lørdag den 10. juli 2021

Ringenes Herres igangværende produktioner

 I dag vil jeg gerne snakke lidt om de kommende "Ringenes Herre" filmatiseringer. Og ja, der er mere end én i produktion på nuværende tidspunkt, fra forskellige studioer.

Interessant er at begge de to kommende filmatiseringer ikke er filmatiseringer af historien "Ringenes Herre", men originale fortællinger sat i Tolkiens univers. Så er spørgsmålet selvfølgelig: "Hvorfor hedder de så 'Ringenes Herre'?". Tjaeh, ud over at det er et kendt brandnavn som kan lokke folk til at se dem, så vil jeg gerne uddybe mit svar herunder.


Først, en adskillelse af de to. Amazon Prime - Amazons streamingtjeneste - annoncerede et par år siden, at de havde fået rettighederne til at lave en TV-serie sat i "Ringenes Herre"-universet. Serien har været i produktion et par år nu, og var langt undervejs, da Warner Bros tidligere i år annoncerede at de var i gang med at producere en animeret "Ringenes Herre" film sat i Peter Jacksons filmunivers.

Så det forklarer hvorfor der er to seperate produktioner i gang lige nu. En TV-serire og en animationsfilm. Så hvad er historierne de to produktioner vil fortælle? Og giver det mening at kalde dem "Ringenes Herre", ud over brandnavnet?


Lad os starte med Amazons "Ringenes Herre" serie. For at vi kan tale om dette, skal vi lige have et basalt overblik over Tolkiens univers.

Bøgerne "Hobitten" og "Ringenes Herre" foregår hen imod slutningen af "Den Tredje Tidsalder", hvilket selvfølgelig betyder at der har været forudgående tidsaldre. Faktisk med Aragorns kroning til konge i slutningen af "Ringenes Herre" begynder "Den Fjerde Tidsalder".

Bogen "Silmarillion" fortæller langt det meste af forhistorien, fra skabelsen af universet før 'tid' eksisterede, gennem tider af ukendt længde, indtil Solens skabelse og "Den Første Tidsalder" begynder. "Silmarillion" fortæller så hele "Første Tidsalders" historie frem til "War of the Wraths", som afslutter tidsalderen, og "Den Anden Tidsalder" starter.


Vi ved ikke meget om Amazons TV-serie, men da de udgav et kort over Middle-Earth og en synopse af historierne de ville fortælle, så vidste folk der har læst Tolkiens bøger - og ikke kun set filmene - at denne TV-serie ville foregå under "Den Anden Tidsalder". Af de tre tidsaldre Tolkien skrev historier om er "Anden Tidsalder" nok den mindst udførte. Ud over enkelte fortællinger som Akallabeth og De Magiske Ringe, så var denne tidsalder kun kort beskrevet i en tidslinie "Ringenes Herres" Appendix, bagerst i bogen.

At vi ikke ved så meget om denne tidsalder - som egentlig er den længste af de tre - gør faktisk Amazons TV-serie interessant for mig. Der er selvfølgelig nok historier i Tolkiens skrifter, til at Amazon kan holde sig til kun at fortælle historier han skrev, hvis de vil, men der er også masser af rum til at fortælle deres egne fortællinger hvis det skulle være. Jeg vil dog sige, medmindre Amazon på et tidspunkt kommer ud og siger at de kun vil fortælle historier inden for en mindre tidsperiode - i stedet for de 3400 år som "Anden Tidsalder" er - så tror jeg at de fleste af os Tolkiennørder forventer at de vil fortælle de to historier jeg nævnte før. Eftersom at de er de historier fra denne tidsalder som Tolkien uddybede mest, betyder jo at de er blandt de vigtigste fortællinger i denne tidsalder.

Akallabeth er Numenorianernes undergang. Numenorianerne - eller Dunedain kaldes de også - var den mægtigste menneskerace, velsignet med liv 3 gange så langt som andre mennesker. En gruppe Numenorianere undslap undergangen, og under ledelse af Elendil bosatte sig i Middle-Earth og dannede to store kongeriger, Arnor i nord, og Gondor i syd. Aragorn nedstammer fra Elendil, og er derfor selv en Numenorianer med langt liv, og har kongeretten over Gondor og Arnor. Så derfor er det en vigtig historie at fortælle, der også er tæt knyttet med de historier vi kender fra "Ringenes Herre".

Hvad historien om De Magiske Ringe angår, tjaeh, serien hedder jo "Ringenes Herre" iggå'? Selvom at Tolkiens bog hedder "Ringenes Herre", så er fortællingen i bogen - eller bøgerne da den jo blev udgivet i tre volumer - historien om "War of the Ring". Selve titlen "Ringenes Herre" refererer til Sauron, den mørke fyrste - personen der skabte ringene. Selve fortællingen "Ringenes Herre" bliver godt nok fortalt i bogen "Ringenes Herre", men det er i næsten legendeform, eftersom at fortællingen foregik i "Den Anden Tidsalder". Det vil sige, at så længe Amazons TV-serie fortæller historien om hvordan Sauron i forklædning som Annatar den fagre - gavegiveren - kommer til elverne i Eregion og Celebrimbor smeder de 19 ringe, før Sauron afslører sig selv med sin egen Mesterring, i TV-serien, så har de jo teknisk set ikke løjet. Dét er jo selve historien om "Ringenes Herre".


Hvad den anden film angår. "The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim" er en animationsfilm, produceret af New Line Cinema - og Warner Bros - som stod bag Peter Jacksons film. Som navnet antyder så er det en film med fokus på menneskekongeriget Rohan, nogle århundreder før "Ringenes Herre". Ifølge filmens synopsis, så vil den fokusere på kong Helm Hammerhånd, som vi ikke ved så meget om fra bøgerne, andet end at da Rohan var under angreb, stod han stadfast under et slag ved Hornborgen, som i folkemunde senere ville blive opkaldt efter ham - Helm Kløft/Helm's Deep.

Her bruges titlen "Lord of the Rings" mere som en "åh, for resten vidste du at denne film foregår i samme univers som 'Ringenes Herre'?", og det er i hvert fald brandnavnet der er i fokus her.

Jeg har ikke så meget at sige om denne film ellers. Den blev jo først annonceret tidligere i år. Historien om kong Helm har aldrig været en af dem der har interesseret mig særlig meget.

