Mytologiens Kvinder - Appendix

I indledningen til mit oplæg om Mytologiens Kvinder, nævnte jeg at jeg oprindeligt også havde planlagt at inkludere det Ny Testamente, og andre tidlige kristne kilder, men mængden af noter voksede sig nærmest uoverskuelig, så jeg endte med at ekskludere kristne kilder fra oplægget. Jeg er ret udmattet, efter at have brugt et halvt år på oplægget, og har ikke megen lyst til at lave et oplæg kun om kvindernes rolle og repræsentation i tidlige kristne kilder. Derfor har jeg valgt, bare at renskrive mine noter, og offentliggøre dem, som en form for bilag til hovedoplægget.

Nytestamentligsk - med apokryfer:

1) Den blødende kvinde - Mark 5,21-34; Matt 9,20-22; Luk 8,43-48. En kvinde havde lidt af blødninger i tolv år, så hun var konstant uren i følge loven. Hun havde brugt alt hvad hun ejede, for at betale læger, men ingenting hjalp. Da Jesus kom til hendes by, tænkte hun at hvis bare hun kunne røre hans tøj, så ville hun blive helet. I Markus rører hun ved Jesu kappe, mens i både Matt og Luk rører hun ved en kvast. Denne kvast hænger ud fra kappen og symboliserer en rettroende jøde. Straks blev hun helet og Jesus kunne mærke at der gik kraft ud fra ham. Han velsignede kvinden og sagde at hendes tro havde frelst hende.

2) Den syrisk-fønikiske kvinde - Mark 7,24-30; Matt 15,21-28. Jesus vandrede rundt i grænseområdet mellem Galilæa og Fønikien (Libanon), hvor en hedningekvinde kom til ham og spurgte om hans hjælp til at udfri dæmoner fra hendes datter. Jesus tøvede da hans mission først og fremmest var for jøderne, men da kvinden svarede saligt på hans lignelse, lod han hendes datter blive helbredt.

3) Den fattige enke - Mark 12,41-44; Luk 21,1-4. Jesus sad ved tempelblokken og så folkene give kollekt. En fattig enke lagde to mønter i blokken. Jesus fremhævede hende som en der havde givet mere af sin rigdom, end de rige som kun kom en brøkdel af deres rigdom i tempelblokken.

4) Den salvende kvinde - Mark 14,3-9; Matt 26,6-13; John 12,1-8. Et par dage før Pesach - i Mark og Matt er det to dage, i John er det seks dage - holder Jesus og hans disciple et måltid hos deres logivært i Betania - i Mark og Matt Simon den Spedalske, i John Lazarus. En kvinde kommer med en krukke kostbar olie - både Matt og John benævner det som Nardusolie fra Indien - og salver Jesus - i Mark og Matt Jesu hoved, i John Jesu fødder. Nogle tilstedeværende - i Mark uspecificeret, i Matt disciplene i John Judas Iskariot - blev vrede og skældte hende ud. Jesus bad dem til ro og fremhævede kvindens gerning. I Mark og Matt er kvinden anonym, i John er det Maria, Lazarus' søster.

5) Maria (Jomfru) - I Matt 1,18-25 er Maria forlovet med den retsindige Josef, men da hun bliver med barn af Helligånden, skilte han sig fra hende, for ikke at bringe hende i vanry. På en engels bud tager han hende til hustru, men han lå ikke med hende før hun fødte sin søn Jehshu'. - en insinuering af at han gjorde det efter fødslen. Maria spiller en meget passiv rolle i Matthæus' fødselshistorie, det er Josef som får besøg af englene og flytter med Maria til Egypten og senere Nazaret. I Mark 3,31-35 optræder Jesu mor, men hun navngives aldrig, med mindre at den "Maria, mor til Jakob den lille og Joses" i 15,40b er den samme som Jesu moder Maria. I Luk dukker Maria op i 1,27 hvor hun beskrives som jomfru. Ærkeenglen Gabriel kommer til hende i Nazaret og fortæller hende om at hun skal blive gravid ved Helligånden. I modsætning til Zakarias - Johannes Døbers far - som tvivlede på Gabriels budskab, så accepterer Maria sin rolle i Guds plan: "Se, jeg er Herrens tjenerinde" 1,38. Da Maria i Luk 2 føder Jesus i en stald får hun og Josef besøg af nogle hyrder, som fortalte om englenes hymner for dem og Maria "gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem" 2,19. John 2,1-12 Jesus' mor - ikke navngivet - er med til en bryllupsfest i Kana. Hun henvender sig til Jesus og ber ham om at skaffe mere vin. Ved Jesu død - John 19,25-27 - benævnes hun stadig kun som "hans mor", men også at hun har en søster, Maria, Klopas' hustru. Jesus siger til den discipel han elskede, at han skulle tage hans mor hjem til sig. ApG 1,14 Jesu mor, Maria, holdt med disciplene i enighed fast ved bønnen. Jakobs Forevangelium - også kendt som Protoevangeliet, forkortet Proto - handler om Marias fødsel og liv, op til Jesu fødsel. Proto 4,1-5,2 fortæller at Marias egen fødsel var en mirakuløs, Gudhjulpen, fødsel af en ellers ufrugtbar mor, Anna. Som seks måneder gammel kunne Maria gå - Proto 6,1 - og blev bragt til templet, hvor hun opfostredes - Proto 7,1-8,1. Proto 9,1-3 Josef udvælges af Gud, til at blive den 12-årige Marias værge, noget som han er ubekvemt ved, da han er gammel og har sønner i forvejen. Som 16-årig bebudes Maria af engle - Proto 11 - og besøgte Elisabeth - Proto 12. Da Josef fandt at Maria var gravid, skilte han sig fra hende, indtil at en engel forklarede situationen - Proto 13-14. De beskyldes begge for at vanhellige Guds hellige datter, men de frikendes - Proto 15-16. Folketælling og rejse til Betlehem - Proto 17 - Jesus fødes i en hule uden for Betlehem, med hjælp fra en jordemor - Proto 18-19. Paulus Åbenbaringen fortæller om Paulus' rejse gennem himmel og helvede, for at beskrive hvad han så. i Paul.Åb 46 står Paulus i Paradis og kigger på Livets Træ, da han opdagede en jomfru komme imod ham, med et følge på 200 engle, som sang hymner for hende. Han blev fortalt at dette var Jomfru Maria. Jf. Proto 10,1; Paul.Akt 3; Kebra Nagast 71 og Esaj.Him 11 er Maria, ligesom Josef, også af Davids stamme.

6) De ti brudepiger - Matt 25,1-13. En lignelse som Jesus fortæller, for at gøre klart hvor vigtigt det er at være årvågen. 10 brudepiger skulle våge ventetiden mens brudgommen var undervejs. Fem af pigerne havde husket ekstra olie til deres lamper, hvis ventetiden skulle blive lang, de fem andre glemte olie og måtte tage hen for at købe noget. Mens de var hos købmanden, kom brudgommen og tog de fem rede brudepiger til sig, men forviste de andre fem, da de kom tilbage med ny olie. En meget kortere afridsning af fortællingen kan findes i Luk 12,35-36.

