for sent. Gudinden var rejst væk igen.
Hos Lozifolket i Zambezi, og Kavagofolket i Namibia, var Nasilele gudinden der skabte verden, sammen med hendes mand, Nyambe. Deres datter, Mwambwa, var lystgudinde, og var med i et incestuøst forhold, i hvilket hun fødte Mbuyu, som blev den første dronning.
Salishanindianerne har en fortælling, om hvordan årstiderne blev til. En mand fra Hedefolket, vågnede en nat, og fandt at han var blevet forelsket i en pige som han aldrig havde mødt eller set, så han rejste til verdens ende, hvor Kulden boede med sin kone og to døtre. Hedemanden charmerede den yngste datter, så hun advarede ham om hvilke prøvelser hendes far ville udsætte ham for, og hvordan han kunne besejre dem. De blev gift, men Kulden forbød dem at forlade hans land. Efter et par år, ville Kuldekvinden, og deres søn, gerne møde Hedemandens familie, så de stak af fra Kulden, som blev rasende, da han fandt ud af det. Tre gange sendte han Kuldemoderen ud for at fange dem, og tre gange formåede Kuldekvindens magi at narre hende. Endelig drog Kulden selv ud for at fange dem, men nu var de nået til Hedemandens landsby, og kunne skjule sig i et hus. Kulden blæste, og landet frøs til. Hedemanden kaldte på sin far - eller måske bedstefar? - Heden, og han fordrev Kulden fra landet. Heden tillod dog Kulden, at han kunne få lov til at besøge sin datter en gang om året, og det er derfor vi har vinter i dag.
.jpg) |
| Woyengi - nigerinansk modergudinde |
I egyptisk mytologi var verden mørke, kaos og tomhed. Ud af denne intethed, sprang de fire oprindelige gudepar. Nu og Nunet, der begge repræsenterede urhavene, forenedes, og rejste himmelen og jorden fra havene. Hehu og Hehut, repræsenterede henholdsvis den uendelige tid, og rummet mellem himmel og jord. Kekui og Kekuit var blandingen af mørke og lys, han var mørket før daggry, og hun mørket efter solnedgang. Endelig repræsenterede Kerh og Kerhet den inaktive og uvirksomme status af de andre gudepar.
I polynesisk mytologi var Papa Moder Jord, som i fællesskab med himmelen Rangi, fødte de første børn. Men fordi himmel og jord var så tæt forbundne, følte deres børn at de blev kvast, og de besluttede at adskille de to permanent. Den ældste af sønnerne var imod adskillelsen af sine forældre, og han førte så krig mod sine brødre, men Papa opslugte to af sine sønner for at beskytte dem mod deres bror. Vore dages mennesker nedstammer fra en af de to sønner. Selvom at hendes børn havde gjort oprør mod hende og hendes mand, havde Papa altså tilgivet sine børn, og ville beskytte dem fra deres morderiske broder.
Kinesisk mytologi fortæller om gudinden Nüwa, som følte sig ensom, og derfor skabte hun mennesker til at holde hende ved selskab. Desværre begyndte menneskene at dø, og snart ville Nüwa være alene igen, så hun lærte menneskene at kopulere, og få børn.
En dag kom guderne Gonggong og Zhuanxu op at slås, og deres ødelæggelser smadrede de fire søjler der holdt himmelen på plads. Himmelen faldt over jorden, og forårsagede masseødelæggelser over alt. Nüwa kom, og reparerede søjlerne med hjælp af fem farvede sten - de repræsenterede de fem elementer i østasiatiske samfund, ild, vand, træ, metal og jord - disse farvede sten som holder himmelen oppe, giver den dens flotte farver.
I en tredje myte fortælles det om at Gangjie opfandt skriften, og var stolt over sit arbejde. Nüwa kom til ham og skældte ham ud, fordi at skrifttegnet for hendes navn Nü 女-”kvinde” - blev brugt i en lang række ord med negative konotationer. Gangjie undskyldte stærkt for tilfældet, og med det samme gik han i gang med at opfinde tegnene for mor 母 og (kan) lide 好, som begge inkluderer Nü, til ære for hende.
I japansk mytologi fik søskendeparret Izanagi og Izanami - henholdsvis Han-som-inviterer og Hende-som-inviterer - til opgave af de ældre ånder, at skabe et fast land hvor folk kunne bo. De to drog ned fra himmelen, til havet, og de dyppede deres naginata - en form for hellebard - i vandet, og som de trak den op af vandet igen, dryppede nogle dråber fra den, og da de landede på havets overflade blev de til land. Sådan blev Japans store øer skabt. Bagefter havde de to samleje, og fødte de mindre ånder, som selv blev til de mindre øer.
I mesopotamisk mytologi - særligt sumerisk - var verden tom og øde. Urhavet, Tiamat, og Urhimmelhavet, Apzu, kom sammen i elskov. Gennem dem, blev den første generation af guder født. Navnligt Anu, himmelguden, og Ki, Jordgudinden, og ud fra dem kom de store guder, som i flæng kaldes Anunnaki.
Urmoderen Tiamat, spillede ellers ikke nogen stor rolle i mesopotamiske myter, før Babylon blev den dominerende kultur i området. I den babylonske skabelsesberetning - Enuma Elish - fortælles det at Apzu blev irriteret over de yngre guders larm, og ville dræbe dem. Anunnaki fik nys om deres urfaders plan, og fik ham myrdet før han kunne udføre sin plan. Dette gjorde Tiamat rasende, og som et kæmpe slange- eller dragemonster rasede hun mod guderne, som alle blev bange og gemte sig. Den eneste som havde mod til at gå imod Tiamat var Marduk. Marduk drog på jagt efter Tiamat og formåede at dræbe hende, hvorefter han blev hyldet som gudernes konge. Marduk var ellers en lille tredjegenerations guddom, men han var byen Babylons skytsgud, så selvfølgelig ophøjede de ham mere, end de andre bystater.
I sumerisk optræder også Nintu - nogle gange kaldet Mami - gudinden som skabte menneskene. Efter den store syndflod, som dræbte alle menneskene undtagen Atrahasis, var det Nintus gråd over sine børns død, som mildnede de andre guders vrede, så de lovede aldrig at udslette menneskene igen.
I aztecernes mytologi bestod skaberguden Omeoteotl af to sider, en mandlig, Tonacatecuhtli, og en kvindelig, Tonacacihuatl, "Herren og Fruen over Vor Føde". De kom ud af Intetheden, og en tid var de de eneste der var i hele universet, for intet andet var endnu blevet skabt. Sammen fødte de de fire guder, den røde Xipe Totec - gud for årstiderne, og alt der gror på jorden - den sorte Tezcatlipoca - jordens gud - den hvide Quetzalcoatl - vindens gud - og den blå Huitzilopochtli - krigens gud. De fire guder besluttede sig for at skabe verdenen, såvel som folkene der skulle bebo den.
Hos Yaquifolket i Mexico og USA, var Yomomuli gudinden som skabte dyrene på jorden, fiskene i havet og fuglene i himmelen. Det fortælles at Yomomuli skabte Suremerne, et folk som var 2-3 fod høje (60-90 cm). I Suremfolkets by stod et syngende træ, men ingen kunne forstå det. En dag kom Yomomuli til byen, og tolkede træets sang for folket. Træet profeterede at der snart ville komme et fremmed folk som ville overtage landsbyen, og Suremfolket ville gå under. Denne fortælling fortolkes som Yaquifolkets frustration over den spanske kolonisering af deres land.
Buddhismen har ikke nogen skabelsesberetning, men ser i stedet universets historie i cyklusser - ikke i den forståelse, at historien gentager sig, men som at kongeriger oprettes, vokses store, går under, og efter noget tid, oprettes et nyt kongerige. Som en religion født i indisk kultur, optræder mange af de hinduistiske guder også i Buddhismen, men i stedet for at være verdens skabere, er de fanget i universets cyklusser, ligesom os mennesker, så hvis man talte om en skabelsesberetning, ville den nok være beslægtet med de andre indiske religioners.
Hos Gamilaraayfolket i Australien, var Yhi - også kaldet Yarai eller Yaay - en primordial solgudinde som sov i mørket, indtil at Baiame kom og vækkede hende. Yhi oplyste hele verden, og hvor end hun gik sprang græs og planter i sprud. Derefter gik hun ned i jordens huler, og vækkede insekter, krybdyr, fugle og dyr. Da hun havde vækket alle dyrene, fortalte Yhi om årstiderne, og så gik hun ud for at tage sin plads i himlen. Dyrene blev bange i mørket, Yhi sendte månen, Bahloo, og Morgenstjernen, som sammen ville oplyse natten, og vise dyrene, at Yhi altid ville passe på sine skabninger.
Den finske nationalfortælling, Kalevala, begynder med en Runo - Canto eller Sang - om verdens skabelse. Ilmatar er Vindens datter i finsk folketro. Kalevala fortæller at hun kom ned til havene og svømmede rundt i dem. En storm blæste op, og åbnede Ilmatars livmoder op, sådan at havskummet kunne komme ind og gøre hende gravid. I 700 år bar hun på barnet, uden at føde, mens hun svømmede rundt og ledte efter et sted at bo. Endelig lagde hun sig i havet, med knæene hejst over vandoverfladen. Bjerganden fløj rundt, og søgte efter et sted at lægge rede, men fandt kun vand, indtil at den så noget stikke op af havet. Land! Så den landede, lagde sin rede, og lagde sine æg. Bjerganden begyndte at ruge æggene, og den rugede i tre dage. Da mærkede Ilmatar noget varmt på sine knæ, og i den tro at der var gået ild i hende, rystede hun knæene til side. Alle æggene faldt i havet, og gik i stykker, men det blev ikke til uheld, men i stedet til gode. Det ene halve æg flød ud, og blev til landjorden, mens den anden halvdel blev til himmelen. Ét ægs blomme blev til solen, og dets hvide til månen. Resten af æggene blev til stjernerne på himlen. Som Ilmatar svømmede videre, formede hun havgrotterne, landkysterne, flodudmundingerne og de mindre øer. Efter 30 somre og vintre, pressede hendes barn endelig på, og ud kom Väinämöinen - den evige skjald - som gik op på landjorden, og såede alle landenes planter.
Som overordnede tendenser i disse beretninger kan man se, at det næsten altid er et par af guder, mand og kvinde, som i fællesskab skaber verden, og hvis det kun er én gud, så har den gud ofte både en mandlig og en kvindelig side af sig selv, som arbejder sammen. Ofte vælger den yngre generation af guder, eller guddommelige personer, at vende sig imod deres skaber i et oprør. Det ses også i mange af mytologierne, hvor det er en mandlig guddom, som bliver offer for oprøret. Nogle gange tager modergudinden hævn på sine børn, andre gange omfavner hun dem i kærlighed. Den første er en meget menneskelig følelse, når man bliver angrebet, den anden er meget sværere, nemlig at vende den anden kind til, og tilgive den angribende. Det kræver meget mere selvkontrol, og forståelse for modparten, og viser et ideal, man bør forsøge at leve op til. Disse gudinder har også en moders kærlighed, til menneskene, og sørger hver gang noget forfærdeligt sker dem.
.jpg) |
| Abuk - Sydsudans første kvinde |
De Første KvinderDen næste gruppering jeg gerne vil kigge på, er dem som jeg har kaldt “Den første kvinde”. Som nævnt i introduktionen, var det denne gruppe der inspirerede mig til hele denne undersøgelse, så alle disse mytologier taget samlet, hvor mange stemmer så i med at kvinden, på en eller anden måde er skyld i menneskehedens ulykker? Jamen, lad os da kigge på det.
Det første menneskepar i nordisk mytologi kaldtes Ask og Embla. Der er ikke nogen overleveret fortælling om dem, udover at Odin skabte dem fra træ, med hjælp fra to andre guder, dog hvem de to er varierer mellem versionerne. I Gylfaginning er det Vile og Ve, men i Vølvens Spådom er det Høner og Lodur.
Jeg ved ikke hvor det ellers bedst vil give mening at inkluderer disse to, så jeg gør det bare hér; efter Ragnarok, og hele verdens undergang, spirer nyt liv frem fra jorden, og de eneste to mennesker der overlever hedder Lif og Leiftrasir, de vil blive stamforældre til hele menneskeheden i den nye verden.
I græsk mytologi er Pandora den første kvinde - blandt mennesker, til trods for at hun blev skabt for at blive gift med en titan. Myten om Pandora tager sit udspring i myterne om Prometheus, og hans opgør med Zeus. Prometheus, "(den) forudtænkende", havde narret Zeus til at tage den dårlige del af et offerdyr, sådan at menneskene kunne spise den gode del af offerdyret, derfor tog Zeus ilden fra menneskene, så de ikke kunne ofre. Prometheus svarede igen ved at stjæle ilden, give den til menneskene, og lære dem at bruge den.
Som hævn vendte Zeus sig til Prometheus' bror Epimetheus, "(den) eftertænkende", der, som hans navn antyder, var sløv i trækket. Zeus fik guderne på Olympen til at hjælpe med at skabe kvinden. Hephaistos formede hende, Athene lærte hende håndarbejdets kunst - for det er åbenbart det guderne mente var kvinders job - Afrodite gav hende en higende længsel, og Hermes gav hende "en tæves sind".
Zeus kaldte kvinden for Pandora, "Algave", og gav hende i giftermål til Epimetheus, som glad tog imod hende, på trods af Prometheus' advarsler om nogensinde at modtage gaver fra Zeus. I medgave til Epimetheus, fik Pandora en urne - ikke en æske, som den populært kaldes, det var en fejloversættelse af Erasmus af Rotterdam, som har sat sig fast i folks almen viden, men det var altså en urne. Guderne gav Pandora streng besked om ikke at åbne urnen, velvidende at de havde skabt hende til at være alt for nysgerrig, og ikke ville kunne holde sig tilbage. Pandora åbnede urnen, og straks fløj alle verdens ulykker og sygdomme ud af den, kun håb var tilbage i bunden af urnen, da hun lagde låget på igen.
Så ja, ulykker og sygdomme eksisterer i verden på grund af hvad Pandora gjorde, men hun blev jo netop skabt med det ene formål, at bringe ulykker over menneskene, sådan at Zeus kunne hævne sig på Prometheus. Og det der med at kvinden har "en tæves sind"? Jaeh, græsk mytologi har ikke det bedste syn på kvinder. Hesiod taler om, at med kvindens indtræden i menneskeheden, blev mænd dårligere stillet. At blive gift med en kvinde, var en opgivelse af sit potentiale, men hvis man ikke blev gift så blev man ensom, og mistede lysten til livet. Det er beskrevet som et 'pest eller kolera' valg. Åh, Antikkens samfund.
Hos Dinafolket i Sydsudan, hed de første mennesker Abuk og Garang. De fik hver ét såkorn til at høste og spise dagligt, af skaberguden, Nhialac. Kvinden, Abuk, blev en dag sulten, og trængte til mere end kun ét såkorn, så hun stjal en sæk fuld af korn, og begyndte at så det med en plov. Dengang var himmelen og jorden meget tættere på hinanden, end de er i dag, så mens Abuk svang ploven, ramte hun Nhialac, og han blev vred. Han besluttede sig for at hæve himmelen langt over jorden, og forlade enhver kontakt med menneskene på jorden. Derfor må mennesker nu arbejde hårdt for føde, og uden skabergudens beskyttelse kom sygdom og død ind i verdenen.
Abuk er i dag anset som gudinde for kvinder og haver. Hun blev mor til regnguden Deng, som hjælper sin mor med at gro høsten for menneskene, og så agerer han som mediator mellem dem og skaberguden.
Hos Bambarafolket i Mali var Musso-Koroni den første kvinde. Hvor den første mand var en smed - en ærlig mand, med et ærligt job - så var hun en trickster, med ry for ballade. Hun er derfor også kendt som gudinden for splid og besvær. Efter at Islam kom til Mali, er Musso-Koroni efterfølgende blevet anset som en heks, der er skyld i menneskers kaotiske handlinger. Muslimske mænd i Mali omskæres, for at få den kaotiske del fjernet - dvs. kun kvinder kan være kaotiske.
Hos Cherokeeindianerne i USA, var det første menneskepar Asgaya og Ageya. Som de eneste mennesker, havde de kun hinandens selskab at gøre godt med. De kom tit op at skændes, og en dag havde Ageya fået nok af sin mands bøvl, og gik sin vej, uden at se sig tilbage.
Asgaya blev hurtigt ked af det, og bønfaldt skaberguden, om at få Ageya til at skifte mening. Skaberguden forsøgte at distrahere Ageya på hendes vandring, først med blåbær, derefter skovbær og mange andre frugter og bær, men Ageya var ikke interesseret, og fortsatte.
Endelig kom hun til en jordbærbusk, og blev interesseret i frugten. Hun bukkede sig ned for at samle nogle bær, og kom da til at se sig tilbage ad den vej hun kom fra, og fik nu hjemve. Hun begyndte derfor sin vandring tilbage til Asgaya, og de formåede at holde hinanden ud resten af deres liv.
Denne fortælling viser en stædig kvinde, men det er vist dertil, at kvindens dårlige egenskaber fremhæves. Hun gik fra sin mand, på grund af evindelige skænderier, så manden har tydeligvis lige så mange fejl. Man kan måske se hans anger og sorg efter kvinden er gået sin vej, som et tegn på at manden har lært ydmyghed, og derfor er mere salig end kvinden, men i så fald skal man også se på kvindens hjemrejse, og forstå at hun har lært tilgivelse, en lige så salig dyd. Så jeg tror ikke at der er nogen egentlig synder her, de er begge skyldige i deres problemer, men lærte begge fra dem, og blev - forhåbentligt - bedre mennesker fremover.
I iransk religion - eller i hvert fald Zarathustras fortolkning af oldiransk religion - hed det første menneskepar Mashya og Mashyoi. Det siges at da de blev skabt udførte de tre handlinger: 1. de gik, 2. de spiste og 3. de fik onde tanker af en dæmon, og blev dermed underlagt mørkets principper. Det siges dog at de gode ånder alligevel stadig beskytter dem og deres efterfølgere.
I denne fortælling er det ikke kun kvinden der er skyld i at mennesker er underlagt mørkets princip, nej, der lægges et tydeligt tryk på at det var både mand og kvinde. Begge køn har lige ansvar for verdens problemer.
I senisraelitisk religion - vi taler om efter det babylonske eksil - voksede troen på Lilit frem. Hvem er Lilit spørger du? Jo, hun skulle efter sigende være Adams første kone. Der er forskellige versioner af hendes historie, i den ene forlanger hun at være ligestillet med Adam, og forlader ham, da han ikke vil gå med til det, i en anden udråber hun Gudsnavnet יהוה - det vi kender som Jahve eller Jehova - men fordi udtalelsen af Gudsnavnet var strengt forbudt, forbandede Gud hende.
Hvad der går igen i historierne om Lilit, er at hun gør oprør mod Jahve, som forkaster hende, og i stedet skaber Ḫawâ til Adam. Lilit føder mange dæmoner, som jager Ḫawâs børn.
Så kommer spørgsmålet, hvor kommer Lilit fra? Hvorfor begyndte hun at dukke op i folks forståelse af verdens begyndelse? Og giver det overhovedet mening? Personligt tror jeg, at det har at gøre med at der jo faktisk er to skabelsesberetninger i Genesis. En hvor Gud (Ælohim) skaber verden på seks dage, ved at skille vandene, og skabte alle dyrene før menneskene (Gen. 1,1-2,4a), og en hvor Gud Jahve brød vandet frem fra ørkenen, og skabte mennesket før dyrene (Gen. 2,4b-3,24). I hver af disse to fortællinger, er der to forskellige skabelser af menneskene: Gen. 1,27 "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." og 2,21-22 "Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam."
Den i kapitel 1 siger at mand og kvinde blev skabt samtidig, mens den i kapitel to klart siger at Adam var først, og først efter en længere prøveperiode, tog Gud et af Adams ribben, og skabte kvinden af det. Så for mig giver det mening, at nogle har læst første og andet kapitel, som at der må have været en kvinde før Ḫawâ. Om dette har givet mening eller ej, så begyndte idéen at slå rod, og der er stadig den dag i dag mange, som, ikke nødvendigvis tror på hende, men kender til historien om hende.
Lilit er beskrevet i nogle få sene gammeltestamentlige apokryfer - IKKE de kendte Apokryfer - såsom Jubilæerbogen, eller i enkelte af dødehavsrullerne, og tidlige rabbinske skrifter taler om hende, men med det syn at hun ikke eksisterer. Hun mangler ligesom i Tanakh - det gamle testamente - for at give hendes eksistens et gran troværdighed, og dog. Hun nævnes (muligvis) i Esaj. 34,14, men oversættelser varierer, blandt andet oversætter Christian 3.s bibel navnet med "vætte", et uspecificeret væsen i nordisk folketro. Den autoriserede oversættelse af 1992 siger: "[...] dér slår Lilit sig til ro og finder sig en hvileplads.", Hverdagsdansk siger: "[...] og dæmoner huserer om natten.", mens Den Gamle Aftale siger: "[...]dæmonen Lilit falder til ro dér og hviler sig."
Så er der jo Adams anden kone, den som faktisk nævnes i Bibelen. Ḫawâ (חוה) - Sept. græsk Ζωη (Zoey), Lat. Eva - "Liv". Efter forgæves at have forsøgt at skabe en partner til mennesket (Adam), lod Jahve en dyb søvn falde over ham, og han tog fra menneskets flæskeside (normalt oversat ribben), og formede det til en kvinde. Mennesket kaldte hende for kvinde, fordi hun var taget fra manden. På hebraisk er der ordspil mellem 'mand' איש "îsh" og 'kvinde' אשה "Ishâ", man kan nok sammenligne med engelsk, hun kaldes 'wo-man', fordi hun kom fra 'man'.
Sammen levede manden og kvinden i Edens have, og lod dem spise af alle havens træer, undtagen to, Kundskabens træ, med kendskab til alt godt og ondt - og alt derimellem - og Livets træ. En dag kom en slange til kvinden, og lokkede hende til at spise af frugten fra Kundskabens træ, og hun gav også lidt til manden. Fordi de nu vidste at de var nøgne, blev de bange. Gud Jahve straffede dem for deres brøde, manden, Adam, skulle fra nu af dyrke agerjorden for føde, kvinden skulle lide i børnefødsler, og slangen skulle krybe på dens bug.
Fordi Adam og kvinden nu forstod verden omkring dem, blev Gud Jahve nervøs for, at de også skulle spise af frugten fra Livets træ, så derfor sendte han dem ud af Edens have, og satte en Kerub med sit flammesværd, som vender og drejer i alle retninger, som vogter for at beskytte Livets træ. Adam gav derpå kvinden navnet Ḫawâ, for hun er alle tings moder. Ḫawâ fødte sønnerne Qayin "skaber/smed" og Hæbel "vindpust", som efter Sept. græsk bliver kaldt Kain og Abel. Senere bliver Ḫawâ også mor til Seth, og - formentligt - flere sønner og døtre, Gen. 5,4 siger at Adam fik et uangivet antal sønner og døtre, men nævner ikke Ḫawâ som deres mor, men det må vi formode, medmindre at nogle af de børn kommer fra Lilit?
Som den første kvinde i de Abrahamitiske religioner, har Ḫawâ haft stor indflydelse i verdenskulturen som helhed. Indenfor genbiologi taler man blandt andet om den Mitokondrielle Eva, den kvinde, alle mennesker på jorden i dag kan spore deres DNA tilbage til. I modsætning til hendes navnesøster, så er Mitokondrielle Eva ikke den første kvinde i menneskeracen, nej, hun kunne sagtens være den halvtredsindstyvende menneskegeneration, hun er bare den første vi alle i dag er nedstammet fra.
I hinduismen blev både den første mand, Manu, og den første kvinde, Shatarupa, født fra Brahma. De fik fem børn, to sønner og tre døtre, men ellers fandt jeg ikke nogen fortællinger om dem.
I japansk mytologi, fortsætter fortællingen om Izanagi og Izanami. Efter at de havde skabt landene, rejste Izanagi og Izanami ned til dem. Der besluttede de at kopulere og føde flere ånder og øer. De ville først gøre deres forening officiel, så de gik hen til en af himmelsøjlerne, og gik rundt om den.
Da de mødtes igen, hilste Izanami først, Izanagi var ikke begejstret for at hun havde talt først, men han accepterede det. De havde samleje, men uanset hvor mange gange de forsøgte, kunne de kun føde dæmoner og yōkai.
De spurgte de ældre guder om hvad der var galt. Guderne sagde at det skyldtes at Izanami havde talt før sin bror, så de blev nødt til at gennemføre foreningsritualet igen fra bunden af. Denne gang hilste Izanagi først, og Izanami bagefter, og da de nu havde samleje, fødte de mange gode ånder, som dannede de mange øer i det japanske hav, såvel som ånderne der vogtede havene, træerne og bjergene.
I aztecernes mytologi hed det første menneskepar Cipactonal og Oxomoco. Efter at guderne Quetzalcoatl og Huitzilopochtli, havde skabt den første sol, skabte de manden og kvinden. Guderne gav dem hver deres opgave, manden, Cipactonal, skulle høste, og kvinden, Oxomoco, skulle spinde tråd og væve stof. Kvinden modtog også magiske majskorn af guderne, som kunne helbrede sygdomme, og forudsige fremtiden. Oxomoco og Cipactonal havde mange børn, som blev macehualerne - bønderne som dyrkede jorden.
I myten om majs' oprindelse er de to navne byttet om, Cipactonal er kvinden, og Oxomoco er manden. Det fortælles at, da menneskene var blevet skabt, havde de ikke noget føde, så guden Quetzalcoatl gik ud for at finde noget til dem. Han fandt en myre der bar et majskorn på dens ryg. Quetzalcoatl fulgte myren hen til bjerget kaldet Tonacatepetl - Madbjerget - og bragte nogle majskorn tilbage til de andre guder, som blev enige om at de ville være perfekt som mad for menneskene.
Manden, Oxomoco, tog nogle af majskornene, og sammen med sin kone, Cipactonal, udførte de en ritualbesværgelse over majsen. Majsen spåede at, hvis guderne og menneskene gerne ville have rigeligt af maden, så skulle de splitte bjerget. Det gjorde guderne, og ud flød majs, bønner, amarant og mange andre sædekorn, som menneskene kunne plante og spise som føde.
Overordnet ser der ud til at være en tendens til at de(t) første menneske(r) levede lykkeligt med deres guder, indtil at de gjorde en helligbrøde, som gjorde at deres guder begyndte at distancere sig fra dem. Der er næsten altid en kvinde involveret i denne helligbrøde, men sædvanligvis er det enten i fællesskab med manden, eller det er en egenskab som guderne har givet kvinden specifikt, så skylden kan placeres på dem. "Kvinden, DU satte hos mig" (Gen. 3,12). Det har også, i samfund med sådanne versioner af fortællinger, kunne bruges som undskyldning, "årh, kvinden, der har gjort brøde mod dig, kunne ikke gøre for det, sådan er alle kvinder jo blevet skabt. Det er ikke deres skyld at de er mindre end mænd" og jeg ved ikke hvad ellers man har fundet på af sludder.
Der er dog også en del af mytologierne, hos hvem de første mennesker ikke gjorde brøde mod deres guder, men bare bliver nævnt som "guderne skabte mennesker som mand og kvinde, og de fik børn og befolkede hele verdenen". Når der ikke er nogen egentlig myte om de første mennesker, er det sjældent at de har haft navne i de overleverede kilder, men der var dog heldigvis et par mytologier som havde dem.
.jpg) |
| Hel og helhunden Garm - nordisk dødsgudinde |
Dødens Repræsentanter
Døden er et skræmmende fænomen, og derfor er der mange religioner, og mytologier hvor bare det at nævne en dødsgud, kunne anses som at invitere døden på besøg. Derfor har det været normalt at omtale dødsguder gennem kenninger - som for eksempel er Persefoneia i græsk mytologi ofte omtalt som "den grusomme" - og der er derfor, ofte ikke så mange myter om selve dødsguderne. Dem vi har, er ofte myter om andre guder, der besøger Underverdenen, og derfor er dødsguderne ofte kun sekundære figurer i deres myter.
I nordisk mytologi taler man om to former for død. Den gode, og ærefulde død, hvor man døde i krig, og valkyrierne ville komme og bringe en til Odin i Valhal eller Freja i Folkvang. Den dårlige, eller æreløse død, var folk som døde af alderdom, sygdom eller andet. Disse blev sendt til Hel, som vogtedes af Hel. Ja, det sker tit at Underverdenen er opkaldt efter dens vogter. Der er også Niflheim, som er endnu dybere end Hel, for dem der lider en endnu ondere og dårligere død.
Hel var et af tre børn født af Loke og jætten Angrboda, de to andre var Fenrisulven, og Midgårsormen, Jørmundgandr. Da aserne så Lokes tre børn, blev de bange for dem alle. Fenrisulven bandt de med kæde, Jørmundgandr smed de havet, og Hel sendte de til Underverdenen for ikke at skulle døjes med hende. Snorri beskriver Hel som lignende en person i to dele, den ene er en smuk og vakker pige, den anden er et halvforrådent lig.
Flere gange beskrives det, hvordan aserne må rejse til Hel, for at forhandle med hende. Blandt andet Odin, der drager til Niflhel, for at finde svar på en række drømme, som Balder har haft. Odin lægger mærke til at der er pænt dækket op i Hel, til en ny beboer, og den gamle spåkone, som Odin mødes med, fortæller at det er Balder der er den nye gæst som ventes.
