*OBS* Dette er et oplæg som bryder med den kirkelige tradition. Det er muligvis ikke for alle. *OBS*
Indledning
“Under kong Herodes’ regeringstid, kom ærkeenglen Gabriel til Maria i Nazaret i Galilæa, og fortalte hende, at hun skulle blive med barn ved Helligånden og føde Guds søn. Maria svarede: “Se, jeg er Guds tjenerinde.” Da Marias forlovede, Josef, opdagede at hun var gravid, uden at have været sammen med ham, forsøgte han at skille sig fra hende. En engel kom til Josef i en drøm og fortalte ham, at Maria var blevet med barn ved Helligånden, og han skulle ikke være bange for at tage hende tilbage. Senere udsendte kejser Augustus en befaling om at alle skulle indskrives til folketælling, og fordi Josef var af kong Davids hus, skulle han rejse til byen Betlehem i Judæa, for at lade sig indskrive. Da de kom til Betlehem var der ikke plads i herberget, så Josef og Maria fandt en stald. Dér fødte hun sin søn, og lagde ham i en krybbe. Ude på marken vogtede hyrderne deres får, da en himmelskare af engle viste sig for dem, og sang at “I dag er der født jer en frelser i Davids stad.” Hyrderne skyndte sig ind til byen, for at se dette nyfødte barn, og de gik rundt og fortalte om hvad de havde hørt. Da kom tre vise mænd fra Østerland til Judæa og spurgte efter det nyfødte kongebarn, de havde nemlig fulgt den ledestjerne. Kong Herodes blev bange for at dette nye barn skulle være større end ham. Han samlede præsterne og de skriftkloge, og spurgte, hvor Messias skulle fødes, de svarede i Betlehem. Herodes hidkaldte de tre vise mænd, fortalte hvor de kunne finde barnet, og når de havde set det, skulle de komme tilbage, og fortælle ham hvor de fandt ham, så han også kunne tilbede den nye konge. De vise mænd fulgte stjernen til Betlehem, hvor de fandt barnet, og dets moder, og gav dem gaver, guld, røgelse og myrra. I en åbenbaring fandt de at Herodes ville dræbe barnet, så de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Da Kong Herodes lærte at de vise mænd havde narret ham blev han vred, og befalede alle nyfødte drenge i Betlehem skulle myrdes. En engel kom til Josef, og sagde at Herodes ønskede barnet til livs, så Josef tog Maria og barnet og flygtede til Egypten. Først da Herodes var død, rejste de hjem til Nazaret.”
Dette er historien om Jesu fødsel, som den bliver undervist verden over i søndagsskole, taget ud fra evangelierne i det Nye Testamente, Guds Ord som er overleveret, til os i dag, gennem 2000 år.
Det lyder godt, men er det nu også sådan at det er foregået? Hvis man rent faktisk læser evangelierne - specifikt Matthæus og Lukas - så ser man hurtigt, at de ikke fortæller om Jesu fødsel på den måde. De fortæller deres egne fødselshistorier, og kirketraditionen har senere sammenflettet de to til én. “Men er det et problem, når de nu fremhæver hinanden så godt?” spørger du måske. Ja, ud fra et antropologisk perspektiv, vil det være en alvorlig brøde, at tage to historier, der ligner hinanden og flette dem sammen til én. Hvor mange af verdens myter og legender er ikke gået tabt, fordi den lærde antropolog der besøgte et såkaldt “mindre civiliseret” samfund, for at lære om dem, kun skrev en version af en fortælling ned, fordi der kun var to eller tre detaljer til forskel. De to eller tre detaljer kan have været hvad adskilte to nabofolk fra hinanden, og nu har antropologen gjort dem til samme folk.
Desuden er jeg ikke så sikker på, at Matthæus’ og Lukas’ fødselshistorier virkelig fungerer så godt sammen som kirketraditionen vil have at vi skal tro.
