J.R.R. Tolkien om Tom Bombadil og "Han er"

 [Her i efteråret har min far stået bag en bibelundervisningsrække om de steder i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger "jeg er den gode hyrde/døren/vejen, sandheden og livet" etc. Det fik mig til at tænke på en diskussion om en mindre, men vigtig, figur i Tolkiens univers. Jeg skrev nedenstående på et papir, så min far kunne få en forståelse om emnet. Ellers har jeg ikke ændret på teksten.]

Først lidt kontekst. I 'Ringenes Herre' bruger Tolkien 6 kapitler på at introducere Ringen & dens onde påvirkning på alle folk, men så i slutningen af sjette kapitel introducerer Tolkien figuren Tom Bombadil fra et digt han skrev i 1930'erne: 'The Adventures of Tom Bombadil'. Tom redder hobbitterne fra at blive opslugt af et ondt piletræ, & inviterer dem hjem til hans hus.

I kapitel 7 'In the house of Tom Bombadil' lærer hobbitterne - & læserne - mere om Tom, uden faktisk at noget om ham. Én ting er at Ringen ikke ser ud til at have nogen virkning på ham. Og det leder hobbitterne til at spørge både Tom & hans hustru "Hvem er Tom Bombadil?" Og hustruens svar "Han er," har ledt mange til at bruge det som argument for at Tom Bombadil er Tolkiens univers' Gud - Illuvatar, "Alfader". Hendes svar stemmer jo overens med Guds svar til Moses i den brændende Tornebusk, da han spurgte hvem der har sendt ham; "Jeg er den, jeg er! Du skal sige: Jeg er har sendt mig." Og Toms eget svar "Den Ældste, det er hvad jeg er." hjælper ikke med at overbevise en person, som er blevet overbevist om at han ER Gud, at han ikke er det.

Tolkien selv brød sig ikke om at tale for meget om Bombadil, da han foretrak at have noget mystisk & ukendt i sin fortælling, men da han i et brev fra en katolsk boghandelsejer, blev spurgt om beskrivelsen "Han er" insinuerede at Bombadil var Gud, tog Tolkien til orde - eller pennen - og sagde: "Jeg tror virkelig at du tager det alt for seriøst, foruden at misse pointen." Han går så i gang med at forklare hvad scenerne går ud på, & ja, hvis man faktisk læser de efterfølgende linjer i kapitlet, så giver "Guds-argumentet" ikke længere mening.

Ja, Goldberry siger om sin mand "Han er", men da hun ser hobbitternes forvirring fortsætter hun: "Han er som I ser ham." Det er svært at beskrive kun i tekst, hvordan hun har sagt ordene. Havde hun en filosofisk tone da hun sagde "Han er" eller pegede hun på Tom da hun sagde "Han er"? Tolkiens pointe var at gøre opmærksom på, at mange folk spørger "Hvem er du?" når de egentlig mener "Hvad er du (for en slags person)?" Bombadils eget svar da hobbitterne spørger ham "Hvem er du, Mester?" er "Hvad? Kender I endnu ikke mit navn? Det er det eneste svar. Sig mig, hvem er du, alene, dig selv, uden navn?" Fortæl mig hvem du er, uden at sige dit navn, eller dine venners navne til at beskrive dig selv.

Dét er pointen i scenerne i kapitel 7. Tolkien var først & fremmest en filolog - en sprogforsker - & han så sit snit til at bringe fokus på et linguistisk problem. Det endte så ikke med at være det, som folk fokuserede på. Derfor gik Tolkien så også filologisk til værks i spørgsmålet om "Han er" er det samme som "Jeg er". Han skriver: "Vi behøver ikke at gå ned i detaljerne i betydningen af 'Jeg er, den jeg er' - som er meget forskellig fra 'han er'. [henvisning til fodnote] Kun den første person (af verden eller andet) kan være unik. Hvis du siger han er, så må der nødvendigvis være mere end en, & en skabt (sub-)eksistens insinueres. Jeg kan sige 'han er' om Winston Churchill såvel om Tom Bombadil, vel nok?"

"Jeg er" er første person & har derfor en indfødt betydning af en eneståen. Der er ikke andre som 'jeg'. "Han er" er tredje person, & derfor må der være andre til stede. Der er ikke noget unikt, men mere en form for ligestilling imellem taleren & han som er.

