Germansk Mytologi - en kommentar til en YouTube-video

For et par måneder siden, så jeg en video fra YouTube-kanalen 'World Friends' - en kanal som fokuserer på sprog og sammenligninger, med personer fra hele verden. Denne specifikke video, omhandlede forskellige germanske sprogs navne på de nordiske guder. De havde samlet folk fra en række germansk-sproget lande - dansk, svensk, tysk, engelsk osv. - i håbet om at finde ud af hvad de nordiske guder hedder, på forskellige sprog. Som de to værter i videoen sagde: "Tror I at I har forskellige navne og... som for guderne i nordisk mytologi? Ligesom, for eksempel, jeg ved at græsk og romersk, de har forskellige navne for de samme guder. Så tror I det er det samme med nordisk mytologi?" Som de så går gennem diverse nordiske guder, bliver værterne lidt overraskede over, hvor lidt forskel der egentlig er i navnene de får fortalt. "Men der er intet sådan anderledes. De siger alle det samme med Loki. Jeg mener, jeg venter på at en, i stedet for at sige Loki... siger Arnold. Noget meget anderledes."

To ting.

1. Hele denne videos præmis, bygger på at Græsk og Romersk Mytologi er det samme, bare med forskellige navne på guderne. Det er ikke tilfældet.
Ja, de to har MANGE ting til fælles, men det skyldes hovedsageligt at romerne indlemmede de lokale mytologier, fra folkeslag de erobrede, for at gøre de folkeslag mere positive for at blive romere selv. Mest kendt er selvfølgelig den græske mytologi - fordi grækerne selv skrev rigtig meget af deres mytologi ned - men romersk har også mange inklusioner fra især egyptisk og etruskisk mytologi. Den fønikiske heltegud Melqart, blev identificeret med Hercules, og en håndfuld andre kanaanæiske guders attributter kan ses i det romerske pantheon.

En romersk gud, som der ikke fandtes nogen græsk variant af, er Janus - den tohovedet gud for døre, passager, tid og dualisme - som har lagt navn til januar. Janus har dog mange ting til fælles med den etruskiske gud Culśanś, så Janus har muligvis arvet noget af sin identitet fra ham.

For et par mere specifikke eksempler på forskellen mellem græsk og romersk mytologi, vil jeg kigge på det græske krigsgudssøskendepar: Athene og Ares.

Athenes romerske modpart er Minerva
Athene er gudinde for krig, visdom, håndværk, sejr og retfærdighed
Minerva er gudinde for visdom, håndværk, sejr, medicin, musik, poesi, vejr og uddannelse
Athene har rødder i Mykensk og før-græsk Ægæisk kultur
Minerva har rødder i Etruskisk mytologi, hvor hun hed Menrva og var gudinde for krig og vejr
Athene er Zeus' datter
Minerva er en af Jupiters konsorter
Athene er datter af Metis
Minerva er datter af Tin og Uni
Athene er en balanceret personlighed, med stærk retfærdighed, praktisk visdom og er en tålmodig underviser for mennesker
Minerva er aggressiv og brutal, hun er disciplinerende, institutionel og ikke-personlig
Athene som krigsgudinde har fokus på den strategiske krigsførsel, og defensive taktikker
Minerva blev ophøjet som skytsgudinde i krig, men myterne nævner det ikke, så er mere et minde om etruskiske Menrva


Ares' romerske modpart er Mars
Ares er krigsgud
Mars er gud for krig og høst
Ares er ilter til krig, og tænker ikke ting igennem - i kontrast til Athene
Mars er en strategisk krigsgud, med militærdisciplin
Ares repræsenterer blodlyst, vildskab, kaos, ødelæggelse, brutalitet, irrationalitet og styrke uden visdom
Mars repræsenterer krigens dualitet: krig og fred; blodlyst og strategi; skabelse og ødelæggelse
Ares siges at stamme fra Trakkien, og blev forvist fra Olympen
Mars er elsket af romerne, nummer to, kun overgået af Jupiter
Ares er far til Frygt og Terror
Mars er far til Romulus og Remus - Roms grundlæggere - og er derfor Patrongud for Rom
Ares har en forbudt elskovsaffære med Afrodite
Mars er gift med Venus
Ares ransager en ødelagt by efter krig
Mars er ærefuld og beskytter byen

Jeg håber at disse to eksempler er nok til at vise at 'World Friends' videoens præmis bygger på en fejlforståelse af de græske og romerske mytologiers symbiose.

2. Videoens præmis om at 'ligesom græsk og romersk mytologi er det samme med forskellige navne, så må det samme også gælde for nordisk mytologi' falder ikke kun sammen, efter at have gennemgået hvordan græsk og romersk mytologi ikke er det samme. Men den bygger også på den ide at nordisk mytologi også har forskellige navne - ikke kun i forhold til de græko-romerske guder - men også blandt forskellige sprog. Videoen glemmer at tage forbehold for hvordan forskellige sprog udtaler diverse navne. Sådan som vi på dansk udtaler Athene - med et stumt h og et øh-lydende slut-e - er ikke på samme måde som navnet udtales på engelsk Athena - med en þ th-lyd og et slut-a i stedet for et slut-e - og begge udtaler er selvfølgelig forskellig fra hvordan navnet blev udtalt i Antikkens Grækenland. Det samme gælder for de nordiske gudenavne, for eksempel hvordan Norrøne Loki på moderne dansk bliver Loke - med et 'e' i stedet for et 'i', og k'et bliver udtalt som et g.

Den anden store fejlforståelse ved at have de forskellige germanske sprog sige de norddiske guders navne og forvente at de har forskellige navne på de forskellige sprog, ligger igen i troen om at nordisk mytologi bare er en anden udviklingsgren af den samme antikke mytologi bag græsk og romersk. Ja, hvis vi går helt tilbage til Proto-Indoeuropæisk religion, så er det. På samme måde som indiske og iranske religioner også er. Værterne i videoen endte også med at blive ret skuffede over hvordan der ikke var nogen egentlige forskelle i de nordiske guders navne.

Hvad værterne i videoen skulle have spurgt om, er navnene på germanske guder. Det er jo nok et emne, som mange af deltagerne i videoen ikke kender noget til - i modsætning til de danske, svenske og norske deltagere som er vokset op med at høre de nordiske myter. Germansk mytologi - eller rettere Proto-germansk - er en betegnelse for de religioner og mytologier som blev dyrket blandt alle de germanske folkeslag - danerne, anglerne, lombarder, vandalerne osv. - men som udviklede sig selvstændigt fra hverandre, efter de store folkevandringer i de tidlige århundreder efter vor tidsregning.

Udover nordisk mytologi - og til en meget mindre grad angel-saksisk - er det skriftlige materiale om germanske religioner MEGET sparsomt. Den romerske forfatter Tacitus skrev i 1. århundrede at germanerne havde en havGUDINDE ved navn Nerthus. Dette navn er etymologisk det samme som den nordiske havGUD Njord, som var far til Frej of Freja. Men udover Njord, så er Nerthus ikke attesteret i de kilder vi har. Men hvis vi i stedet sammenligner med de guder, som vi ved havde stor betydning - ikke kun i Skandinavien og deres nordatlantisk-kontrollerede territorier - så kan vi finde nogle større forskelle i navnene, som videoens værter ønskede. Jeg har også inkluderet, hvilke romerske guder de blev sammenlignet med, i Senantikken til tidlig Middelalder.

Lad os starte med de fire guder som optræder i vores ugedage - da de jo er dem som er lettest at sammenligne.

Tirsdag: opkaldt efter Tir eller Týr, og blev kaldt Týsdagr på Oldnordisk.
- På dansk kalder vi ham Tyr, men stederne der er opkaldt efter ham, bruger alle 'i' - Thisted, Tissø, Tisvilde osv.
- På oldengelsk blev han kaldt for Tīw, og ugedagen Tīwesdæg. Man kan godt se hvordan den moderne udtale af Tuesday som 'Chews day' er udviklet deraf, og derfor den korrekte udtale, i modsætning til den amerikanske 'toosday'. Jeg har måske lidt bias til den første udtale.

- Hverken Oldhøjtysk eller Oldfrisisk ser ud til at have skriftlige former af Tyrs navn, som har overlevet, men ugedagen har. Oldhøjtysk hed Ziestag og har udviklet sig til moderne Dienstag.

Odfrisisk hed Tīesdei, som er udviklet til moderne Tiisdei.

Sprogforskere har rekonstrueret en Oldhøjtysk form af Tyrs navn som *Ziu, men det er som sagt ikke noget der har overlevet.
- Moderne plattysk kalder ugedagen for Deenstag, Diensdag, Dingedach eller Dingsdag afhængig af hvilken region du befinder dig i.
- Gotisk er det ældste nedskrevne germanske sprog, men ugedagene er desværre ikke nedskrevne, så sprogforskere har rekonstrueret tirsdag på gotisk som *Teiwisdags og guden som *Teiws
- Den proto-germanske form af navnet - altså den form navnet havde, før at de germanske sprog divergerede og udvikledes forskelligt fra hinanden - som forskere har rekonstrueret er *Tiwaz. *Tiwaz er etymologisk det samme navn som den Vediske - altså før-hinduistiske - gud Dyaus, såvel som den græske Zeus. Så Tyr og Zeus er det samme navn.
- De tidlige Middelalderlige skribenter sammenlignede Tyr med den romerske krigsgud Mars.

Onsdag: opkaldt efter Óðinn og blev kaldt Óðinsdagr på Oldnordisk.

- På dansk kalder vi ham Odin, og rigtig mange stednavne er opkaldt efter ham - mest berømt er nok Odense som betyder 'Odins Vi'. Mange stednavne har også et 'v' foran o'et - såsom Vojens, der også betyder 'Odins Vi'. Dette er et levn fra en ældre form af Odins navn. For få år siden, blev en guldbrakteat fundet i Vindelev fra midten af 400-tallet, som har den ældste kendte nedskrevne form af Odins navn 'Woðnaz', som altså så er den form Odins navn havde i tiden før det Proto-nordgermanske sprog udviklede sig til det Oldnordiske sprog vi kender fra vikingetiden.
- Oldengelsk kaldte ham for Wōden og ugedagen for Wōdnesdæg. Interessant stemmer Wōdnesdæg ikke over overens med det moderne Wednesdays udvikling, men i stedet en ukendt form kaldet Wēdnesdæg. I den Middelengelske periode vandt diverse former for Wednesday, wedenesday og wedonesday frem, men der kunne stadig findes mange lokale dialektformer baseret på Wōdnesdæg, såsom wodnysday, wonnysday, wodnesdai og wodindai.
- Oldsaksisk havde formen Woden
- Det Oldhollandske sprog havde formen Wuodan, og ugedagen hed på Middelhollandsk Woensdach og på moderne hollandsk woensdag
- Oldhøjtysk kaldte ham Wuotan, og det virker til at der måske har været en periode hvor ugedagen hed Wōdanstag inden den blev udskiftet med mittawehha, som har udviklet sig til Mittwoch. Dog er der visse Middelhøjtyske kilder der kalder dagen for Guotentac, hvor w-et er blevet til et g.
- Lombardisk kaldte ham for Godan, med et g i stedet for w, ligesom i Middelhøjtysk
- Oldfrisisk kaldte ugedagen Wērnisdei, og på moderne frisisk Woansdei
- Frankonsk, talt i området omkring Köln, kaldte dagen, så sent som i begyndelsen af 20. århundrede for Jodesdaach.
- Middelplattysk kaldte ugedagen for wōdensdach, og i dag er der stadig visse dialekter som ikke kalder dagen Mittwoch, men i stedet Gaunsdag (nær Emsland), Gonsdag (nær Münsterland) og Woensdag (nær Kreis Unna).
- Gotisk er rekonstrueret til at have haft formen *wodanisdags
- Den rekonstruerede Proto-germanske form er *Wodanaz
- De tidlige Middelalderlige skribenter sammenlignede Odin med de romerske guders budbringer Merkur. Tacitus skriver i sin Germanium kap. 9 at "Blandt alle guderne, er Merkur den de tilbeder mest."

