I år er det 20 år siden at Ringenes Herre "Eventyret om Ringen" fik biografpremiere, og da jeg har været i et Tolkienhumør på det seneste, tænkte jeg på at skrive lidt om nogle af de ting jeg elsker ved Tolkiens univers. Måske bliver det kun én artikel jeg får skrevet, måske bliver det en serie? Tiden vil vise, hvor meget jeg får skrevet.
Jeg tænker på at starte med at fortælle lidt om musikken i filmene.
Filmtrilogien vi alle kender - eller i hvert fald kender til - blev instrueret af Peter Jackson, produceret af hans partner Fran Walsh og deres fælles ven Phillipa Boyens. Concept designs af Jon Howe og Allan Lee - to af de mest succesfulde Tolkien tegnere - Weta Studios stod for praktiske effekter, og det - dengang - nye Weta Digital stod for de computergenererede effekter, som var banebrydende for 20 år siden.
Til at binde det hele sammen blev Howard Shore hyret til at komponere musikken til filmene.
En ting Shore valgte tidligt i processen, var at han ikke ville bruge nogle såkaldte "Main Themes" i filmene - så hver gang I støder på en YouTube video der siger "Main Theme of The Lord Of The Rings", så er det i bund og grund forkert. I stedet valgte Shore at bruge Leitmotiver (jeg ved ikke om ordet er fransk "lay-motiv", eller tysk "lejt-motif", jeg har hørt begge dele som den rigtige udtale adskillige gange). Et Leitmotif er en kort melodi, eller passage, som forbindes med eller referer til en person, et objekt eller en idé. Tænk for eksempel på "The Imperial March" fra Star Wars, sangen tilhører Imperiet som helhed, med forbindes hovedsageligt med Darth Vader. Wagner var vist nok en af de første komponister til at bruge dem, i sine operaer.
Når folk taler om hvad hovedtemaet til Ringenes Herre filmene - selvom at der som sagt ikke er et egentligt hovedtema - så tænker de fleste på en af to leitmotiver. "The Ring/History of the Ring" og "The Fellowship Theme". Begge kan argumenteres for at være et hovedtema. "Fellowship" bruges i de fleste actionscener, eller landskabsscener, så det giver mening at mange tænker på det tema først. Jeg vil dog hellere hælde mere til at sige at "History of the Ring" er mere korrekt, da det bliver spillet da filmtitlen vises i hver film, hvorimod "Fellowship" kun afspilles da undertitlen "Fellowship of the Ring" vises på skærmen. En ting alle filmene gør, er at afspille en melodi der repræsenterer et af hovedelementerne i netop den film, når undertitlerne vises. I "Eventyret om Ringen/Fellowship of the Ring" er Broderskabet hovedelementet så "Fellowship" spilles da. I "De To Tårne" er Rohan et hovedelementet så "Rohan Fanfare" spilles, og i "Kongen vender Tilbage" er det Gondor som er hoved-setpiece, så "Gondor" spilles.
Jeg har forsøgt at sætte link ind, der fører direkte til hvor melodierne spilles på soundtracket, men da YouTube er blevet ret aggressiv med reklamer, kan det godt være at linkene ikke fungerer som jeg ønsker.
Med det sagt, så tror jeg at "History of the Ring" er et godt sted at starte.
På det tidspunkt historien i Ringenes Herre begynder, er Ringen - The One Ring - allerede næsten 5.000 år gammel. Filmens prolog får det til at se ud som om at Sauron smedede Ringen, og kort efter begyndte krigen "War of the Last Alliance of Elves and Men", hvor Sauron blev besejret, og Isildur - Menneskekongen Elendils søn - skærer Ringen af Saurons finger, og tager den som sejrstrofæ til sig selv. Men i bogen går der altså just under 2.000 år fra Ringen bliver smedet, til at Sauron bliver besejret - det er jo det med prologer, at de skal fortælle baggrundshistorien, uden at det tager for lang tid, en gave jeg ikke er så god til. "History of the Ring" - herefter omtalt "History" - spilles som sagt ved filmenes titel, men et andet sted det spilles meget er når Ringen skifter ejer.
Da Isildur tager Ringen, fra den besejrede Sauron, da Ringenbliver fundet af Déagol og Sméagol stjæler den, da Bilbo finder Ringen, og da den overgår til Frodo. "History" bliver afspillet hver gang. Melodien bruges også steder der fokuserer på verdenens historie, eller når der er mulighed for at nogen kan blive fristet af Ringen, før Ringens "Seduction of the Ring" spilles.
Det der i Ringenes Herre gør at Ringen er så farlig, er at skurken Sauron fyldte Ringen med en smule af sin egen magt, da han smedede den, hvilket så gør at den er fyldt med hans manipulerende magtevner, og det er det der gør at folk bliver fristet og til sidst afhængige af Ringen. Dette forhold mellem Ringen og Sauron, kan også høres i musikken da leitmotivet "Sauron" eller "Mordor" eller "Evil of the Ring" - vælg selv hvilket navn du foretrækker - er bygget op med de samme toner som "History" er.