Også Hermod måtte ride ni nætter mod Hel, for dér at skulle forhandle med hende om at bringe Balder tilbage til live. Hermod så sin broder sidde ved højsalen, og gik hen til Hel, som lovede at give Balder tilbage hvis alt, både levende og dødt, ville græde over ham. Hvis der bare var én, som ikke ville græde over Balders død, så skulle han forblive i Hel. Aserne sender bud til hele verden, og alle græd, mennesker, dyr, jord, sten, træ og jern. Kun en enkelt jættekvinde kaldet Tøkk - som måske var Loke i forklædning, men måske ikke - nægtede at græde over Balders død, og derfor måtte Balder forblive i Hel.
Hel beskrives som at være truende og barsk. Hendes redskaber har alle negative navne; hendes bord, Hunger, hendes dolk, Sult, hendes gård, Regnvåd. Hendes trælle hedder Dorsk "sløv", og Gang-lad "Doven".
Modgunn vogter Gjallerbroen som leder til Hel, og Helhunden Garm, der, med blod på brystet vogter ved Gnipahulen, og som ved Ragnarok skal kæmpe mod Tyr, hvor begge vil falde i kamp mod hinanden.
Hel har givet navn til det danske udtryk for Kristendommens Underverden, "Helvede", dvs. "Afmærkningen af Hel" som i Hels område. Se også engelsk Hell, som er Hels navn med to l'er.
En anden person, som var associeret med død var Ran, en jættekvinde, som fangede druknede mænd i sit net. Hun forbindes med skibsforlis, og drukneulykker. Ran var mor til ni døtre, som MÅSKE er Heimdals ni mødre.
I græsk mytologi er Hades - romersk, Pluto - hersker over dødsriget Hades. Hans hustru er Persefoneia - romersk, Proserpina - men selvom at hun er omtalt som Hades' paredros - "siddende ved siden af" - en som er sekundær, så er hun mere aktiv som dødsgudinde end Hades er i myterne. Det kan have at gøre med at i før-græsk Mykensk tid, har man fundet beviser for tre (måske fire) tidlige versioner af de græske guder. Himmelguden (Proto-Zeus), Havguden (Proto-Posseidon), Dødsgudinden (Proto-Persefoneia), og måske en jordgudinde (Proto-Demeter). Blandt dem er der ingen beviser for at Dødsgudinden havde en mandlig modpart, hvilket tyder på at Hades kunne være en senere tilføjelse til gudepanteonet.
I Homers Odyssé, fortælles det, hvordan Odysseus måtte rejse til Hades (stedet), for at tale med seeren Teiresias' ånd. Persefoneia, bryder sig ikke om at de levende trænger sig på hendes dørtærskel, og sender onde ånder efter Odysseus, for enten at jage ham væk, eller for at slå ham ihjel, så han bliver en permanent beboer.
Myten om Persefoneia og Hades' ægteskab går på, at Hades var ensom som Underverdenens hersker, og så hvordan alle de andre olympianske guder giftedes med hinanden. Hades besøgte derfor sin lillebror, Zeus, og spurgte ham om det var muligt, at han kunne få Zeus' datter Persefoneia til hustru. Zeus bevilligede med det samme, men Persefoneias mor, frugtbarhedsgudinden Demeter, som elskedes hende højere end noget andet, ønskede ikke at blive adskilt fra hende, så hun sagde nej til ægteskabet.
Da Demeter gik, sagde Zeus dog til Hades, at han godt måtte tage Persefoneia til viv trods Demeters protester. Så en dag, da Persefoneia var ude på marken, kom Hades op fra Underverdenen, og kidnappede hende, og tog hende med til Underverdenen. Da Demeter ikke kunne finde sin datter, begyndte hun at spørge rundt, om nogle af de andre guder havde set hende. Solguden, Apollon forklarede at han havde set Zeus give sin godkendelse til Hades, om bare at tage Persefoneia til hustru i Underverdenen.
Demeter blev ked af det, og gik i selvisolation. Uden frugtbarhedsgudindens tilstedeværelse, kunne agerjorden ikke dyrkes, og frost og kulde hærgede over jorden. De andre olympiske guder gik til Hades, og spurgte om han ville lade Persefoneia gå tilbage til sin mor, så kulden ville forsvinde. I én version af myten, lader Hades Persefoneia gå, men fordi hun godt kan lide at være sammen med Hades, lover hun at komme tilbage, og spendere halvdelen af året med ham. I en anden version, lader Hades hende først gå, efter at han får hende til at spise nogle granatæblefrø, som ville binde hende til Underverdenen, så hun ikke kunne blive væk i mere end et halvt år, og måtte derfor vende tilbage til Hades.
Da Persefoneia blev genforenet med sin mor, blev Demeter så hjertensglad, at isen smeltede overalt, og agerjorden kunne dyrkes, men da det halve år var gået, og Persefoneia vendte tilbage til Hades, blev Demeter ked af det igen, og kulden vandt frem på jord. Derfor er der årstider på jorden.
Denne fortælling er blevet brugt - og misforstået - utallelige gange, gennem tiderne, for at vise Hades' ondskab. En idé der ikke fandtes i Antikkens Grækenland. Ja, døden er uhyggelig, men uundgåelig, og tanken om at Underverdenen er det ondes bo, har især slået igennem efter Kristendommens tilkomst. Hér har man i græske oversættelser, oversat det jødiske dødsrige, She'ol, med det tilsvarende græske navn, Hades - som jo både er navn på Underverdenen, og dens vogter. Og da idéen om de kristnes Gehenna smeltede sammen med She'ol, så var Hades (stedet) ikke længere bare stedet hvor de døde endte op, men dér hvor onde mennesker endte op efter døden. Og så har der ikke været langt fra ideen om at Hades (guden) som vogter af Hades (stedet), var lig med de kristnes Satan, Guds modstander, og derfor blev Hades anset som ondskaben selv.
Hvilket absolut ikke er en fair sammenligning. Zeus som himmelguden, blev ophøjet, som grækernes svar på Kristendommens Jahve, den gode og retfærdige gud, som elsker alle mennesker. Men hvis man rent faktisk studerer græsk mytologi, så opdager man hurtigt, hvor massivt fejlagtig den antagelse er. Zeus, og alle de andre olympianske guder for den sags skyld, er hævngerrige, misundelige guder, som altid går hen og voldtager mennesker, bare fordi de lige er i humør. De eneste af de græske guder som ikke voldtager menneskene, er Hades og Persefoneia.
Ja, faktisk er deres ægteskab, det eneste sunde og velfungerende i hele den græske mytologi. De få gange, nogen prøver på at flirte med en af dem, kommer den anden straks og straffer den flirtende person. Okay, der er det med at Hades "kidnappede" Persefoneia, og det er selvfølgelig ikke den bedste måde, at tage en hustru på. Men her skal man så også huske på samfundet i Antikkens Grækenland, hvor så godt som alle ægteskaber var arrangerede ægteskaber - hvilket Hades og Persefoneias jo også var - og hvis man ser græsk kunst fra dengang, så er der ingen forskel i hvordan kunstnerne afbilledede kidnapninger og ægteskaber. Så måske er den traditionelle oversættelse af fortællingen, af at Hades "kidnappede" Persefoneia, ikke den bedste - omend korrekt - for vores moderne samfundsforståelser.
I et andet emne er der også fortællingen om Eurydice, som var Orpheus' hustru. Ved Eurydices død, drog Orpheus til Hades, for at forhandle om hendes frihed. Han får lov til at bringe Eurydice med sig hjem, hvis han lover ikke at se på hende, før de er ude af Hades. Men der er det med mennesker, hvis du siger vi ikke må noget, så bliver vi fristet til at gøre det alligevel. Orpheus kiggede på Eurydice, og derfor var aftalen brudt, og hun måtte vende tilbage til Underverdenen.
.jpg) |
| Sedna - Havets Herskerinde |
Sedna er i inuitiske religioner, først og fremmest Havets Herskerinde, men er også ofte herskerinde over dødsriget. Hendes navn varierer mellem de forskellige inuitfolkegrupper. Annaqquassaaq og Sassuma Arnaa i Grønland, Nerrivik og Nuliajuk i Canadas Nordvest Territorie, Arnapkapfaaluk hos kobberinuitterne, og Takánâlukarnâluk hos iglulikkerne i Nunavut.
Myten om hvordan Sedna blev Havets Herskerinde, som den fortælles hos iglulikkerne, fortæller at hun som en ung pige boede hos sin far. En dag mens faren, var ude at jage, kom en stormfugl, og blev forelsket i hende, så den kidnappede hende. Da faren kom hjem og så sin datter var væk, gik han ud til sin konebåd, og sejlede ud for at finde hende. Han fandt sin datter i en hule, mens stormfuglen var ude for at finde føde, så han tog sin datter med sig i konebåden, og sejlede hjemad. Da stormfuglen kom hjem, og så at pigen var væk, fløj den ud, og fandt far og datter på havet. Den gik til angreb, og dannede kæmpe stormbølger om dem. Faren blev bange, og smed sin datter overbord, da hun forgæves forsøgte at kravle op i båden igen, huggede han hendes fingre af, og hvert stykke finger, blev til forskellige slags af havets fisk. Til sidst kunne pigen ikke længere holde fast til båden, og hun begyndte at synke ned til havets bund, hvor hun har boet lige siden, med hadet til sin far, spredt ud til at gælde alle mennesker.
I en anden version er Sedna datter af skaberguden Anguta. Da hun en dag bliver sulten, angriber hun sine forældre, og i vrede sejler Anguta ud, og smider hende i havet, og hugger hendes fingre af da hun klynger sig til båden. Hendes fingre bliver til sæler, hvalrosser og hvalfisk. I endnu en version, nægtede hun at gifte sig, med nogle af de bejlere hendes far havde bragt for hende, og hun giftede sig i stedet med en hund. Dette blev hendes far vred over, og han smed hende over bord. I Netsilikregionen, fortælles det at Nuliayuk (Sedna) var et mishandlet, forældreløst barn. En dag ville folk slippe af med hende, og smed hende i havet, og huggede hendes fingre af, hvilket skabte havdyrene.
I en grønlandsk version, var Nivikka en lille forældreløs pige, der boede, og arbejdede som tjenestepige, hos en storfanger. En dag sejlede storfangeren ud, og Nivikka tog med ham ud. Hun havde alle sine ejendele med sig, men pludselig så storfangeren sig vred på hende og smed hende over bord. Med den ene hånd klang hun sig til rælingen, med den anden omfavnede hun sin hund. Til sidst sank de begge ned til havets bund, hvor de så gik ud og fandt et godt sted at bygge et hus på havets bund, hvorefter hun blev kaldt Sassuma Arnaa - "Havets Moder". Det år mislykkedes fangsten hos storfangerens boplads, og igen hver gang nogen begik tabubrud. Hun kaldte alle havdyrene til sig selv, og lod dem først ud, når ingen havde forbrudt sig mod hende.
Sednas oprindelsesmyte varrierer mellem alle folkgrupperne, men en detalje der går igen i fortællingen, er at hendes far, eller sjældent hendes boplads, smider hende overbord og lader hende synke til havets bund. Hun er ofte fjendtligt stemt mod mennesker, og må glædes for at jægere og samlere kan få en god høst. Som herskerinde af dødsriget, har hun selskab af en vagthund, som hun i nogle af versionerne af myten var gift med, før hun blev Havets herskerinde.
I en grønlandsk myte, led en boplads i længere tid under dårlig fangst, og de bad deres angakkoq - en åndemaner - om at rejse til åndeverdenen, for at formidle Sedna (Sassuma Arnaa). Efter en lang og hård rejse, kom angakkoqen til Sednas hus, hvor elven løb ind i huset, og forhindrede havdyrene at komme væk. Så snart han så Sedna, sprang han på hende, og greb hendes hår bagfra. Sedna prøvede rasende, at kaste ham af sig, så han ville lande i mørket, og blive kvalt, men angakkoqens hjælpeånder, kom og hviskede formidlende i hendes ører. Hun blev rolig, og angakkoqen rensede hendes hår, for slam, og straks myldrede alle fangstdyrene ud af hendes hår. Sedna var glad, takkede angakkoqen, og fortalte ham, hvordan menneskene på bopladsen, burde leve fremover, for ikke at vække hendes vrede igen.
I en lignende iglulikmyte, måtte en angakkoq rejse til Sedna (Takánâlukarnâluk), på grund af en længere periode med misfangst. For angakooqen åbnedes en vej gennem jorden under havet, uden forhindringer. Når han ankommer til Sednas hus, og ser en læmur bygget ved husgangen, så betyder det at hun er fjendtligt stemt over for menneskene. På den anden side af muren, er den eneste hindring for angakkoqen en stor bidsk hund, som det siges, at Sedna var gift med, før hun blev havets herskerinde. Derefter støder Angakkoqen på Sednas far, som i denne version af myten, vogter de dødes sjæle i hendes rige. Da Angakkoqen møder Sedna, tager han hende ved skulderen, og vender hendes ansigt mod bopladsen, og begynder at mildne hendes vrede. Da hun bliver glad, strømmer alle fangstdyrene ud, sådan at jægere og fangere, igen kan fange deres mad.
I nogle inuitkulturer har Sedna også en medhjælper ved navn Qailertetang, som hjælper Sedna med at passe på alle havets dyr. Det siges at Qailertetang var Sednas elskerinde, og Sedna gav hende udødelighed, så de kunne være sammen for evigt.
En anden kvinde, ofte forbundet med død i inuittisk mytologi er Irdlirvirisissong, eller Erlaveersiniooq i Grønland. Indvoldsædersken, hun er en dæmonisk slægtning til måneguden, Igaluk, med et hæsligt og grotesk ansigt, som er aflangt og på tværs. Hun drager ud på himlen, og danser fjollet rundt. Hvis folk griner, springer hun på dem, og sprætter deres indvolde og lever ud. En fortælling siger, at en mand skulle besøge Igaluk på Månen, men han gik den forkerte vej, og kom til Irdlirvirisissong, som begyndte at danse for ham. Han forsøgte at lade være med at grine, men kunne ikke holde smilet tilbage, og hun sprang på ham, og tog hans lever. Hun lagde den til afkøling, men det lykkedes for manden, at stjæle sin lever tilbage, og flygte.
Hos Cherokeeindianderne findes en fortælling om hvordan døden kom til verden, og blev permanent. Det fortælles at Solen brød sig ikke om at mennesker altid kiggede væk fra hende, og hun blev mere misundelig, da hun hørte at Månen ikke havde det samme problem. Så Solen ville straffe menneskene. Hver dag ved middagstid, når Solen besøgte sin datters hus, mellem himlen og jorden, lod hun sine stråler hærge og bringe sygdomme. Menneskene blev desperate, og planlagde at dræbe Solen. Deres modigste krigere blev forvandlet til slanger, så de kunne lægge et bagholdsangreb på Solen, men de tog fejl af personen, og bed hendes datter, hvorefter de flygtede fra Solens hævn. Solen sørgede over sin datters død, og ville ikke komme ud af hendes hus, hvilket bragte mørke over jorden, og hendes tårer oversvømmede landene. Menneskene besluttede sig da for at rejse til de dødes land, for at bringe datteren hjem. De fangede hendes sjæl, og kom den i tønde. De blev forbudt at åbne tønden, men da pigen skreg, åbnede de en sprække, og sjælen fløj sin vej. Derfor kan vi i dag ikke længere bringe døde til live igen. Solen sørgede stadig, så menneskene holdt en stor fest for hende, med dans og musik. Endelig begyndte Solen at smile igen, og hun kom ud, og bragte lys tilbage til verden.
Hos Yumaindianerne fortælles om Hanyi, som var en frø, der ønskede at dræbe Kokomath - Alfaderen. Så hun kravlede ned i jorden, og sugede alt luft ud af den, sådan at Kokomath blev syg. Kokomath tog dette som en chance for at lære menneskene om døden, før han selv døde. Hanyi forstod at menneskene altid ville hade hende for at have dræbt deres skaber, så hun gravede sig ned i jorden, og der har frøer altid boet siden.
Salishanindianerne fortæller om en nybagt mor, som desværre døde få dage efter fødslen, og hendes spædbarn skreg og græd hele tiden. Ingen i landsbyen kunne berolige barnet. Pludselig begyndte barnet at blive rolig, og alle undrede sig over hvad der var sket. De fandt ud af at moderens ånd var kommet tilbage hver nat, for at amme barnet.
I egyptisk mytologi er Osiris Dødens gud, og ham der vogter Underverdenen, men blandt de øvrige guder, er der også andre som forbindes med døden.
Fire guder blev født da Jordguden, Geb, og Himmelgudinden, Nut, havde samleje, før Ra adskilte dem. De fire var Seth, Osiris, Nephthys, og Isis. Osiris giftede sig med Isis, og Seth med Nephthys. Nephthys var egentlig gudinde for den golde ørken, som bliver frugtbar efter Nilens oversvømmelse, men hun forbindes også med døden, i modsætning til sin søster Isis, som forbindes med liv. Da Seth dræbte Osiris i misundelse, forlod Nephthys sin mand, og hjalp Isis, med at bringe Osiris tilbage (se Osirismyten, hos Isis under Visdomsgudinder).
Den anden gudinde forbundet med død, er Sekhmet. Solguden Ra blev gjort opmærksom på, at en gruppe mennesker ønskede at gøre oprør mod ham og guderne. Ved at komme oprørerne i forkøbet, forvandlede Ra kærlighedsgudinden Hathor til den krigsglade dødsgudinde Sekhmet.
Sekhmet gik straks på rov, og dræbte hurtigt alle oprørerne, og Ra var glad, og bad hende stoppe. Sekhmet derimod, havde fået smag for drab, og begyndte at dræbe alt og alle hun kom i nærheden af. Ra blev bange, for hvis alle mennesker døde, så ville der ikke længere være nogen til at dyrke jorden, eller til at ofre til guderne.
Ra fandt derfor på, at fylde gaderne i byerne med en alkoholsdrik, som Sekhmet fejltog som blod. Sekhmet så gaderne flyde med, hvad hun troede var blod, og begyndte at drikke af det. Til sidst blev hun så fuld og passiv, at Ra kunne forvandle hende tilbage til Hathor igen.
Hattitterne i Anatolien, havde en Underverdensgud, som de kaldte Lelwani. Da hittitterne erobrede landområdet, tog de Lelwani til sig, og adopterede ham som Underverdensgud, men gennem indflydelsesstrømme fra Hurrierne i Nordlevanten, begyndte folk at tænke på Lelwani som en kvinde i stedet for en mand.
Lelwani var Underverdenens hersker, og menes at have bestemt over folks livsspan, sammen med skæbnegudinderne. Annaler fra kong Tudhaliya, fortæller at Lelwani var én blandt mange guddomme, som drog med på krigstogter. Bønner fortæller, at hun kunne give folk et langt og velsignet liv.
Hos trobrianderne, i Papua New Guinea, kaldes dødsriget for Tuma. Tuma blev skabt, da det primordiale søskendepar, Topileta og Tugilupalupa, havde samleje, og Tuma blev formet fra Tugilupalupas livmoder. Hun fødte også de første personer, tubu daiasa - "vores forfædre" - og derfor kaldes hun også "Verdens Moder".
Sammen med sin bror, bor hun i tuma, hun i øst, han i vest. Topileta har også en hustru, Bomiamuia, og hvor han tager imod de afdøde mænds baloma (tænk sjæl), og bliver betalt indgangsprisen til Tuma, så gør Bomiamuia det samme for afdøde kvinders baloma.
Det er vigtigt, at der bliver passet godt på en persons baloma. Trobrianderne tror nemlig på en form for reinkarnation - eller gjorde i hvert fald, da Malinovski besøgte dem i 1910’erne og skrev deres myter ned - når en person dør, og kommer til Tuma, genfødes personens baloma i en ny krop, der er næsten identisk, med den de havde i oververdenen. I Tuma, gror personen så op, og dør, og bliver nu sendt til oververdenen for at blive født på ny dér. Så hvis en person ikke har passet ordentligt på sin baloma, kan de ikke blive genfødt. Hvis for mange mennesker ikke bliver genfødt, så vil samfundet til sidst gå i stå. Så værn om din baloma, okay?
Mulukuausi er nogle ghoulåndelignende væsener, som tiltrækkes af nyligt afdøde lig. De begynder at fortære liget, og det er farligt for levende at komme i nærheden, for så risikerer de nemlig også at blive fortæret. Man kan genkende at Mulukuausi er kommet til stede, på den sære lugt fra liget.
Milamalafesten, er en fest hvor trobrianderne ærer, de døde - så tænk i retning af Alle Helgens aften, eller Dios de la Muerte. Der er forskellige myter om Milamala, eller om hvordan døden blev introduceret til verden. Jeg vil her give nogle få eksempler.
Der var en familie i landsbyen Bwadela, som bestod af en datter, en mor og en mormor - da de ikke har navne, vil jeg omtale dem med stort forbogstav. En dag gik Datter og Mormor ned til stranden for at bade. Mens Datter gik ud i vandet, gik Mormor lidt længere ned af stranden. Mormor havde evnen til at skifte ham, så hun tog sit gamle skind af, og lignede en ung pige på Datters alder. Men da Datter så denne fremmede pige komme hen til hende, jagede hun Mormor væk. Vred og fornærmet, tog Mormor sin gamle ham på igen. Datter bliver glad da hun ser hende, og vil omfavne hende, men Mormor skælder hende ud for ikke at genkende hende, og hun forbander både Datter og Mor, og lover at hun selv aldrig mere vil skifte ham, ej heller lære dem hemmeligheden bag, så derfor vil de blive gamle og dø.
En anden myte, fortæller om en familie der er samlet for at spise aftensmad. Den døde bedstemors baloma - sjæl - er på besøg hos dem. Familiens mor ser ikke bedstemoderen, og spilder mad over hende. Bedstemor bliver vred, og trods hendes datters undskyldning, tager bedstemoderen en kokosnød og deler den i to lige halvdele. Hun beholder selv den side af kokosnødden med tre øjne - sådan at hun altid vil kunne se familien - og giver den anden, blinde, halvdel til sin datter - så hun ikke vil kunne se dem, når de døde kommer på besøg.
Den anden myte her, har også en variant med to brødre. Den ældre bror dør, og får sin yngre bror til at love at altid våge over ham. Den yngre bror er meget loyal, men længe efter at broderens lig er gået i forrådnelse, kan lillebroren ikke holde stanken ud mere, og rynker på næsen. Straks kommer storebroderens baloma, og skælder ham ud. Han deler en kokosnød i to, beholder selv den halvdel med de tre øjne, og giver den blinde del til lillebroderen.
.jpg) |
| Hine-nui-te-po - polynesiens solnedgang |
I polynesisk mytologi er Hine-nui-te-po teknisk set Nattens gudinde, som giver solnedgangen dens røde farver, men forbindes også med døden. Uvidende gifter hun sig med sin far, men da hun lærer sandheden, drager hun til Underverdenen, Poz, for at bosætte sig dér.
Helten Mâui var ude på et af sine mange heltetogter, med andre ord, han var ude på at lave narrestreger, da hans far fortalte ham om døden. Mâui lærte, at hvis han kunne kravle op gennem Hine-nui-te-pos livmoder, og ud gennem hendes mund, ville han ikke kun, dræbe hende, men han ville også besejre døden, og kunne opnå udødelighed. Så derfor drog Mâui til Poz, hvor han fandt Hine-nui-te-po sovende.
Straks begyndte Mâui at sprede hendes ben, så han kunne kravle op gennem hende, men just som han havde fået stukket sit hovede ind i hende, vågnede Hine-nui-te-po, og lukkede sine ben sammen, og knuste Mâui mellem sine lår. Fordi Mâui fejlede i sin gerning, dør mennesker endnu den dag i dag.
I japansk mytologi, efter at have skabt landene, og født øerne og bjergene, fødte Izanami Flammeånden Ho-Ho-Demi, og hun blev alvorligt syg, og døde kort efter. Izanagi var knust ved tabet af sin søster og hustru, og var ikke klar til at give afkald på hende. Han drog derfor til Yomi - Underverdenen - for at bringe hende med sig hjem igen. Izanami havde imidlertid spist af Underverdenens frugt, og var derfor blevet bundet til den, men hun var glad for at Izanagi var kommet for at bringe hende hjem, så hun gik hen for at forhandle med dødsånderne om at kunne gå fri.
Izanami fik sin bror til at sværge, at han ikke ville se hende før at forhandlingerne var færdige, og hun gik ind til dødsånderne. Izanagi ventede og ventede, men blev utålmodig. Han tændte en fakkel, og så Izanamis krop, fuld af maddiker. Izanagi blev rædselsslagen, og flygtede på stedet. Izanami blev rasende over dette løftebrud, og jagtede ham med dæmoner, for at han ikke skulle efterlade hende alene i Yomi, men burde straffes ved at bo sammen med hende for evigt.
Izanagi nåede ud af porten til Yomi, og skyndte sig at vælte en stor klippe foran indgangen, sådan at ingen mere kunne komme ind eller ud af porten. Izanami rasede bag klippen, og svor at hun ville dræbe 1000 af Izanagis efterkommere hver dag. Izanagi svarede igen ved at sige at han i så fald ville føde 1500 nye efterkommere hver dag. Og det er årsagen til at mennesker både føder nyt liv, men også oplever at dø.
Izanami er altså både en Skabergudinde, og en Dødsgudinde, foruden det faktum at hun også spillede rollen som den første kvinde. Myten om Izanami i Yomi, har nogle lighedstræk med både Persefoneia og Eurydice i græsk mytologi. Izanami spiste af underverdenens frugt, ligesom Persefoneia gør, og hun kan blive hentet ud af underverdenen, så længe hendes elskede ikke kigger på hende, ligesom Eurydice. Men der er dog langt fra Grækenland til Japan, og det kendes ikke at noget menneske er rejst hele vejen, før Marco Polos rejse i 1200-tallet - og da kun til Kina, så der er ingen mulighed for at de har inspireret hinanden.
Hvor Izanamis rolle slutter her, så har Izanagi stadig en sidste rolle at spille, som jeg kommer ind på igen, under Himmellegemerne.
Ereshkigal var Underverdenens herskerinde i den sumeriske mytologi. Der er to myter om hende som har overlevet til i dag. Den første er hvordan Ereshkigal blev gift med Nergal, og den anden er fortællingen om kærlighedsgudinden Inannas rejse til Underverdenen.
Der er to overleverede versioner af den første myte; 1) fra ca. 15de århundrede fvt. Nergal, med hjælp fra dæmoner angriber Underverdenen, og tager den over. 2) er Neo-Babylonsk (ca. 8.-6. århundrede fvt). I denne holdt Guderne fest, og havde inviteret Ereshkigal, til at feste med dem, men da hun ikke kunne forlade sin post i Underverdenen sendte hun sin visir, Namtar, som delegant.
Alle guderne hilste på Namtar, undtagen Nergal - gud for krig, død og sygdom. Da Namtar fortalte Ereshkigal, at Nergal nægtede at hilse på ham, blev hun rasende, og forlangte at guderne sendte ham til hende, for at han kunne blive straffet. Visdomsguden Enki - på Akkadisk, Ea - advarede Nergal mod alt hvad han kunne forvente at blive tilbudt i Underverdenen. Han måtte ikke spise af noget, men selv have en snack med. Han måtte ikke sætte sig på en stol, men skulle bringe en selv. Endeligt måtte han absolut ikke give ind for sine lyster, og sove med Ereshkigal.
Nergal drog da til Underverdenen, og Ereshkigal bød ham velkommen med mad. Nergal afslog høfligt, og tog en snack frem af lommen. Derpå inviterede hun ham til at sidde på højsædet ved siden af sin egen trone, men han takkede høfligt nej, og tog sin egen stol frem at sidde på. Derefter gik Ereshkigal ud for at nette sig lidt, og Nergal ventede høfligt, men da han så at Ereshkigal havde taget alt sit tøj af, kunne han ikke holde sine lyster tilbage og sprang på hende.
Ved daggry vendte han tilbage til guderne, men eftersom at han havde sovet med Ereshkigal, tilhørte han nu Underverdenen. Ereshkigal gav guderne et ultimatum, enten gav de Nergal til hende permanent, eller hun ville rejse de døde, og dræbe alle levende mennesker, så guderne ikke længere kunne blive ofret til. Guderne anerkendte Ereshkigals krav på Nergal, og sendte ham tilbage til hende.
Den anden myte, Inannas rejse til Underverdenen, venter jeg med til jeg fortæller om hende, men den slutter af med at søskendeparret Dumuzi og Geshtinanna skiftevis må bo et halvt år hos Ereshkigal i Underverdenen. Geshtinanna - på Akkadisk, Belet-Seri "Steppens Frue" - blev Ereshkigals sekretær og skriver.
Myterne om Ereshkigal, har begge et motiv, om at hun ikke kan få det som hun vil, uden nød og klage, og hvis selv dødens herskerinde døjer med at få sin vilje, så har menneskene ikke nogen årsag til at klage, over at de ikke får det som de vil. Det er tydeligvis sådan naturen er.
.jpg) |
| Ereshkigal - dødens dronning |
I Maya religionen var Underverdenen, Xibalba, regeret af syv store dæmonherskere, som alle var fædre til et utal af mindre dæmoner. Da Hunahpu I bliver dræbt af dæmonerne, og hans afhuggede hovede placeres på et dødt træ i Xibalba, vækker hans blod træet til live igen. Nysgerrig på dette fænomen, kommer Xquic, en ung dæmonpige, hen og kigger på træet. Det afhuggede hovede savler på hendes hånd, og hun bliver gravid, med hans sønner - heltetvillingerne.