Torsdag: opkaldt efter Þórr og blev kaldt Þórsdagr på Oldnordisk.
- På dansk kalder vi ham Thor, og selvom at der er mange stednavne som hedder noget med Thor - Thorsager, Torsted, Thorsø, Thorsmose - så er det ikke vidst, om de er opkaldt efter guden Thor, eller efter mennesker med Thor som et led i deres navn. 'World Friends' videoen har et øjeblik, hvor den svenske deltager kommenterer den danske udtale, som at det lyder som når man på svensk siger toalet.
- Oldengelsk kaldte ham for Þunor og ugedagen Þunresdæg. Unikt ved denne dag på engelsk, er at vikingernes Danelagen havde så stor indflydelse på sproget, at moderne Thursday er opkaldt efter Þórr i stedet for Þunor, så vi kan ikke se hvordan navnet ville have udviklet sig lokalt.
- Oldfrisisk havde formen Thuner, og ugedagen Thunresdei, på moderne frisisk Tongersdei
- Oldsaksisk kaldte ham for Thunar
- Oldhøjtysk kaldte ham for Donar og dagen for Donarstag, på moderne højtysk Donnerstag
- Plattysk kalder dagen for Dönderdag, Dunnersdag eller Dünnerdag afhængig af region
- Middelhollandsk kaldte dagen for Donresdach og dens moderne navn er Donderdag
- Gotisk er rekonstrueret til *Þunaris dags
- Den rekonstruerede Proto-germanske form er *Thunraz.
- De tidlige Middelalderlige skribenter sammenlignede Thor med den romerske himmelgud Jupiter. Thors navn - i alle sprogene - betyder torden, og det har nok været en association som senromerne kunne se i lighed med Jupiter.

Fredag: opkaldt efter Frigg* og blev kaldt Frjádagr på Oldnordisk. * Mange tror fejlagtigt at dagen er opkaldt efter Freja, men hun er ikke umiddelbart kendt til i andre germanske religioner. Desuden har Frigg og Freja så mange ting til fælles, at mange forskere tror at de er to uafhængigt udviklede traditioner af den samme gudinde.
- På dansk kalder vi hende for Frigg. Der virker ikke til at være mange steder opkaldt efter hende, men i Sverige kaldte man frem til starten af det 20. århundrede stjernebilledet Orions Bælte for Friggs Ten.
- Oldengelsk kaldte hende Frīg, og ugedagen Frīgedæg
- På Oldsaksisk blev hun kaldt Frī
- Oldfrisisk kaldtes hun for Frīa og ugedagen Frīadei, på moderne frisisk Freedei
- På Oldhøjtysk Frīja og ugedagen Frīatag og på moderne højtysk Freitag
- I det Lombardiske sprog blev hun kaldt for Frēa
- Middelhollandsk kaldte dagen for Vriendach og moderne hollandsk for Vrijdag
- Middelplattysk kaldte dagen for Vridach og på moderne plattysk kaldes den Freedag og Friedag afhængig af region
- Gotisk er rekonstrueret til *Fraujins dags
- Den rekonstruerede Proto-germanske form af hendes navn er *Friijō
- De tidlige Middelalderlige skribenter sammenlignede Frigg med den romerske kærlighedsgudinde Venus.

Udover de fire ugedage, er der ikke særligt mange guder - hvis navne vi kender, i hvert fald - som går igen, i de forskellige regioner. Vi har dog et par, som går igen; begyndende med:

Frej, som vi kalder ham på dansk. Egentligt burde vi måske kalde ham Frø, for det er det hans navn udviklede sig til, i de stednavne, som er opkaldt efter ham - såsom Frøslev. Frej er en moderne dansk form af det Norrøne Freyr.
- På Oldengelsk blev han kaldt Frēa

- På Oldfrisisk blev han kaldt Frā
- Oldsaksisk kaldte ham for Frōho
- Middelhollandsk kaldte ham Vroon
- Og Oldhøjtysk kaldte ham for Frō
- Og endelig på gotisk blev han kaldt Frauja

Nogle gange bliver Frej kaldt for Yngvi-Freyr i de nordiske kilder, hvilket også forbinder ham med Oldengelske og Oldsaksiske Ing, såvel som Gotiske Enguz.
Den feminine form af hans navn, kendes også fra Oldsaksisk: Frūa og Oldhøjtysk: Frouwa. Men Freyja/Freja som en egentlig gudinde, kendes kun fra Skandinavien.

Den unge Balders navn kendes udover Skandinavien - Norrøne form: Baldr - kun fra Oldengelsk: Bældæg; og Oldhøjtysk: Balder eller Palter. Navnet er udviklet af det Protogermanske *Balðraz som betyder 'helt' eller 'prins'.
Den 2. Merseburgske Inkantation er den eneste myte omhandlende Balder, som kendes uden for Skandinavien. Den fortæller at Balders hest forvred sin ankel, og Odin, Frigg og nogle andre guder, siger nogle besværgelser, og hestens fod bliver helet.

En germansk guddom, som ikke kendes fra nordisk mytologi, var forårsgudinden, efter hvem april måned var opkaldt efter: Ēosturmōnaþ - jeg gætter en dansk oversættelse ville være noget i retning af: 'Østermåned' men det er bare gæt.
- På Oldhøjtysk var gudindens navn Ôstara, og måneden blev kaldt Ôstarmônath
- Hun blev på Oldsaksisk kaldt for Âsteron
- Og endelig på Oldengelsk, hvorfra vi ved mest om hende - selvom det stadig er meget lidt - blev hun kaldt for Ēostre. Den engelske munk Bede - fra 700-tallet - skrev om hende at fester blev holdt til hendes ære, i måneden opkaldt efter hende. Det engelske navn for Påsken - Easter - skriver Bede, er taget fra hendes navn, sådan at folk nu nyder de nye ritualer - Påsken - gennem de gamle ritualers navn.

Hendes navn menes at være udviklet fra en rod, som betyder 'daggry', og at det moderne ord for øst 'east' er afledt af den samme rod. At hun skulle være en 'Daggrysgudinde' passer også fint med, at april er den måned, da sommerhalvåret begynder.


Dette var bare nogle tanker jeg fik, da jeg så den video fra 'World Friends' YouTube-kanalen. Jeg tror at de to værter i videoen havde fået en idé til en video, men så i stedet for at lave lidt grundlæggende efterforskning af emnet, samlede de så mange germansk-sproget deltagere, som de kunne, og kastede sig ud i videoen. Jeg har set langt fra alle kanalens videoer - måske omkring en snes - men af dem som jeg har set, så var den her, klart, den jeg mindst kunne lide. Hvilket er en skam, da jeg synes at kanalen som regel har nogle gode diskussioner om diverse sprogs forskelle. Men den her video, mener jeg ikke var tænkt ordentligt igennem.

Mytologiens Kvinder - Tillæg 1: Arakne

For tre år siden udgav jeg et blogopslag om Mytologiens Kvinder - hvor jeg fremlagde og sammenlignede forskellige religioner og mytologiers brug af kvinder i myter - samt et Appendix hvor jeg inkluderede alle mine noter om Kristendommens kvindemyter og fortællinger.

Selvfølgelig kunne jeg ikke inkludere alle religioner og mytologier - det endelige resultat var meget overvældende nok i forvejen - men en meget berømt mytologi, som jeg ikke satte fokus på, var Romersk Mytologi. Jeg refererede til den når jeg i parentes inkluderede de romerske navne, på de græske gudinder jeg omtalte. Eller da jeg omtalte historien om Thetis og Achilleus - i den græske version af Hesiod, kaster Thetis den nyfødte Achilleus ind i pejsen, for at brænde hans dødelighed væk, men Achilleus' far tror hun prøvede at dræbe barnet, og hev ham ud af pejsen og dermed brød ritualet. Den mere kendte version, hvor Thetis dypper Achilleus i floden Styx, og holder ham ved hælen, er en romersk fortælling.

Men ellers sagde jeg ikke rigtig noget om den romerske mytologi. Jeg vidste jo godt, at de græske og romerske mytologier ikke er ens, guderne er ikke de samme - på trods af hvad mange umiddelbart tror. Men for at se forskellene imellem dem, kræver det et meget nært komparativt fokus på de to, nærmest eksklusivt. Hvilket gik imod mit ønske med blogopslaget, så derfor har jeg holdt mig fra at gå i dybden med romersk mytologi.

Jeg bringer dette op nu - tre år senere - fordi jeg lige nu er i gang med et nyt projekt, hvori en sidegren i det projekt har ført mig tilbage til en sammenligning af græsk og romersk mytologi. Fordi det indebærer en fortælling med Athene, som jeg ikke inkluderede dengang, besluttede jeg mig for at lave et mindre blogopslag om det.

Jeg har valgt at kalde det et Tillæg, og det kan være, at hvis jeg støder på flere fortællinger og myter, som jeg sagtens kunne have brugt den gang men ikke gjorde, at jeg så laver flere Tillæg. Men det vil tiden vise.

Dette opslag handler om den unge pige Arakne, sammenlignet i en græsk og en romersk myte.

Den langt mest berømte myte om Arakne, er den skrevet af Ovid i Metamorfose, i starten af 1. århundrede. Der er nogle forskellige overleveringer af den, men generelt lyder myten:

Arakne var en ung hyrdedatter fra Lydien (Moderne Vesttyrkiet), som var en fantastisk vævepige. Hun kalder sig selv en bedre væver end selveste Minerva, som da kommer til hende, forklædt som en gammel kone, og advarer hende om at respektere guderne. Arakne udfordrer derfor Minerva til en væveduel. I nogle varianter, vinder Arakne duellen, og Minerva bliver vred og slår hende. I andre skælder Minerva hende ud, for at væve et billede af de mandlige guder, forføre dødelige kvinder, ind i tæppet og Minerva river derfor tæppet i stykker. I begge versioner, ender Arakne med at tage sit eget liv. Minerva, enten i medlidenhed eller i straf, genopliver hende og forvandler hende til en edderkop, så hun kan spinde væv, for evigt.

Men en anden fortælling om Arakne, dukker op i en scholia - en grammatisk fokuseret kommentar, til et andet skriftværk - fra midten af 3. årh før vor tidsregning:

Arakne var en ung pige fra Attika - den græske halvø, hvor Athen ligger - som havde en bror Phalanx - som ikke eksisterer i Ovids version. Athene underviste de to søskende, Arakne i vævekunst og Phalanx i krigskunst. Men de to søskende endte op i et incestuøst forhold, hvilket forargede Athene, der som straf forvandlede dem til "dyr, dømt til at blive ædt af deres egne børn". Denne version, nævner ikke direkte, at Arakne og hendes bror forvandles til edderkopper. Men deres navne taget i betragtning - Arakne -> Araknofobi = frygt for edderkopper og "Phalanx" værende beslægtet med Phalangion, som er en giftig edderkop i Grækenland, såvel som ordet Phalangium som betyder stankelben - må det formodes at de faktisk blev forvandlet til edderkopper.

Den kendte romerske version, er en advarsel mod at være hovmodig og selvsikker, eller du risikerer at blive straffet. I den græske version fremhæves det dydige ved adskillelsen af kvindelige håndværker - såsom vævekunsten - og mandlige håndværker - såsom krigskunsten. De to adskilt giver fremgang og vækst. Men når de to bliver blandet - vist ved at de to søskende indgår i et incestuøst forhold med hinanden - så brydes alle verdens sikkerheder, og kaos løber løbsk. Med den fortolkning, kan man selvfølgelig undre sig over, at Athene er en KRIGSGUDINDE. Men selv det kan fortolkes i sammenligning med hendes bror Ares. Hvor Ares er krigsgud for mandlige krigsidealer - såsom krigshæder og blodlyst - er Athene krigsgudinde for kvindelige krigsidealer - som byforsvar og forsoningsfred.