Hvis jeg skulle have valgt en fortælling fra "Tredje Tidsalder" at lave en film over, så ville jeg nok vælge enten "War in the North", som kun fik et lille hint i Peter Jacksons "Ringenes Herre" trilogi, da Gimli siger at han ville ønske en dværgehær kunne komme til undsætning, hvorpå Legolas fortæller ham, at han føler at krigen allerede marcherer på deres land. Ringkrigen, som den bliver fortalt i "Ringenes Herre" både film og bog, fokuserer kun på krigen i syd med Isengard, Mordor og Harad mod Rohan og Gondor, men Sauron sender også styrker nordpå, Dol Guldur og Rhun mod Lothlorien, Grønneskov, Dal og Erebor - de sidste tre, værende steder Bilbo besøgte i "Hobbitten", så læseren/seeren kender de steder.

Ellers ville jeg vælge historien om Cirion - steward af Gondor - og Eorl - herre over Eotheod. Det er historien om hvordan et hårdt svækket Gondor, bliver angrebet fra styrker som sandsynligvis ville have totaldestrueret Gondor - som var sket med Arnor tidligere - hvis ikke Eorl, hyldede Cirions bøn om hjælp gennem gammelt venskab mellem deres to folkeslag. Som en tak for Eorls hjælp forærer Cirion Gondors nordlige region Carlenardhon i gave til Eorl og hans folkeslag, som bosatte sig dér i landet de ville kalde Ryttermark, og som Gondorianerne ville kalde Rohan.

De to historier interesserer bare mig mere end historien om kong Helm gør, men hvem ved, måske kan jeg blive positivt overrasket?

Det vil tiden vise.

søndag den 6. juni 2021

Når musikken fortæller en historie

 I år er det 20 år siden at Ringenes Herre "Eventyret om Ringen" fik biografpremiere, og da jeg har været i et Tolkienhumør på det seneste, tænkte jeg på at skrive lidt om nogle af de ting jeg elsker ved Tolkiens univers. Måske bliver det kun én artikel jeg får skrevet, måske bliver det en serie? Tiden vil vise, hvor meget jeg får skrevet.

Jeg tænker på at starte med at fortælle lidt om musikken i filmene.


Filmtrilogien vi alle kender - eller i hvert fald kender til - blev instrueret af Peter Jackson, produceret af hans partner Fran Walsh og deres fælles ven Phillipa Boyens. Concept designs af Jon Howe og Allan Lee - to af de mest succesfulde Tolkien tegnere - Weta Studios stod for praktiske effekter, og det - dengang - nye Weta Digital stod for de computergenererede effekter, som var banebrydende for 20 år siden.

Til at binde det hele sammen blev Howard Shore hyret til at komponere musikken til filmene.

En ting Shore valgte tidligt i processen, var at han ikke ville bruge nogle såkaldte "Main Themes" i filmene - så hver gang I støder på en YouTube video der siger "Main Theme of The Lord Of The Rings", så er det i bund og grund forkert. I stedet valgte Shore at bruge Leitmotiver (jeg ved ikke om ordet er fransk "lay-motiv", eller tysk "lejt-motif", jeg har hørt begge dele som den rigtige udtale adskillige gange). Et Leitmotif er en kort melodi, eller passage, som forbindes med eller referer til en person, et objekt eller en idé. Tænk for eksempel på "The Imperial March" fra Star Wars, sangen tilhører Imperiet som helhed, med forbindes hovedsageligt med Darth Vader. Wagner var vist nok en af de første komponister til at bruge dem, i sine operaer.

Når folk taler om hvad hovedtemaet til Ringenes Herre filmene - selvom at der som sagt ikke er et egentligt hovedtema - så tænker de fleste på en af to leitmotiver. "The Ring/History of the Ring" og "The Fellowship Theme". Begge kan argumenteres for at være et hovedtema. "Fellowship" bruges i de fleste actionscener, eller landskabsscener, så det giver mening at mange tænker på det tema først. Jeg vil dog hellere hælde mere til at sige at "History of the Ring" er mere korrekt, da det bliver spillet da filmtitlen vises i hver film, hvorimod "Fellowship" kun afspilles da undertitlen "Fellowship of the Ring" vises på skærmen. En ting alle filmene gør, er at afspille en melodi der repræsenterer et af hovedelementerne i netop den film, når undertitlerne vises. I "Eventyret om Ringen/Fellowship of the Ring" er Broderskabet hovedelementet så "Fellowship" spilles da. I "De To Tårne" er Rohan et hovedelementet så "Rohan Fanfare" spilles, og i "Kongen vender Tilbage" er det Gondor som er hoved-setpiece, så "Gondor" spilles.

Jeg har forsøgt at sætte link ind, der fører direkte til hvor melodierne spilles på soundtracket, men da YouTube er blevet ret aggressiv med reklamer, kan det godt være at linkene ikke fungerer som jeg ønsker.

Med det sagt, så tror jeg at "History of the Ring" er et godt sted at starte.



På det tidspunkt historien i Ringenes Herre begynder, er Ringen - The One Ring - allerede næsten 5.000 år gammel. Filmens prolog får det til at se ud som om at Sauron smedede Ringen, og kort efter begyndte krigen "War of the Last Alliance of Elves and Men", hvor Sauron blev besejret, og Isildur - Menneskekongen Elendils søn - skærer Ringen af Saurons finger, og tager den som sejrstrofæ til sig selv. Men i bogen går der altså just under 2.000 år fra Ringen bliver smedet, til at Sauron bliver besejret - det er jo det med prologer, at de skal fortælle baggrundshistorien, uden at det tager for lang tid, en gave jeg ikke er så god til. "History of the Ring" - herefter omtalt "History" - spilles som sagt ved filmenes titel, men et andet sted det spilles meget er når Ringen skifter ejer.

Da Isildur tager Ringen, fra den besejrede Sauron, da Ringenbliver fundet af Déagol og Sméagol stjæler den, da Bilbo finder Ringen, og da den overgår til Frodo. "History" bliver afspillet hver gang. Melodien bruges også steder der fokuserer på verdenens historie, eller når der er mulighed for at nogen kan blive fristet af Ringen, før Ringens "Seduction of the Ring" spilles.