Jesus i kunst

Jeg starter af med at sige, at jeg er ikke kunstanalytiker. Jeg har ikke meget forstand på kunst. Hvis jeg ser et maleri - eller skulptur - så har jeg sjældent en mening om det. Kan jeg lide det eller ej? Ofte føler jeg bare neutralitet mod det. Så dette oplæg er ikke en analyse, men mere en deskription af forskellige måder Jesus er blevet fremstillet i kunst.

Ideen begyndte da min mor - under forberedelserne til Ramasjangkirke - lavede en Jesusdukke af en træske og nylonstrømpe.

Jeg så den og begyndte at tænke på spørgsmålet: “Hvornår blev Jesus’ udseende standardiseret?” Vi har alle et billede af hvordan Jesus ser ud; langt hår, skæg og iklædt tunika - ofte med en romersk toga over skulderen.

Men var det virkelig sådan Jesus så ud som menneske på jorden? Vi ved det ikke. Der er næsten intet om hans udseende i det nye testamente, så det bliver ladt op til os, at selv forestille sig hvordan Jesus så ud. Så hvorfor er hans udseende så standardiseret?

For at få en forståelse over udviklingen, må vi gå tilbage til begyndelsen, tilbage til de ældste - overlevende - illustrationer af Jesus.

1. og 2. århundrede

Kort sagt, der findes ingen illustrationer af Jesus fra de første par århundreder. Hvorfor ikke? Jeg tænker at det har at gøre med at i begyndelsen af Kristendommens historie blev budskabet om Kristus spredt til folk i jødiske synagoger rundt i romerriget

Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere. ApG. 18,4

Da de kom til Efesos, lod Paulus de andre blive tilbage og gik selv hen i synagogen og førte samtaler med jøderne ApG. 18,19

Og for de jødekristne i menighederne har det at fremstille et billede af Jesus måske været set som et brud på det andet af de ti bud

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Ex. 20,4-5a

I den strengeste form for forståelse af det bud, må man slet ikke lave billeder af mennesker, vi er jo skabt i Guds billede ifølge Genesis, så ethvert billede af et menneske er også et billede af Gud.

Tidlige kirkefædre, såsom Irenæus (d. 202) og Clement af Alexandria (d. 215) virker til at have været imod fremstillinger af Kristus og apostlene

[Om Carpokraterne] [...] De besidder også billeder, nogle malede andre skabt af andre materialer; mens de fastholder at en fremstilling af Kristus blev lavet af Pilatus på den tid Jesus var blandt dem. De kroner disse billeder og sætter dem op langs billederne af verdens filosoffer; det vil sige, sammen med billeder af Pythagoras og Platon og Aristoteles og de andre. De har også andre måder at hædre disse billeder, på samme måde som hedningerne. Mod Kætterne 1:25,6

Og lad vore segl være enten en due eller en fisk eller et skib, skubbet af vinden, eller et lyreinstrument som Polykrates brugte, eller et skibsanker, som Seleucus fik indgraveret; og hvis der er en som fisker, vil han huske apostlene og børnene draget mod vandet. For vi skal ikke fremstille idolers ansigter, vi som er forbudne at skære dem; Paedagogus 3

I Sydspanien blev der i 306 afholdt et synode i den lille by Elvira (moderne Greanda). Under dette synode blev den 36. canon fastbestemt som “Det er ment godt at billeder ikke skal være i kirken, så det der æres og tilbedes ikke bliver malet på væggene.”

Som Kristendommen blev mere græsk end jødisk, blev den forståelse af det andet bud langsomt glemt, og i dag er det de færreste kristne denominationer som er strengt afholdende fra nogen som helst afbildning af Jesus.

Den ældste kunstneriske fremstilling af Kristus finder vi omkring år 200. Men det er en romersk hednings hån af de kristne der fremstilles.

Graffitien viser en mand med et æselhovede - et af de laveste og ringeste dyr - der bliver korsfæstet - den ringeste og mest ydmygende måde at blive henrettet på i Romerriget - og en mand der løfter armen i en hilsende og tilbedende gerning. Teksten oversættes til noget i retningen af “Alexamenos tilbeder [sin] gud.”

3. til 5. århundrede

I den syriske by Dura-Europos fandt arkæologer i 1932 en jødisk synagoge og en kristen husmenighed ved siden af. Begge huse var fyldt med de ældste religiøse vægmalerier af bibelhistorier og personer. Bygningerne er begge dateret til omkring år 235.

