Jeg tror ikke, at jeg har talt om Final Fantasy her på bloggen før - i så fald må det have været før den 3 år lange pause inden jeg begyndte på uni - og det overrasker faktisk lidt mig selv, taget i betragtning hvor stor indflydelse på mit liv serien har haft.
For dem der ikke kender serien, så kort fortalt, Final Fantasy er en Japansk spilserie - hovedsageligt i RPG-genren (Role-Playing Game), men sommetider også i andre genrer - som begyndte på Nintendos FamiCom (Family Computer, den der i Vesten hed NES/Nintendo Entertainment System) 1987. Mange elementer i serien går igen mellem spillene - såsom krystaller, luftskibe, en mand ved navn Cid m.m - men hvert spil er i sit eget univers (med mindre andet er specificeret f.eks. Final Fantasy X-2).
Hvorfor bringer jeg Final Fantasy op nu? Tjaeh... der er to årsager, måske tre.
Den måske tredje årsag er at om lidt over en måned har serien 35-års jubilæum, og som en der har fulgt serien i snart 20 år, så er det et jubilæum som er værd at markere.
Men de egentlige årsager er, at jeg har været i humør til at spille spillene igennem igen - hvad jeg har været i gang med - og så at i de her dage er det ti år siden at jeg var med min far i Royal Albert Hall i London, og høre Philharmonic spille "Distant Worlds Music from Final Fantasy 25th anniversary" koncert.
Fordi at jeg har været i gang med at spille flere af spillene igennem igen - pt. har jeg spillet FFV-FFIX og halvvejs gennem FFX - har jeg haft tanker om måske at skrive lidt om dem, men jeg har fundet det svært at finde ud af hvad jeg ville sige om dem. Da de jo hver især foregår i deres egne universer, er det svært at finde på ting at sige, uden at skulle gå ind i en hel afhandling om hvert spil, men måske en dag kan jeg finde på noget at sige om f.eks FFVII's tema om naturresourcer og livscyklusser, eller FFIX's tema om eksistentialisme og forpligtelser. Men det er lige lovligt tungt at tale om nu.
I stedet vil jeg i dag fokusere på den anden årsag, nemlig koncerten i London for ti år siden, om musikken i serien og mine minder om koncerten.
Om musikken i Final Fantasy
Musikken i Final Fantasy er skrevet til diverse scener man kan komme ud for i et spilscenarie:
Startet ud på et nyt eventyr? Hvad med noget glad upbeat musik?
Ankommet til en ny by? Her er noget beroligende musik.
Kommet i slagsmål med monstre? Jeg har noget musik der vækker adrenalinen.
Rejser rundt i blomsterfyldte enge? Så har vi noget fredfyldt og idylisk musik.
Et monster fra rummet angriber verden? Her har vi noget musik der er skrevet i en helt anden stil end resten af soundtracket.
Du befinder dig i en helt anden verden, og ved ikke hvad der er virkelighed mere? Et sombert musikstykke.
Eller hvad med en hel operasekvens, der bliver afbrudt midt i finalen? Jo, der har vi skam også musik.
Når man taler om musikken til Final Fantasy, så kan man ikke komme uden om også at nævne Nobuo Uematsu. Selvom at han ikke er den eneste komponist, som har skrevet musik til serien, så er det ham der skabte musikken til serien. Uematsu komponerede musikken til FFI-FFIX alene, og samarbejde om musikken til FFX og FFXI, han skrev temasangen til FFXII og skrev musikken til første version af FFXIV. Foruden diverse spin-off projekter han også har arbejdet på.
Andre komponister der har bidraget musik til Final Fantasy serien er bl.a. Masashi Hamauzu (FFX & FFXIII), Hitoshi Sakimoto (FFXII & FF Tactics), Masayoshi Soken (FFXIV & FFXVI) og Yoko Shimomura (FFXV). Hvor alle har kontribueret godt musik til serien (ja også Hamauzu, selvom jeg ikke er den store fan af FFXIII's musik), så er der ingen tvivl om at det er Uematsu's musik som bliver husket mest.
Tag en sang som "The Prelude", en arpegio der går op og ned over fire oktaver, så er det (vist nok) den mest genbrugte melodi i hele Final Fantasy serien - langt mere end sangen som ellers anerkendes som seriens hovedtema. Uematsu skrev sin Prelude på fem minutter, da han på deadline blev bedt om at skrive et kort stykke musik som kunne spille på startmenuen, og han har siden kommenteret flere gange over hvor flov han var at den simple melodi blev den mest genbrugte sang i serien.
Men nu begynder jeg bare at plapre løs, så jeg stopper her, inden den korte oversigt, bliver hovedelementet i denne blogpost.
