Et "kortfattet" blik på det danske sprogs udvikling

Forord

Jeg fandt en gammel dansk opgave - jeg kan ikke huske hvornår fra, men kan ikke være senere end 2013, nok nærmere 2012 - hvor jeg hurtigt lavede en analyse af det danske sprogs udvikling [se nedenstående billede]. Jeg baserede opgaven på ting jeg selv kendte til, og ting vi havde lært i selvsamme undervisning. Min skuffelse var stor, da jeg i Danskundervisningen på HF, et år eller to senere, læste den selvsamme folkevise, og lærte at min tidligere underviser havde løjet for klassen. Fordi træder Ebbe Skammelsen så mangen sti vild betyder ikke at Ebbe Skammelsen blev rasende og slog om sig, som vi havde fået at vide, men i stedet betyder det at han blev fredløs - han blev vildfaren.

Derefter fik jeg et ønske om at omskrive den opgave, til en mere korrekt opgave, og jeg ønskede at inkludere flere tekstcitater at sammenligne med, så udviklingen i sproget ikke ser så drastisk ud, som den fremstilles i den gamle opgave. Problemet med den idé er bare at der findes ikke så mange danske tekster fra Middelalderen, grundet det faktum, at skrivekyndige den gang foretrak at skrive på latin - ja, selv runesten begyndte i 1200-1400-tallet at blive skrevet på latin. For ikke at tale om problemet med at undersøge den sprogperiode der kaldes Gammeldansk. Jeg siger bare: Vær parat til at få en masse søgeresultater om Akvavit.

Alt dette, plus at jeg begyndte på universitetet, gjorde at ønsket om en omskrivning af den gamle opgave, blev sat på lavt blus - dog aldrig glemt. Den gamle opgave havde også et fokus på udtryk og idiomer, men denne blogpost fokuserer kun på den lingvistiske side af sprogets udvikling.

Inddeling af afsnit

Hvordan afgrænser man perioder i et sprogs udvikling? Især når der ikke er mange overlevende beviser fra de tidligste perioder? Sprogforskere deler det danske sprog i følgende kategorier:

• Urnordisk eller Proto-nordisk
• Synkopetiden
• Oldnordisk
• Gammeldansk
• Nydansk

Det kan diskuteres om Oldnordisk er forskellig fra Olddansk. De to virker til at være næsten identiske, med den største forskel jeg kender til mellem Vestnordisk (norsk, islandsk, færøsk) og Østnordisk (dansk, svensk) er udviklingen fra en diftong til en monoftong i de østlige sprog. D.v.s. en udvikling fra udtalt dobbeltvokal - som på norsk bein - til udtalt enkeltvokal - som dansk ben. Det sprog vi taler om, når vi i daglig tale siger Oldnordisk er egentlig Oldvestnordisk, eller med dets fagnavn Norrønt. Det var det sprog sagaerne og Edda'erne blev nedskrevet på i 1200-tallet, så det er dét sprog vi bedst kender. Danske - og svenske - tekster fra den tid er få og sparsomme, så det er meget lettere at lære sproget gennem norrøne kilder.

Gammeldansk og Nydansk kan begge inddeles i Ældre og Yngre varianter. Selv har jeg ikke meget forstand på hvad der adskiller de Ældre varianter fra de Yngre, men sprogforskere må vel kunne se en udvikling, når de nu inddeler dem således.

Jeg har fundet en håndfuld tekster fra hver tidsperiode, af varierende fylde, i håbet om at kunne fremvise sprogets udvikling. Alle disse tekster - undtagen en enkelt fra 2018 - er tilgængelige online fra Google på et eller andet stadie, men kan tage noget tid at finde - jeg ved, at jeg i hvert fald måtte søge en del, før jeg fandt flere af teksterne.

For at give lidt hjælp, så kan alle runeindskrifter fundet i Danmark - eller dengang danske områder - findes på Københavns Universitets hjemmeside. Og alle de Gammeldanske tekster jeg har fundet kan findes på tekstnets hjemmeside.

Urnordisk (ca. 200-500)

Perioden med det Urnordiske, eller Proto-nordiske, sprog betegnes som værende ca. 200-500 evt. men de ældste runeindskrifter der nogensinde er fundet er tidligere. To danske fra ca. 150-160, og én norsk der muligvis kan være fra engang i starten af første århundrede. Dog er dateringen usikker, og måske er indskriften først fra midten af 200-tallet. Noget der muligvis kan pege på den ældre tidsbestemmelse er at ᛒ-runen, som normalt ligner et vinklet latiner-B, på denne norske sten har fire bobler i stedet for to, og derfor måske er fra en tid, før mødet med romernes latinske bogstaver, inspirerede runernes udseende. Men det er ikke noget der kan bevises.

Fælles for disse ældste runeindskrifter er besværligheden ved at bedømme hvad der står. Er det et navn på en person? Eller en beskrivelse af hvad genstanden er?

Først den norske sten, da det så tidligt alligevel er det samme sprog.

ᛁ ᛞ ᛁ ᛒ ᛖ ᚱ ᚢᚷ

i d i b e r u g

Hvad er så idiberug? Som nævnt kan det være et navn, eller en bøjning af Idibera? Stenen blev fundet over en grav, så det kan have sagt "for Idebera", men alle andre tegn på stenen er for utydelige.

Danmarks ældste runefund, var en lille dolk fra Odenses omegn. Den bar følgende tekst:

" ᚱᛁ ᛚ ᚨ

?? r i l a

Ingen ved hvad de to første streger betyder, men konsensus er at der skal være et ᚺ før ᚱ, om der så også skal være et ᛁ, som alle nyhedsartikler proklamerede da fundet blev offentliggjort, er op til diskussion. Men det ville gøre at teksten vil se sålunde ud:

ᚺ ᛁ ᚱ ᛁ ᛚ ᚨ

h i r i l a

Hvad hirila så betyder, er uvist, muligvis "lille sværd", efter ᚺᛖᚱᚢᛉ - *heruR der betyder "sværd".

- Lille fodnote her, når man transkriberer futhark-runer til latinske bogstaver, kan man komme ud for at denne rune, ᛉ, bliver transkriberet som R eller som z. Jeg tror det er fordi at runens udtalelse udviklede sig fra en z-lyd i Urnordisk til en mere r-lignende lyd i Oldnordisk, men er ikke sikker.

Samtidig med Hirila-dolken er også Vimosekammen med runeindskriften:

ᚺ ᚨ ᚱ ᛃ ᚨ

h a r j a

Som muligvis nok betyder kam.

Vi skal et halvt århundrede frem, til et skjoldhåndtag af sølv, fundet ved Illerup Ådal, med teksten:

ᚾ ᛁ ᚦ ᛁ ᛃ ᛟ   ᛏ ᚨ ᚹ ᛁ ᛞ ᛖ

n ithi j o t aw i d e

før vi får Nordens ældste nedskrevne sætning - subjekt og verbum - nemlig "Nithijo gjorde" eller "Nithijo lod gøre".

Ordet tawide er en bøjning af udsagnsordet taujan, "at gøre", i tredje person datid. Samme ord findes i første person, skrevet på Guldhornene fra Gallehus, fra ca. 400:

ᛖ ᚲ   ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ   ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ   ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ   ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ

e k H l e w a g a s t i R h o l t i j a R h o r n a t a w i d ō

"Jeg Lægæst HoltijaR gjorde hornet". Her skrives tawido - første person datid - i stedet for tawide. Ordet HoltijaR er der uenighed om hvad betyder. Det kan betyde at Lægæst er fra et sted kaldet Holt; at han er søn af en mand ved navn Holt; eller at han er en skovmand. Konsensus siger dog søn af Holt.

Guldhornene er vigtige indenfor forskningen af Urnordisk, af forskellige grunde, de er ikke kun et af de første fund, opdaget i 16- og 1700'tallene, men også længden af teksten. Med 5 ord er den halvtredje gang længere end den forrige sætning.

