Jeg starter af med at sige, at jeg er ikke kunstanalytiker. Jeg har ikke meget forstand på kunst. Hvis jeg ser et maleri - eller skulptur - så har jeg sjældent en mening om det. Kan jeg lide det eller ej? Ofte føler jeg bare neutralitet mod det. Så dette oplæg er ikke en analyse, men mere en deskription af forskellige måder Jesus er blevet fremstillet i kunst.
Ideen begyndte da min mor - under forberedelserne til Ramasjangkirke - lavede en Jesusdukke af en træske og nylonstrømpe.
Jeg så den og begyndte at tænke på spørgsmålet: “Hvornår blev Jesus’ udseende standardiseret?” Vi har alle et billede af hvordan Jesus ser ud; langt hår, skæg og iklædt tunika - ofte med en romersk toga over skulderen.
Men var det virkelig sådan Jesus så ud som menneske på jorden? Vi ved det ikke. Der er næsten intet om hans udseende i det nye testamente, så det bliver ladt op til os, at selv forestille sig hvordan Jesus så ud. Så hvorfor er hans udseende så standardiseret?
For at få en forståelse over udviklingen, må vi gå tilbage til begyndelsen, tilbage til de ældste - overlevende - illustrationer af Jesus.
1. og 2. århundrede
Kort sagt, der findes ingen illustrationer af Jesus fra de første par århundreder. Hvorfor ikke? Jeg tænker at det har at gøre med at i begyndelsen af Kristendommens historie blev budskabet om Kristus spredt til folk i jødiske synagoger rundt i romerriget
Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere. ApG. 18,4
Da de kom til Efesos, lod Paulus de andre blive tilbage og gik selv hen i synagogen og førte samtaler med jøderne ApG. 18,19
Og for de jødekristne i menighederne har det at fremstille et billede af Jesus måske været set som et brud på det andet af de ti bud
Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Ex. 20,4-5a
I den strengeste form for forståelse af det bud, må man slet ikke lave billeder af mennesker, vi er jo skabt i Guds billede ifølge Genesis, så ethvert billede af et menneske er også et billede af Gud.
Tidlige kirkefædre, såsom Irenæus (d. 202) og Clement af Alexandria (d. 215) virker til at have været imod fremstillinger af Kristus og apostlene
[Om Carpokraterne] [...] De besidder også billeder, nogle malede andre skabt af andre materialer; mens de fastholder at en fremstilling af Kristus blev lavet af Pilatus på den tid Jesus var blandt dem. De kroner disse billeder og sætter dem op langs billederne af verdens filosoffer; det vil sige, sammen med billeder af Pythagoras og Platon og Aristoteles og de andre. De har også andre måder at hædre disse billeder, på samme måde som hedningerne. Mod Kætterne 1:25,6
Og lad vore segl være enten en due eller en fisk eller et skib, skubbet af vinden, eller et lyreinstrument som Polykrates brugte, eller et skibsanker, som Seleucus fik indgraveret; og hvis der er en som fisker, vil han huske apostlene og børnene draget mod vandet. For vi skal ikke fremstille idolers ansigter, vi som er forbudne at skære dem; Paedagogus 3
I Sydspanien blev der i 306 afholdt et synode i den lille by Elvira (moderne Greanda). Under dette synode blev den 36. canon fastbestemt som “Det er ment godt at billeder ikke skal være i kirken, så det der æres og tilbedes ikke bliver malet på væggene.”
Som Kristendommen blev mere græsk end jødisk, blev den forståelse af det andet bud langsomt glemt, og i dag er det de færreste kristne denominationer som er strengt afholdende fra nogen som helst afbildning af Jesus.
Den ældste kunstneriske fremstilling af Kristus finder vi omkring år 200. Men det er en romersk hednings hån af de kristne der fremstilles.
Graffitien viser en mand med et æselhovede - et af de laveste og ringeste dyr - der bliver korsfæstet - den ringeste og mest ydmygende måde at blive henrettet på i Romerriget - og en mand der løfter armen i en hilsende og tilbedende gerning. Teksten oversættes til noget i retningen af “Alexamenos tilbeder [sin] gud.”
3. til 5. århundrede
I den syriske by Dura-Europos fandt arkæologer i 1932 en jødisk synagoge og en kristen husmenighed ved siden af. Begge huse var fyldt med de ældste religiøse vægmalerier af bibelhistorier og personer. Bygningerne er begge dateret til omkring år 235.