I den kristne menigheds hus, findes tre (overlevende) fremstillinger af Jesus; Den gode hyrde

Jesus der helbreder en lam (læst fra højre til venstre “Tag din båre og gå”)

Og Jesus og Peter går på vandet (delvist ødelagt)

Det første man måske lægger mærke til her, er at Jesus har kort hår og intet skæg. Det er noget som er helt fremmed for vores mentale billede af Jesus. Har han ikke altid set ud som han gør i dag? Nej, tydeligvis ikke. Hvornår forsvandt billedet af den skægløse Jesus? Det er svært at sige. Det virker til at i Østkirken blev den skæggede, langhårede Jesus standard i løbet af 600-tallet, mens han i Vestkirken stadig blev fremstillet som skægløs langt op i Middelalderen.

Her i den Senantikke periode har jeg lagt mærke til tre overordnede former for at illustrere Jesus - fire hvis vi tæller den gode hyrde med. De tre former er: Mirakelmageren, Filosoffen, og Guddommen.

Mirakelmageren ses for eksempel i de to ovenstående billeder, og viser Jesu store vidundere. Ofte i mirakelmagerillustrationerne ses Jesus holde en stav - se underneden - denne stav er ofte blevet set som en tidlig form af det, der en dag ville udvikle sig til en troldmands tryllestav. Andre - mere fundamentalistiske i deres tro - mener at det er blasfemisk at sammenligne Jesus med troldmænd, og staven her i stedet skal ses som en kontinuitet med Moses’ stav.

En kristen sarkofag fra ca. 400 har nogle illustrationer hvor Jesus udfører mirakler. Min kilde siger at sarkofagen tilhører Concordius, men når jeg søger efter Concordius’ sarkofag kan jeg ikke finde de samme illustrationer.

Her ses Jesus tre gange - skægløs med kort krøllet hår - med en stav til at udføre mirakler. I midten til venstre peger han staven på tre krukker, der forvandler vand til vin. Lidt til højre peger han på fem kurve fyldt med brød. Længst til højre vækker han Lazarus til live igen, mens hans søster beder ved Jesu fødder - bemærk i tidlig kunst havde Lazarus endnu kun én søster, fordi ideen om at han havde to var endnu ikke fastsat.

Filosoffen Jesus i tidlig kunst viser Jesus som en underviser. En underviser i græko-romersk kultur var sædvanligvis en filosof, så idéen om at fremstille den lærende Jesus der prædiker til sine disciple efter en græsk filosof var bare ren natur.

Sammenlign Jesus udseende i dette billede med statuen af Apollonios af Tyana under det.

Skægget Jesus, uden tunika - altså i bar overkrop - med højre hånd løftet som symbol på undervisning og skrifterne holdt i venstre hånd.

Ikke at Filosoffen Jesus altid blev designet med en græsk filosof som inspiration. I en romersk katakomb kan man blandt andet finde dette billede af en skægløs Jesus som underviser sine disciple.

Igen, højre hånd løftet som symbol på undervisning, og skrifterne i venstre.

Et eksempel på den Guddommelige Jesus kan ses på denne mosaik i Rom. Jesus sidder på tronen, klædt i guld og pragt, og tårner over sine følgere.

Med den Guddommelige Jesus og Filosoffen Jesus kan vi se de tidlige træk til hvad der ville udvikle sig til den Standardiserede Jesus.

6. århundrede og frem

I det Byzantinske Rige blev Kristos Pantokrator - Kristus Alhersker - en meget populær form at fremstille Jesus. I venstre hånd holder Jesus igen skrifterne, og højre hånd er løftet, men nu er fingrene placeret i en specifik gestus. Tommelfingeren rører ringefingeren, pegefingeren er næsten helt strakt ud, langfinger og lillefinger er begge bøjede, dette skal repræsentere de græske bogstaver ισχσ (ISXS) som er første og sidste bogstav i ordene ιεσουσ χριστοσ “Iesus Kristos”. Samme gestus findes på billeder af flere kirkefædre. Det ældste kendte pantokrator findes i Skt. Kathrines kloster på Sinaihalvøen.

Hvad der ellers er specielt ved dette billede er Jesus’ ansigt. Man lægger måske ikke mærke til det i første omgang, men efter at kigge lidt på det er der et eller andet der ikke føles korrekt ved det. Ansigtet her er nemlig opdelt i to halvdele, prøv at se hvad der sker hvis vi spejlvender de to dele.