Vi ser også hvordan den græske Athene er omsorgsfuld, og underviser Arakne og Phalanx, inden de begår brøde. Hvorimod Minerva er brutal, og enten slår Arakne eller river hendes vævetæppe i stykker, selv før hun forvandler Arakne.

Om Jesu barndom

For nogle år siden - mens jeg stadig boede i Aarhus - var jeg til gudstjeneste i korpset. Som Nathanael var i gang med sin prædiken, var der en af gæsterne, den dag, som kom med et spørgsmål: "Du taler om Jesus, men vi hører altid om ham som voksen. Hvad med at fortælle om Jesus som barn?" (Parafraseret citat.)
Nathanael besvarede spørgsmålet, med at tale lidt om episoden i Luk. 2,41-52, om Jesus som tolvårig i Jerusalems Tempel, men sluttede af med at anerkende at det er det eneste, som vi hører om den tid i Bibelen. Gæsten virkede tilfreds nok med det svar, så jeg følte ikke, at jeg behøvede at blande mig, med ting, som jeg kendte til.
Det fik mig dog til at tænke. Vi mennesker - som helhed - kan ikke lide uløste mysterier, de skal besvares. Hvis der er noget vi ikke ved, jamen, så må vi finde ud af dét. Tydeligvis er spørgsmålet om Jesu barndom også noget som folk gerne vil kende til, når nu folk stadig i vore dage spørger om mere information. Det er et spørgsmål, som vi ved at kristne altid har været nysgerrige om, og en gang i løbet af det andet århundrede evt. nedskrev en skribent, en samling af fortællinger om Jesu barndom, i Barndomsevangeliet, ofte tilskrevet Thomas, men ikke i alle håndskrifterne vi har.

Thomas' Barndomsevangelie fortæller om en række episoder, i Jesu liv fra 5 år op til 12 år, og slutter med Tempelepisoden fra Luk. 2. Og selvom at disse fortællinger måske ikke er så udbredt i dag, var de ekstremt populære, i hele den kristne verden, helt frem til den sene middelalder - så sent som 1330'erne blev et evangelieskrift i Østrig, illustreret med episoder fra Thomas' barndomsevangelie.

Thomas' Barndomsevangelie er ikke det eneste barndomsevangelie fra Antikken. Officielt tæller Jakobsevangeliet også som et barndomsevangelie - selvom at det slutter med barnemordet i Betlehem - også fra midten af 2. århundrede. Nogle århundreder senere, dukker en række barndomsevangelier op, som tydeligvis er baseret på de to, dog har de deres eget særstof; skrifter som Pseudo-Matthæusevangeliet, Tømreren Josefs liv, det Syriske barndomsevangelie, og det Arabiske barndomsevangelie.

Om der er nogen som helst mængde sandhed i fortællingerne eller ej, så er det på ingen måde en overdrivelse, at sige, at de florerede rundt i hele den kristne verden. Et par af fortællingerne dukker op i jødiske og muslimske skrifter - mest berømt er en episode om den 5 årige Jesus i Koranens femte Sura.

Jeg vil, derfor, her, gerne gengive en række af episoderne fra disse ovenstående kilder, samt et par kirkefædres meninger om episoderne, jeg vil ikke gennemgå alle skrifterne i helhed, da mange - som sagt - skrev efter de tidligere skrifter, men jeg vil gerne fremhæve et par sammenligninger, hist og her.

Matthæusevangeliet

Kristen tradition siger, at Jesu apostel Matthæus, også kaldet Levi, skrev Matthæusevangeliet og at det var det første, derfor står det først i det Nye Testamente. Bibelforskere tror dog ikke på det. De siger at Markusevangeliet var først, og at Matthæusforfatteren skrev af efter det, og indsatte derpå fortællinger om Jesus som han havde hørt. I følge kirketraditionen vil Matthæusevangeliet være blevet skrevet omkring år 40, efter forskeres vurdering omkring år 80-90.

Matthæus har en fødselshistorie, men ellers ikke noget særligt om Jesu barndom. Men da flere af de senere tekster, også taler om flugten til Egypten, inkluderer jeg den hér.

2,13-15 Da de [vise mænd] var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn."

2,19-23 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde." Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.

Flugten til Egypten, glasmaleri fra Notre Dame de Paris

En litterær handling, som adskiller fødselshistorien i Matthæus fra den i Lukas - ud over at Josef og Maria bor i Betlehem fra begyndelsen - er at i Matthæus er Josef den aktive person og Maria den passive, mens i Lukas er Maria den aktive, og Josef den passive. 

Lukasevangeliet

Kristen tradition siger at Lukas, Paulus' rejsesvend, skrev både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Bibelforskere tror ikke at nogle af evangelierne er skrevet af dem de er opkaldt efter. Lukasevangeliet er derfor skrevet af efter Markusevangeliet, og en anden kilde, som forskere er splittet imellem. Q-hypotesen - som er mest populær i Nordamerika - at både Matthæus og Lukas brugte en nu tabt kilde (Q står for det tyske quelle), og Farrer-hypotesen - som er mest populær i Europa - at Lukas skrev efter Markus og Matthæus. Ifølge kirketraditionen vil Lukasevangeliet være fra omkring år 60, efter forskeres vurdering omkring år 90-100.

2,41-52 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagen var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: "Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige." Men han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. 

Frelseren i Templet, af William Holman Hunt

Jakobsevangeliet

Jakobsevangeliet er et skrift, som er nedskrevet et sted mellem 120 og 150 evt. Jeg har tidligere omtalt det i detalje her på bloggen, men kort sagt, er det en tekst om Jomfru Marias liv, fra hendes egen mirakuløse fødsel, gennem hendes opdragen i Templet, og hendes møde med først Josef, og derefter Gabriel som fortæller hende at hun skal føde Messias. Maria føder Jesusbarnet i en hule ud for Betlehem, og teksten slutter med Barnemordet i Betlehem. Det er et såkaldt harmoniseringsevangelium, hvor forfatteren har forsøgt at smelte forskellige traditioner sammen til en sammenhængende fortælling. Dette ses tydeligst med fortællingen om Jesu fødsel, der indkorperer en folketælling kendt fra Lukas, de vise mænd fra østerland og Barnemordet fra Matthæus og fødslen i hulen, samt to jordemødre fra kilder der ikke har overlevet til i dag. Teksten som jeg hér gengiver, er baseret på Papyrus Bodmer V, som er det ældste håndskrift af teksten.

19,2 Og de stod på det sted, hvor hulen var. Og en mørk sky overskyggede hulen. Og jordemoderen sagde: "Min sjæl er blevet ophøjet i dag, for i dag har mine øjne set det utrolige, for frelsen er født for Israel." Og straks gik skyen væk fra hulen, og et stort lys viste sig i hulen, så at øjnene ikke kunne tåle det. Og lidt efter forsvandt dette lys, indtil den nyfødte kom til syne. Og denne kom og fik bryst hos sin mor, Maria. Og jordemoderen råbte og sagde: "Hvilken stor dag for mig i dag, for jeg har set dette enestående skue." 3 Og jordemoderen gik ud af hulen, og Salome kom hende i møde. Hun sagde til hende: "Salome, Salome, jeg vil fortælle dig noget, man aldrig før har set. En jomfru har født, hvad hun ifølge naturen ikke kan." Og Salome sagde: "Så sandt Herren min Gud lever: Hvis jeg ikke stikker min finger ind og undersøger hendes tilstand, tror jeg ikke, at jomfruen har født."

20,1 Og hun gik ind og undersøgte hende. Og Salome undersøgte hendes tilstand. Og Salome udstødte et skrig, fordi hun havde udæsket den levende Gud. "Og se, min hånd falder af mig fortæret af ild!" 2 Og hun bad til Herren, og jordemoderen blev helbredt i denne time. 3 Og se, da stod Herrens engel foran Salome og sagde til hende: "Din bøn er blevet hørt hos Gud Herren. Træd hen og rør barnet, og han vil være dig til frelse." Og hun gjorde således, og Salome blev helbredt, da hun tilbad ham. Og hun gik ud af hulen. 4 Se, Herrens engel sagde: "Salome, Salome, du må ikke fortælle om de forunderlige ting, du har set, førend barnet er kommet til Jerusalem."

Stort set alle andre håndskrifter, har en lidt længere version. Sådan her ser kapitel 20 ud i dem:

20,1 Og jordemoderen gik ind og sagde: "Maria, gør dig klar, for der er forestået en ikke ringe strid om dig." Og Maria hørte det og gjorde sig klar. Og Salome stak sin finger ind for at undersøge hendes tilstand. Og Salome udstødte et skrig og sagde: "Ve mit lovbrud og min vantro, for jeg har udfordret den levende Gud. Se, min hånd falder af fortæret af ild." 2 Og Salome faldt på knæ for Herskeren og sagde: "Min fædres Gud, tænk på mig! For jeg er efterkommer af Abraham, Isak og Jakob. Stil mig ikke frem for Israels sønner til skam og skændsel, men lad mig fortsat tjene de fattige. For du ved, Herre, at jeg har udført min tjeneste i dit navn og modtaget min løn fra dig." 3 Og se, Herrens engel stod der og sagde til hende: Salome, Salome. Herskeren over alt har hørt din bøn. Ræk din hånd frem mod barnet og tag det på armen; det skal være dig til frelse og glæde." Fyldt af glæde gik Salome hen til barnet, tog det på armen og sagde: "Jeg vil tilbede ham, for han er blevet født som en konge for Israel." Og i det samme blev Salome helbredt, og hun gik ud af hulen som retfærdig. 4 Og se, en stemme sagde: "Salome, Salome, du må ikke fortælle om de forunderlige ting, du har set, førend barnet er kommet til Jerusalem."

Salome (th) og Jordemoderen (hér kaldet Émea [tv]) vasker Jesusbarnet

Men indholdet er det samme, Salome tror ikke på jomfrufødslen, så hendes arm fortæres, da hun undersøger Marias underliv, og hun bliver helbredt af den nyfødte Jesus, som allerede nu har guddommelige kræfter.

Thomas' Barndomsevangelium

Thomas' Barndomsevangelium er nedskrevet senest i anden halvdel af det andet århundrede, men fortællingerne i dét, har sandsynligvis været ældre, da to uafhængige kilder - Irenæus af Lyon og Apostlenes Brev - begge fra omkring 180, omtaler nogle af fortællingerne i evangeliet. Som sagt, så florerede dette evangelie rundt i Europa, helt frem til Senmiddelalderen, og uanset hvor meget kirken forsøgte at nedtrampe det, forblev det populært hos almuen. Selv da skriftet endelig begyndte at tabe popularitet, i den Tidlig Moderne periode, var teksten altid kendt. Fordi at skriftet er tilskrevet "Thomas Israelitten", så troede forskere i flere århundreder, at dette var det Thomasevangelium som de tidlige kirkefædre omtalte. Det var først med opdagelsen af en koptisk oversættelse, fra Nag Hammadi Library i 1945, at det gik op for alle, hvad slags tekst Thomasevangeliet var, og at man faktisk allerede havde kendskab til ældre græske fragmenter af det. Det, lagt oveni, at de ældste håndskrifter af Barndomsevangeliet, som vi har, ikke nævner Thomas, har ledt nogle til at foreslå at man helt bør droppe Thomas fra Barndomsevangeliet. Men det kommer nok ikke til at ske, da der jo også er mange andre barndomsevangelier.