Jeg vil hér nærlæse, hvad evangelisterne skrev, med fokus på den danske autoriserede oversættelse fra 1992. Jeg har også kigget på et meget tidligt forsøg på at flette de to historier sammen, nemlig Jakobs Forevangelium - ved dansk oversættelse af Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen 2005 - som menes skrevet i perioden 120-150.
Matthæus
KAPITEL 1 starter med en slægtstavle, som har til formål at bevise, at Jesus er direkte efterkommer af Abraham, gennem kong David.
18 Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden.
Maria var forlovet med Josef. Forlovelse skal ikke ses som en moderne forlovelse. I Antikkens jødiske samfund var forlovelser, så godt som altid, arrangerede ægteskaber blandt brudeparrets fædre. Det kunne være mens parret var ungt - tidlige teenageår - eller måske så sent som i 30’erne. Bruden ville blive en del af gommens faders slægt, så han skulle forberede et brudekammer i sin fars hus, før han kunne hente bruden, og føre hende til sit nye hjem. Jesus bruger en del allegorier, som bygger på de jødiske ægteskabstraditioner, som at vi er hans brud, eller i John. 14,3 “Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig”. For at annullere en forlovelse, skulle man søge om skilsmisse, så man var i bund og grund allerede gift før selve bryllupsceremonien. Måske ville Trolovelse være en bedre oversættelse?
Som sagt kunne det arrangerede brudepar være i alle mulige aldre. Hér i Matt. hører vi intet om hvor gamle Maria og Josef var, men i en af de andre tekster jeg kigger på, gør vi.
19 Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed.
Jf. Deut. 22,23-24 skulle en forlovet jomfru, og den mand der havde samleje med hende - som ikke var hendes forlovede - begge stenes til døde. Her står Josef med det dilemma, at hans forlovede er blevet gravid, så logikken siger at hun må have været sammen med en anden ukendt mand, og skal derfor ifølge Torahen henrettes.
For at sparre Marias liv, overvejede Josef derfor en skilsmisse, så hun derefter kunne gå til den mand, hun eftersigende har haft samleje med, som der står i Deut. 24,1-2. Josef var en god jøde, der tydeligvis kendte loven.
20 Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.
Herrens Engel - αγγελος κυριου “angelos kuriou”. Angelos “budbringer” er oversat fra det hebraiske ord מלאך - mal’ak - “budbringer”. Kuriou oversættes Herre, når det bruges om Gud og Jesus, men ordet kan også oversættes Mester eller Ejer.
Budbringeren kommer til Josef i en drøm, i stedet for at vise sig personligt, som i andre historier.
μη φοβητης - me fobethes - vær ikke bange. Det kommer af samme rod som ordet fobi.
21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.”
Egentligt יהןשע - Josva - “Jahve frelser”. Men hvorfor kalder vi ham så Jesus i stedet for Josva? I de første århundreder omkring tidsskiftet fra fvt. til evt. blev navnet ofte skrevet ישןע - Yeshuä. På aramæisk ville det nok have været udtalt tættere på “Yeshu´”. Da den hebraiske Tanakh først blev oversat til græsk, i det der kaldes Septuaginta, blev navnet Josva konsekvent oversat som Ιησου - Iesou - altså, Josvabogen hedder Jesusbogen. Suffiks s’et i Ιησους blev tilføjet på grund af græske grammatiske regler.
22 Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:
Matt. har en række opfyldelsescitater, der indledes på denne måde.
23 “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” - det betyder: Gud med os.
Baseret på Es. 7,14 “Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Det hebraiske ord עלמה - ‘almah - betyder “(en) ung kvinde”. En jomfru ville være בתןלה - betulah - f.eks. Gen. 24,16; Deut. 22,14; Dom. 21,12 og Es. 47,1. ‘almah bruges også som “ung pige/kvinde” i Højs. 6,8 og Ords. 30,19.
