Jeg har længe vøret interesseret i at se Doctor Who, bare sår´n for at se hvad det er for et slags show der har kørt på britisk tv i 60 år. Der er bare det at hvis jeg skal kunne nyde et tv-show, så skal jeg se det fra starten af, og Klassisk Who er ikke let at finde i Danmark. For at gøre en lang historie kort, efter et halvt års overvejelse besluttede jeg mig for at købe DVD-bokssættet "Doctor Who: The Beginning", som har de tre første historier - 13 afsnit - for at se hvordan showet begyndte.
Den fjerde historie hører blandt de tabte afsnit, så den kan jeg også se som en fotorekonstruktion, men derefter kan jeg så ikke se flere, med mindre at jeg køber hver enkelt historie på DVD - det kommer ikke til at ske - eller venter på at Blu-Ray serien udgiver første sæson - som fordi de bliver udgivet i tilfældig rækkefølge kan være om et par måneder eller om 5 år.
Fordi det er noget jeg har tænkt på længe, ville jeg gerne give anmeldelser af de fire historier jeg har set.
An Unearthly Child: af C.E. Weber [1] og Anthony Coburn [2-4]
Del 1 An Unearthly Child introducerer publikum langsomt til de fire hovedpersoner, vi får tid til at se hvad de er for slags folk. Historielærerinden Barbara som er nysgerrig på den mærkelige pige i klassen, Susan, og gerne vil være åben for unaturlige muligheder og fysiklæreren Ian, som er skeptisk over for det unaturlige. Der er god mystik om Susan og Doktoren.
Del 2 The Cave of Skulls syntes jeg trak i langdrag. Tardisgruppen er rejst 100.000 år tilbage i tiden. Der blev brugt meget tid på jægerstammen og dens syn på Ilden.
Del 3 The Forest of Fear og Del 4 The Firemaker føltes ikke lige så langtrukne, men vi fulgte også vores 4 hovedpersoner en del mere end i del 2. Doktoren følte sig så megen overlegen overfor hvad han anså som primitive væsener, at han var villig til at slå en hulemands hoved ind med en sten, før han blev stoppet af Ian.
Jeg syntes det var besværligt at kende forskel på de to ledende hulemænd Za og Kal, op til del 4, på trods af at del 2 brugte så meget tid hos dem.
Del 1 var en god start på det mystiske Sci-Fishow, som satte en god stemning for resten af showet. Men jeg havde svært ved at sætte mig ind i Hulemandshistorien. Jeg ser frem til det første rigtige Historiske drama - Marco Polo - for at se om den historie holder bedre.
Men først, Doktorens ærkefjender i historie nr. 2
The Daleks: af Terry Nation
Del 1 The Dead Planet Gruppen lander på en planet hvor alt liv i junglen er blevet forstenet (planter) og metaliseret (dyr), dog er der alligevel noget levende som spøger gruppen. De undersøger en nærliggende by for komponenter til Tardis' brændstof, men den er tom og består kun af blanke steriliserede vægge og endeløse korridorer. Afsnittet afgiver en følelse af tomhed og alligevel at nogen udspinonerer dig, så da cliffhangeren kommer til sidst, hvor man bare ser et monster komme imod Barbara er man hooked. Hvad er dette for et monster? Følg med i næste uge. Eller se næste afsnit på DVD'en.
Del 2 The Survivors Det første vi hører om Daleks, er muligheden for at der måske er et levende væsen inde i robotten. Vores helte er lige blevet taget til fange af disse robotter, og dog undrer de sig om de bedømmer dem efter deres udseende, eller om de kun ser hæslige ud, men er blide inde i. Dalekerne er dog mere fordomsfulde i deres beskrivelse af den anden overlevende race på planeten, Thallerne. Århundreder siden var der nuklearkrig mellem de to racer, og en neutronbombe forstende verden. Dalekerne måtte skabe sig deres robothylstre for at overleve den radioaktive atmosfære, men Thallerne ser ud til at have overlevet fint uden beskyttelse, og må derfor i Dalekernes øjne, være hæslige mutationer. Ironien ligger i at Dalekerne selv er små muterede monstre, som ses i slutningen af 3. del The Escape.
