Hvordan genopliver man en 30 årig tv-serie succesfuldt? Det
har Disney forsøgt med deres reboot af Ducktales.
Jeg har fulgt med i serien siden dens pilotafsnit blev vist
i august sidste år, og kan positivt sige at det er en god reboot, hvori de ting
der gjorde den oprindelige Ducktales serie en succes er blevet opdateret til en
mere moderne fortællerstil. Derfor synes jeg også at det er ærgerligt når den
eneste klage over serien jeg har hørt, er den visuelle stil Disney valgte at
bruge, og har udtrykt det som årsag for ikke at ville se serien.
Det er ellers en naturlig udvikling af tegnefilmsserier, og stilen passer perfekt med moderne tegnefilm. Man må selvfølgelig gerne bryde
sig så meget om en visuel stil som man vil, men det er som at nægte at ville
give en bog en chance fordi man ikke kunne lide dens indbinding.
Jeg vil bare sige at man bør give serien en chance, måske
gror stilen på en, måske gør den ikke. Men serien er så meget mere end bare
den visuelle stil.
Det mest fremtrædende punkt der blev ændret var trillingerne
Rip, Rap og Rup. Med en enkelt undtagelse, er dette første gang siden deres
skabelse tilbage i 30’erne at de tre trillinger ikke er hinandens kloner, men i
stedet hver deres egen karakter, som hver har fået en af Onkel Joakims attributter
som personlighed. Rip er den smarte der kan tænke nogle træk frem i spillet,
Rap er den eventyrlystne og Rup er den der elsker skatte, omend han er en
dovenkrop der forventer at alt bliver serveret for ham.
Onkel Joakim minder mere om den Joakim Von And vi kender fra
tegneserierne, end ham vi mødte i Ducktales fra 1987, ligeledes har andre
figurer fra tegneserierne flere kendetegn fra tegneserierne end deres
oprindelige Ducktales versioner havde, f.eks. Guldiver Flintesten som i
tegneserierne er Boa fra Sydafrika, men i 1987 Ducktales var han en skotte
ligesom Onkel Joakim. Den ændring skyldtes selvfølgelig på grund af
Arpartheiden på det tidspunkt, og gav dem en mulighed før at gøre ham til et
modstykke til Joakim. Flintesten i den nye Ducktales har beholdt det skotske
design fra 1987 versionen, men det viste sig i anden sæson at være en facade, da
han som lille dreng i Sydafrika følte sig snydt af Onkel Joakim og derfor
skabte en falsk skotsk identitet som kun har til opgave i livet at ødelægge
livet for Onkel Joakim.
En ting jeg altid savnede da jeg så den gamle serie ”Rip,
Rap og Rup på Eventyr” var Anders And. Han har altid været min yndlings – og jeg
læste tegneserierne, han var altid med på eventyr – så det var altid en
skuffelse at han ikke var med i serien den gang. Han bliver værget til flåden i
det første afsnit, og dukker op en håndfuld gange i resten af seriens 100
afsnit. Her i rebooten er han en fast del af showet, bare i første sæsons ca.
24 afsnit dukkede Anders And op flere gange end han gjorde i hele 1987-serien.
Hvor den gamle serie godt nok havde nogle enkelte 3-4
afsnits storylines, var det ellers kun stand-alone afsnit der aldrig havde
noget med andre afsnit at gøre. Det var normalt for tegnefilmsserier i 80’erne
og 90’erne, men fra midt-00’erne har det mere været normen end undtagelsen at
en serie har en lang overhistorie der bliver fortalt gennem serien, enten over
hele serien, eller gennem en sæson. Derfor har Ducktales 2017 også en lang
overordnet historie, som lige skulle teases i slutningen af et ellers
fantastisk introduktionsafsnit:
Bare lige hvis du ikke var fanget af dette fantastiske
afsnit selv, så kom der lige en årsag til hvorfor du skulle blive ved med at
følge serien. Jeg vil ikke afsløre for meget med hvad der er lært siden hen,
men et af seriens absolutte højdepunkter hidtil var da sandheden kom ud. Her
kan man se hvor meget arbejde producenterne har lagt i karakterisering af
figurerne, historieskrivningen til afsnittene, og energien stemmeskuespillerne
lægger i deres figurer.
Jeg kan godt lide Ducktales 2017, og kan ikke tvinge andre
til også at kunne lide den, men hvis den eneste klage du har over serien er den
visuelle stil, så synes jeg virkelig man går glip af en god serie, og måske
burde den gives en chance.