7) Anna Fanuelsdatter - Luk 2,36-38. En profetinde, hvis ægteskab endte da manden døde efter 7 år og Anna viede da sit liv til at tjene Gud i templet. Hun så Jesusbarnet blive fremlagt og hun priste Gud og fortalte om barnet og Jerusalems forløsning.

8) Den syndige kvinde i farisærens hus - Luk 7,36-50. Jesus inviteres til at spise hos en farisær. En kvinde som levede i synd - insinueret prostitution - kom ind i huset og begyndte at salve Jesu hoved, vaske hans fødder og tørre dem med sit hår. Jesus fremhæver den ære hun viser ham og frigiver fra hendes synder.

9) Kvinder i Jesu følge - Luk 8,2-3 nævner nogle af de kvinder som fulgte Jesus i hans vandringer. "De sørgede for dem af deres egne midler", lyder som at kvinderne var velhavende og betalte for det meste af Jesus og disciplenes monetære mangler. Tre kvinder navngives: Maria Magdalene (se nr. 26), Johanna, gift med en af Herodes' embedsmænd og Susanna.

10) Martha og Maria - Luk 10,38-42. Jesus besøger to søstre i Galilæa (eller måske Samaria). Martha slider og slæber, da hun serverer for Jesus, mens Maria bare sidder og lytter til Jesu ord.

11) Den krumbøjede kvinde - Luk 13,10-13. Jesus helbreder hende på en sabbat og må derefter forsvare sin handling til synagogeforstanderen.

12) Kvinden med drakmer - Luk 15,8-10. Lignelse om en kvinde som havde mistet én af sine ti drakmer. Hun ledte efter den overalt i hendes hus og da hun fandt den, fejrede hun det med alle sine venner og naboer. Sådan jubles der i himlen, hver gang bare én synder frelses.

13) Den samaritanske kvinde - John 4,1-42. Jesus rejser fra Judæa til Galilæa, gennem Samaria. Mens disciplene er henne at købe mad, venter han ved en brønd. Der kom en samaritansk kvinde for at hente vand fra brønden. De to kommer i samtale og Jesus røber hans rolle som Messias til kvinden som kommer til tro og får flere samaritanere i byen til at tro på Jesus. Jesu kundskab er ikke kun for jøderne, men for alle folk. Kvinden kaldes Photine eller Photina i Østortodokse og ældre katolske martyrlister. Photine beskrives som at have konverteret så mange til tro på Jesus, at hun blev ligestillet med apostlene, indtil at kejser Nero havde hende henrettet. Som helgen er/var hendes festdag fjerde søndag efter Påske.

14) Kvinden der brød ægteskab - John 8,1-11. De skriftkloge kom med en kvinde opdaget i ægteskabsbrud og derfor i følge loven skulle stenes, til Jesus for at fange ham i en fælde. Enten var han imod loven og kunne tages til fange som kætter, eller han gik imod sin egen lære som en hykler. Jesus sagde bare "den af jer, der er uden synd, skal kaster den første sten på hende". Da alle tilstedeværende havde syndet gik de væk, indtil at Jesus og kvinden var alene. Jesus lod hende da  gå. 

- Interessant ved denne episode er, at den ikke optræder i mange af de ældste håndskrifter af Johannesevangeliet, næsten som om at det var en tilføjelse. Når den dukker op i håndskrifterne, så findes den forskellige steder; nogle gange i John 7,36; nogle gange John 21,25; ja, nogle gange dukker den op i Lukasevangeliet efter 21,38 eller 24,53. Blandt de få fragmenter af den apostolske fader Papias (ca. 60-130) som er overleveret gennem senere kirkefædre, nævner Eusebius i sin kirkehistorie, at Papias citerer en fortælling som ikke findes i de kanoniske evangelier, men kun i Hebræerevangeliet (som for længst er gået tabt). Den fortælling er om kvinden der skal stenes for ægteskabsbrud. Så det virker til at selvom at Hebræerevangeliet blev anset som falskt af de fleste kirkefædre, så var denne historie så populær, at den blev inddraget i de græske evangelier, som ikke havde den før engang i 400/500-tallet.

15) Maria og Martha - John 11. Ikke at forveksle med Martha og Maria i Luk 10 (se nr. 10). Jesus besøger disse to søstre og deres bror Lazarus i byen Bethania ud for Jerusalem. Som teksten er overleveret, græder de ved Jesu fødder og Martha bekender Jesus som Kristus, Guds søn, før han vækker den afdøde Lazarus til live. Senere i John 12 er det denne Maria som salver Jesu fødder med nardusolie og bliver skældt ud af Judas Iskariot (se nr. 4).

- Jeg skrev et oplæg for noget tid siden om en tekstkritisk undersøgelse af Lazarusfortællingen i Johannes 11, om hvordan det muligvis er hændt, at en senere redigent har indsat Martha hér fra Luk 10, for at mindske Marias rolle, som evangelisten ellers gav tegn på var Maria Magdalene. Jeg vil derfor kun kort opridse nogle af punkterne som peger i den retning.

* Evangelisten bruger nogle udtryk om Maria i kap 11 og 12, som han ellers kun bruger om Maria Magdalene i kap 20; disse inkluderer: κλαυση (græder) 11,2 & 20,16; που τεθεικατε αυτον (hvor har du lagt ham) 11,34 & 20,15; µνηµειον (grav) 11,38 & 20,11 og σουδαριον (tørklæde) 11,44 & 20,17.

* Ældste håndskrift antyder at Maria var Lazarus' eneste søster.

* Ældste vægmalerier af fortællingen har kun en søster.

* Gramatisk - både på græsk og latin - er der problemer i manuskripterne, helt op til bogtrykkeren blev skabt i 1450'erne.

* Nogle håndskrifter nævnes Martha som den der vasker Jesu fødder i kap. 12.

* Tertullian af Alexandria fortæller at det var Maria som bekendte af Jesus er Kristus, Guds søn.

* Vores eneste antikke parallelhistorie til Lazarusfortællingen - Mar Sababrevet - nævner kun en søster.

16) Anna - Proto 2,1-4. Rigmanden Joakims hustru. Hendes moderliv var lukket. Mens Joakim fastede 40 dage i ørkenen, gik Anna i sørgedragt og bønfaldt Gud om at måtte få et barn. Proto 4,1-4. Gud sendte engle til de to og fortalte at Anna skulle være med barn. Anna lovede at indvie barnet til tjeneste for Gud. Proto 5,2. Anna fødte en pige og kaldte hende Maria.

17) Salome - Proto 19,2-20,4. En jødisk kvinde, som hører om en jomfrufødsel, men tror ikke på det. Hun kom til Maria og undersøgte hendes underliv, men da det blev bevist at Maria var jomfru, blev Salomes hånd fortærret af ild. Det nyfødte Jesusbarn rørte ved hendes hånd og den helbredtes.

18) Safira - ApG 5,1-11. Hun og hendes mand, Ananias, solgte deres ejendom, gemte nogle penge væk, og gav så til menigheden i Jerusalem. Da de blev spurgt om beløbet vidnede de falskt, så Peter forbandede dem og de faldt døde om og blev begravet.