Del 3 og 4 The Ambush fokuserer på vore hovedpersoners flugt fra Dalekernes fængsel, og deres møde med Thallerne. Før den nukleare krig var Thallerne et krigerfolk, men i de sidste par århundreder er de blevet pacifister, i modsætning til Dalekerne som var filosoffer og lærer men nu er blevet til krigere. Thallerne mødes med Dalekerne for at starte en fredlig sameksistens, men de bliver skudt ned af Dalekerne. Som Ian siger, de har en "dislike for the unlike". Daleks hader alt anderledes fra dem selv, uanset årsag.
Del 5 The Expidition handler om at overtale et pacifistisk folk til at gribe til våben. "Er vi villige til at slås for at kunne leve, eller er vi for bange til at leve?" Hvis vi ikke tør se frygten i øjnene og stå imod den, bliver vi så lammede af frygt at vi aldrig rigtigt vil kunne leve.
Del 6 The Ordeal var langtrukken. Kunne sagtens have klippet halvdelen af scenerne i hulen. I dette afsnit er Dalekerne måske mest åbenlyst en allegorie på nazisme, idet Dalekerne løfterne deres arme i heilende position, og taler om at være deres verdens mesterrace.
Og endelig del 7 The Rescue afslutter historien. Thallerne besejrer Dalekerne, og begynder at arbejde på at vække deres døde planet til live igen.
The Daleks som en historie er godt skrevet, godt instrueret og med godt scenearbejde. Den vilde jungle, som måske er død men alligevel er fuld af liv, i kontrast til Dalekernes by som på afstand ser levende ud, men er så blank og steril i udseende at kun døden vil kunne leve dér - paradoksalt som den sætning er.
Det var generelt lettere at holde styr på de forskellige Thall-folk i denne historie end det var at holde styr på hulemændene, og det til trods for at der var dobbelt så mange Thall-folk at holde styr på.
De fire hovedpersoner blev også hver især udviklet gennem denne historie. Doktoren er en forsker som elsker at udforske de nye områder og elementer han besøger, og hvis han sætter sig noget for, så sørger han for at han får sin vilje, om det så går imod alle andres vilje. Han er klog nok til at finde en svaghed i Dalekernes konstruktion, men er ikke så forfængelig og forblændet i sin egen visdom, at han ikke er åben for andre muligheder. Og så har han en meget barnlig fnisen, når han finder noget sjovt eller mærkværdigt.
Ian er opfindsom og den unge mandlige helt, der kan løse de fleste problemer. Han tror på kvinders ligestilling med mænd, og han stoler på Barbaras evner i ujævnt terræn.
Susan og Barbara får mindre udvikling i historien - det er jo trods alt statsligt tv i starten af 60'erne - men Susan vises som at kunne tænke hurtigt på benene, og Barbara er ikke bange for at vandre gennem sumpe og grotter med Thallekspiditionen som viser at hun har gå-på-mod og ikke lader sig styre af andre.
7 afsnit var måske et eller to for mange i min mening, men jeg kan sagtens forstå hvorfor Dalekerne blev så populære, og var så skræmmende for små børn i 60'erne - der var endda nogle få steder hvor jeg i mine 30'ere blev lidt "Woah". Selvfølgelig blev Dalekerne Dr. Who's ærkefjende, og historiens succes med over 10 mio seere frelste serien fra at blive cancelled før den gik i gang. Men med en 7 afsnit lang historie med en masse special effekter var budgettet til den næste historie næsten allerede opbrugt.
The Edge of Destruction: af David Whitaker
Del 1 The Edge of Destruction er derfor et såkaldt "Bottle Episode" hvor hele handlingen foregår inden i Tardis. Det er en mysteriethriller, noget fik Tardis til at styrte, og kontrolpanelet virker ikke. Alle ombord opfører sig mærkeligt, og dørene åbner og lukker automatisk, tilsyneladende uden grund. Musikken var lidt i stil med en gyserfilms stinger.