Optakten til koncerten
Jeg husker ikke hvornår det var at jeg hørte om at Distant Worlds ensemblet ville komme til London i 2012 - jeg kendte til det førhen - men jeg ved at jeg må have talt med ikke mindst min far om han kunne overtales til at tage med, men også med underviserne på Glostrup Produktionshøjskole, fordi jeg husker at de en dag, i løbet af foråret, lod mig sidde ved computeren i kø til at betille billetter indtil næsten en halv time inde i undervisningen, sådan at jeg kunne bestille to billetter straks salget åbnede - knap fem minutter senere var salget udsolgt, så jeg takker for det. Hvilken dag det var kan jeg ikke huske, og af en eller anden grund har jeg ingen mail, der bekræfter købet af billetterne. Måske gjorde jeg købet på min gamle/første mail, som en pædagog på en tidligere skole lavede for mig, men som ikke eksisterer mere.
Mens jeg stod for bestillingen af billetter, stod far for selve rejsen til London - flybilletter og logi hos en ven af familien. Vi oplevede at se den nye James Bond film - Skyfall - i Odeon Theatre (jeg har muligvis stadig billetten, men er ikke helt sikker, jeg tror jeg så den for to-tre år siden).
Jeg kan ikke huske hvilken én af aftenerne det var, men enten den 2. eller 3. november var det så at vi kom til Royal Albert Hall, vi må have siddet højt oppe på et af gallerierne, for far havde højdeskræk, når han skulle stå op. Der var - jeg tror - omkring en snes gæster som var kommet i udklædning.
Når far taler om koncerten plejer han at sige, at hvis han havde haft netværksforbindelse på sin telefon, ville han have taget et billede, og sætte det op med teksten "Jeg bfinder mig i Nerd Central".
Koncerten
NES-generationen (1987-1990)
Koncerten begyndte med "The Prelude"
Meget passende at starte en koncert af med et præludium. Musikstykket starter med arpegioen over fire oktaver spillet på et blødt-lydende instrument - måske en harpe, men det kan også være på klaver, - efter den ottende arpegio kommer pigekoret ind, og nynner harmoniakkorderne som blev introduceret i FFIV (helt tilbage i 1991, de er lige så gamle som jeg). Efter at have sunget en hel runde (eller 1 minut 40), begynder strygerne stille og roligt at supplere pigerne, og så småt kommer blæserne ind og overtager harmonien, mens arpegioen stadig kører derudaf, før de markerer musikstykkets afslutning.
For et musikstykke der er så simpelt, er det fascinerende hvor meget følelse man kan få ud af det, og hvor forskelligt det kan arrangeres. Som sagt blev harmoniakkorderne tilføjet til sangen i FFIV, før det var der kun arpegioen. Derefter var det først med FFX at der kom en større udvikling til, da det fik et elektronisk arrangement. FFXII's version starter allerede med harmonien, frem for at bygge op til den, mens FFXIII derimod brugte arpegioen som baggrundsharmoni til en anden sang. Personligt er min egen yndlingsversion af Prelude den fra FFVII.
Herefter begyndte orkestret så at spille et musikstykke fra hvert af spillene efter udgivelse, altså FFI-FFXIV. Dog synes jeg at de snød med det samme. "Medley 2002 FFI-III"
Medleyet starter med lidt af "Prelude", før det rigtig går i gang med medleyets hovedsange. Nogle træblæsere i basrepertoiret - måske oboer eller fagotter - starter en glad rytme sammen med strygerne, og får selskab af de højere træblæsere, som spiller hovedmelodien i "Main Theme of Final Fantasy (I)". I B-sektionen af sangen kommer nogle bjælder med ind i harmonierne, som støtter den glade stemning. Anden gang vi går igennem melodien, overtager strygerne hovedmelodien. Derefter kommer en stille overgang til "Matoya's Cave", før strygerne går igang med stykket, og de høje træblæsere tager melodiens B-sektion, mens de dybe strygere giver en staccato rytme, før blæserne og strygerne sammen spiller slutningen på melodien. Med en kort pause kun med harpe og strygere, går medleyet over til "Aria, Maiden of Water", med melodien spillet af træblæserne. Strygerne kommer ind og understøtter de høje toner, til sidst i melodien, før de overtager den i den anden runde gennem melodien. Så kommer nogle glade og nysgerrige xylofoner og markerer overgangen til næste sang i medleyet, nemlig "Chocobo", hvis A-sektion i hovedmelodien bliver spillet af messingblæserne, mens træblæserne overtager B-sektionen, og de kører en tur igennem melodien igen på samme måde, før de går helt Overture, med store pauker og alle de store/stærke instrumenter, og markerer overgangen til det sidste nummer i medleyet "Rebel Army", med hovedmelodien spillet af messingblæserne, mens strygernes harmoni indikerer en royal setting. Derefter bliver det næsten helt Marchmusik, med slagtøjet på højt blus. En kort sektion hvor strygerne får hovedrollen, mens de andre instrumenter opbygger, indtil kun messingblserne får lov til at spille, før vi igen kommer tilbage til marchmusikken. Og slut.
