tirsdag den 27. oktober 2020

Grønlandsforedrag

 Jeg blev inviteret til at holde et foredrag om Grønland og dets relation til Danmark på dette års Forvandlet (og Equip).

Der kom nogle små fnis frem da jeg nævnte at en af årsagerne til at Hans Egede rejste til Grønland var at finde ud af om Nordboerne - hvis de stadig var i live - var katolikker.

Jeg kom ikke ind på det i foredraget, da det ikke havde nogen betydning for Grønland, men dengang i 1700-tallet var det skam en ret så alvorlig sag. Ikke engang 75 år tidligere var 30 årskrigen afsluttet - den på det tidspunkt blodigste krig i Europas historie - og selvom at der også var politiske årsager til krigen, så startede den altså som Katolikker mod Protestanter.

Dengang i 1700-tallet talte man stadig om 30-årskrigen, på samme måde som vi i dag stadig taler om 2. Verdenskrig - den var simpelthen for tæt på stadigvæk. Så det var med fuldt alvor at Hans Egede havde planer om at omvende til den sande kristne tro - navnlig luthersk protestantisme.

Også selvom at jeg gik efter lidt grin i foredraget.



torsdag den 1. oktober 2020

At finde tilbage til sine rødder

 Når nu man har været lukket inde i sit hjem nogle måneder, kan man jo snildt finde sig en hobby, og for mig var denne hobby en som jeg faktisk har arbejdet med før: Slægtsforskning.


Jeg kan huske altid at have været interesseret i mit personlige stamtræ, og dette er godt nok en mock-up, men mit tidligste forsøg på at lave et stamtræ som jeg kan huske at have lavet, har set noget i retning af sådant her ud:

Her har jeg forsøgt at efterligne min håndskrift, som jeg kan se at den har været i nogle af mine ældre notater.

Den eneste af mine oldeforældre jeg har kendt var min mors farmor, Doris - men jeg var jo også 18 år før hun døde - de andre oldeforældres navne har jeg villet have hørt af mine forældre, men ved ikke om jeg ville have kendt deres navne fra før jeg begyndte på slægtsforskning.

Men det var mit gamle/ældste slægtstræ. Hvordan ser det ud i dag?




Jaehh... Der er vist lidt flere detaljer nu.

Jeg har billeder af alle mine oldeforældre, undtagen min farfars far - men ham ved vi alligevel intet om, her i træet repræsenteret ved at grenen ikke er frugtbar - og ellers tipoldeforældre og tip-tipoldeforældre var der også mange grene vi har fundet billeder af, enten i vor egne arkiver, eller i mine forældres søskende og fætre/kusiners arkiver.

Dette træ går seks generationer tilbage, men det skal ikke tolkes som at jeg ikke er kommet længere tilbage



Dette er et elektronisk genereret slægtstræ op til tiende led, og jeg har markeret de steder hvor jeg er kommet endnu længere tilbage. Men som man kan se her er der ved sjette generationsled begyndt at komme nogle store huller*, og det var en af hovedårsagerne til at jeg valgte at mit eget hjemmelavede stamtræ kun skulle gå til sjette generation.

Måske kan jeg på et senere tidspunkt, skrive mine fund ned, men det bliver nok ikke foreløbig.







*Som nævnt tidligere er min farfars far ukendt. Hvad ved vi om ham? I min farfars fødsels-/dåbsattest i Kolding Skt. Nikolaj kirkebog beskrives han som "Arbejdsmand Lars Jørgen Petersen af Kolding". Han dukker op i min oldemors liv ca. 1919 (min farfars storesøster er fra september 1919), og de er sammen i folketællingen februar 1921 i Vonsild, men efter min farfar er født i november 1921 så er han forsvundet. Min oldemor er alene i Kolding med sine to børn i Folketællingen 1925. Så denne arbejdsmand Lars J. Petersen af Kolding er ukendt.