Lidt senere finder vi guldskatten fra Vindelev, der menes at være blevet begravet i midten af 500-tallet. På en brakteater dateret til ca. 450, er fundet en noget utydelig tekst, men hvad der er blevet decifreret lyder:

ᚺ ᛟ ᛊ ᛏ ᛁ ᛟ ᛊ [...] ᛃ ᚫ ᚷ ᚫ ᛉ [...] ᛁ ᛉ   ᚹ ᛟ  ᛞ ᚾ ᚨ ᛊ   ᚹ ᛖ ᚱ ᚨ ᛉ

h o s t i  ō s [...] j a g a z [...] i z   w ô  ð n a s  w e r a z

Betydningen på meget af teksten er usikker, noget med et "offerdyr", en person som enten er "jæger" eller hedder "Jaga", og så at "han er Wōðnas mand", Wōðnas værende den ældste nedskrevne form af navnet vi i dag kender som Odin.

Der kan sættes spørgsmålstegn ved om Urnordisk rent faktisk var forskelligt fra Urvestgermansk (forfadersprog til tysk, hollandsk, engelsk og skotsk).

For eksempel er Vindelev brakteatens ord iz (eller iR) tættere på tyske "er" end på skandinaviske "han".

Det tydeligste bevis på at de var begyndt at adskille sig, ligger i 1. persons pronomet "ek" (der siden udviklede sig til eg, jeg og jag), og det Urvestgermanske "ik" (ich, ik og I).

Synkopetiden (ca. 500-800)

Perioden mellem Urnordisk og Oldnordisk kaldes for Synkopetiden. Synkope (fra græsk Syn- “med, sammen” og Koptein "slå, afskære") er i linguistisk sammenhæng "bortfald af ubetonet vokal mellem to konsonanter". Tænk for eksempel på midter-e'et i flertalsformen for engel; i stedet for engele, siger man engle.

Dette var en periode hvor sproget undergik en sådan udtaleforvandling, hvor mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt, for eksempel *harabanaz -> hrafn -> ravn.

Uregelmæssige bøjningsformer såsom et barn -> flere børn i stedet for flere barne, virker også til at være begyndt i denne periode.

Sproget undergik også brydninger, dvs. at vokaler og konsonanter "under påvirkning af omgivende sprogtraditioner" ændredes. I de nordiske sprog oplevedes dette især med at en e-lyd udviklede sig til en a-lyd eller en u-lyd. Disse udvikledes selv til ja/jæ og jo/jø-lyde. For eksempel ordet *erþu, som på moderne engelsk er blevet til earth, blev i vikingetiden til Jörð, hvor e'et har undergået en brydning til jø, og u'et er forsvundet.

Denne periode har jeg fundet tre eksempler fra, alle runestensindskrifter. Bogstav og tal i parantes henviser til regionen hvor stenen blev fundet, og hvad nummer sten i den region, den blev fundet som.

Stentoftenstenen (Bl3) blev fundet ved Sölvesborg slotsruin i Blekinge, den er rejst mellem 600 og 700. Indskriften siger:

Niu haborumR, niu hangistumR HaþuwulfR gaf j[ar], HariwulfR ... hideRrunono, felh eka hedera ginnorunoR. Heramala[u]saR arageu, welad[a]uþs= =sa þat bariutiþ.

"Med ni bukke [og] ni hingste gav HaþuwulfR (Hådulv) godår. HariwulfR (Hærulv) ... Himmelglansrunerækken skjuler jeg her, kraftruner. Uafladelig med argskab, troldomsdødens den, der bryder det [mindesmærket]."
Versioner af forbandelsesformularen i anden halvdel af denne tekst går igen på mange runesten fremover.

Sölvesborgstenen (Bl 5) fra ca. 600-750 har følgende indskrift:

Orti Vað[i] [æft] Āsmund, sunu sinn.

"Vade gjorde [efter] Asmund, sin søn." Denne sten viser overgangen i skriftsproget fra den ældre futhark med 24 runer, til den yngre futhark med 16 runer, da w-runen (i navnet {w}Aþ-) er skrevet med den ældre futhark, mens resten af teksten er skrevet i den yngre.

Flemløsestenen (Fyn 2) blev rejst mellem 700 og 800, den bærer teksten:

Æft Rōulf stændR stæinn sāsi, es vas {nuRa} goði. Sattu syniR æftiR. ĀvæiRR fāði.

"Efter Roulv står denne sten. Han var {nuRa}-*gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede (ristede)."
Her mener jeg at sproget har nået et udviklingsstadie, hvor man - med lidt god vilje, selvfølgelig - godt kan se at det er dansk. At "æft" er "efter", kan høres på udtalen af første stavelse, "stænder" bliver til "stander" som er en gammel form for "står", og sætningen "Sattu syniR æftiR", kan jeg godt se er "satte sønner efter" - u'et i sattu er undergået brydning til et e, med en ø-lyd - blandt lingvister, som regel skrevet med et ə.

Olddansk (ca. 800-1100)

Som nævnt ovenfor, begynder adskillelsen af Østnordisk og Vestnordisk hér, omend de stadig omtales som samme sprog på dette tidspunkt, derfor kalder jeg denne periode Olddansk i stedet for Oldnordisk.

Dette er perioden hvor runesten for alvor begynder at blive opstillet

Gørlevsten 1 (Sj 46) ca. 800-850 siger:

Þiūðvī ræisþi stæin þannsi æft Ōðinkaur. FuþąrkhniastbmlR. Niūt vel kumbls! þmkiiissstttiiilll, iak satta rū[na]R ret. Gunni, ArmundR ...

"Tjodvi rejste denne sten efter Odinkar. fuþąrkhniastbmlR. Nyd kumlet vel! [...] Jeg satte runerne rigtigt. Gunne, Armund.."
Den første del af denne tekst er en mindetavle, som er meget normalt for runesten. Så har skribenten indsat runerækken, den yngre futhark, som den så ud på dette tidspunkt. Efter ønsket om at nyde kumlerne, eller runerne, står der noget som er svært at forstå. Det spekuleres at fordi ordene ligner hinanden, så er det en kunstnerisk form at skrive þistill, mistill og kistill - altså tidsel, mistelten og lille kiste - på. Teksten slutter af med navnet på skriveren, Gunne, Armund.... nok Armunds søn.

Glavendrupstenen (Fyn 26) fra ca. 900-950 har en af de længere indskrifter:

Ragnhildr satti stæin þannsi æft Alla Sǫlva, goða vīa, liðs hæiðverðan þegn. Alla syniR gærðu kumbl þausi æft faður sinn ok hans kona æft ver sinn. En Sōti rēst rūnaR þessi æft drōttin sinn. Þōrr vīgi þessi rūnaR. At rǣdda(?) sā verði es stæin þannsi ælti(?) eða æft annan dragi.

"Ragnhild satte denne sten efter Alle Sølve, viernes gode, hirdens hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vie disse runer. Til en ‘ræte’ vorde den, som {ailti} denne sten eller drager den efter en anden"

I store træk er dette bare en almindelig runesten, rejst til ære for en højtstående person, ligesom langt de fleste andre runesten er, men denne sten har et fænomen, som jo nok har eksisteret i sproget tidligere, men jeg ikke har set i de forrige eksempler, nemlig et navneord i maskulinum.
På Olddansk havde sproget tre køn: maskulinum - eller hankøn - femininum - hunkøn- og neutrum - intetkøn. Det var i løbet af den gammeldanske periode af sprogets udvikling, at maskulinum og femininum smelter sammen, og bliver til utrum - fælleskøn.
Vi kan se at ordet "drōttin", eller på moderne dansk "drotten", er et maskulinum fordi det ender på en -in-slutning. I modsætning til dróttningen, som er femininum.