I løbet af dette otte minutter lange medley, bliver fem sange spillet: The Prelude (FFI); Main Theme of Final Fantasy (FFI); Matoya's Cave (FFI); Aria, the Maiden of Water (FFIII); Chocobo Theme (FFII) og The Rebel Army (FFII). Når nu meningen med koncerten var at fejre Final Fantasy seriens 25-års jubilæum ved at spille et musikstykke fra hvert af spillene i hovedserien, så blev jeg skuffet over at de ikke havde unikke sange fra de første tre spil, men istedet klumpede dem sammen. Ja, det er sandt at disse tre spil på FamiCom/NES var på så gammel hardware, at sangene sjældent kunne være mere end 30-45 sekunder lange, - og vil derfor nok være besværlige at skrive et fuldt orkestralt arrangement for dem, - men hvert af spillene har masser af musik i sig selv, så de kunne have lavet medleys for hvert af spillene selv. Jeg foretrækker selv at lytte til YouTuberen RebeccaETripp's Final Fantasy medleys, som hun har lavet over hvert spil frem til FFX. Uden at bruge kampmusik, har hun for FFI og FFII hver et ti minutter langt medley, og for FFIII et 14 minutters medley. Her er en liste over sangene i hendes medleyer:
Menu; The Prelude; Dead Music; Inn; Cornelia Castle; Main Theme of Final Fantasy; Airship; Shop; Chaos Shrine; Gurgu Volcano; Floating Castle; Underwater Temple; Matoya's Cave og Ending Theme.
Town; Main Theme of Final Fantasy II; Imperial Army Theme; Dungeon; Chocobo Theme; Magician's Tower; Castle Pandemonium; Ancient Castle; Finale og The Rebel Army Theme
Crystal Cave; Eternal Wind; Djinn's Curse; Return of the Warrior; Doga and Unne's Theme; The Dark Crystals; The Boundless Ocean; The Dungeon; Crystal Tower; Forbidden Land Eureka og Aria, The Maiden of Water
SNES-generationen (1991-1994)
Men efter det medley, som jeg blev lidt skuffet over, kom vi til FFIV, her havde Distant Worlds valgt et ny sang, som de ikke havde arrangeret før, "Battle With the Four Fiends"
Arrangementet starter med trommer/pauker der giver en tryggende følelse, før strygerne åbner sangen, og paukerne bliver stærkere, indtil at alle blæsernes staccato markerer at nu er kampen med Golbez's fire løjtnanter begyndt. Mesingblæserne tager over, kun med paukerne som fylde, strygerne tager over for blæserne, med denne her undertryggende følelse - jeg tænker lidt ligesom Hitchcocks Psycho strygere giver en ubehagelig følelse - før blæserne kommer ind med nogle staccato brag, før alt bliver stille. Strygerne lægger nu en grund med nogle mørke akkorder, lidt bølger i træblæserne giver lidt opløftning midt i alt det tunge, før alle blæserne brager frem igen og markerer tilbage til undertrykkelsen. Mens messingblæserne spiller melodien går paukerne/slagtøjet vildt, strygerne vokser en smule, før de overtager melodien fra messingblæserne, mens blæserne i stedet brager tryk på taktslagene, for at understrege at der ingen stilhed og fred er at finde her. Strygerne får nu scenen for sig selv til B-stykket af hovedmelodien, før nogle stille messingblæsere begynder på A-sektionen igen med nogle stigende strygere, som så tager en kort sektion med ny musik der ikke findes i originalsangen, før at de begynder på en opbygning, med slagtøjet i baggrunden, og messingblæsernes inklusion af A-sektionen hér i arrangementet, giver en sensation af et stigende håb, midt i al denne undertrykkelse. Og så kommer blæsernes bragende staccato igen og sætter en stopper for håbet. Messingblæserne går tilbage til grunden af mørke akkorder før strygerne går all-in på trykket, med blæsernes, nærmest, skrig/krigsråb på slagmarken, før det hele kulminerer i flere staccato brag. Herefter bygger strygerne igen op, og med paukernes sporadiske slag er det næsten som om at nu er vi nået til afslutningen i slaget, afgørelsens time. Blæsernes staccatobrag fører til strygernes - nu næsten desperate - forsøg på, at undertrykke, og stadig med staccatobrag på taktslagene, men hovedmelodien bliver afbrudt af messingblæsernes intervention, som fører til at staccatobragene daler i styrke, og bindingsleddet i originalsangen bliver hér nu kun spillet af de dybe træblæsere. Pusten er gået ud af mørket. Strygerne optager nu hovedmelodien, og staccatobragene forsøger at genindføre følelsen af undertrykkelse, men styrken er væk. Et sidste forsøg med messingblæserne på hovedmelodien, før de taber tråden, og med to staccatoslag - ikke brag - slutter sangen.