Efter jødisk tradition, skal Esajas profeti til kong Akaz fortolkes som at omhandle sin egen søn, set i Es. 8,1-4.
Matt. bruger det græske ord παρθενος - parthenos - “ugift pige” kan også oversættes både som “ung pige” og “jomfru”. Ligesom med navnet Jesus, bruges ordet παρθενον hér, fordi det er dét ord som Septuaginta bruger i Es. 7,14.
Det er det samme ord som ruinerne til Parthenontemplet indviet til Athena i Athen.
24 Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru.
Josef er ikke længere bange for ydmygelsen fra andre jøder, og sørger for, at han og Maria er gift, før hun føder.
25 Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus.
Josef lå ikke med Maria før hun fødte sin søn. Men gjorde han bagefter? Det siger Matt. intet om, men for nogle kristne trosretninger er det ikke bare vigtigt at Maria var jomfru, da hun fødte Jesus, men også at hun forblev jomfru hele sit liv. Personligt har det ikke så meget betydning for mig, om Maria var “Evigjomfru” eller ej.
KAPITEL 2
1 Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem
Herodes den store var konge over Judæa og tilgrænsende områder 40-4 fvt.
Østerland hedder ανατολων - anatolôn - “solopgangens land”. Muligvis Iran, eftersom at de vise mænd kaldes μαγοι - magoi - eller “magi” (ikke magi, som tryllerier, men det engelske ord udtalt maydzai) som er titlen på zoroastriske præster.
Matt. nævner intet om hvor mange vise mænd der ankom til Jerusalem. Langt de fleste kristne trosretninger siger at der var tre - formentligt fordi at de bragte tre forskellige gaver - men i Østkirken, særligt den syriske kirke, siger traditionen at der var mindst tolv vise mænd.
2 og spurgte: “Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.”
De vise mænd må have været astronomer/astrologer, som studerede stjernerne. De to udtryk betød det samme i Antikken, det er først i moderne tid, at de begyndte at betyde hver deres form for læring om rummet og Universet.
3 Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.
Hele Jerusalem med ham? Herodes bliver selvfølgelig nervøs over at høre, at en konge der kan tage tronen fra ham, er blevet født. Men hvad med folk i Jerusalem?
4 Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.
Herodes var politiker, så kundskab i skrifterne var sekundært for ham. Desuden kom hans fars slægt oprindeligt fra Idumæa (Edom) syd for Judæa, og var blevet tvangskonverteret til Jødedommen under Hasmonæerdynastiet (dvs. Makkabæerne), så det er ikke utænkeligt, at han ville have brug for at hidkalde de skriftkloge, for at lære om profetierne.
5 De svarede ham: “I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
Betlehem - ביתלהם - “Brødbyen”.
6 Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.”
Citatet er en blanding af ord fra Mika 5,1 “Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel;” og 5,3 “Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,” såvel som 2. Sam. 5,2b “Og Herren har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over Israel.”
Efrata er navnet på området hvori Betlehem ligger.
7 Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.
Herodes spurgte ikke bare hvornår stjernen viste sig. Han forhørte dem indgående om hvornår den viste sig. Det har altså ikke bare været en ekstra stjerne, der dukkede op på himlen i sidste uge, men én som har været på himlen noget tid.
8 Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.”
Her er et af stederne hvor kirketraditionen sidder på rygmarven for mig. Jeg er vant til at tænke på historien som at kong Herodes gav de vise mænd guld, for at bestikke dem til at vise ham vejen til Kristusbarnet, men der står intet om at han giver dem guld i Matt.
9 Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.
At stjernen gik foran dem, og stoppede over stedet hvor Jesusbarnet var, viser igen at dette ikke var en almindelig stjerne, men en magisk, ja, ligefrem guddommelig stjerne.
10 Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.
Glæde er hér χαραν - charan - som er fra samme rod som χαιρετε - chairete - i Filip. 4,4 “Glæd jer altid i Herren.” Denne glæde er nærmest en jubelfryd, frem for en “det er jeg glad for at høre”-glæde.
