[Her i efteråret har min far stået bag en bibelundervisningsrække om de steder i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger "jeg er den gode hyrde/døren/vejen, sandheden og livet" etc. Det fik mig til at tænke på en diskussion om en mindre, men vigtig, figur i Tolkiens univers. Jeg skrev nedenstående på et papir, så min far kunne få en forståelse om emnet. Ellers har jeg ikke ændret på teksten.]
Først lidt kontekst. I 'Ringenes Herre' bruger Tolkien 6 kapitler på at introducere Ringen & dens onde påvirkning på alle folk, men så i slutningen af sjette kapitel introducerer Tolkien figuren Tom Bombadil fra et digt han skrev i 1930'erne: 'The Adventures of Tom Bombadil'. Tom redder hobbitterne fra at blive opslugt af et ondt piletræ, & inviterer dem hjem til hans hus.
I kapitel 7 'In the house of Tom Bombadil' lærer hobbitterne - & læserne - mere om Tom, uden faktisk at noget om ham. Én ting er at Ringen ikke ser ud til at have nogen virkning på ham. Og det leder hobbitterne til at spørge både Tom & hans hustru "Hvem er Tom Bombadil?" Og hustruens svar "Han er," har ledt mange til at bruge det som argument for at Tom Bombadil er Tolkiens univers' Gud - Illuvatar, "Alfader". Hendes svar stemmer jo overens med Guds svar til Moses i den brændende Tornebusk, da han spurgte hvem der har sendt ham; "Jeg er den, jeg er! Du skal sige: Jeg er har sendt mig." Og Toms eget svar "Den Ældste, det er hvad jeg er." hjælper ikke med at overbevise en person, som er blevet overbevist om at han ER Gud, at han ikke er det.
Tolkien selv brød sig ikke om at tale for meget om Bombadil, da han foretrak at have noget mystisk & ukendt i sin fortælling, men da han i et brev fra en katolsk boghandelsejer, blev spurgt om beskrivelsen "Han er" insinuerede at Bombadil var Gud, tog Tolkien til orde - eller pennen - og sagde: "Jeg tror virkelig at du tager det alt for seriøst, foruden at misse pointen." Han går så i gang med at forklare hvad scenerne går ud på, & ja, hvis man faktisk læser de efterfølgende linjer i kapitlet, så giver "Guds-argumentet" ikke længere mening.
Ja, Goldberry siger om sin mand "Han er", men da hun ser hobbitternes forvirring fortsætter hun: "Han er som I ser ham." Det er svært at beskrive kun i tekst, hvordan hun har sagt ordene. Havde hun en filosofisk tone da hun sagde "Han er" eller pegede hun på Tom da hun sagde "Han er"? Tolkiens pointe var at gøre opmærksom på, at mange folk spørger "Hvem er du?" når de egentlig mener "Hvad er du (for en slags person)?" Bombadils eget svar da hobbitterne spørger ham "Hvem er du, Mester?" er "Hvad? Kender I endnu ikke mit navn? Det er det eneste svar. Sig mig, hvem er du, alene, dig selv, uden navn?" Fortæl mig hvem du er, uden at sige dit navn, eller dine venners navne til at beskrive dig selv.
Dét er pointen i scenerne i kapitel 7. Tolkien var først & fremmest en filolog - en sprogforsker - & han så sit snit til at bringe fokus på et linguistisk problem. Det endte så ikke med at være det, som folk fokuserede på. Derfor gik Tolkien så også filologisk til værks i spørgsmålet om "Han er" er det samme som "Jeg er". Han skriver: "Vi behøver ikke at gå ned i detaljerne i betydningen af 'Jeg er, den jeg er' - som er meget forskellig fra 'han er'. [henvisning til fodnote] Kun den første person (af verden eller andet) kan være unik. Hvis du siger han er, så må der nødvendigvis være mere end en, & en skabt (sub-)eksistens insinueres. Jeg kan sige 'han er' om Winston Churchill såvel om Tom Bombadil, vel nok?"
"Jeg er" er første person & har derfor en indfødt betydning af en eneståen. Der er ikke andre som 'jeg'. "Han er" er tredje person, & derfor må der være andre til stede. Der er ikke noget unikt, men mere en form for ligestilling imellem taleren & han som er.