Det der i Ringenes Herre gør at Ringen er så farlig, er at skurken Sauron fyldte Ringen med en smule af sin egen magt, da han smedede den, hvilket så gør at den er fyldt med hans manipulerende magtevner, og det er det der gør at folk bliver fristet og til sidst afhængige af Ringen. Dette forhold mellem Ringen og Sauron, kan også høres i musikken da leitmotivet "Sauron" eller "Mordor" eller "Evil of the Ring" - vælg selv hvilket navn du foretrækker - er bygget op med de samme toner som "History" er.

Som Gandalf siger: "They are One, the Ring and the Dark Lord."


Med det mørke etableret, vil det give mening at tale om det lyse. Her er Herredet "The Shire" et godt tema at fremhæve. 

Herredet - hobbitternes hjem - forestiller et paradis, ren idyl. Det er hvad "The Shire" forsøger at fremstille. Der er forskellige versioner af "The Shire", afhængig af hvad fortællingen skal bruge nu og her. Skal det være idyl, så bruges violiner, skal det være nostalgi eller at hobbitterne savner deres hjem, så bruges fløjter. En enkelt gang i "Eventyret om Ringen", da der vises natur, bruges et stærkt orkester til at fremhæve "The Shire" før det går over i "Fellowship".


"Fellowship" er nok den melodi som undergår den største forandring i hele filmtrilogien - og det på trods af at efter den første film, så bliver melodien brugt færre og færre gange. Første gang "Fellowship" bliver spillet - udover ved filmens undertitel - er da Frodo og Sam begynder deres rejse, og Sam siger: "hvis jeg tager endnu et skridt, vil det være det længste jeg endnu har været hjemmefra." Idét Sam tager næste skridt bliver en let og svag version af "Fellowship" brugt for første gang. Dette er Broderskabets begyndelse. En lidt stærkere version bruges kort efter da Gandalf rider til Isengard, for at tale med Saruman, hvor han bliver taget til fange. Næste gang "Fellowship" spilles er efter scenen i Bri/Bree hvor - de nu fire - hobbitter møder Traver/Strider - Aragorn - og de går ud i vildmarken, dette er en stærkere og mere tydeligt version af "Fellowship", men endnu langt fra komplet.

Melodien bliver først komplet, da Broderskabet dannes i slutningen af Elronds Råd, hvor et fuldt orkester endelig kan spille "Fellowship" i dets fulde magt, og melodiens B-linje dukker op. I den følgende historie, forbliver "Fellowship" stærkt og mægtigt, og hver gang vi hører det er det spillet med fuldt orkester. Det er først da Gandalf står ansigt til ansigt med Balroggen i Moria, og han bliver hevet med den ned i dybet, og Broderskabet fragmenteres at "Fellowship" begynder at miste sin kraft. Med Gandalf den Grås død forsvinder adskillelige af orkestrets instrumenter i melodien. Med Boromirs død i slutningen af den første film, bliver Broderskabet splittet i tre grupper, og "Fellowship", når det spilles i de efterfølgende film er altid af svagere karakter. I De To Tårne er det hovedsageligt Aragorns gruppe der bærer "Fellowship", og filmens stærkeste version af melodien er i begyndelsen af filmen, da gruppen jager de orker der bortførte Merry og Pippin.

Ellers bruges det i denne film mest i actionscener, og slaget ved Helms Kløft i slutningen af filmen. "Fellowship" bruges en enkelt gang i slutningen med håb, da Gandalf den Hvide ankommer til slaget, med forstærkning - et tegn på at selvom at Broderskabet er splittet, så så længe de tror på hinanden vil de altid være bundet sammen - denne version går så videre over i "The White Rider", som reptæsenterer Gandalf den Hvide. 

I Kongen Vender Tilbage, bliver "Fellowship" igen brugt mest i actionscener, men et par eksempler i filmen, da Gandalf og Pippin ridder til Gondor er en version som indikerer hast - eftersom at Gandalf skal advarer Gondor om at krigen  vil komme dér,  da Sam kommer til Frodos undsætning mod ederkoppen Shelob, og et sted jeg vil fremhæve i slutningen af filmen.

Efter at have vundet det store krigsslag ud for Gondors hovedstad, beslutter lederne af de gode, at samle så mange krigere som muligt, og marchere mod fjendens land, for at distrahere Sauron fra den rigtige plan, om at ødelægge Ringen - som på dette tidspunkt er i fjendens land. Den gode hær er omringet af orker, og alt er håbløst. Aragorn vender sig mod sin venner og siger: "For Frodo.", hvorefter han styrter mod fjenden og starter det sidste - håbløse - slag mod fjenden. Alt sammen for at Frodo og Sam kan fuldføre missionen uden forhindringer - og det er netop denne årsag der er det vigtige. Slaget ved Den Sorte Port er ikke et slag for at besejre fjenden, der var simpelthen ikke nok gode soldater tilbage til at det kunne lade sig gøre, det var en afledningsmanøvre. Og derfor spilles "Fellowshiup" her i en ny form. Et kor synger "Fellowship"-melodien, hvilket giver det en følelse af alt eller intet, dette var Broderskabets sande mission - Ringens ødelæggelse - og dette er Broderskabets sidste forhindring, som her bliver overvundet.


Nogle andre leitmotiver jeg kort vil nævne lidt om, er Rohan, Gondor, Nazgul, Isengard, Nature's Reclamation og diverse Elvermelodier.


Da professor Tolkien skabte kongeriget Rohan, tog han meget inspiration fra Oldnordiske kilder - mange af navnene kommer fra oldnordisk - de kalder sig selv Eorlinger - Eorl betyder hest, hvilket passer med at Rohans folk er hestefyrster. Sproget de taler - Rohirric - er i det store og hele Angel-saksisk, og det kommer meget til udtryk i musikken, hvor korene synger angel-saksisk, men også i det mest fremstående instrument - Hardinger violinen. Hardingeren bringer en følelse af sårbarhed over melodien, da Rohan i starten af filmene er under forræderen Sarumans magt. Som Broderskabet befrier Rohan fra Saruman, og hjælper dem tilbage til fuld magt træder Hardingeren tilbage, og messingblæserne der repræsenterer styrke begynder at træde frem. Hardingeren glemmes dog ikke, og i  melodiens sidste store optræden, får den en chance for at bringe melodiens traditionsrige magt frem. Det der før repræsenterede svaghed er nu et tegn på styrke.