Det er også i denne periode at Kristendommen begynder at vinde større indpas i Danmark. Mest berømt er jo Harals Blåtands store Jellingsten, hvor han proklamerer at han "gjorde danerne kristne". Det kan man også se i flere og flere runeinskrifter, både på sten og andre steder. Tag for eksempel Klemenskersten 1 (Bh 1) fra ca. 1075-1125:

Gunn[h]ildr lēt ræisa stæin þennsa æftiR Ǿðbiorn, bōnda sinn. Kristr hialpi siolu ǾðbiarnaR ī liūs ok paradis. Kristr hialpi siōlu ǾðbiarnaR ok GunnhildaR ok santa Mikael ī l[i]ūs ok paradis.

"Gunhild lod rejse denne sten efter Ødbjørn, sin mand. Kristus hjælpe Ødbjørns sjæl i lys og paradis. Kristus og Sankt Michael hjælpe Ødbjørn og Gunhilds sjæl i lys og paradis."
Igen mener jeg, at man godt kan skue vort moderne sprog i teksten. Ja, der er en omvendt ordstilling, med "rejse stenen denne" og "Kristi hjælpe sjæl Ødbjørns", men derfor mener jeg stadig at teksten, i store træk, kan tydes, selv uden oversættelsen neden under.

Jeg har nogle flere eksempler på Olddansk i mine noter, men jeg tror disse tre er nok. Mange runesten har meget kortere tekst end disse, og jo senere de er, jo mere ligner de bare Klemenskerstenen jeg lige citerede. Da jeg allerede mener, at vi kan skue vort moderne sprog i teksterne nu, hvorfor så ikke bare gå videre til den næste periode?

Ældre Gammeldansk (ca. 1100-1350)

Efter at Harald Blåtand "gjorde danerne kristne", Svend Estridsen kæmpede for en stiftsinddeling af Danmark, og Erik Ejegod fik indviet et ærkebispedømme i Lund, var Danmark nu fuldt indlemmet i Middelalderens verden. Det betyder også at skriftsproget er blevet latin, og at der derfor er et meget begrænset antal materiale skrevet på dansk, i denne periode.
"Heldigvis" har der været folk, som ikke kunne finde ud af, at opføre sig ordentligt, så konger og rigsråd har måttet skrive love ned i det der kendes som landskabslovene. Den ældste af dem er Skånske Lov, nedskrevet ca. 1202-1205, og findes i en række afskrifter, blandt andet et kendt eksempel skrevet i futhark-runer.
Det følgende uddrag er fra en paragraf om at sælge noget af sin ejede jord "utlænde", eller "udjords", som vil sige "et stykke jord tilhørende en gård udenfor egen toft", en toft værende "den egenlige grundejendom, tilligemed gårdsted, hvortil al anden ager henhører":

sæl man bort utlænde sit minni ællær mer ok hafir han sialfær æftir husætoft ok þær til þre akræ en akær i huær uang um þre uangæ æræ . ællær tua akræ um tua uangæ æræ . ællær en akær um en uang ær ok far annær man at køpæ þe sammæ husætoft meþ þrim ællær tuem ællær enum akri sua uangæ æræ til þa ma han uitu alt utlændæt til husætoftæn æræ til giald þættæ uiliæ summi mæn at lohum hafæ fore þy at fore husætoft skal man læþing innæ ok stuþ reþæ ællær kumbær þæn illæ uiþær ær allæ skyldær skal uppi haldæ fore husetoftænæ ok æi meræ skal ok æi sua uare at man skal uitæ utlændæ til husætoftænæ þa uet rep ækki uættæ fore þy at skal mæn æi uaræ uiþær loh foræ sinæ hæfþ ok uet han ær a yfir atung ællær fiarþung ok mælær sua i gen repæ um þu uilt sua mykit hafir iak fangit i þinum lot ok uil iak hafæ foræ minæ hæfþ sakæ .

"Hvis en mand sælger mindre eller mere af sin jord, udjords, og har han derefter selv toft, og dér jord til tre agre, en ager i hver vang, eller to agre om to vange, eller én ager om én vang, og får en anden mand til at købe den samme toft, med tre, eller to, eller en ager, med så vange til, da må han erkende alt udjords til toften er til gæld. Dette vil loven såmænd have, fordi at manden skal udlåne toften, og have understøttelse klar, ellers kommer den ilde videre, og alle skyldige skal opholdes for tofterne, og ikke mere skal vie udjords til tofterne. Da ved reb måle, at hver mand for en otting (=ottendedel af et bol) eller en fjerding, og måler så igen rebet, om du vil have så meget af min del fanget i din lod, og hvor meget jeg vil have, for mine hævd sagsøge."
Teksten er lidt løst oversat, da det er svært nok at læse ordene i sig selv, men så er det også juridisk sprog oveni, men jeg mener dog at det meste er oversat forholdsvist korrekt.

Vi har selvfølgelig kunnet se det tidligere, men jeg synes dette er en god tekst at vende blikket blikket mod diverse konsonanter i ordene. Det danske sprog har endnu ikke undergået en lenisering - et fænomen hvor lyde bliver svagere - se for eksempel ordet "ok", vi kan se hvor tæt det svenske "och" er på det, men for moderne dansk er k'et blevet svagere, og blevet til et g - "og". Det samme med ordet "hafir", f har en tendens til at blive et v, så ordet bliver til "haver" - eller i mundtlig tale "har".

Men den udvikling har endnu ikke fundet sted.

En udvikling, som derimod er i gang med at finde sted, på dette tidspunkt er vokalreduktion.

Vokalreduktion er når vokallyde mister trykket, og på dansk rammer det især vokaler sidst i ord. Hvor vi på Olddansk havde ord som "ræisa", "hialpi", "satti" og "gærðu", bliver den sidste vokal i ordene reduceret, og vi får en enkelt lyd: ə stavet med e: "rejse", "hjælpe", "satte" og "gjorde". Her i den Ældre Gammeldanske periode, ser vi den vokalreduktion skrevet med et æ: "uangæ", "uiliæ" og "reþæ" eller "vange", "vilje" og "rede".

Vi kan se hvordan det danske sprog hér nu også begynder at adskille sig fra svensk, idet svensk ikke undergår den samme vokalreduktion: "rejse" -> "resa"; "vilje" -> "vilja".

På bunden af et afskrift af Skånske Lov, finder vi Nordens ældste nedskrevne folkevise, endda med musiknoteringer. Teksten siger:

Drømdæ mik æn drøm i nat um silki ok ærlik pæl

Teksten ser umiddelbart let nok ud, at forklare på moderne dansk: "Drømte mig en drøm i nat, om silke og ærlig pæl". Men hvad betyder så pæl? Den mest udbredte tolkning, er at det er noget stof-relateret, så ærlig pæl betyder "fornemt stof", men en anden tolkning bygger på et ældre ord i islandsk, pæla som blev brugt til afmåling, og derfor kunne frasen betyde "om silke og retfærdighed". En tredje teori bygger på at visen er skrevet i en lovbog, så frasen lyder "om lighed og retfærdig dom".

Lidt senere end Skånske Lov, kom også Jyske Lov, og selvom jeg ikke vil bruge for meget tid på den, så er jeg næsten nødsaget til det, taget i betragtning dens berømte fortaleåbning:

Swa byriæs en for talæn a iutæ logh thær kunugh waldæmar gaf oc danæ tokæ withær.
Mæth logh scal land byggæs . æn wildæ hwær man oruæs at sit eghæt, oc late men nʉtæ iafnæth. tha thʉrftæ men ekki logh with. æn ængi logh ær æm goth at fʉllughæ sum sanænd. æn hwaræ sum mæn æuær um sanænd. thæræ scal logh letæ hwilt sannænd ær,

"Således begynder fortalen til Jyske Lov, som kong Valdemar gav, og Danerne vedtog:
Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden."