Som Gandalf siger: "They are One, the Ring and the Dark Lord."
Med det mørke etableret, vil det give mening at tale om det lyse. Her er Herredet "The Shire" et godt tema at fremhæve.
Herredet - hobbitternes hjem - forestiller et paradis, ren idyl. Det er hvad "The Shire" forsøger at fremstille. Der er forskellige versioner af "The Shire", afhængig af hvad fortællingen skal bruge nu og her. Skal det være idyl, så bruges violiner, skal det være nostalgi eller at hobbitterne savner deres hjem, så bruges fløjter. En enkelt gang i "Eventyret om Ringen", da der vises natur, bruges et stærkt orkester til at fremhæve "The Shire" før det går over i "Fellowship".
"Fellowship" er nok den melodi som undergår den største forandring i hele filmtrilogien - og det på trods af at efter den første film, så bliver melodien brugt færre og færre gange. Første gang "Fellowship" bliver spillet - udover ved filmens undertitel - er da Frodo og Sam begynder deres rejse, og Sam siger: "hvis jeg tager endnu et skridt, vil det være det længste jeg endnu har været hjemmefra." Idét Sam tager næste skridt bliver en let og svag version af "Fellowship" brugt for første gang. Dette er Broderskabets begyndelse. En lidt stærkere version bruges kort efter da Gandalf rider til Isengard, for at tale med Saruman, hvor han bliver taget til fange. Næste gang "Fellowship" spilles er efter scenen i Bri/Bree hvor - de nu fire - hobbitter møder Traver/Strider - Aragorn - og de går ud i vildmarken, dette er en stærkere og mere tydeligt version af "Fellowship", men endnu langt fra komplet.
Melodien bliver først komplet, da Broderskabet dannes i slutningen af Elronds Råd, hvor et fuldt orkester endelig kan spille "Fellowship" i dets fulde magt, og melodiens B-linje dukker op. I den følgende historie, forbliver "Fellowship" stærkt og mægtigt, og hver gang vi hører det er det spillet med fuldt orkester. Det er først da Gandalf står ansigt til ansigt med Balroggen i Moria, og han bliver hevet med den ned i dybet, og Broderskabet fragmenteres at "Fellowship" begynder at miste sin kraft. Med Gandalf den Grås død forsvinder adskillelige af orkestrets instrumenter i melodien. Med Boromirs død i slutningen af den første film, bliver Broderskabet splittet i tre grupper, og "Fellowship", når det spilles i de efterfølgende film er altid af svagere karakter. I De To Tårne er det hovedsageligt Aragorns gruppe der bærer "Fellowship", og filmens stærkeste version af melodien er i begyndelsen af filmen, da gruppen jager de orker der bortførte Merry og Pippin.
Ellers bruges det i denne film mest i actionscener, og slaget ved Helms Kløft i slutningen af filmen. "Fellowship" bruges en enkelt gang i slutningen med håb, da Gandalf den Hvide ankommer til slaget, med forstærkning - et tegn på at selvom at Broderskabet er splittet, så så længe de tror på hinanden vil de altid være bundet sammen - denne version går så videre over i "The White Rider", som reptæsenterer Gandalf den Hvide.
I Kongen Vender Tilbage, bliver "Fellowship" igen brugt mest i actionscener, men et par eksempler i filmen, da Gandalf og Pippin ridder til Gondor er en version som indikerer hast - eftersom at Gandalf skal advarer Gondor om at krigen vil komme dér, da Sam kommer til Frodos undsætning mod ederkoppen Shelob, og et sted jeg vil fremhæve i slutningen af filmen.
Efter at have vundet det store krigsslag ud for Gondors hovedstad, beslutter lederne af de gode, at samle så mange krigere som muligt, og marchere mod fjendens land, for at distrahere Sauron fra den rigtige plan, om at ødelægge Ringen - som på dette tidspunkt er i fjendens land. Den gode hær er omringet af orker, og alt er håbløst. Aragorn vender sig mod sin venner og siger: "For Frodo.", hvorefter han styrter mod fjenden og starter det sidste - håbløse - slag mod fjenden. Alt sammen for at Frodo og Sam kan fuldføre missionen uden forhindringer - og det er netop denne årsag der er det vigtige. Slaget ved Den Sorte Port er ikke et slag for at besejre fjenden, der var simpelthen ikke nok gode soldater tilbage til at det kunne lade sig gøre, det var en afledningsmanøvre. Og derfor spilles "Fellowshiup" her i en ny form. Et kor synger "Fellowship"-melodien, hvilket giver det en følelse af alt eller intet, dette var Broderskabets sande mission - Ringens ødelæggelse - og dette er Broderskabets sidste forhindring, som her bliver overvundet.
Nogle andre leitmotiver jeg kort vil nævne lidt om, er Rohan, Gondor, Nazgul, Isengard, Nature's Reclamation og diverse Elvermelodier.