Del 2 The Brink of Disaster Det viser sig at gruppen var rejst så langt tilbage i tiden, at de befinder sig i øjeblikket hvor et stjernesystem skabes, og energikraften af det dræner så hurtigt Tardis' energikilde, at den er gået i forsvarsmåde, og det er derfor at der er sket alle de mærkelige ting der skete i disse to afsnit.
I en historie hvor der ikke sker så meget handling må man så regne med at der er mere udvikling for personerne. Men med kun to afsnit er der alligevel ikke så meget af det. Doktoren anklager Ian og Barbara for at stå bag hændelserne og truer med at smide dem ud hvorend de er i det øjeblik, og da faren er overstået har han rigtigt svært ved at sige undskyld til dem. Han forsøger ved at takke Barbara for hendes indsigt som årsagen til at de har overlevet, og i et øjebliks introspekt siger han "Som vi tilbringer tid sammen, lærer vi mere om os selv", han ved godt at han har gjort dem fortræd og beklager det indvendigt, omend han måske ikke kan komme ud med ordene, hvilket er langt fra den næsten gnavne mand de mødte i An Unearthly Child.
Barbara får i de her to afsnit sin første egentlige heltescene, idet hun ser alle de mærkelige hændelser der sker, og indser ledetrådene i dem som Tardis har givet dem, og finder på en løsning til problemet.
Ellers har jeg ikke så meget at sige om denne historie. Den sidste jeg kan se pt. er Marco Polo, som har den ære at være den første historie som er gået tabt. Den overlever kun i lydoptagelser og fotografier, som fans har sat sammen til rekonstrueringer.
Marco Polo: af John Lucarotti
Del 1 The Roof of the World Tarddisgruppen lander i Himmalayabjergene i 1289, og møder en karavane ledt af Marco Polo, fra Samarkand til Shang-Tu. Barbaras viden som historielærerinde kommer til udtryk i hendes kendskab til Marco Polos livshistorie og beskrivelse af Kublai Khans rige. Marcos ønske om at forære Tardis til Kublai Khan i bytte for tilladelse til at rejse hjem til Venedig er forståeligt, omend det skaber en splid mellem ham og vores hovedpersoner. Jeg kan godt lide hvordan de kalder Khans land for Cathay i stedet for Kina, og skuespillerne er i nogle fantastiske kostumer.
Del 2 The Singing Sands Marco fremstilles som en person der overvejer mulige scenarier. Han stoler nok på Ian og Barbara til at tage deres råd til eftertragtning, men behøver ikke at lade sig overtale af dem. Krigsherren Tegana er næsten komsik ond - mens karavanen er ved at tørste i ørkenen, står han ved den nærmeste oase og spilder vandet mens han ler af de tørstende.
Del 3 The Cave of five Hundred Eyes Barbara ser ledetråde der får hende til at mistænke Tegana, men uden beviser kan Marco ikke overtales. Marco og Ping-Cho fortæller historien om Den Gamle Mand og hans Hashashin snigmordere, som den virkelige Marco Polo fortalte om i sin bog, og Ian forklarer hvordan ordet Hashashin stadig bruges på engelsk i dag - Assassin.
Del 4 The Wall of Lies Marco står med valget mellem at tro på en krigsherre som er på en officiel fredsaftalemission til Kublai Khan, og de fremmede fra et fjernt land han ikke kan kende til. Som officiel ambassadør for Kublai Kha hvem kan han stole på?
Del 5 The Rider from Shang-Tu Selvom at de er flygtet fra fangeteltet så er Marco stadig villig til at lytte til Ian. Tegana virker nærmest omnipresent, han formår altid at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt til at lede skylden over på Tardisgruppen.