Da Xquics dæmonfar finder ud af at hun er gravid, forlanger han at få at vide hvem faren er, men da han ikke tror på at det afhuggede hovede af en død mand, kunne gøre hans datter gravid, bringer han hende til dæmonernes store råd, hvor de alle bliver enige om at hun skal henrettes, for sine vilde løgne. Xquic formår at flygte fra Xibalba, og finder bo hos sin nye svigermor. Her føder hun de to heltetvillinger, Hunahpu og Xbalnque, som gør mange gerninger. Ikke mindst hævner de deres far ved at besejre dæmonerne i Xibalba.
I keltisk mytologi er Morrigan - også stavet Morrigna - gudinde for skæbne og død. Morrigan var hustru til Dagnaen - "Den Gode Gud" - herskerguden. Hun ville komme til krigspladser som en ravn eller krage, og glæde sig over det udgydte blod. Mod betaling, ville hun opsøge en konge, dronning eller soldat, før et slag, og spå dem deres fremtid. Hendes profetier slog aldrig fejl. Hun kendes også fra legenderne om Arthur - som Morgan le Fay. I Arthurlegenderne fra Bretagne, siges det at Morgan le Fay fangede sine elskere i et gyldent kastanjetræ i midten af Broceliandeskoven, og at hun var en formskifter som ville gøre alt for at magt og kontrol. Hun gav Excalibur til en af sine elskere, men da han ikke formår at dræbe Arthur, så smider hun sværdet ud i søen.
Dearg Duc var en ung smuk pige, som var forelsket i en god enkemand, som forsørgede sine børn godt. Hendes far derimod var grum og grisk, og han solgte hende til slaveri og ægteskab hos en lige så grisk mand. Hun blev behandlet og slidt så hårdt, at hun døde. Kun den gode enkemand kom til hendes begravelse, og besøgte tit hendes grav. Hendes far havde travlt med at samle flere penge, og hendes mand havde allerede giftet sig med en ny kone inden begravelsen. På etårsdagen for hendes død kravlede kvinden op fra sin grav, og tog hævn på sine fortrædere. Faren sugede hun alt livsånde ud af, og horemanden drak hun al hans blod fra. Hvert år på årsdagen, hærger hun, og lokker mænd i fælder med sin skønhed.
Tuonetar var dødens jomfru, og Underverdenens dronning i finsk mytologi. Da Väinämöinen besøgte dødsriget Tuonela, for at lære en særlig besværgelse, spiller Tuonetar rollen som bådvogteren der sejler de nydøde sjæle til Tuonela. Hun er ikke dum og ser gennem alle Väinämöinens løgne om hvorfor at han, som levende person, er kommet på besøg. Hun advarer ham om, at det kun er få levende der besøger dødsriget som vender hjem igen. Tuonetar er datter af dødsguden Tuoni, og sammen med ham er hun mor til Loviatar, gudinde for død og sygdom.
Loviatar beskrives som den væmmeligste af Tuonelas guder, og årsagen til utallelige ulykker og katastrofer. Hendes udseende er mørkt og skummelt. En dag sov hun på en stråseng i et øde landskab, da et kraftig vindstød kom, og fyldte hendes livmoder med børn. Hun fødte ni børn, den ene var en troldmand, som hun sendte langt ud østpå for at bo. De andre otte navngav hun således: Krampe, Kolik, Gigt, Rakitis, Cancer, Karbunkel, Sårskorpe og Pest. Som del i sin hævn mod finnerne, tog Louhi kontrol over Loviatars otte børn, og sendte dem mod finnernes land, som så led under disse sygdomme, indtil at skjalden Väinämoïnen formåede at slå dem tilbage med sin sang.
Selvom at de er forskellige personer i Kalevala, som den blev nedskrevet i 1800-tallet, så var Loviatar og Louhi måske oprindeligt en og samme person, da regionale varianter af cantoerne bruger begge navne i flæng. For mere om Louhi, se under Diverse.
Om end dødsrigets hersker er en mand eller en kvinde, så plejer de at passe sig selv. De er ofte udelukket fra at være sammen med de andre guder, om det så er på grund af at guderne er bange for dem, eller fordi at arbejdet med at holde styr på de døde sjæle, er så meget mere travlt, end de andre guders arbejde, så de ikke kan forlade deres post. Nogle af dødsgudinderne tog gerne deres position, andre blev tvunget til det, men de gør arbejdet uanset hvad, for det er et arbejde der skal laves.
Det at holde styr på afdøde sjæle, må være et ekstra hårdt arbejde, for dødsguderne har ofte assistenter, som Sedna, der havde sin elskerinde, eller Ereshkigal, der havde en skriver. Skrift blev jo oprindeligt opfundet for at udregne handel, o.lign. så det er ikke så fjernt at se hvorfor en dødsgud skulle bruge en skriver, for at holde styr på alle de nytilkomne i dødsriget. Hér tænker jeg ikke kun på Geshtinanna for Ereshkigal, men også på Toth, Ibisguden, i egyptisk mytologi, som opfandt skrivekunsten, for at kunne registrere alle de døde sjæle, som kom til underverdenen.
.jpg) |
| Bastet - symbolet for frugtbarhed og sex |
FrugtbarhedenDen næste gruppe, jeg vil kigge på er Frugtbarhedsgudinder, og andre kvinder der forbindes med frugtbarhed, eller mangel på samme. Frugtbarhed er et ord, som både kan benyttes om den frugtbare agerjord, og de frugtbare kvinder. Selvom du nok vil få nogle skelende øjne, hvis du kalder en pige frugtbar i dag, så var det en almen betegnelse i Oldtiden, og en frugtbarhedsgud repræsenterede ofte begge dele.
Som nævnt tidligere var Demeter - romersk Ceres - den græske frugtbarhedsgudinde, og hver gang hun blev adskilt fra sin datter, Persefoneia, blev det vinter på jord. Da Persefoneia først kom til Hades, var det varetageren af Hades' frugtplantage, Ascalaphus, som fortalte guderne, at Persefoneia havde spist af granatæblerne, og var bundet til Hades. Demeter blev så vred på Ascalaphus, at hun begravede ham under en klippe i Hades.
Lang tid senere, da Herakles, som en af sine ti opgaver, skulle besøge Hades, befriede han Ascalaphus fra klippen, men Demeter havde stadig ikke tilgivet ham for sit budskab, og hun forvandlede ham til en ugle, en form han ville bære for evigt.
En anden myte fortæller om kong Erysichthon af Thessalien, som ønskede at udvide sit palads, men der var en skov, hengivet til Demeter i vejen for planerne. Erysichthon befalede at træerne skulle fældes, men et stort egetræ var fyldt med blomsterkranse - et symbol på bønner til Demeter. Kongens mænd nægtede at fælde egen, så Erysichthon gjorde det selv.
Demeter blev vred, og kastede en forbandelse over ham, der gjorde at han altid var sulten, lige meget hvor meget han åd. Erysichthon var så sulten, at han solgte al sin rigdom, for at kunne købe mere mad, han solgte endda sin datter til slaveri, så han kunne få mere at spise. Til sidst var han så sulten, at han endte med at æde sig selv.
Demeters skønhed fik hendes yngre bror, havguden Poseidon, til at længes efter hende. Demeter havde ikke lyst, så hun forvandlede sig til en hoppe, for at slippe væk, men Poseidon var hurtigere, og havde samleje med hende i hoppeform. Ud af dette forhold, fødte Demeter den ekstraordinært hurtige hingst Arion, som blev givet til Herakles, før han igen gav ham til kong Adrastus af Argos.
I inuitisk mytologi er Akna gudinde for frugtbarhed og fødsler. Hendes navn betyder "Moder", og hun ser efter, og passer på de nyfødte børn, og deres mødre.
I en anden, men tæt knyttet, dur, har vi også Pukkenegak, som er gudinde for børn, graviditet, fødsel og tøjlavning. Pukkenegak overvåger hjemmet, og naboskabets affærer, hun repræsenterer slægtskab, taknemmelighed, almisser og godhed. Pukkenegak er en moderfigur, som passer på sine børn, ved at give dem mad og tøj, såvel som stof til at væve nyt tøj af. Hun menes at have skabt de pelsindbundne handsker.
Jeg har søgt forgæves efter egentlige myter om disse to, men har ikke kunnet finde andet end hjemmesider som kun listede deres områder og attributter. Akna og Pukkenegak er begge moderfigurer, de symboliserer den omsorgsfulde mor, der varetager familien, især når faderen er ude på jagt.
Assase er hos Akanfolket i Ghana og Cotê d'Ivoire, den der repræsenterer både død og frugtbarhed. Det lyder måske lidt modsigende, men det er fordi Asaase er én gudinde, men har to sider - tænk treenigheden i Kristendommen, én gud, med tre sider - og for at skelne mellem de to sider, har Asaase flere tilnavne.
Som Asaase Yaa - "Jorden skabt en torsdag" - er Asaase gudinde for golde steder, de døde, sandhed og fred. Hun kaldes sommetider Aberewaa - "Den gamle kone".
Som gudinde for de døde, kommer Asaase og fører den afdødes sjæl til dødsriget, Asamando. Det er i hendes navn, at Akanfolket ofrer til deres forfædre, som tilses af Asaase.
At lyve, er et tabu imod Asaase, og når folk skal vise deres troværdighed, bukker de sig ned, og rører deres læber mod jorden, mens de reciterer en bønnehymne til Asaase, som bevis deres ærlighed.
Som fredsgudinde, er Asaase ikke glad for mord, krig eller anden form for blodsudgydelse, og for at komme på hendes gode side igen, kræver det massive ofringer til hende.
Som Asaase Afua - "Jorden skabt en fredag" - beskrives hun som en ung og smuk gudinde for frugtbarhed, høst, kærlighed og samleje. Det var som Asaase Afua at hun fødte menneskeheden.
Akanfolket respekterer Asaase, og holder at man på Asaases dag ikke må pløje jorden - om den dag er torsdag eller fredag, varierer mellem folkegrupperne - og ingen må terraformere landjorden, uden Asaases tilladelse. Når et barn har overlevet længe nok til at det kan få sit fulde navn - børnedødeligheden har nok været høj, når folket har fundet det nødvendigt at lave et ritual - så placeres det på en måtte som repræsenterer taksigelse til Asaase, for at forældrene succesfuldt kunne få børn.
Asaase er datter - og hustru - af skaber- og himmelguden Odomankoma. De to levede lykkeligt tæt sammen, som himmel og jord, men en dag gik der en og pløjede, og, måske bevidst, ramte Odomankoma så meget, at han blev nødt til at lægge afstand til jorden og Asaase. Asaase var ked af det, og ønskede at være tæt på hendes far/husbond, og begyndte at bygge et tårn af mursten, så hun kunne komme tæt nok på til at røre ham. Da hun næsten var nået op til Odomankoma, løb jorden tør for mursten, og barnet, som Asaase havde sendt ud for at finde flere, tog en mursten fra bunden af tårnet, som derpå styrtede sammen. Lige siden har jord og himmel altid været adskilt.
Hos Igbofolket i Nigeria er Ahia Njoku gudinde for høst og Yams. Drenge indviet til hende blev kaldt Njoku, og når de voksede op, ville de blive store og succesfulde Yamsbønder, nærmest som adelige.
Hos Baga- og Sutufolket i Guinea, er A-bol kvindernes frugtbarhedsgudinde. Hun er gift med Sontup, mændenes frugtbarhedsgud. Har desværre ikke kunnet finde nogle egentlige myter om disse to.
For Bantufolket i Congo er Mboya både modergudinde og frugtbarhedsgudinde. Hun er gift med skaberguden Nzume, med hvem hun fødte sønnen Bingo, som Nzume smed ud af himlen. Han fortrød sin handling, men Bingo blev fundet af en ældre troldmand, som opdragede ham til en lærer, som underviste menneskeheden i alle mulige ting.
Ninepone er frugtbarhedsgudinde for Babongo- og Mitsogofolket i Gabons Bvitireligion. Hun blev født fra skaberguden Mebeghes kosmiske æg, sammen med hendes lillebror, befolkningsguden None, og deres onde halvbror, trickster- og irritationsguden Evus. Ninepone blev værge for natten og helligheden i kvinders ånd. Hun var påpasselig med at beskytte sin egen jomfruelighed, lige indtil at hun mistede den, da hun havde sex - tja, sådan plejer det jo at gå. Den onde halvbror, Evus, forførte hende, og fik hende derefter også overtalt til at sove med sin helbror, None. Mebeghe blev rasende på Ninepone, og straffede hende, med at hun skulle bære hele jorden på sit hoved.
Ninepones straf om at bære jorden på sit hoved, minder om titanen Atlas i græsk mytologi, som blev straffet af Zeus, til at bære himlen - dog hellenistisk og romersk kunst (ca. 300 fvt.-400 evt.) plejer at fremstille ham holde jorden. Eftersom at det er en myte, fra et folkeslag uden eget skriftsprog, er den først skrevet ned efter at europæerne mødte dem - europæere, som højtagtede Antikkens Grækenland - og muligheden for europæisk indflydelse på historien om Ninepone, kan ikke udelukkes.
Choctawindianerne fortæller en historie om to jægere som var ude for at finde føde til hele landsbyen, men de kunne kun fange én høg til deling. Om natten ved deres lejr, hørte de to jægere nogle mærkelige lyde. De gik ud for at undersøge, og de fandt en kvinde, klædt i hvidt, som spurgte efter noget mad. Jægerne havde ikke meget, men de delte deres høg med hende. Kvinden takkede for måltidet og lovede at de ville blive rigt belønnet om en måned. Kvinden forsvandt, og jægerne tænkte, at det måske var Den Store Ånds datter, som de havde set. Da jægerne kom tilbage den næste måned, fandt de en stor plante, lige dér hvor de havde set kvinden stå. Jægerne bragte planten hjem til landsbyen, og sådan kom majs til verden.
Salishanindianerne fortæller om Kweskapi'nek, som var en høvdinginde der boede ved Lytton. En høvding kom fra syd, og tog hende med sig hjem til hustru. Hun græd over at skulle skilles fra sine børn, så hun tog en kurv, og fyldte den med så mange rodfrugter hun kunne. Alle de frugter hun formåede at komme i kurven, gror nu overalt i overflod.
I tidlig egyptisk mytologi var løvegudinden Bastet, egentlig en krigsgud. Hun symboliserede Solens varme, og det raseri der fandtes i solguden Ras øje. I den senere egyptiske mytologi, blev hun i stedet en kattegudinde, som stod for frugtbarhed, sex og kærlighed. Hun blev beskrevet som værende velgørende, og beskyttede folk mod sygdomme.
Som nævnt ovenover, var Nephtys gudinde for den golde ørken, som hvert år bliver frugtbar, når Nilen flyder over sine bredder. Sandet får en sort farve, som viser at den er blevet frugtbar, og egypterne kunne plante deres høst.
 |
| Kybele - Magna Mater |
Den eneste kendte gudinde fra frygisk mytologi er Kybele. Hun menes at have rødder tilbage til statuetter af en buttet kvinde, siddende med løvinder, fra 6. årtusinde fvt. fundet i Çatalhöyük.
Kybele var en frugtbarheds- og - ikke mindst - modergudinde, hos frygerne. Hun blev forbundet med en sort sten, som nogle forskere mener kan have været en meteorit. Der er ikke fundet spor efter lokale myter og kultsteder i Frygien.
Som grækerne spredtes østpå, gennem Anatolien, stødte de på frygerne, og adopterede Kybele til det græske panteon. I det græske hovedland, var folk mere afstandtagende overfor hende, men hun blev spredt, og anerkendt helt til Rom, hvor hun blev kendt som Magna Mater - "Den Store Moder".
Grækerne anså Kybele som mor til kong Midas, og romerne, anså hende som en dronning af Troja, og derfor en formoder til Aeneas, der flygtede fra Trojas undergang, og kom til Italien, hvor hans efterfølgere Romulus og Remus grundlagde Rom. Kybele blev derfor anset som en stammoder til Romerriget.
Ḫannaḫanna var en hittitisk moder- og fødselsgudinde. Hendes navn betyder "Bedstemor" ("mormor?"), og hun havde en bi som tjener. Myterne som Ḫannaḫanna optræder i, har det med at omhandle guder der forsvinder.
Da frugtbarhedsguden Telipinu (Senere sammensmeltet med hurriske Teshub) forsvandt, kunne ingen af guderne finde ham. Ḫannaḫannas bitjener meldte sig som frivillig til at finde ham, men guderne lo af ham, på grund af hans størrelse. Ḫannaḫanna lod ham dog drage ud og lede efter Teshub, og bien fandt ham. Teshub blev rasende, og gik ud for at dræbe alle de mennesker han kunne finde, og destruere deres byer.
I en anden myte er det de vilde steppedyrs gudinde, Inara, som forsvinder, og Ḫannaḫanna må ud at søge efter hende.
Endelig er der også myten, hvor det er Ḫannaḫanna selv der forsvinder, efter at hun blev vred. Med Ḫannaḫanna forsvinden, begyndte kvæg og får at blive kvalt. Mødre, både mennesker og dyr, ignorerede deres børn. Først efter at hendes vrede er blevet forvist til Underverdenen, kom Ḫannaḫanna tilbage i glæde, og mødre viste omsorg for deres børn igen.
 |
| Anahita - Den Rene |
I den før-zoroastrianistiske iranske religion var Anahita - "Hende der styrer vandene" - gudinde for frugtbarhed, helse og visdom. I en hymne til hende - Aban Yasht - omtales Anahita som: "[...]associeret med frugtbarhed, renser hun mandens sæd, renser kvindens livmoder, frembringer mælken til den nyfødte. Som en flodgud, er hun ansvarlig for jordens frugtbarhed, og høsten der gror, til næring for mand og bæst. Hun er en smuk, og stærk jomfru, klædt i bæverskind".
Ord som sûra - "stor/mægtig" - og anâhîta - "ren" - er helt almindelige adjektiver i Avesta-sprog - dvs. oldiranske sprog - og har også været brugt til epitafer og beskrivelser af andre guddomme.
I Zoroastrianismen bliver Anahita forbundet med Haoma-planten, som siges at tildele udødelighed. Zarathustra anklagede Anahitas tempelkult for at være en religiøs prostitution. Anahita blev desuden forbundet med planeten Venus.
I Levanten var Astarte - også kendt som Ashera - anset som den vigtigste gudinde. Hendes navn, "Moderskød", tyder på en oprindelse som en gudinde for frugtbarhed, kærlighed og forplantning.
De overleverede skriftlige kilder af hendes tempelkult - som måske ikke var så lokale selv - siger at tempelprostitution naturligvis hørte med. I før-jødisk, israelitisk tro, blev Ashera dyrket som Jahves hustru.
Oprindeligt var der måske én hovedgudinde, som var gift med El, gudernes fader. Denne hovedgudinde, er i så fald i tidens løb, blevet splittet i to; Anat som repræsenterer det mørke aspekt af gudinden, og Astarte, som repræsenterer det lyse.
Ashera nævnes et par gange i det gamle testamente, absolut ikke med gode kvaliteter, men hun nævnes.
Når det gamle testamente ellers taler om kvinders frugtbarhed, er det mennesker, der tales om. Sara, Rebekka, Rakel og Hanna, bliver alle beskrevet som ufrugtbare kvinder, der ønsker at føde børn for deres mænd. Alle fire kvinder oplever at Jahve åbner deres livmoder, og lader dem føde sønner.
Sara lo, da hun hørte, at hun som 90-årig skulle føde en søn, men da Isak blev født, jagede hun sin trælkvinde, Hagar, væk, for at hendes søn, Ismael, ikke skulle arve noget af Abrahams rigdom.
Rebekka viser gæstfrihed til Abrahams træl, og bliver derfor udvalgt til at være Isaks hustru. Hun foretrak sin yngre søn Jakob, over den ældre, Esau, og hjalp Jakob med at få Isaks velsignelse gennem bedrag.
Da Jakob bor hos sin morbror Laban, bliver han gift med sine to kusiner, Lea og Rakel. Rakel er den hustru, som Jakob elsker mest, men da hun er ufrugtbar, er det Lea, og begges trælkvinder, som føder Jakobs sønner. Da Rakels livmoder åbnes, og hun føder Josef, og senere Benjamin, er de to Jakobs yndlingssønner. Rakel dør, da hun føder Benjamin.
Hanna blev hånet og latterliggjort af sin medhustru, fordi hun var barnløs. Hun gik ind for Guds ansigt - det vil muligvis sige Pagtens Ark - og bad. Hun blev belønnet med sønnen Samuel, som hun bar frem for Jahve og præsterne, og overgav ham helt til Jahves tjeneste. Derpå sang hun lovsang til sin gud.
I Hinduismen er Lakshmi gudinde for rigdom, lykke, styrke, skønhed og frugtbarhed. I kunst fremstilles hun med fire arme, som skal repræsentere livets fire aspekter i Puruṣārtha, i Hinduismen: Dharma - retfærdig, moralværdi - Kâma - nydelse, kærlighed, lyst - Artha - velstand, økonomisk værdi - og Moksha - frihed, åndelige værdier, selvudfyldelse.
Ved verdens skabelse, fortælles i den ene variant, at Vishnu formede, til sig selv, en form med fire arme. I sine hænder bar han en lotusblomst, og sin mace. Op fra havets bølger kom Lakshmi, bærende på lotusblomster, hende som Vishnu da tog til hustru.
I sumerisk mytologi, var stormguden Enlil, den øverste af Anunnaki, og blev tilbedt som gudernes konge. Han var gift med Ninlil som var kornets gudinde, hun lod det gro, når hun var i godt humør, og hun lod det visne, når hun var i dårligt humør.
En dag, ved tidernes morgen, gik Ninlil ned til floden for at bade. Da Enlil mødte hende, fik han lyst, og gik ned og voldtog hende. De andre guder blev vrede på Enlil, og forviste ham til Underverdenen, men Ninlil fulgte efter ham, for at vise ham den søn hun havde født ham. Det var måneguden Nanna - Babylonsk Sin. I nogle versioner af myten, har Enlil forsøgt at forføre Ninlil adskillige gange, før hun, måske, giver samtykke til samleje. I Underverdenen er det Enlil der forsøger at holde afstand fra Ninlil, men under hans eksil, føder Ninlil ham tre børn yderligere.
En anden myte, som også omhandler hvordan Enlil og Ninlil blev gift, fortæller, at da Enlil var en ungkarl, gik han ud for at finde sig en pige til hustru. Han kom til byen Eresh, hvor han fandt huset der tilhørte den gamle kone Nisaba. Her mødte Enlil Nisabas datter Sud, og frier til hende, men Sud beder ham forlade hendes åsyn. Hun advarer ham om at hendes mor har straffet tidligere bejlerer, for uægte frierier.
Enlil beder så sin tjener, Nuska, om at gå hen til Nisaba, og forhandle med hende om hendes datters hånd i ægteskab. Nuska lover Nisaba kæmpe rigdom, og hun siger god for ægteskabet. Sud bliver gift med Enlil, og hun bliver givet navnet Ninlil. Hun beskrives at "tidligere var hun en Intet-Navn-Gudinde, men nu er hun en gudinde med et Stort-Og-Mægtigt-Navn".
Forskere mener at forskellen mellem de to myter, ligger i at den første er en tidligere myte, fra en tid hvor Ninlil var en underdanig hustru til Enlil, mens den anden myte, er fra en senere periode - muligvis byen Urs tredje dynasti - hvor Ninlil var ligestillet i magt med Enlil.
I Incamytologien var Mama Allpa - "Moder Jord" - en frugtbarhedsgudinde, som i afbildninger, ofte blev fremstillet med mange bryster, for at vise hvor meget frugtbar hun jo faktisk er.
Der er også Mama Sara - "Moder Majs" - som er korngudinden. Det fortælles at Mama Sara, var en smuk og lydtro ungmø, som solguden, Inti, forvandlede til et majsstrå, så hun kunne slippe for de evindelige forførelser fra en grisk præst.
.jpg) |
| Brigid - den ophøjede |
Ostra var en frugtbarhedsgudinde i keltisk mytologi. Hun blev fejret ved Ostra, en keltisk festhelligdag, som fejres ved forårsjævndøgn, altså omkring 20. marts. Der blev festet med vin og øl. Bål blev tændt så der kunne laves kæmpe festmåltider til alle deltagende. Det engelske ord "Easter", for Påske, er afledt af hendes navn.
Brigid - også Bríg på moderne irsk - er gudinde for liv og frugtbarhed. Hendes navn betyder "den Ophøjede". Hun er derudover også gudinde for foråret, smede og brønde, da mange vandløb er opkaldt efter hende. Hun var mild, rar, venlig og helbredende som en moderfigur, men hun kunne også være flammende og storme mod uret. Hun er ofte fremstillet i kunst med røde lokker, og en dragt af solstråler - det sidste forbandt hende også med solen. Hun vidste altid hvad der var af mangler, og kunne fikse dem. Hun var datter af Dagdaen, og gift med Tuatha Dé Damannfolkets højkonge Bres, med hvem hun fik sønnen Rúadan, som var gud for mystik og spionage. Brigid bliver fejret ved Imbolcfesten, som foregår over den første og anden februar, en fest som, for kelterne betød, at nu var man halvvejs gennem vinteren. Festen rammer samtidig med dyrenes parringstid - ergo frugtbarhed - og markerede håbet om varme dage. Kelterne ville tage siv og hvede, og lave store dukker, som de antændte, i hyldest til hende. Brigid har to okser, Fea og Femen, efter hvem flere floder er opkaldt.
Caillagh ny Groamagh var en sur og dunkel gammel kone, en heks der blev smidt ud af Irland, af Brigids følgere. Hun blev smidt i havet for at drukne, men hun flød op på land på Isle of Man. Dér gik hun rundt og samlede kviste, så hun kunne lave bål, tørre sig og blive varm. Det skete på Brigids dag - 1. februar - og hun blev sur, så året efter, samme dag, lod hun landet ramme af elendigt regnvejr. Folk på Man må derfor hvert år forhindre Caillagh i at samle kviste, hvis de skal have godt vejr til foråret
Mange tror at Brigid blev "adopteret" af den katolske kirke, som Skt. Brigit af Kildare. Skt. Brigit forbindes med helbredelse, poeter, smede, bondedyr, kvægarbejdere, forårets komme, og i Skotland også slanger. Næsten alle disse ting er også forbundet med Brigid, og hagiografien om Skt. Brigit - altså helgenlegenderne skrevet om hende - er alle anekdoter og mirakelfortællinger baseret i irsk hedenskab. Hendes festdag er 1. februar - som jo er begyndelsen af Imbolcfesten, og Skt. Brigits kors, bliver flettet af siv og hvedestrå. Det siges at nonner i Kildare, holdt liv i en bålflamme, som havde brændt siden Skt. Brigits tid. Langt senere da Kristendommen blev blandet med både afrikanske slavers naturreligion og caribbiske naturreligioner og skabte Voodooreligionen, dukkede Maman Brigitte op som hustru til Baron Samedi. Hun er gudinde, eller Lwa, for liv, helse og retfærdighed, men i modsætning til hendes navnesøstre, er hun også forbundet med død, kirkegårde og hævn. Når en ny kirkegård indvies, bliver den første begravede kvinde hengivet til Maman Brigitte, og den første mand til Baron Samedi. Maman Brigitte er den eneste Lwa i Voodooreligionen som er en hvid person, og hun beskrives med flammende rødt hår.
Taget i betragtning af hvor vigtig en rolle frugtbarhedsguderne har haft for de forskellige folkeslag - det er jo trods alt dem, der bestemmer, om det bliver en god høst, eller om der skal være hungersnød i landet - så er det interessant hvor mange af dem, som ikke har nogle egentlige myter om dem, og kun spiller biroller i andre guders myter. For mange af de mytologier og religioner, hvor menneskene ikke blev skabt af skaberguderne, så bliver de det som regel af frugtbarhedsguderne. Det giver også mening, at den frugtbare gudinde føder menneskene, som en begyndelse på hendes rolle.
.jpg) |
| Parvati - kærlighedens deva |
Kærlighed og UngdomUnder kategorien kærlighedsgudinder, har jeg også valgt at inkludere ungdomsgudinderne, fordi mange af kærlighedsgudinderne også er ungdomsgudinder, og hvis jeg bare tog ungdomsgudinderne for sig selv, så havde jeg kun to at tale om.
Freja (Freyja) i nordisk mytologi, omtales også som en frugtbarhedsgudinde, men det var ikke hendes hovedrolle, det var mere hendes bror Frej, som blev dyrket som frugtbarhedsguden. Nej, Freja var mere en gudinde for kærlighed og elskov.
I digtet Lokasenna - "Lokes skænderi" - som fortæller om et festmåltid, hvor Loke begynder at råbe op, og udskælde alle aserne, og fremhæve deres fejl og mangler, vender Loke sig mod Freja, og anklager hende for at have sovet med alle mændene til stede i lokalet - selv jætterne. Digtet ender med at aserne har fået nok af Lokes evindelige narrestreger, og lænker ham i hulen, hvor han er fanget indtil Ragnarok.
I myten om Thors brudefærd, kommer Frejas påståede letfærdige elskovsforhold også på tale. Jætten Trym har stjålet Thors hammer, og vil kun give den tilbage, hvis han får Freja i ægteskab. Thor og Loke anbefaler begge at hun gifter sig, hun er jo "en lysten tøjte", men hun bliver rasende og nægter at vedkendes at skulle være mandgal.