19) Tabitha - ApG 9,36-42. En discipel der gjorde mange undere og helbredte syge. Da hun selv blev syg og døde, kom Peter og rejste hende til live igen.

20) Lydia - ApG 16,13-15. En gudfrygtig purpurforhandler i Neapolis, som lyttede til Paulus' prædikener. Hun lod hele sin husstand døbe og inviterede Paulus - og hans følge - til at spise hos hende.

21) Pigen med en spådomsånd - ApG 16,16-24. En ung pige besat af en spådomsånd.. Hun var slave og hendes ejere udnyttede ånden i hende til at tjene penge på dens forudsigelser. Paulus bliver træt af åndens konstante råb og frigiver pigen fra åndens besættelse. Pigens ejere blev sure og lod Paulus og Silas fængsle.

22) De Fornemme kvinder - ApG 17,12. I Apostlenes gerninger høres ofte, hvordan jøder, gudsfrygtige og "ikke få fornemme kvinder" kommer til tro og slutter sig til Paulus. Denne passage er en af dem som har lidt af en redigent, som var imod kvinder i lederroller. Nogle håndskrifter har nemlig teksten "ikke få hustruer af fornemme mænd" - det er en lille ændring, men den fratager kvinder vigtighed og styrke i teksten.

- I vers 34 nævnes en Danias ved navn.

23) Priskilla - ApG 18,1-4; 18,18-22; 18,24-28. I byen Korinth mødte Paulus et jødisk ægtepar, Akvilla og Priskilla, som var rejst fra Italien, efter kejser Claudius' påbud i 49 ekr. tvang alle jøder ud af Italien, grundet uro. Paulus boede hos dem. De rejste med ham til Efesos og dér mødte de en mand fra Alexandria, Apollos, som var stærk i skrifterne og med ildhu talte om Jesus, skønt han ikke kendte ham. Akvilla og Priskilla fandt ham og underviste ham om Kristus. I Rom 16,3-5, beder Paulus menigheden om at hilse Priska og Akvilla, hans medarbejdere, som vovede halsen for at redde Paulus' liv. De holder tilsyneladende en menighed i deres hus. I 1. Kor 16,19 hilser Paulus menigheden og skal give mange hilsener fra Akvilla og Priska. Håndskrifterne varrierer mellem hvilket navn der skal stå først. Kvindens eller mandens.

24) Junia - Rom 16,7. Paulus beder menigheden om at hilse Andronikus og Junia, to af Paulus' medfanger. Højt ansete blandt apostlene og var i Kristus før Paulus. Junia - og Andronikus - fører missionsarbejde, hun er en apostel i alt andet end navn. Derfor har hun også oplevet en del censur af senere (mandlige) kirkeledere som udsatte hende for mindst to ting.

* En ændring af Paulus' ord "mine landsmænd" til "mine slægtninge". Junia og Andronikus gik fra at være respekterede jødekristne med del i missionsarbejdet, til at være Paulus' familie, så hilsenen er familiær frem for kollegiel.

* Navnet Junia er blevet ændret til Junias - kvindenavn -> mandenavn. Argumentet er at kvinder ikke kan være apostle, så hun forvandledes til en mand. Meget mere respektabelt. Problemet er bare at pigenavnet Junia kendes fra mange historiske kilder, det var et populært navn, hvorimod drengenavnet Junias ikke kendes fra nogle kilder. Det er et konstrueret drengenavn, for at mindske kvinders rolle i kirken.

- Priskilla nævnes i samme kapitel, men hun har en rolle i ApG, så hende ville det være sværre at slette på samme måde.

25) Føbe - Rom 16,1-2. Menighedstjener i Kenkræa. "Hun har stået mange bi".

26) Maria Magdalene

Mark: Hun nævnes første gang i 15,40-41, hvor hun som førstnævnt er blandt en gruppe kvinder, der havde fulgt Jesus og sørget for ham i Galilæa, er vidner til hans død på korset. I vers 47 er hun vidne til hvor Jesus gravlægges. 16,1-8. Maria Magdalene og to andre kvinder køber velduftende salver for at salve Jesu krop. De kom til graven og så en ung mand i hvide klder, som fortalte at Jesus var opstået og at kvinderne skulle gå ud og fortælle hvad de havde set. De var bange og flygtede. I den senere tilføjede lange afslutnings v.9-11 viser Jesus sig for Maria. Hun fortæller det til disciplene, men de tror hende ikke.

Matt: Maria er hér ligeså først nævnt som vidne til  Jesus død i 27,56, og så hvor han blev begravet 27,61. Maria Magdalene og "den anden Maria" gik ud til graven, fik at vide at Jesus var opstået, de gik med stor glæde, mødte Jesus, omfavnede hans fødder og gik for at fortælle disciplene 28,1-10.

Luk: 8,1-3 introducerer kvinder i Jesu følge. Maria med tilnavnet Magdalene, havde Jesus uddrevet syv dæmoner fra (v. 2b). 23,49 + 23,55-56 fortæller om de unavngivne kvinder der bevidnede Jesu død og gravlæggelse. Ligeså opstandelsen i 24,1-12, kvinderne navngives først i v.10, inklusive Maria Magdalene.

John: 11,1-12,3 Maria fra Betania insinueres at være Maria Magdalene af evangelisten. Ellers optræder hun først ved Jesu død i 19,25 og opstandelsen 20,1-2. Hun var igen den første til at se den opstandne Jesus 20,11-18.

- Marias tilnavn betyder jf. traditionen at hun kom fra byen Magdala ved Geneserets vestbred, men den forklaring har sine problemer. Det nævnes først af pave Gregor 1 i sin tale fra ca. 590, hvilket er alt for sent til at være en pålidelig kilde om hende. Flere af de tidlige kirkefædre fra Galilæa - kun få km fra hvor Magdala eftersigende skulle have ligget - skriver at de aldrig har hørt om en Magdala i Galilæa. De har kendt til nogle i Judæa og Libanon, men ikke i Galilæa. Jeg tror mere på teorien om at Jesus gav Maria hendes tilnavn. Simon blev kaldt Peter, fordi han var klippen hvorpå Jesu kirke skulle bygges. Maria blev kaldt Magdalene, fordi hun var tårnet, som skulle vogte kirken.

Thom: 21 Maria spørger Jesus hvem hans disciple ligner. Han svarer at de ligner børn, som har slået sig ned på en mark og da markens ejer kommer, vil de klæde sig af, for at give marken tilbage til ejeren. 114. Peter ville af med Maria, thi kvinder er ikke livet værdigt. Jesus svarede at han ville lede hende, så hun kunne blive som en mand, "thi enhver kvinde, som gør sig selv mandlig, vil gå ind i himlens rige". jf.22 "Når I gør to til én, og når I gør det indre som det ydre og det ydre som det indre og det øvre som det nedre, og når I gør det mandlige og det kvindelige til ét eneste, så at det mandlige ikke er mandligt og det kvindelige ikke kvindeligt, når I gør øjne i stedet for et øje og en hånd i stedet for en hånd og en fod i stedet for en fod, et billede i stedet for et billede, så skal I gå ind i riget."