Jeg kan godt lide dette arrangement. Måske lægger jeg for meget i det, eftersom at jeg kender musikken, og ved hvad sangene repræsenterer i spillene, men det er hvad jeg fik ud af at lytte til dette arrangement.
Næste sang kom fra et af mine yndlingsspil i serien, nemlig FFV, og sangen der var valgt er en jeg rigtig ofte fanger mig selv i at nynne hele tiden, så hvor godt klarer Distant Worlds' arrangement af sangen "Main Theme of Final Fantasy V" - nogle gange kaldet "Ahead on Our Way" - sig?
Tjaeh, jeg kan sige med det samme, at jeg aldrig har været en fan af den nye åbning til sangen, som der er blevet skrevet til de orkestrale arrangementer. De brugte den samme åbning i Tour de Japon koncerttourneen i 2004, og jeg brød mig heller ikke om den dengang. Første gang jeg hørte denne åbning til sangen tænkte jeg "Hvad er det her jeg lytter til, det er da ikke FFV's hovedtemasang, åh, nu to minutter inde i arrangementet begynder sangen jeg kender endelig". Nogle sange i Final Fantasy serien begynder bare lige brat på, så der kan det godt give mening at et orkestralt arrangement skriver en åbningssektion som blødgør overgangen til sangen. Men hvad "Main Theme of Final Fatasy V" angår, så har det allere en åbningssketion, og den bygger på elementer som også findes i selve sangens harmonidele, i modsætning til den orkestrale åbningssektion som bare er der for at give sangen mere fylde, men som i sidste ende ikke flyder/samarbejder med resten af sangen.
Prøv at lyt til orginalen, hé tager det kun otte sekunder til at komme ind i hovedmelodien. Åbningen her starter med en harpe der spiller noget lignende arpegioer, og strygerne giver en rytme, mens en trompet indikerer at der skal til at ske noget, mens harpen bliver hurtigere, og så er hovedmelodien i gang. Mens trompeten spiller hovedmelodien, fortsætter strygerne den samme rytme, og nu er derogså tilføjet en bas der agerer som kontramalodi. Som melodien når B-sektionen, kommer harpen ind igen, og kører nu i buer op og ned, mens strygerne træder tilbage og holder akkorderne, og percussion er blevet tilføjet, med en god mængde High-hat.
Nåh men okay, jeg bryder mig ikke om åbningenssektionen i Distant Worlds' arrangement, men hvor godt holder resten af sangen? Hovedmelodien er givet til træblæserne, hvilket giver sangen end mindre iver af eventyrlyst, og bassens kontramelodi er MIA. Strygernes rytme i A-sektionen overlever, men de går hen og overtager hovedmelodien i B-sektionen, så deres akkorder, som bandt harmonien sammen er væk, det samme er harpens buer, og i steder er der sporadiske input af træblæserne. Bassens kontramelodi i overgangen fra B-sektionen til A-sektionen kommer nu i brug, men i stedet går arrangementet over til en reprise af den tilføjede åbningssektion, som vi så skal døjes med igen før vi endelig kommer tilbage til hovedmelodien. Jeg har ikke meget at sige om anden gennemgang af A-sektionen, den er stille, hen imod overgangen til B-sektionen bliver bassens kontramelodi insinueret, men bliver aldrig spillet helt. Har heller ikke noget at sige om B-sektionen, men som sangen slutter skal arrangementet selvfølgelig minde os om den møjsommelige åbning.
Så ja, en af mine yndlingssange fra et af mine yndlingsspil i serien, og jeg er ikke fan af det orkestrale arrangement. Stort set alt der gjorde originalen fantastisk, er enten ikke-eksisterende, eller bliver kun lige præcist insinueret. Jeg tager originalversionen over arrangementet enhver dag.
Men hvad så med den næste sang, "Phantom Forest" fra FFVI?