Gondor som rige har bestået i over 3.000 år, men har gennemgået svære tider næsten konstant de sidste 2.000 år før Ringenes Herre begynder. Adskillelige krige mod fjenderne, pestepidemier og tabet af den sidste konge uden en arving. Gondor er en stolt nation, som selvom at den sidste konge døde næsten 1.000 år før Ringenes Herres begyndelse, så nægter den regerende familie at lade sig krone til konge, de er kongens stedfortræder (Steward), kongens trofaste rådgiver, ikke mere end det. Alt dette repræsenteres i "Gondor in Decline", som selvom at det er en melodi som fortæller om styrke, så er det en styrke der er i underskud, og vi føler den storhed Gondor engang havde, men nu er i forfald. Første gang melodien spilles er under Elronds Råd, da Boromir begynder at fortælle om sin fars regering, og dennes evige kamp om at beskytte verden i Vest fra fjenderne i Øst. Melodien spilles på et Fransk Horn, der giver det  en følelse af tristhed, og savn for hvad der engang var. Første gang vi hører en mægtig version af melodien, er da Faramir husker tilbage til han og Boromirs sejr i generobringen af Osgiliath, ud for hovedstaden. Men selv denne stolte version slutter brat, da riget stadig er i forfald. En version som fremhæver fortidens storhed, samtidig med den ustabile situation spilles, da Gandalf og Pippin ridder ind i Minas Tirith, Gondors hovedstad. Med antændelsen af bavnerne i tredje film, er det første gang at melodien ikke slutter sombert, omend Gondor stadig er i forfald indtil at Aragorn krones til konge, så er Gondors håb endelig blevet antændt og klar til at udvikle sig til en stor flamme.


Nazgul - eller Ringånderne - er ni menneskefyrster som faldt for Saurons fristelser og blev til slaver der er bundet til at gøre alt hvad Sauron befaler af dem. Så deres leitmotif (Ringwraiths) viser ondskaben i dets hårde, næsten stakatoagtige slag. Teksten koret synger henviser til deres historie som engang at have været mennesker "Dir nênâkham. Nêbâbîtham Magânanê." ("Vi er de Ni. Vi forsager vor Skaber.")


Isengards leitmotif er bygget op over rytmen 5/4, som Howard Shore valgte, da den er meget unaturlig, hvilket passer med Isengards rolle som industrialiseringscentrum i fortællingen. Melodien er tung og spillet på de dybere instrumenter, for at give en følelse af nedtrykkelse.


Eftersom at den unaturlige industrialisering har et musikstykke, så må det naturlige selvfølgelig også have et leitmotif. "Nature's Reclamation" repræsenterer at naturen slår tilbage imod fjendernes magter. I modsætning til Isengard, så ligger melodien her i det høje toneleje, og spilles for det meste med lettere instrumenter, eller kor. 

Første gang melodien bruges, er da Gandalf er taget til fange i Isengard, og i en kort pause i Isengards hårde melodi, høres en ung drengs tenor/sopran stemme, der introducerer naturens leitmotif. I slutningen af De To Tårne, da Merry og Pippin endelig får overtalt Træskæg om at denne krig er mere end en krig mellem mennesker og orker, og faktisk omhandler alle verdens skabninger, spilles en stærk version af "Nature's Reclamation" - kaldet "Last March of the Ents" - hvor du både har kor der synger, og en solist, men som titlen antyder er dette den sidste march for enterne, og derfor slutter den sombert. I den tredje film, bruges "Nature's Reclamation" hovedsageligt i flæng med Rohan, eftersom at de er hestefyrster, så er de mere i sync med naturen, så da de ridder i krig, spilles en nærmest militaristisk version af "Nature's Reclamation".


Jeg har valgt at slå de forskellige elverleitmotiver sammen her, da de har meget til fælles. De er bestemt ikke ens, men har hver en følelse af - med mangel på bedre ord, - floatiness.


I Imladris - eller Kløvedal - er der en hovedmelodi på harpe, og kor, som flyder op og ned hele tiden.


Ligeledes i Lothlorien er der et kor som flyder op og ned.

Dette går også igen i Grønneskov fra Hobbitten-filmene


Denne floatiness giver elvernes musik en følelse af at de kommer fra en anden verden, end den vi har. Selvom at hvert rige er unikt, og selvstændigt, bindes de sammen med denne flydende komposition. Både Lothlorien og Grønneskov har også militære arrangementer, som spilles når de er i krig.



Jeg tror at jeg stopper her. Der er også andre leitmotiver i filmene jeg kan lide, men måske kan jeg vende tilbage på et andet tidspunkt til dem? Hvem ved?

Jeg følte bare lige, at snakke lidt om disse film jeg holder af, og denne verden som er skabt af professor Tolkien.

søndag den 28. februar 2021

Om løver og pokémon

 Jeg er for nyligt stødt på et spørgsmål på nettet, som jeg har set flere gange, det sidste års tid. Jeg har valgt ikke at kommentere på det, for jeg mente ikke at det var et særlig vigtigt spørgsmål, men her i går så jeg en YouTube-video med en der havde lavet et spørgeskema, hvor han havde inkluderet dette spørgsmål, og han var ikke begejstret for hvordan folk havde svaret på spørgsmålet.

Spørgsmålet lyder:

"Who would win in a fight? A billion (milliard) lions or all the pokémon?"


Det er ikke fordi at jeg anser mig selv som en særlig stor Pokémon fan, slet ikke ekspert, men her er mine tanker om spørgsmålet.


Argumentet lød at en milliard er et stort antal, og hvis man har forståelse for hvor stort et antal det er, så kan pokémonerne ikke vinde, uanset deres forskellige superkræfter.

Der er lige nu - i 8. generation af Pokémon - 898 forskellige typer pokémon, og der er godt nok langt fra 898 til 1000000000.

Men deri ligger problemet med argumentet for løvernes sejr. Hver eneste gang jeg er stødt på spørgsmålet, har ordlyden været "all the pokémon" og ikke "one of each of the pokémon". Og tro mig, jeg har genlæst spørgsmålet grundigt hver gang.