2 Da denne dreng Jesus var fem år gammel, legede han efter et regnvejr i vadestedet ved en bæk, og det strømmende vand ledte han sammen i damme og gjorde det straks rent; og han befalede over det med et eneste ord. Og han lavede blødt ler og formede tolv spurve af det. Men det var sabbat, da han gjorde disse ting. Der var også mange andre børn, som legede sammen med ham. Da en jøde så, hvad Jesus gjorde på en sabbat, mens han legede, gik han straks hen og fortalte hans fader Josef: "Se, dit barn er nede ved bækken; han har taget ler og formet tolv fugle og har krænket sabbatten." Da Josef kom til stedet og så (hvad der var sket), råbte han til ham: "Hvorfor gør du på en sabbat, hvad det ikke er tilladt at gøre?" Men Jesus klappede i sine hænder og råbte til spurvene: "Af sted med jer!" Og spurvene strakte vingerne ud og fløj kvidrende bort. Da jøderne så det, blev de forfærdede og gik hen og fortalte deres ledere, hvad de havde set Jesus gøre.

Jesus bringer lerfugle til live, fra et 1100-tals tagmaleri i Zillis, Schweitz

Dette er en af de bedst kendte fortællinger om Jesu barndom, den dukker ikke bare op igen i de senere tekster, der har skrevet af efter Thomas, men også i en håndfuld andre tekster og skrifter. Mens jeg lavede noter til dette blogoplæg, så jeg History Channels, efterhånden 25 år gamle,  dokumentar"Banned from the Bible" - de elsker jo sådanne sensationsoverskrifter - og i den dokumentar, talte de om Thomas' Barndomsevangelie, og en af eksperterne de havde med på interview, sagde direkte: "Alle kender jo til historien om den femårige Jesus, som lave fugle af ler, og bringer dem til live."

6 En lærer ved navn Zakæus, som stod der et sted, hørte Jesus sige dette til sin fader, og han undrede sig meget over, at han, der kun var et barn, kunne sige sådanne ting. Og efter et par dage opsøgte han Josef og sagde til ham: "Du har et klogt barn, han har fostand. Overlad du nu ham til mig, så han kan lære bogstaverne. Sammen med bogstaverne vil jeg lære ham al viden, lære ham at hilse på alle de ældste og vise dem respekt som bedstefædre og fædre og lære ham at vise sine jævnaldrende kærlighed." Og han sagde ham alle bogstaver, fra Alfa til Omega, indgående og skarpsindigt: Men Jesus så læreren Zakæus nærmere an og sagde til ham: "Du, som ikke kender Alfa efter dets væsen, hvordan vil du lære andre Beta at kende? Hykler! Lær først om Alfa, hvis du ved hvordan; da vil vi tro dig med hensyn til Beta." Dernæst begyndte han at udspørge læreren om det første bogstav, og denne var ude af stand til at svare ham. Mens mange hørte det, sagde drengen til Zakæus: "Hør, mester, det første skrifttegns opbygning, og hold dig her for øje, hvordan det har linjer og en tværstreg, der, som du ser, skærer dem begge. (Hvordan disse linjer) løber sammen og går højt op i en spids, tre tegn af samme art, afhængige af og bærende hinanden, med samme mål. Så har du A's linjer."

Jesus mundhugger med læreren om bogstavernes væsen, fra østrigske Klosterneuburger Evangelienwerk

Hvis du nogensinde har hørt om historier om den unge Jesus - udover Luk. 2 - så er der god sandsynlighed for at det er én af disse to fortællinger. De var klart de mest populære.

Da han beskrev Markosianernes kætterskrifter, skriver Irenæus [Adversus haereses 1,20,1]

Blandt andet frembringer de den falske og grumme fortælling, der omhandler vor Herre, da han var en dreng som lærte sine bogstaver, om læreren der sagde til Ham, som er normalt: "Sig Alfa", han svarede som han blev spurgt: "Alfa". Men da, igen, læreren spurgte Ham: "Sig Beta," svarede Herren ham: "Sig mig først, hvad Alfa er, og så vil jeg fortælle dig hvad Beta er." Dette, mener de, betyder at kun Han alene kendte til det Ukendte, som Han åbenbarede ved dets form Alfa.

9 Og nogle dage senere legede Jesus i et hus i øverste stokværk, og en af de drenge, som legede med ham, faldt ned fra taget og døde. Da de andre så det, tog de flugten, og Jesus blev stående alene tilbage. Så kom den dødes forældre og rettede bebrejdelser imod ham. (Men) Jesus sagde: "Jeg har ikke skubbet ham ned." Men de anklagede ham. Jesus sprang da ned fra taget og stod ved drengens lig, og han råbte med høj røst: "Zenon" - for det hed han nemlig - "stå op og sig mig: Har jeg skubbet dig ned?" Og med det samme stod han op og sagde: "Nej, Herre, du har ikke skubbet mig ned, men du har oprejst mig." Og da de så det, blev de forfærdede. Men drengens forældre priste Gud for det tegn, som var sket, og tilbad Jesus.

Drengen Zenon, falder ned fra taget; Klosterneuburger Evangelienwerk

Det kan måske virke voldsomt, at folk med det samme begynder at bebrejde Jesus, for drengens død, men på dette tidspunkt i evangeliet, har Jesus opbygget et ry, som et ustyrligt barn, der har brugt sine evner til at slå folk ihjel, så folk i nabolaget kan ikke lide ham. Denne fortælling er omdrejningspunktet, hvor Jesus begynder at bruge sine evner for godt, og folk begynder langsomt at acceptere ham, og kunne lide ham.

11 Da han var seks år gammel, gav hans mor ham en vandkrukke og sendte ham af sted for at hente vand og bære det hjem. Men han stødte sammen med nogen i mængden, og vandkrukken gik i stykker. Jesus foldede så den kappe ud, som han havde på, fyldte den med vand og bragte det til sin moder. Men da hans moder så det tegn, som var sket, kyssede hun ham, og hun gemte i sig de hemmelighedsfulde ting, som hun så ham gøre.

Jesus bærer vand, for sin moder, i sin kappe; Klosterneuburger Evangelienwerk

12 En anden gang, ved såtid, gik drengen med sin fader ud for at så hvede i deres mark. Og mens faderen såede, såede også drengen Jesus et hvedekorn. Da han havde høstet og tærsket, havde han hundrede tønder, og han kaldte alle landsbyens fattige til loen og skænkede dem hveden. Josef tog så, hvad der var tilovers af hveden. Han var otte år gammel, da han gjorde dette tegn.

 

Drengen Jesus sår høst, sammen med Josef. 
Fra et afskrift af Pseudo-Matthæusevangeliet

13 Hans fader var tømrer og lavede på den tid plove og åg. Der var nu en rig mand, der bad ham om at lave en seng til sig. Men da det ene brædt var kortere end sit såkaldte modstykke, og Josef ikke anede, hvad han skulle gøre, sagde drengen Jesus til sin fader Josef: "Læg de to brædder ned med midten over for hinanden." Josef gjorde således, som drengen havde sagt til ham. Og Jesus stillede sig på den anden side og tog det korte brædt og gjorde det lige så langt som det andet. Og hans fader Josef så det og undrede sig, og han omfavnede drengen og kyssede ham med ordene: "Salig er jeg, siden Gud har givet mig denne dreng."

16 Josef sendte sin søn Jakob af sted for at samle brænde og bære det til hans hus. Men drengen Jesus fulgte med ham. Og mens Jakob samlede kvas, bed en slange ham i hånden. Og da han lå i smerte og var ved at dø, trådte Jesus til og pustede på biddet. Straks ophørte smerten, dyret blev sønderrevet, og Jakob blev rask med det samme.

Jakob, Jesu bror, som blev lederen af Jerusalemmenigheden. Der er ikke så mange fortællinger om ham, i Bibelen, på trods af hans vigtige position i kirkens fødsel. Paulus nævner at han var uenig med Jakob, angående omskærelsesspørgsmålet for hedningekristne. Og et af de tabte jødekristne evangelier, som Hieronymus citerer, fortæller, at Jakob svor ikke at spise noget, fra han havde drukket Herrens kalk, indtil at han så ham opstanden igen.

19 Og da han var tolv år gammel, tog hans forældre, som det var skik, til Jerusalem til påskefesten sammen med deres rejsefæller, og efter påskefesten begav de sig på vej hjem. Men da de var på vej hjem, gik drengen Jesus tilbage til Jerusalem. Hans forældre troede imidlertid, at han var i rejsefølget. Men da de var kommet en dags rejse frem, ledte de efter ham blandt deres familie, og da de ikke fandt ham, blev de ængstelige og vendte tilbage til byen igen for at lede efter ham. Og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor hans sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle var optaget af ham og undrede sig over, hvordan han, der kun var en dreng, kunne lukke munden på folkets ældste og lærere ved at tyde lovens hovedindhold og profeternes lignelser. Men hans moder Maria gik hen til ham og sagde: "Hvorfor gjorde du sådan mod os, barn? Se, ængstelige har vi søgt efter dig!["] Og Jesus sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Ved I ikke, at jeg bør være hos min Fader?" Men de skriftkloge og farisærerne spurgte: "Er du denne drengs moder?" Hun svarede: "Det er jeg." Og de sagde til hende: "Salig er du blandt kvinder, for Gud har velsignet dit livs frugt. For en sådan herlighed, sådanne egenskaber og visdom har vi hverken set eller hørt nogensinde." Men Jesus stod op og fulgte sin moder, og han var lydig mod sine forældre. Men hans moder gemte alt, hvad der var sket. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest. Æren være hans fra evighed til evighed. Amen.

Der er nogle flere detaljer hér, end der er i Lukas' version, bl.a. står der hér, at Jesus gik med Josef og Maria, men vendte tilbage til Jerusalem, hvor i Lukas, forblev han dér. Ligeledes er der tilføjet et stykke, hvor folk i templet priser Maria, for at have født så vist et barn - en tilføjelse der kan skyldes, den voksende Mariakult i Tidlig Kristendom, som udvikledes til den Sankta Maria vi kender i dag, fra katolske og ortokse kirker.

Med denne passage, afslutter Thomas' Barndomsevangelie. Foruden at være et forsøg på at udfylde nogle af hullerne i Jesu liv, så har det også haft et beroligende budskab. I en tid med meget uro, og hvor mange kristne blev forfulgt, og var bange for fremtiden, så kunne budskabet om at selv Verdens Frelser, en gang var et ustyrligt barn, som brød reglerne og forårsagede uro, men samtidig lærte at opføre sig pænt, og i stedet at hjælpe folk omkring sig, bringe fred i kristnes sind. Og det tror jeg faktisk har været hovedpointen med at nedskrive disse fortællinger om Jesu barndom - ikke så meget selve hans barndom, selvom det jo har været spændende - men mere det at give kristne et håb i de trængte tider.

Apostlenes Brev

Apostlenes Brev er en tekst, som, taget i betragtning af at ingen af kirkefædrene havde kendskab til, er overraskende tidlig. Den blev skrevet i  løbet af 2. årh. - alt mellem 120 og 170 er blevet foreslået af forskere - men var næsten totalt ukendt i Europa, frem til at enkelte fragmenter på koptisk blev opdaget i midten af 1800-tallet. Først med opdagelsen af nogle hele etiopiske oversættelser i 1895, fandt man ud af hvad det var for en slags tekst. Teksten fremstiller sig som Jesu elleve apostle der, efter hans opstandelse, samles for at beskrive Jesu liv, og helliggørelse. Den er overvejende antignostisk, hvilket gør det mere overraskende at kirkefædrene ikke kendte til det, da de ellers var meget antignostiske, og ofte fremhævede skrifter som gik imod gnosticismen.