Generelt beholder det originalens stemning, så det er jo med det samme et plus. Igen starter vi med en nytilføjet åbningssektion, som sætter stemningen for resten af sangen. De mørke akkorder i denne sang er ikke undertrykkende som den tidligere, men i stedet mysteriøse, og nysgerrige om hvad der mon venter én lige rundt om hjørnet. Efter braget begynder sangen for alvor. Her holder strygerne akkorder som beholder stemningen, og nogle staccatostrygere giver følelsen af nysgerrighed midt i det ukendte vi befinder os i, nogle bjælder føjer til mystikken omkring. Endelig kommer træblæserne og leder os til hovedmelodien, efter lidt tid begynder messingblæserne at melde sig på banen, først sammen med strygerne, men overdøver dem snart, men før de formår at blive til hovedharmonien, bliver strygerne hovedmelodien og træblæserne bliver harmonien. Et par af de høje træblæsere har overtaget bjældernes rolle, og hopper rundt for at vi beholder den her følelse af nysgerrighed, som melodien er vokset. Et par klokker sætter en pause på harmonien et kort øjeblik, før alt blæser op igen, og et par pauker markerer afslutningen på første gennemgang af sangen. De glade træblæsere som hidtil har signifikeret nysgerrighed, er nu udskiftet med en følelse af uvisthed om hvad der er kommende. Faktisk så er det næste der kommer i arrangementet en ny komponeret sektion, så for dem af os der kender sangen er der nemlig uvished i det kommende. Træblæserne får lige lov til at spille hovedmelodien, midt i de ukendte harmonier for en kort stund. Som klokkespil begynder på ny, bliver musikken stille, før vi vender tilbage til sangen som den var først, med de nysgerrige hop nu spillet på strygerne.
"Phantom Forest" er et godt arrangement - næsten fantastisk når sammenlignet med det forrige.
PS1-generationen (1997-2000)
Fra et godt arrangement af en okay fin nok sang, til en sang jeg aldrig har forstået populariteten bag. Jeg kan huske til koncerten at dirigenten Arnie Roth, sagde noget om at publikum gerne måtte synge med på den næste sang, og den latinske tekst ville komme op på storskærmen, hvorefter han bad pianisten spille tre toner - F-F-D - og hele halen jublede, mens jeg bare sad og rystede på hovedet.
"One Winged Angel" er en sang jeg helst ikke vil bruge for meget tid på. Jeg synes sangen fungerer godt hvor den bliver spillet i FFVII, men jeg har aldrig syntes den har fungeret udenfor den placering, og virker altid bare som fanservice - fanservice som virker negativt på mig - så vil ikke tale mere om den sang. Det orkestrale arrangement følger originalen næsten alt for perfekt, det er alt jeg har at sige om det.
For FFVIII spillede orkestret "Don't be Afraid", som er spillets almene kampmusik. Det starter med en trommehvirvel der leder strygerne og messingblæserne i gang til en hvirvel som siger, at nu sker der noget, vær klar til kamp. Med cymballernes brag, ville originalen gå i gang med hovedmelodien, men her er der lige to takter uden at der sker noget, før at strygerne begynder på melodien. Messingblæserne holder pulsen oppe, og træblæserne kører voldsomt i de høje tonedrag, det gør næsten at hovedmelodien bliver gemt væk bag harmonierne, hvilket selvfølgelig ikke er godt. Efter xylofonerne har fået en chance for at være forrest, får messingblæserne endelig lov til at lade hovedmelodien køre uden at blive alt for overdøvet, og selv da xylofonerne igen kommer på, er melodien stadig tydelig nok. Harmonierne bygger op, mens hovedmelodien stadig kører derudaf, indtil pause, et lille mellemspil i strygerne som ikke findes i originalen. Messingblæserne kommer nu frem med melodien igen, mens harmonierne stiger, og så er vi tilbage til hvor vi var for et minut siden, men igen begynder melodien at drukne i harmonierne. Ellers føler jeg ikke at jeg har noget at sige om arrangementet. Måske at jeg synes at afslutningen er ret brat.