Pet.Ev: 12,50-54 Maria Magdalene, Herrens discipel, og hendes vendinder, kom til graven, for at græde og sørge. 13,55-57 Graven er åben, Jesus er opstået og kvinderne bliver bange og flygter fra stedet.

Fil.Ev: (Gnostisk) Tre kvinder, alle kaldet Maria, fulgte Herren. De var hans mor, hendes søster - i næste linjer er hun HANS søster - og Magdalene, den som kaldtes hans κοινονως - "koinônos" alt fra partner, bekendte, kammerat, følgesvend. "Og [Frelserens] κοινονως var Maria Magdalene. [Kristus] elskede hende mere end alle disciplene, og plejede at kysse hende på [munden]. Resten af disciplene [var foragtede og viste deres utilfredshed]. De sagde til ham >>Hvorfor elsker du hende mere end alle os?<< Frelseren svarede og sagde til dem >>Hvorfor elsker jeg ikke jer som hende? Når en blind mand og en som ser begge er i mørke, er de ikke så forskellige fra hinaden. Når lyset kommer, så vil han som ser, se lyset og han som er blind, vil forblive i mørket.<< -Denne passage har ledt mange til at tro, at Jesus og Maria var elskende, eller endda gift. Dog havde et kys på munden, ikke den samme betydning i Antikken, som det har i dag. Den gang svarede det mere til at give et knus. Et følelsesladet elskovskys ville være et kys på kinden.

Maria.Ev: Dette skrift menes at være tilskrevet Maria Magdalene, men kan også være navngivet efter en af de andre Mariaer. Efter Kristi Himmelfart er disciplene bange for deres liv. Da rejste Maria sig op og manede dem til mod, for Jesu nåde ville være med dem og beskytte dem. Peter talte til Maria, vidende at Jesus elskede hende mere end de andre og spurgte hende hvad Jesus havde undervist hende. Maria ville da lære disciplene, de hemmeligheder de ikke vidste. Disciplene var chokeret over at høre hvad Jesus havde lært Maria og Andreas og Peter anklagede hende for at lyve, indtil at Levi fik dem talt til ro. Derefter gik de ud og prædikede for folkene. Marias rolle som fortolker og underviser for disciplene efter Krist himmelfart, viser at i de første par århundreder efter Jesu korsfæstelse, blev hun set af mange kristne som en apostel, på lige fod med de tolv mænd vi kender, og det passer også med ideen at Magdalena betyder Tårnet, på samme måde som Peter betyder Klippen, nemlig at Maria Magdalena (muligvis) var ligestillet med Simon Peter. Mariasevangeliet er et skrift fra en kristen gruppe som troede på kvinders ret til at prædike og undervise. Peter, og til en mindre grad de andre disciple repræsenterer de kristne grupper, som forkastede ideen om kvinder i lederroller og stærkt vandt frempas i den kendte verden. Disse Marianske kristne, og andre der gik ind for kvinders ligestilling i kirken, blev forfulgt og henrettet af de Proto-ortodokse kristne som med ratificeringen af den Nikænske trosbekendelse i Konstantinopel i 381, og fastsættelsen af den Ny-Testamentlige Kanon, vandt diskussionen om hvad den Sande Kristendom var og blev.

- I århundrederne efter Maria Magdalenes død, gik hendes historie tabt, men historien om hende groede. I 2.-5. århundrede blev Maria Magdalene set som at være den samme som Maria fra Betania - hvilket jeg tror var Johannesevangelistens plan, før at teksten blev redigeret. Da først Maria Magdalene var associeret med Maria fra Betania, som salvede Jesu fødder, og tørrede med hendes hår, så var der ikke langt til at hun blev associeret med den syndige kvinde der salver Jesu hovede med olie i de synoptiske evangelier. I 591 talte Pave Gregor I om Maria Magdalene. Han proklamerede at hun var en prostitueret kvinde, som havde forladt sit syndende liv, for at følge Jesus i hans mission. Denne bevisløse udtale, er der desværre stadig mange som tror om Maria Magdalene i dag.

27) Maximilla - En fornem hustru i And.Akt. Gift med Aigeates. Da en tjener blev slået bevidstløs i jorden, kaldte hun på Andreas, for hun vidste at han kunne uddrive dæmonerne i tjeneren. Maximilla inviterede den lokale menighed ind i sit hus, for at de kunne samles dér i bøn og undervisning fra Andreas. Noget hun gjorde uden sin mands vidende. Andreas må have prædiket om kyskhed og cølibat, for Maximilla fornægtede nu omfavnelse og kys. Aigeates lod da Andreas fængsle og korsfæste, som et svar på Maximillas afholdenhed. Maximilla er nærmest hovedpersonen i Andreasakterne. Historien handler om hende og det er først med Andreas' tilfangetagelse, at hans taler får hovedsædet i fortællingen.

28) Ifidama - Først nævnt And.Akt 2. En ven og søster i Kristus til Maximilla. Teksten specificerer ikke, måske tjenerinde? Måske slægtning? Måske elitefamilie? Ifidama hjælper Maximilla i hendes standhaftighed, og er blandt de første til at besøge Andreas i fængslet.

29) Kleopatra - Nej, ikke DEN Kleopatra. Joh.Akt 19-25. Hustru til Lykomedes, som er en udstående hærfører i Efesos. Kleopatra havde en udslukt skønhed, med en ungdommelig kulør. Hun havde været lam i syv dage, men døde inden Johannes kom til Efesos. Lykomedes tog sit eget liv for Johannes' ansigt. Johannes oprejste Kleopatra og da hun så sin afdøde mand, måtte hun holde tårene tilbage. Johannes fortalte hende ved Guds kraft, hvad hun skulle gøre og hun oprejste Lykomedes til live. I kap. 30 hjalp hun så Johannes og Lykomedes med forberedelserne til andre ting.

30) De 60 ældre kvinder - Joh.Akt 30-36. Kun fire ældre kvinder i Efesos var raske, resten var lamme, døve, gigtsvage eller syge. Johannes samlede byens befolkning og forklarede deres sygdomme: Fattiges bekymring; riges stolthed; skønhedens hovmod; ægteskabsbrud; nærrighed; hidsighed; drukkenskab; stridslyst; rigdom og ædelstene; mord; gift; trolddom; røveri; svindel. Derefter helbredte Johannes alle kvindernes sygdomme.

31) Drusiana - Joh.Akt 63-86. En trofast kvinde gift med Andronikos. En syndig mand, Kallimachos, bejlede til hende. Hun holdt tilbage, men følte sig skyldig for at han blev forført. Hun blev syg og døde. Johannes kondolerede Andronikos, men Kallimmachos planlagde at have samleje med hende, selvom at hun var død. Da han kom ind i hendes grav, blev han bidt af en slange og så en ung mand - Jesus. Næste dag kom Johannes og han opvækkede Drusiana og Kallimachos, sidstnævnte underkastede sig Gud og omvendte sig. Hans medsammensvorne, som også døde og blev oprejst, ville ikke omvende sig. Han flygtede før slangebiddets gift dræbte ham.