Hun var ualmindeligt vakker, og kun hendes døtre kom i nærheden af at rivalisere hendes skønhed. Døtrenes navne var brunetten Hnoss - "Skat" - og den blonde Gersimi - "Juvel". Som deres navne antyder, blev guld associeret med Freja, og blev ofte kaldt for "Frejas Tårer". Freja gik med et halssmykke, kaldet Brisingammen, som var et guldsmykke hun betalte for, ved at sove sammen med hver af dværgene som smedede dét. Da Odin lærte det, blev han forarget over Frejas opførsel, men hun påviste, at han jo selv sov med mange piger - den hykler.
Der er også Sjøvn (Sjöfn), en af Friggs terner, som omtales i Snorris Yngre Edda. Hun vender både mænd og kvinders sind til elskov, og af hendes navn, kaldes elskoven Sjafni/Sjavne. Navnet Sjøvn optræder ikke andre steder i nordisk mytologi, men ordet er brugt i andre sammenhænge. "Sjöfn Seims" betyder "Sjøvn af guld" og er en betegnelse for kvinder. Sjøvn har altså muligvis været et andet navn for Freja, ubevidst for Snorri.
Den nordiske ungdomsgudinde er Idun (Iðunn) - “Evig Ung”, eller “Den der Forynger” - som er ansvarlig for de gyldne æbler, som giver aserne deres ungdom igen, når de spiser dem. I Lokasenna anklager Loke Idun, for at have sovet med sin brors morder. Iduns bror kendes ikke fra nogle overleverede kilder, ej heller den fortælling Loke henviser til.
I Haustlöng og Yngre Edda fortælles det, at jætten Tjasse (Þjazi), fangede Loke, og truede med at dræbe ham, hvis han ikke hjalp Tjasse med at bortføre Idun. Loke lokkede så Idun væk fra sit hus, ved at fortælle hende at der var nogle æbler, lige så skønne og lækre som hendes egne, ude i skoven. Da Idun kom ud i skoven, kom Tjasse i ørneham, og bortførte hende. Med Idun forsvundet, begyndte aserne at blive gamle, og da de lærte at Loke var skyld i at Idun var blevet bortført, så tvang de ham til at bringe hende tilbage. Loke fløj afsted til Tjasses borg, i falkeham. Han fandt Idun, forvandlede hende til en nød, og fløj tilbage til Asgård. Da Tjasse fandt, at Idun var væk, fløj han efter Loke. Tjasse havde næsten fanget Loke, med sine kløer, da de kom til muren rundt om Asgård, og alle aserne tændte et bål, og dræbte Tjasse.
Idun var tydeligvis en gudinde, som de andre guder var meget omhyggelige med at passe på, så de ikke selv blev for gamle og døde. Døden er jo skræmmende, og forestil dig hvis Odin, herskeren over einherjerne, krigerne der døde i krig - den gode død - selv gik hen og døde af alderdom - den dårlige død - åh, den skam Odin ville føle. Det er dog interessant, at Iduns æbler gør folk unge igen, men i alle myter og afbildninger af Odin, er han altid en gammel mand, med langt skæg - Tolkien baserede sin troldmand Gandalf på Odins udseende. Måske virker æblerne ikke helt som forventet.
Afrodite - romersk Venus - var den græske kærlighedsgudinde, men som mange af de andre græske guder, var hun skinsyg, og tog hævn på folk, hvis hun ikke fik sin vilje. Afrodite var gift med smedeguden Hefaistos, men det holdt hende skam ikke tilbage fra at have affærer med andre mænd.
Da historiens muse, Klio, irettesatte Afrodite for at være forelsket i Adonis, så lod hun Klio blive forelsket i Pierus, som ellers ikke kendes fra mytologien.
Afrodite havde en langtstående affære med krigsguden Ares, men da hun opdagede at Eos, daggryets gudinde, havde sovet med Ares, blev hun vred, og forbandede hende til at blive evigt forelsket og sexlysten.
På øen Lemnos, boede kun kvinder, fordi de havde dræbt alle mænd på øen, efter at de havde været dem utro. Da kvinderne på øen glemte at ofre til Afrodite, lod hun dem stinke for evigt, så de ikke kunne få lokket nye mænd til øen uden at de blev forfærdede over stanken.
Hera, Athene og Afrodite havde et væddemål om, hvem af dem der var den smukkeste i verdenen. De udvalgte Paris til at bedømme. Hver især lovede de ham berømmelse, hvis han valgte dem. Hera, lovede Paris universelt overherredømme i verdenen, Athene lovede evig sejr i krig, og Afrodite lovede ham den smukke Helena til viv. Paris bedømte da, at Afrodite var den smukkeste kvinde i verdenen, og fik Helena til hustru. Helena var dog allerede gift med kong Menelaus af Sparta, og da Helena blev taget fra ham, hidkaldte han mænd fra hele Grækenland for at vinde sin kone tilbage, og så begyndte den Trojanske krig.
Hefaistos blev født som deform, og lam. Hera var forfærdet over at have ham som søn, så hun smed ham ud af Olympen og ned til havet, hvor han voksede op. Hefaistos lærte smedekunsten og ønskede at komme på god fod med hans relationer fra Olympen. Han smedede gaver til alle guderne, Zeus fik lyn, Hermes fik sin vingede hjelm, Afrodite fik et bælte m.m. Til Hera smedede han en stor og gylden trone, til hendes magt, men da hun satte sig på den, sad hun fast og kunne ikke bevæge sig. Hefaistos' hævn var nu fuldendt.
Zeus lovede Afrodite i ægteskab, til hvem der end kunne bringe Hefaistos til Olympen, og befri Hera fra hendes fangenskab, og Afrodite gik med til det, da hun troede at Ares sagtens kunne bringe Hefaistos til dem. Men Ares fejlede, og det samme gjorde alle de andre guder, der forsøgte. Endelig kom Dionysus til Hefaistos, og overtalte ham til at drage til Olympen, for hvis han gjorde det frivilligt, kunne han få Afrodite til hustru. Hefaistos gik da selv til Olympen, og befriede Hera, og han blev derefter gift med Afrodite, som var tvunget til at holde sit løfte.
Afrodite havde aldrig opgivet at være sammen med Ares, på trods af at hun var gift med Hefaistos, og hver gang han var udenbys, kom Ares til Afrodite, og de havde en affære sammen. Hefaistos lærte sandheden, og han smedede nogle usynlige kæder rundt om sengen, og lod som om at han drog udenbys. Straks kom Ares for at ligge med Afrodite, og hun tog imod ham, og som de lagde sig i sengen, blev de bundet af kæderne. Hefaistos kom snart hjem, og han hidkaldte alle guderne, så de kunne få et godt grin, af de to fangede elskende, overvundet af den lamme Hefaistos' kløgt.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om Afrodite, som en person. Hun virker for mig som en person, der føler sig berettiget til lige hvad hun vil, fordi hendes skønhed er så overmåde. Kender I den der type i amerikanske Teen-film, den super populære cheerleader, som alle kan lide, men som altid håner hovedpersonen? Jeg føler at Afrodite minder meget om dem. Noget der adskiller Afrodite fra dem, er at, da en af hendes børn bliver såret i krig, skynder hun sig ind i slagets midte, og frelser ham fra at blive dræbt. Det ville en af de cheerleaderpiger aldrig gøre. På den anden side, Afrodite er jo egentlig skyldig i at den trojanske krig begyndte, bare så hun kunne få sin ydre skønhed bekræftet. Hun havde jo ikke nogen indre skønhed.
Hathor var egyptisk himmelgudinde for glæde, kærlighed, sang og dag. Hun beskyttede mødre og børn, nærede de levende og bragte de døde sikkert til Underverdenen.
Ra forvandlede Hathor til dødsgudinden Sekhmet, for at få bugt med nogle oprørske mennesker. (Se Sekhmet under dødsgudinder)
I Hinduismen er Radha gudinde for kærlighed, barmhjertighed, ømhed og troskab. Hun er hustru til Krishna.
Udover kærlighed er Parvati gudinde for styrke, energi, ernæring, harmoni, skønhed, troskab og hengivenhed. Som Shivas hustru er hun en af de største gudinder indenfor indiske religioner.
Myten om hvordan Parvati blev gift med Shiva, begynder med Gauridevi, Shivas første hustru. Et ældre, barnløst, kongepar havde bedt om at få et barn. Til sidst bønfaldt de Gauridevi, som indvilligede i at lade sig selv blive genfødt som deres datter. Kongeparret fødte da en datter, som de kaldte Parvati. Shiva opdagede at hans elskede hustru, Gauridevi, var forsvundet, og han blev tavs, og gik i selvisolation.
Den lille pige, Parvati, voksede glad op hos sine forældre, og lærte om guderne, og deres roller, men hver gang hun hørte Shivas navn, var der noget i hende, der rørte sig. Da Parvati blev af gifteværdig alder, drog hun ud for at finde Shiva. Hun kom til et af hans templer, og dér udførte hun et renselsesritual, og bad om Shivas velsignelse.
Som hun blev dér i flere uger, lagde Shiva mærke til hende, og blev imponeret over hendes udholdenhed, men han ville lige sætte hende på prøve først. Mens Parvati sad og bad i templet, kom en flot og attraktiv ung mand hen til hende og forsøgte at forføre hende, men Parvati vedblev med at bede. Manden forsøgte at forføre hende med vildere og vildere kneb, men Parvati lod sig ikke distrahere. Endelig forvandlede manden sig til Shiva, som fuld af beundring over hendes udholdenhed og standhaftighed, gladeligt tog Parvati til hustru.
Den sumeriske kærlighedsgudinde var Inanna - Babylonsk Ishtar, samme rod som det hebraiske Ester - gudinde for erotik og krig, dronning over himmel og jord. Inanna er datter af månen, og hun værner om gudernes kosmiske magter. Folk flygter når hun stormer frem.
En dag var Inanna i humør til at besøge sin søster, Ereshkigal, i Underverdenen, og hun drog afsted. Hun var ikke opmærksom på, at ved hver af Underverdenens syv porte skulle enhver besøgende, efterlade noget vigtigt, de havde med sig, eller de måtte lade livet, per Underverdenens lov. Efter den sjette port, havde Inanna ikke flere ting at give, og hun ankom splitternøgen til den sidste port, og derfor måtte hun dø, og blive en permanent beboer i Underverdenen.
Oppe i himlen, sørgede guderne over Inannas død, og sendte bud til Ereshkigal om at forhandle om hendes frihed. Ereshkigal var ikke meget for idéen, men sagde dog ja, hvis der kunne findes en som ville tage hendes plads i Underverdenen. Så Inanna fik lov at drage hjem, med alle sine ejendele, hun havde givet ved portene.
Da hun kom hjem, lærte hun at hendes mand, Dumuzi, slet ikke havde sørget over hendes død, og Inanna blev så vred, at hun forlangte, at Dumuzi skulle tage hendes plads i Underverdenen, men kom dog senere til at fortryde sit valg, og Inannas ulykkelighed, bragte tørke og dårlig høst til landet. Nogle dage senere, kom Dumuzis søster, Geshtinanna, for at besøge sin bror. Da hun fik at vide at Dumuzi var blevet sendt til Underverdenen, og skulle bo der permanent, tilbød Geshtinanna, at tage noget af straffen fra sin bror. Så Dumuzi og Geshtinanna bor hver et halvt år i Underverdenen, Når Inanna er sammen med sin mand, bliver hun glad igen, og der er overflod af mælk, afgrøder og frugttræer.
I Gilgameshepoken, følger læseren Gilgamesh, kongen af Uruk, og de eventyr han har med sin bedste ven Enkidu. En dag blev Gilgamesh opsøgt af Inanna som var blevet forelsket i ham, og ville have ham til elsker. Men Gilgamesh nægtede, og hånede hendes utroskab. I vrede påkaldte Inanna Himmeltyren, til at udslette byen, men Gilgamesh, sammen med Enkidu, dræbte tyren. Enkidu tog da tyrens hjerte, og kastede det i Inannas ansigt, og lovede at han nok også skulle skære hendes hjerte ud. Rasende forbandede Inanna Enkidu, som blev syg, og få dage efter døde. Enkidus død, blev til stor sorg for Gilgamesh, som for første gang erkendte sin egen dødelighed, og blev bange. Der fortælles derefter om Gilgamesh' søgen efter det evige liv.
Hos aztecerne var Xōchiquetzal gudinde for skønhed og unge kvinder. Guderne tog en lok af hendes hår og formede en kvinde, som kunne giftes med den første menneskesøn. Hun var beskytter for unge mødre, værge over graviditet, og kvinders håndarbejde, såsom vævning. Hun repræsenterede menneskelig lyst, og nydelse, såvel som beskytter for luksussmykkers håndværkere.
I den korniske keltiske fortælling om Tristram, er der ikke mindre end tre kvinder som hedder Iseult. De er:
1) Dronningen af Irland. Hun støtter kongens synspunkt som tributopkrævere af Cornwall. Hun er en medicinér, og kurerer Tristrams giftsår to gange.
2) Prinsesse af Irland og senere dronning af England. Lærer at spille harpe af Tristram, og synes at han er en væn mand. Da hun lærer hans sande identitet som den korniske konges nevø, bliver hun vred på ham, og hader ham, indtil at de begge kommer til at drikke af en kærlighedseliksir, som hendes mor havde brygget til Cornwalls konge. De nu to elskende kan af politiske årsager ikke være sammen, så Tristram flytter til Arundel, en ø ud for Bretagne. Nogle år senere er han såret i kamp, og opsøger Iseult, da hun er den eneste, som kan helbrede ham, men han dør, inden hun dukker op. I sorg dør hun i hans favn.
3) Søster af ridderen Kaedin på øen Arundel. Hun bliver gift med Tristram, men hans kærlighed til den anden Iseult ødelægger deres ægteskab. Denne Iseult begynder at hade Tristram, så da han blev såret, og ventede på svar fra hans elskede Iseult, fortalte hun ham, at Iseult havde nægtet at komme, hvilket ledte Tristram til fortabelse, og han døde før han ellers ville.
Kærlighedsgudinderne er ofte fremstillet som at have samleje med alle og enhver, og det kan tolkes som et tegn på vildskab. De skal sove med alle de kan, lidt ligesom Eos, efter at Afrodite forbandede hende. Men det kan også tolkes som, at de har brug for at være sammen med andre. Selv har jeg personligt brug for nogle gange at være alene, for at samle kræfter og energi, andre får masser af energi, ved at være sammen med folk. Hvad hvis kærlighedsgudinderne, er extroverter, som har brug for at være i nærheden af folk, for ikke at falde i depression? Og det der med at sove med alle som de er sammen med? Det er bare deres måde at være sammen med folk på, de er jo kærlighedsgudinder, sådan viser de folk kærlighed. Eller måske bruger jeg lidt for meget tid på at analysere - hvad jeg tror på er - fiktive personers tilsyneladende lemfældige tilgang til socialt samvær.
.jpg) |
| Pallas Athene - Minerva |
VisdomsdomskvinderneVisdom kan være et vidt begreb. Det kan både fortolkes som kundskab om mange ting; det kan være kløgt til at finde løsninger på tilsyneladende løsningsløse situationer og det kan være den gammeldags betydning af ordet; en person som er snu, eller snedig. Omkring Levanten, og den Frugtbare Halvmåne, voksede en stor og stærk visdomslitteratur frem. Mest kendt af dem, er selvfølgelig den jødiske Visdomslitteratur i Bibelen, såsom Ordsprogenes bog eller Prædikerens bog, og de apokryfe bøger Visdommens bog og Siraks bog. Derfor er der også en stor forskel på visdomskvinder i mytologierne.
Hvis vi starter med nordisk mytologi, så har vi først og fremmest Frigg. Som Odins hustru, er hun den første og øverste asynje (feminin form af ordet as), og hun beskrives som at have den samme mængde visdom som Odin, der, som bekendt, gav sit venstre øje til Mim, i bytte for al verdens visdom, men i modsætning til Odin, så praler Frigg ikke af sin visdom hvorend hun går hen. Frigg kaldes den store moder, og hun har en lang række terner - tjenestepiger - som hun sætter til at stå for hverdagsopgaver.
To af disse terner, Var og Snotra, er også visdomskvinder. Var er sandheden, hun er meget vis, og udspørger folk, indtil at intet er ukendt. Snotra beskrives som meget vis og ærbar, faktisk betyder hendes navn "den vise". Der er ikke mange overleverede myter med Frigg som en af hovedpersonerne, men da aserne lærte at Balder skulle dø, gik Frigg, muligvis med hjælp fra sine terner, rundt til alle levende væsener, herunder dyr og planter, og fik dem til at love, at de ikke ville dræbe Balder. Kun misteltenen blev ikke taget i ed, og det er den der ender med at dræbe Balder.
Selvom meget få myter om hende har overlevet til i dag, har Frigg haft en stor betydning for nordboerne. Fredag (Frjádagr) er Friggs dag - sammenlign med færøsk Friggjadagur - som, ud over søndag - Sóls dag - er den eneste nordiske ugedag opkaldt efter en gudinde. Det vi kender som Orions bælte, blev kaldt Friggs Spinderok, og blev kaldt det i Västergötland så sent som i starten af det 20. århundrede. Der er desværre kun få stednavne opkaldt efter Frigg, som har overlevet, men Friden i Derbyshire, England, kunne være en overlevering af Frigedonne, som kan ses på et kort over England fra 936. Derbyshire ligger jo i det gamle Danelagen, så det er ikke en umulighed.
Frigg og Freja har mange ting til fælles, hvilket har ledt nogle forskere til den teori, at Freja og Frigg oprindeligt var én og samme, men på et eller andet tidspunkt, er blevet splittet i to. Jeg citerer her Wikipedias liste af fremhævede elementer de to gudinder har til fælles:
"Frigg er den mest prominente af asynjerne, mens Freja er det blandt vanerne. [...] De ejer begge en falkeham; at mens Frigg er gift med Odin, så er Freja gift med Óðr, der kan være et aspekt af Odin; at de begge ejer en særlig halskæde; at Frigg er barn af en personifikation af jorden, mens Freja som frugtbarhedsgudinde er særligt knyttet til jorden; at de begge blev påkaldt i forbindelse med fødsler. Det at Friggs identitet i det bevarede kildemateriale forbliver dunkel ved siden af Frejas langt større rolle har for nogle forstærket mistankerne om deres fælles ophav. Det samme har det forhold, at selv om Frigg blev opfattet som ægteskabets beskytter, er hendes rolle ikke ukompliceret, fx lever hun ikke sammen med sin ægtemand, men har sin egen bolig, ligesom hun tillægges flere udenomsægteskabelige forhold." - https://da.wikipedia.org/wiki/Frigg#Forbindelser_mellem_Frigg_og_Freja
Jættekvinden Hyndla havde den største kundskab hvad angår slægter, i nordisk mytologi. Når aserne skulle vide noget om en persons slægtsforhold, kom de til hende. En gang kom Freja, ridende på et svin, til Hyndla, og ville lære noget om en mand, Oller, som hun var forelsket i. Hyndla fortalte Freja hvad hun ville vide, men da Freja spurgte hvor Oller var blevet af, da hun ikke kunne finde ham igen, svarede Hyndla, at svinet hun havde reddet på var Oller, efter at han var blevet forvandlet til et svin, på grund af en tidligere overtrædelse. Freja blev knust af sorg.
Så er der vølvene. Disse spåkoner er godt nok et emne som er nærmere den nordiske religion, mere end dens mytologi, men de er stadig en del af mytologien. Vølve var omrejsende spåkoner, som omtales i mange af sagaerne. Hvis en vølve kom forbi en herregård, så havde fyrsten bare at invitere hende indenfor og spå de tilstedeværende, hvis ikke hendes forbandelse skulle komme over dem. Hvis en vølve spåede dig noget, så var det din skæbne, og uanset hvor meget du end kæmpede imod din skæbne, så ville den indhente dig. Når vølven var færdig med at spå alle tilstedeværende, blev hun betalt i massive mængder guld og gaver. Nok den bedst kendte vølve, er den fra digtet "Vølvens Spådom", hvori Odin opsøger en vølve for at høre om fremtiden, og vølven spår og beskriver Ragnarok i detaljer for ham.
I græsk mytologi var Athene - romersk Minerva - som for resten blev født ud af Zeus' pande, både krigs- og visdomsgudinde. Hendes visdom bliver i myterne fremhævet som den kløgtige og snarrådige af slagsen. Hvor Hera gør alt hvad hun kan, for at forhindre at Herakles fuldfører sine prøvelser, kommer Athene ham til hjælp, og giver råd om hvad han kan gøre.
I Homers Iliade beskrives Athene som én af de få guder, der aktivt tager del i den Trojanske krig. De gange nogle af de andre olympiske guder blander sig, især på trojanernes side, gør Athene opmærksom på, at de ikke er krigsguder, og får overtalt sin far Zeus til at straffe dem. Hun blander sig jo ikke deres affærer, vel? Eller måske gør hun. Morale er godt, dobbeltmorale er dobbelt så godt 😉
I Odysséen spiller Athenes rollen som skytsgud for Odysseus. Efter den trojanske krigs afslutning, var der flere af grækerne som glemte at ofre til guderne, og derfor led de en slem skæbne, da de returnerede hjem til deres kongeriger. Odysseus fik specielt Poseidons vrede at føle, efter at han blindede kyklopen, som var Poseidons søn. Athene må derfor gennem myten mediere mellem Odysseus' velbefindende på den ene side, og gudernes vrede og sammenhold på den anden. Odysseus er den eneste fra sin besætning som kommer overlevende hjem til Ithaka, takket være Athenes hjælp. Derefter hjalp hun ham så med at dræbe alle bejlerne, der var kommet til hans hustru Penelope, i den tro at han var død i løbet af de foregående 20 år.
I en anden myte, ønskede Athene at opdrage et spædbarn i skjul fra de andre guder. Hun gemte barnet i en kasse hos kvinden Pandrosos, med den befaling, at kassen aldrig måtte åbnes. En dag kom Pandrosos' søstre på besøg, og da de så kassen, blev de nysgerrige og åbnede den. De så det lille spædbarn, men ved barnets fod lå en slange, som sprang op og bed søstrene. Athene lod da vanvid falde over søstrene, som straf for at have brudt hendes befaling.
Andre visdomskvinder i græsk mytologi inkluderer blandt andre, Medea, som var en troldkvinde, der blev forelsket i Jason, og hjalp ham med at vinde det gyldne skind fra sin far. Som de bliver jagtet af hendes far, dræber og parterer Medea sin bror, for at faderen stopper op og sørger over sin søn. Medea, som troldkvinde, kan forvandle en vædder til et lam, og hun er god til at overtale andre. Hun bliver gift med Jason, men da han forlader hende for en anden kvinde, dræber hun hende med forgiftede gaver. Herodotos fortæller at hun rejste til det iranske plateau, hvor hun bosatte sig med et folk, der opkaldte sig selv efter hende: Mederne.
Oinone var en kvinde i Illion - den trojanske hovedstad, som Homers Iliade er opkaldt efter - som var gift med Paris. Hun var oplært i profeti, og var imod Paris' bortførelse af Helena, da hun vidste, at det ville bringe krig. Oinone lovede, at hun ville kurere sin mand, hvis han blev såret i krigen, men da han blev bragt for hende, nægtede hun. Da hun senere skiftede mening, og bragte sit udstyr, var Paris allerede død af sine sår. Oinone gik i sorg, og endte med at hænge sig selv.
Der var to søstre, Procne og Philemola, som var tæt knyttede, og gjorde mange ting sammen. En dag blev Procne gift med Tereus, men ubevidst for Procne, ville Tereus også giftes med Philemola. Tereus voldtog derfor Philemola, bortførte hende til et fjernt sted, og skar hendes tunge ud, så hun ikke kunne sladre til nogen. Til Procne sagde Tereus, at Philemola var død, hvilket Procne blev meget ked af at høre. Philemola havde ikke meget at lave i sit fangenskab, så hun sad og vævede tøj, men kløgtigt vævede hun ord ind i tøjet, så hun kunne kommunikere med andre. En dag fik Procne et sæt tøj fra sin søster, og lærte sandheden at kende. Procne ville lære Tereus, ikke at undervurdere kvinder igen, så hun tog den søn, hun havde født ham, dræbte ham, og kogte hans lig. For sin uvidende mand, serverede hun hans søn som et fint fornemt måltid, hvorpå hun i hast flygtede med sin søster, så langt væk fra Tereus, som det var dem muligt.
Disse tre sidste myter, fra Medea og ned, viser nogle kvinder, som i bund og grund er glade for at blive gift, med en stærk helt. Tilsyneladende lever de lykkeligt, lige indtil at manden mener, at han bør have en ny kone, den første her er nu blevet kedelig. Kvinderne er absolut ikke glade for, at deres mand får sig en ny kone, og i to af myterne tager de hævn over deres mand ved at dræbe deres egne børn. Den sidste nægter at helbrede sin mand, da han er dødeligt såret. Så måske er det en god idé kun at holde sig til én kone. Så slipper du i hvert fald for at hustruen serverer din søn som måltid.
I inuitmytologien, er Tootega en gammel vis gudinde, som bevogter fangernes både. Hun lever i en stenhytte, på en fjern ø, og har evnen til at gå på vandet.
Hos Chinookindianerne, fortælles om Tricksteren BlueJay, som havde en vis storesøster, Io'i. Spøgelserne søgte en pige, som kunne være deres høvdings hustru, og de fandt Io'i, og tog hende med sig hjem til de døde land. BlueJay savnede sin søster, og efter et år besluttede han sig for at rejse til de dødes land, hvor han fandt hende, og bevidnede hvordan alle knoglebunkerne blev til spøgelser. Io'i fortalte ham at han ikke skulle tale med dem, men da han begyndte at synge med dem, blev de til knoglebunker igen. Io'i forklarede ham hvordan tingene fungerede rundt om i de dødes land, men BlueJay kunne simpelthen ikke fatte det, og ignorerede hende, og sagde bare sin catchphrase: "Io'i er altid fuld af løgn". Efter at spøgelserne var blevet trætte af at have BlueJay iblandt dem, på grund af hans evindelige drillerier, overtalte Io'i ham til at rejse hjem. Hun advarede ham om at han skulle rejse gennem fire brændende ørkener, og at han skulle spare på vandet i sine spande til den sidste, og mest flammende ørken, men BlueJay frådsede med vandet til at slukke flammerne i de første ørkener, så han ikke havde nok til den sidste ørken, hvor han brændte ihjel. Da Io'i så ham tilbage i de dødes land, blev hun ked af at hendes bror nu var død. BlueJay så nu alt omkring sig med en død persons øjne, og spurgte hvor han var. Io'i fortalte ham, at han var samme sted han havde været de sidste par uger, men BlueJay kunne ikke genkende stedet, så han troede ikke på sin søster. For som han altid sagde: "Io'i er altid fuld af løgn".
Visdommens gudinde, i egyptisk mytologi, var Isis. Én af fire gudesøskende født af Nut og Shu, sammen med Nephthys, Seth og Osiris. Isis var gift med Osiris, og Nephthys var gift med Seth. Osiris var verdens hersker, men Seth var misundelig på ham, og dræbte ham ved svig. Seth lukkede Osiris inde i en sarkofag, og smed den i havet, hvor den flød ud på det åbne hav.
Isis ledte overalt efter hendes mand, med hjælp fra Nephthys, som havde forladt Seth. Til sidst hørte de rygter om et magisk træ i Libanon, og Isis vidste med det samme, at det var Osiris' sarkofag, som var skyllet i land. Hun formåede at bringe sarkofagen hjem, men Seth var hurtig til at snuppe Osiris igen, og denne gang partere ham, og gemme hans legemsdele vidt omkring. Efter meget døje, lykkedes det Isis og Nephtys at samle alle kropsdelene, men fordi at de ikke kunne finde Osiris' kronjuveler, kunne han ikke genoplives permanent, og han blev derfor hersker i dødsriget. Det lykkedes ham dog at gøre Isis gravid - hvordan det lykkedes uden hans kronjuveler? æh... de er guder, de kan gøre hvad de vil - og Isis fødte den falkehovede Horus, som ville vokse op og udfordre Seth om herskermagten over verden.
Isis er beskrevet som at have uendelige mængder visdom, og kundskab indenfor helbredelse af sygdomme - og derfor også kundskab til at påføre sygdomme. Isis udviser begge dele i en myte om solguden Ra, som var gudernes hersker. Det fortælles nemlig, at egyptiske guder havde mange navne, men kun ét ægte navn, som ingen andre end de selv vidste hvad var. Hvis nogen skulle gå hen og lære en guds ægte navn, får de magt over den gud.
En dag baskede Isis i sin egen visdom, men følte at hun kunne mere. Hun fik idéen om at lære Ras ægte navn, og dermed blive gudernes reelle herskerinde. Hun lod en ukendt sygdom ramme Ra, og alle guderne samledes om ham, og forsøgte at helbrede ham, men ingen kunne. Isis kom da hen til ham, og sagde at hun kunne helbrede sygdommen, men hun manglede lidt mere styrke, som hun kun ville kunne få, hvis Ra fortalte hende hans ægte navn.
I første omgang modstod Ra Isis' tilbud, men til sidst kunne han ikke holde det ud mere, og hviskede sit ægte navn til Isis, som straks helbredte ham. Nu havde Isis magten over Ra og var gudernes herskerinde.
Derudover underviste Isis menneskekvinderne i at male korn, spinde og væve, såvel som at helbrede sygdomme, og indgå ægteskaber med hinanden.
I det gamle testamente er Salomos vished større end nogen anden på jorden. Rygterne om hans visdom og velstand spredes langt vidt omkring, og når landet kaldet Saba. Hér hører dronningen om Salomos vished, og beslutter sig for at rejse ud for at møde ham, og bedømme om rygterne om hans vished nu også passer.