Så hvis vi tager et meget tilbageholdende estimat, så er kampen nu en milliard løver mod 89,8 millioner pokémon. Ja, der er stadig langt op til en milliard, men pokémon er magiske væsener, så kampen er ikke vundet endnu.

1. En god del af "rock-type" pokémonerne er lavet af sten, hvordan vil løverne besejre dem? Klø dem til deres negle er slidt ned? Bide dem til deres tænder flækker? Disse pokémon vil bare knuse løverne, skabe jordskælv der opsluger dem, eller vælte bjerge ned over dem.

2. Havpokémon kan gemme sig langt ude i havet eller på bunden, hvor løverne ikke kan nå ud til dem, og så skabe tsunamier som først vil slå løverne omkuld på land, og derefter trække dem med ud i dybet hvor de så drukner.

3. Alle fuglepokémon er jo i sikkerhed i luften, og derfra kan de med vingesus skabe tornadoer mod løverne - igen pokémon er magiske væsener, man skal ikke tænke logisk her.

4. Hvordan ville løverne angribe spøgelsepokémonerne? Deres angreb ville bare passere igennem dem.

5. Psychic-pokémon kan lulle løverne i søvn; bruge telepati mod dem; mind controll etc.


Og alt dette har været uden at inkludere de legendariske og mytiske pokémoner, som er endnu mægtigere. Blandt dem har du pokémon der kan destruere realiteten som vi kender den, de ville bare skulle bllinke en gang og alle de milliard løver forsvinder med det vunds.


Ja, en milliard løver er mange, som i rigtig mange, men hvis de folk der satser på løverne ikke begynder at ændre spørgsmålet fra "all the pokémon" til "one of each of all the pokémon", så har løverne ingen reel chance, og givet de legendariske og mytiske pokémons superkræfter, så er det allerede en svær opgave for løverne med bare 898 pokémon.


tirsdag den 27. oktober 2020

Grønlandsforedrag

 Jeg blev inviteret til at holde et foredrag om Grønland og dets relation til Danmark på dette års Forvandlet (og Equip).

Der kom nogle små fnis frem da jeg nævnte at en af årsagerne til at Hans Egede rejste til Grønland var at finde ud af om Nordboerne - hvis de stadig var i live - var katolikker.

Jeg kom ikke ind på det i foredraget, da det ikke havde nogen betydning for Grønland, men dengang i 1700-tallet var det skam en ret så alvorlig sag. Ikke engang 75 år tidligere var 30 årskrigen afsluttet - den på det tidspunkt blodigste krig i Europas historie - og selvom at der også var politiske årsager til krigen, så startede den altså som Katolikker mod Protestanter.

Dengang i 1700-tallet talte man stadig om 30-årskrigen, på samme måde som vi i dag stadig taler om 2. Verdenskrig - den var simpelthen for tæt på stadigvæk. Så det var med fuldt alvor at Hans Egede havde planer om at omvende til den sande kristne tro - navnlig luthersk protestantisme.

Også selvom at jeg gik efter lidt grin i foredraget.



torsdag den 1. oktober 2020

At finde tilbage til sine rødder

 Når nu man har været lukket inde i sit hjem nogle måneder, kan man jo snildt finde sig en hobby, og for mig var denne hobby en som jeg faktisk har arbejdet med før: Slægtsforskning.


Jeg kan huske altid at have været interesseret i mit personlige stamtræ, og dette er godt nok en mock-up, men mit tidligste forsøg på at lave et stamtræ som jeg kan huske at have lavet, har set noget i retning af sådant her ud:

Her har jeg forsøgt at efterligne min håndskrift, som jeg kan se at den har været i nogle af mine ældre notater.

Den eneste af mine oldeforældre jeg har kendt var min mors farmor, Doris - men jeg var jo også 18 år før hun døde - de andre oldeforældres navne har jeg villet have hørt af mine forældre, men ved ikke om jeg ville have kendt deres navne fra før jeg begyndte på slægtsforskning.

Men det var mit gamle/ældste slægtstræ. Hvordan ser det ud i dag?




Jaehh... Der er vist lidt flere detaljer nu.

Jeg har billeder af alle mine oldeforældre, undtagen min farfars far - men ham ved vi alligevel intet om, her i træet repræsenteret ved at grenen ikke er frugtbar - og ellers tipoldeforældre og tip-tipoldeforældre var der også mange grene vi har fundet billeder af, enten i vor egne arkiver, eller i mine forældres søskende og fætre/kusiners arkiver.

Dette træ går seks generationer tilbage, men det skal ikke tolkes som at jeg ikke er kommet længere tilbage



Dette er et elektronisk genereret slægtstræ op til tiende led, og jeg har markeret de steder hvor jeg er kommet endnu længere tilbage. Men som man kan se her er der ved sjette generationsled begyndt at komme nogle store huller*, og det var en af hovedårsagerne til at jeg valgte at mit eget hjemmelavede stamtræ kun skulle gå til sjette generation.

Måske kan jeg på et senere tidspunkt, skrive mine fund ned, men det bliver nok ikke foreløbig.







*Som nævnt tidligere er min farfars far ukendt. Hvad ved vi om ham? I min farfars fødsels-/dåbsattest i Kolding Skt. Nikolaj kirkebog beskrives han som "Arbejdsmand Lars Jørgen Petersen af Kolding". Han dukker op i min oldemors liv ca. 1919 (min farfars storesøster er fra september 1919), og de er sammen i folketællingen februar 1921 i Vonsild, men efter min farfar er født i november 1921 så er han forsvundet. Min oldemor er alene i Kolding med sine to børn i Folketællingen 1925. Så denne arbejdsmand Lars J. Petersen af Kolding er ukendt.

torsdag den 18. juni 2020

Vikingetidens Danmark



Brun: Nogle af de byer der opstod i vikingetiden
Blå: Vikingeborge dateret til 600-tallet
Grøn: Vikingeborge dateret til 800-tallet
Rød: Vikingeborge dateret til 900-tallet
Lilla: Nyfunden vikingeborg endnu ikke fastsat datering
Gul: Mulige Vikingeborge fundet med AI




Sagnlandet Lejre har lige åbnet for deres nye seværdighed – en rekonstruktion af den største vikingehal fundet på dansk jord, 61 meter lang og 10 meter høj, dateret til 600-tallet. Og derfor tænkte jeg at prøve på at samle nogle tanker angående vikingernes byggerier, mere bestemt hvad geografien af de fundne vikingebyggerier kan fortælle os om kongemagten i Danmark, før Gorm den Gamle og Harald Blåtand.