Da professor Tolkien skabte kongeriget Rohan, tog han meget inspiration fra Oldnordiske kilder - mange af navnene kommer fra oldnordisk - de kalder sig selv Eorlinger - Eorl betyder hest, hvilket passer med at Rohans folk er hestefyrster. Sproget de taler - Rohirric - er i det store og hele Angel-saksisk, og det kommer meget til udtryk i musikken, hvor korene synger angel-saksisk, men også i det mest fremstående instrument - Hardinger violinen. Hardingeren bringer en følelse af sårbarhed over melodien, da Rohan i starten af filmene er under forræderen Sarumans magt. Som Broderskabet befrier Rohan fra Saruman, og hjælper dem tilbage til fuld magt træder Hardingeren tilbage, og messingblæserne der repræsenterer styrke begynder at træde frem. Hardingeren glemmes dog ikke, og i melodiens sidste store optræden, får den en chance for at bringe melodiens traditionsrige magt frem. Det der før repræsenterede svaghed er nu et tegn på styrke.
Gondor som rige har bestået i over 3.000 år, men har gennemgået svære tider næsten konstant de sidste 2.000 år før Ringenes Herre begynder. Adskillelige krige mod fjenderne, pestepidemier og tabet af den sidste konge uden en arving. Gondor er en stolt nation, som selvom at den sidste konge døde næsten 1.000 år før Ringenes Herres begyndelse, så nægter den regerende familie at lade sig krone til konge, de er kongens stedfortræder (Steward), kongens trofaste rådgiver, ikke mere end det. Alt dette repræsenteres i "Gondor in Decline", som selvom at det er en melodi som fortæller om styrke, så er det en styrke der er i underskud, og vi føler den storhed Gondor engang havde, men nu er i forfald. Første gang melodien spilles er under Elronds Råd, da Boromir begynder at fortælle om sin fars regering, og dennes evige kamp om at beskytte verden i Vest fra fjenderne i Øst. Melodien spilles på et Fransk Horn, der giver det en følelse af tristhed, og savn for hvad der engang var. Første gang vi hører en mægtig version af melodien, er da Faramir husker tilbage til han og Boromirs sejr i generobringen af Osgiliath, ud for hovedstaden. Men selv denne stolte version slutter brat, da riget stadig er i forfald. En version som fremhæver fortidens storhed, samtidig med den ustabile situation spilles, da Gandalf og Pippin ridder ind i Minas Tirith, Gondors hovedstad. Med antændelsen af bavnerne i tredje film, er det første gang at melodien ikke slutter sombert, omend Gondor stadig er i forfald indtil at Aragorn krones til konge, så er Gondors håb endelig blevet antændt og klar til at udvikle sig til en stor flamme.
Isengards leitmotif er bygget op over rytmen 5/4, som Howard Shore valgte, da den er meget unaturlig, hvilket passer med Isengards rolle som industrialiseringscentrum i fortællingen. Melodien er tung og spillet på de dybere instrumenter, for at give en følelse af nedtrykkelse.
Eftersom at den unaturlige industrialisering har et musikstykke, så må det naturlige selvfølgelig også have et leitmotif. "Nature's Reclamation" repræsenterer at naturen slår tilbage imod fjendernes magter. I modsætning til Isengard, så ligger melodien her i det høje toneleje, og spilles for det meste med lettere instrumenter, eller kor.
Første gang melodien bruges, er da Gandalf er taget til fange i Isengard, og i en kort pause i Isengards hårde melodi, høres en ung drengs tenor/sopran stemme, der introducerer naturens leitmotif. I slutningen af De To Tårne, da Merry og Pippin endelig får overtalt Træskæg om at denne krig er mere end en krig mellem mennesker og orker, og faktisk omhandler alle verdens skabninger, spilles en stærk version af "Nature's Reclamation" - kaldet "Last March of the Ents" - hvor du både har kor der synger, og en solist, men som titlen antyder er dette den sidste march for enterne, og derfor slutter den sombert. I den tredje film, bruges "Nature's Reclamation" hovedsageligt i flæng med Rohan, eftersom at de er hestefyrster, så er de mere i sync med naturen, så da de ridder i krig, spilles en nærmest militaristisk version af "Nature's Reclamation".
Jeg har valgt at slå de forskellige elverleitmotiver sammen her, da de har meget til fælles. De er bestemt ikke ens, men har hver en følelse af - med mangel på bedre ord, - floatiness.
I Imladris - eller Kløvedal - er der en hovedmelodi på harpe, og kor, som flyder op og ned hele tiden.
Ligeledes i Lothlorien er der et kor som flyder op og ned.
Dette går også igen i Grønneskov fra Hobbitten-filmene
Denne floatiness giver elvernes musik en følelse af at de kommer fra en anden verden, end den vi har. Selvom at hvert rige er unikt, og selvstændigt, bindes de sammen med denne flydende komposition. Både Lothlorien og Grønneskov har også militære arrangementer, som spilles når de er i krig.
Jeg tror at jeg stopper her. Der er også andre leitmotiver i filmene jeg kan lide, men måske kan jeg vende tilbage på et andet tidspunkt til dem? Hvem ved?
Jeg følte bare lige, at snakke lidt om disse film jeg holder af, og denne verden som er skabt af professor Tolkien.