Hvad gør man, når man som det eneste menneske i verden, er født med en hale, og forgæves har forsøgt at finde andre personer som én selv? Når man lærer at hele ens liv har været en løgn? At man er én blandt flere skabninger, skabt af en subkreator, til brug som et våben for at destruere den verden man har kendt hele sit liv? Når alt det man har vidst viser sig at være en løgn, og man går i depression? Så er det godt at man har fået sig mange venner på sine mange rejser undervejs, som kommer dig til hjælp, og kan fri dig fra din depression. Det er historien bag "You're Not Alone" - nogle gange bare "Not Alone"
Ligesom FFV's musik har originalen af denne sang en åbningssektion som skaber stemningen - en mørk og fortvivlet, dog håbefuld stemning - som her i arrangementet bliver udskiftet med en ny åbningssektion, som godt nok ikke er lige så værdiløs som for FFV, men dog stadig ændrer sangens stemning. Træblæsernes staccato har en næsten glad lyd, som under hovedmelodien fortsætter hos strygerne, mens træblæserne har en mere livlig version af hovedmelodien, så den glade stemning fortsætter. Stærk kontrast til originalen sombre stemning. Igen det her er en sang som jeg klart foretrækker at høre originalen til, men nu da valget er blevet lavet til at gøre sangen gladere, virker arrangementet så for mig, med det in mente? Den gladere stemning i sangen gør at da arrangementet nærmer sig sin slutning, kan det fulde orkester fremhæve håbet. Arrangementet er fint nok - meget bedre end FFV's - det holder tro til den glade stemning som det startede med, men melodien er den samme som originalen - omend i en gladere dur - og den bliver på intet tidspunkt overdøvet. Det er godt nok.
Igen vil jeg foreslå at lytte til originalen, og bemærk forskellene selv.
PS2-generationen (2001-2006)
Den følgende sang var "To Zanarkand" - eller bare "Zanarkand" - som er hovedtemaet i FFX. Sangen er et klaverstykke, som her bliver understøttet af orkestret. Når de andre instrumenter går ind, forvirrer det næsten min hjerne, og får mig til at tænke på de forskellige versioner af temaet der bliver spillet gennem hele soundtracket. F.eks et minut inde i arrangementet, da træblæserne overtager melodien, rammer de lige det rigtige toneleje for at få mig til at tænke på "The Truth Revealed", som bare er samme melodi - omend spillet af de høje strygere. Og når strygerne overtager melodien får det mig til at tænke på sektionen omkring 2:48 i "Ending Theme" - selvom det dér er træblæserne som har melodien, sjovt som de er byttet rundt hva'. Jeg har ikke så meget mere at sige, det er et klaverstykke som er blevet arrangeret til fuldt orkester.
Til sidste sang før pausen, brød orkestret den hidtidige rækkefølge, og valgte i stedet at spille et medley baseret på FFII's "Chocobo Theme". Det interessante angående Chocobotemaerne - i forhold til andre sange i serien der går igen - er at musikken er næsten hver gang arrangeret i en ny musikstil. F.eks FFIV har "Samba de Chocobo", FFV har "Mambo de Chocobo", FFVI "Techno de Chocobo", FFVII har både "Electric de Chocobo" og "Cinco de Chocobo" osv. Så et medley der indkorporerer flere af de forskellige musikstile kunne have meget potentiale.
"Chocobo Medley 2012" starter med bjælder og træblæsere i noget jeg ikke kan genkende - ikke engang i harmonierne eller akkorderne som ellers plejer at være tydeligt Chocobo-agtige - selv da messingblæserne kommer på banen næsten et minut inde, kan jeg endnu ikke genkende noget musik. Først halvandet minut inde i arrangementet, høres noget træslagtøj som lyder nogenlunde Chocobo-agtigt. Med det samme kommer messingblæserne og spiller staccato-åbningen på FFV's "Mambo de Chocobo" - inklusive korets "Huh!" - hovedmelodien bliver spillet på stål-tromme, for den der eksotiske mambolyd. Efter endnu et par staccato-blæsere - og flere "Huh!"-ere - er der en slagtøjssolo, mens koret begynder at stave til "Chocobo", derefter nogle stryger-staccatoer som leder til blæsernes staccatovariant af FFXIII's "Pulse de Chocobo". Derefter tilbage til korets staveøvelse, og slut.
Taget i betragtning af hvor mange versioner af "Chocobo Theme" de kunne have brugt, så at de kun bruger to er noget skuffende.
Så var der Pause.
Men derfor behøver der dog ikke at være pause her på bloggen. Næste sang var fra FFXI. Jeg kan personligt ikke huske hvilken sang fra FFXI orkestret spillede, men en forumpost jeg fandt, skrevet et par dage efter koncerten sagde at de spillede "The Vana'diel March", men den er ikke på nogen af de udgivne Distant Worlds album, derimod har de "Ronfaure", som også har en næsten march-agtig rytme.
Da jeg ikke ved med sikkerhed hvad for en af de to det har været der blev spillet dengang, taler jeg bare kort om dem begge.
"Vana'diel March" har stærk percussion med de dybe strygere hele vejen igennem for at holde march-rytmen, en trompet spiller hovedmelodien, og som overgang fra A-sektionen til B-sektionen dukker "Prelude" op, i takt med marchen.