Hvor Skånske Lov skrev ordet "så" som "sua", skrives det her som "swa". W har altid haft en mærkelig rolle på dansk, generelt har det været identisk med V, hvorfor det næsten er udryddet i nudansk grammatik, men det har også i ældre tekster, som denne, spillet en rolle som et U - på engelsk hedder det jo et dobbelt-u - men der har det jo også næsten været overflødigt. I dag bruges W mest om låneord fra sprog der bruger det - mest engelsk - men jyske dialekter - især vestjyske - har en tendens til at udtale V-ord som W-ord.
Ordet "byriæs" er svært at se hvordan skulle være beslægtet med "begynder", men jeg kan godt se det svenske "börja" i ordet. Ordet "begynde" kommer egentligt fra middelnedertysk "beginnen", men er ellers af uvis oprindelse. Citatet "Med lov skal land bygges" har været gennemgående i dansk retshistorie, og står skrevet på Københavns Byret, ud mod Nytorv.

I den senere ende af denne periode, bliver Libellus De Arte Coquinaria spredt rundt om i Nordeuropa. Et par danske versioner af denne kogebog, der virker til at være uafhængigt oversat af samme plattyske håndskrift, kendes at have overlevet til i dag. Så her er et par middelalderlige opskrifter. Bogstavet før opskriftsnummeret, henviser til hvilket håndskrift, opskriften er fra:

K10. Quomodo condiantur pisces in salso sibi adoptato. Man skal takæ brasn. oc gæddæ oc allæ fyskæ oc stekæ them wæl oc drøpæ mæth thæn oli thær først ær af saugh. Thæn timæ the æræ wæl stektæ. swa takæ af thæn oli oc støtæ mæth ædykæ oc writhæ gømæn et klæthæ. Thæssæ salsæ kallær man Inder iæght. hun ær goth for allæ handæ fyskæ

"Hvordan tilberedes fisk i sovs på følgende måde. Man skal tage brasen og gedde og alle fisk og stege dem vel og dryppe dem med den olie, der først kommer af sig. Når de er velstegte, skal man tage den olie og støde med eddike og si gennem et klæde. Denne sovs kaldes jæger-stil. Den er god til alle slags fisk."
Jeg bemærker at sovs kaldes salsæ - altså ligesom spansk salsa - og sovsen beskrives som "hun", sovs er altså et femininum-ord. Så kan jeg også godt genkende udtrykket "alle hånde" der betyder "alle mulige slags", selvom at det har været et forældet udtryk i hele min levetid.

K22. De cibo qui dicitur spæk honer. Man skal siuthæ et høns mæth helæ saluiæ blath oc spæk wæl skoren sma sum ærtær oc ædykæ. oc salt til matæ. Thæt hetær spæk honer.

"Den ret der hedder spækhøner. Man skal syde en høne med hele salvieblade og spæk velskåren så småt som ærter, og eddikke og salt til måde. Det hedder spækhøner."

En høne, kaldes "et høns", og flertalsformen er "honer", altså ø'et transformerer til et o.

Q12. Mæn sculæ takæ colu (coln?) oc salui pætærcili oc cinamomum oc malæ thæm mæt ædik. thæn salsæ ær goth til faræ kiöth, oc dughær attæ daghæ. Klogæ löög görth vm marghæn dughær ækki vm aftæn.

"Q12. Man skal tage (hvidløg) og salvie, persille og kanel og male dem med eddike. Den sovs er god til fårekød, og duer otte dage. Klovløg (hvidløg) lavet om morgenen duer ikke om aftenen."

Persille hedder "pætærcili" - som i "petersille" - Per er jo også en kort form af Peter. Kanel kaldtes ved dets græske navn - efter latinsk stavemåde - "kinnámōmon", og hvidløg kaldtes klovløg. Datidsformen af gøre var ikke "gjort", men "gørt", hvilket jeg finder interessant eftersom at tilføjelsen af j i udtalte ord ellers fandt sted under Synkopetiden, og fra dette tidspunkt fremefter bliver det mere normalt at fjerne i og j fra udtalen. For eksempel Kiøbenhavn -> København eller sjunge -> synge.

Jeg har ellers ikke meget at sige om dem, jeg vil gerne påpege et punkt, som jeg måske skulle have bragt tidligere. I Q12-opskriften står der "dughær attæ daghæ", altså "duer otte dage". Vi befinder os et sted i skriftsprogets udvikling, hvor A og Å ikke er adskilt, omend de må have været det i det talte sprog. Så "attæ", bør nok læses "åttæ". Jeg sad fast ved et lignende problem i Skånske Lov, om en "otting", altså en ottendedel, men den Gammeldanske tekst sagde "atung", og jeg troede først det var nær det tyske "achtung", men det skal altså læses som "åtung".

Yngre Gammeldansk (ca. 1350-1500)

Mod slutningen af 1100-tallet gik en håndfuld nordtyske stæder sammen og formede Hanseforbundet. Som de blev mere og mere indflydelsesrige, spredte de også deres saksiske - plattyske - sprog rundt i Nordeuropa. Indflydelsen betød en stormflod af plattyske ord blev indlemmet i det danske sprog. Nogle få eksempler er: abespil, agurk, arbejde, betale, bitter, bukser, dørslag, fejl, fyrtøj, hertug, hof, isenkræmmer, klog, køkken, mejeri, murer, ske, skilpadde, stemme, strømpe, tallerken, tog og vaterpas, blandt mange flere.

Omkring 1350 begyndte dansk at blive brugt som regeringens oficielle administrationssprog, og dermed begyndte flere former for tekster at blive skrevet på dansk, blandt andet denne 'Juleskraa':

Vm iula dagh warthær a sundagh. tha warthær goth vintær. oc blæsændæ war. warm. oc lystælek oc thør summær. oc got korn. oc goth byrnth. oc bii thriuæs wæl. gamla døø mannuæ. oc warthær got.
Æn worthær iula dagh a mandagh tha worthær isblændygh wintær oc rægn. oc got war. først thør oc sithæn storm. oc wagh. oc thør høst. oc summæstæth tapæs frith oc manhelt worthær. oc bii døø
Kvmær iula dagh a tisdagh. tha worthær goth winter. oc war | rægnblændygh. och wagh. oc got summær quinna døø mannuæ. oc conungæ tapæs
Thær iula dagh worthær a othensdagh. tha worthær harth wintær oc il war. oc il summær. oc wat høst oc goth byrgh. oc goth fruct. ynski mæn døø. frith worthær goth. bii oc hunugh fortapæs oc skipmæn tapes. thera wærning worthær æi til winnings
Af iulæ dagh worthær a thorsdagh tha worthær goth wintær. oc blæsændæ war. oc got korn. oc goth byrngh

"Om Juledag vorder en søndag, da vorder god vinter, og blæsende vår. Varm og lystelig og tør sommer, og godt korn og god høst, og bi trives vel. Mange gamle dør, og vorder godt.

Men vorder Juledag en mandag, da vorder isfyldig vinter og regn, og god vår. Først tør og siden storm, og vag og tør høst. og sommersted tabes frit og manhælg vorder, og bi dør.

Kommer Juledag en tirsdag, da vorder god vinter og vår regnfyldig og vag, og god sommer. Mange kvinder dør, og konge tabes.

Hvis Juledag vorder en odinsddag, da vorder hård vinter og ilde vår, og ilde sommer og våd høst og god høst, og god frugt. Unge mænd dør, frit vorder god. Bi og honning fortabes og skibsmænd tabes. Deres værn vorder ej til vinding.

Af Juledag vorder en thorsdag, da vorder god vinter, og blæsende vår, og godt korn og god høst."