Hvis jeg så disse to billeder på et museum, så ved jeg ikke om jeg ville kunne se med det samme, at de forestillede den samme person, men det er det. Så er spørgsmålet; hvorfor har man valgt at fremstille Jesus med to forskellige halve ansigter?

Det menes at de to ansigter repræsenterer Kristus’ todelte natur, som både fuldt ud Menneske og fuldt ud Gud.

Personligt kan jeg også godt lide idéen om at ansigtet repræsenterer det uperfekte i mennesker. Gud, der er det perfekte, kom til jorden i en uperfekt skikkelse, for at bringe os tættere på det perfekte.

I Vestkirken udviklede sig en tradition lignende Kristos Pantokrator, nemlig Maiestas Domini - Kristus i Majestæt - som viser Jesus siddende på en trone som Verdens Hersker, ofte - men ikke altid - omringet af andre hellige figurer - om det er engle, Maria, apostle etc.

Denne Maiestas Domini fra 12. århundrede i Aberdeen, har en skægløs Jesus, omringet af fire engle, og derefter de fire evangelist-atributter (Engel for Matthæus, Ørn for Johannes, Løve for Markus og Okse for Lukas).

Deisis - Bønfald - er en lignende form for Kristuskunst som de to ovenstående. Mest populær i Østkirken, den forestiller Jesus på tronen i centrum, og flankeret på begge sider af Jomfru Maria og Johannes Døberen. Nogle gange også andre personer som dette russiske billede, med ærkeenglene Mikael og Gabriel bag Jesus, Skt. Peter bag Maria og Skt. Paulus bag Johannes, efterfulgt af en række profeter og lokale helgener.

I 1200-tallet begyndte Vestkirken at fokusere mere på realisme i sine afbildninger af Jesus. Det kan blandt andet ses i toppen af dette billede, dedikeret til munken Bernardino af Sienna. 

Her ser vi Jesus flankeret af keruber og engle, men nu er han proportionelt realistisk, med blod flydende ned af højre side, dér hvor han blev stukket med et spyd, såvel som ar på både hænder og fødder.

Denne realisme finder vi også i renæssancekunsten, som i dette billede der forestiller den Lidende Jesus

Jeg har set dette billede mange gange, men selvom at billedet skal repræsentere Jesus som lidende, så har det at han og englene smiler, altid føltes forkert for mig. Nærmest som om, at det ikke er en lidelse, men at Jesus med glæde undergår tortur og henrettelse, hvilket bare ikke passer med min forståelse af Passionen.

Den lidende Jesus er blevet en af de mest populære former at fremstille Jesus i kunst - Mel Gibson lavede endda en hel film centreret omkring den fremstilling.

Her i Aalborg korps har vi også et maleri som viser den Lidende Jesus, af Thorvald Jørgensen.

Første gang jeg rigtigt kiggede på dette maleri, var min første tanke “kunne dette billede være mere europæisk?”. Brosten på jorden, huse bygget af tegl- og mursten, renæssance-rustning på soldaterne, og adelskjole på Maria Magdalene.

Men hvis vi ser bort fra europæiseringen i billedet, så viser billedet Jesus, bærende på korset, på vej til Golgata, med tornekronen, der blev presset over hans hovede. Dog midt i al forvirringen, finder Jesus stadig tid til at berolige Maria.

I modsætning til den Lidende Jesus finder vi hos vikingerne og de tidlige nordisk kristne billeder, en - for mangel på bedre ord - Stærk Konge Jesus.

Denne fremstilling kan ses bl.a. på den Store Jellingsten

Og på Aabykrucifikset - Danmarks ældste krucifiks.

Udstrakte arme der viser Kristi Rige, en vilje der viser sejren over Helvedes magter.

Udstrakte arme der viser Kristi Riges omfang, og en viljestyrke i øjnene der viser sejren over Helvedes magter.

Jeg har ikke kunnet finde nogle kilder der siger det, så det er måske bare en skrøne, men jeg fik engang fortalt at da Thorvaldsen skulle lave sine statuer til Vor Frue Kirke i København, var hans oprindelige idé til Kristusstatuen at det skulle være den sejrende Kristus ligesom i vikingernes fremstilling, men gipsfiguren Thorvaldsen havde lavet til model, var stadig våd - og tung - så over natten faldt arme og hovede ned til en stilling der i stedet repræsenterede den Tilgivende og Omfavnende Jesus.