32) Thekla - Paul.Thek 7-43. En jomfru i Ikonien, moder Theoklia og forlovet med Thamyris. Thekla lyttede til Paulus' ord om Gud, renhed, tro på Kristus og køn. Hendes moder og forlovede forsøgte at vende hende fra Paulus, men hun lyttede ikke til dem. Da Paulus blev fængslet for at prædike cølibat, besøgte Thekla ham i fængslet og hendes tro voksede. De blev begge ført for statholderen og da Thekla nægtede at gifte sig med Thamyris, råbte hendes mor "Brænd hende, den lovløse!". Thekla blev smidt på bålet, men det begyndte at regne og hagle, og hun blev frelst. Thekla besluttede sig for at følge Paulus, men han tøvede med at lade hende døbe. De kom til Antiokia, hvor en fornem mand blev forelsket i hende og ville have hende, men da Thekla nægtede blev hun smidt for de vilde dyr. En løvinde beskyttede hende fra de andre dyr. Thekla så et bassin i stadionet som hun sprang i for at døbe sig selv i Jesu Kristi navn. Statholderen frigiver Thekla efter alle seværdighederne der var foregået. Hun syede sit nye tøj sammen, sådan som mænd brugte dem. Efter at have sagt farvel til Paulus, drog Thekla hjem til Ikonien, prædikede buddet, forsonedes med sin mor og drog til Seleukia, hvor hun efter at prædike i lange tider, sov stille ind. Paulus og Theklasakterne er et selvstændigt skrift - som blev inkorpereret i de længere Paulusakterne - skrevet af en presbyter i Lilleasien, i anden halvdel af 2. århundrede. Denne presbyter troede på kvinders rettighed til at missionere og prædike, og han blev kætterdømt af kirken for den tro.

33) Tryfaina - Paul.Thek 27-41. En velstående enke i Antiokia, som tog Thekla til sig, som var hun hendes egen afdøde datter. Hun besvimer da Thekla smides for de vilde dyr. Bagefter gav hun stort af sin rigdom til Thekla og hendes følge, og hun lærte meget om Gud og Kristus af Thekla.

34) Artemille og Eubula - Paul.Akt. Hustruer til henholdsvis Hieronymus og Diofantos - hans frigivne - som begge lyttede til Paulus i hans fangenskab i Efesos (s.275). Artemilla klædte sig fornemt til hendes besøg hos Paulus, men han irettesatte hende. Denne verdens rigdom er ingenting i den Anden verden/Himmerriget. Artemille og Eubula lod sig døbe af Paulus. De blev hjemme fra Paulus' henrettelse og bad for ham. Efter at Paulus var ombord et skib til Makedonien, kom en ung skinnende mand (Jesus?) til dem i soveværelset og fortalte dem hvad der var sket. Han fortalte dem hvad de skulle gøre... Teksten er gået tabt - måske noget med at helbrede Hieronymus' øre, et par linjer længere nede (s.279.).

- Hvor Paulus og Theklasakterne er kapitelinddelt, så er Paulusakterne det ikke. De her angivne sidetal, svarer til min E-bog version af Bibelselskabets Nytestamentlige Apokryfer.

35) Candida - Pet.Akt 1. En kvinde i Rom, som er gift med fangevogteren Quartus, som begge hørte Paulus' ord og kom til tro.

36) Rufina - Pet.Akt 2. Til nadveren kom Rufina og ville selv modtage den fra Paulus' hænder. Paulus påpegede at hun fremhæver sig selv som hellig, men var lige kommet fra at have ligget med en ægteskabsbryder. Han forbandede Rufina, som blev lam i venstre side, fra hoved til tånegle og kunne heller ikke tale mere.

37) Berenike og Filostrate - Pet.Akt 3. To af mange kvinder som kysser Paulus' fødder, ved hans afsked på vej til Spanien. De to er højtsående, "fra kejserens hus".

38) Den digende kvinde - Pet.Akt 15. Mor til et syv måneder gammelt barn, som Peter sendte til døren, for at bevidne sin søn, med en voksen mands stemme, skælde Simon Mager ud og beordre ham til at forlade Rom, indtil tiden er kommet for hans duel med Peter.

39) Eubola - Pet.Akt 17. Peter fortalte folk i Rom om Eubola, en fornem og rig kvinde i Judæa, som blev besøgt af Simon Mager. Med troldom, røvede han alt kvindens guld og forsvandt. Eubola troede på ham som en guddomelig mand. Hun anklagede og torturerede sine tjenere, for at stjæle hendes ting. Peter kom, forklarede hende hvad der var hændt og hvordan hun kunne få sine ejendele igen. Eubola kom til tro. Simons hjælpere blev arresteret og han selv flygtede fra Judæa.

40) Den blinde enke - Pet.Akt 20-21. En ældre kvinde i Marcellus' hus, som blev ført frem af sin datter. Peter helbredte hendes syn. Andre blinde enker i rummet råber til Peter, fordi han gav den ene synet tilbage, men ikke dem. Straks blev lokalet fyldt af et skarpt lys, som helbredte enkernes syn.

41) De to mødre - Pet.Akt 25-28. Under trosduellen mellem Peter og Simon Mager, kom først en mor og græd ved Peters fod, da hendes søn var død. Ved hendes tro, lod Peter sønnen opstå fra døden. Kort efter kom en anden mor, hvis søn også var død. Peter fik sønnen bragt foran folket og Simon bruge alle sine trolddomskræfter, for at opvække sønnen. Simon formåede at lade den dødes hovede vippe frem og tilbage, såvel som at blinke, men heller ikke mere. Peter vakte sønnen til live, sammen kom han og sin mor til tro. Moderen frigav sine slaver og de fik al den rigdom, som ellers ville være gået til sønnens begravelse.

42) Chryse - Pet.Akt 30. Meget rig - kaldes Chryse "Gylden" - pg.a. alle hendes kar var af guld. Brugte aldrig kar af sølv eller glas. Gud besøgte hende i en drøm og sagde hun skulle bringe nogle guldstykker til Peter. Peter priste gaven, som kunne bruges til at hjælpe folk i nød. Andre tvivlede på gaven, da Chryse var fuld af utugt og sov med alle, selv sine slaver. Peter lo og sagde Kristi skyldnere gav til Kristi tjenere.

43) Agrippas konkubiner - Pet.Akt 33. Præfekten i Roms fire konkubiner; Agrippina, Nicaria, Eufemia og Doris. De hørte Peter prædike om kyskhed og de holdt sig derfor fra Agrippa.

44) Xantippe - Pet.Akt 34-35. Gift med kejserens ven, Albinus. Hun havde meget stor skønhed. Også hun fulgte Peters prædiken om kyskhed. De fornemme mænd slog sig sammen, for at henrette Peter, men Xantippe advarede ham i tide og Peter var på vej væk fra Rom, da Jesus viste sig for ham og han forstod at det var hans tid nu.

45) Fløjtespillersken - Thom.Akt 5-9; 16. Til brylluppet i Indien, mødte Thomas en fløjtespillerske som var af hebraisk herkomst. Hun overhørte Thomas synge en hymne. Hun forbandede derefter en mundskænk som slog ham. Senere satte hun sig ved hans fødder og bekendte sin tro til ham.