Titlen Apostlenes Brev er lidt af en misnomen, idet at skriftet ikke er en epistel på samme måde som Paulus' breve, men som en fortælling af Jesu liv, har det mere til fælles med et evangelieskrift. Den første moderne europæiske oversættelse, fra 1913, kaldte også skriftet for "Testament de Notre-Seigneur Jésus-Christ en Galilée" ("Vor Herre Jesus Kristus af Galilæas Testamente"), hvilket nok er en mere akkurat beskrivelse af skriftets indhold, men lange navne har det med, ikke at slå igennem, og derfor kalder vi det nu for Apostlenes Brev.

Teksten har en kort passage, der omhandler Jesu barndom:

4 Dette gjorde vor Herre Jesus Kristus, som af Josef og Maria, hans moder, blev sendt derhen, hvor han skulle lære at skrive. Den, som underviste ham, sagde til ham, mens han underviste ham: "Sig alfa!" Og han svarede og sagde til ham: "Forklar du mig først, hvad beta er!" Det, som skete, er sandt og virkeligt.

Toledot Yeshu

Fortællingen om Yeshu (Jesus) er en antikristen, jødisk polemik mod Jesus af Nazareth. Forskere har fundet det nærmest umuligt at finde en tidsperiode hvor den er skrevet. Alt fra en gang i 500-tallet til 900-tallet, virker til at være der med mest konsensus, men visse elementer i teksten kan være fra 300-tallet. En stor del af teksten bygger på anekdoter om en Yeshu fundet i Talmud og Midrash, men det skal dog lige pointeres at de to kilder, bruger navnet Yeshu som både Jesus og Josva i flæng, og tidsperioderne de giver, for anekdoterne om Yeshu varierer fra 130 fvt til 70 evt.

Der er ingen tidsinddeling af teksten, så denne passage er muligvis fra Jesus voksenliv.

De [Dronningens gesandter] fandt ham i Øvre Galilæa, hvor han fremstillede sig selv som Guds Søn. Da de forsøgte at tage ham, blev det til slagsmål, men Yeshu sagde til Øvre Galilæas mandfolk: "Slås ingen kamp." Han ville bevise sig selv, med kræfterne som var givet ham, fra sin Fader i himlen. Han udtalte det uudsigelige Navn over lerfuglene, og de fløj op i luften. Han udtalte de samme bogstaver over en møllesten, som havde været placeret i vandet. Han satte sig på den, og den flød ovenpå som var det en båd. Da de så dette, beundredes folket. På Yeshus anmodning, drog gesandterne bort, og reporterede disse undere til Dronningen. Hun blev forsmået med forundring.

Pseudo-Matthæusevangeliet

Eller Matthæus' Barndomsevangelie, er en tekst fra ca. midt 600-tallet, som var meget populær i Vestkirken/Romerkirken, helt frem til Senmiddelalderen. Teksten handler om Jesu barndom, og bygger især på Jakobsevangeliet og Thomas' Barndomsevangelium, med lidt særstof fra tidsperioden imellem de to.

Fødselshistorien er meget lig med den fundet i Jakobsevangeliet, med nogle flere detaljer tilføjet.

13 Og lyset fra Gud skinnede sådan i hulen, at hverken ved dag eller nat, var lyset svindende, så længe at den velsignede Maria var dér. Og dér fødte hun en søn, og englene omkransede Ham, da Han blev født. Og ikke så snart Han var født, stod Han på sine fødder, og englene priste Ham, og sagde: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds Velbehag." Nu, da Herrens fødsel var forestående, var Josef gået ud for at søge jordemødre. Og da han havde fundet dem, vendte han tilbage til hulen, og fandt Maria med spædbarnet, som hun havde født. Og Josef sagde til den velsignede Maria: "Jeg har hente to jordemødre for dig, Zelomi og Salome; og de står ude foran hulens indgang.

De tør ikke komme indenfor, på grund af det voldsomme blindskær. Og da den velsignede Maria hørte dette, smilede hun; og Josef sagde til hende: "Smil ikke, men lad dem for fornuftens skyld komme og se til dig, i tilfælde af at du skulle have brug for deres hjælp. Så bad hun dem indenfor. Og da Zelomi var kommet ind, Salome var blevet udenfor, sagde Zelomi til Maria: "Tillad mig at røre dig. Og da hun havde givet hende lov til, at lave en undersøgelse, udråbte jordemoderen med en høj røst, og sagde: "Herre, Almægtige Herre, nåde over os! Det er aldrig blevet hørt om, eller tænkt på, at nogen som helst skulle have bryster overflydende med mælk, og at en søns fødsel, skulle vise sin mor en jomfru. En jomfru har båret frugt, en jomfru har født, og en jomfru hun endnu er." Og da hun hørte disse ord, sagde Salome: "Tillad mig at røre dig, og bevise om Zelomi har talt sandt." Og den velsignede Maria tillod hende at røre hende. Men da hun trak sin hånd til sig igen, efter at have rørt hende, tørrede den ud, og i modbydelig smerte, begyndte hun bitterligt at græde, og være i stor lidelse. Hun skreg og sagde: "Åh, Herre Gud, Du ved at jeg altid har været gudfrygtig for Dig, og, uden at kræve noget for det, har vist omsorg for alle de fattige; jeg har aldrig taget noget fra enken eller den forældreløse, og de trængende har jeg ikke sendt tomhændede hjem. Og se, jeg er blevet afskyelig, på grund af min utro, eftersom jeg, uden årsag, ønskede at prøve Din jomfru."

Og mens hun talte så, stod der, ved hendes side, en ung mand i skindende klæder, og sagde: "Gå over til barnet, og tilbed Ham, og rør ved Ham med din hånd, og Han vil helbrede dig. For Han er verdens Frelser, og for alle der har deres håb i Ham." Og hun skyndte sig over til barnet, og tilbad Ham, og rørte ved kvasten af de klude Han var blevet svøbt i. Og med det samme, var hendes hånd helbredt. Og hun gik ud og begyndte at råbe højt, og fortælle om de underfulde ting, som hun havde bevidnet, og som hun havde lidt, og hvordan hun var blevet helbredt; sådan at mange, gennem hendes vidnesbyrd, kom til tro.

I forhold til Jakobsevangeliets beskrivelse, så forbliver det blændende lys i hulen, hvor Maria fødte, så længe som hun befinder sig dér. Den første jordemor har fået et navn, Zelomi, og undersøger også Marias underliv, men først efter at have spurgt om tilladelse. Salome spørger også om tilladelse, men med hensigten at bevise Zelomi forkert, og derfor straffes hun, ikke kun fordi hun ikke tror på at en jomfru har født. Hvor Salome i Jakob fik at vide at hun ikke måtte fortælle om barnet, før han kom til Jerusalem, råber hun hér vidt omkring om de ting hun har bevidnet, sådan at folk kommer til tro. Det er en omkalfatring af frelsesforståelsen, blandt forfatterne. Vi ser noget lignende i Markus, hvor Jesus forbyder folk han har helbredt om at sige det til nogen, og i Johannes hvor Jesus ikke skjuler at han Messias Guds Søn.

I kap. 16 kommer vismændene fra øst, og giver gaver til den nu to årige Jesus; i kap. 17 udfører Herodes Barnemordet, og en Herrens engel kommer til Josef og byder ham at rejse til Egypten.

18 Og efter at være ankommet til en grotte, og hun ønskede at hvile dér, steg den velsignede Maria ned fra hendes ridedyr, og sad med Jesusbarnet i hendes favn. Og på rejsen, sammen med dem, havde Josef tre drenge, og Maria en pige. Og se, pludselig kom der ud af grotten mange drager; og da børnene så dem, skreg de i stor frygt. Så gik Jesus væk fra sin moders skød, og stod på sine fødder, foran dragerne; og de tilbad Jesus, og gik derefter tilbage til grotten. Dermed blev opfyldt profetien af David, der siger: "Pris Herren fra jorden I drager; I drager, og alle I havdyr [Sal.148,7]. Og drengebarnet Jesus gik foran dem, og befalede dem ikke at gøre skade på noget menneske. Men Maria og Josef, var meget bange for at drengen skulle komme til skade af dragerne. Men Jesus sagde til dem: "Vær ikke bange, og tænk ikke på mig, som et lille barn; for jeg er og har altid været perfekt; og alle skovens dyr, skal være mig tæmmede.

Jesus tæmmer dragerne, der kommer ud af grotten; Klosterneuburger Evangelienwerk

19 Løver og pantere tilbad Ham ligeså, og fulgtes med dem i ørkenen. Hvor end Josef, og den velsignede Maria, gik hen, gik de foran og viste dem vejen, og bukkede deres hoveder; og viste deres underdanighed ved at logre med halerne. De tilbad Ham med stor agt. Da Maria først så løverne og panterne, og forskellige former for vilddyr, komme op til dem, blev hun først meget bange. Men drengen Jesus så på hende med jubelglæde i ansigtet, og sagde: "Vær ikke bange, moder; for de er ikke kommet for at gøre dig skade, men de skynder sig, for at tjene både dig og mig." Med disse ord, fordrev Han al frygt fra hendes hjerte. Og løverne fortsatte med at gå sammen med dem, og med okserne, og æslerne, og bæredyrene som bar deres bagage. Og de angreb ikke en eneste af dem, omend de forblev ved deres side, men de var tamme blandt fårene og bukkene, som de havde taget med sig fra Judæa, og som de havde med dem. De gik mellem ulve, og frygtede intet, og ingen af dem blev skadet af andre. Dermed blev opfyldt profetien som sagde: "Ulve skal spise sammen med lam; løven og oksen skal spise strå sammen." [Esaj.65,25] Der var to okser, som sammen drog en vogn med provianter til rejsen, og løverne viste dem vejen frem.

Jesus leger med tamme løver; Klosterneuburger Evangelienwerk

Man kan se i formen af mirakler, at Jesus er ikke bare menneskers frelser, men også alle verdens dyrs frelser, de kommer og tilbeder ham, og gør alle hans befalinger. Det fremgår også tydeligt at teksten er skrevet på en tid, hvor ophøjelsen af jomfru Maria, er blevet kirkekanon, og hun omtales hele tiden som den Velsignede Maria.

20 Og det skete på tredjedagen af rejsen, mens de gik, at den velsignede Maria blev træt, på grund af solens voldsomme hede i ørkenen; og idet hun så et palmetræ, sagde hun til Josef: "Lad mig hvile lidt, under dette træs skygge." Josef skyndte sig derpå, at lede hende til palmen, og hjalp hende ned fra sit ridedyr. Og som den velsignede Maria sad dér, kiggede hun op i palmens grene, og så at det bar frugt, og sagde til Josef: "Jeg ville ønske, at det var muligt, at kunne få noget frugt, fra denne palme." Og Josef svarede hende: "Jeg undrer mig over at du spørger om dette, nå du jo kan se hvor højt palmetræet er; og at du overhovedet tænker på at spise dets frugt. Jeg tænker mere på manglen af vand, vores dunke er nu tomme, og vi har ikke længere noget til at slukke tørsten for os selv, eller vores kvæg." Da sagde drengen Jesus, med jubelglæde i ansigtet, mens han hvilede i sin moders favn, til palmetræet: "Åh, træ, bøj dine grene, og forny min moder med din frugt." Og med det samme, som Han havde udtalt dette, bøjede palmen sin top ned til den velsignede Marias fødder; og de samlede frugt fra det, sådan at alle blev mætte. Og efter at de havde plukket al dens frugt, forblev træet bøjet ned, ventende på befalingen om at rejse sig igen, fra Ham som havde befalet det at bukke. Da sagde Jesus til det: "Rejs dig selv, oh palmetræ, vær stærk, og vær blandt mine træer i min Faders Paradis; og lad fra dine rødder en vandkilde springe frem, som har været gemt i jorden, og lad vandene strømme, så at vi kan slukke vores tørst af dig." Og det rejste sig op med det samme, og ved dets rødder, begyndte en vandkilde at skyde frem. De glædede sig med stor jubel, og var tilfredse, dem selv, deres kvæg og alle deres dyr. Hvorpå de gav tak til Gud.