Den sidste form for fremstilling jeg vil nævne lige her er Dommeren Jesus. Baseret på Verdensdommen i Matt. 25:31-46, her finder vi et af de sidste berømte billeder af den skægløse Jesus, malet af Michaelangelo.

Ved siden af Jesus er først Jomfru Maria, dernæst apostlene, rundt om findes de store profeter, og i bunden af maleriet (ikke i dette uddrag) ses engle og dæmoner slås om hvilke mennesker der skal frelses og hvilke der skal fortabes.

Evangelierne om Jesus

Når vi nu har kigget lidt på udviklingen og fokusset på fremstillingen af Jesus i kunst, kunne det være oplagt at spørge hvad primærkilderne til Jesu liv har at sige om hans udseende. Desværre lægger evangelieforfatterne ikke meget i hvordan Jesus så ud - hvilket ikke overrasker, da det ikke var noget forfattere i Antikken gjorde - men vi lærer dog én ting om Jesu udseende i de synoptiske evangelier.

Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. Matt. 9,20

og de bad ham om bare at måtte røre ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst. Matt. 14,36

I begge instanser bliver personer helbredt fra sygdom, da de rører ved kvasten på Jesus’ kappe. At Jesus gik med en kappe - Tallit - med kvaster - Tzitzit - viser at han var en rettroende jøde, for som der står i Torah’en:

Tal til israelitterne og sig til dem, at de slægt efter slægt skal sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper og en purpurblå snor i hver kvast. Det skal I have som kvast, og når I ser den, skal I huske på alle Herrens befalinger og følge dem og ikke lade jer lede af det, jeres hjerte tragter efter, og som jeres øjne ser, det, I horer med. Num. 15,38-39

Du skal sætte kvaster i alle fire hjørner af den kappe, du hyller dig i. Deut. 22,12

Så vi ved at Jesus var iklædt en tallit, som enhver rettroende jøde, men hvor tit ser vi ham iført sådan en i kunst? Selv i kunst lavet af folk som har tænkt på historikken bag deres Jesusmalerier, som dette billede af Den Sidste Nadver af Marguerite Solcum Quinn, udelader tallitten.

Så hvorfor er kunstnere så tøvende, til at fremstille Jesus, sådan som han rent faktisk beskrives i evangelierne? Igen tallitten med tzitzit er et tegn på en rettroende jøde, og der gik ikke lang tid før at der var et skel mellem jødekristne og hedningekristne - Paulus skriver allerede om konflikt imellem de to grupper i Galaterbrevet 2 - og Justin Martyr (ca. 100-165) har ikke mange gode ting at sige om jøder i sine skrifter. I sine Apologier tager han som kristen lang afstand fra Bar Kokhba og hans følgeres revolte mod romerne - i 132-136 - og i Dialog med Tryfo citerer han Esaj. 55,3-5 og siger:

Denne selvsamme lov, har I foragtet, og Hans nye hellige pagt har I vist ligegyldighed; og nu hverken modtager I den, eller søger bod for jeres onde gerninger. “For jeres ører er lukkede, jeres øjne er blinde, og hjertet er hårdt” (Esaj. 6,10) råbte Jeremias; men selv ikke da lytter I. Lovgiveren er her, dog ser I ham ikke; til de fattige bliver evangeliet forkyndt, de blinde ser, og dog forstår I ikke. I har nu brug for en anden omskæring, selvom I lægger stor herlighed i kødet. Den nye lov kræver en evig Sabbat, men fordi I hviler en enkelt dag, ser I jer selv som fromme, uden at kunne se hvorfor dette blev jer budt. Dialog. 12

Han fremhæver jøders fejlagtige forståelse af det Gamle Testamente, og hvorfor de ikke følger Guds befalinger.

Senere da jøden Tryfo spørger Justin om jøder der følger Loven, men dog også følger Kristus som verdens frelser, skal tage del i den himmelske frelse, nævner Justin at der findes mange af hans bekendte som lægger afstand til jødekristne, da de anser dem som falske kristne, der ikke vil blive frelst.

Justin selv mener at hvis de jødekristne ikke forsøger at konvertere de græsk-kristne til jødiske traditioner som at blive omskåret og at skulle holde sabbat, så vil de blive frelst, men hvis de påbyder dem at følge de ting, så vil de ikke blive frelst.