Denne juleskrå giver et kort indblik i danernes senmiddelalderlige verdensbillede. Ligesom at vi har folk i vore dage som mener at kunne læse fremtiden i stjernerne, eller i folks hænder, eller andet, så mener denne juleskrå, at man kan forudsige året, alt afhængig af hvilken ugedag 1. juledag lander på.

Ordet "byrnth" har, i følge Otto Kalkars ordbog over det gammeldanske sprog, betydningen "høst", og er muligvis beslægtet med ordet "bjæring", som i "bjærge høsten ind", og med othensdagh, er det også let at se at onsdag er Odins dag.

Desværre mangler fredag og lørdag i denne tekst, uhh, hvor blev jeg frustreret, da jeg opdagede at teksten sluttede uden de sidste to dage. Man kan da ikke bare afslutte en tekst, midt i det hele. Var det mig der havde kopieret teksten forkert? Nej, teksten slutter bare, måske er resten af dokumentet gået tabt, eller forfatteren glemte fredag og lørdag.

Jeg har fundet en senere nedskrevet norsk version af denne juleskrå, teksten er lidt anderledes på dagene, men i den version lyder resten:

"Hvis juledag falder paa fredag, da er vinteren haard, vaaren god og sommeren god.

Men hvis juledag falder paa lørdag, da er vinteren haard og regnfuld; korn, naut og saur dør og gamle mænd; og ildebrand vidt og bredt."

En anden kategori af skrevne bøger på dansk, er lægebøger, med helt nye, top moderne, state-of-the-art, medicinske råd, som for eksempel hvis du har løse tænder:

Item for løse tendher tagh pollee smo stamppyth och lawyth wedh tangeren thet fester løse tendher Item katwsth rodh stamppyt meth salth och wedh thet er goth for løse tendher Item for orm y tendher Accipe succus absyntii et centaure minoreß marvbii dentibus appositum valet Item tagh honingh och edycke och alwn och syw thet tiil hoffwe |i en lydhen stwndh

"Og for løse tænder tag små trækstumper, og lav derved tangen der fæster løse tænder, og katostrod blandet med salt og vid, det er godt for løse tænder, også for orm i tænder. Accipe succus absyntii et centaure minoreß marvbii dentibus appositum valet, tag også honning och eddike og alun og siv. Det er til hovedet i en liden stund."
Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at selvom teksten er skrevet på dansk, så har latinen indsneget sig. Ikke kun sætningen midt i det hele, den kommer jeg til, men også ordet "også" bliver konsekvent skrevet "Item". Sætningen midt i det hele, har jeg oversat med Google, jeg kan jo ikke selv latin,
"Tag også saften af ​​absint og centaure minore, påført på marvbii-tænderne". Jeg ved ikke hvad "lille kentaur" er, men det er åbenbart noget man skal smøre på tænderne, hvis de er løse.

Der var også kategorien kaldet Folkebøger, som var populære bøger der blev udbredt i den ikke-læsekyndige del af befolkningen, om romantiske eller ridderheltelegender. Som regel oversat fra plattysk til dansk, mange af legenderne har rod så langt væk som Italien, og idéen om dette land på - hvad der for en almuebonde, lige så godt kunne være - den anden side af jorden, må have virket magisk.
En ikke så magisk folkebog, er den der hedder Lucidarius. Det er en konstrueret dialog mellem Discipulus og Magister - Eleven og Læremesteren - om hvad der er ret kristent - katolsk - levevis. Forordet i den danske oversættelse, er skrevet i digtform, hovedsagelig i jambe - når rytmen er baDAM - men første verselinje er dog i trokæ - når rytmen er BAdam - for det meste i tetrameter - når der er fire slag per verselinje - men der er et par verselinjer som bryder rytmen.

Hie incipit lucidarius

Ihesus christus meth syn nathæ,

ther oss skal bothæ styræ oc radhæ,

Stiræ han myn twnge til frem ath føræ

the ordh ther gutelighæ ær ath høræ.

Gywæ han mek thet ath scriwæ oc leræ,

ther hanum maa wordhæ til hedher oc æræ,

Oc ether gledæ oc fauerth gamman,

gut gyuæ oss thet allæ sammen.

Om gut at talæ oc hanum til loff

thet ær myn actens hoph.

Om meddæ sammeth oc andræ tydher

thet hauer iek fvnnet i bogh at vidhæ,

Ther nest hwar verdhen war først til,

thet er fauert hoo thet høræ wil.

Sydhen aff adam oc hans til kom,

ether til fauer kienne dom.

Thy meth æn athi i boghen ledhæ,

vndorlich tyng wordhæ i ath vidhæ.

Sydhen ær myn acth at iek skal scriwæ,

om gut mek ther til nathæ wil gywæ,

Aff dommædaus ferdh, then aueligh tydh,

ihesus christus wordhæ oss tha blydh.

Ther meth vil iek boghen endhæ,

Sosom guth mek nadhæ wil sendhæ.

Willæ i bogenss naffn vithæ,

Lucidarius mwndhæ hun hædhæ,

Forthy hun lywser oc gør goth skell

Aff manghæ tyngh ther wæreth hauer

oc nw ær oc vorthæ skall.

"Her begynder Lucidarius

Jesus Kristus med sin nåde,

der os skal både styre og råde,

Styre han min tunge til frem at føre

de ord der gudelige er at høre.

Give han mig det at skrive og lære,

der ham må vorde til hæder og ære,

Og eder glæde og fagert gammen,

gud give os det alle sammen.

Om gud at tale og ham til lov

det er min agtens håb.

Om med samme og andre tider

det haver jeg fundet i bog at vide.

Dernæst hvor verden var først til,

de er fagert hvo det høre vil.

Siden af Adam og han tilkom,

eder til fager kende dom.

Thi med en at i bogen lede,

underlig ting vorde I at vide.

Siden er min agt at jeg skal skrive,

om gud mig dertil nåde vil give,

Af dommedags færd, den avelig tid,

Jesus Kristus vorde os da blid.

Dermed vil jeg bogen ende,

Såsom gud mig nåde vil sende.

Ville i bogens navn vide,

Lucidarius munde hun hæde,

Fordi hun lyser og gør god skel

af mange ting der været haver

og nu er og vorde skal."

Jeg forstår nogenlunde de fleste ord i teksten her, det eneste jeg ikke tror, at jeg har hørt før er ordet "avelig". Ved kun at kigge på ordet, tænker jeg at det har noget med ordet "ave" at gøre, såsom at holde  noget i ave - tænk det engelske "awe" - men det virkede ikke rigtigt, i sammenhæng med dommedag, og nej "avelig" betyder "frygtelig". Ordet "gud" er konsekvent stavet med lille g - ikke som i dag, hvor når vi taler om den Abrahamitiske Gud, så er det altid med stort g - og det er skiftevis skrevet som "gut" eller "guth". Normalt når jeg ser th i disse gammeldanske tekster, så læser jeg det i mit hoved som et hårdt d. Måske er det bare fordi, at jeg er vant til ordene i deres moderne form, og jeg så i automatpilot 'oversætter' til moderne form, men det er også muligt at leniseringen, som ikke havde fundet sted i overgangen fra Olddansk til Gammeldansk, nu er begyndt i udtalen? Det er kun spekulation, men hvad jeg ved ikke er spekulation, er at denne bog, også har den tidligste danske oversættelse af Fader Vor:

Discipulus: Hwat merker pater noster ii messen, oc huat tydes hun wth paa worth maal.

Magister: 'Pater noster' giordhæ ihesus christus selleff, oc hun ær saa ath syæ: Wor father, ther i hymærighæ ær, helliest ær tith naffn. thil kommæ tith righæ, tyn williæ skal wæræ saa paa jordhen som i hymmelen, Gyff oss i daw worth daulighæ brødh, Oc forlath oss woræ brøthæ, sosom wi førlathæ them ther woss om moth brydhæ, Oc ledh woss ey i frestelsæ, Men frels wos aff alth onth, Amen. I thennæ bøn begyndes wor herres wellia, oc forthy syes hun effther tyendhæ messæ. Then offræ wi guth i handh, oc worthæ sosom hans williæ ær.