Hun møder Salomo, som byder hende velkommen, og hun udspørger ham om en masse spørgsmål og gåder. Salomo kan svare på alle dronningens spørgsmål, og hun erkender at rygterne ikke engang bevidnede halvdelen af Salomos vished. Hun overøser Salomo med guld, ædelstene og balsam, og han giver også hende masser af gaver på hjemrejsen til Saba.
Det vides ikke med sikkerhed hvor landet Saba lå, men det har ifølge traditionen svaret til enten det nuværende Etiopien eller det vestlige Yemen - de to er jo kun adskilt af et ca. 30 kilometers bredt stræde i det Røde Hav, så i teorien kunne begge kyster godt have været under den samme hersker.
Hvis vi godtager traditionen om at Saba svarer til Etiopien, så kan vi også tale om den etiopiske Tewahedo kristendoms myte om dronningen af Saba. Som det bliver fortalt i Kebra Nagast - den etiopiske gendigtning af Bibelen, som gav kongemagten legitimitet - hed dronningen Makeda, og hun var forelsket i visdom, til en sådan grad at hun placerede det af højere værdi end guld. Hun beskrives som selv at være meget vis, og Salomo roser hendes visdom, da han møder hende. Makeda fortæller Salomo, at hendes folk er vant til at tilbede solen, men hun vil gerne lære om Salomos gud, da hun ikke har kendskab til Ham. Efter seks måneder er det ved at være på tide at Makeda rejser hjem til Etiopien, men Salomo overtalte hende til én ekstra nat, hvor han narrede hende til at sove med ham.
Ved deres farvel, gav Salomo hende en ring, som et symbol på hans hus, og det barn som hun fødte ville kunne kendes på den. Dronning Makeda fødte en søn, som hun kaldte Menyelek. Hun gav ham Salomos ring, og sendte ham til Israel, for at møde sin far, så han kunne lære om sin fars Gud. Da Menyelek - nu omtalt som David - vender tilbage til Etiopien, samler dronning Makeda landets højtstående præster og regeringsmænd. Hun udråber sin søn Menyelek 1. til konge, og gør hele folket til jøder, der følger Salomos Guds love. Åh, ja og hun får også folket til at sværge at de aldrig mere vil have en kvinde til dronning, kun mænd, fordi hendes visdom åbenbart er så stor, at hun ved at kvinder ikke er egnet til at regere.
Historien om Dronning Makeda af Saba/Etiopien, blev brugt af den etiopiske kongefamilie, i århundreder for at legitimere deres magt over Etiopien. Kongefamilien, som blev væltet i 1974, kaldes det Salomonske dynasti, og hævder den dag i dag, at være direkte efterkommere af kong Salomo.
Dronningens navn - Makeda - kan muligvis være afledt af det hebræiske מלכת "malkat", det arabiske ملكة "malikat" - begge betyder dronning - eller sabeansk - oldsydarabisk folkeslag - "mqtwyt" - "højtstående kongsperson". Ge'ez - det klassiske gammeletiopiske sprog - er et semitisk sprog, så sammenhængen mellem Makedas navn, og de andre sprogs ord for dronning, er ikke en umulighed.
Endelig har Islam også en variant af dronningen af Sabas besøg hos kong Salomo. Den kan læses i Koranens sura 27, ayat 22-44 (eller kap. 27 v.22-44 i bibelsprog). I den muslimske version, beskrives det, hvordan en kvinde hersker over Saba, og de er et folk som tilbeder Satan i stedet for Gud. Da Salomo hører om det, truer han med at føre krig mod hendes land.
Dronningen forsøger at give gaver til Salomo, som tegn på venskab, men han nægter dem alle, for intet hun har at give, kan måle sig med det som Gud giver. Dronningen rejser derpå til Salomo, for at møde ham personligt, og forhåbentligt finde en løsning på fejden. Salomo stiller hende overfor en prøve, og da hun ser renheden i Salomos rigdom, omvender hun sig, og underkaster sig Salomos Gud.
Koranen begynder sin omtale af Dronningen af Saba som om, at det at have kvinder som hersker er en dårlig ting, og et tegn på Satans magt i verdenen. Men før vi så begynder at udskælde Koranen for dens syn på kvinder, så skal vi lige huske på, at det var en normal tankegang i verden dengang. Selv i den kristne kirke kunne kvinder ikke få lederroller, og kan det stadig ikke den dag i dag i den katolske kirke.
Ester - af samme rod som babylonske Ishtar "Gudinde" - kaldtes også Hadassa - "Mynte" - var yndest blandt alle der så hende. Mordokaj, hendes værge, sendte hende til hoffet, da den babylonske konge søgte en ny hustru. Hvor de andre kvinder i haremmet - det betyder kvindernes rum! - fik mange ting med til deres kurser, valgte Ester kun at have det mest nødvendige med. Ester vandt kongens gunst, og blev dronning. Da kongens rådgiver får udstedt et dekret, som kræver at alle jøder i Perserriget skal henrettes, bruger Ester sin list, og status som dronning, såvel som kongens gunst, til at annullere dekretet, og rådgiveren ender med at blive henrettet i stedet.
Saraswati er, i Hinduismen, gudinde for visdom, kundskab, musik, kunst, tale og lærdom. Hun beskrives som at have mørkt hår, helt ned til livet, hendes ansigt er rent og åbent. Hun bærer rundt på et vīnā-instrument - et strengeinstrument, med en lille rund bund, og en lang og tynd hals - som velsigner universet med musik og visdom.
Efter verdens skabelse, syntes Brahma, at den endnu ikke var nok befolket. Han tog derfor noget materiale fra sin egen krop, og formede Saraswati. Da Brahma så Saraswatis skønhed, blev han forelsket i hende og ville have hende til hustru. Han stirrede konstant på Saraswati, så hun blev nervøs. Hun gemte sig derfor bag Brahma, sådan at han ikke kunne stirre på hende mere, men Brahmas lyst for hende var så stor, at han groede et hovede bag ved sit første.
Saraswati gemte sig så til venstre for Brahma, men han groede et nyt ansigt, så hun gemte sig til højre, men han groede et fjerde ansigt. Da Brahma nu kunne se i alle fire retninger, uanset hvilken vej han vendte, kunne Saraswati ikke gemme sig for hans åsyn længere. Så hun tog en sidste chance, og sprang over ham, hvor hans fire ansigter ikke kunne stirre på hende, men Brahma groede så et femte ansigt der kiggede op. Shiva så hvad der skete, og det ubehag som Saraswati følte ved konstant at blive beluret. Han kom derfor hen til Brahma og sagde at det ikke er passende, for en far at hige efter sin datter. Fire af Brahmas hoveder hilste Shiva, men det femte forbandede ham over at blande sig i sine gerninger. Shiva tog derfor sit sværd, og huggede det femte hovede af, for ikke at vise respekt. Trods Shivas indblanding, blev Brahma dog til sidst gift med Saraswati. Jeg ved ikke, om jeg vil sige at denne myte om Saraswati fremhæver hendes rolle som visdomsgudinde, men hun finder da på forskellige måder, at holde sig væk fra Brahmas blik. Men det er dog til sidst en mand, som kommer og redder hende, fra Brahmas altseende blikke.
Navnet Saraswati, er sammensat af elementerne “Saras” - eller i ældre form “Surasa” - som betyder “løbende vand”, og “Vati”, som betyder “Hun har”. Altså “Hende der ejer det flydende vand”, hvilket tyder på, at i de ældste tider var Saraswati en hav- eller flodgudinde. Rig Veda siger om hende: “Bedst blandt mødre, bedst blandt floder, bedst blandt gudinder, Saraswati”.
I kinesisk folketro er Mazu en havgudinde, som er den guddommelige form, af den legendariske Lin Mo, der var en shamaninde, som i dag især hyldes i Taiwan. Hendes navn betyder "Mor", eller "Bedstemor", men hun kaldes også, "Utællelig Nådesfrue", "Himlens Dronning" og "Hellig Himmelmoder". Lin Mo blev født som den syvende datter til en lokal fisker, og hun var yderst begavet. Som 8-årig havde hun mestret Confucius' lære, som 11-årig buddhistisk lære, og som 13-årig Taoismen. Hun kunne fordrive dæmoner, helbrede syge og fremkalde regn i tørketider. Gennem meditation, frelste hun sin familie, der var fanget på havet i en stor storm. Kun én bror druknede, fordi hendes mor vækkede hende fra meditationen. To dæmoner blev forelsket i Mazu, men hun ville kun gifte sig med den, som kunne besejre hende i kamp. Mazu besejrede dem begge, men efter at de blev venner, hyrede hun dem til at være hendes bodyguards.
I en Oldbabylonsk version af Gilgameshkvadet, efter at Enkidu er død, og Gilgamesh er i sorg, og begynder at søge udødelighed, møder han en en gammel ølbryggerkone. Hun foreslår, at Gilgamesh burde stoppe sin søgen på udødelighed, og i stedet acceptere døden som alle menneskers lod. Han burde tage hjem, og leve sit liv til fyldest, og starte en familie, men Gilgamesh vil ikke høre det, og spørger i stedet om vej, så han kan møde Utnapishtim, den eneste mand som faktisk opnåede udødelighed. Gilgamesh er så nedslået, at han ikke kan lytte til en vis kones råd.
I senere babylonske versioner af samme, kaldes denne bryggerkone Siduri - kan være af hurrisk oprindelse, šiduri "ung kvinde", eller akkadisk Šī-dūrī "hun er min beskyttelse". Hun bor i en kro, nær ved havet, og gemmer sit ansigt bag et slør - et tegn, som i det babyloniske samfund, betød at hun er en mystisk person. Hun tror først at Gilgamesh er en storvildtjæger, og forbyder ham indgang til hendes kro, men efter at have hørt hvem han er, lader hun ham dog komme ind alligevel. Gilgamesh spørger Siduri om vej til Utnapishtims hjem, og hun fortæller at han bor langt ovre, på den anden side af havet og Dødsvandene. I denne version er kvinden ikke længere en vis kvinde, der forsøger at stoppe Gilgamesh, i sin tåbelige mission, men bare en kvinde der viser ham vejen videre til næste post.
I Mahayanabuddhismen er Prajnaparamita den kvindelige personificering af litteratur og visdom. Her er visdom hovedvejen til Nirvana. Hun fremstilles for det meste med enten gule eller hvide farver, og hendes hænder holdes enten i en dharmachakra - “undervisningsposition” - eller holder en lotusblomst og en hellig bog, eller en tiggerskål. Sidstnævnte repræsenterer afkaldelsen af materielle goder, som er en vigtig ingrediens for at opnå visdom.
I Kalevala, forsøger flere af de såkaldte helte, at bejle til Louhis døtre. Da mestersmeden Ilmarinen formår at vinde en af hendes døtre til brud og der holdes kæmpe bryllupsfest, skal bruden undervises i en bruds opgaver i det nye hjem. Viskvinden Osmotar bliver udvalgt til at forklare hende alle de ting bruden skal lære. Osmotar var også øllets skaber. Det fortælles at hendes far plantede byg i sin gård. Da det var modnet, tog hun seks bygkorn, syv humlebælge og otte øseskefulde vand, og kogte dem sammen. Dog ville drikken ikke fermentere. Osmotar tog da en splint fra gulvet, og foldede det i sine hænder, og egernet der kom ud af det, sendte hun ud i skoven for at hente nogle grankogler, som hun så lagde i drikken, men den ville stadig ikke fermentere. Osmotar tog da en træflig fra gulvet, og foldede det i sine hænder, og dannede en mår. Den sendte hun ud til bjergene hvor bjørnene slås, for at hente gæren i deres hule. Hun kom gæren i drikken, men den ville stadig ikke fermentere. Hun tog da en ærtebælg, og formede en honningbi, som hun sendte til en øde ø, for at tage en sovende kvindes honning. Da Osmotar kom honningen i drikken, begyndte den straks at fermentere, og skummet flød over gryden. Mænd kom fra alle verdens hjørner, for at smage på hendes nye drik, og de blev berusede og faldt om, så Osmotar besluttede at lade drikken stå i tønder en tid, før den blev serveret for folk.
Den store visdom, som mange af disse kvinder siges at have haft, er ikke altid tydelig i de overleverede myter. Isis kunne fremvise sin snuhed, ved at, i bund og grund, udføre et coup d’etat, over Ra, og Athene planlagde Odysseus’ hjemrejse, i en ellers dødsdømt situation. Men ellers er der ikke det store fokus på deres visdom. Saraswati skulle reddes af Shiva, Frigg tog ikke misteltenen i ed, fordi hun mente at den var for harmløs, og ølbryggerkonen mistede sin filosofiske vished, i senere versioner af sin myte. Dronningen af Saba lærte om storheden i Salomos gud, men så fremstilles hun senere som ikke at være værdig til at regere, bare fordi hun er en kvinde, på trods af at hun i alle de tre ovenstående versioner siges at være en ekstraordinær vis kvinde. Det er næsten som om at, generelt, så kan kvinder godt siges at have stor visdom, men, generelt, så kan de ikke bruge den fornuftigt, med mindre at de, generelt, bruger den til deres eget forgodtbefindende.
.jpg) |
| Makhta - Lakota krigsheltinde |
Krigeriske kvinder
Krig er noget som i mytologierne ofte anses for noget som mænd står for, mens kvinderne er derhjemme og passer huset. Det ses også i antallet af krigsguder, hvor flere mytologier har mere end én krigsgud. Dog er krigsgudinder ikke et helt ukendt fænomen, der er ikke mange af dem, men de dukker dog op hist og her. Hvad angår kvinder i krig generelt, så er det et endnu sjældnere fænomen.
Selvom der ikke er nogle overleverede myter om hende, så ved vi at Freja, foruden at være frugtbarheds- og kærlighedsgudinde, også var en krigsgudinde i nordisk mytologi. Hun omtales i sagaerne som en, der stormer frem i krig. Freja er, ligesom Odin, også forbundet med sejd og krig. I krig får Odin den ene halvdel af de døde krigere, som han bringer til Valhal, mens Freja får den anden halvdel, som bringes til Folkvang. Lige så fortæller myterne, at de begge to ofte rejser rundt i verdenen under falske navne, og ofte iklæder de sig fugleham og flyver rundt.
Foruden Freja, er der også valkyrierne; kvinder som kommer efter et stort slag har fundet sted, og samler dem, som døde en ærefuld død, og bringer dem til Valhal, hvor de skal feste, og gøre klar til dagen da Ragnarok begynder.
I græsk mytologi er det søskendeparret Ares og Athene - romersk Mars og Minerva - som er krigsguderne. Begge to deltager, jf. Iliaden, i den trojanske krig. Hvor Athene gør det på achaierne - dvs. grækernes - side, stort set gennem hele krigen, så gør Ares det på trojanernes side, efter at være blevet overtalt af Afrodite, som han har en affære med. Hvor Athene deltager fuldt i krigen, gør Ares det næsten halvhjertet, og en af achaierne formår, at såre ham og sende ham på flugt.
Athene lovede også Paris, at han altid ville have sejr i krig, hvis han udnævnte hende som den smukkeste af gudinderne. Ikke nok med at Troja ville have vundet krigen, hvis Paris havde valgt Athene som den smukkeste, i stedet for Afrodite, men uden bortførelsen af Helena ville krigen jo slet ikke være sket.
Ved floden Thermodon, lå byen Themiscyra, hvor Amazonkvinderne boede. En af Herakles’ opgaver, var at få fat på høvdingeinden, Hippolytas krigerbælte. Hun var villig til at give ham det, men Hera kom til amazonerne, og fortalte dem at Herakles var kommet, for at dræbe Hippolyta, og de stormede rasende mod ham. I den tro, at han var blevet lokket i en fælde, dræbte Herakles Hippolytas, og med sine medrejsende - deriblandt Thesseus - kæmpede de mod amazonerne. De slap væk, med nogle af amazonerne som fanger, og Thesseus tog en af dem til viv. Med hende fik han sønnen Hippolytos. Da Thesseus senere blev gift med Phaedra, gik hans amazonkone til angreb, sammen med en gruppe amazonkrigere, men alle blev slået ned og dræbt.
Palaephatus - en 4. århundrede fvt. forfatter, som var skeptisk overfor mytologiens fantastiske elementer - troede ikke på, at amazonerne kunne være kvinder. Han mente, at de var mænd, som blev mistolket som kvinder, fordi de gik i “kvindetøj”, og barberede deres skæg af. Dog har arkæologi fundet oldtidsgrave, fra samfund med krigerkvinder i Hititteriget og Skytien - nuværende Bulgarien og Ukraine - så grækerne har sagtens kunne have kendt til krigerkvinder, og amazonerne ville derfor være baseret på disse samfund.
Amina - eller Aminatu - er en 16. århundredes, semihistorisk, legendarisk krigshelt fra bystaten Zazzau, i det nuværende Nigeria. Som født ind i det hausamuslimske kongehus, deltog hun i mange krigstogter, og vandt sig stor ære. Hun prises i lovsange som: “Amina, datter af Nikatau, en kvinde lige så dygtig og egnet som en mand, der kunne lede folk i krig”. Da hendes bror døde, blev hun udnævnt til dronning over Zazzau, og hun brugte sin regeringsperiode på at erobre de omkringliggende bystater. Det er næsten utroligt at en kvinde i et ellers ret konservativt samfund, kan blive hyldet som en af de største nationalhelte. Desværre var hendes store succesfulde regeringstid ikke nok til at efterfølgende kvinder kunne få noget respekt, men i stedet mistede de mere og mere indflydelse igen.
Lakotaindianerne i South Dakota har en fortælling om Makhta, også kaldet Winyan Ohitika - “Modig Kvinde - som var en datter af en Sioux-høvding, Tawa Makoce. Hendes tre brødre blev alle dræbt i krig med Crowindianerne. Makhta ønskede hævn, og hun nægtede at blive gift med nogen af hendes bejlere før hævnen var fuldført. Iklædt sin fars ørnefjersbesatte krigshætte, deltog hun i et krigsparti, mod nogle Crow som havde invaderet Siouxland. I krigspartiet var også to potentielle bejlere til Makhta, Rødhorn, en høvdingesøn fra en anden Sioux-stamme, og Lille Ørn, en fattigsøn, som var for genert til at spørge om Makhtas hånd. I slaget formåede Makhta at tælle coup - prikke folk med en stav, hvilket er et ydmygelsestegn - og hendes mod styrkede Siouxkrigerne. Men da hendes hest blev skudt og faldt om, red Rødhorn forbi hende i den tro at hun også døde. Lille Ørn red op til hende, satte hende på sin hest, og sendte den afsted, mens han selv var midt i slaget. Da Makhta fik kontrol over hesten red hun tilbage til slaget og styrkede Siouxkrigernes mod og kampgejst igen. Crowindianerne flygtede, og Lille Ørn fandtes blandt de faldne. Han blev begravet som en helt, mens Rødhorn blev sendt hjem til sin landsby i skam. Hjemme skar Makhta sine arme, og klippede sit hår og flåede sine klæder i sorg over Lille Ørns offer for hende. Hun nægtede at blive gift, men fik alle til at omtale hende som Lille Ørns enke. Denne fortælling kan muligvis være baseret på virkelige historiske hændelser. Tawa Makoce var en ægte Lakota høvding, som i 1640'erne førte krig mod Crow i hvad der nu er South Dakota.
I egyptisk mytologi, var Neith krigsgudinden, som gik foran soldaterne med sit spyd, når de skulle i kamp. Neith er også gudinde for hjemmet, hun beskytter de døde, og bringer dem føde, ved deres ankomst til Underverdenen.
I fønikisk mytologi, var Anat, ikke nødvendigvis en krigsgudinde, men hun stormede voldsomt frem som en. Anat var gift med Ba'al - "Den Højeste", et navn israelitterne senere ville tolke som synonym for "falsk gud". Anat dræbte Ba'als tilhængere, og stoppede først da han lærte hende lynets hemmelighed.
En anden gang udfordrede Ba'al Mot, dødens gud, til en styrkeprøve. Deres styrke var meget lige, og det var Anat som kom og pryglede Mot sønder og sammen. Hun dræbte ham, og brændte ham på bålet.
Hua Mulan er en legendarisk kvinde fra det nordlige Kina, som, hvis hun var en historisk person, må have levet i det femte århundrede. Balladen om Mulan er et digt, som blev samlet i løbet af det sjette århundrede. Der synges i digtet, om hvordan Mulan blev bange for sin fars sikkerhed, da hun så et kejserlig dekret, om at hver familie skulle stille med en soldat til hæren. Hua familien havde ikke nogen voksen søn, så derfor skulle faren i krig. Det ville Mulan ikke være med til, så hun tog ud til markederne, og købte en hest, og udrustning, før hun selv red af sted til den Gule Flod. I over ti år kæmpede hun mod landets fjender, forklædt som en mand. Efter krigen kom soldaterne til Himmelens Søn - Kejseren - som belønnede dem alle. Mulan ønskede bare at kunne komme hjem til sin familie. Derhjemme blev hun mødt af far, mor, storesøster og lillebror, som glædede sig over hendes tilbagevenden. Da Mulan havde skiftet ud af sin rustning, blev hendes soldaterkammerater forbavsede. De havde kæmpet sammen i 12 år, og aldrig lagt mærke til, at hun var en kvinde.
Ligesom Freja, var Inanna i sumerisk mytologi både gudinde for kærlighed og krig, men jeg har ikke fundet nogle myter som omhandler Inanna som krigsgudinde.
Der er desværre ikke så mange af de antikke myter om krigerkvinder, der har overlevet til i dag. De græske myter er dem der bedst har overlevet, mens de fønikiske om Anat er meget fragmenterede. For resten er ingen myter overleveret, kun enkelte beskrivelser, som kenninger i de nordiske sagaer, eller digte og hymner til guderne, som omtaler disse kvinder som krigsguder. Ellers skal vi helt op til Opdagelsestiden - ca. 1450-1700 - hvor legender om krigerkvinder, begynder at stemme overens med de få detaljer, som de opdagelsesrejsende nedskrev om fremmede samfund. Dette betyder også, at der er en god chance for at nogle af disse myter, er baseret på virkelige historiske hændelser. Når en kvinde deltog i krig, i de her myter, så har det ofte været for at beskytte noget kært - Mulan sin far og Amina sit land - hvorimod når mænd går i krig, er det ofte for at vinde ære og rigdom. Ligesom mændene, bliver kvinderne hædret efter krigen, og nogle gange en leder for sit folk.
.jpg) |
| Chang'e - Månens vogter |
Himmellegemerne
Mennesker har altid været fascineret af himmelen, fra akkadernes systematisering af stjernerne, gennem mayaernes cykluskalender frem til vor dages rumrejser til Månen, eller hvis alt går efter NASAs plan - hvilket det nok ikke vil, men vi kan jo håbe - også rejser til Mars i 2030'erne. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der findes myter om himmellegemernes oprindelse i næsten alle mytologierne rundt om i verden. Især Solen og Månen spiller store roller, dagens og nattens lyskilder, men enkelte gange er stjernerne og planeterne også nævnt - planeterne har jo navne efter romerske guder af en årsag.
I nordisk mytologi finder vi myten om pigen Nat, som er datter af en jætte, og mor til sønnen Dag. De ridder henholdsvis på Rimfakse - "Rimmanke" samme rim som i rimfrost - og Skinfakse - "Skinnende manke" - over himmelen og deler døgnet i to halve, en nat og en dag.
En alternativ myte, fortæller om en mand, Mundilfare, som fik to børn. Han syntes deres skønhed var så umådelig, at han kaldte sin datter Sól, og sin søn Máni. Guderne blev så vrede på Mundilfares hubris, at de straffede ham ved at tage hans børn fra ham, og tvinge dem til at ride vognene der trækker Solen og Månen over himmelen. De to lyskilder bliver begge jaget af ulve; Sól jages af Skoll - "den Bedrageriske" - og Máni af Hati -"den Hadende". Når dagen for Ragnarok nærmer sig, vil ulvene fange solen og månen, og verden vil dækkes af mørke. Efter Ragnarok vil den nye sol og måne, tage deres forældres plads, og den nye verden kan begynde.
Vi har her med to fortælletraditioner at gøre. En hvor døgnet styres af nat og dag, og en hvor det styres af sol og måne. Et af de få steder i nordisk mytologi, hvor vi klart kan se forskellige trosforestillinger. Man kunne godt forbinde de to traditioner, til en helhed, hvor Dag og Sól samarbejder om dagen, og Nat og Máni samarbejder om natten. Og hvor den version ville give en forklaring på hvorfor månen også kan ses om dagen, så ville det være en kunstig rekonstruktion af mytologien. De to fortællertraditioner mødes ikke i de overleverede myter, og ville ikke kunne tages seriøst.
Selene - romersk Luna - var en titan, som også var Månens gudinde og Solens, Helios, søster. Når Helios standser sin solvogn i vest, overtager hun rollen som nattens lys, ridende over himlen. Selene blev forelsket i Endymion - en dødelig hyrde, eller astronom, afhængig af versionen - og hun bad Zeus om at give ham evig ungdom. Zeus lagde da Endymion i en evig søvn, og Selene kom så til ham hver nat, bøjede sig over ham og beundrede hans skønhed. Jf. Pausanias fik Selene 50 børn med Endymion, ofte fortolket som en repræsentation af olympianernes 50 måneder.
Callisto var en smuk ungmø, som ønskede at forblive jomfru, men Zeus så sig selvfølgelig lækker på hende. Så han tændte en lyst i Callisto, så at hun var villig til at have samleje med ham. Derefter forvandlede han hende til en bjørn, for at hun ikke skulle møde Heras vrede. Hera hadede alle de menneskekvinder, som vovede at have samleje med Zeus - også selvom at det var Zeus som tvang dem til det - og hun fik enten Artemis eller Apollo, afhængig af versionen, til at skyde Callisto. Zeus tog da Callistos bjørnelig, og forvandlede det til stjernebilledet Store Bjørn.
I inuitisk mytologi er Maliina Solens gudinde. Ligesom Sedna har hun mange navne, afhængig af hvilke inuitgrupper man spørger, andre navne inkluderer Siqniq og Ajet.
Det fortælles at Maliina og hendes bror, Anningaaq - også kendt under navnet Igaluk - boede i et stort familiehus. Maliina oplevede at der kom en mandsperson ind til hende, midt i nattens mørke, og havde samleje med hende. Dette begyndte at ske hver nat, men Maliina ville gerne vide hvem det var der gik i seng med hende. Hun smurte derfor sod på sine hænder, og sørgede for at ae hendes natteelsker, godt og grundigt i hovedet.
Den næste dag, kunne Maliina så se, at det var hendes bror, Anningaaq, som havde elsket med hende, og hun greb en pind, stak lampemos på den, og tændte den, mens hun spurtede ud af huset, og løb så stærkt at hun blev løftet op i himmelen. Anningaaq greb en isskraber, stak noget lampemos på den, og tændte den, mens han fulgte efter sin søster. I nogle versioner, er hans fakkel dårligere end Maliinas og løber altid ud, i andre løber han så stærkt, at modvinden blæser hans fakkel ud. I begge versioner, er hans fakkel kun gløder, og han må stoppe op og puste nyt liv i faklen.
Denne myte, fortæller ikke bare hvordan Solen og Månen blev til, men den forklarer også, hvorfor Månen har mørke pletter - sodet, som Maliina smurte på hendes elskers ansigt - hvorfor Månen ikke kun skinner om natten, men også kan ses om dagen - Anningaaq løber hurtigere end Maliina - og hvorfor Månen har faser - Anningaaqs fakkel som går ud, så han må puste nyt liv i den.
I nogle varianter af myten, bliver Maliina så forfærdet over at det er hendes bror der sover med hende, at hun skærer det ene af sine bryster af, og kaster det til ham, før hun spæner ud af huset. Når rejsende er lidt for sent på den, og måske ikke vil kunne nå hjem, inden solen går ned, så kan de hænge noget senetråd op. Da solen er en kvinde, kan det være hun bliver distraheret, og begynder at væve, af den ophængte tråd, og dermed sinke solnedgangen indtil at den rejsende er nået hjem.
Asiaq er Vinden og Vejrets herskerinde, som bestemmer hvornår, og hvor meget det skal sne eller regne. Hun siges at have et ansigt, som er lodret og på tværs, hvilket fik enhver mand som så hende til at flygte i rædsel fra hende, så hun ikke kunne få en mage, da hun søgte en. Asiaq besluttede sig derfor til at bortføre et spædbarn, og opdrage ham selv, så han ikke ville vokse op, bange for hendes unaturlige ansigt, og hun kunne gifte sig med ham. Når manden begynder at blive gammel, eller han på anden måde fornærmer Asiaq, kan hun forvandle ham til et spædbarn igen, og starte forfra på opdragelsen.
Alternativt til Asiaq er de tre søstre, Kadlu, Kweetoo og Ignirtoq, som skaber lyn og storme. Kadlu hopper og stamper i jorden, som skaber tordenbrag, Kweetoo slår to sten mod hinanden, og skaber lyngnister og Ignirtoq urinerer på jorden hvilket skaber regn. Det fortælles at Kadlu var så larmende en pige, at hendes forældre beordrede hende at lege udenfor, hvorefter hun så sammen med sine søstre, opfandt deres stormvejrsleg.
Unelaki er Cherokeeindianernes solgudinde. Hun boede på den anden side af jorden, så folk levede i tusmørke. De ønskede at kunne se bedre, så de forsøgte at bringe Unelaki til dem, men hver gang de kom i nærheden af hende, blev de forbrændte. Kun gamle bedstemor edderkop, kunne spinde en kurv, som var stærk nok til at bære Unelaki til dem. Problemet var, at hun nu var så tæt på, at alt og alle blev forbrændt. Så derfor måtte folk i fællesskab, få hende skubbet længere op i himlen, hvor hun nu bor.