Det er et emne, som jeg blev lidt misfornøjet over da jeg skrev min bachelor omhandlende Kristendommens indtog i det danske samfund. Jeg havde skrevet i den at det var svært at tale om egentlige konger i Danmark før overgangen til middelalderen. Ja, der har godt nok været omtaler af Rex Danorum, bl.a. i de frankiske annaler, men var det egentligt konger eller bare en overordnet betegnelse for fyrster og høvdinger?

Og hvad er så det næste der sker? Ikke mere end to uger efter jeg afleverede bacheloropgaven kom det frem at arkæologer havde fundet en stor vikingehal, og et sammestedsliggende vikingeborganlæg. Fedt! Det var blevet dateret til 600-tallet, og identisk i udseende med de vikingehaller man nogle år forinden havde fundet ved Lejre og ved Tissø. Et bevis på at der har været en centraliseret kongemagt i Danmark allerede tilbage i 600-tallet. Og så var min bacheloropgave allerede forældet…  -_-

Vi ved selvfølgelig ikke om der gemmer sig flere af disse vikingeborganlæg rundt omkring i landet, men med hvad der er fundet på nuværende tidspunkt (juni 2020) kan vi komme med en mulig teori.

Som kan ses på kortet øverst, så er der fundet tre kæmpe vikingehaller fra 600-tallet – Lejre, Tissø og Erritsø – der er ikke fundet spor af nogen 600-tals vikingeborge/-haller nord for Fredericia endnu, og det er først med Harald Blåtands vikingeborge i anden halvdel af 900-tallet, at vi har bevist borge rundt om i hele Danmark. Så det er muligt at den ”danske” kongemagt regerede over Sjælland, Fyn og Syd- og Sønderjylland, men nord for Fredericiaområdet har danerkongen ikke haft magt, og i stedet har jyderne været et selvstændigt folk.
Et fund af en 600-tals vikingehal identisk med de allerede fundne nord for Vejle og Jelling vil smide denne teori ud, men vi ved det bare ikke endnu.

Hvis dette har været hvordan det var, så er det danerkongen – som muligvis havde hovedsæde i Lejre – som er benævnt i de skriftlige kilder vi har om danerne før middelalderen. F.eks. nævnes det i de frankiske annaler at i starten af 800-tallet tog Harald Klak, med støtte fra frankerriget, en hær op mod Danmark for at vinde sig kongetitlen fra Godfredssønnerne, men blev stoppet ved et anlæg som – ud fra beskrivelserne i annalerne – passer næsten perfekt med det nyligt fundne Erritsø borganlæg. Og selvom vi ikke har fundet nogle anlæg fra den tid endnu, så kan dette område også passe med danerriget hos den tidligste benævnte Rex Danorum – Hugleik/Chlochilaicus – i 500-tallet, et tegn på at riget faktisk eksisterede flere århundreder før Harald Blåtand erobrede sig ”hele Danmark”. Dannevirkes tidligste opbygning er også dateret til omkring 500, så det er ikke umuligt at ”Danmark” har haft konger helt tilbage fra 400-tallet, omend vi ikke kender til dem.

Efter Hugleik (d. ca.515) er den næste danerkonge vi har navnet på Angantyr fra ca.714, så det har været uvist om der har været et kontinuerligt danerrige i de to århundreder, men med vikingehallerne fundet de sidste 12 år kan vi nok godt regne med at der har været en kontinuerlig centralmagt fra senest starten af 500-tallet og frem til 900-tallet.

Så er der Harald Blåtands vikingeborge fra 900-tallet. Da de første blev fundet i 1940’erne kom det som en kæmpe overraskelse. Vi har ingen kilder overhovedet, som omtaler disse borge, men de var store og arkitektmæssigt storslået konstruerede. Trelleborg ved Slagelse og Fyrkat ved Hobro var de første der blev fundet, og i 50’erne blev Nonnebakken i Odense og Aggersborg nord for Limfjorden også opdaget, Aggersborg var endda 4 gange så stor som de andre. Og det var så det, lige så brat de blev opdaget, var det at opdagelserne stoppede, og mange troede ikke at der var flere. Så i starten af 1990’erne blev endnu en fundet, denne gang ved Trelleborg i Sydskåne, og senere Borgeby. Der var i hvert fald flere gemt derude et sted, og endelig blev Borgring ved Køge opdaget i 2012.

Alle disse – med mulig undtagelse af Trelleborg i Skåne, jeg kommer tilbage til den – blev opført af Harald Blåtand, sandsynligvis efter at han hejste den store Jellingesten, så mellem 965 og 987. Disse borge var en kæmpe magtfremvisning, og skulle sikkert bruges til at bekæmpe indtrængende fjender. Desværre lykkedes det ikke, Harald led nederlag i Svend Tveskægs oprør mod ham, og Borgring ved Køge er fremvist at have været brændt ned inden den var færdigbygget. Og meget tyder på at Svend ikke har valgt at benytte sin fars borganlæg, for de forsvandt helt fra historien. Saxo, som selv har beretninger om det tidlige Lejre, og andre forhistoriske anlæg havde intet kendskab til Harald Blåtands vikingeborge.

Og så er der den skånske Trelleborg. Det var en ringborg, på næsten lige for med Harald Blåtands, men den er blevet dateret til engang i 800-tallet. Så den kan ikke have været en af Haralds. Det holder dog ikke den officielle hjemmeside fra at reklamere den som en af Haralds ringborge. Jeg har ellers ikke stødt på noget særligt om den.

I skrivende stund er der også nyligt opdaget en ny vikingeborg ved Virke på Falster. Den er stadig under undersøgelse, men de første dateringer fundet siger ca. 880, med flere jordlag som forventes at kunne gå helt tilbage til midt-500-tallet. Så den bliver spændende at følge med i også.

