Ferie? Ja, jeg har hørt om fænomenet

Jeg kommer sent hjem efter en lang dag med eksamensskriveri, og ser at jeg har fået et brev fra Frelsens Hær.
"Åh, har det noget med min missionstur til USA at gøre?" Jeg åbner brevet:

"Danmarks udsatte børn fortjener et par dage uden bekymringer!"

Nåh, det var det altså ikke, ja ja, Lars lad os se hvad du skriver denne gang.

"Kære Daniel Pedersen

Tænker du nogen sinde over, hvordan det må være kun at have en enkelt dags ferie? [...]"

En enkelt dags ferie?

Kære Hr. Lydhom, jeg har et (retorisk) spørgsmål til dem. "Hvad er ferie for noget?"

Som universitetsstuderende mister man helt ud ferien. Det lykkedes mig godt nok at snige en uge eller to med min familie ind sidste sommer, men det kun fordi jeg havde mit læsestof med og læste i det hver dag, såvel som at jeg måtte tage hjem til studieforberedelse tidligere end familien nok havde ønsket.
Efterårsferien er teknisk set undervisningsfri, men lektierne til ugen efter er næsten dobbelt så store som normalt.
Her i påskeferien havde vi terminsprøve, og jul? Første semester havde jeg en 12 siders opgave der skulle afleveres den 22. december, så en halv uges jul med familien og tilbage til skriveriet til 7. januar, og mundtlig eksamen den 28.. Her på tredje semester var der ikke engang tid til at holde jul med familien.
Lige nu sidder jeg med en ti siders opgave der skal aflevers mandag, en femten siders opgave der skal afleveres den efterfølgende mandag, og så skal jeg på to måneders missionstur til USA, som godt nok bliver noget af en oplevelse, men vil næppe kunne klassificeres som ferie. Så snart jeg kommer hjem skal jeg forberede mig til den mundtlige eksamen jeg kommer til at misse, fordi jeg er i USA, for ikke at glemme at det forventes at jeg også bruger hele sommeren på at forberede Bachelorprojekt...yeah, det kommer ikke til at ske.

Så ja, jeg tænker skam tit over hvordan det er kun at have meget få feriedage i løbet af året. Jeg lever skam igennem det.
Men min hverdag som universitetsstuderende er selvfølgelig selvvalgt, det er de udsatte børns hverdage ikke.
Vores liv kan ikke sammenlignes, jeg trængte bare lige til at få meldt ud.

;-)

Den der følelse af noget stort

Nogle gange oplever man at der sker nogle ting som ender med at forandre verden som man kender den, men hvor ofte ved man egentligt at disse begivenheder faktisk vil ændre verden mens de sker?

Hvor mange vidste at kong Filip 2. af Makedoniens erobring af et borgerkrigshærget Grækenland ville lede til at sønnen, Alexander, ville erobre den samtidige verdens største rige nogensinde, Perserriget? Og endda erobre mere end det?

Hvem kunne have vidst at ved at rasere en landsby i Centralasiens stepper, og bortføre en ung knøs’ mor fra landsbyen ville man inspirere denne dreng, Temujin, til at samle alle steppens stammer og udvide deres territorie til det største vedvarende landsimperium i verdenshistorien til dato?

Kunne man have vidst at valget af Hitler i Tyskland i 1933 ville føre til den blodigste krig nogensinde?

Ingen anså mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo 28. juni 1914 som noget der ville blive mere end et lokalt opgør mellem Serbien og Østrig-Ungarn. Hvorfor skulle en person der var blevet valgt demokratisk være årsag til en verdensomspændende krig?

Men hvad med begivenheder som man bare ved med det samme vil ændre ens opfattelse af verdenen?

Begivenheder som opdagelsen af det amerikanske kontinent, hvor verdensbilledet pludselig blev fordoblet. Eller Berlinmurens fald i november 1989, som er tegn på den kommunistiske verdens fald (i Europa). Murens fald var ikke startskuddet til kommunismens fald, der var optøjer i Polen et halvt års tid tidligere, men Berlinmurens fald blev sendt på tv hele verden rundt, og fungerede som et symbol på ”jerntæppets” svindende greb om Østeuropa. Der var mange som endda troede på at nu ville der endelig være fred på jorden. Huh, boy…

Personligt kan jeg kun selv huske en enkelt begivenhed som man bare vidste med det samme ville ændre verden.