"Eleven: Hvad rolle har Pater Noster i messen, og hvordan skal hun tydes på vort mål?

Læremesteren: Pater Noster blev givet os af Jesus Kristus selv, og hun siges således: Vor Fader, som i Himmeriget er, helligest er dit navn, tilkomme dit rige. Din vilje skal være så på jorden som i Himmelen. Giv os i daw vort daglige brød, og forlad os vor brøde, såsom vi forlade dem som mod os må bryde. Og led os ej i fristelse, men frels os af alt ondt. Amen. I denne bøn begynder vor Herres vilje, og derfor siges hun efter tjenemesse. Den ofrer vi Gud i hånd, og vorde såsom Hans vilje er."

Ældre Nydansk (ca. 1500-1700)

Med den Protestantiske Reformations udbredelse i Nord- og Vesteuropa, blev det nu et ideal også at have kirkelige og gejstlige tekster på almuernes tungemål. Omkring denne tid begynder en ny udvikling, som er ret unik for dansk - så derfor har også det internationale navn for fænomenet et dansk navn - 'Stød'. Kort sagt, så er det en form for gutturalt stop, i udtalen af et ord. For eksempel en and i bestemt form anden i forhold til den anden person, eller sammenlign ordet hund med hun, og hør hvordan hunden stopper brat, men hun hviler på tonebåndet et ekstra sekund.

Stød er et fænomen, som vi ved allerede har ramt det danske sprog på dette tidspunkt, da en svensk forfatter i 1526 skriver følgende:

Der till medh: så wærdas de icke heller att talla som annat folck, uthan tryckia ordhen fram lika som the willia hosta, och synas endeles medh flitt forwendhe ordhen i strupan, for æn de komma frem, sammaledes wanskapa the munnen, då the talla, wridhan och wrengan, så att the draga
then offwra leppen till then wenstra sidon og den nedra till then högra sidon, menendes dett wara sig en besynnerlighe prydning och wellstånd.

"Tillige: så nedværdiger de sig ikke til at tale som andet folk, men trykker ordene frem, som om de vil hoste, og synes delvis med vilje at dreje ordene i struben, før end de kommer frem, ligeledes vanskaber de munden, når de taler, vrider og vrænger den, så at de trækker overlæben til venstre side og underlæben til højre side, og mener at der er en særlig pryd og velstand."

Så ved vi da, at svenskere har gjort grin med det danske sprog i et halvt årtusinde. Så meget som tingene ikke forandrer sig.

Denne periode kaldes Ældre Nydansk, fordi sproget nu næsten er identisk med det vi taler i dag, selv 500 år senere. Derfor vil jeg heller ikke bringe oversættelser af teksterne fremover, foruden enkelte ord og gloser, som måske ikke er lige så tydelige at læse som andre.

Hans Tausen var den førende reformator i Danmark, og efter Reformationens officielle indførsel i landet i 1536, blev han sat til at skrive Danmarks første Postil på dansk - en liste over hvilke bibeltekster der skal læses hver uge, samt tilhørende prædiken. Den var klar i 1539, og i forordet beder Tausen blandt andet om at folk ikke forkaster den, uden at prøve den af, da det jo er lettere at smæde en anden mands arbejde, end det er, selv at lave tilsvarende arbejde. ÿ er i nedenstående tekst lig med i:

Men her effter haabes meg att ingen skall med got skiel tunde orsage (årsage) seg wdi de maade, Er willien god, da kan man her med behielpe seg, oc begrunde her aff saa meget, att en mand kan lære seg først sielff en heel vge (uge), og siden om søndagen lære sine sognefolk nogen sand oc wiss grund, da om troen, nu om gode gierninger, saa aff tolmodighed, effter som Euangelium wdi texten wdkreffuer (udkræver). De endog texten haffuer wel flere oc adskillige puncter, huilke Sognepresten skal røre oc alle kortelig giffue tilkende, Dog skal han allermeest støde paa den grund, oc det maal dÿd som Euangeli ÿ sin text synderlig bede meeder oc skyder oc befale folket den att beholde fast att han faar dennom saa den at tygge oc tencke paa, intil de kome igien.

Epistlene oc Euangelia haffuer ieg ÿ Texten saa fordansket, at de ocsaa kunde lesses for alteret ÿ messen (kunne læses foran alteret under messen), oc begyndes lige som Titelene lyde, som der for staar optegne, vnder de monlige noder. Hwor ieg oc haffuer bemercket Capiteler hoss, at de mue kastet op ÿ Bibelen, huilken alle gode Sognepreste skulle haffue her hoss, oc wenne seg saaledes till henne, thÿ hun er den rette Brud oc rindende welde kiælde, der dette, oc alt andet som lærer sandhed at tende, er wdflodet.

Vi er nu nået et punkt, hvor man er begyndt at bruge dobbelt a, for at repræsentere den lyd vi i dag kender som 'å', det er ikke længere bare et a, som læseren skal vide ud fra kontekst om det er et 'a' eller et 'å'. Hvor Gammeldansk ville stave et ord som "mathe", staver Hans Tausen det som "maade", så vi ser også at leniseringen har fundet sted, i hvert fald i Tausens kredse. Vi kan stadig se at der er mange f'er i ord, som vi i dag ville stave med v'er; "giffue" - "give", "haffuer" - "haver" og "bleffne" - "blevne".

Den næste tekst er forfattet af en islænding, som var ansat hos den kongelige handelsflåde. I årene 1622-1625 var Jón Ólafsson med på en ekspidition til Trankebar i Indien, og han skrev en logbog over rejsen. Nær kysten, så sømændene ombord på skibet 'Christianshavn' hvad de troede var en søslange som ville angribe dem. Det er her følgende uddrag starter:

To Dage efter at vi havde set Søslangen, forlod vi Skibet "Christianshavn" og gik i Land med Halvdelen af vore Folk og overtog den Tjeneste i Fæstningen, som Befalingsmændene der beordrede os til; vi aflagde Ed paany, og nogle af os, hvoriblandt jeg, fik forhøjet Maanedssold (månedsløn), dog kun en Gylden mere om Maaneden. Dette skete to Dage efter at vi kom i Land. Under Trommers, Pibers og Trompeters Lyd blev vi mønstrede og opraabte ved Navn, alt efter Ret og Orden og det strængeste Regimente. I den første Tid blev vi hver eneste Dag mønstrede, exercerede og indøvede i Vaabenbrug paa Krigsmaner samt tilsagte til Vagt hver tredie Nat, idet vi fik strænge Forskrifter om Lydighed, Agtpaagivenhed og Aarvaagenhed i dette fremmede Land og om at vise Troskab og Ærlighed mod vor Konge og Kompagniet efter vor Ed.

Hvad jeg mest lægger mærke til her, er at fællesnavne - navneord som ikke er egenavne - skrives med stort forbogstav. Det virker til at være af tysk påvirkning, at man begyndte på sådant. Det er en grammatisk regel der skulle komme til at gælde, helt frem til 2. Verdenskrig. Jeg har i mine noter, også kigget på kong Christian IVs håndfæstning, fra 1597, men den havde ikke stort forbogstav på substantiver, så dette er den tidligste tekst jeg er stødt på, som følger det system.