Endelig er der så de to gule prikker på kortet. Da Borgring ved Køge blev fundet, gik arkæologer på Aarhus Universitet i gang med at skabe et computerprogram som kunne identificere mulige vikingebyggerier, og enderesultatet blev at den udpegede to punkter – et på Lolland og et i Sønderjylland – som mulige placeringer for yderligere vikingeborge. Men det er dyrt bare at gå i gang med at grave, så arkæologer ønsker at lave nogle flere forundersøgelser inden de beslutter sig for om det kan betale sig at grave de to steder.


Med alt dette in mente, er min nuværende teori sålunde.
Omkring slutningen af 400-tallet/start 500-tallet vokser en gruppe ”danere” sig stærke fra Lejre og får mere og mere magt indtil deres høvding har magt over Sjælland, Fyn, Syd- og Sønderjylland ned til Ejderen, hvor de bygger Dannevirke. De havde muligvis også kontrol over Falster, og i så fald giver Lolland også mening. For at kunne holde sin magt, lader høvdingen – eller ”kongen” – af danerne opbygge store pragthaller på strategiske knudepunkter – Lejre, Tissø og Erritsø.

Nord for Erritsø lykkes det ikke at få magt over ”jyderne”, og de bekriger måske hinanden, men ”danerne” holder magten i deres territorium, selv når der kommer krig mellem Sigfred og Godfred mod Karl den Store og frankerriget. Kong Hemming får mæglet fred med frankerne ca. 810, og efter borgerkrigen mellem Harald Klak og Godfredssønnerne, bliver Horik (Erik) 1 konge, og efter ham Horik 2 frem til ca. 870.

Så er der et stort hul i informationen vi har, ikke mindst fordi, at de frankiske annaler slutter deres beretninger om danerne i 873. Efter det har vi kun runesten at gå ud fra af skriftlige kilder, og de siger ikke meget. Men det tyder på at der muligvis har været endnu et tronprætendentsoprør, og oven i det måske krig med jyderne. En krig som jyderne, med hovedsæde i Jelling, har vundet. Gorm den Gamle kunne kalde sig selv danernes konge, og sønnen Harald Blåtand det samme. Harald siger at han vandt sig hele Danmark, så Gorm har måske vundet sig herredømmet i det jydske danerrige, og Harald så erobret alt øst for Jylland, helt hen til Skåne. Dog næppe Bornholm, før det tidlige middelalder.


Det er så min teori angående den tidlige danske kongemagt. Vi ved ikke hvordan det har været, og nye vikingefund vil sikkert prikke huller i teorien, men det er jo sådan historien bliver skrevet.
- Daniel



Den rekonstruede vikingehal ved Lejre


En rekonstrueret vikingehal ved Trelleborg (Slagelse) fra 1960'erne, man ved i dag at de ikke så sådan ud

søndag den 8. marts 2020

SMT til Månedens Fest


Jeg blev spurgt om at fortælle om min tid i USA igen, denne gang til Månedens Fest i Næstved. Det er over 1½ år siden jeg var afsted, så der var en del steder jeg glemte en række punkter jeg gerne ville have været kommet ind på, men det er jo sår’n det er.
Jeg afprøvede en anden form for Powerpoint setup end jeg har brugt før, så billederne blev lidt små, men i det mindste kom jeg ind på nogle ting hist og her jeg ikke har været inde på før. Som i mine tidligere opslag, forsøgte jeg at udvælge billeder som jeg ikke har brugt før – ikke at nogle af de tilstedeværende ville vide det, men det er også mere for mig, så det er mere spændende at fortælle om.


Her følger et par ting som jeg gerne ville være kommet ind på, men af diverse årsager ikke fik gjort.
Austin er som sagt altid glad, og fuld af energi, og han var tydeligt chokeret da jeg fortalte ham om Janteloven. I USA bliver børn opdraget med ideen om at de er noget helt specielt, ”Du er noget særligt”, så at høre frasen ”Du skal ikke tro du er noget” gav et modsat syn på verden, og børns opdragelse.
Sean er en fyr, som godt kan lide at bruge fine ord til at beskrive ting. For eksempel hvis han var tørstig, så i stedet for at sige: ”I think I’ll grab a soda”, så sagde han: ”You just know, that I’m about to get me some of that carbonated liquid refreshment”. Og en dag i Janesville forsøgte jeg en tegneudfordring, hvor jeg skulle tegne, hvad de andre sagde, og Seans ord var: ”Indubitably”… jo tak :/
Senere den samme dag kom Austin, Madison og jeg ind på diskussionen om 90’er Boybands, og hvilket som er det bedste. Austin er Backstreet Boys fan, og Madison er *NSync fan. Jeg selv er Backstreet fan. Austin frembragte argumentet at Backstreet stadig er aktive, og demonstrerede det med at afspille deres nyeste (på det tidspunkt) single: Don’t Go Breaking My Heart. Madison var ikke særlig imponeret over sangen, så Austin nævnte at sangen endnu var nået til omkvædet, men Madison syntes ikke at det var et godt argument at man skulle vente til omkvædet for at kunne lide en sang. Det kan hun jo selvfølgelig have ret i. Jeg ved ikke særlig meget om *NSync – ved faktisk ikke om jeg nogensinde har hørt nogle af deres sange – jeg ved bare at Justin Timberlake var med i gruppen før han gik solo, og at en af de andre lagde stemme til det første Kingdom Hearts spil. Og så er der vist noget om at George Lucas’ datter var kæmpe *NSync fan, og overtalte ham til at optage en scene med dem til Star Wars Ep. II, som dog endte med ikke at komme med i filmen.

Den ene morgen på hotellet i Mason City gik jeg ned og fik morgenmad, inden de andre. Den dag havde jeg taget en T-shirt på fra Boundlesskongressen i 2015 med teksten: ”Preach to the nations the Boundless riches og Christ” (Efeserbrevet 3:8). Jeg kan huske denne morgen tydeligt, fordi netop som jeg var ved at være færdig kom en ældre herre, som havde siddet et par borde længere henne over til mig og sagde: ”Love the shirt. Praise the Lord!” Den oplevelse fortalte mig meget om, hvor meget mere åbne folk i USA er omkring deres religiøsitet og tro, end vi er her i Danmark.