Det er allerede 16½ år siden og svært at huske præcist hvad jeg følte den tirsdag eftermiddag, efter at have hentet storebror fra en fodboldkamp. Med min uforstående viden på det tidspunkt tror jeg mere jeg blev irriteret over hvor meget de videoklip med flyene der fløj ind i Twin Towers blev genudsendt, ikke bare den dag, alt andet tv var aflyst, men også de efterfølgende dage.

Man kan vel også tale om det Arabiske Forår som en begivenhed/periode der ændrede mange folks verdensopfattelse, eller i hvert fald den arabiske verden. Her kom flere hundreder demonstranter på gaderne for at kræve forbedringer, og hvis det ikke ville ske så vælte de diktatorer der havde siddet i årtier. Først gik det godt, Ben-Ali væltet i Tunesien, Mubarak i Egypten, Qadaffi (med hjælp fra Vesten) i Libyen og Saleh i Yemen. Men hvordan ser det ud her syv år efter?

I Egypten blev den valgte præsident Morsi væltet fordi han ikke var meget villig til at indføre mange af de reformer han blev valgt på, og det er i dag en militærmand der sidder som præsident.

Yemen er i borgerkrig startet af Shiamuslimske militser der (ikke bekræftet men 80-90 % sandsynlighed) støttes af Iran og derfor er Saudi Arabien gået ind i krigen for at undgå at dets ærkerival får fodfæste i et naboland. Det har medført totalblokade, og menneskerettighedsorganisationer har kaldt Yemens borgerkrig for den måske værste humanitære krise nogensinde.

Libyen klarer sig ikke meget bedre med sin tredelte borgerkrig. Kun Tunesien anses som at være en moderat ”succes” af det Arabiske Forår, med dets indførelse af en række reformer, men her heller ikke uden problemer.

Men hvad kan man så nævne som en verdensændrende begivenhed?

Jeg fristes nærmest til at sige præsident Donald Trump (jeg får helt kuldegysninger bare af at skrive det.)

Ja, ja… han plaprer løs om det ene usammenhængende emne til det andet. Han kaster USA’s verdensproblemer på alle andre end ham selv. Han står for alt det jeg synes er galt i verden. Etc. Vi har været igennem alt det her før.

Hvis jeg skal give ham nogen form for kredit, så er det at han indirekte har fået genetableret relationer mellem Syd- og Nordkorea. Trumps galskab virker til at have skræmt Nordkoreas topfolk, og overbevist dem om at han ikke bluffer med at ville destruere Nordkorea ”with FIRE AND FURY”. Om den amerikanske kongres ville lade ham gøre det er en anden sag, men han ville sikkert kunne finde på det.

De sidste siddende præsidenter har forsøgt at forhindre Nordkoreas atomvåbenprogram med stigende sanktioner. Det har ikke virket. Så kommer Trump, råber (på Twitter) om den ”Lille Raketmand” og at ”FIRE AND FURY” måske er for spagt. Først forsøger Kim Jong Un at svare ”Dotard” Trump igen, og den nordkoreanske udenrigsminister annoncerer at de anser Trumps tweets som en krigserklæring. Det næste der sker er at Kim Jong Un og Sydkoreas præsident Moon Jae In begynder at skabe en kontakt mellem de to lande, som har manglet i 10-12 år. De to nationer deltog som et samlet Korea til Vinter OL. Og der er tale om et møde mellem Kim og Trump personligt, måske i løbet af næste måned.

Øhh… hvad? Det land jeg er vokset op med dom værende det mest lukkede land i verden, begynder at åbne op? I lille grad, ja, men endog åbne op. Bare her til morges skete noget nyt. For første gang nogensinde besøger en Nordkoreansk leder en Sydkoreansk leder SYD for den Demilitariserede Zone.