Det her er kun 90 år efter Paulus’ død, og antisemitismen hos kristne ville kun vokse, så idéen om at illustrere Jesus som jøde er kun blevet mindre og mindre eftertragtet af kristne.

Den kulturelle Jesus

Til syvende og sidst er det ligemeget hvordan den historiske Jesus så ud. Det har haft meget større betydning at han har repræsenteret en kulturs sammenhæng og beskyttelse ved undertrykkelse. Derfor har mange kulturer også fundet deres egne ideale Jesusfremstillinger.

Dette glasmaleri hænger i baptistkirken i Birmingham, Alabama, og repræsenterer Civil Rights-bevægelsen i 60’erne, og er placeret nær ved et sted hvor Ku Klux Klan dræbte 4 unge piger i et bombeangreb.

I Cambodia fremstilles Jesus med kun et ben, som et minde om landets miner, og alle minearbejderne som døde i dem.

Dette er et billede af Jesus der vasker sine disciples fødder, malet af en hindu, og bemærk hvordan alle disciplenes klæder er i indisk design, men Jesus er stadig i mere standard form.

Dette kinesiske billede viser Jesus i manikæismen som Frelsens Gud.

Den Sidste Nadver, også kinesisk, men kristent.

Kvinden fanget i ægteskabsbrud - japansk

Jeg finder det meget fascinerende hvordan Jesus bliver fremstillet i kunst, hvilke beslutninger der indgår i valget af udseende. Det er tydeligt at der er et standardiseret billede af Jesus, som også har inspireret andre kulturers syn på ham, men alle har deres eget personlige præg.

15 interessante øjeblikke i Young Jedi Adventures

 Young Jedi Adventures (YJA) er en animeret Star Wars serie på Disney+ designet for børnehavebørn. Den er lavet med henblik på at små børn kan introduceres til Star Wars og samtidig give nogle gode livslektioner, da det er det Jedier bør leve op til - omend de ikke gør det i filmene. Serien er sat i den tidsperiode som kaldes 'The High Republic' - en tidsperiode skabt i bøgerne - og foregår 200 år før 'Episode I: Den Usynlige Fjende'.

Serien følger 3 Jedi Younglings - de yngste jedibørn, som får den generelle undervisning, før de får en specifikt udvalgt læremester - Kai Brightstar - en menneskedreng med stor eventyrlyst og høje ambitioner om at blive en af de største jedimestre nogensinde - Lys Solay - en pantorapige, som elsker dyr og let bliver distraheret - og Nubs - en poobadreng, blød som en bamse, stærk som superman og samtidig en gartner. De tre unge jedier bliver sendt til jeditemplet på planeten Tenoo, hvor de, og andre jediunger, får undervisning af jedimester Zannah Zia, og møder deres bedste ven, transportpiloten Nash Durango. Herfra kommer de ud på mange eventyr, hvor de blandt andet møder deres nemesis, den unge pirat Taborr Val Dorn, og hans besætning EB3 og Pord.

Da sæson 2 nu er blevet annonceret og udkommer i august, tænkte jeg at se sæson 1 igennem, og finde de ting jeg kunne lide ved serien, i kronologisk rækkefølge.

1. Lys and the Snowy Mountain Rescue: Wellagrin

Lys elsker dyr, så der er mange interessante væsener de unge Jedi møder på deres forskellige eventyr. På planeten Andraven bliver de gode venner med Gumar og Jam som hyrder Wellagriner - Nogle store søko lignende væsener med med to sæt stødtænder, og andefødder. Wellagrin kan svømme i sne, og bliver hyrdet rundt ved hjælp af en hyrdefløjte.

2. The Jellyfruit Pursuit:

Taborr og hans besætning stjæler en hel høst Geléfrugt for at sælge til andre pirater. Geléfrugten skal egentligt bruges til en festival hvor hele formålet er at dele med hinanden og sprede venskab. Jedierne må klæde sig ud som pirater, for at kunne komme tæt på Taborr. Da de vinder frugterne tilbage, bliver Nash fyldt med festivalens ånd, og deler en frugt med Taborr som bliver stum og overvejer festivalens mening, inden han bliver selvisk igen og ikke vil dele sin frugt med sin besætning.

3. Squadron: Jedi Vectors

Disse Jedifly blev skabt til High Republic-bøgerne og tegneserierne, og som en der har læst dem alle, er det stort at se dem i bevægelse.