Fra Bartolomeo, Hvil under flugten til Egypten ca. 1500

Yderligere beviser på den unge Jesus' guddommelighed, idet han også befaler over palmetræer. Der er nok frugter på én palme til at bespise syv mennesker, og hele dyrefølget, de har med sig, sådan at alle bliver mætte. Det synes mig, at der må have foregået noget Bespisning af de 5000-velsignelse over palmens frugter. Men det var nu ikke så meget for palmemiraklet, at jeg tog denne passage med. Hovedårsagen er, at der kommer en passage med mange ligheder, i en af de senere skrifter.

22b Glade og jublende, ankom de til Hermeopolis' regioner, og gik ind i en by, der kaldes Sotinen; og fordi de ikke kendte nogen derfra, som de kunne søge husly hos, gik de ind til et tempel, som blev kaldt Egyptens Hjerte. Og i dette tempel havde der været opsat trehundredoghalvtredsindstyve idoler; hver af dem havde en dag på året, hvor de blev gudsæret og hellige ritualer for dem blev opført. For egypterne i byen, gik ind i Hjertet, hvor præsten fortalte dem, hvor mange ofre blev ofret hver dag, i følge den æresagt som guden blev opholdt.

23 Og det skete, da den højst velsignede Maria gik ind i templet med drengebarnet, at alle idolerne kastede dem selv på gulvet, sådan at de alle lå med ansigtet i jorden og i stykker. Og sådan viste de tydeligt, at de var ingenting værd. Dermed var det ord opfyldt, der blev sagt ved profeten Esajas: "Se, Herren vil komme i en voldsom sky, ind i Egypten, og alle egypternes håndværk skal falde for Hans herlighed." [Esaj.19,1]

Egyptiske idoler (th) kaster sig til jorden i Jesu nærhed; Klosterneuburger Evangelienwerk

Denne fortælling har lighedstegn med dæmonfordrivelser, det er hér gudeidolerne, der fordrives. "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!" [Mark.5,7].
Egypterne i regionen begynder at tilbede Jesus som den sande Gud. Derefter får Josef besked af Herrens engel at de kan vende tilbage til Judæa, og derefter begynder en omskrivning af Thomas' Barndomsevangelie.

Det Arabiske Barndomsevangelium

Det Arabiske Barndomsevangelie eksisterer i to håndskrifter fra Nordirak, dateret slut 1200-tallet og 15. årh., men selve teksten er sandsynligvis fra 6. årh. Skriftet virker til at være en oversættelse af, enten, Jakobsevangeliet og Thomas' Barndomsevangelium, eller et, nu tabt, syrisk barndomsevangelium, med noget særstof, ikke kendt andre steder fra.

1 Det findes i en bog af Josef, ypperstepræsten, som levede på Kristi tid. Nogle siger, at han er Kaifas. Han fortæller at Jesus talte og, ja, endda mens han endnu lå i vuggen, sagde til Maria, hans mor: "Jeg er Jesus, Guds søn, Ordet, som du har født, og som englen Gabriel fortalte dig om, og min Fader har sendt mig, for at frelse verden."

Forfatteren slår hér fast at dette skrift ikke er en førstehåndsbeskrivelse - som så mange andre skrifter gør - det er da et plus. Dette - eller det Syriske Barndomsevangelie - er den tidligste kilde på at den nyfødte Jesus, skulle have talt til Maria i vuggen.

3 Hvorfor, efter solnedgang, kvinden og Josef, sammen med hende, kom til hulen, og de gik begge ind. Og se, der var fyldt med lys, smukkere end lampers og stearinlys' glød, og mere fantastisk end solens lys. Barnet, svøbt i klude, sugede bryst hos vor Frue Maria, hans moder, blev lagt i en krybbe. Og som de begge var forundrede over dette lys, spurgte kvinden vor Frue Maria: "Er du dette barns moder?" og da vor Frue Maria bekræftede dette siger hun: "Du er på ingen måde som alle Evas døtre." Vor Frue Maria sagde: "Eftersom min søn, ikke har nogle ligestillede blandt børn, så har heller ikke hans moder blandt kvinder." Den gamle kvinde svarede: "Min Frue, jeg er kommet for få bod; jeg har i mange år været ramt af lammelse." Vor Frue, vor Frue Maria, sagde til hende: "Læg dine hænder på barnet." Og den gamle kvinde gjorde så, og var med det samme helbredt. Da gik hun bort, mens hun sagde: "Herfra vil jeg nu være vogter og tjener for dette barn, til mine dages ende."

Som i Jakob og Pseudo-Matthæus fødes Jesus i en hule, men den her gang er der kun én jordemor, og hun straffes ikke for sin utro, men har været lammet selv før hun møder Jesusbarnet som helbreder hende.

Dette skrift kan godt lide at binde nogle begivenheder fra Jesu barndom til de begivenheder vi kender fra de kanoniske evangelier; her i kap. 5 bliver Jesus omskåret [Luk. 2,21], og forhuden der bliver skåret af, bliver lagt i en krukke med nardusolie. Denne nardusolie er "den samme som som synderen Maria, bruger til at vaske Jesu fødder, med sit eget hår." I kap. 9 kommer en engel til Josef og byder ham rejse til Egypten.

10 Mens [Josef] endnu funderede over hvordan de skulle gennemføre deres rejse, kom morgenen, efter at de var gået et stykke af vejen. Og nu nærmede de sig en stor by, hvori der befandt sig et idol, til hvilket de andre idoler og egyptiske guder gav gaver og tilbedelse. Og der stod foran dette idol, en præst, som formidlede alt hvad Satan, igennem idolets mund, fortalte Egyptens indbyggere, og dets territorier. Præsten havde en søn, tre år gammel, besat af mange dæmoner, og han udbrød mange taler og udtalelser, og da dæmonerne fangede ham, rev han sine klæder, og forblev nøgen, og smed sten mod folket. Og der var et hospital i byen, dedikeret til det idol. Og da Josef og vor Frue Maria var ankommet til byen, og var drejet mod hospitalet, blev indbyggerne meget bange, og alle stormændene og idolets præster gik sammen til idolet, og sagde til det: "Hvad er det for en uro og larm der er vågnet i vort land?" Idolet svarede dem: "En Gud er kommet hertil i hemmelighed, en som er sandelig Gud. Ingen anden gud, foruden Ham er værdig tilbedelse, fordi Han er sandelig Guds Søn." Og da landet var blevet opmærksom på Hans tilstedeværelse, skælvede de ved Hans ankomst og blev rystede, og var i stigende grad bange for Hans krafts storhed. Og i dén time, faldt idolet ned, og ved dets fald, flygtede alle Egyptens indbyggere.

Hér ser vi, som i Pseudo-Matthæus, at da Jesu familie ankommer til en egyptisk by, falder templets afgudsidol til jorden og knuses. Hér er der så et ekstra lag, med at præstens søn er besat af dæmoner. Den del af fortællingen fortsætter med, at mens alle byens indbyggere flygter fra Jesu familie, er han den eneste som tør møde Jesu familie, og derved bliver han helbredt. Da han går ud til sin far, fortæller han hvordan han blev helbredt, og alle vil nu tilbede Jesus, men familien er rejst videre.

De rejser videre til andre byer, røvere flygter for dem, fordi de hører englenes basunspil, og tror at det er en mægtig konge med sin hær der kommer efter dem, og de fordriver flere dæmoner fra folk. En af disse dæmonuddrivelser fortsætter:

17 Den efterfølgende dag, tog den samme kvinde, noget duftende vand, for at vaske Herren Jesus, og efter at hun havde vasket ham, tog hun det selvsamme vand, og hældte det over en lille pige, som boede der, og hvis krop var hvid af spedalskhed, og vaskede hende med det. Så snart det var overstået, var pigen renset for sin spedalskhed. Og byfolkene sagde: "Der er ingen tvivl om at Josef og Maria, og den dreng er guder, og ikke mennesker." Og da de gjorde klar til at rejse fra dem, kom pigen, som havde lidt af spedalskhed, op til dem, og spurgte om lov til at gå med dem.

Det er mest den sidste sætning, som fik mig til at inkludere dette kapitel. Ikke kun har pigen en vigtig rolle at spille, i den næste håndfuld kapitler, men det passer også med, at i Pseudo-Matthæus, havde Maria en tjenestepige, som fulgte med hende. Det ender ikke med at de to piger udfører nogle af de samme ting, men når jeg nu alligevel sammenligner disse tekster, iggå'.

I kap. 20 møder de en gruppe kvinder som græder ved en gravplads, kvinderne tager dem med hjem til husly for natten, og de fortæller at deres bror var blevet forvandlet til et mulddyr af jaloux kvinder. Pigen foreslår at kvinderne taler med Maria, at hun nok skal få medynk, og lade Jesus helbrede deres bror.

21b "O vores Frue, Fru Maria, hav medlidenhed med dine tjenestepiger, for vi har ingen ældre end os, eller familieoverhoved tilbage - hverken fader eller broder - til at bo hos os. Men dette mulddyr, som du ser, var vores broder, og kvinder har gjort ham sådan som du ser, ved heksekræfter. Vi beder dig, derfor, til at have medlidenhed for os." Vor Frue Maria, sørgede over pigernes ulykke, tog Herren Jesus, og satte ham på mulddyrets ryg. Hun græd sammen med kvinderne, og sagde til Jesus Kristus: "Ak og ve, min søn, helbred dette mulddyr, ved din mægtige kraft, og gør ham til en mand, fyldt med al den tanke han havde tidligere." Og da disse ord af vor Frue Maria, var blevet ytret, ændredes hans form, og mulddyret blev en ung mand, fri for enhver defekt. Derpå, sammen med sin mor og søstre, ærede han vor Frue Maria, og løftede drengen over deres hoveder, og de kyssede ham, mens de sagde: "Velsignet er hun, som bar dig, o Jesus, o verdens Frelser. Velsignede er de øjne, som oplever den lyksalighed at se dig."

I kap. 22 foreslår kvinderne så at broderen bør gifte sig med pigen, da det jo var hende der var skyld i at han blev helbredt. Maria giver sin tilladelse, og de siger farvel. Dernæst møder Jesu familie to røvere, Titus og Damachus. Titus lader familien gå, selvom at Damachus er meget imod det. Disse to røvere er de selvsamme, som bliver korsfæstet sammen med Jesus, og Titus er den til hvem Jesus siger: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." - Jeg sagde jo at dette evangelie godt kunne lide at binde begivenheder fra Jesu barndom til de begivenheder vi kender fra det Nye Testamente.

24 Derfor drejede de mod den flække, som i dag kaldes Matarea [El Matareya, nær Cairo], og Herren Jesus frembragte i Matarea, en kilde, i hvilken vor Frue Maria vaskede hans skjorte. Og fra Herren Jesus sved, som hun dryppede dér, produceredes i den region balsam.

Jesus frembragte en kilde, minder om episoden i Pseudo-Matthæus hvor han befaler palmer til at frembringe en kilde fra dets rødder. Faktisk står et palmetræ i El Matareya, som kaldes Jomfruens Træ af lokale, da det menes at være det palmetræ, som Maria hvilede under, og det er et populært rejsemål for koptisk kristne.

