En hypotese

Påstand: Oluf 1. Hunger var ikke i modstand med Knud 4. Hellige og Erik 1. Ejegod, det var en kirkelig konstruktion.

Kilderne om kong Oluf Hunger er så sparsomme at der ikke er nogen som helst belæg for denne hypotese (mig bekendt).

Ifølge traditionen var Oluf, søn af Svend Estridsen, og mellemste bror (af de fem der blev konge) imod Knud den Helliges regering, og blev derfor smidt i fængsel. Han var en af bagmændene for det oprør der startede i Nordjylland, og myrdede Knud i Skt. Albani kirke i Odense. Efter at være blevet kronet har han forvist(?) Erik fra hans rige. Som ”ond” konge imod kirken, og leder af oprøret der myrdede en kirkevenlig konge, kom Guds straf nu over Oluf og Danmark i form af hungersnød (deraf hans tilnavn ’Hunger’). Efter Olufs død kom Erik tilbage og blev konge og fortsatte Knuds kirkevenlige dømme.

Jeg ved ikke om vi har nogle dokumenter fra Olufs regeringstid, ligesom vi har Knud den Helliges gavebrev til kirken i Lund, men ellers er de eneste samtidige kilder vi har til Olufs regeringstid den såkaldte ”Odenselitteratur”, helgenbeskrivelserne om kong Knud, som havde til formål at skildre Knud som den sande gudstro konge der ville blive nødvendig for at han kunne kanoniseres som helgen.

Roskildekrøniken blev skrevet ca. 40 år senere, men er, hvis jeg husker korrekt, forholdsvist positiv overfor Oluf. Så er der Saxo som, over hundrede år efter Knuds død, bestemt tilhører traditionen om at Knud var en god konge og Oluf en ond en.

Denne egentlige mangel på kilder, både samtidige og af andre holdninger, har vækket min mistro. Igen jeg har ikke noget belæg for denne hypotese, men jeg hælder så småt til at der ikke var nogen stor konflikt mellem Knud og Oluf.

Der er mange beviser der peger hen på at Knud den Hellige var en meget ivrig kirkereformer i den tidlige danske middelalder. Det ældste danske dokument overleveret til vore dage er et gavebrev fra Knud til kirken i Lund (nogle mener at det virkelig var kirken i Dalby, men det er en længere historie) dvs. donationer til kirken, Odenselitteraturen, dvs. fortællinger om Knud skrevet i kirken i Odense, skriver kun godt om ham som en glad giver til kirken.

Samtidig er der også belæg for at han var mindre god mod det verdslige samfund; i Lundebrevet står der bl.a. at en mand der bliver fredløs vil miste sin hele formue til kirken (eller noget i den retning), og arkæologiske fund viser også at de mønter han lod slå i Jylland havde 1/3 mindre sølvindhold end de mønter slået i resten af landet, og derfor de facto var 1/3 mindre værd, og priserne derfor var 1/3 højere for jyderne end resten af danskerne. Dette svarer i overensstemmelsen med at oprøret mod Knud efter sigende begyndte i Nordjylland, som fortalt i Odenselitteraturen. De jyske stormænd må have følt sig udnyttet at de skulle betale mere for varer end resten af danskerne, og så opleve at alle de penge kongen havde sparet fra dem ved at klippe sølvet blive givet til kirken, det giver mening at de var sure på kongen.

Min hypotese om Oluf ligger så ved at han så hvordan Knuds kirkereformiver ledte til hans død, og derfor valgte ikke at fortsætte med den samme iver, men i stedet forsøge at mægle en fred mellem kongetitlen og de sure stormandsslægter. Ved at fokusere mere på den verdslige side af samfundet frem for den gejstlige har kirken så kunnet opfatte Olufs regering som mindre kirketro end Knuds, ja nogle gejstlige magter har måske endda set det som en direkte tilbagerulning af Knuds reformer. Dette har så skabt anledning til historien om Knud som den sande gudstro konge der led martyrdød for sin tro på kirken, og Oluf som hans hovedmodstander. Det kan bestemt ikke have hjulpet for Olufs sag at ”Guds straf” ramte landet i form af hungernød, hvilket sandsynligvis gav mere kredit til Odensekirkens spirende Knudskult.

Efter Olufs død blev Erik Ejegod valgt til konge, og det at han valgte at støtte Knudskulten, såvel som at han var den konge det endelig lykkedes for at skille Danmark ud af Hamburgs greb ved at få pavelig tilladelse til at få et selvstændigt dansk ærkebispesæde, har givet ham det billede i eftertiden at han var en kirkevenlig konge, og derfor har han måttet være på Knuds side frem for Olufs.

Dette er så min belægsløse hypotese