Fra The Guardians reportering af mødet

Det er selvfølgelig stadig for tidligt til at sige om dette virkelig vil medføre en kæmpe forandring af folks verdensopfattelse, eller om de to lande skrider fra hinanden igen. Efter 70 års opdeling (de blev jo opdelt efter Anden Verdenskrig, før Koreakrigen) er de to lande udviklet meget forskelligt, og de vil måske ikke kunne fungere sammen selv hvis det skulle blive til genforening.

Men hvad nu hvis?

Demokrati? Hvad er det?

I dag er regeringens udvalg for "bedre universitetsuddannelser" kommet med anbefalinger om at degradere Studenterrådets rolle på universiteterne.

Siden Studenteroprøret i 1968 har Studenterrådet, bestående af studerende, haft medbestemmelse på universiteternes uddannelsesstrukturer. På universiteterne holdes der hvert år Uni-valg for at vi kan få indflydelse på rektor. Som det er kommet frem i dag, skal Studenterrådets rolle degraderes fra medbestemmende til rådgivende. Med andre ord; Rektor vil få fuld bestemmelse over universiteternes fremtid.

Hvis dette forslag kommer igennem, hvad skal man så med et demokrati? #voresuddannelse

Et skakparti - og en sang om frihed.

Så jeg var i Musikhuset og se musicalen Chess i sidste uge. Kort sagt; en god forestilling.
Var forestillingen dog de 600 kr den kostede værd? Lad os regne på det.
Kun én gang slog teknikken fejl; i første sang var Stig Rossens mikrofon ikke skruet op. Det var kun 2 sætninger, men det var dog showets hovedperson.
Jeg sad på forreste række, og kunne kigge ned til musikanterne.
Det var den første store/professionelle turné i Danmark med musicalen på dansk, så det var en oplevelse andre der har set musicalen før ikke har fået. Dog var der en sang der ikke var blevet oversat; hele showet er på dansk (Where I want to be -> Der hvor jeg vil være; Anthem -> Mit hjertes land), og så synger de pludselig "One Night in Bangkok", og så tilbage til dansk.
Jakob Zethner som spillede den russiske diplomat Molokov, der leder den sovjetiske delegation til skakmesterskaberne, sang og talte med en tyk russisk/østeuropæisk dialekt. Så tyk at det nogle få gange var svært at forstå ham. Det er dedikation til rollen.

Jeg ved ikke om forestillingen var de 600 kroner værd, men 500 havde den i hvert fald været.

Troubles in Paradise?

Vi oplever denne sæson et problem i Fællesklangkoret.
Alle hygger sig, og spreder glæde til hinanden, så det er ikke noget alvorligt problem som sådan.
Og dog.

Vi lejer os ind i UngdomsKirkens lokaler når vi øver hver mandag. Kirkesalen er selvfølgelig det største lokale, men det er kun brandsynsgodkendt til 150 personer.
Der var ingen der forventede at vi ville være meget mere end 100 sangere denne sæson; måske 120 hvis vi satsede højt.
De tre første øvegange på en sæson er altid åbne så folk kan komme ind og se om Fællesklangkoret er noget for én. Den anden øvegang var vi i alt 143 personer.
Det er flere personer end der er stole i HELE kirken, både i salen og stuen ovenpå, så flere af os måtte stå op hele aftenen.

Selvfølgelig forventede vi ikke at alle der kom anden gang ville komme tilbage som fast korsanger, men vi havde jo også to andre åbne gange, og selvom vi ikke kom helt op over de 130 hverken den første eller tredje gang, så blev der jo nogle nye fra hver af de tre gange.
Vi har lavet en registreringsliste denne sæson, og efter de tre åbne gange er der blevet registreret 171 sangere i koret, hvoraf kun 8 ikke fik betalt kontingent inden fristen udløb. Dvs. 163 sangere.
Vi forventer stadigvæk at kunne være i kirken når vi øver, for alle kan jo ikke være der hver gang; men så bliver det også spændende hvad der vil ske på Kordagen, en lørdag hvor vi har 6-7 timers korøvning - "obligatorisk for at kunne deltage til koncerterne".
Og når nu vi taler om koncerterne, hvad så med dem?