Med tabet af Skånelandene i 1658, og Enevældens indførelse i 1660, mentes det at være på tide, at Danmark havde en lovbog som gjaldt hele landet, og ikke kun diverse landsdele. Efter 400 år, var Landskablovenes tid forbi, og i 1683 kunne Christian V gyldiggøre Danske Lov. Fortalen til loven slutter:

Hvis ellers Privilegier og Friheder, som Loven, Recesserne og een Deel Forordninger tilforn (på et tidligere tidspunkt) ikkun tilegnede dennem, hvis Forfædre i Begyndelsen med deris Dyd og Tieniste for Riget og Fædernelandet deslige Privilegier hafde forhvervet, derom have Vj (vi), for at opmuntre alle til Dyd, paa sine Tider og Stæder giort saadan allernaadigst Anordning, at forbemælte Privilegier og Friheder skal strekke sig til alle vore kiere og tro Undersaatter i Almindelighed saaledis, at alle de, som formedelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede, eller Forretning, hvoraf de selv kand have nogen Ære og Berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle foromrørte Privilegier, Friheder, ære og Værdigheder nyde;
[...]
Ti byde Vi og alvorligen befale alle og een hver, i hvo de og ere, som bygge og boe udj vort Rige Danmark, eller derudj noget Gods eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvis her staar skrevet i denne Lovbog, saa fremt de ville undgaa den Straf, som i den sat er, og ikke have forbrut al Kongelig Hyldest og Naade. Særdelis strengeligen befalis Dommerne og alle, som dømme skulle, at de udj alle Sager, som dennem forrekomme, denne Lov som een Rettesnor følge, og derefter retsindeligen kiende og Dom afsige uden nogen Anseelse til Vold, Magt, Højhed, Frændskab, Venskab, Had eller Avind(had - direkte "modelske"), og hielpe hver Mand til Rette, den Ringe og Fattige saa vel som den Høje og Rige, Indlændiske og Udlændiske, og med deris Domme frelse alle dem, som med Vold tvingis, særdelis fattige Enker og faderløse Børn, paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred maa boe i Landet, og den retfærdige og højeste Dommeris Naade og Miskundhed maa styrkis og formeeris over voris Kongelige Arve-Huus, voris Arve-Riger og Undersaatter til bestandig Velstand med timelig og ævig Velsignelse. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den Femtende Aprilis Aar efter Christi Fødsel Et Tusind Sex Hundrede Firesindstyve og Tre, Voris Regærings Fiortende.

Jeg lægger her mærke til at ordet 'thi' hér er stavet uden et h. På dansk har den skriftlige grammatik, næsten udelukkende, slettet stumme h'er midt i ord - bibliothek -> bibliotek; theater -> teater; uhr -> ur - men her er et ord, som tidligere blev stavet med et h - som vi kunne se i Lucidarius - der nu har mistet det, og alligevel senere vil genvinde det. Hvor før ordet "have" blev stavet "haffue", staves det nu "hafde", og vi kan se tendensen til at have et i - eller senere et j - imellem k og vokaler, såsom i "kiere" og "Kiøbenhavn". Interessant er det også, hvordan man har skrevet årstallet: "et tusind seks hundrede firesindstyve og tre". På nudansk har vi - efter tysk inspiration - omvendt ordstilling, når det kommer til talord. Vi ville sige tre-og-firsindstyve - med eneren før tieren - men her står tieren før eneren, som i stort set alle andre sprog.

Ellers er det jeg finder mest fascinerende i denne tekst brugen af i som vokal i sidste stavelse; hvor det siden Ældre Gammeldansk ellers er skrevet med æ eller e, staves de her som "deris", "saaledis" og "brugis". Hvorfor sker det her? Er der en sproglig bevægelse i gang, som udtaler sådanne ord med et i, eller er det bare Royal Jargon, som adskiller sprogbruget fra almuens grammatik?

I denne periode begynder der også at komme en masse ord fra fransk ind i det danske sprog, især ord der har med kunst og kultur, handelslivet, sygepleje, presse og mad at gøre bliver indlemmet. Nogle eksempler er: ambulance, avis, bandage, chef, debutant, dessert, journalist, kulisse, klinik og operette.

Yngre Nydansk (ca. 1700-i dag)

Ludvig XIV af Frankrig - Solkongen - siges at stå bag den sidste store bølge af sproglige udviklinger, der har dannet det moderne danske sprog. Det siges at adelen, som var politiske fanger på hans slot i Versailles, begyndte at snakke med et gutturalt R, en roterende lyd, dannet bagerst i halsen. Det såkaldte Skarre-R, som de kalder det på norsk. Denne gutturale lyd spredte sig blandt Europas adel, gennem Tyskland og helt til Danmark, hvor det menes at have sat sig fast i København omkring 1780, og derfra videre til Skåne og Sydvestnorge.
Før dette Skarre-R kom til Danmark, talte man med Rulle-R, men i dag er det kun enkelte dele af det vestlige Sønderjylland, som ikke eksklusivt bruger Skarre-R'et.
Med denne udvikling, har dansk nu nået et stadie hvor - enkelte forældede gloser og stavemåder frataget - er identisk med det dansk vi taler i det 21. århundrede.

Tag for eksempel Ludvig Holbergs komedier. I sin samtid, var de landeplager, og da Christian VI blev pietist, og forbød teater af enhver slags, led den danske kulturudvikling, men det varede ikke længe før at teatrene kunne åbne igen, og Holbergs komedier kunne samle folk igen, thi som der jo står på Det Kongelige Teaters Gamle scene: "Ei blot til Lyst". Komedierne er nu 400 år gamle, men de bliver stadig regelmæssigt opsat på teatre landet rundt. Her er et uddrag af åbningsmonologen fra Jeppe på Bjerget:

Folk siger vel i Herredet, at Jeppe dricker; men de siger icke, hvorfor Jeppe dricker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa en Dag af den slemme Qvinde; hun slaar mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrej (mand, hvis kone er ham utro). Maa jeg da icke vel dricke? maa jeg da icke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med? var jeg en Taasse (tosse), saa gik saadant mig icke saa meget til Hierte, saa drak jeg ej heller icke, men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg saadant meer end en anden, derfor maa jeg og dricke. Min Naboe Moons Christophersen siger tit til mig, saasom hand er min gode Ven: Fanden fare i din tycke Mave, Jeppe, du maatte slaae fra dig, saa blev Kiellingen nok god. Men jeg kand icke slaae fra mig for tre Aarsagers Skyld. Først fordi jeg har ingen Corasie. For det andet for den forbandede Mester Erich, som henger bag Sengen, hvilken min Ryg icke kand tencke paa uden hand maa græde. For det tredie, efterdi jeg er, uden at rose mig selv, et ejegot Gemyt, og en god Christen, som aldrig søger at hevne mig, endogsaa icke paa Degnen, som sætter mig et Horn paa efter et andet; thi jeg offrer ham hans 3 Hellige-Dage derfor oven i Kiøbet, da der er icke den Ære i ham at give mig et Kruus Øll det heele Aar. 

De ord hér som slår mig mest fremmede, er malicien - fra latin via fransk - som betyder skadefryd, ondskab eller drilagtighed; og corasie - som også kunne blive stavet kurage - altså courage på engelsk, tapperhed eller mod.

Den næste (store) generation af danske forfattere efter Holberg - som jo egentlig var norsk - var Guldalderforfatterne; Oehlenschläger, H.C. Andersen, B.S. Ingemann, NFS. Grundtvig, og så videre. Guldalderens Romantik fokuserede på det danske lands skønhed, og efter Englandskrigene - og tabet af Norge - også et fokus på nationalhistorien: "Engang du herre var i hele Norden, böd over England - nu du kaldes svag", og sådanne tekster. I denne periode, valgte forfattere også af en eller anden grund, at droppe ø'et i skriftsproget, og i stedet skrive vokallyden med ö. Jeg har ikke fundet nogen årsag til dette skift, men idéen om at adoptere det svenske Å i stedet for dobbelt-A, blev drevet af ønsket om at tætne forholdet med vore skandinaviske brødre, og Skandinavismen - ideologien om at vi alle burde stå sammen, og hjælpe hinanden, da vi jo er familie - var på sit højeste i midten af 1800-tallet, så det kan muligvis have noget med det at gøre?
Men efter den Anden Slesvigske Krig i 1864, blev Danmark ramt af en tyngende samfundsforståelse, som siden da, kun er blevet rivaliseret af Besættelsen under 2. Verdenskrig. Det Moderne Gennembrud satte et fokus på hverdagens tyngende liv i litteraturen. Væk var Romantikken og Guldalderens længsel efter ældre tiders storhed, og ophøjelse af naturens skønhed. Almuens trængsler, kvinders rolle i samfundet og kirkens manglende medmenneskelighed var i centrum.