Metereyas Hellige Træ, ca. 1840

Efter 3 år i Egypten, rejser de tilbage til Judas land, der står i evangeliet, at de rejser til Nazaret, men de resterende små 30 kapitler, foregår alle i Betlehem. Hovedsageligt er resten af teksten bare Thomas' Bardomsevangelie igen, men der er et par unikke fortællinger, bl.a. en om to kvinder gift med den samme mand, den ene får sin søn helbredt af Jesus, den andens søn dør, og i jalousi forsøger hun at dræbe den søn som overlevede, men ender til sidst med at falde i brønden, og bryder sit kranie, og dør på stedet. En slags "Den der graver en grav, falder selv i den" [Sl.7,16; Ordsp. 26,27; Præd. 10,8; Sir. 27,26]

Koranen

Ja, om du anerkender Islams synspunkt på Jesus og Maria eller ej, så er de en del af den muslimske tro. Mange folk er ikke en gang klar over, hvor vigtige de er. Maria er den eneste kvinde, som nævnes ved navn i Koranen, og Jesus er en af de personer som nævnes mest i den. Det ville ikke være retfærdigt at lave et sådant blogoplæg om Jesu barndom, uden at inkludere Islams synspunkt, når nu det også er noget muslimske forskere har arbejdet med siden Islams grundlæggelse.

Koranen er ikke som jødernes Tanakh eller kristnes Nye Testamente, der samler en lang række tekster i ét bind, men er i stedet en række fortællinger og formaninger, i hvad der for mig er en tilfældig rækkefølge. Visse fortællinger kan dukke op flere gange i forskellige Sura - tilsvarende hvad vi ville kalde et kapitel - men de er ofte lidt anderledes, tænk hvordan de synoptiske evangelier, fortæller de samme historier om Jesus, men ofte har deres eget spin på dem.

For eksempel beskrives Mariæ Bebudelse både i Sura 3 og i Sura 19

3,45 Da englene sagde: "Maria! Gud forkynder dig det gode budskab om et ord fra sig. Hans navn er Messias, Jesus, Marias søn. Han vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver bragt nær. 46 Han vil tale til menneskene, når han ligger i vuggen, og som en moden mand, og han vil være en af de retfærdige." 47 "Herre!" sagde hun. "Hvordan kan jeg få et barn, når ingen mand har berørt mig?" Han sagde: "Sådan er det. Gud skaber, hvad Han vil. Når Han har besluttet en sag, da siger Han blot til den: 'Bliv til', og så er den til.

19,16 Tænk på Maria i Skriften! Da hun trak sig tilbage fra sine husfæller til et sted mod øst! 17 Hun trak et forhæng for imod dem. Da sendte Vi Vor ånd til hende, så den for hende så ud som et fuldkomment menneske. 18 Hun sagde: "Jeg søger tilflugt hos Den Barmhjertige imod dig, hvis du er gudfrygtig!" 19 Han sagde: "Jeg er blot din Herres udsending, kommet for at skænke dig en uskyldens dreng." 20 Hun sagde: "Hvordan skulle jeg få en dreng, når intet menneske har berørt mig? Jeg er ingen skøge!" 21 "Sådan er det!" sagde han. "Din Herre siger: 'For Mig er det en let sag. Vi vil gøre ham til et tegn for menneskene og til barmhjertighed fra Os. Det er en afgjort sag'."

Gabriel besøger Maria

Sammenlign med Luk. 1, 26-38, jeg tager kun et par udpluk.

30 Da sagde englen til hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. 31 Se du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. [...] 33 at han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være en ende på hans rige." 34 Maria sagde til englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand." 35 Englen svarede hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig."

Gabriel kommer til Maria, og fortæller at hun skal føde en søn, der skal være stor blandt folk på jord. Maria spørger hvordan det kan ske, da hun aldrig har været med en mand, og Gabriel svarer at hvis Gud vil det, bliver hun gravid. Lukas forklarer det med at Helligånden skal komme over hende, men Helligånden, og Treenigheden generelt er ikke noget muslimer anerkender, så den bliver ikke nævnt hér. Sura 19 fortsætter med en fortælling om Jesu fødsel

19,22 Hun ventede sig og bar ham og trak sig tilbage med ham til et afsides sted. 23 Fødselsveerne drev hende hen til palmetræets stamme. Hun sagde: "Gid jeg var død forinden og gået helt af minde!" 24 Da råbte han til hende, under hende: "Vær ikke bedrøvet! Din Herre har skabt et kildevæld under dig. 25 Hvis du ryster palmestammen mod dig, vil den lade saftige, modne dadler falde ned over dig. 26 Så spis og drik og fryd dig! Og hvis du ser noget menneske, så sig: 'Jeg har lovet Den Barmhjertige at faste, så jeg kan ikke tale med nogen i dag'!" 27 Så bragte hun ham i sine arme til sit folk. "Maria!" sagde de. "Du har gjort noget uhørt! 28 Du, Arons søster! Din far var ingen dårlig mand, og din mor var ingen skøge!" 29 Så pegede hun hen på ham. De sagde: "Hvordan kan vi tale med en, der er en lille dreng i vuggen?" 30 Han sagde: Jeg er Guds tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet! 31 Han har gjort mig velsignet, hvor jeg end er, og pålagt mig bøn og almisse, så længe jeg lever, 32 og ærbødighed over for min moder. Han gjorde mig ikke til en usalig voldsmand. 33 Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!" 34 Dette er Jesus, Marias søn, sagt med sandhedens ord, hvorom de tvivler.

Maria ryster palmen, som den nyfødte Jesus sagde

Her er et unikt perspektiv angående stedet hvor Jesus blev født. Matthæus siger at han blev født i et hus, Lukas i en stald, Jakob - og alle der skrev efter Jakob - i en hule, men her er det "et afsides sted". Hun har sat sig under et palmetræ, og kildevæld er sprunget frem under hende, ligesom Pseudo-Matthæus' beskrivelse af hvilepausen under flugten til Egypten. Den nyfødte Jesus taler både til Maria og folkene der anklagede hende, fra sin vugge, ligesom han gjorde i det Arabiske Barndomsevangelie.

Ellers om Jesu barndom, er Koranen ikke specifikt interesseret, men i Sura 3,49 dukker denne passage op

49b "Jeg bringer jer et tegn fra jeres Herre: Jeg vil skabe jer noget af ler, der har form som en fugl. Jeg vil så blæse luft ind i den, og da vil den, med Guds tilladelse, blive til en fugl;

Ligeledes i Sura 5

5,110 Da Gud sagde: "Jesus, Marias søn! Ihukom den nåde, som Jeg viste dig og din mor, da Jeg styrkede dig med den hellige ånd, så du i vuggen og som voksen kunne tale til menneskene; da Jeg lærte dig Skriften og Visdommen, Toraen og Evangeliet; da du med Min tilladelse af ler skabte noget i form af en fugl og blæste ind i den, så den med Min tilladelse blev til en fugl;

Jesus bringer lerfugle til live; Klosterneuburger Evangelienwerk

Hér dukker fortællingen om lerfuglene, der bliver til rigtige fugle, fra Thomas' Barndomsevangelie op - såvel som at han talte som spæd i vuggen. Koranen nævner 6 mirakler som Jesus udførte gennem sit liv, og lerfuglene er ét af de seks - at tale fra vuggen er også ét.

Senere muslimske kilder

For et par år siden, fandt jeg en passage skrevet af en tidlig imam - kan ikke huske nogle specifikke detaljer om ham - som skrev om en Hadith - fortælling eller beskrivelse af noget, én eller flere af profeterne i Islam gjorde eller sagde - denne Hadith omhandlede den unge Jesus, som blev undervist i bogstaverne, næsten identisk med fortællingen i Thomas' Barndomsevangelie - bare med de arabiske 'alif og ba i stedet for de græske alfa og beta - men jeg har ikke kunnet finde den samme passage igen, i stedet har jeg fundet nogle andre gengivelser af fortællingen.

Imam Ja'far al-Sadiq (d. 765) skriver i sine kommentarer til Shi'i Qur'an at han har sporet denne hadith tilbage til en Abi Basir, og siger at:

Jeg udspurgte ham om Tasfiren om [Bismallah al-Rahman al-Rahmin] og han sagde: "Bogstavet B [ب] er Baha-Allah [Guds Ærværdighed], S [س] er Sana-Allah [Guds Oplysning], mens bogstavet M [م] er Mulk-Allah [Guds Domæne] og Allah er betydningen af Guds Althed. Den Nådegivende er ensbetydende med totaliteten af hans skabninger og den Barmhjertige er for dem der tror.

I denne version, er det ikke kun hvad bogstaverne er, som Jesus forklarer sin underviser, men betydningen bag Bismillah - "I Guds Navn" - og hvert bogstav repræsenterer et aspekt af Guds magt.

Denne betydning blev videreudviklet i århundrederne efter, som set i denne version af Muhammed b. Abdu'llah Kisa'i fra 1200-tallet

Maria tog Jesus med hen til en lærer. Læreren spurgte: "Hvad hedder du? Kan du sige mig alfabetet?" "Hvad er alfabetet?" spurgte Jesus. "Jeg ved det ikke" svarede han. Så sagde Jesus, "Gå væk fra din plads, så jeg kan sidde der, og jeg vil lære dig alfabetets betydning." Læreren rejste sig og Jesus satte sig ned og sagde: "Alfabetet begynder med fire bogstaver, alif, be, jim og dal:

Alif: Allah "Gud"

Be: Baha Allah "Guds Storhed"

Jim: Jalal Allah "Guds Glorværdighed"

Dal: Din Allah "Guds religion"

He: Huwa Allah "Han er Gud"

Waw: Waylat Allah "Guds Sorg"

Zayn: Zabaniyat al-kafirin "de Utroendes Arbejdssans"

Ha: Hitta li'l-khati'in "Tilgivelse for dem som er fejlslagne"

Ta': Shajarat Tuba li'l-mu'minin "De troendes Tubatræ"

Ya: Yad Allah'ala khalqihi ajam'in "Guds hånd over alle hans skabninger"

Kaf: Kalam Allah "Guds Ord"

Lam: Liqa' Allah "mødet med Gud"

Mim: Malik yawm al-din "Genopstandelsesdagens konge"

Nun: Nur Allah "Guds Lys"

Sin: Sunnat Allah "Guds Vej"

'Ayn: 'Ilm Allah "Guds Viden/Kundskab"

Fa: Fi'l Allah "Guds gerning"

Sad: Sidq Allah fi wa'dih "Guds ærlighed i Sine løfter"

Qaf: Qudrat Allah "Guds magt"

Ra: Rabubiyyat Allah "Gud guddommelighed"

Shin: Mashi'at Allah "Guds vilje"

Te: Ta'alla Allah'amma yashkurun "Gud er ærværdig for mere end det Han takkes for"

Læren sagde til ham: "Du har klaret dig meget godt, Jesus." Han tog ham til hans mor og sagde: "Dit barn har ikke brug for en lærer."

Afsluttende ord

Der er mange flere fortællinger, i de forskellige barndomsevangelier, end dem jeg har nævnt, men jeg ville bare fokusere på de mest berømte, og en håndfuld andre, med elementer der går igen. En ting jeg godt synes at man kan se, er hvordan det teologiske budskab, stille forsvinder, som evangelieskrifterne bliver yngre. De kanoniske evangelier i det Nye Testamente har hver et teologisk budskab om Jesus, og hvordan vi bliver frelst. I Jakobsevangeliet er det meste af teologien om Marias hellighed og evige jomfruelighed, og i Thomas' Barndomsevangelie var der det med at give et håb til kristne i en trang tid, men ellers har de mere fokus på miraklerne, det samme ser vi i de samtidige Apostelakter (Petersakterne, Paulusakterne, Andreasakter m.m.) Da vi når det sjette århundrede, med Pseudo-Matthæus og det Arabiske Barndomsevangelie, er der ikke længere nogen egentlig teologi, det handler om fortællingerne, og hvor storslående Jesu mirakler er.