Til tidligere koncerter har vi jo godt nok overtrådt brandsynsgodkendelsen, med op mod 100 sangere + ca. dobbelt så mange gæster; men hvor længe kan vi blive ved med det, når nu antallet af sangere alene overstiger dets tilladte kapacitet?
Fra næste sæson af vil der være mere strekse regler angående registrering af kormedlemmer. Vi vil højst acceptere 148 sangere (+ 2 korledere), og så må det gå efter Først til Mølle-princippet når man tilmelder sig.
Men det løser kun problemet med antal korsangere. Fra næste sæson. Det løser ikke problemet med plads til gæster til koncerterne.

De tidligere sæsoner jeg har været med, er pladsproblemet løst ved at holde en ekstra koncert. Altså, min første sæson var det én koncert, så to koncerter, og her til jul havde vi tre koncerter. Men hvor længe kan man blive ved med at tilføje flere koncerter? Desuden har det ikke hjulpet, der har stadig været overfyldt ved ekstrakoncerterne.
Vi har forsøgt at spørge på Dokk1 om de har plads til at vi kunne være dér, men deres konferencerum er ikke meget større end UngK's sal, så det ville ikke gøre nogen forskel, med mindre vi holdt en offentlig koncert på trapperne, men det syntes vi ikke var et godt alternativ; ocerskud fra koncerterne går til Velgørenhed, hvis det er en åben koncert på gaden så 1) er den gratis 2) folk går bare forbi i stedet for at blive og høre på musikken.
En - problemfyldt - mulighed ville være at finde et lokale på omtrent samme størrelse (Dokk1 kunne måske fungere her) og så dele koret op i to lige store dele, og holde koncerter begge steder på én gang. Problemet er her, at så ville der kun være en korleder ved hvert sted; vi ville ikke få samme klang; pointen med at vi synger sammen i et stort fællesskab mistes; og der skulle hyres personer til at spille klaver hvert sted. Såvel som andre mindre ting, der ville gøre dette for besværligt.
Man kunne leje scener der er beregnet til kæmpe menneskemængder såsom Musikhuset, men sådan et sted kræver jo nok at man søger 2 år (eller flere?) forinden, og det er altså bare for besværligt.
Ummidelbart tænker jeg at den mest realistiske løsning, foruden at blive i UngK, vil være at leje Domkirken, den er jo designet til at kunne holde et par hundreder mennesker ad gangen. Her er der så bare de problemer at man skal henvende sig til menighedsrådet senest 3 måneder før koncerterne skal holdes (13+14 maj), og "Koncerter afholdes normalt ikke lørdage og søndage af hensyn til kirkelige handlinger på disse dage." som der står på domkirkens hjemmeside, men vi plejer jo at holde koncerterne om søndagen, og en ekstra om mandagen...


Indtil videre må vi jo bare tage det som det kommer. Vi fortsætter nok i første omgang ved at blive i UngK, og så må vi se hvad det bliver til i næste sæson.

Den store lovsang

Da vi tilbage i august opstartede vores lille lovsangsgruppe/band var jeg blevet spurgt om jeg ville være med til det af Nathanaël. Planen var at vi skulle spille for Forvandlet-gruppen der ville komme til Aarhus den første weekend i oktober, fordi lovsangsbandet fra Valby ikke kunne være der den første aften. Han havde ikke nogen direkte planer om hvad jeg skulle lave i dette band. Han selv ville spille på bas (i starten korpsets kontrabas), Christoffer på klaveret og Jonas på trommer. Jeg havde en snigende mistanke om at Nathanaël ønskede at jeg skulle være forsanger i gruppen; han havde tidligere fortalt mig at han og Ruchama troede på at Guds plan for mig involverer at jeg sang for i et lovsangsband, og måske er det Guds plan, men ikke en jeg føler for eller har mærket et kald for. Jeg fortalte ham at jeg ikke ønskede at skulle være forsanger; han accepterede og tog selv rollen.