Månen er Solens bror, og en nat i midt i mørket, hvor intet kunne ses, forsøgte han at have samleje med sin søster. Men hun brændte ham i mørket, og næste dag, kunne hun se hvem der havde forsøgt sig på hende. Derfor har månen sine sorte pletter.
En Salishanfortælling siger at nogle kvinder bagte Kamassia i en jordovn, og de satte sig i en cirkel rundt om ovnen. Et stinkdyr forsøgte at komme tæt nok på til at stinke kamassianerne, men kunne ikke komme forbi kvinderne, men måtte i stedet bevidne hvordan kvinderne pludselig forvandledes til stjerner.
I egyptisk mytologi er Nut himlens og stjernernes gudinde. Hun var gift med sin bror, jordguden Geb, lige indtil at solguden Ra beordrede de to adskilt. Nut var dog gravid, og fødte, de fire søskende, Seth, Osiris, Nephthys og Isis.
Da Ra blev skuffet over menneskene, og ikke længere ville have noget at gøre med dem, var det Nut som løftede ham højere op på himlen. Nut er afbilledet på begravelsesamuletter, for at beskytte den afdøde, på sin rejse til dødsriget. Hvorfor en himmelgud påkaldes som beskyttelse for de døde, kan jeg kun gætte på, er fordi, som stjernernes gudinde, har hun måske været et lys i mørket? Vi har jo ellers allerede både Nephthys, som forbindes med Underverdenen, og Neith som beskytter de døde, og bringer dem til Underverdenen, men det var dog stadig Nut, som egypterne påkaldte som beskytter for den døde.
Arinniti var hittitternes solgudinde, som havde et hovedtempel i byen Arinni. Hun var hittitternes øverste beskytter, og hjalp dem i krigstider. Hun er ligestillet med Hurriernes Hepat.
I polynesisk mytologi er Hine-Nui-Te-Po nattens gudinde, og hun er den der giver solnedgangen dens røde farve. (se under Dødsgudinder)
I kinesisk mytologi, var Bueskytten Yi en af de største helte - han kan ikke så dårligt sammenlignes med Herakles i græsk mytologi, eller Mâui i polynesisk mytologi. Én af hans største bedrifter, var at skyde ni af de ti sole på himlen ned, så jorden og alle på den, ikke forbrændte. Som en æresgestus for hans bedrifter, gav guderne Yi en lille flaske, med Udødelighedens eliksir. Yi var dog ikke villig til at skulle adskilles fra sin hustru Chang'e, og da slet ikke for evigt, så han tog imod eliksiren, men gemte den væk, for aldrig at blive brugt.
Yi og Chang'e levede lykkeligt sammen i mange år, og Yi tog en elev under sine vinger. Eleven var dog misundelig på Yi, for alle hans bedrifter, og kom på den tanke, at den eneste måde han kunne overgå sin læremester på, var ved at blive udødelig. Han ventede på en dag, hvor Yi gik ud for at jage, og sneg sig da ind i huset, for at stjæle Udødelighedseliksiren. Han gennemrodede hele huset, og endelig kom han til et rum, hvor han fandt Chang'e stående med eliksirflasken i hånden. Eleven truede Chang'e med at han ville dræbe hende, hvis hun ikke gav ham eliksiren straks, men hun lod bare flasken falde til jorden. Der var kun nogle få dråber, som flød ud af den, og eleven så at Chang'e begyndte at stige op mod himlen. Hun havde allerede selv drukket eliksiren.
Da Chang'e kom til guderne i himlen, blev hun i nogle versioner forvist til Månen, som straf for at drikke eliksiren, der var tiltænkt hendes mand, og i andre blev hun belønnet med Månen, for at have reddet eliksiren, og på længere sigt jorden, fra en ond og jaloux jæger, som kunne være blevet udødelig.
Da Yi lærte hvad der var sket, blev han ramt af dyb sorg, for tabet af sin hustru. Hvert år, ved fuldmånen i den ottende Lunamåned - altså 28 dagsmåneder - bragt han Chang'es yndlingsfrugter og -kager, og ofrede dem til hende. En tradition, der stadig udføres nogle steder i dag.
Det siges også, at da NASA sendte Apollo 11 missionen af sted, til Månen, så bad de astronauterne være “på udkig efter en kvinde kaldet Chang’e, som kineserne siger bor deroppe”, om det er sandt, at de faktisk sagde dette, skal jeg ikke kunne sige. Efter at Kina selv er begyndt på store Rum- og Månemissioner, har de opkaldt deres missioner efter Chang’e.
Xihe var moder til de ti sole, som hun ville fragte over himlen i sin vogn, af hvem Yi nedskød de ni. I nogle versioner beskrives Xihe i form af en drage.
Ba - også kendt som Nüba "Kvinde Ba", eller Haba "Tørke Ba" - er datter af Huangdi - "Den Gule Kejser", en af de store myto-historiske kejsere/guder i kinesisk mytologi. Ba hjalp sin far i krigen mod vindguden og regnguden. Efter krigen vendte Ba ikke tilbage til himlen, men fløj rundt og inspicerede jorden. Hvor end hun drog hen, blev der tørke. I én version af myten, er hun klædt i grønne farver, i en anden siges hun at være nøgen. Frem til det 20. århundrede, holdtes ceremonier, som skulle fordrive Ba, så en tørketid kunne komme til en ende.
.jpg) |
| Amaterasu - Skinnende Himmel |
I japansk mytologi fortælles det, at da Izanagi havde formået at slippe væk fra Izanami i dødsriget Yomi, gik han hen til en å, hvor han rensede sig fra dødsrigets stank. Da han vaskede sit ansigt, blev tre af himlens guder født. Solgudinden Amaterasu - “Skinnende Himmel” - blev født ud af hans venstre øje, måneguden Tsukuyomi - “Månetæller” - af hans højre øje, og vindguden Susanoo - “Stormende Rasende Mand” - af hans næsebor.
Amaterasu var glad, og hendes skønhed skinnede bredere og videre end noget andet lys i verden. Susanoo var derimod voldsom som en storm, og en dag da han besøgte sin søster i hendes hjem, hærgede og smadrede han alt, som han kom i nærheden af. Skrækslagen stak Amaterasu af, og gemte sig i grotte, langt væk fra verden. Mørke hærgede nu i verden, og de mange guder samledes udenfor Amaterasus grotte. De forsøgte at lokke Amaterasu ud, men hun ville ikke, af frygt for Susanoos voldsomme frembrusen.
Guderne fandt derfor på en plan. Først forviste de Susanoo til jorden, hvor han altid skulle bo. Derpå kom de til Amaterasus hule, og forberedte en stor fest udenfor hulen, med masser af musik. Ame-no-Uzume - gudinde for meditation, kunst og ærbarhed - stod på en sten, og i beruselse dansede hun en erotisk fuldskabsglædesdans. Guderne jublede og lo så højt af Ame-no-Uzumes dans, at Amaterasu, inde i hulen blev nysgerrig, og stille listede hun sig ud, for at se hvad det var for et postyr. Da hun kiggede ud, hængte guderne et spejl foran hende, så hun kunne se sin egen skønhed.
Ikke så snart var hun ude af hulen, før guderne greb hende væk fra den, og forseglede den bag en barriere, så hun aldrig kunne gemme sig igen. Guderne glemte aldrig, at det var Ame-no-Uzumes dans, som lokkede Amaterasu ud af hulen, og bragte lyset tilbage til at fordrive mørket, og hun er derfor også gudinde for jubelglæde såvel som for daggryet. Da Susanoo i sit eksil på jorden, havde dræbt ormen Yamata-no-Orochi, og fundet sværdet Kusanagi-no-Tsurugi i dets krop, forærede han sværdet til sin søster, som en forsoningsgave. Amaterasus barnebarn, Ninigi, blev forfader til den japanske kejserfamilie. Både spejlet, som lokkede Amaterasu ud af hulen, og sværdet, som Susanoo gav hende, hører til blandt de japanske kronjuveler. Om disse kronjuveler stadig eksisterer i dag, er noget som nogle folk sætter spørgsmålstegn ved. De blev historisk opbevaret i en bygning, som blev brændt ned i 1600-tallet, og har siden da, været opbevaret et sted, med forbudt adgang, for alle som ikke er en del af kejserfamilien, og de er derfor ikke blevet set, siden 1600-tallet.
Om Ame-no-Uzume - “Himmelens Kransede Dame” - kan jeg nævne at skrifttegnet for glæde, eller jubel, er 笑“warau”. Når jeg søger på Wiktionary - ligesom Wikipedia, men specifikt for ord, og deres oprindelse - så står der, at det er en sammensætning af to tegn: 竹 “take” - bambus - og 夭 “wakai” - ungdommelighed. Men jeg kommer nok aldrig til at glemme den forklaring min japanskunderviser, dengang jeg studerede japansk, fortalte os, for at huske tegnet. Vi skulle se på tegnet, som var det Ame-no-Uzume selv, der stod og dansede, med nogle instrumenter i hænderne. Den forklaring fungerer fint med myten, og tegnets betydning af jubelglæde. Dog er tegnet oprindeligt kinesisk, og det er Ame-no-Uzume ikke, så den holder nok ikke i det lange løb. Men her er en hurtig tegning af, hvad min japanskunderviser sagde vi skulle tænke: 
=>笑
Hos sumererne var Aja daggryets gudinde. Hun var gift med solguden Shamash, men ellers er der ikke rigtigt nogle informationer om hende. Som om at hun kun eksisterer for at Shamash kunne have en hustru.
Al-Lat var en før-islamisk arabisk gudinde. Hun menes at have været en modergudinde, som muligvis var forbundet med Solen, Månen eller Venus.
Al-Uzza var også en før-islamisk gudinde i Arabien. Hun blev identificeret med Morgenstjernen. Det siges at man ofrede mennesker til hende, men det kan muligvis bare være islamisk polemik imod hende. Al-Uzza blev kaldt "den Gamle Kvinde", og i tidlig Islam blev Kabaens vogtere kaldt "sønner af den Gamle Kvinde", efter hende.
Der fortælles, i Maya mytologi, om en gammel mand, som boede alene med sin smukke datter, Awilix. Manden ønskede ikke at skilles fra sin datter, så han bortviste enhver bejler der kom til hende. Awilix havde langt sort hår, som skinnede i lyset, og mørke øjne, der strålede af glæde. Hun kunne både spinde, væve, sy, passe haven og lave god mad - alle de gode kvaliteter i en kvinde, hos det centralamerikanske samfund.
En dag så solguden, Kinich Ahau, hende og blev forelsket. Solen forvandlede sig til en stærk jæger, og ville imponere Awilix med hans store jægerfangst. Der var dog ikke meget vildt, i den egn hvor den gamle mand og hans datter boede, så Solen fandt et hjorteskind, og fyldte det med aske og jord. Han lagde det døde dyr på sin skulder, og gik forbi Awilix hver dag med sit “bytte”, for at imponere hende. Den gamle mand, vidste dog, at der ikke var meget vildt i området og fik sin datter til at hælde vand på jorden, næste gang hun så jægeren. Det gjorde hun, og da jægeren trådte i den våde jord, faldt han over hjorteskindet, som brast åben, og afslørede det falske bytte. Flov af frygt forvandlede solguden sig til en kolibri, og fløj væk.
Efter flere forsøg på at få hende til hustru var fejlet, på grund af faderen, gik Solen op til Awilix personligt, og fortalte hende at han var forelsket i hende. Sammen stak de af, men da faderen fandt ud af hans datter var stukket af, jog han efter dem. Han fandt dem sejlende i en kano, og han bad til stormguderne, som sendte et lyn ned mod kanoen. Solen som bemærkede at et lyn var på vej imod dem, råbte til Awilix, at hun skulle hoppe i vandet og svømme væk. Han forvandlede sig selv til en skildpadde og svømmede mod havbunden, men Awilix blev forvandlet til en krabbe, og kunne ikke svømme nær så hurtigt, så hun blev ramt af lynet. Solen samlede nogle guldsmede, og fik dem til at samle Awilix’ blod, som flød rundt i vandet, i små flasker, som Solen så gemte væk.
Da faren var ovre, tog Solen flaskerne, og åbnede dem. Ud kom slanger, myg, og alle mulige insekter. Da han åbnede den sidste flaske, fandt han datteren dér, i sin helhed, og han tog hendes hånd, og løftede hende op til sig i himmelen, hvor de kunne bo sammen. I himmelen blev hun til Månen, Nattens dronning.
Hvad er det for en far, som hellere vil lade sin egen datter dø, end at se hende blive gift med en ung, og stærk, mand - som også viser sig at være en gud. Det at Awilix’ sorte hår, og mørke øjne, begge bliver fremhævet som skinnende, passer godt, med hendes rolle som Månegudinden. Solen er det skarpe og skinnende lys, mens Månen er det mørke lys.
I incaernes religion var Mama Quilla én af mange månegudinder. Hun var både søster og hustru, til solguden Inti. Mama Quilla var også gudinde for bryllupper og festivaler. Det siges at hun altid var sammen med Qoyllur, som var en stjernegudinde, såvel en lysgundinde. Sammen oplyste de to natten, sådan at verden ikke var mørk.
Der var også Ch'aska, som var gudinde for daggry, tusmørke og skumring, foruden skønhed, jomfruer og blomster. Ch'aska blev forbundet med Morgenstjernen, Venus.
I Buddhismen er Tārā egentligt en frelsesgudinde, men da hendes navn bogstaveligt betyder “Placeret Stjerne”, eller “Planet”, så har jeg inkluderet hende her. Det siges at hun blev skabt da bodhisattvaen Avalokiteshvara en dag græd, og en af hans tårer landede på jorden og dér formedes en sø. Op fra denne sø voksede en lotusblomst, og da denne udfoldede sig, trådte Tārā ud af den. Tārā er især hyldet i Nepal, Tibet og Mongoliet, og hendes rolle som frelsesgudinde varierer afhængigt af hvilken farve hun udstråler. Som rød underviser hun hvordan man ændrer rå lyst til kærlighed og omsorg. Som hvid bringer hun en moderlig medfølelse, et godt helbred, og et langt liv med lykke og velfærd. Som grøn er hun et symbol for oplyst handlen og ageren i verden. Som blå repræsenterer hun en hurtig og stærk spirituel vækkelse.
I en australsk myte var der syv søstre, som vandrede rundt i verden. En dag blev to af søstrene bortført af Wurrunnabrødrene, som tog dem til hustruer. Wurrunna beordrede dem til at hugge noget bark af fyrretræet, som stod nærved, men da de gjorde det, voksede træet brat, og løftede søstrene op i himlen, hvor de blev genforenet med deres fem søstre. Nu er de alle syv samlet i himlen, og vi kender dem som Plejaderne.
I den finske mytologi, som den fremstilles i Kalevala, er Päivätär både Solens gudinde, samt gift med solguden. Hun kaldes også sommergudine, men det er vist mest af dem, der mener at hun er gift med solguden, frem for selv at være solgudinden. I finsk mytologi er Solen sølv, og Månen guld, så Päivätär ejer sølvet, og hun væver det i tøj med stor skønhed. Hun var instrumental i skabelsen af ild, og nogle forskere mener at hun måske har hersket over både liv og lys, inden Kristendommens indtog, hvor Jomfru Maria påtog sig de aspekter.
Kuutar er “Månepigen”, og hun ejer guldet, som hun væver tøj af. Unge piger spørger Kuutar om gyldne juveler og tøj. Både Kuutar og Päivätär er mødre for bier og myg.
Solen og Månen er de himmellegemer som går igen mest i mytologierne. Nogle gange er Solen en mand og Månen en kvinde, andre gange er det omvendt, men de har altid en tilstedeværelse hos folk. Deres egenskab til at bringe lys og varme, har givet en tryghed, i en ellers mørk og kold verden. Som regel betegnes Solens lys som gyldent, og Månens som sølv, men interessant nok, så er det omvendt i finsk mytologi. Dernæst må det være “Morgenstjernen”, som er det mest tilbagevendende koncept. Som regel er det en betegnelse for planeten Venus, som også bliver nævnt et par gange, men Morgenstjernen kan også betyde stjernen Sirius, især i Sommerperioden. Stjernerne blev brugt af rejsende til at navigere rundt i verden, helt op til opfindelsen af navigationsudstyr såsom kompasset og sekstanten, så at guder og gudinder er blevet tildelt stjerner som deres hjem, har måske betydet, at de også har spillet en rolle som vejvisere? Og så er der planeterne, som blev opkaldt efter gudinderne. For det meste er det planeten Venus, som fik rollen som skønheds- og kærlighedsgudindernes hjem. Det siges at kvinder kommer fra Venus, og mænd kommer fra Mars. Jeg ved ikke hvad jeg synes om sammenligningen med mænd som en gold ørken, men det er nok bedre end kvinder sammenlignet med en giftig atmosfæreorkan, som dræber alt den kommer i nærheden af.
 |
| Mielikki - Bjørnenes moder |
Jagt
I langt det meste af menneskehedens historie, var man nødt til at gå ud på jagt, for at finde føde. Det tog meget lang tid, før at disse jæger- og samlersamfund fik inspirationen til at så afgrøder, og dyrke agrikultur. Så derfor er det heller ikke så mærkeligt, at flere kulturer har guddomme, som våger over jagt, eller dyr der ofte forbindes med jagt.
Skade var jagtens gudinde i nordisk mytologi. Hun var en af de få guder, som hverken var af aseslægt eller vanaslægt. Skade var datter af jætten Tjasse, som guderne havde dræbt, efter at han havde bortført Idun. Skade kom til Asgård, i fuld krigsudrustning, for at kræve mandebod, for drabet på sin far. Aserne indgår et forlig med hende, at hun kan blive gift med en af de ugifte guder. Skade kan godt lide tanken om at skulle giftes med Balder, men aserne kommer på den betingelse, at hun skal vælge sin ægtemand, kun baseret på deres fødder.
Skade undersøger fødderne, og vælger de reneste fødder, for selvfølgelig, må de tilhøre ungdomsguden, men de udvalgte fødder, viser sig at tilhøre Njord, havguden som tit går med sine fødder i vand. De to bliver gift, men ægteskabet er dårligt. Njord, som havgud elsker havet, mens Skade foretrækker at bo i bjergene. Til sidst forlader de hinanden, og Odin tog Skade til sig.
Skade forbindes også med vinteren, og da Loke fanges, og lænkes til bjerget, er det Skade som hænger den hugorm over ham, som savler gift på hans krop. Hver gang slangens gift rammer Loke, strækker og river han sig i smerte, og det skaber jordskælv i verdenen.
I græsk mytologi var Artemis - romersk Diana - gudinde for jagt, og slettens dyr. Aloaderne - brødreparret Otos og Ephialtes - ønskede hende til viv, så de kidnappede hende, og drog ud på jagt. Artemis forvandlede sig selv til en hjort, løb mellem brødrene, og da de jog efter hjorten med deres spyd, spiddede de hinanden.
Da Oineus ofrede høstens første frugter til alle guderne, glemte han også at ofre til Artemis. Hun sendte derfor det Calydonske Vildsvin løst i hans skov, hvor det nedtrampede alle hans afgrøder. Oineus måtte indkalde hjælp fra hele den græske verden, for at fange vildsvinet.
Da Herakles fik sin tredje opgave, var det at han skulle fange den Ceryneanske Hind, og bringe den levende til Mykene. Hinden var hellig for Artemis, så da Herakles formåede at fange den efter et års jagt, rasede hun efter ham, i den tro, at han var på jagt for sjov skyld. Herakles formåede at tale hende til ro, og forklarede hvorfor han havde fanget hinden, og hendes raseri kølede af.
Agamemnon havde fornærmet Artemis, og for at dulme hendes vrede, skulle han ofre sin datter, Iphigenia. Lige før ofringen blev fuldført, snuppede Artemis datteren, og indsatte hendes som præstinde i sit eget tempel, i stedet for en hjort. I nogle versioner, gjorde Artemis Iphigenia udødelig.
Selvom det ikke er helt klart at Artemis er jagtens gudinde, i selve myterne, så er hun tydeligvis associeret med de vilde dyr. At en hjort optræder som præstinde i hendes tempel, virker næsten som detalje, fortælleren havde glemt alt om, og nu er han næsten færdig med at fortælle myten “og pigen blev indsat som præst, hvor hun for resten erstattede en hjort”. Den Ceryneanske Hind kunne tage enhver form den ville, men afbildes næsten altid som en hjort, så af de dyr der bliver associeret med Artemis i de her givne myter, er det kun det Calydonske Vildsvin, som ikke er en hjort. Kulten om Artemis var størst i øst, hvor et kæmpe tempel indviet til hende blev bygget i byen Efesos. Templet blev et af den Antikke Verdens (dvs. den hellenistiske verden) Syv Vidundere, og det optræder i den Nytestamentlige apokryfe tekst “Johannesakterne”, hvor det fortælles, at da apostlen Johannes prædikede foran templet i Efesos, så styrtede statuen af Artemis inde i det allerhelligste ned, og gik stykker.
I inuitisk mytologi er Pinga gudinde for jagt og medicin, hos Caribouinuitterne i Nunavut. Hun bliver forbundet med himlen, og hun leder nydøde sjæle til Underverdenen.
Hos Kabylefolket i Algeriet var Achimi en Muskosoksegudinde, som blev associeret med jagt og kødæselse.
Inara er hittitternes gudinde for steppens vilde dyr. Det fortælles at dragen Illuyanka hærgede i landet, og stormguden tabte slaget imod den. Inara udtænkte en plan til at dræbe dragen, men hun skulle bruge et menneske i sin plan. Hun hyrede den gifte mand, Hupasiyas, som gik med til planen, så længe at Inara lovede at sove med ham som betaling. De holdt en kæmpe fest, og dragen kom dertil, og drak sig plørefuld. Hupasiyas kunne da snige op til dragen, og binde et reb om dens hals, og guderne kunne nu dræbe den. Efter dragens død, lod Inara et tårn bygge, som hun gav til Hupasiyas.
En dag gik Inara ud, men hun forbød Hupasiyas at kigge ud af vinduet, eftersom at han måske ville få øje på sin kone og børn. Selvfølgelig kiggede han ud af vinduet, og så sin familie, og han fik hjemve, så da Inara kom tilbage bad han om lov til at gå hjem…
Resten af myten er gået tabt, men det spekuleres at Inara sandsynligvis dræbte Hupasiyas, for at bryde sit løfte til hende. Det er interessant at en gudinde for jagt, er den der forventes, at skulle besejre dragen, der hærger landet. Normalt ville man nok forestille sig at det skulle være en krigsgud, eller en visdomsgud, som kunne udtænke den perfekte plan mod dragen. Men, nej, Inara beskrives i kilderne som en jagtgudinde, og ikke en af de andre typer.
Mielikki var skovens og jagtens gudinde i finsk mytologi, hun regerede over bjørne og ulve. Hun var gift med Tapio som var skovens hersker. De kunne begge påkaldes, når man skulle på jagt, for at sikre en god jagt, eller for at få beskyttelse mod angreb fra vilde dyr. Hun foretrak guldjuveler, og hendes tøj var ofte broderet med gylden tråd. Nær slutningen af Kalevala sender Louhi en kæmpe bjørn løbsk mod finnerne, og skjalden Väinämöinen begynder at fortælle om bjørnens skabelse. Højt i himlen gik Himmelkvinden rundt med et kæmpe bundt uld. Hun tabte noget som faldt ned i havet, og skyllede op på land. Mielikki fandt bundtet og samlede det op. Hun bandt det sammen, og vuggede det i sine arme, og indsmurte det i honning. Ulden begyndte at tage form som en bjørn, men den manglede tænder og kløer, så Mielikki greb nogle grene fra fyrre- og ædelgrantræer, og formede tænder og kløer af dem, hvorefter hun lod den vandre frit omkring.
Overordnet er jagtgudinderne meget forskellige i deres fremstilling. Skade farer frem, og er klar til at slås med alle guderne alene, mens Inara bruger tid på at lægge en plan. Artemis bliver let fornærmet, men kan dog tales til fornuft igen, Pinga leder folk til dødsriget og Achimi er en veganers fjende. Selv definitionen af “jagtgudinde”, er vidt forskellig for dem. Er de gudinder der hjælper jægeren med at fange deres fangst? Eller er de gudinder, som beskytter de vilde dyr, der bliver jagtet? Er de forbundet med medicin og helbredelse eller med død? Eller er de måske slet ikke så forbundet med jagt i selve myterne om dem? Jeg tror ikke at jeg kan finde nogen god konklusion for disse.
.jpg) |
| Ixchel - maya medicinér |
Lægekunst og medicin
Der er en del kvinder, som forbindes med lægekunst i mytologierne, men der er ikke rigtig nogle selvstændige myter om dem, kun beskrivelser af dem.
I nordisk mytologi var Eir - "Beskyttelse", "Hjælp", "Nåde" - navnet på en asynje, eller måske en valkyrie, som forbindes med lægekundskab. Hun nævnes i den Ældre Edda, som en af flere piger, der sidder på Lyfjaberg - "Helsebjerget". I Snorris Yngre Edda, nævnes hun som en af 16 asynjer, og det eneste der skrives om hende er, at "hun er en meget god læge". Eir nævnes i skjaldedigte gennem kenninger, som kunne tyde på at Eir måske bare var et andet ord for kvinder?
Hos Ashantifolket i Ghana, bor Edinkara i et akattræ, i Nkoranzaregionen. Hun kan helbrede sygdomme, og give velsignelser. Et ritual for mennesker, går ud på at knuse et æg, på en af hendes træstammer, mens man siger sin bøn.
I Cherokeeindianernes myte om tobak, nævnes en ældre kvinde, som er ved at dø, og kun gennem tobakkens helsende virke, bliver hun rask. Kvinden har desværre ikke noget navn.
I egyptisk mytologi er både Isis og Bastet associeret med sygdomme, eller beskyttelse mod samme. Der er også Serkhet, som helbreder giften fra slangebid. Hun beskytter også guderne mod Apophis, den store slange der hærger i Underverdenen, og som Ra slås med hver dag - eller mere præcist hver nat - efter solen er gået ned i vest, og før den står op i øst.
I Mayareligionen var Ixchel en jaguargudinde, som var ansvarlig for jordemødre og medicin.
I Sri Lankansk buddhisme er Pattini skyts-, frugtbarheds- og helsegudinde - især hvad angår beskyttelse mod skoldkopper. Pattini er også kendt som Kannaki, og hun hyldes årligt i frugtbarhedsritualer, såsom Gammaduva - “Landsbygenfødsel”. I det tamilske episke digt Gilappatikaram, fortælles historien om den unge pige Kannaki, der blev gift med Kovalam. De levede lykkeligt, indtil at Kovalam blev forelsket i kvinden Madhavi, og begyndte et forhold med hende. Kannaki forblev trofast mod Kovalam, og tog ham tilbage, da Madhavi gik fra ham. Igen levede de lykkeligt sammen, indtil at Kovalam blev anklaget på torvet, og henrettet. Kannaki undrede sig over hvor han blev af, og da hun fandt ud af hvad der var sket, gik hun op til kongen og beviste Kovalams uskyld. Kongen beklagede meget hvad der var hændt, og undskyldte dybt. Men Kannaki forbandede hele riget, og gik ud for at være alene. Oppe i bjergene kom guden Indra til hende og tilbød hende en plads blandt guderne, hvor hun fik gudenavnet Pattini.
Jeg har set nogle omtale Kivutar fra finsk mytologi, som en lidelsesgudinde, men i canto 45 af Kalevala beskrives hun som en gudinde for helbredelse, medicin og sygepleje, så det er hvad jeg tæller hende som her. Hun gendanner godt helbred og styrke og gør smerter smerteløse. Hun lader syge sove roligt, og vækker de dybt sovende. Hun får de syge til at rejse sig og gå. Hun samler al verdens smerte i en spand, og hælder det i Smertefloden ved Pinebjerget, hvor hun koger flodens overskydende vand, og samler den resterende mængde smerte, og begraver det dybt inde i bjergene, så de ikke mere vil nage menneskene.
Taget i betragtning, hvor almindelig sygdom er i verdenen, så er det interessant, hvor få myter der er om sygdomshelbredende guder. Mange samfund har haft en form for shamaner, som ofte har spillet en rolle i helbredelsen af syge, men når myterne så er blevet fortalt, er det ikke et emne der har overlevet. De fleste lægedomsgudinder, var også gudinder for andre ting, og det er kun gennem lister over ting de er ansvarlige for, at vi kan sige at de har været medicinerer. Nogle gange ved vi endda mere om ritualer til gudinderne, end vi ved om dem selv. Det er ærgerligt at der ikke er nogle lægedomsmyter, som har overlevet til i dag, for det kunne have været spændende at se på hvordan ældre samfund forklarede en epidemi som hærgede i landet. Hvad slags tanker, ville gå gennem folks hoveder, første gang Pesten ramte Europa? Eller europæernes sygdomme, som dræbte millioner af folk fra Amerikaerne? Vi skal selvfølgelig respektere de få stammefolk i verdenen, der lever uden kontakt med omverdenen, men samtidig kan jeg ikke lade være med at undre; hvis Covid-19 ramte deres samfund, hvad har de så tænkt om det? Og hvordan har de forklaret det for deres yngre generation?