11 Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.
Maria og Josef bor i et hus i Betlehem, hvor de vise mænd finder dem.
Røgelse hedder λιβανον - libanon - “hvid”. Muligvis fordi at handelsruten gik igennem Libanons hvide bjerge?
12 Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Denne gang er det de vise mænds tur til at få visioner i drømme. I modsætning til Josef, ser de vise mænd ikke en Guds budbringer, men bare en åbenbaring. Åbenbaringen kan selvfølgelig godt være givet til dem af en engel, men det siger teksten ikke noget om.
13 Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: “Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.”
Englen kommer i hvert fald til Josef. “Tag barnet og dets mor” i bestemt ental, fortæller mig at der kun er ét barn, i Josef og Marias varetægt. Mark. 3,31 - og dets paralleller i Matt. 12,46 og Luk. 8,19 - fortæller os, at Jesus havde brødre. Så hvor kommer de fra? Husk dette til senere.
14 Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten.
Jeg har ingen kommentarer til dette vers, men jeg undersøgte roden til navnet Egypten. Gennem latin - Aegyptus - fra græsk Αιγυπτον - Aigypton - selv en udvikling fra Mykenegræsk (ca. 1400 fvt.) der kaldte det a-ku-pi-ti-yo. Det var en grækificering af det Amarnaegyptiske navn for den egyptiske hovedstad Hikuptah, der selv er en udvikling fra det meget tidligere oldegyptiske ḥwt-kȝ-ptḥ, som betyder “Hjem for (guden) Ptah’s Ka”. Byen kendes bedre som Memphis.
15 Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Fra Egypten kaldte jeg min søn.”
Hos. 11,1 “Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn.” Hoseas beskriver i kap. 11 Israel som et spædbarn og dets forhold til sin omsorgsfulde far.
16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.
Hvis Jesus var et nyfødt barn - som kirketraditionen siger - hvorfor skulle Herodes så myrde alle drengebørn på to år og under? Det var derfor han forhørte de vise mænd indgående om stjernen. Det var en stjerne, som allerede havde været på himlen i to år, da de kom til Jerusalem.
Som historiker må jeg gøre opmærksom på, at Matthæusevangeliet er den eneste kilde vi har til Barnemordet i Betlehem. Selv de samtidige historikere, der skrev Herodes’ biografi Nicolaus af Damaskus og Josefus, nævner intet om at Herodes beordrede småbørn myrdet. Josefus fremhæver dog mange af Herodes’ grusomheder, bl.a. at han lod tre af sine egne sønner myrde, så man skulle tro at han også gerne ville bruge Betlehemsmassakren i sin biografi, men nej. Derfor er der ikke mange historikere der tror på at massakren rent faktisk skete.
17 Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
Indledning til et opfyldningscitat.
18 I Rama høres råb, gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.
Jer. 31,15 “Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd;
Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte.” Jeremias taler om hvordan de forviste jøder, der er på vej i eksil, er samlet i byen Rama, nord for Jerusalem. Evangelisten fremhæver Jeremias’ opråb som massakren i Betlehem. Betlehem ligger i Benjamins land, så i overført betydning er de Rakels børn, som hun græder over.
19 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten
Herodes den store døde 4 fvt. vi ved fra barnemordet i Betlehem at Jesus mindst har været to år dengang. Vi får intet at vide om hvor længe de boede i Egypten, men lad os bare sige at de kun var der et par måneder. Jesus må så være blevet født 6-7 år fk.
20 og siger: “Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.”
Drag til Israels land. Det bliver ikke specificeret, om det er Judæa eller Galilæa - eller måske endda Samaria - bare Israels land. Englen lader selv Josef bestemme om de skal vende tilbage til Judæa, eller om de skal tage til en af de andre regioner.
21 Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land.
Ingen kommentarer.
22 Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa,
Efter Herodes den Stores død, blev hans rige opdelt mellem sin søster og hans sønner.