Første gang vi mødtes til en lovsangsøvelsesaften var tirsdag den 8. august. Det var en mærkelig følelse at være til stede; den eneste uden et instrument og uvillig til at synge for. Jeg følte ikke at jeg hørte til dér på dét tidspunkt; bare en observatør.

                                              En vlogger kommer forbi korpset på vores første øvegang (1:56) for at møde
                                              sin ven der var på besøg hos Nathanaël den dag.

Da jeg kom hjem den aften sad jeg dybt i mine tanker. Skulle jeg droppe ud af gruppen inden den for alvor blev oprettet, eller skulle jeg finde en anden løsning. Jeg havde jo allerede mit kære Fællesklangskor jeg sang med i hver mandag aften. Ja, det har ikke noget med Frelsens Hær at gøre, men som jeg har nævnt før er koret én af de få ting der konstant giver livsglæde, for at bruge et af de ord andre i koret brugte da de blev interviewet i anledning af reklame til opstarten af vores søsterkor i Odense.

Jeg så rundt i mit værelse. Dér i hjørnet stod mine to guitarer, en akustisk jeg må have fået af mine forældre da de flyttede til Svendborg (bevidst eller ubevidst ved jeg ikke), og en elektrisk jeg købte da jeg fyldte 18. Selvom jeg i fordums tid havde ønsket at lære at spille guitar, havde jeg her otte år senere aldrig lært andet end at kunne spille A, G og D-akkorder. Jeg kendte til Barre-akkorder hvor man lægger pegefingeren fladt over guitaren og med de andre fingre former en E-akkord, men kendte ikke selve E-akkorden.

”Hvis jeg tager mig sammen ville jeg måske kunne lære at spille de vigtigste akkorder på de små to måneder inden Forvandlet-gruppen ankommer” tænkte jeg til mig selv, og tog min akustiske frem og forsøgte at vænne mine fingre til at hoppe fra den ene akkord til den anden. Dér sad jeg så på mit værelse mellem en halv og hel time hver dag i den følgende uge og forsøgte at lære nye akkorder efter at have google mig frem til hvor’n de laves. Den næste øvelsesgang konfronterede jeg så Nathanaël direkte med spørgsmålet ”hvad havde du tænkt at min rolle i dette lovsangsband skulle være, for du får mig ikke til at synge for?” Han havde ikke noget svar. Ud fra hans ansigtsudtryk tror jeg at han læste mit som at jeg gerne ville være med i gruppen men ikke følte at jeg havde nogen plads. Så fortalte jeg ham at jeg havde forsøgt at lære guitar i den forgangne uge og han lånte mig korpsets akustiske til at jeg kunne prøve at følge med under aftenens øvelse.

                              Den tidligste optagelse af min guitarøvelse; optaget 28 august, ca. to uger efter jeg begyndte

Det var sår’n jeg startede med at lære at spille på guitar, og min elektriske guitar blev forflyttet til korpset med forstærker. Fordi vi kun havde to måneder til at øve og vænne os til at spille sammen forventede jeg kun at skulle spille rytmeguitar så jeg kunne koncentrere mig om at lære akkorderne og skifte mellem dem. Men da Jonas begyndte at klage over at de udvalgte lovsange næsten kun var stille eller forholdsvist langsomme sange fandt Nathanaël en Hillsong-sang som ikke var så stille og langsom, som han så syntes at vi skulle spille. ”Go” er dog en rigtig guitarsang og Nathanaël begyndte de første par gange at kalde den for ”Daniels udfordring” fordi jeg pludselig skulle lære fingerspil og soloriffs for at sangen kunne fungere. Det gik dog hurtigt op for alle at det ikke kun var ”Daniels udfordring” men ”alles udfordring”, og med kun en øvelse tilbage før Forvandlet-gruppen ankom overvejede Christoffer og jeg om det var én vi skulle droppe da vi kun havde brug for fire sange til lovsangsaftenen og vi havde brugt tid på at øve syv sange. Nathanaël endte med at trumfe sangen igennem (jeg havde allerede brugt min vetoret på en anden sang jeg simpelthen ikke kunne vænne mig til rytmen i).