.jpg) |
| Ruth - moabitisk betlehemit |
Lov og Moral
“Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.” Åbningsordene til Jyske Lov af 1241, hentyder til nødvendigheden i at have nogle standarder for lov og moral. Hvis folk ikke respekterer hinandens eje, hvorfor skulle de så ikke gengælde den samme disrespekt? Ved at lave love, har myndighederne kunnet formindske mængden af tyvagtigheder, og ved at fremhæve nogle personer med høj lovlydighed og moral, har man haft nogle, som man kunne pege på og sige: “Se dem, de er gode lovlydige personer. Dem bør I stræbe efter at blive ligesom.”
I nordisk mytologi var dørvogteren Syn Tinggudinde - og det er altså "Ting" som i Folketing, eller Tingsted. Udtrykket "At få Syn for Sagn" - dvs. at det er bedre at konstatere ved selvsyn, frem for at tro på det der bliver sagt - er udledt fra hendes navn.
Vår var navnet på en asynje, som stod for troskab. Hun straffer folk, som bryder deres eder.
Penelope var Odysseus' hustru og mor til sønnen Telemakos. Da Odysseus blev indkaldt til at deltage i den trojanske krig, ventede Penelope troligt på hans tilbegevenden. Det tog ti år før krigen fik sin afslutning, men Penelope var stadig tro mod Odysseus. Men Odysseus kom ikke tilbage. Som årene gik, begyndte bejlere at komme op til Odysseus' hus, for at fri til hende, i den tro at Odysseus var død. Penelope følte i sit hjerte at Odysseus stadig var i live, så hun sagde til sine bejlere, at hun ville vælge en af dem, så snart hun var færdig med at væve et sjal. Om natten, rev Penelope vævningen op, sådan at hun kunne starte forfra igen den næste dag, og dermed udskyde valget af en bejler, til dagen da Odysseus endelig formåede at komme hjem.
I egyptisk kultur var Ma'atet koncept, som inkluderer elementer såsom, men ikke kun: Sandhed, balance, orden, harmoni, lov og moral. Gudinden Ma'at er en personificering af det koncept Hun bruger sin Sandhedsfjer, som modvægt, når de afdødes sjæle skal vejes, og bedømmes om personen har været et godt menneske i livet, eller ej. Ma'at blev blev skabt, da Atum hejste Solen op fra havet - måske menes der havguden Nu.
I Hinduismen findes fortællingen om den store helt Rama, som var en af tre kongesønner, dén af dem som egentlig burde have arvet kongemagten efter deres far, men moren til den yngste søn, manipulerede kongen, til at gøre sin søn til arvingen. Da kongen døde, blev den yngste søn konge, og hans mor forviste Rama fra paladset. Den yngste søn, havde slet ikke lyst til at være konge, så i stedet dovnede han den af, og ventede på at Rama kunne komme tilbage og tage kongemagten, som retmæssigt tilhørte ham. Med sig i eksil havde Rama sin mellemste bror - hvis hustru Umila, lagde sig ned og sov uafbrudt, for at hendes mand aldrig skulle blive træt, men altid være vågen til at våge over Rama - og Rama havde også sin egen hustru, Sita.
En dag, mens Rama var ude at træne, kom den tihovede dæmon Ravana - som i tidligere tider havde narret guden Brahma til at give ham næsten-udødelighed, dvs. han kunne kun dræbes af et menneske - til deres lejr, og kidnappede Sita for hendes skønhed. Derefter følger en lang række eventyr på vejen til Ravanas slot, hvor Rama møder, og samler mange store hære til sig, med abemennesker, ørne og havfruer. En af Ramas budbringere, Hanuman, finder Sita siddende og græde i Ravanas slot, og fortæller hende at Rama er på vej, men han bliver fanget af Ravanas mænd. Hvis ikke det havde været for Sitas bønner, var Hanuman blevet tortureret, men han slap fri, og kunne give Rama besked om hvad der var sket.
Endelig efter det sidste slag, og Rama havde givet Ravana nådestødet, blev Sita befriet. Men en tvivl om hendes renhed, troskab og uskyldighed var vokset i Rama, og han vidste ikke om han kunne stole på hende længere. Derfor valgte Rama at frigive Sita fra sit ægteskab til ham. I sin fortvivlelse, kastede Sita sig på et bål, og lod sig brænde. Da fortrød Rama, og han kastede sig til jorden i bøn. Brahma kom og bar Sita uskadt ud af bålet. Hendes renhed havde beskyttet hende, og de to blev genforenet. Ikke længe derefter kunne Rama vende hjem til paladset, og blive kronet til konge, som var hans arv.
Hos hittitterne og hurrierne, var Kubaba gudinde for sagsøgninger og lærdom. Kilder fra det lidt senere Luwianfolk ved byen Karkhemish - nær grænsen mellem nutidens Tyrkiet og Syrien - omtaler Kubaba, som en omsorgsfuld gudinde. Kubaba spiller en mindre rolle i myten LAMMAs Sang - LAMMA er hér et sumerisk logogram, brugt fordi guden ikke er specificeret. Det fortælles at Stormguden, Teshub, havde en diskussion med en lærdomsguddom kaldet LAMMA, fordi han, som nyudnævnt konge, ignorerer alle sine opgaver. Kubaba fortæller LAMMA at han bør koncentrere sig om sine opgaver, og huske på de ældre guder, som Faderguden Kumarbi, eller guderne i Dødsriget. LAMMA lytter ikke til Kubabas advarsler, og han ender med at miste sin position.
Kubaba blev i nogle kilder talt sammen med andre gudinder, såsom den hurriske Adamma, den hurriske Nupatik eller den Luwianske Vindgud Tarḫunz.
Når vi taler om kvinder med stor moral, og lovlydighed i det gamle testamente, så tænker jeg især på Ruth. Ruth var en moabit, som giftede sig med en israelitisk tilflytter. De var glade sammen, men da manden døde, flyttede Ruth med sin svigermoder til Bethlehem, og bosatte sig dér. Ruth tog den israelitiske livsstil til sig, og var meget vellidt af bethlehemitterne. Hendes ærbødighed, og lydighed for den israelitiske lov, gør at Ruth bliver gift med Boaz, fra sin svigermors slægt. Ruth bliver en formoder til kong David.
Hvis Ruth er et eksemplarisk menneske for god lovlydighed og moral i det gamle testamente, så er Jezabel hendes modstykke. Jezabel er en sidonitisk kvinde, der bliver gift med Israels kong Akab. Hun forfulgte Jahves profeter, og lod dem alle udrydde, mens hun lod Ba'als profeter spise med ved hendes bord. Efter styrkeprøven på Karmels bjerg, hvor Elias og Jahve beviste Jahves overmagt, og Ba'als uvirke, sværger Jezabel at dræbe Elias. Da kong Akab var nedtrykt efter en fejlet forhandling, beordrede Jezabel - i kongens navn - at den anden mand skulle stilles for en "retfærdig" domstol, og stenes til døde.
Kong Akab fremstilles meget magtesløs, mens Jezabel derimod, i hendes få passager, virker som den med den reelle magt i Israel. Senere da Jehus oprør kommer til paladset, efter Akabs død, fortælles det at Jezabel sminkede sit hoved, og hånede Jehu som en usurpator. Jehu fik nogle af tjenestefolkene overtalt til at smide hende ud af vinduet, hvor hun døde på stedet. Da hendes lig senere er forsvundet, formodes det at hun blev ædt af hunde.
Ruth og Jezabel er modstykker på flere måder. Ruth er fra Moab som ligger sydøst for Israel. Jezabel er fra Sidon, som er nord for Israel. Ruth følger trofast Jahves bud mens Jezabel forfølger Jahves profeter.
I de gammeltestamentlige apokryfer - specifikt Tilføjelser til Daniel - finder vi kvinden Susanna, som er en ung og rettroende kvinde. Hun har aldrig gjort noget forkert, men hendes skønhed leder to af byens ældste, og mest respekterede mænd til begær mod hende. De afpresser hende til at ligge med dem, men hun vil hellere dø som en uskyldigt anklaget, end at synde mod sin mand. Med Guds hjælp, træder Daniel frem, og beviser Susannas uskyld, og de to ældre mænd henrettes.
I Kalevala fortælles om en ung pige fra øen Saari, ved navn Kyllikki. Hun var yderst vakker, og opvokset i et fornemt hus. Hun blev tit opsøgt af bejlere, som ville have hende til viv, men hun afslog dem alle. Helten Lemminkäinen, som var opvokset i en lavtstående familie, hørte om Kyllikkis skønhed, og ville have hende til hustru. Han rejste til øen, hvor han spurgte om Kyllikkis hånd. Hun afslog ham, men han blev ved med at spørge. En dag var alle øens kvinder ude i skoven for at feste og danse. Da kom Lemminkäinen ridende, samlede Kyllikki op, og var af sted. Efter nogen tids protesteren, sagde hun til Lemminkäinen, at hvis han virkelig ønskede hende til hustru, skulle han aflægge ed på, at han aldrig ville gå i krig. Hun skulle ligeledes aflægge ed på at hun ikke ville omgås med mændene i hans by. De levede lykkeligt en tid, men en dag kom Lemminkäinen ikke hjem. I kedsomhed, besluttede Kyllikki sig for at gå ud og se hendes nye by, og hun mødtes og festede med byens indbyggere. Da Lemminkäinen fandt ud af det, besluttede han sig for at drage i krig. Et brudt løfte, for et brudt løfte.
Igen er der her ikke mange hele myter, men kun brudstykker og beskrivelser om kvindernes rolle, og hvad de har stået for. Ma'at er en personificering af et moralitetskoncept, Syn optræder i en enkelt liste af asynjer uden videre information, og Susanna siges bare at være en rettroende jøde som bliver uskyldigt anklaget. Lignende er Sita, der bliver bortført på grund af sin skønhed, men forbliver trofast mod Rama i årevis, og næsten går i døden af sorg, da han kort tvivler på hendes trofasthed. Ruth er et eksempel på at indvandrere kan integreres i et fremmed samfund, mens Jezabel er det stik modsatte. Kubaba rådgiver en spag konge om hvordan han kan forblive på den rette sti, og undgå fortabelse, mens Kyllikki er en tøvende hustru som tvinges til at sværge at hun vil være tro mod sin mand, men på grund af nysgerrighed, mener manden at løftet er brudt. Alle har noget med troskab at gøre, men alle på hver deres måde, og alle med vidt forskellige resultater.
 |
| Brændt Pind - Wendigos bane |
Diverse
Den sidste gruppering, som jeg vil kigge på, er en række personer, som ikke så nydeligt kunne placeres i de andre kategorier, så derfor har jeg kaldt disse diverse.
I nordisk mytologi avlede kvinden Gefion fire jættesønner i form af okser. Med deres hjælp, pløjede hun et kæmpe landstykke af fra Sverige, som blev til Sjælland. Hun er gudinde for jomfruer, som kommer og tjener hende efter døden. Hun giftes med kong Skjold.
Nornerne var skæbnegudinder. Der er flere, men kun tre har navne, Urd, Verdande og Skuld. Der findes både gode og onde norner, som bestemmer et menneskes liv fra fødslen af.
Gunlød, den Gode kvinde, var en jættekvinde, som Odin forførte, bare så han kunne få adgang til, og stjæle, Skjaldemjøden.
I græsk mytologi fremstilles kvinder tit - ofte indirekte - som skyld i heltes undergang. Nogle korte eksempler inkluderer: Meleager der bliver dræbt, fordi en kvindes brødre myrdes; Sisyfos skal for evigt skubbe en klippesten op ad bjerget i Tartaros, på grund af at Zeus kidnappede en kvinde og Proitos' tre døtre bliver sindssyge, og smitter deres sindssyge til andre kvinder.
Da Atalante blev født, ønskede hendes far sig egentlig en søn, så han smed hende ud på marken. Hun blev fundet af bjørne, som digede for hende. Som voksen, sagde Atalante nej til bejlere, og hun var stor og stærk nok til at kunne kæmpe med mænd i Legene - dvs. OL. Atalante deltog også i jagten på det Calydonske vildsvin. Da hendes far mente, at det var på tide at hun blev gift med en mand, opsatte hun et løb, hvor hendes bejlere fik et kæmpe forspring. Hvis hun indhentede dem, så blev de slået ihjel, hvis de vandt, blev de gift. Melanion, som havde nogle af Afrodites gyldne æbler, smed dem bag sig, så Atalante, der stoppede op for at samle dem op, endte med at tabe løbet. En dag da de var sammen ude at jage, kom de til et sted helliget Zeus, og som straf for at have samleje dér, forvandlede han dem til løver.
Thetis var gift med Peleus, og hun ønskede at deres søn, Achilleus, skulle være udødelig. Så Thetis tog den nyfødte Achilleus, og smed ham i den tændte pejs, så al han dødelighed kunne brændes væk. Da Peleus kom ind i lokalet, og så sin søn i ilden, sprang han hen og hev Achilleus ud, før ritualet var fuldendt. Thetis skældte Peleus ud, for at bryde ritualet, og nu var Achilleus kun "næsten udødelig". En noget senere romersk version af fortællingen siger, at Thetis dyppede den nyfødte Achilleus i floden Styx, for at han skulle opnå udødelighed, men fordi hun holdt ham ved hælen, blev den, det eneste sted, som han ikke var udødelig.
I inuitisk folketro var Katsiia en kvinde som gik rundt, og dræbte folk. En dag kom en angakkoq, for at dræbe hende. Han parterede Katsiia, og gemte de forskellige kropsdele vidt omkring. Hovedet blev smidt i en isrevne, hvor det stadig ligger den dag i dag, og råber af forbipasserende.
Pana er gudinde for reinkarnation. Hun boede i himlen, hvor de dødes sjæle blev sendt efter et år i Underverdenen, Adlivun. Med hjælp fra Månen, bragte hun de døde tilbage til Jorden, hvor de blev genfødt, enten som menneske eller som dyr.
Hos Cherokeeindianerne var Selu en kvinde, som lykkeligt passede sine børn. Sønnerne var vilde med alt det majs de fik at spise, men de undrede sig over hvor det kom fra. En dag så de, at majsen groede på Selu, og de troede at deres mor var en heks, så de dræbte hende. Dér hvor Selus blod flød ud, er dér hvor majs kan gro.
Cherokee har også en fortælling om Kananeski Anayehi, som var en edderkop, der rejste til Underverdenen, for at hente ilden, og bringe den til menneskene, så de kunne lære at tæmme den. Edderkoppen kunne læse folks tanker, og bringe sygdom, hvis hun ønskede det.
Der fortælles også om en gruppe af syv mødre, som var trætte af at deres sønner hele tiden spillede bold med gatayû'stï-sten. Derfor valgte mødrene at koge suppe på gatayû'stï-sten, i stedet for majs. Sønnerne blev sure på deres mødre, og gik ud for at danse et ritual, med ønsket om at komme op til himlen. Mødrene så fortvivlede deres sønner blive løftet op, og en af mødrene greb sin søn med en stang og hev ham ned, men med alt for meget kraft, sådan at drengen sank i jorden. På dét sted græd hun dagligt, og hendes tårer såede det første fyrretræ. De seks andre sønner kom op i himlen, og de kaldes nu Ani'tsutsã - eller Plejaderne.
Cree eller Saskatchewanindianerne fortæller om 11 brødre der flygtede fra Wendigo, og slog sig ned ved en lejr. En dag smed den yngste bror et brændt stykke træ ud af hytten, og straks kom en lille pige ind i hytten. Hver gang han smed hende ud, kom hun tilbage med det samme, et par år ældre, og da hun nåede en alder, ældre end den yngste bror, blev hun indlemmet i familien. Brødrene gav hende navnet "Brændt Pind". En dag da hun var ude at samle brænde, blev hun fanget af Wendigo, som tog hende med hjem til sin bedstemor, så hun kunne tilberede "Brændt Pind". Bedstemoren kunne dog godt lide "Brændt Pind", og lod sig selv slå ihjel og ædt af Wendigo, efter at have fortalt hende hvor hun kunne finde hjælp, til at slå Wendigo ihjel. "Brændt Pind" kom til et jernhus, hvor den unge mand og kvinde der boede der, dræbte Wendigo, og tog "Brændt Pind" til sig. Hun fik en talisman med manitoukræfter, og gik rundt i mandeklæder, hvilket reddede hende fra en ond mand, som sprang på kvinder og brækkede deres knogler for sjov. Hun dræbte manden, og tog nogle af hans fangede kvinder med sig hjem, så de kunne blive gift med hendes brødre.
Hos Salishaindianerne, fortælles om en mand, som var ude på jagt, hvor han fandt en kvinde, og hendes barn. Hun ledte ham til sin familie, hvor han lærte at de alle er hjortemennesker - altså mennesker, som når de iklæder sig en hjorts skind, så ER de hjorte. Kvinden underviser jægeren i ritualer, som han fremover skal udføre, sådan at hjortene nemlig kommer i live igen senere, og jægerer vil fremover kunne have et godt venskabsforhold med de vilde hjorte.
I det gamle testamente var Hagar en trælkvinde, som Farao gav til Saraj/Sara. Eftersom, at Sara var ufrugtbar, og ikke kunne føde Abraham en søn, fik hun ham overtalt til at sove med Hagar, og hun fødte ham sønnen Ismael. Sara, ramt af skinsyge, jog Hagar og hendes søn væk to gange. Den første gang, lod hun dem komme tilbage og bo hos dem igen. I Gen. 17, 23-25 bliver Ismael som 13-årig omskåret af Abraham, men efter at Sara føder Isak, og jager Hagar og Ismael væk igen - Gen. 21,14-16 - beskrives det at Hagar lægger sit spæde barn Ismael fra sig i ørkenen, fordi hun ikke kan udstå at høre dets skrigende gråd. Så hvad? Er Ismael nu kun 2 år gammel? Hagar og Ismael slog sig ned i ørkenen, og Ismael tog sig en egyptisk kone. Jf. Islam er Ismael stamfader til det arabiske folk, på samme måde som Isak er for det israelitiske.
Mirjam introduceres som "Arons søster", en profetinde, som ledte kvinderne i sang, efter Udvandringen fra Egypten - se Ex. 15, 20-21 - på samme måde som Aron leder mændene i sang. Eftersom at Aron er Moses' bror, må Mirjam derfor nok også være Moses' søster, selvom at hun ikke konkret identificeres som den søster, der vogtede Moses i sivkurven, men det er jo også muligt at der var flere søskende, som vi ikke hører om. Mirjam og Aron talte imod, at Moses var gift med en nubisk kvinde, men Jahve straffede Mirjam, som blev ramt af spedalskhed, og måtte derfor leve en uge udenfor lejren - sært at Aron ikke også blev straffet på samme måde. I Num. 12, står der, at Mirjam havde tilladelse til at gå ind i Åbenbaringsteltet, så i belysning af hvor lidt hun faktisk optræder i teksten, så havde hun en stor og vigtig rolle. Måske endda et tegn på en tid, hvor kvinder var accepteret som præstinder, før det blev forbudt?
Da israelitterne, under Josvas ledelse, kom til byen Jeriko for at bringe dens undergang, sendte Josva nogle spioner ind for rekognoscering. Der mødte mændene en skøge ved navn Rahab - "drage", navnet minder om det hebraisk "rehob" = "offentlig plads", altså skøgen Rahab er en offentlig kvinde. Rahab tog mændene til sig og beskyttede dem fra de soldater, som kom for at arrestere dem. Som tak blev hun, og hele hendes fars slægt reddet fra Jerikos undergang, og de blev derefter optaget blandt det israelitiske folk.
Under Israels krige med Palæstina - direkte oversat "Filistrenes Land" - blev Samson forelsket i Dalila. Hun var dog ikke tro mod ham og tog imod betaling fra filistrene, til gengæld for at lære Samsons svagheder. For hver gang Samson giver hende en forklaring, som viser sig at være løgn, da filistrene ikke kan overrumple ham, så græder hun, og siger at Samson ikke elsker hende. Da Samson endelig giver efter, og fortæller at årsagen til hans styrke ligger i hans hår, kronrager Dalila ham, og han bliver fanget af filistrene. I den etiopiske Kebra Nagast, er der en lidt længere epilog til historien om Dalila. Hun er søster til filisterdronningen, som nu er enke, efter at Samson væltede templet over alle de højerestående filistre. Begge er de to kvinder gravide, og de føder hver en søn. Dalilas søn har arvet en smule af sin fars styrke og dræber sin fætter, mens han forviser sin mor og moster, før han selv tager sin plads som filisterkongen.
Trobrianderne har deres egen version af Mâui, en helt som formår mange bedrifter, Tudava. Myten om ham begynder med en søskendeflok på fem brødre og en søster. Øen de boede på blev hærget af en kannibal, og alle søskende måtte flygte. Søsteren havde ikke nogen båd, så hun spurgte sin ældste bror, om hun kunne sejle med ham, men da han også havde sin hustru og børn med, sagde han at han ikke havde plads til hende, men hun kunne jo prøve at spørge den næstældste. Søsteren spurgte da den næstældste, men fik samme svar, og han foreslog, at hun kunne prøve at spørge den mellemste bror. Sådan blev det ved, indtil at hun spurgte den yngste bror. Han tvivlede på, at der var plads til søsteren, men i modsætning til de ældre brødre, lod han søsteren forsøge at sætte sig i båden, blandt hans familie, før de begge måtte konkludere, at båden var ved at kæntre. Søsteren gik ud af båden, og stod på stranden, og så sine fem brødre sejle væk med deres familier.
Af frygt for kannibalen, gemte søsteren sig i en fugtig hule, hvor en dråbe vand fra en stalaktit faldt ned, og landede på hendes mave, og gjorde hende gravid. Hun fødte en søn, som hun kaldte Tudava, og opdragede ham i hemmelighed. Da Tudava blev stor, gik han ud, og dræbte kannibalen, og han sendte kannibalens kranie, med flodstrømmen hen til sin mors brødre. Kraniet flød forbi brødrenes huse, men kun den yngste bror opdagede kraniet, og vidste hvad det betød. Da han havde forklaret det for sine ældre brødre, sejlede de alle tilbage til øen de kom fra, for at hilse på deres søster, men Tudava stod på stranden, og de blev bange. Kun den yngste bror turde komme tæt på ham, og lægge alle brødrenes gaver for Tudavas fødder.
Tudava var ikke imponeret over nogle af gaverne, så til sidst måtte den yngste bror komme til sin søster og spørge hende, hvad Tudava ville have. Hun spurgte sin søn, og svarede derefter sin bror, at Tudava ville acceptere brødrene som sine onkler, hvis han fik en datter af hver af dem som sine hustruer, som bod for at de havde efterladt deres søster. Det gik alle brødrene med til, og Tudava blev gift med en af hver broders datter, men dog var den yngste broders datter, Tudavas yndlingskone.
Mâui er en stor helt i polynesisk mytologi, men han var bestemt ikke den ideelle rollefigur. En dag var han ude at fiske med sin søster, Hinauris mand. Mâui fangede ikke nogle fisk, men hans svoger fangede i læssevis. Mâui blev vred, og forvandlede sin svoger til en hund, og da Hinauri spurgte efter sin mand, henviste Mâui hende bare til hunden. Hinauri blev ramt af fortvivlelse, og gik ned til havet, og kastede sig ud for at forsøge at tage sit eget liv. Efter at have flydt rundt på havet i månedsvis, var Hinauri helt dækket af alger og muslinger. Hun blev fundet af to brødre, som tog hende til sig, og de bragte glæde tilbage i hendes liv, og Hinauri blev med barn. En dag bliver hun opdaget af en lokal fyrste, som blev forelsket i hende, og ville have hende til hustru, men da hans andre koner gjorde nar af hende, forbandede Hinauri dem, og de døde alle. Da hendes barn blev født, fandt en af hendes ældre brødre hende, og sammen stak de af fra fyrstens land.
En anden polynesisk mytehelt var Tawhaki, som en dag blev opsøgt af gudinden Tango-tango, som var blevet forelsket i ham, og de blev gift. Tango-tango fødte Tawhaki en datter, men da han forfærdedes ved hendes lugt, uden et renselsesritual, tog Tango-tango deres datter med op i himlen og forlod Tawhaki. Efter en lang odyssé af en rejse, formår Tawhaki at komme op i himlen. Dér møder han Tango-tango og sin datter, og Tango-tango accepterer ham som sin mand, så de igen kan leve sammen.
En fyrste havde giftet sig med en anden fyrstes datter, og de havde fået en datter, Haungaroa. En dag havde Haungaroas mor ikke fået steget sin mands mad til et ritualmåltid længe nok, så han blev sur, og forbandede hende, og hele hendes families slægt. Moren tog da Haungaroa, og udførte et renselsesritual over hende, for at stoppe forbandelsen over hende. Moren sendte derefter Haungaroa ud mod sin morbrors land, for at advare dem om hendes mands forbandelse over dem. Haungaroa fik et pænt følge med hende på rejsen, men da nogle af kvinderne på ekspeditionen grinte af hendes store appetit, forbandede hun, og slog dem ihjel. Da hun endelig nåede sin morbrors landsby, nægtede Haungaroa at fremstå som enhver bonde, men fremhævede sig stolt i byen i stedet for. Hun satte sig på sin morbrors sæde, hvor han fandt hende, og bød hende velkommen, da han lærte hvem hun var. Haungaroa ledte folket i renselsesritualet, der skulle modkæmpe hendes fars forbandelse, og hun deltog i bygningen af en flåde, som skulle føre hendes morbrors hær til hendes hjem, og føre krig mod hendes far. Derefter forsvandt hun fra fortællingen.
Savitri var en hinduprinsesse af umådelig skønhed, til det punkt hvor mænd var bange for at tage hende til hustru, da de ikke var hendes skønhed værdig. En dag har kongen fået nok, og sender Savitri ud på en mission, for at finde sig en værdig husbond. Hendes gode natur og moral får hende til at stoppe op hos en blind tigger og give ham noget at spise. Tiggeren viste sig at være en tidligere afsat konge fra et naboland, og han giver Savitri sin søn til ægteskab. Sønnen er dog blevet profeteret at ville dø efter et år, men Savitri er ligeglad, og er ham trofast hele det år.
Da dødsguden, Yama, kom for at hente prinsens sjæl til dødsriget, nægtede Savitri at skilles, og hun fulgte efter Yama. Han anerkender Savitris troskab til sin mand, og lover hende hvad end hun ønsker sig, undtagen mandens liv. Savitri ønsker sig tre ting: At tiggerkongen bliver genindsat; at hendes far får 100 børn; og at hun selv får 100 børn, som pris for hendes tab. Da Yama ikke bare kan gøre hende gravid med 100 børn, giver han hende sin mand igen.
I kinesisk mytologi var Magu en ung vakker pige, med lange fingernegle. Hun er kendt som kvindernes beskytter, og er ofte forbundet med Taoismen. En fortælling siger, at da Magu brød Taoismens retningslinjer, så dræbte hendes mand hende, og smed hendes krop i en flod. Kroppen flød op på land, og dér blev der bygget et tempel til hende. Det siges at om natten kunne ses en skikkelse gå rundt på floden, for at andre ikke skulle myrdes på samme måde som hende. En anden fortælling siger, at Magu oprindelig var i slangeform, men udviklede en menneskeform, som hun foretrak. En dag besøgte hun en anden kvinde, som serverede et måltid for hende. Da Magu lærte at hun havde spist slange, kastede hun blod op, og døde på stedet. Eftersom at Magus navn betyder noget i retningen af "Hamppigen", eller "Cannabisprinsessen", har flere spekuleret på om hun har været en repræsentant for den slags rygning i Oldtidens Taoisme.
Den næste fortælling er en kinesisk fortælling, men kendes også fra Korea og Japan. Jeg lærte den i japanskundervisningen, hvorfor personerne hér har deres japanske navne. Kamisama - "Ærværdige Gud" - havde en smuk datter, Orihime - "Væveprinsesse", kinesisk navn Zhinü - som brugte alle sine dage på at væve. Kamisama mente at det var på tide at Orihime blev gift, så han så sig omkring efter en god mand til hende. Dér på den anden side af Ama-no-Gawa - "Himmelfloden" dvs. Mælkevejen - så han en kvæghyrde, som arbejdede hårdt. Han hed Hikoboshi - "Mandestjerne", kinesisk navn Niulang. Orihime og Hikoboshi blev gift, og de var lykkelige sammen, men de var så meget sammen, at der ikke blev gjort noget arbejde. Derfor besluttede Kamisama, at adskille de to elskende, og han sendte Hikoboshi hjem. Orihime blev så ulykkelig, og hun kunne ikke holde op med at græde, og hendes eneste ønske var at se Hikoboshi igen. Til sidst fik Kamisama medlidenhed med dem, og gav dem tilladelse til at mødes én gang om året, hvor de to kunne være lykkelige sammen igen, men Orihime måtte vende hjem, ved aftenstide. Hikoboshi og Orihime er personificeringen af to store stjerner på himlen, henholdsvis Altair og Vega. I Japan fejrer man hvert år Tanabata den 7. juli, hvor man ærer Orihimes store ønske, om at se sin elskede Hikoboshi, ved at skrive sine egne ønsker ned på farvede sedler.