4. The Jedi and The Thief: Mester Zias fortid

Mester Zia er bekymret for de unge jediers påfund om at klæde en droide ud som piraten Taborr, så de kan lære at slås bedre. Hun tager Kai med på en mission så hun kan lære ham at det ikke er noget jedi gør, angreb skal altid være sidste mulighed. Under missionen lærer Kai hvor meget Mester Zia var ligesom ham, da hun selv var en Youngling, og hvordan hun selv havde en rival i tyven Ace, som hun troede kun kunne være ond. Kai lærer at Ace faktisk ikke er en ond person, selvom hun er en tyv der stjæler fra andre, og han lærer at tro på at folk kan forandre sig. Og hvem ved? Måske kan Taborr en dag også blive en god person?

5. The Princess and the Jedi: Royale problemer

Nash hyres til at transportere en prinsesse hjem til sin fars fødselsdagsfest. Prinsesse Inaya er opvokset med at alle vil gøre alt for hende, men hun vil gerne selv. Hun oplever at folk ikke tager hendes forslag alvorligt, for hun er jo bare en prinsesse, hvorfra skulle hun vide hvad der er galt med skibet? Som vi lærer senere i sæsonen, så er det nogle af de samme ting som Taboor har problemer med, og det er derfor han blev pirat.

6. Off the Rails: Taborr's konflikt

Mens de er ved at eskortere en togtransport træstammer, bliver de unge Jedier angrebet af Taborr og hans piratbande. Kai og Taborr bliver adskilt fra resten, og hvis de vil tilbage til deres respektive venner, så må de arbejde sammen. Kai viser hvor meget han har lært de sidste par måneder idet at han ikke er så impulsiv mere, men har overskud til at tage den med ro og observere omgivelserne for en løsning til deres situation. Taborr viser sine evner i slicing - hvad Star Wars universet kalder hacking - og formår at få deres togvogn til at køre igen. De to får lidt tid til at tale sammen, og lære lidt om hinanden, og da Taborr får at vide at træstammetransporten er beregnet til at skabe nye hjem for folk uden hjem, begynder Kai at kunne føle et ønske om at hjælpe de hjemløse inde i Taborr. Da de formår at mødes med deres venner igen, slår Taborr Kai ud, men vælger at forsvinde derfra med sine venner, uden træstammerne. De unge jedier er forvirrede ved Taborrs handlinger, og spekulerer på at der måske er mere til ham, end hvad de troede?

7. The Thieves of Thanarka: Historiestenen

Historiestenen er en magisk sten som kan optage historie, og bruges til at undervise et folks historie.

8. Charhound Chase: Loden Greatstorm, Bell Zattifar og Ember

Jeditemplet på Tenoo får besøg af Jedigæsteundervisere. Loden, Bell og Ember er figurer fra bøgerne, og det er altid så belønende en følelse når personer fra et medium dukker op i et andet. Men disse bogfigurer dukker ikke kun op fordi de er fan-favoritter. Bell, som en lærling, har meget at lære Kai, om det at være lærling, og han hjælper Kai med at skrue ned for tempoet. Hvis du tager den med ro, viser tålmodighed, så vil løsninger ofte vise sig selv for dig.

9. An Adventure with Yoda: Nihil

På mission med Mester Yoda, bliver Jediungerne kaldt til at hjælpe en ven som bliver berøvet af pirater (specifikt Marauders). Man kan se fra deres logo, at disse pirater er medlemmer af Nihil-gruppen fra bøgerne. I bøgerne er de modbydelige og afskyelige, men da dette er et tv-program lavet hovedsageligt for børnehavebørn, så er de ikke lige så farlige her. Dog, stadig en sejt at se dem repræsenteret her, før de virkleig bliver berømte i Galaksen.

10. The Talon Takeover: Taborr fanget

Da deres fly bliver kapret af Gangulpiraterne, bliver Taborr fanget med det. Hans besætning EB3 og Pord søger hjælp hos Jediungerne. Taborr lytter aldrig til dem, så da Jedierne gør bliver de helt forbavsede. Efter at han er reddet begynder Taborr på at være sødere ved dem, og erkender at han sjældent siger tak til dem.