46) Den indiske brud - Thom.Akt 10-14. Thomas velsignede brudeparret, inden han gik sin vej. De to nygifte skulle til at begynde med samlejet, da de mødte Jesus i form af Thomas. Han fortalte dem om det sande liv og kyskheden i det. Brudeparret valgte derfor ikke at have samleje, men glædedes i deres nye tro på Kristus.

47) Dæmonbesat kvinde - Thom.Akt 42-50. En ellers dydig og kysk kvinde, var i fem år blevet forfulgt af en dæmon som havde haft samleje med hende hver nat. Da Thomas kom til byen, opsøgte hun ham og han fordrev dæmonen fra hende.Thomas gav derefter kvinde det hellige sejl - dvs. dåben.

48) Den oprejste kvinde - Thom.Akt 51-58. Én af Thomas' følgere dræbte i sorg sin forlovede da hun ikke ville leve i cølibat. Manden angrede og ved Thomas' bøn, vækkede han hende fra døden. Hun giver så en beskrivelse af Dødsriget, som hun så det.

49) Sifors familie - Thom.Akt 62-81. Kong Misdaios' hærfører Sifors hustru og datter blev begge ramt af dæmoner på rejsen til et bryllup. Sifor kom til Thomas og sammen rejste de til hans by, hvor Thomas jog dæmonerne ud og vækkede kvinderne.

50) Mygdonia - Thom.Akt 82; 87; 95-98; 106; 114-121; 130; 135; 151; 157; 164-168. Hustru til kongens slægtning Charisios. Lod sig bære frem til Thomas af sine slaver, som skubbede og slog menneskemængden. Efter at have hørt ham prædike, kastede Mygdonia sig for Thomas' fødder og bad om at blive optaget i den himmelske familie. Da hun kom hjem til sit hus, var hun utilpas og lod sig undskylde fra samvær med sin mand. Mygdonia er Charisios overlegen i både rigdom og forstand. Charisios forsøgte at overbevise hende om Thomas' falsklære, men hun ignorerede ham og begyndte at bede i stedet. Da han forsøgte at trænge sig på hende, råbte hun på Jesus Navn og flygtede ud af huset. Thomas blev da arresteret. Mygdonia klippede sit hår og sønderrev sine klæder til Charisios' misfornøjelse. Hun forblev standhaftig mod ham og gik ud for at møde Thomas. Hun fandt ham og lod sig døbe. Charisios fik nok af Mygdonias sludder og truede med at lægge hende i lænker. Hun introducerede Tertia for Thomas og besøgte ham i fængslet. Hun salvede Tertia og Mnesara med olie, før Thomas udførte dåben over dem. Hun var et vidne til Thomas' martyrium.

51) Markia - Thom.Akt 98; 120-121; 164-168. Mygdonias amme, som hun først søgte tilflugt hos, da hun flygtede fra Charisios og senere hjalp med at konvertere til kristustroen og belv døbt sammen med. Vidne til Thomas' martyrium.

52) Mnesara - Thom.Akt 150; 154-157; 164-168. Hustru til Vazan, kongens søn, som var syg. Hun blev vækket af en ung mand - Kristus - som førte hende til Thomas, som derefter døbte hende. Vidne til Thomas' martyrium.

53) Tertia - Thom.Akt 134-137; 154-155; 157; 164-168. Kong Misdaios' hustru. Hun mødtes med Mygdonia, for at tale hende til fornuft. Mygdonia overtalte dog Tertia til at møde Thomas og Tertia konverterede. Hun besøgte Thomas i fængslet, efter at Kristus - i skikkelse af Thomas - befriede hende og Mygdonia fra fangenskab. Hun lod sig derpå døbe, og var et vidne til Thomas' martyrium.

54) "Danaider og Dircæ" - 1 Clement 5-6. Blandt de første martyrer i Rom, nævner den Apostolske Fader Clement af Rom at, kvinder blev forfulgt og led som Danaiderne og Dircæ fra græsk mytologi. Som Peter og Paulus, har de nået troens mål, skønt deres legemer var svage.

- Dirce var i græsk mytologi en grufuld kvinde, som til straf blev bundet til en tyrs horn

- Danaiderne var 50 søstre, som skulle giftes med deres 50 fætre. Alle undtagen én af dem dræbte deres husbonde og som straf bærer de i evighed vand til en hullet krukke.

Jeg forstår ikke helt hvad Clement mener med disse sammenligninger. Kvinderne i græsk mytologi var enten grufulde, eller mordere, og det går jeg ikke ud fra at martyrerne han ligestiller med Peter og Paulus var. Straffen med at blive bundet til en tyrs horn, kunne godt passe ind med de få romerske torturmetoder jeg kender til, så på den måde kan jeg godt se sammenligningen med Dirce. Danaidernes straf med at bære vand til en hullet krukke, er en håbløs opgave, da vandet bare siver ud af krukken, ligesom Sysofus, der skubber stenen op ad bjerget i evigheder. Den sammenligning med martyrerne er for abstrakt til at jeg kan se den.

55) Alke/Alce - IgnSm 13,2; IgnPol 8,3; MartPol 6,2; 17,2. Højtstående medlem af kirken i Smyrna. Hun har tilsyneladende givet mange penge til kirken og måske været prædikant. Ignatius af Antiokia mødte hende, da hans fangenskab havde ophold i Smyrna, på vejen til Rom, og han beskrev hende som: "Et navn, meget kært for mig" i sine breve til Smyrna og Polykarp. Hun spiller en mindre rolle i "Polykarps Martyrium" - den ældste overlevende martyriebeskrivelse udover ApG (ca. 155) - Det var Alkes familie, hendes bror, Nicetas, og dennes søn, Herodes, som jagede de kristne. Det var Herodes, som var politikaptajn i Smyrna, der arresterede Polykarp og sendte ham til sin martyrdød på bålet. "Alke" betyder "styrke", eller "mod". Hun må have været en kendt personlighed i nærområdet, da nabobyerne også kendte til hende.

56) Gavia - IgnSm 13,2. Et medlem af kirken i Smyrna. Ignatius skrev om hende: "Må hun stå fast i sin tro og kærlighed, både fysisk og åndeligt". Nogle forskere tror at hun måske er den samme som "Epitropus hustru" i IgnPol 8,2. Gavia må have tilhørt de højere samfund i Smyrna. En leder af en husmenighed.

57) Crescens' søster - PolFil 14. Et medlem af menigheden i Smyrna. Polykarp har tidligere udsendt Crescens som budbringer - dvs. Dekan - til Filippi. Denne gang sender han også Crescens' søster.

58) Appia - Filem 2. "[...] og til vor søster Appia..." Bor i Kolossæ. Måske Filemons hustru? Dog plejer Paulus at omtale ægtefolk i par: se Junia og Andronikus eller Priska og Akvilla. Appia kaldes "søster", på samme måde som Timotheus kaldes "broder" i v.1, hvilket måske betyder at Appia var en formidler af Kristustroen - en diakonos.