Et japansk folkeeventyr fortæller om Urashima Tarō, og hans rejse til Faerie. Urashima var en ung fisker, i en lille fiskerflække. En dag stoppede han nogle små bøller i at torturere en skildpadde. Som tak for at blive frelst, inviterede skildpadden Urashima med ned, for at besøge havkongens dragepalads. Hér møder han havprinsessen, Otohime, som er smukkere end noget menneske. Hun er klædt i rødt og grønt tøj, der er vævet med en gylden tråd, som flyder gennem hendes kjole. Otohime har sort hår i skulderlængde, og en stemme som havmusik. Hun var forelsket i Urashima, på grund af hans rene hjerte, der var villigt til at redde en skildpadde. Otohime inviterede Urashima til at bo med hende i dragepaladset, og alle var glade. Dog efter tre dage, begyndte Urashima at føle, at han var nødt til at sige farvel til sine forældre. Otohime var ikke særlig begejstret for at Urashima skulle rejse hjem, omend for en kort stund. Som en garanti på at han ville vende tilbage, gav hun ham en lille æske, men fik ham til at sværge, at han ikke ville åbne den. Tilbage i sin landsby, opdager Urashima, at der faktisk er gået 300 år, og i fortvivlelse, åbner han æsken, og de 300 års alder indhenter ham på stedet.
En ældre bambusskærer fandt en bette pige - ikke større end en håndflade - gemt inde i en bambus. Bambusskæreren adopterede hende, og gav hende navnet Kaguya. Kaguya voksede op til en vakker pige. Fem prinser hørte om Kaguyas skønhed, og ville ægte hende, men hun var ikke i giftehumør. Derfor uddelegerede hun en række umulige opgaver til dem, og ville kun gifte sig med den, som kunne løse sin opgave, hvilket ingen af dem kunne. Japans kejser blev også forelsket i hende, men Kaguya fortalte ham, at hun oprindeligt kom fra Månen af, og en dag ville måneboerne komme, og tage hende med hjem. Efter at den dag kom, gik kejseren hver dag ud på en høj bakke, og græd til Månen.
I første halvdel af Gilgameshkvadet, møder vi Shamkhat, som er en prostitueret kvinde, i byen Uruk. Da guderne skaber Enkidu, som en vildmand - i ordets bogstaveligste forstand, nemlig en mand opdraget blandt de vilde dyr - tilkalder jægerne Shamkhat, sådan at hun "med al kvinders kunst", kan forføre og tæmme Enkidu. Derefter begynder han at bo hos hende, og hun underviser ham i menneskers kulturer og levevis. Shamkhat forsvinder ud af historien, da Enkidu og Gilgamesh bliver venner.
Et berømt Hadith i Islam siger, at hvis en troende dør i kamp, vil han få 77 jomfruer i paradis. Dette Hadith er ikke anerkendt af tidlige muslimske forskere og forfattere - dvs. i 650-800 årene - hvilket tyder på, at trods dets populære status, og kendskab, så er det ikke et autentisk Hadith. Det sagt, så er "jomfruerne" omtalt i hadithet eksisterende i det muslimske verdensbillede - eller var det i hvert fald i gamle dage. De kaldtes Hourier, sortøjede kvinder, som yder seksuelle tjenester i Paradis. Det siges at deres jomfruelighed dagligt bliver fornyet.
Selvom at kvinder generelt i Koranen bliver fremhævet som trofaste, og ofte hurtigere til at lade sig konvertere til Islam end mænd har det med at være, så bliver kvinder ikke kaldt ved navn i Koranen. I stedet omtales de som "Adams kone" eller "Ibrahims kone". Der er dog én undtagelse: Maryam - også kendt som Jomfru Maria, i den kristne verden.
Maryam omtales 70 gange i Koranen, og hun kaldes i Sura 3,42 den største af alle kvinder. Da Maryam blev født, gav hendes moder hende til Guds ære - sammenlign med den nytestamentlige apokryfe tekst "Jakobs Forevangelium", hvor Anna fejrer Marias fødsel, ved at overdrage hende til templet, hvor hun blev opdraget, før hun blev forlovet med Josef. Koranen fortæller, hvordan Ærkeenglen Gabriel kommer til Maryam, og fortæller hende, at hun skulle føde Messias, Isa - Jesus.
Maryams jomfruelighed fremhæves flere gange i Koranen, bl.a. Sura 21,91 "Hende, der værnede om sin møddom. Så blæste Vi noget af Vor ånd ind i hende og gjorde hende og hendes søn til et tegn for alverden" og 66,12 "[Maryam] værnede om sin møddom". Maryams rolle i Koranen er så stor og vigtig, at nogle islamiske teologer og forskere, har foreslået den teori, at hun fungerede som profet, men fordi hun var en kvinde, så har eftertiden ignoreret den mulighed.
Fāṭima var Profeten Muhammeds datter, og hun blev gift med Ali, som var Muhammeds udvalgte efterfølger. Fāṭima har en del tilnavne, men det mest populære er al-Zahra - “den Skinnende”. Det fortælles at Muhammed gav Fāṭima et stykke jord, men efter hans død, ville hans efterfølger Abu Bakr ikke anerkende gaven, og nægtede at give hende jordstykket. Indenfor den Shi'itiske sekt Ismaelitterne kaldes hun for "De Hellige Imamers Moder". Fāṭima er kilden til imamernes visdom, hun er "den Skjulte Tavle, som Gud har skrevet på".
Fāṭima døde kun seks måneder efter sin far, hvorfor vides ikke med sikkerhed, men mange tror på, at det var fordi at hun var imod Abu Bakr som sin fars efterfølger i stedet for hendes mand Ali. Abu Bakr har derfor skullet angribe deres hus, og Fāṭima være dødeligt såret.
Især i Shiaislam sammenlignes Fāṭima med Maryam, begge som de ypperste kvinder verden nogensinde har set.
I aztekernes mytologi, var Mayahuel gudinde for Maguey-kaktussen. Quetzalcoatl var tørstig en dag, og han overtalte Mayahuel til at følge med ham ned til jorden. Dér forvandlede de sig så til et træ, med hver sin gren. Mayahuels bedstemor, var ikke glad for at hun havde forladt sit hjem, så hun sendte sine underguder ud for at dræbe Mayahuel. De fandt træet, huggede det ned, og skar Mayahuels gren i stumper. Quetzalcoatls gren ignorerede de, og da de var gået, tog han Mayahuels rester og plantede dem i jorden. Af Magueyplanten som groede op, lavede han Pulque - en alkoholbaseret læskedrik, som var vigtig i aztekernes kultur.
I Incamytologien var Cavillaca en ung og smuk væverske jomfru, som sad under et træ og passede sit arbejde, da guden Comiraya blev forelsket i hende. Han forvandlede sig til en fugl, og formede en frugt af sin sæd, som han lod falde ved siden af Cavillaca. Da hun åd frugten, blev hun gravid. Hun fødte et barn, men vidste ikke hvem faderen var. Hun samlede hele landsbyen til forsamling, men da ingen trådte frem som barnets far, henvendte hun sig til en bålånd. Bålånden udpegede en gammel tiggermand - Comiraya i forklædning - som barnets far, og Cavillaca blev fortvivlet over at en tigger kunne være barnets far. Hun tog derfor sit barn, og løb ud til havet, hvor de begge blev forvandlet til sten.
En far havde en smuk datter, Cori-Huayta, som han ikke ønskede at gifte væk. Cori-Huayta kendte intet til sin fars ønske, og gjorde sig klar til at gøre ham stolt ved at gifte sig med en flot, stærk og rig mand. Da kom tre bejlere til byen, hver med en hær bag sig, som de ville udslette byen med, hvis ikke de fik den smukke Cori-Huayta til viv. Faderen faldt til jorden og bad solguden, Inti, om hjælp. Han var den eneste, som faderen ville tillade sin datter at gifte sig med. Inti steg ned, hans overvågende lys forvandlede bejlerne til bjerge. Derefter tog han Cori-Huayta med sig op i himmelen, og gjorde hende til sin hustru.
Chuqui-Ilantu var en Solens Datter - piger dedikeret til solguden, Intis tjeneste, lidt ligesom nonner - hun fandt sig en dag forelsket i en lamahyrde. De to sneg rundt og sov sammen, men en vagt så dem, og alarmerede Solens Døtres forstanderinde. De to unge blev forfulgt, og da de ikke kunne flygte mere, forvandledes de til et bjerg med to tinder, kaldet "Pitu-Siray" - "(Elskende) Parret".
I kinesisk buddhisme er Guanyin en bodhisattva med endeløs medfølelse og nåde. Hun anses som en kvindelig version af Avalokiteshvara. I Japan kendes hun under navnet Kannon.
Dronning Mahâ-Mayâ deltog i Midsommerfesten, som var fri for alkohol, men rig på blomsterkranse og parfumer. I dagene op til Fuldmånedagen, badede hun i parfumer, og gav gavmildt penge væk. Hun gik i seng, og drømte om toppen af Himalayabjergene, hvor hun blev påklædt som en gudinde. Mahâ-Mayâ så i en vision fra Gudbjerget, Bodhisattvaen komme ridende på en hvid elefant. Da hun vågnede, fødte hun Bodhisattvaen, til hans næste liv.
Hos Yolmgufolket i Australien fortæller en myte om Garangel og Boalene som var søstre, der hørte til Slangetotemmets stamme. Garangel havde et barn, men Boalene havde endnu ikke fundet en mand at være sammen med. En mand kom op til Boalene, men hun tøvede, fordi de var beslægtede. Til sidst gav hun efter, og lå med manden. Da hun nu var med barn, måtte søstrene flygte fra landsbyen. På deres vandring så de mange planter, dyr og fugle som de alle gav navne. De slog lejr ved en sø, hvor Yurlunggur - Regnbueslangen - boede, og dér fødte Boalene sin søn. Garangel gik ud for at finde mad til sin søster, men kom til at vække Yurlunngurs vrede. Slangen kom op af søen og åd søstrene og deres børn, men fordi at de hørte til Slangetotemfolket, fortrød slangen, og spyttede kvinderne ud. Hvor de landede blev de forvandlet til sten.
I keltisk mytologi var Gaillech - "Den Tilslørede" - en gudinde for vind, kulde og vintervejr. Hun kaldes en guddommelig kælling - "Hag" - se f.eks. Storm Hag i Skotland, og Hag of Beara i Irland. På Isle of Man er hun set som en formskifter, ofte en stor fugl. Hun ridder på storme, og hopper over store bjerge. Hun har nogle gange blå hud, andre gange hvid. Ofte iklædt tøj med hængende kranier. Hun har en hammer, med hvilken hun kan kontrollere vejret og forme landskabet. Hun destruerer byer i storm, men beskytter dyr. Hun ligner en gammel kone om vinteren, men en ung kvinde om foråret. Ingen kunne regere et land, uden hendes tilladelse.
Viviane - også kendt som "Lady of the Lake" - opdragede Lancelot, og gav Arthur Excalibur. En Faerie som Merlin blev forelsket i. Han byggede et krystalpalads til hende, men Viviane gengældte ikke hans kærlighed. Hun ledte Merlin til Ungdommens kilde, gjorde ham lille og svag, hvorefter hun fangede ham i et magisk fængsel, hvor han døde.
Dahut var datter af kong Gradlon og en fe. Da kongen konverterede til kristendommen, forblev hun i sin hedenske tro, og drømte kun om rigdomme og et sted at bo og være fri til at gøre lige hvad hun ville. For at skaffe rigdom, fik Dahut en drage til byen. Dahut havde en tendens til at dræbe mange af hendes elskere, men en dag kom en rød ridder, smukkere end nogen anden, til byen. Han var fascineret af de store bølger som slog mod bymurene - byen Ys var bygget under havoverfladen - og han fik Dahut til at stjæle sin fars nøgle til byportene. Ridderen åbnede portene, og lod havet storme ind. Han var nemlig djævelen i forklædning, og med Dahuts hjælp, var byen blevet fuld af syndere og griske folk. Kong Gradlon red på sin magiske hest til sikkert land, men fik i et syn besked om at efterlade dæmonen Dahut, som han prompte skubbede af hesten. Hun blev trukket ned under havet, og forvandlet til en Morgen - en form for havfe i samme stil som sirener eller havfruer, der lokker mænd tæt på, og kidnapper dem.
I Kalevala er Louhi hovedantagonisten, som epokens helte støder sammen med igen og igen. Louhi bruger sine døtres skønhed, til at få mulige bejlere til at udføre, hvad der ellers ville være, umulige opgaver, såsom at fange helvedstyren, eller at bygge et skib uden brug af hænder og værktøj. Heltene Väinämöinen, Ilmarinen og Lemminkäinen, kommer til Louhi, landet Pohjolas Frue, og forlanger at få hendes døtre i ægteskab. Da Ilmarinen bliver gift med hendes ældste datter, bliver Lemminkäinen vred over ikke at være inviteret til brylluppet, og raserer hendes hus, og dræber hendes mand. Da Ilmarinens brud bliver dræbt af en anden af epokets “helte”, forlanger han at Louhi giver ham hendes anden datter til viv. Da Louhi nægter, så bortfører han datteren, og forvandler hende til en måge. De tre helte beslutter sig derefter at stjæle Sampo fra hende, en magisk juvel som giver rigdom og lykke til dens ejer. I vrede sender Louhi en hær efter heltene, og hun pudser Loviatars otte sygdomsbørn på deres hjemland. Da alt andet fejler, kidnapper Louhi Solen og Månen, men så har heltene fået nok, og mestersmeden Ilmarinen smeder en lænke til hende. Det får Louhi til at gå i panik, og hun befrier både sol og måne, for at undslippe fangenskab.
Man skal selvfølgelig ikke læse moderne idealer ind i ældre fortællinger, men udover at Louhi brugte sine døtres skønhed til at narre bejlere til at gøre hvad hun ønskede, så bliver Louhi ikke en skurk i fortællingen, før at hun har oplevet at miste sin mand, begge sine døtre, have sit hjem ransaget og smadret, og hendes mest kære eje stjålet. Samtidig er heltene folk som bortfører kvinder hvis de ikke villigt gifter sig med dem, eller de går i krig for ingen gavn bare fordi det viser deres mandighed. Ja, jeg fandt at jeg faktisk holdt med Louhi mens jeg læste Kalevala.
Der er lige en sidste canto i Kalevala, som næsten føles som om den ikke hører til i epoken. Marjatta er datter af en højtstående mand. Hun er en smuk kvinde, som beskytter sin møddom, til en sådan grad, at hun ikke vil spise æg - fordi de stammer fra en hønes samleje med en hane - eller sadle en hoppe som har haft besøg af en hingst. Som hyrdinde passer hun sin families får, og en dag ser hun et træ med bær. Et bær faldt på jorden ved hendes fod, og kravlede op ad hende, og lod sig æde. Marjatta fandt derefter at hun var blevet gravid. Hendes forældre slog hånden af hende, og hun blev kendt som en luder i hele byen, så hun måtte føde sit barn i en hestestald i udkanten af byen. Folk blev ved med at håne hendes søn, så for at få folk til at acceptere ham, ville Marjatta gerne have drengen døbt, men døberen følte noget særligt i drengen, og ville ikke døbe ham, før at han var blevet undersøgt af en vismand. Väinämöinen så på drengen, og følte noget særligt i ham, som gjorde ham bange, som var drengen besat af en dæmon. Väinämöinen foreslog derfor at tage drengen ud i skoven og dræbe ham med en kæp. Da tog den 2 uger gamle dreng til orde, og svarede igen på Väinämöinenes forslag. Han indså at han tog fejl, denne dreng var Jumalas - “Guds” - udvalgte, og Väinämöinens egen tid på jorden var ved at løbe ud. Drengen blev døbt, og Väinämöinen rejste op til himlen.
Denne sidste canto i Kalevala, føles sært placeret, ikke kun fordi at den ikke har noget med resten af fortællingen at gøre - Väinämöinen er den eneste person fra hovedfortællingen som optræder her - men inklusionen af en gravid jomfru, som føder Fadergudens udvalgte på jord, viser stærk indflydelse fra Kristendommen. Eller er det kun mig der ser det? 😛 Selv det at den nyfødte dreng er moden, og kan tale velsignelser eller forbandelser, er taget fra tidlige kristne tekster såsom Jakobs Forevangelium og Pseudo-Matthæusevangeliet. Jeg vil dog understrege, at mine tanker om denne cantos omfortolkning af Kristendommen, ikke skal tages alvorligt. Kalevala er en renskrivning og rekonstruering, udført af Elias Lönnrot, som i 1800-tallet rejste rundt i Finland og Karelen, og nedskrev mange mundtlige traditioner om Finlands folketro. På den tid havde Finland jo været et kristent land i århundreder, så det er kun naturligt, at Kristendommen blev indlemmet i folketroen. De tidligere cantoer havde også tit referencer til djævelen og andre kristne elementer. Den slags sker naturligt, når mytologierne ikke bliver nedskrevet mens de stadig er levende.
Hvor begynder jeg med at opsummere denne gruppe? Det er jo en kunstig gruppering, og de fleste af de hernævnte kvinder, har meget lidt - hvis overhovedet noget - til fælles. Beskrivelserne om dem omhandler alt fra godtroenhed, til ressourcefuldhed, til forførelse, til håbefulde mediatorer, til fortabelser og fornyet håb. Kvinder, der udstråler det Mandlige ideal, og kvinder der er ét med naturen. Kvinder i ledende roller og kvinder som efterlades af alle sine venner og familier. Kvinder, der bringer føde når de dør, og kvinder som bliver belønnet for deres standhaftighed. Ja, det er næsten som om at man ikke kan forvente at to forskellige kvinder er ens. Hvem ville dog have troet, at mennesker var forskellige?
Moderne mytologier
Når folk taler om mytologier, tænker de fleste på gamle eller antikke trosforestillinger, men mytologier opstår stadig den dag i dag. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med dette emne, men bare tænk på de fantasivæsener, som vi fortæller om til børn. Julemanden - en lettere fed gammel mand, som bryder ind i folks huse for at lægge gaver? Bigfoot - en stor menneske-bjørne-hybrid?
Jeg så for nogle år siden, på YouTube, en canadier som fortalte om, at han som lille var bange for søer, fordi hans bedstemor havde fortalt at han skulle passe på, at Ogopogo ikke kom og tog ham bort. For dem der ikke ved hvem Ogopogo er, så tænk Loch Ness uhyret, en kæmpe søslange.
Tænk også på superheltene i tegneserier og film, som ofte gennemgår mange af de samme slags prøver, som heltene i de gamle mytologier gennemgik, bare i en mere moderne sceneopstilling.
To af de litterære moderne mytologier som jeg har mest kendskab til, er J.R.R. Tolkiens legendarium, og Star Wars universet. Tolkien var dybt inspireret af nordisk mytologi - og til en hvis grad også finsk og keltisk. Adskillige af hans figurer har navne fra nordisk mytologi, mest tydeligt Gandalf - “Stav alf/elver” - og dværgene. Men han var generelt mere inspireret af oldgermansk kultur generelt. Landet Rohan i Ringenes Herre, er et angelsaksisk samfund, og i 1920’erne var han fastbesluttet på at skrive sine fortællinger som episk lyrik, stærkt inspireret af Bjowulfkvadet. Se f.eks. mødet mellem Beren og Lúthien i Lay of Leithian fra ca. 1925 (mine tonemarkeringer):
“'Tinúviel! Tinúviel!'
His voice such love and longing filled
one moment stood she, fear was stilled;
one moment only; like a flame
he leaped towards her as she stayed
and caught and kissed that elfin maid.”
Hvad Star Wars angår, så var George Lucas stærkt inspireret af Joseph Campells teori om “Monomyten”, også kendt som “The Hero’s Journey”, hvor Campell havde sammenlignet mange forskellige myter, og havde opsat en generel formel, som han mente myterne fulgte. I dag er Campbells teorier set på med skeptiske øjne af forskere, men Lucas’ fortælling om en bondedreng, som møder en troldmand, og rejser ud for at redde en prinsesse fra den onde overmagt, bærer tydelige præg af Heltens Rejse. Siden 1990 har Star Wars-licensen været åben for forfattere og spilfirmaer at bruge, og siden 2012 har alt nyligt udgivet under licensen været anerkendt som kanon.
Jeg kunne gå i dybden med et par eksempler fra disse to, men jeg tror hellere jeg må lade være. Måske en anden gang.
Konklusion
Så gennem hele denne sammenligning, har jeg især lagt mærke til de følgende: Personerne, om de er guder eller mennesker, har det med at leve lykkeligst, når de er i fællesskab med andre. Det at være alene og agere selvstændigt kan godt fungere, men ender ofte med en eller anden form for ulykke, enten direkte, eller indirekte, som bringer sorg og ulykke over alle. Som en moder, har kvinderne kærlig omsorg for deres børn, også selvom at børnene skulle finde på at begå oprør imod dem, så er en mor stadig en mor for sine børn. Er det et valg, kvinderne selv tager, eller er det blevet dem bestemt af en højere magt end dem selv? Ja, hvor meget fri vilje har personerne i myterne? Nogle mytologier har et større fokus på skæbnen end andre, og hvis skæbnen siger at du vil komme ud for en ulykke, så kommer du ud for den ulykke, lige meget hvor meget du kæmper imod skæbnen. Selvom at det skulle være skæbnebestemt, så har disse kvinder været skarpsindige nok til at bruge af deres vished, og finde en løsning på de fleste af problemerne, som de er kommet ud for. De kan bringe tryghed i farefulde tider, og bruge deres evner til at rette bod på ulykkerne, der er sket. Kvinderne kan både være yderst trofaste i deres arbejde, eller de kan være lemfældige med det, hvad end historien nu har brug for på det tidspunkt. De fremviser alle de menneskelige følelser og ideer, alle menneskelige handlinger og tab. Ja, kort sagt de er mennesker alle sammen. Ja, også guderne, de er et billede på den menneskelige forståelse i den tid som de kommer fra. Kvinder i mytologierne, er ligesom kvinder i den virkelige verden - bare som afspejling af deres samtids samfund - og det gør ikke noget. Nej, mytologierne fremviser ikke kvinder som roden til alt ondt, som var den tanke der inspirerede mig til at lave denne store undersøgelse. Selv når kvinderne spillede en rolle i ondskabens introduktion til versen, så har der altid været nogen som bragte ondskaben til hende først. Der er ingen stor forskel i fremstillingen af mænd og kvinder i mytologierne. Måske er mænd nærmere idealet for mennesker i nogle, men så er kvinderne samtidig dem, som holder verden ved lige, og ikke spilder tid på at vinde hæder og ære. Mænd er mænd og kvinder er kvinder, begge er nødvendige for at kunne leve. Man er som man er og det er godt nok.
Bibliografi
Bibelen
“Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger i oversættelse autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved kongelig resolution af 19. februar 1992”. Det Danske Bibelselskab.
“Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger i oversættelse autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved kongelig resolution af 29. september 1998”. Det Danske Bibelselskab.
“Bibelen på hverdagsdansk” 2007. Forlaget Scandinavia.
“Den Gamle Aftale - Det Gamle Testamente på nudansk” 2020. Det Danske Bibelselskab.
“Biblia Hebraica Stuttgartensia”. Deutsche Bibelgesellschaft.
Koranen
“Koranen oversat af Ellen Wulff”, 2009. Forlaget Vandkunsten.
Alster, Bendt et.al. 1984. “Gads Religionshistoriske tekster”. Gads Forlag.
Andersen, Lene. 1973. “Hesiod: Theogonien, Værker og Dage, Skjoldet”. Gyldendals Forlag.
Barrow, Jim. 2020. “Anicent Africa - 2 Books in 1: African Mythology and Ancient African Kingdoms”. Udgivet Uafhængigt.
Baldwin, Barnard. 1979. “Dokinikani: Cannibal Tales of the Wild Western Pacific. A Translation of Two Hundred Pages of Vernacular Text Incorporated in a Concurrent Introduction and Commentary”. Uafhængigt Udgivet.
Berg, Sebastian. 2021. “Cherokee Mythology: Myths, Legends and Spiritual Beliefs”. Creek Ridge Publishing.
Berg, Sebastian. 2020. “Egyptian Mythology: Myths and Gods of Ancient Egypt”. Creek Ridge Publishing.
Boas, Franz et.al 1917. “Memoirs of the American Folk-Lore Society Volume XI: Folk-Tales of Salishan and Sahaptin Tribes” Memoirs of the American Folk-Lore Society. The American Folk-Lore Society.
Carstens, Pernille et.al. “Atrahasis: den babylonske myte om ‘syndfloden’”, privatoversættelse til brug i unversitetsundervisning. Baseret på Lambert, W.G. et.al. 1969. “Atrahasis - The Babylonian Story of the Flood”. Clarendon Press.
Clayton, Matt. 2018. “Asian Mythology: A Captivating Guide to Chinese Mythology, Japanese Mythology and Hindu Mythology” Captivating History. Udgivet Uafhængigt.
Clayton, Matt. 2019. “Mesoamerican Mythology: A Captivating Guide to Maya Mythology, Aztec Mythology, Inca Mythology and Central American Myths” Captivating History. Udgivet Uafhængigt.
Clayton, Matt. 2019. “Mesopotamian Mythology: A Captivating Guide to Ancient Near Eastern Myths” Captivating History. Udgivet Uafhængigt.
Clayton, Matt. 2020. “Australian Mythology: Captivating Dreamtime Stories of Indigenous Australians” Captivating History. Udgivet Uafhængigt.
Clayton, Matt. 2020. “Native American Myths: Captivating Myths and Legends of Cherokee Mythology, the Choctaws and other Indigenous Peoples from North America” Captivating History. Udgivet Uafhængigt.
Due, Otto Steen. 2008. “Homers Iliade Oversat af Otto Steen Due”. Forlaget Gyldendal.
Due, Otto Steen. 1999. “Homers Odyssé Oversat af Otto Steen Due”. Forlaget Gyldendal.
Due, Otoe Steen. 1989. “Ovids Forvandlinger på danske vers af Otto Steen Due”. Centrum.
Grey, George. 1854. “Polynesian Mythology: The Myths, Legends, Songs, and Ancient Traditional History of the New Zealanders and Pacific Islanders”. Pantianos Classics.
Hard, Robin. 1997. “Apollodorus: The Library of Greek Mythology” Oxford World’s Classics. Oxford University Press.
Harvey, Peter. 2001. “Buddhism”. Continuum.
Heldt, Gustav. 2014. “The Kojiki: An Account of Ancient Matters” Translations From the Asian Classics. Columbia University Press.
Helle, Sophus. 2021. “Enheduana: Dronning over Verdens Magter Gendigtet fra sumerisk af Sophus Helle”. Forlaget Uro.
Hjortsø, Leo. 1971. "Græske guder og helte". Politikkens Forlag.
Koch, Ulla Susanne & Westeholz, Aage. 1997. “ Gilgamesh * Enuma Elish Guder og mennesker i oldtidens Babylon”. Forlaget Univers.
Kreutzmann, Maria Bach et.al. 2018. “Bestiarium Groenlandica”. Milik Publishing.
Lévi-Strauss, Claude. 1969. “The Raw and the Cooked”. The University of Chicago Press.
Lyngdrup Madsen, Carsten. 2016. “Nordboernes Gamle Religion. Fortællinger fra edda, saga og kvad”. Forlaget Univers.
Lönnrot, Elias. 1849. “Kalevala: The Epic of the Finnish People”. Engelsk oversættelse af Eino Friberg. 2021 Penguin Books.
Malinowski, Bronislaw. 1916. “Baloma; The Spirits of the Dead in the Trobriand Islands” The Journal of the Royal Anthropological Institute of Great Britain and Ireland. Royal Anthropological Institute og Great Britain and Ireland.
Malinowski, Bronislaw. 1935. “Coral Gardens and Their Magic Volume I: A Study of the Methods of Tilling the Soil and of Agricultural Rites in the Trobriand Islands”. Routledge.
Malinowski, Bronislaw. 1948. “Magic, Science and Religion and other essays”. Waveland Press.
Mosko, Mark S. 2017. “Ways of Baloma: Rethinking Magic and Kinship from the Trobriands”. Hau Books Chicago.
Munk, Gitte Grønning et.el. 2009. “Bhagavadgita: Ny dansk oversættelse 2009”. Forlaget Gammelmark.
Pind, Ole Holte et.al. 2015. “Theravadabuddhismen - introduktion og tekster”. Forlaget Univer.
Rasmussen, Knud. 1925. “Slæderejserne. Fra Grønland til Stillehavet I: Hudson Bay (1921-24)”. Gyldendals Forlag.
Storm, Rachel. 2000. “Egyptisk Mytologi: Myter og Legender fra Egypten, Persien, Lilleasien, Sumer og Babylon - på dansk ved Ejler Hinge-Christensen”. Anness Publishing. 2003 Jørgen Paludans Forlag.
Visconti, Sofia. 2020. “Celtic Mythology: Dive Into The Depths Of Ancient Celtic Folklore, The Myths, Legends & Tales of The Gods, Goddesses, Warriors, Monsters, MAgic & More”. Udgivet Uafhængigt.
Wallis Budge, Ernest Alfred. 1922. “The Kebra Nagast: King Solomon, The Queen of Sheba & Her Only Son Menyelek - Ethiopian Legends and Bible Folklore”. Pantianos Classics.
West, Martin Litchfield. 1988. “Hesiod: Theogony and Works and Days” Oxford World’s Classics. Oxford University Press.
Young, Michael W. 1979. “The Ethnography of Malinowski: The Trobriand Islands 1915-18”. Routledge & Kegan Paul.
Østergaard, Jesper. 2018. “Tibetansk Buddhisme”. Forlaget Univers.
Hjemmesider:
https://www.wikipedia.org
https://www.godchecker.com/african-mythology/pantheon/
https://en.wikisource.org/wiki/Translation:Ballad_of_Mulan
https://www.britannica.com/topic/Buddhism/Local-gods-and-demons
https://fishboneharp.com
https://www.encyclopedia.com/humanities/news-wires-white-papers-and-books/modern-mythology
https://www.languagehumanities.org/what-is-modern-mythology.htm
https://www.bbc.co.uk/religion/religions/buddhism/beliefs/universe_1.shtml
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