Når alt kommer til alt, så har det for mig ikke så stor betydning om nogle af de her fortællinger er sande - eller har elementer af sandhed i sig - jeg er mere interesseret i brugen af dem. Som vi har set, dukker Lerfuglene og Bogstavsundervisningen op igen og igen. Det på trods af hvor meget kirkelederne forsøgte at forbyde udbredelsen af dem. Jeg nævnte Irenæus, som sagde, at markosianerne brugte Bogstavsundervisningsfortællingen, til udbredelse af deres gnostisistiske lære. Dog det antignostiske Apostlenes Brev så fortællingen som en kendsgerning og kanon.

Johannes Chrysostymos i 4. århundrede var ikke en fan af fortællingerne, og i sin 17. homilæ til Johannesevangeliet, skriver han:

Derfor står det klart for os, at de mirakler, som de siger hændte i Kristi barndom, er falske, og opfundet af dem som bringer dem til kendskab. Thi hvis Han var begyndt i så tidlig en alder, at udøve sine undere, ville hverken Johannes [Døberen] have været Ham ubekendt, ej heller ville de mange have haft brug for en underviser, for at gøre Ham kendt.

Men hvor de kristne lærde afskyede fortællingerne om Jesu barndom, så tog de muslimske lærde dem til sig. Lerfuglene fortælles i Koranen, så den er muslimsk kanon, uden diskussion, men selvom at Bogstavsundervisningen ikke er i Koranen, så anerkendes den stadig som en sand fortælling om Jesu barndom, og de tidlige imamer fandt brugbar teologi i fortællingen, i modsætning til kirkefædrene.

Men nu har I da, om ikke andet, nogle fortællinger at bringe op, næste gang nogen spørger jer om Jesu barndom.

De Elendige sammenligninger

I løbet af 2025 har jeg læst en del gamle klassiske bøger - mange af dem kan findes gratis på nettet, da de jo er over 100 år gamle. Jeg har blandt andet læst bøger som Skatteøen, Jorden rundt i 80 dage, og Vredens druer. Jeg har også lavet en liste over flere bøger jeg kunne være interesseret i, i løbet af de næste par år, hvis altså jeg kan få taget mig sammen til at afslutte Forbrydelse og Straf af Dostojevskij, som jeg har siddet fast i siden oktober. Jeg er over 2/3 gennem bogen, så jeg vil synes det er ærgerligt hvis jeg ikke bliver færdig med den, men den er bare for kedelig til at jeg har lyst til at læse videre, og derfor er jeg gået i stå med klassikerne lige nu.

En af de andre klassikere jeg læste over sommeren var Les Misérables af Victor Hugo. Det er jo en historie, som jeg er vokset op med gennem hele mit liv - især musicalversionen. Som jeg nærmede mig afslutningen på bogen, fik jeg lyst til at lave en sammenligning mellem bogen og musicalen, så jeg nedskrev en lang række scener fra bogen, og ville så se hvilke scener fra den som er taget med i musicalen. Så har vi jo også et par film på DVD iggå', de skal da også tages med. Musicalen som vi kender, er jo en viderebygget produktion fra det oprindelige franske konceptalbum, og så er der en filmversion af musicalen, hvordan er de anderledes. så var der også den der japanske anime 少女コセット ("Lille pige Cosette") som jeg så for 15 år siden, den kan jeg da se igen. Og før jeg vidste af det, sad jeg næsten dagligt med Wikipedias artikel om diverse adapterede versioner af Les Misérables, og søgte efter dem. Et overraskende højt antal kan findes på Youtube, men lige så overraskende syntes jeg også det var, hvor mange japanske, egyptiske, indiske og sydamerikanske versioner af Les Misérables som findes. Selvom at jeg formåede at finde omkring 30 forskellige versioner af historien, så har jeg de sidste par måneder kun oplevet under halvdelen af alle de Les Misérables teaterstykker, film, tv-serier, tegneserier og mere, som er blevet opført/udgivet de sidste 150 år.

Underneden ses så mit sammenligningsskema. Farvekodningen er: Grøn - scenen findes i denne version; rød - scenen findes ikke i denne version; gul - scenen omtales i denne version; lilla - selve scenen findes ikke, men der gøres noget andet i stedet for.

Ophavsland

Frankrig

Frankrig

Frankrig/UK

Frankrig/UK

Frankrig

UK

Frankrig

Frankrig

Frankrig

USA

Sovjet

USA

Mexico

Italien

USA

Frankrig

USA

UK

UK

Japan

Frankrig

USA

Sovjet/Ukraine

Italien

Frankrig

UK/USA

Frankrig

Japan

Japan

Japan

UK

Bog

Musical

1905

1908

1913

1925

1934

1935

1937

1937

1943

1948

1952

1958

1961

1967

1978

1979

1982

1982

1986

1989

1992

1998

2000

2003

2007

2013

2018

1862

1980 Konceptalbum

1985 Sceneshow

2012 Film

Film

Teater

Film

Film

Film

Film

Film

Radio

Film

Film

Film

Film

Illustreret Klassikker

TV-Serie

TV-Film

Animationsfilm

Film

Radio

Animationsfilm

Jumbobog

Animeret-Serie

Film-Edit

Film

TV-Serie

Film-Edit

Ballet

Anime-Serie

Manga

TV-Serie

Valjeans familiehistorie

Valjeans 1. fangenskab

Javert født i fængsel

Slaget ved Waterloo

Thénardier plyndrer døde soldater

Thénardier "redder" oberst Pontmercy

Valjean afvises i Digne

Biskop Myriel

Biskoppen redder Valjean

Petit Gervais

Fantine og Tolomyés

Fantine overlader Cosette hos Thénardier

Mr. Madeleine bliver borgmester i Montreuil

Fantine arbejder på fabrik

Javerts mistanke

Løbsk karet

Fauchelevent bliver gartner

Fantine fyres

Fantine sælger sine tænder

Fantine sælger sit hår

Fantine bliver prostitueret

Fantine overfaldes og slår igen

Javert arresterer Fantine

Madeleine benåder Fantine og sender hende til hospitalet

Madeleine forsøger at få hentet Cosette

Madeleine redder Cosette, mens han stadig er borgmester

Javert angrer for Madeleine

Madeleine overvejer Champmathieus liv til andres

Madeleine afslører sig selv for retten

Valjean trøster Fantine

Javert konfronterer Valjean

Fantine dør

Søster Simplice lyver

Valjean skjuler sine rigdomme i skoven

Valjeans 2. fangenskab

Cosette som slavetøs

Cosette adopterer en hundehvalp

Cosette sendes til at hente vand

Cosette taber 15-Sou mønt

Valjean møder Cosette i skoven

Valjean giver gaver til Cosette

Thénardier prøver at afpresse Valjean

Thénardier forsøger at dræbe Valjean i søvne

Thénardier forfølger Valjean i skoven

Valjeans voksende kærlighed for Cosette

Javerts fornyede mistanke

Valjean og Cosette jages i Paris' gader

Valjean møder Fauchelevent

Valjean begraves

Valjean bliver gartner i kloster

Mr. Gillenormand og husstand

Marius møder Mabeuf

Marius lærer sin fars historie

Marius og Gillenormand skændes

Theodule Gillenormand

Marius møder Courferac og ABC vennerne

Javert går undercover som student

Marius ser Cosette i parken

Valjean, paranoid, flytter væk - Marius fortvivler

Eponine og Azelma udbringer Thénardiers breve

Thénardier planlægger overfald på Valjean

Marius går til politiet/Javert

Marius lærer Thénardiers navn og tøver signalet

Javert arresterer Thénardier, Valjean slipper væk

Mabeuf sælger sin bogsamling

Gavroche bor i elefantstatue

Eponine og Azelma løslades

Marius beder Eponine finde Cosette

Eponine udsteder Rue Plumet som ikke et mål for banden

Eponine viser Marius til Rue Plumet

Gavroche passer på sine yngre brødre

Thénardier og bande flygter fra fængsel

Enjolras sender studenterne ud for at sprede revolutionsbudskabet

Marius møder Cosette i haven

Gavroche giver en portemonne til Mabeuf

Eponine skræmmer Thénardier væk

Eponine overtaler Valjean til at flytte

Marius fortvivler over 2. tab af Cosette

Marius spørger Gillenormand om tilladelse til ægteskab

Folk samles ved Lamarques begravelse

Barrikkaderne opsættes

Eponine hidkalder Marius til barrikaden

Gavroche afslører Javert i flokken

Mabeuf hejser fanen og bliver skudt

Eponine tager et skud for Marius

Prouvaire henrettes

Eponine dør i Marius' favn

Marius sender Gavroche afsted med brev

Valjean lærer om Cosettes forelskelse

Valjeans had til Marius

Valjean modtager Marius' brev

Valjean tager sin nationalgardeuniform

Soldater angriber i ly af mørket

Om morgenen sendes folk hjem i i uniform

Valjean kommer til barrikaden

Valjean skyder kun allersparsomst

Valjeans kærlighed til Marius

Gavroche skydes

Gavroche overlever

Valjean får Javert at henrette

Valjean lader Javert gå

Cosette kidnappes af Thénardier

Barrikaden stormes

Oprørerne tager skjul i caféen

Marius såres og gribes

Enjolras og Grantaire skydes

Valjean tager Marius ned i kloakken

Skattejagt i Paris' kloakker

Politipatrulje er lige ved at fange Valjean

Javert jager Thénardier til kloakken

Mudder virker som kviksand i kloakken

Thénardier finder Valjean og Marius

Thénardier lukker Valjean ud af kloakken

Javert finder Valjean i kloakken

Javert finder Valjean uden for kloakken

Javert lader Valjean gå på stedet

Valjean tager Marius til Gillenormand

Javert følger Valjean hjem

Javert kaster sig i Seinen

Javert overlever

Marius stoler ikke på Gillenormand

Gillenormand giver sin tilladelse til ægteskab

Valjean finder sine rigdomme i skoven

Cosette besøger Marius hos Gillenormand

Valjean giver sine rigdomme til Cosette

Marius søger sin redningsmand

Marius og Cosettes bryllup

Thénardier til bryllup

Valjean tilstår

Valjean udgår af Cosettes liv

Valjean mister lysten til liv

Valjean skriver sine erindringer

Valjean bliver igen borgmester i Montreuil

Mme. Thénardier dør i fængsel

Thénardier besøger Marius

Marius og Cosette besøger Valjean i hans sidste tid

Valjean får en unavngivet grav

Thénardier rejser til Amerika

Et par ting jeg lærte af at se alle disse igennem:
* Før filmen i 1913, fokuserede versionerne på Biskoppens møde med Valjean.
* Sovjetunionen kunne godt lide at fokusere på Gavroche
* Hvis man vil fortælle historien for børn, så gør man Cosette til hovedperson - gerne med Gavroche som bedste ven, og en adopteret hundehvalp.
* Junioprøret - som jo er selve klimakspunktet i historien - virker ofte som en eftertanke. Der er ingen opbygning til oprøret, og så pludselig er der barrikader i gaderne.
* Visse personer bliver udeladt fra fortællingen oftere end andre. Oftest er det Marius' fætter Theodule Gillenormand i Nationalgarden; derefter den gamle Mabeuf; så overraskende nok studenterne; Marius' morfar Mr. Gillenormand optræder ofte kun i den scene hvor Marius spørger om tilladelse til ægteskab med Cosette; og endelig Thénardierne - selve historiens hovedskurke - oplever minsandten også et par gange at de slet ikke eksisterer, og hvis de gør, så er det ofte kun som kroværterne Valjean befrier Cosette fra.

Jeg tror godt, at jeg kan holde en pause fra Les Misérables for en stund, nu.