11. Life Day: Life Day

Det er altid en underlig sjov følelse når Star Wars Holiday Special fra 1978 bliver refereret. Den var en laaaaaang og keeddeelliigg fiasko, og er aldrig blevet officielt udgivet siden den ene gang den blev vist på tv. Dog skabte den en håndfuld ting, som er blevet anerkendt mange gange siden, såsom: Boba Fett, Chewbaccas familie, og Wookiee-hjemplaneten Kashyyyk (som den gang blev udtalt "Kazook", men i dag "Ka'shiik"). Den skabte også Wookieeernes store helligdag - Life Day - som er en blanding af Jul og Thanksgiving - Star Wars Holiday Special blev vist på tv d. 17 november, i tide til Thanksgiving.

12. Raxlo Strikes Back: Raxlo reformed?

Jediungerne har flere møder med gozzoen Raxlo i løbet af serien, denne gang finder de Raxlo igen, igen i gang med at ødelægge naturen for at høste sjældne mineraler. Denne gang går det ud over Wellagrinernes rugested, så æggene ikke kan udklækkes. Raxlo er nedslået, men bliver venner med en af de nyudklækkede Wellagrinunger, og Wellagrinhyrden Gumar viser ham et sted hvor han kan høste uden at det kommer naturen til skade.

13. Aftershock: Prins Cyrus

Planeten Vundulla er blevet ramt af et jordskælv, og indbyggerne har brug for forsyninger til at genopbygge, men kongen og dronningen har ikke givet svar. Prins Cyrus er mystisk nervøs, da han ser Jedierne ved slottet. Han er en prins der mener at han er over alle, undtagen sine forældre som aldrig lytter til ham. Da han ser ødelæggelserne i byen, bliver han overrasket og lover en lille pige at han nok skal ordne det hele. Cyrus og Kai tager til den kongelige Fathier-farm og snupper forsyninger derfra. Cyrus viser sig at være meget ferm med våben, og kløgtig mod sikkerhedsdroiderne. Da han bringer forsyningerne til landsbyen, bliver han hyldet for sin gerning, noget som han aldrig har oplevet før. Da Kai officielt introducerer sig selv, tøver han lidt, før han giver ham hånden. Han virker til at have en indelukket vrede og afsky mod Kai, men hvorfor mon?

14. The Caves of Batuu: Force-visioner

På besøg hos Batuu-Jeditemplet, bliver Kai skuffet over at han ikke kan udføre en Lyssværdstræningsrutine perfekt, og er helt nedslået. Mester Drowe tager ham derfor på en udflugt til en hule. Star Wars nørder ved med det samme hvad slags hule det er, en hvor Kraften vil give ham en lektion i ikke at gå for meget op i at være perfekt. Kai får visioner af flere af hans venner, som gerne vil øve færdighedsrutiner med ham, men hans perfektionisme kommer hele tiden i vejen, og han fejler. Da Kai har svært ved at forstå sine venner, får han et nyt syn med Taborr for at slå det ind i hovedet på ham. "Du vil aldrig blive perfekt, og hvis du bliver ved med at jage den perfektionisme, så mister du dig selv". Kai begynder endelig at forstå at lægge perfektionismen til side, så hans sidste syn har Mester Yoda fortælle ham hvorfor han tror på ham. "Fordi Du er Dig". Kai vågner fra alle synene, og møder Mester Drowe uden for hulen med fornyet mod.

15. The Prince and the Pirate: Taboors identitet

Starlight Beacon - den Galaktiske Republiks store rumstation designet til bedre at forbinde galaksens ydre områder - skal indvies. Taborr ønsker at stjæle dedikationsplakken, og udnytter situationen hvor Jediernes ven prins Cyrus er blevet væk. Da han hører hvor meget Jedierne ønsker at redde Cyrus, og er næsten ligeglade med plakken, er Taborr lige ved at tage sin hjelm af og afsløre sin identitet, men lover i stedet at befri Cyrus, hvis Jedierne lader ham gå, uden at følge efter ham.

Det var så en liste over nogle af mine yndlingsøjeblikke i sæson 1, og jeg ser frem til at se hvad der vil

ske i sæson 2. Den scene hvor sæson 1 afsluttede - indvielsen af Starlight Beacon - er et øjeblik, som indleder kæmpe destruktion og hærværk over galaksen i bøgerne, ledt af Nihil-gruppen jeg nævnte tidligere. Jeg forventer ikke at sæson 2 kommer til at bruge meget tid på referere til bøgerne, da dette er et show for børnehavebørn, og Nihil angrebene er modbydelige på dette tidspunkt, så jeg er spændt på hvad slags eventyr jediungerne kommer ud på fremover.