Del 6 Mighty Kublai Khan Ian forsøger at forklare til Marco at de er tidsrejsende, men fordi de har været så hemmelighedsfulde og har løjet overfor ham, så kan han ikke tro på det, trods alle de utrolige ting han ellers har oplevet i sit liv. Marco nævner jagt og falkeopdræt som Kublai Khans yndlingsaktiviteter, såvel som at han har gigt, alle tre ting nævnes i Marco Polos bog. Jeg er lidt skuffet over at de bliver ved med at kalde hovedstaden for Peking. De kalder Kina for Cathay, så burde de også kalde Peking Khanbaliq - eller Cambaluc som Marco Polo skrev det i sin bog. Navnet 北京 (Peking/Beijing) for byen blev først opfundet ca. 130 år efter at denne historie foregår.
Del 7 Assassin at Peking Kublai Khan nægter Marco sin ret til at rejse hjem, og han er tydeligt nedslået af at måtte acceptere at hans plan har fejlet. Med den indsigt at han selv ikke får lov at rejse hjem, har han nu - ved at forære Doktorens Tardis tile kejseren - også forhindret Doktoren, Susan, Ian og Barbara i nogensinde at kunne rejse hjem. Selv efter at det er opdaget at det krigerfolk som Tegana tjener, og er "fredsambassadør" for, har samlet en kæmpe hær en snes kilometer fra Kublai Khans palads, får Tegana stadig lov at holde en audiens hos kejseren uden vagter til at beskytte ham. Hvorfor?!?!?!?
Marco Polo er en stille historie uden alt for meget action. Det er et såkaldt "Character Study" af hvem personen Marco Polo er - der er ingen tvivl om at det er ham der hovedpersonen i disse syv afsnit. Selvom at det bringer ham i konflikt med Tardisgruppen så er hans ønske om at få tilladelse til at rejse hjem, efter 18 års tjeneste under Kublai Khan meget forståeligt.
Tegana som skurkville jeg ikke have så meget imod, hvis han ikke var blevet afsløret som skurken allerede i første afsnit for tv-seerne. Hvert afsnit har mindst én scene som gør det åbenlyst at han er skurken, men det har så den effekt at enten vil heltene stå som tåber der ikke kan se det åbenlyse, eller at de kan se det men bare accepterer det. Jeg tror det ville have fungeret bedre hvis Tegana langsomt blev afsløret som skurken.
Jeg kunne godt lide hvor mange ting fra Marco Polos bog de formåede at inkludere i historien, og kostumerne og kulisserne er alle vidunderlige. Det at vise den lange karavanerejse gennem en streg på et kort er genialt, og får mig til at undre om Steven Spielberg måske så denne serie og blev inspireret til at gøre det samme i Indiana Jones filmene små 20 år senere? Historien er et produkt af sin tid, som tydeligt kan ses ved at alle de asiatiske figurer - undtagen pigen Ping-Cho - spilles at hvide britiske mænd og kvinder, såkaldte Yellow-Face, men ellers var det en god historie, og det er en stor skam at alle 7 afsnit er gået tabt.
Efter nu at have set de første 4 historier af Doctor Who kan jeg sige at showet til at starte med ikke engang havde intention om at dens titelfigur skulle være dens hovedfigur. Doktoren har en meget lille rolle i adskillelige af de 20 afsnit jeg så. Ja Marco Polos andet afsnit er han kun med i ét minut eller deromkring. Fysiklæreren Ian Chesterton er mere den unge heltemodige hovedperson publikum nok var vandt til på den tid, og han påtog sig ledelsen flere gange, omend han anerkendte Doktoren som deres gruppes leder. Det ville være interessant at fortsætte og se hvornår showet rent faktisk begynder at have Doktoren som hovedperson og helten der værdsætter alt liv i universet - for det var i hvert fald ikke den Doktor vi først møder - men det har jeg ikke mulighed for pt.
Showet fortæller meget forskellige historier, og springer mellem historiske dramaer og monstre, hvilket giver en opfriskning ved hver ny historie, man ved ikke hvad næste historie vil handle om. Med mindre man googler det selvfølgelig. Hvor meget jeg end kunne lide de to historier, så syntes jeg at 7 afsnit var lidt for meget for både The Daleks og Marco Polo, de kunne nok godt have nøjes med 6 afsnit - prøv at forestil en 12 afsnit lang historie, mon ikke man ville blive træt af den, længe før den sluttede.