59) Nymfa - Kol 4,15. "[...] og hils Nymfa og menigheden i hendes hus!" I nogle fundne håndskrifter er navnet maskuliniseret til "Nymfas". Nymfa tyder på at have været en rig kvinde, som åbnede sit hjem for de kristustroende. Hun må have været et overhovede. Hun menes at have boet i Kolossæ, men nogle mener at hun kan have boet i Laodikæa eller Hierapolis, som begge lå i samme område.

60) Euodia og Syntyke - Fil 4,2-3. "Jeg formaner Euodia og formaner Syntyke til at enes i Herren; ja, jeg beder også dig Synzygos/kollega, hjælp dem, for de har kæmpet for evangeliet sammen med mig..." Paulus bruger de samme ord om Timotheus (2,22) og Epafroditus (2,25). Johannes Chrysostomos - kirkefader i 4. århundrede - tolkede Paulus som at de to kvinder var de egentlige ledere af kirken i Filippi, i sin 13. homily om Filipperbrevet. Deres navne betyder henholdsvis "lykkefuld/succesfuld rejse" - eu "god" og hodos "vej" - og "lykketræf".

61) Kloe - 1 kor 1,11-12. Kloes folk - måske slaver, eller folk i hendes hus - er kommet til Paulus og har fortalt at menigheden i Korinth er splittet i faktioner.

62) Rhoda - Hermas (Vis) 1,1. Fornem kvinde i Rom, som købte Hermas til slave. Hermas tjente hende flittigt, men var forelsket i hende. Nogle år senere, som en fri mand, ser Hermas Rhoda i en vision. Hun anklager ham for at have syndet mod hende.

63) Den ældre kvinde, på den hvide stol - Hermas (Vis) 1,2-2,4. Hermas ser i et syn, en ældre kvinde på en hvid stol. Hun forklarer hvorfor Rhoda mente at han havde syndet mod hende og hvordan han kunne rette bod, før hun og hendes stol tages op til himlen. Kvinden gav Hermas en stor bog, som han skal kopiere. Efter han var færdig, talte en stemme til ham. Den forklarede ham, at den ældre kvinde i virkeligheden var "kirken". Hun bragte mere information til Hermas' bog og bad ham sende en kopi til Clemens - så han kunne sprede den ud til andre menigheder - og en til Crapte - som skal undervise enker og forældreløse. I Hermas' andet syn havde kvinden et ungt ansigt, med gråt håt. I 3. syn er hun helt ungdommelig.

64) "Tårnets vogtere" - Hermas (Vis) 3. "Kirken" viser Hermas i et syn, et tårn - kirken der bliver bygget af sten, som repræsenterer hvor tro og lydig en person er. De dårlige sten bliver forkastet. Tårnet vogtes af syv kvinder, som støtter det fra at falde:

i. Tro - med sine stærke hænder, frelses Guds udvalgte.

ii. Mådehold - datter af Tro. Enhver som følger hende, får et glædeligt liv og vil holde sig fra alle onde gerninger og tro på evigt liv.

iii. Simplicitet - datter af Mådehold.

iv. Kundskab - datter af Simplicitet.

v. Troskab/Uskyldighed/Guilelessness - datter af Kundskab.

vi. Ærbødighed - datter af Troskab.

vii. Kærlighed - datter af Ærbødighed.

Når du følger moderen, kan du lære datteren at kende og så bliver du ren og skal bo i Guds tårn.

65) Bygmesterens jomfruer - Hermas (Lign) 9-15. 12 kvinder - 4 store, 8 små - som står for byggeriet af en bygning og dets tårn, som Hyrden viser Hermas. En dag efterlader Hyrden Hermas i jomfruernes varetægt og de holder ham kær. De danser med ham og beder hele natten til Gud. De er hellige ånder, som klæder folk i rene klæder, så de kan komme ind i Guds Rige. Deres navne er: Tro, Mådehold Styrke og Længe-lidelse, såvel som Simplicitet, Toskabhed, Renhed, Glæde, Sandhed, Forståelse, Overenskomst og Kærlighed. Den der bærer både deres navne og Guds Søns navn, de kan komme ind i Guds Rige.

66) Sortklædte kvinder - Hermas (Lign) 15. Forføreske kvinder, som leder folk væk fra Bygmesterens jomfruer. Deres navne er: Utro, Utålmodighed, Ulydighed og Løgn. såvel som Sorgskab, Ondskab, Henssynsløshed, Irritabilitet, Falskneri, Dårskab, Sladder og Had.

67) De besmudsede jomfruer - Paul.Åb 39. Piger i sorte klæder, med brændende lænker om anklen, vogtet af fire frygtelige engle som førte dem ind i mørket. Det var piger som "besmudsede" deres jomfruedom, uden at deres forældre vidste det og nu straffes de i Helvede (Tartaros?).

68) Christina af Bolsera - GL.SktChristina. Født ind i en adelig familie, hendes far låste hende inde i et tårn, med guld- og sølvguder, at tilbede. Christina nægtede at ofre til dem og i stedet knuste hun ikonerne og gav guldet og sølvet til fattige. Faren blev vred og gav hende til 12 mænd, som skulle afjomfrueliggøre hende, men de faldt om. Derefter smed han hende i fængsel. Da Christina stadig nægtede at afsværge den sande Gud, lod faren hende flå i kragen. Hun tog et stykke flået kød og kastede det i farens øjne. Hun blev bundet til et hjul, brændt over olie og derefter kastet i havet, bundet til en stor sten, hvor Jesus steg ned og døbte hende. Hun kom tilbage til land. Hendes far døde, men hun var stadig lige så forfulgt som før. Julianus dømte hende til død ved slanger, men slangerne kravlede om hende, og beskyttede hende mod alle dem der ville harme hende. Til sidst beordrede han Christina skudt og hun blev gennemboret af to pile.

69) Eufemia - GL.SktEufemia. Eu "god" og Femme "kvinde". Adelig kristen, som oplevede mang kristne martyrier og spurgte den lokale dommer, hvorfor hun som kristen ikke også blev henrettet. Dommeren tænkte at det bare var en fase som Eufemia gik igennem og lod flere kristne henrette i hendes åsyn, men da hun var standhaftig i sin tro, lod han hende fange. Eufemia klagede over at hun ikke var i lænker, som de andre kristne fanger. Enhver som forsøgte at tage hende blev ramt af sygdom. Dommeren smed da Eufemia for løverne, men de lagde deres haler som en stol hun kune sidde på. Endelig sendte dommeren så en bøddel ind, som trak sit sværd og stak Eufemia i siden. Løverne sprang på bødlen. Eufemia blev begravet i Kalkedon.

70) Juliana - GL.SktJuliana. Juliana blev givet i ægteskab til Eulogius, Provost/Praetorium, men hun nægtede ham så længe han ikke ville modtage Kristus. Både han og hendes far lod Juliana tæve nøgen, hænge ved sit hår og få flydende bly hældt på hendes hovede. I fængsel blev hun besøgt af en engel som fortalte hende, at hun kunne blive fri, hvis hun bad til et idol, som han havde medbragt. Fyldt af Herrens kraft greb hun englen og forlangte at få at vide hvem han virkelig var. Det var en dæmon i forklædning, som var kommet til Juliana på sin fars - Beelzebubs - ordre for at vinde hende fra Kristus. Hun lod ham gå, så han kunne blive straffet af sin far for at have fejlet i sin mission. Efter flere fejlslagne forsøg på at dræbe hende - hvorved hun vandt flere til tro - smed Eulogius endelig Juliana til halshugning.