Om det var nødvendigt at spille ”Go” eller ej, er ikke til at vide. Men selve presset og den deadline vi havde med at skulle være klar inden oktober var åbenbart det der skulle til før at jeg kunne tage mig sammen til at lære at spille guitar. Jeg husker tydeligt nogle ord min far sagde om mig til nogle andre for mange år siden. ”Hvis Daniel sætter sig noget for, så udfører han det.” Det tog otte år, men jeg lærte at spille guitar.

                                   Nogle få klip fra lovsangsaftenen fredag 2. oktober. Overordnet gik det, æhmmm okay?

Siden Forvandlet-weekenden har jeg forsøgt at blive bedre på guitaren, og jeg mener ikke bare at spille de samme akkorder igen og igen. Jeg har forsøgt at finde andre måder at spille de samme akkorder på, for det vil kunne give lidt mere liv i en sang hvis man kan spille den samme akkord forskelligt. Lige netop dette skridt er jeg ikke kommet så langt med, eftersom at jeg havde undervisning som fratog mig meget af den tid jeg egentlig burde bruge på guitaren hvis jeg ville forbedre mig. Uddannelsen kommer jo selvfølgelig først, men jeg har lagt mærke til at jeg har forbedret mig. Jeg har forsøgt at bruge forskellige YouTube tutorials til at finde andre måder at kunne forbedre mit guitarspil på, og hvor’n man nok kunne forbedre den måde vi spiller nogle af vores lovsange på. Desuden er jeg begyndt at spille til gudstjenesterne, det hjælper med at lære rytmer og hurtigt skifte til akkorder jeg ikke bruger så tit, såvel som at lære hvor diverse toner (såsom C# og Gb) ligger på guitaren når jeg pludselig støder ind i dem. Jeg har også to gange haft min akustiske guitar med ud og spille sammen med Nathanaël, en gang i Brabrand Kirke til et af deres ’Torsdagstræf’ (om onsdagen) og en gang til jul i Ebeltoft.

Et par enkle samtaleemner er dukket op til de sidste par øvelsesgange. Jonas ønsker blandt andet at vi begynder at betale en månedspris for at være med i bandet, sår’n at vi når puljen er stor nok vil kunne gå ud og købe nye instrumenter eller andre måder at forbedre instrumentlydstyrkerne. Generelt ønsker vi også at vi kan få flere til at være med i gruppen, hvis ikke på instrument så som sanger, om de skal være forsanger eller backup-vokal vil kunne besluttes senere, men hvor’n lokker vi lige nye til? En sidste vigtig ting Nathanaël har nævnt er at vi skal tænke over hvad vi har af visioner for lovsangsgruppen, hvis vi skal kunne udvide os.

Det er også en ting jeg har tænkt på hele den tid vi har øvet. Jeg tror at jeg er kommet frem til et visionsmål laaaaaaaaaaannnnnnnnnggggggttt henne ad vejen. At Frelsens Hær skal have en stor landsdækkende lovsangsgruppe.

Lad mig starte fra begyndelsen her. Valby korps har haft sin egen lovsangsgruppe i efterhånden mange år, som har spillet til gudstjenesten hver uge, og de har været villige til at komme med på lejre, enten hele gruppen eller to-tre stykker, til at stå for lovsangsstunder. Og de ville også komme her til Aarhus til Forvandlet-weekenden men kunne bare ikke komme den første aften. Det var årsagen til at Nathanaël ønskede at vi startede en gruppe op her, så Forvandlet-gruppen kunne få deres lovsangsstund den første aften også.