"Ronfaure" var oprindeligt spillet på klassisk guitar, men i det orkestrale arrangement er den helt forsvundet. Hovedmelodien går frem og tilbage blandt de sædvanlige instrumenter, men sangen har mistet noget af sin charme uden guitaren - en tendens vi vil se mere til.
Her begyndte dirigenten Arnie Roth så at tale om, at det nu var første gang at Distant Worlds ville spille musik fra FFXII. Musikken i det spil var nemlig ikke skrevet af Nobuo Uematsu, som alle de tidligere spillede sange var, så de skulle først lige have sikret tilladelse af komponisten Hitoshi Sakimoto. Så her var far og jeg vidner til verdenspremiere på livekoncert med FFXII - og så er det da godt at det var en af de sange jeg rigtig godt kan lide fra det soundtrack 😏 "The Dalmasca Estersand".
Men fordi FFXII's soundtrack på Playstation 2 allerede var optaget af et fuldt orkester, så er der her ikke nogle store afvigelser - andet end at originalen er skrevet til at loope for evigt, hvilket koncerten selvfølgelig ikke kunne gøre. "Estersand" er et glad og energifyldt musikstykke, som faktisk inkorporerer spillets hovedtema (se 0:24; 1:02; 2:14 & 2:51), perfekt til at sætte begejstringen i begyndelsen af spillet.
PS3-generationen (2010-2013)
Ligesom "Estersand", så er "Blinded by Light" skrevet af en anden komponist end Uematsu, og er allerede i originalversionen blevet spillet af fuldt orkester, så her er der heller ikke de store ændringer - i teorien. Ikke nok med at være FFXIII's hovedtema, - melodien er også hovedelement i hovedpersonen Lightning's leitmotif - så er det også spillets almene kampmusik, så åbningens staccato strygere skal vække én til kamp. Messingblæsernes melodi høres tydeligt over harmonierne, men er i sig selv ikke så energivækkende. Som harmonierne vokser, begynder sensationen for aktion også at vokse, indtil at strygerne overtager hovedmelodien i B-sektionen. Men selvom at orkestret følger originalen, så er det som om at det aldrig rigtig formår at skabe den rigtige slagsmålsstemning som originalen har. Når jeg hører dem ved siden af hinanden, tror jeg at jeg kan pege på hvad forskellen er. I originalens A-sektion er percussion stærkere, og giver dermed en større følelse af at det her kræver styrke at overvinde, og som A-sektionen går over i B-sektionen kommer en elektrisk guitar ind, som giver noget ekstra energifyldt fylde i B-sektionen. Originalen har bare mere energi i sig, hvor orkesterversionen næsten føles som - for mangel på bedre udtryk - en søvngænger der forsøger at stå op.
Endelig kom vi så til det sidste spil i hovedserien, som var blevet udgivet i 2012 - selvom FFXIV selv havde problemer efter udgivelsen, og måtte gennemgå en særlig genudgivelse i 2013 - temasangen "Answers" sunget af Susan Calloway og kor. Som aftenens første sang med tekst (rigtig engelsk tekst, ikke latin eller et kor der staver til Chocobo) ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige om den. Jeg har ikke nærstuderet teksten, og som en MMO (Massive Multiplayer Online) er det ikke et spil jeg har haft muligheden for at spille, så jeg er heller ikke sikker på sangens mening i forhold til historien i spillet.
Jeg kan sige at efter første refrain - Suffer (Feel) Promise (Think) Witness (Teach) Reason... etc. - har originalen her en elektrisk guitar til at uddybe harmonierne, som igen mangler hos orkestret.
Ekstranumre
Hey vi kom igennem alle hovedspillene - *host* FFI til FFIII var et medley, jeg er stadig af den mening at det ikke tæller *host* - så derfor spillede orkestret lige hurtigt seriens "Victory Fanfare"
Så kom vi til de ekstra udvalgte sange/musikstykker, til at fylde resten af aftenens repertoire - se der var da masser af tid til at FFI til FFIII kunne have deres egne numre. Okay jeg skal nok stoppe nu. - Det første bonusnummer var "Theme of Love" fra FFIV
Dette nummer var et af de første kæmpesuccesser i Final Fantasys musikrepertoire, skolebørn i Japan lære at spille denne sang i musikundervisningen. Hvad skal jeg ellers sige, sangen repræsenterer hovedpersonen Cecils kærlighed til hans forlovede Rosa, og spiller i intime øjeblikke mellem dem. Hvor originalen lader til at blive spillet på en fløjte af en art, så har arrangementet her valgt at fokusere på strygerne.