Én af de store forfattere af det Moderne Gennembrud var Henrik Pontoppidan. Dette korte uddrag fra første kapitel af Lykke-Per, giver et indblik i den mistillid indbyggerne i købstaden, har fået til deres sognepræst:

I sin ydre Fremtræden som i sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa i mange Aar som en besværlig Fremmed, hvis Ejendommeligheder man vekselvis trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han om Eftermiddagen – høj og alvorlig – vandrede ned gennem Byens krogede Gader i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene, den ene Haand hvilende bag paa den stive Ryg, den anden knyttet om Haandtaget paa en stor Bomuldsparaply, som han ved hvert Skridt stødte haardt mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarligt om efter ham, naar de havde hilst; og de, der sad inde bag Vinduerne og fulgte de Forbispaserende i Gadespejlet, smilte over til hinanden, naar hans knokkelmagre Skikkelse sammen med Lyden af hans Skridt var bleven borte i Gydens Krumning.

Med det nylige Tyske Kejserrige, just syd for Kolding, dannet ved at vise sin militære overmagt mod både Danmark og Frankrig, måtte den danske befolkning se indad på hvor det gik galt, og hvorfor vi nu var så lille i Verden. Af frygt for at vække den voldsomme bjørn igen, forsøgte Danmark ikke at provokere Tyskland, mere end højst nødvendigt. Derfor erklærede Danmark, samt de andre Nordiske lande, neutralitet under begge Verdenskrige. Det hjalp dog ikke med at undgå at nazisterne besatte Danmark i fem år. Dette gjorde at tyskerfrygten i samfundet udviklede sig til noget nærmere et tyskerhad. Daværende arbejds- og socialminister Hans Hedtoft skrev i april 1946 - på 6-årsdagen for Besættelsen - i avisen Socialdemokraten en kronik om sin oplevelse den skæbnesvangre morgen. Her er midterste tredjedel. 

Det blev en Tysker, som vækkede mig den 9. April om Morgenen, Lederen af de herværende tyske socialdemokratiske Emigranter, Rikard Hansen fra Kiel. Han kom for at faa mig med til Sverige straks. Skynd dig, det drejer sig om Minutter! Gestapo er altid i Hælene paa Wehrmacht, og de ved antageligt alt om dig! Da jeg tav, fortsatte Rikard Hansen lidenskabeligt: - Vær nu ikke letsindig, jeg kender Gestapo, de Sataner, de tager dig, og du kan være dødsens inden Aften! - Han forstod simpelthen ikke min Tankegang, da jeg forklarede, at det for mig var udelukket at stikke af. Rikard denne trofaste Kammerat, dette straalende Menneske, som selv havde været jaget af Hitlers Bødler, bestaaet sin Ildprøve i illegalt Arbejde og bogstavelig altid i sidste Sekund sluppet fra det med Livet, græd - af Bekymring for mig - da han i de tidlige Morgentimer kørte mod Nordsjælland. Samtidig sprængte Abwehrfolk Døren til hans Lejlighed 10 Minutter fra min Bolig. Kort Tid efter besatte en Militærpatrulje Partikontoret i Rosenørsallé: Wir suchen Rikard Hansen! Men Rikard og de øvrige mest truede var paa Vej til Sverige - og alle øvrige var søgt alarmeret og gaaet i Dækstilling. Da Matteotti-Fondens tyske Emigrantfortegnelse og Regnskabet - forøvrigt lang Tid efter - blev beslaglagt var de formelt uangribelige og samtidig komplet værdiløse for Gestapos Menneskejagt.

Kort efter krigen, ledte socialdemokraten Hartvig Frisch en Retskrivningsreform som blev vedtaget i marts 1948. Denne reform introducerede det svenske Å, til brug i stedet for Aa; en ændring i udsagnsords datidsformer, fra kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville; og en fjernelse af stort forbogstav i appelativer - fællesnavne. Denne sidste ændring, havde der været fortalere for siden 1700-tallet, men danskernes tyskerhad, var på et uforsonligt højt niveau efter Besættelsen, og ved at fjerne stort forbogstav, valgte Danmark at adskille sig fra tysk, og læne sig tættere op ad svensk og norsk.

Med denne Retskrivningsreform, er vi nu nået til et skriftligt dansk, som er identisk med vores nuværende, og derfor er der som sådan ikke behov for flere teksteksempler - desuden befinder vi os nu i en tidsperiode, hvor ophavsret gælder, og det derfor er sværre at finde gode eksempler - men jeg har dog valgt at inkluderer en sidste tekst, for at have moderne nudansk repræsenteret: Anne Knudsens Hvor jeg var barn, var der isbjørne, om hendes barndom i Grønland. Dette uddrag er fra stykket hvor hun fortæller om piteraq - en voldsom snestorm som tit ramte hendes barndomsbygd Tasiilaq (piteraq betyder "noget, der overfalder en"). Annes familie ville gå i dækning i deres hus' kælder, og dagen efter ville sneen gøre det umuligt at gå i skole.

Om eftermiddagen kunne vi komme ud at lege, og det var forunderligt at se, hvor forandret landskabet var. Skrænterne mod nordvest var blæst helt rene for sne og stod i den nøgne, grå granit, mens alle sydøstsiderne havde fået lange faner af hårdtblæst sne; den neden for vores hus var en af de største i hele byen. Vi havde en kælk med fra Danmark, men på piteraq-sneen, som var glat og hård, var det faktisk bedre at kælke på de plader af hård masonit, der lå oven i eksportkasserne med øl og sodavand. Vi kunne køre helt oppe fra balkonen og ned til vandledningen, en tur på henved 75 meter og med et flot fald. Der var altid et mylder af børn på den skrænt, når piteraq-sneen var ny; næsten alle kunne få fat i et stykke hård masonit. Men eftersom sneen blev liggende i mange måneder, blev det ikke ved med at være lige spændende, og egentlig kælkede vi kun igen, når en ny piteraq havde lagt endnu mere højde til skrænten.

Og med dette besøg til Grønlands østkyst, har vi nu afsluttet en 2000 års tidsrejse gennem det danske sprogs historie. Der er ikke meget mere at tale om, ud over Danmarks dialekter, men det er ikke et emne, som jeg har meget forstand på. Den fornemme københavnske dialekt er blevet spredt rundt i landet, og udviklet til Rigsdansk, hvilket har gjort at dialekterne generelt er blevet udrydningstruede. Du kan stadig møde folk som har lokale ord - da jeg stadig sang i Fællesklang, var jeg ude for at høre en af pigerne sige "ka' du høk da'?" - men ellers tror jeg - i hvert fald i min erfaring, opvokset i Danmarks storbyer - at dialekternes indflydelse på Rigsdansk, mest kan høres i udtalens melodi. Jeg er for eksempel opvokset i Østjylland, så jeg har det med at gøre slut-e i ord stumt, for eksempel ville jeg sige: "jeg véj ik' hvad det skal sîj'" i stedet for "jeg ved ikke hvad det skal sige", eller "NØR'broGAaj'" i stedet for "nørRəBROgaðə". Men ellers er mit udtalte sprog Rigsdansk i tonalitet. Det samme gælder for hele landet. Moderne dansk er derfor et hegemonisk sprog, som hele Danmark forstår.