I den kristne menigheds hus, findes tre (overlevende) fremstillinger af Jesus; Den gode hyrde
Jesus der helbreder en lam (læst fra højre til venstre “Tag din båre og gå”)
Og Jesus og Peter går på vandet (delvist ødelagt)
Det første man måske lægger mærke til her, er at Jesus har kort hår og intet skæg. Det er noget som er helt fremmed for vores mentale billede af Jesus. Har han ikke altid set ud som han gør i dag? Nej, tydeligvis ikke. Hvornår forsvandt billedet af den skægløse Jesus? Det er svært at sige. Det virker til at i Østkirken blev den skæggede, langhårede Jesus standard i løbet af 600-tallet, mens han i Vestkirken stadig blev fremstillet som skægløs langt op i Middelalderen.
Her i den Senantikke periode har jeg lagt mærke til tre overordnede former for at illustrere Jesus - fire hvis vi tæller den gode hyrde med. De tre former er: Mirakelmageren, Filosoffen, og Guddommen.
Mirakelmageren ses for eksempel i de to ovenstående billeder, og viser Jesu store vidundere. Ofte i mirakelmagerillustrationerne ses Jesus holde en stav - se underneden - denne stav er ofte blevet set som en tidlig form af det, der en dag ville udvikle sig til en troldmands tryllestav. Andre - mere fundamentalistiske i deres tro - mener at det er blasfemisk at sammenligne Jesus med troldmænd, og staven her i stedet skal ses som en kontinuitet med Moses’ stav.
En kristen sarkofag fra ca. 400 har nogle illustrationer hvor Jesus udfører mirakler. Min kilde siger at sarkofagen tilhører Concordius, men når jeg søger efter Concordius’ sarkofag kan jeg ikke finde de samme illustrationer.
Her ses Jesus tre gange - skægløs med kort krøllet hår - med en stav til at udføre mirakler. I midten til venstre peger han staven på tre krukker, der forvandler vand til vin. Lidt til højre peger han på fem kurve fyldt med brød. Længst til højre vækker han Lazarus til live igen, mens hans søster beder ved Jesu fødder - bemærk i tidlig kunst havde Lazarus endnu kun én søster, fordi ideen om at han havde to var endnu ikke fastsat.
Filosoffen Jesus i tidlig kunst viser Jesus som en underviser. En underviser i græko-romersk kultur var sædvanligvis en filosof, så idéen om at fremstille den lærende Jesus der prædiker til sine disciple efter en græsk filosof var bare ren natur.
Sammenlign Jesus udseende i dette billede med statuen af Apollonios af Tyana under det.
Skægget Jesus, uden tunika - altså i bar overkrop - med højre hånd løftet som symbol på undervisning og skrifterne holdt i venstre hånd.
Ikke at Filosoffen Jesus altid blev designet med en græsk filosof som inspiration. I en romersk katakomb kan man blandt andet finde dette billede af en skægløs Jesus som underviser sine disciple.
Igen, højre hånd løftet som symbol på undervisning, og skrifterne i venstre.
Et eksempel på den Guddommelige Jesus kan ses på denne mosaik i Rom. Jesus sidder på tronen, klædt i guld og pragt, og tårner over sine følgere.
Med den Guddommelige Jesus og Filosoffen Jesus kan vi se de tidlige træk til hvad der ville udvikle sig til den Standardiserede Jesus.
6. århundrede og frem
I det Byzantinske Rige blev Kristos Pantokrator - Kristus Alhersker - en meget populær form at fremstille Jesus. I venstre hånd holder Jesus igen skrifterne, og højre hånd er løftet, men nu er fingrene placeret i en specifik gestus. Tommelfingeren rører ringefingeren, pegefingeren er næsten helt strakt ud, langfinger og lillefinger er begge bøjede, dette skal repræsentere de græske bogstaver ισχσ (ISXS) som er første og sidste bogstav i ordene ιεσουσ χριστοσ “Iesus Kristos”. Samme gestus findes på billeder af flere kirkefædre. Det ældste kendte pantokrator findes i Skt. Kathrines kloster på Sinaihalvøen.
Evangelierne om Jesus
Når vi nu har kigget lidt på udviklingen og fokusset på fremstillingen af Jesus i kunst, kunne det være oplagt at spørge hvad primærkilderne til Jesu liv har at sige om hans udseende. Desværre lægger evangelieforfatterne ikke meget i hvordan Jesus så ud - hvilket ikke overrasker, da det ikke var noget forfattere i Antikken gjorde - men vi lærer dog én ting om Jesu udseende i de synoptiske evangelier.
Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. Matt. 9,20
og de bad ham om bare at måtte røre ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst. Matt. 14,36
I begge instanser bliver personer helbredt fra sygdom, da de rører ved kvasten på Jesus’ kappe. At Jesus gik med en kappe - Tallit - med kvaster - Tzitzit - viser at han var en rettroende jøde, for som der står i Torah’en:
Tal til israelitterne og sig til dem, at de slægt efter slægt skal sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper og en purpurblå snor i hver kvast. Det skal I have som kvast, og når I ser den, skal I huske på alle Herrens befalinger og følge dem og ikke lade jer lede af det, jeres hjerte tragter efter, og som jeres øjne ser, det, I horer med. Num. 15,38-39
Du skal sætte kvaster i alle fire hjørner af den kappe, du hyller dig i. Deut. 22,12
Så vi ved at Jesus var iklædt en tallit, som enhver rettroende jøde, men hvor tit ser vi ham iført sådan en i kunst? Selv i kunst lavet af folk som har tænkt på historikken bag deres Jesusmalerier, som dette billede af Den Sidste Nadver af Marguerite Solcum Quinn, udelader tallitten.
Så hvorfor er kunstnere så tøvende, til at fremstille Jesus, sådan som han rent faktisk beskrives i evangelierne? Igen tallitten med tzitzit er et tegn på en rettroende jøde, og der gik ikke lang tid før at der var et skel mellem jødekristne og hedningekristne - Paulus skriver allerede om konflikt imellem de to grupper i Galaterbrevet 2 - og Justin Martyr (ca. 100-165) har ikke mange gode ting at sige om jøder i sine skrifter. I sine Apologier tager han som kristen lang afstand fra Bar Kokhba og hans følgeres revolte mod romerne - i 132-136 - og i Dialog med Tryfo citerer han Esaj. 55,3-5 og siger:
Denne selvsamme lov, har I foragtet, og Hans nye hellige pagt har I vist ligegyldighed; og nu hverken modtager I den, eller søger bod for jeres onde gerninger. “For jeres ører er lukkede, jeres øjne er blinde, og hjertet er hårdt” (Esaj. 6,10) råbte Jeremias; men selv ikke da lytter I. Lovgiveren er her, dog ser I ham ikke; til de fattige bliver evangeliet forkyndt, de blinde ser, og dog forstår I ikke. I har nu brug for en anden omskæring, selvom I lægger stor herlighed i kødet. Den nye lov kræver en evig Sabbat, men fordi I hviler en enkelt dag, ser I jer selv som fromme, uden at kunne se hvorfor dette blev jer budt. Dialog. 12
Han fremhæver jøders fejlagtige forståelse af det Gamle Testamente, og hvorfor de ikke følger Guds befalinger.
Senere da jøden Tryfo spørger Justin om jøder der følger Loven, men dog også følger Kristus som verdens frelser, skal tage del i den himmelske frelse, nævner Justin at der findes mange af hans bekendte som lægger afstand til jødekristne, da de anser dem som falske kristne, der ikke vil blive frelst.
Justin selv mener at hvis de jødekristne ikke forsøger at konvertere de græsk-kristne til jødiske traditioner som at blive omskåret og at skulle holde sabbat, så vil de blive frelst, men hvis de påbyder dem at følge de ting, så vil de ikke blive frelst.
Det her er kun 90 år efter Paulus’ død, og antisemitismen hos kristne ville kun vokse, så idéen om at illustrere Jesus som jøde er kun blevet mindre og mindre eftertragtet af kristne.
Den kulturelle Jesus
Til syvende og sidst er det ligemeget hvordan den historiske Jesus så ud. Det har haft meget større betydning at han har repræsenteret en kulturs sammenhæng og beskyttelse ved undertrykkelse. Derfor har mange kulturer også fundet deres egne ideale Jesusfremstillinger.
Dette glasmaleri hænger i baptistkirken i Birmingham, Alabama, og repræsenterer Civil Rights-bevægelsen i 60’erne, og er placeret nær ved et sted hvor Ku Klux Klan dræbte 4 unge piger i et bombeangreb.
I Cambodia fremstilles Jesus med kun et ben, som et minde om landets miner, og alle minearbejderne som døde i dem.
Dette kinesiske billede viser Jesus i manikæismen som Frelsens Gud.
Den Sidste Nadver, også kinesisk, men kristent.
Kvinden fanget i ægteskabsbrud - japansk
Jeg finder det meget fascinerende hvordan Jesus bliver fremstillet i kunst, hvilke beslutninger der indgår i valget af udseende. Det er tydeligt at der er et standardiseret billede af Jesus, som også har inspireret andre kulturers syn på ham, men alle har deres eget personlige præg.