Andet bonusnummer var "Eyes on Me" fra FFVIII, så vi gik fra FFIV's kærlighedsmusik til FFVIII's kærlighedsmusik. Igen, hvis man ikke tæller det midi-ficerede latinske kor i FFVII's "One Winged Angel" med, så var FFVIII det første spil som faktisk havde sange med livevokaler; to af slagsen: "Liberi Fatali" - som USA faktisk den ene gang brugte til synkronsvømning i OL - og "Eyes on Me" sunget af Faye Wong.
"Eyes on Me" er ikke med på nogle af Distant Worlds' fire album, så jeg kan kun linke til en liveoptagelse fra selve koncerten, men jeg kan også linke originalen, så I kan lytte til en god kvalitet.
Det er svært at forklare denne sangs rolle i spillet, uden at skulle gå i detaljer, men kort fortalt: En soldat i Galbadia-imperiet havde et crush på en klaversolist på en bar. Ubevidst for ham havde hun et lignende crush på ham, så de kom til at snakke sammen en aften, indtil at soldaten blev kaldt til tjeneste. De lovede at ses igen snart, men da soldaten aldrig kom tilbage, formoede solisten at han var død, og skrev sangen "Eyes on Me" om ham. Små 20 år senere mødes soldatens søn med solistens datter, protagonisten Squall og deutoragonisten Rinoa, og gennem denne sang fuldbyrder de deres forældres romance. Så sangen der repræsenterer hovedpersonernes kærlighed, handler faktisk om deres forældre... jaeh, FFVIII har et par særlige valg når det kommer til historieformidlingen, men det er stadigt et sjovt nok spil.
Teksten begynder med "Whenever (I) sang my songs, on this stage, on my own", solisten synger om sin tid i baren, og hendes følelser omkring det. "I saw you smiling at me, was it real or just my fantasy", hun synger om at hun bemærker soldaten hver gang han er til stede. "My last night here for you, same old songs, just once more" Hun reflekterer over den sidste aften hun så soldaten, og hendes tanker om, skulle hun gå hen til ham eller ej. "I kind of liked it your way; how you shyly placed your eyes on me. But did you ever know, that I had mine on you" hun bekræfter at hun altid godt vidste at soldaten kun kom til baren for at høre på hende, og at hun selv var tiltrukket af ham.
Det er en god sang som jeg ikke har tænkt mig at analysere fuldt her, måske en anden gang. Distant World arrangementet er baseret på sangens reprise, der spilles over rulleteksterne, men jeg har altid fundet den version mindre fangende end originalen.
Kan I huske da jeg i starten af den her blog talte om, at Final Fantasy havde musik til en opera? Det var det næste stykke musik som orkestret spillede for os. "Opera Maria and Draco" - i rockarrangement også kendt som "Darkness and Starlight" - teknisk set er det forkert at kalde operaen i FFVI for ét musikstykke, det er en sammensætning af tre ud af fire operamusikstykker i FFVI, navnlig "Overture", "Aria di Mezzo Carattere" og "Wedding Waltz - Duel". Stakkels "Grand Finale" er blevet glemt i alle arrangementer af operaen, og i stedet erstattet af en reprise af Ariaen - selvom den reprise faktisk bare er sidste strofe der er flyttet fra sangen til sidst i operaen. Det er nok fordi at i spillet blev operaen afbrudt inden duellen var færdig, så da Uematsu skrev en afslutning på duellen til sit rockarrangement - senere genarrangeret til orkester - mente han vel bare at bruge Ariaen sidste strofe passede bedre end sangen som var skrevet til operaens afslutning i spillet.
Det har vel ikke givet mening at holde en Final Fantasy jubilæumskoncert, hvis ikke man også spillede seriens anthem. "Final Fantasy" var koncertens sidste sang. Oprindeligt var sangen skrevet som "Opening" og spillede som spilleren havde klaret deres første mission og nu var klar til at rejse ud i den store verden i FFI, men - efter at have sprunget FFII over - har det siden FFIII været en fast del af seriens musik, ofte spillet over rulleteksterne - dog FFX og FFXIII sprang ligesom FFII over.
Når far taler om sin koncertopleve siger han, at på et tidspunkt begyndte hele publikum at rejse sig op og klappe og huje, hvorefter han vendte sig til mig, og jeg fortalte at det var komponisten Uematsu selv der kom op på scenen. Jeg kan ikke huske præcist hvornår det var det skete, men jeg formoder at det har været under den sidste sang her. Det ville i hvert fald ikke være første gang han gjorde det. Se f.eks. Tour de Japon-koncerten fra 2004, hvor han kom ud på scenen midt i stykket, og overtog dirigentens rolle.