71) Justina - GL.SktJustina. Datter af en idolpræst i Antiokia, som fandt Kristus og formåede at vinde sine forældre til tro. Justina ønskede også at hendes gamle ven, troldmanden Cyprian, ville møde Jesus. Cyprian var dog fra barnsben af indviet til Djævelen og han var forelsket i Justina. Han påkaldte dæmon efter dæmon, for at de skulle vække en elskovslyst i hende, sådan at hun ville sove med ham. Jo stærkere dæmonerne var, jo sværre havde Justina ved at modstå lysten, men hver gang hun påkaldte korsets tegn, flygtede dæmonerne. Cyprian og Djævelen formåede at vende hele byen imod Justina, ved at lade ulykker og hungersnød hærge i seks år. Derefter fik Cyprian nok af Djævelens mislykkedes forsøg og forsagede ham. Cyprian gik hen og skriftede for den lokale biskop, som døbte ham. Cyprian blev senere biskop i Antiokia og indsatte Justina som Abesse/forstanderinde i det lokale kloster. De to fremmede Kirkens udbredele i hele den Syriske provins. De blev begge halshugget af den lokale jarl, under kejser Diocletians forfølgelser.

72) Lucia - MartAkt.SktLucia. Lucia blev født i Syracruse på Sicillien og som lille gik hun med sin mor til sankt Agathas grav, hvor der blev læst fra Lukas. Lucia fik i et syn en udsigelse fra sankt Agatha og hun helbredte sin mors sorg og ville blive et lys for Syracruse. Hun begyndte med at uddele af sin families rigdom, til alle de trængende omkring hende. Trods at hendes rigdom i Himmelen voksede, følte hun sig mindre og mindre værdig. Den unge mand, som skulle have haft Lucia til ægte, blev forarget over hvordan hun ødslede med familiens rigdom og han anmeldte hende som kristen til guvernøren. Guvernøren udspurgte Lucia om hvorfor hun gjorde som hun gjorde. Lucias svar var: "Du gør som dine guder befaler dig, jeg gør som min". Guvernøren blev vred på Lucia og lod hende hugge med sværd. Med sine sidste kræfter lagde hun sine arme over kors, så den lokale præst kunne ordinere hende til sin himmelske ankomst.

73) Perpetua - Pass.Perpetua. Ældste overlevende kristne tekst, skrevet af en kvinde, var skrevet af Perpetua. Hun blev født ind i en ædel familie i Kartago, hvor hun en dag mødte nogle kristne. Hun blev overvældet af Kristi magt og lod sig konvertere. Hun var en cathecumen - en som undervises i Kristus, men som endnu ikke var døbt - da hun som 22-årig blev arresteret med sin slave Felicity og nogle andre cathecumen. I fængsel skrev Perpetua en dagbog, om alle pinslerne hun gennemgik. Hun blev arresteret som en nybagt mor og måtte finde ud af hvordan hendes søn bedst kunne opdrages, mens hun ammede barnet i grotten. Hendes far og andre forsøgte at få hende til at opgive troen så hun kunne redde sit og barnets liv, men Perpetua gav ikke efter. "Du kan kalde en pen ved andre navne, men det er stadig en pen. Ligeså er jeg kristen, uanset hav I kalder mig". Efter nogle måneder i grotten, blev alle fem cathecumen smidt for de vilde dyr. Et øjenvidne fandt Perpetuas dagbog og skrev deres martyrium ind i den.

74) Syncletica - Apophthegmata Patrium Aegyptiorum. Født i Alexandria, tog som ung et møddomsløfte. Efter at hendes forældre døde tog hun sin blinde søster med sig, ud at leve som eneboerer i en ubrugt grav. Mange pilgrimme kom til hende, for spirituel vejledning og hendes disciple nedskrev mange af hendes lære. "Der er mange som bor i bjergene, men opfører sig som hvis de boede i byen. De spilder deres tid. Det er muligt at være en eneboer i sit sind og samtidig bo med massebefolkningen. Og det er muligt at være en eneboer med en massebefolkning af sine egne tanker".

75) Egeria - Itinerarium Egeriae. Muligvis en nonne fra enten Spanien eller Gallien. Der vides ikke meget om hende, andet end hendes egen dagbog, som hun skrev til sine søstre derhjemme, mens hun var på en pilgrimsrejse, hvor hun besøgte Konstantinopel, Syrien, Palestina, Mesopotamien, Arabien og Egypten. Egerias dagbog giver et unikt billede på hvordan disse lande så ud i 380'erne. Hendes navn er nogle gange skrevet Hegeria eller Etheria. Det at hun var en nonne, nævnes af en 7. århundredes munk - Valerio af Bierzo - og han mente at hun var en nonne, fordi hun skrev sin dagbog til "søstrene" derhjemme i hendes menighed. Dog er det ikke så sjældent at kalde medlemmer af sin menighed brødre eller søstre, uden at være munke eller nonner. Det at hun havde råd til en 4-5 års lang rejse og samtidig var lærd nok til at skrive, tyder også på at hun var en rigmandsdatter.

76) Johanna - Talentfuld og lærd kvinde, som ofte forklædte sig som en mand. Hendes evner lod hende stige i kirkehierarkiet, indtil at hun blev udnævnt som pave. Hun besad posten i to år, indtil at hun fødte et barn og døde i fødslen. Eftersigende skulle hun have været pave i 850'erne, men hun nævnes først i det 13. århundrede, så uanset hvor populær hendes historie er - f.eks hvordan kan en person der lever i cølibat føde et barn? - så tror historikerer ikke på, at hun var en ægte person.

Og så er der denne passage i 1 Tim 2,11-12: "En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde [...] hun skal leve i stilhed."

Denne passage er blevet brugt igennem historien som et bevis for at Paulus var imod kvinder i lederroller, men problemet er bare at den fuldstændigt modsiger hvordan Paulus normalt omtaler kvinder i sine breve. Så er det godt at 1. Timotheusbrev - og de to andre pastoralbreve for den sags skyld - ikke er autentiske Paulusbreve, men i stedet skrevet pseudepigrafisk - dvs. skrevet af en person som brugte Paulus' navn til at give sine meninger mere legitimitet. Det er skrevet et sted i perioden ca. 90-140 - og eftersom at den eneste af de Apostolske Fædre som muligvis har kendskab til det er Polykarp (ca. 150), er det nok i den senere ende - og altså længe efter Paulus' død. Det beyder ikke, at brevet ikke er en vigtig kilde til den tidlige Kristendom, tværtimod, den er en fantastisk kilde til at se hvordan den tidlige kirkes struktur er blevet opbygget, i tiden efter de autentiske Paulusbreve, og overgangen - gennem de Apostolske Fædre - til Kirkefædrene, så Patriarkerne og endelig Pavestolen.