Fra jeg rejste afsted og frem til vi kom tilbage til Chicago fra Bahamas havde jeg en stor sort kuffert og min skoletaske. Jeg vidste godt at man gerne måtte have en taske eller en lille kuffert med i kabinen på flyet, men jeg troede kun det var enten eller. Med alle de ekstra T-shirts jeg fik i løbet af sommeren, løb jeg hurtigt tør for plads i min gamle kuffert. Og ja, den var gammel – der var et lille rum foran som kunne lukkes med lynlås, men lynlåsen døde under rejsen, og rummet blev ubrugeligt. I lufthavnen i Chicago på vejen til Bahamas, måtte kufferten lukkes til med tape. Så jeg måtte anskaffe mig en ny kuffert. Det var ikke fordi at min kuffert på noget tidspunkt vejede for meget – den hang omkring de 18 kg hele rejsen, selv med det tøj vi fik – men der var altid problemer med pladsen, ikke nok rummelighed i kufferten. Først forsøgte jeg ved at købe nogle vakuumposer til at pakke tøjet ned i, og det gav lidt plads, men vi endte med at konkludere at jeg allerede havde pakket mine ting så tæt at der næsten ikke var noget luft at trække ud med vakuumposer. Så jeg besluttede mig for at investere i en ny kuffert når vi kom tilbage fra Bahamas. Jeg fandt dette 3-i-1 kuffertsæt sat til 99.99$, og købte det.

Prisen blev så egentlig 110$ fordi i modsætning til i Danmark, så er salgsskatten – eller momsen – ikke inkluderet i prisen der står på skiltet, og i Illinois er den på 10%. Den store kuffert her var i sig selv større end den jeg havde medbragt fra Danmark, og nu fik jeg en mindre kuffert som jeg kunne have med i kabinen, foruden en ekstra taske – som jeg godt nok ikke fik brug for, da jeg stadig havde min skoletaske – så selvom prisen blev 10$ dyrere end jeg først forventede så var det et godt køb. Og da Sabine havde problemer med at få plads i sine kufferter uden at gå over vægtgrænsen, så havde jeg jo nu masser af plads at tilbyde hende 😊

Den første morgen på CBLI, stadig før lejren begyndte officielt, skulle SMT hjælpe med at sætte diverse steder op, og jeg skulle hjælpe med forberedelserne i ’Ottawa Gym’, men jeg vidste jo ikke hvor det var henne. Jake fra Team S/Portugal var stået tidligt op og mødte mig uden for vores hytte, ’Spruce’, og tilbød mig en rundvisning af Wonderland Camp, som stedet hedder. Han fortalte mig, at han har været her på lejren siden i hvert fald 5 årsalderen, og en årrække var han også ansat som medhjælper på lejren, så han var den rette til at vise mig rundt og fortælle om stedet. Så jeg kunne finde ’Ottawa Gym’, efter morgenmaden, det viste sig så at Jake også var sat på til at hjælpe i ’Ottawa Gym’, så han kunne bare vise mig derhen efter morgenmaden, men det var en hyggelig rundtur alligevel.

I Kapellet – hvor Young Adult aldersgruppen hovedsageligt hørte til – var der en balkon ovenpå, hvor der indrettet et bønnerum med krea- og tegneredskaber. Her satte jeg mig ned et par gange, når jeg alligevel ikke havde andet for, og begyndte på en tegning. Jeg havde ingen ideer om hvad jeg ville tegne, så jeg lod bare Helligånden føre min hånd, indtil at der var kommet et motiv, som jeg de næste par gange arbejdede på at farvelægge.

Så hvad forestiller billedet? Hvilken vej skal det vende? Jeg ved det ikke selv. Men når folk så hvordan jeg selv vendte det – med græsengen øverst – spurgte de om ikke jeg hængte det på hovedet, og jeg sagde bare nej. Min egen fortolkning blev det at billedet viser et bud på Guds rige, hvorefter jeg så blev spurgt om jeg troede at Guds rige ville se sår’n ud, med de forskellige dyr på tegningen, som vi kender dem her på jorden, og nej, det tror jeg ikke. Men det er et billede på Guds rige, ved at alt er vendt hulter til bulter. Folk ville gerne have græsengen nederst, fordi det er den jord som vi kender, men kig på billedet igen, hvor tit sejler både igennem jorden som her? Hvorfor vokser der træer nedad fra skyerne? Egernes tyngdekraft på træet hiver dem til siden, og dyrene i skyerne kan løbe rundt på dem, uden at falde til jords. Der er ikke meget logik, som vi kender den, at finde i dette billede.
Jo mere jeg tegnede, jo mere dukkede der langsomt et ansigt frem. Det er tydeligst at se med blæksprutten nederst, og træet øverst, fuglene kom til at ligne øjne, med træet og dets grene øjenbryn og næse. Jeg tolkede det selv som et tegn på at Gud altid vil våge over os, selv i situationer hvor intet giver mening for os.

Lauren fra Team Costa Rica kom også tit op i bønnerummet her for at tegne, og sår’n begyndte vi at komme i snak sammen. Vi hyggede os meget sammen, og den ene dag sad vi sammen på molen ved søen og snakkede sammen. Selvom at vi ikke snakkede sammen i et år derefter, så var det at da hun var med SMT i Danmark at vi hurtigt kom tilbage til den samme hyggesnakssituation. Jeg spurgte hende om hvorfor det var at hun tilsyneladende hellere ville tale med mig, end med sit hold mens de var her, og Laurens svar var todelt. På den ene side følte hun sig ude hos sine holdkammerater; Chaslyn og Lyndsey virkede til at hygge sig godt uden hende. På den anden side følte hun tryghed hos mig, jeg var den eneste hun følte hun kunne snakke med om tunge ting, ud over hendes mor.

Den sidste store ting, var at den ene dag havde lederne bestilt en airbrushkunstner til at komme på lejren, og tage imod designbestillinger. Enten på en T-shirt eller på en kasket. Jeg fik en kasket hvorpå der blev skrevet en parafrasering af Filipperbrevet 2. 1-2. Sean fik en kasket med det svenske flag – selvom at farverne fik det til at ligne det islandske i den forkerte belysning. Andre fra vort hold fik et fælles design med et flag der i den ene side var Stars & Stripes, og i den anden side var Dannebrog, med teksten Central Vibes.
"If the hope of Christ means anything, be together in love, of one soul, and one mind"