Der var i første omgang tvivl om vi som gruppe ville kunne holde sammen efter Forvandlet, for da ville vi ikke længere have et endemål på samme måde. Vi arbejdede med det som ”den tid, den sorg.” Men jeg begyndte at tænke på hvad jeg ville med bandet, nu da jeg havde fået en guitaristrolle. Og jeg begyndte at tro på et fællesskabsfyldt lovsangskor, hvor både Valby og Aarhus ville kunne spille sammen; i stedet for at drille hinanden med nogle handlinger der kunne minde om rivalisering. Sår’n nogle bemærkninger har jeg hørt for sjov blive udtrykt i mit kor om vores nye søsterkor i Odense, som faktisk havde første øvegang i går. Det var ikke noget jeg ønskede her. Det her er lovsang, vi hører alle sammen, vi er alle venner, vi har den samme tro og samme kirke. De fleste af os kender jo i forvejen hinanden godt og har været venner i årevis. Hvorfor skulle vi ikke kunne samarbejde?

Da jeg mødte Lukas, Leo, Oliver og Nathalie fra Valby til Design for Life/LUT-weekenden fortalte jeg dem om at vi havde startet vores eget lovsangsband op i Aarhus, og at hvis muligheden engang skulle finde sig, kunne jeg godt tænke mig at vi spillede sammen; måske til store lejre som Bibelstævne eller Landslejr. Lukas var åben for idéen, hvilket gjorde mig glad og fuld af håb for fremtiden. Da de kom til Aarhus den anden dag i Forvandlet-weekenden gav de besked om at de var åbne for at vi spillede sammen med dem til gudstjenesten om søndagen. De tre andre takkede nej, men jeg sprang til og så det både som en udfordring om at spille (begynder-)guitar ved siden af en guitarmester som Bjarke (Cecilies mand) (jeg fik stor ros, også selvom at jeg ikke havde fortalt at jeg kun havde spillet i mindre end to måneder; ville jo ikke fremskynde medlidenhed fra dem hvis det gik galt), og som et skridt imod den fulde vision jeg havde fået for vores lille lovsangsband. Også selvom at de tre andre havde takket nej for denne gang.

Hvad jeg mente ovenover med et landsdækkende lovsangsband var, at i mit endegyldige visionsmål ville inspirationen komme til diverse forskellige korps rundt om i landet, om at starte deres egne små lovsangsgrupper op, og så når vi alle alligevel var samlet til de store lejre som Bibelstævnet, Forvandlet eller Landslejren, kunne vi have et stort lovsangsorkester som sammen ville spille. Man kunne her så spille på skift hvis nogen blev træt, og man ville også få muligheden for at spille med andre end dem man altid spiller sammen med, hvilket jo faktisk udvider ens musikalske kapabilitet. Men igen, dette er et visionsmål langt ude i fremtiden. I første omgang er Aarhus’ lovsangsgruppe noget der måske kan fungere som en afprøvning af visionen, hvis alle er åbne for idéen.

                         Optaget 6. januar, for at se hvor langt jeg havde udviklet mine guitarevner på knap fem måneder.

Halvvejs gennem Bacheloruddannelsen

Med det tredje semester afsluttet, må det være på tide at give en kort opridsning af hvad uddannelsen har budt på i det forgangne efterår, da dette jo efterhånden er ved at blive en tradition. Jeg har jo sådan set skrevet om disse fag herpå bloggen allerede, så det bliver ikke så detaljeret som de forrige gange.

Bemærk, som jeg skriver dette har jeg endnu ikke fået svar tilbage fra mine to skriftlige eksamener.

Tredje semester har bestået af følgende tre fag:

15 ECTS – Kildenært Emne

10 ECTS – HUM-Fag

5 ECTS – Litteratur- og Informationssøgning

Kildenært Emne er en direkte fortsættelse af andet semesters Kildeintroducerende Emne, dvs. for mig var emnet den kulturelle kolde krig. Pensummet fra andet semester bruges her som baggrundsviden til hvad efterårsemnet virkeligt går ud på. At de studerende skriver deres første større selvvalgte opgave (”Fri Hjemmeopgave”) over deres kildeintroducerende/kildenære emne. Opgaven har en længde på 15-20 ”normalsider” (”normalside” = 2400 tegn inklusive mellemrum), og bliver blandt andet bedømt på hvor god den studerende har været til selv at finde kildemateriale, bedømme dets brugbarhed og sætte det i kontekst med fagets emne. Skemalagt har været et par vejledningssessioner med underviseren, men ellers er alt arbejdet ment som skulle værende individuelt.

HUM-fag (Humaniorafag) er udbud af fag fra diverse humanistiske uddannelser som enhver humaniorastuderende skal vælge mellem. Jeg havde faget ”Middle Eastern Politics” udbudt fra Arabiske Studier. For at kunne tage eksamen i HUM-fag skal man udføre ”tilfredsstillende aktiv deltagelse i undervisningen”. I mit fag om mellemøstlig politik har vi fået introducerende undervisning i emner som: styringsformer (kongerige eller ”republik”); forskellen på olierige lande og ikke så olierige lande; Irans Islamiske Republiks regeringsstruktur; og autoritære styringsforhold.

Den skriftlige eksamen består af to dele: en 7-9 siders opgave over et selvvalgt emne og en 1½-2 siders reflektion over faget, "hvorfor valgte jeg dette fag? Hvad har jeg fået ud af det?" m.m.

Litteratur- og Informationssøgning er et mærkeligt fag. Jeg har næsten glemt at jeg i det hele taget har haft det. Faget er en introduktion til det at søge efter litteratur til ens opgaver gennem Universitetsbiblioteket (Det Kgl. Bibliotek Aarhus/Statsbiblioteket) og diverse databaser, f.eks. Daisy (Rigsarkivets database). Vi har også fået introduktionsbesøg på Rigsarkivet (Landsarkivet i Viborg), og på Stadsarkivet nede på Dokk1. Vi har fået udleveret forskellige former for opgaver at løse under undervisningen (hvis man da kan kalde det undervisning). F.eks. en ”oversættelse” af et 1700-tals dokument.

Alt dette er godt at vide, især i en uddannelse hvor det at kunne finde relevant læsestof er en af grundpillerne. Men netop derfor er det et mærkeligt fag at have på tredje semester. Vi skulle bruge nogle af disse færdigheder i løbet af andet semester, så hvorfor får vi først undervisning i dem på tredje? Dette er et spørgsmål som VIPerne (VIdenskabeligt Personale) også har spurgt, og fra den nye studieordning der træder i kraft fra August vil faget ikke eksistere længere (bortset fra for dem som starter på tredje semester til den tid). Faget vil fra den nye Studieordning blive fordelt ind under andre fag.

Eksamen i Litteratur- og Informationssøgning har bogstaveligt været at møde op til undervisningen; jo der var enkelte opgaver/fremvisninger man skulle lave for at være ”tilfredsstillende aktiv”, men ingen skriftlige opgaver eller mundtlige prøver overhovedet, og til syvende og sidst blev beståelsen afgjort af om man havde misset for mange undervisningsgange eller ej. Så uden at føle at have gjort noget særligt bestod jeg dette fag i slutningen af november.

Til fjerde semester har jeg tre 10 ECTS-fag

Historisk Metode 2

Historisk Emne 3: Historiebrug

Valgfag

Både Historiebrug og Valgfag er valgfrie emner.

Til Historiebrug skal jeg (hvis jeg har forstået emnet ordentligt) rundt og besøge museer i Aarhus, og undersøge hvordan de bruger deres udstillinger til at formidle historien.

Til Valgfag skal jeg have om Jugoslaviens Historie fra etableringen efter første verdenskrig til sammenbruddet efter Østblokkens fald.

Metode 2 er et berygtet fag på Historiestudiet, da, efter sigende, hverken studerende eller undervisere kan fordrage faget, så det bliver spændende at se hvordan det bliver at få undervisning i.

En anden vigtig ting til fjerde semester er valget af Tilvalgsfag. Hvad har jeg tænkt mig at studere ved siden af Historie? Dette valg skal træffes i den første uge i maj, og er et valg der vil have betydning for resten af mit liv. Jeg har så småt tænkt en del over det, det sidste halve års tid, men der er nu kun 5 måneder tilbage, og tiden går hurtigt… Tilvalgsfaget er det jeg skal læse 15 ECTS for på femte semester (de resterende 15 ECTS på semestret hører til Bacheloropgaven), og hele sjette semester. Det bliver et stort valg…