Søsteren Salome I regerede over et område, nogenlunde svarende til vor tids Gazastribe, frem til sin død i 10 evt.
Herodes Arkelaos var ethnark over Judæa, men han var så upopulær blandt jøderne, at de romerske myndigheder væltede ham i 6 evt., og gjorde Judæa til en romersk provins under den syriske guvernør.
Filip var tetrark over nogle ikke-jødiske områder nordøst for Jordanfloden, frem til 34 evt.
Herodes Antipas var tetrark over Galilæa og Peræa (øst for Jordanfloden) frem til 39 evt.
Judæa var tilsyneladende Josefs første valg. At han ikke turde tage dertil af frygt for Herodes’ søn, gør det ironisk at han så rejser til Galilæa, som også regeres af en af Herodes’ sønner, i stedet.
Denne gang fik Josef en åbenbaring i drømme, ligesom de vise mænd. Der står ikke noget om en engel.
23 og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.
Hverken Nazaret eller nazaræer nævnes i GT eller profeterne. Nazaræer kan grammatisk ikke udledes af Nazaret, hvad end evangelisten har troet. Måske kommer ordet nazaræer fra en græsk afledning af det hebræiske נצר - netsær - “rodskud” jf. Es. 11,1 “Et skud gror frem fra hans rod.”
Lukasevangeliet
KAPITEL 1 begynder med en hilsen til en, ellers ukendt, Theofilus, og følges derefter af en beretning om Johannes Døbers fødsel, som kort bliver sat på pause, sådan at evangelisten kan skrive om Marias bebudelse i vers 26-38.
26 Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret,
Gabriel “Gud er min styrke”. I Luk. bor Maria og Josef i Nazaret i Galilæa, fra begyndelsen, i stedet for at flytte til byen som i Matt.
27 til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria.
Et af de få punkter hvor Luk. er enig med Matt., er at Josef var af Davids slægt. Begge er tavse om Marias herkomst.
Ligesom i Matt. er ordet παρθενον også her oversat som jomfru, men kan sagtens betyde ung pige.
28 Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: “Herren er med dig, du benådede!”
χαιρε er hér oversat som “hilsen”, men det er ordet for glæde, som i Filip. 4,4.
κεχαριτωμενη “Du som har fået (vist) nåde”.
29 Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.
Grebet af frygt, Maria forstår ikke hvem denne fremmede person, som er trådt ind i hendes hus er, eller hvad han siger.
30 Da sagde englen til hende “Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.
μη φοβου - som nævnt i Matt. - er fobou samme ord som fobi. Vær ikke frygtsom.
χαριν - charin - en gave uden fortjeneste. Det er det andet led i κεχαριτωμενη i vers 28.
31 Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.
Igen egentligt יהושע Josva “Jahve frelser”.
32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone;
υιος υψιστου - uios upsistou - “søn af den højeste”. Superlativ form af υψι “høj”.
κληθησεται - klethesetai - “han skal blive kaldt”.
Jesus skal opfylde Guds løfte til David i 2. Sam. 7,12-13: “Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid.”
33 han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.”
Jakobs hus er lig Israel jf. Gen. 32,29: “Så sagde han:»Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret.«” Israel - ישראל - betyder “Gud regerer”, men efter Hos. 12,4 er det ofte tolket som “kæmpe med Gud”.
Jakob - יעקב - har mange betydninger: “Efterfølger”, fordi han var yngre tvilling til Esau; kan være afledt af det hebræiske ord for “hæl” - עקב; “overtræder” fordi Jakob snød sig til Isaks velsignelse, tiltænkt Esau; “Gud beskytter” fordi han var under Guds beskyttelse.
34 Maria sagde til englen: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.”
Ligesom at Josef stod med dilemmaet om en gravid Maria i Matt. 1,19, undrer Maria sig her over hvordan det skulle være muligt for hende at blive gravid, uden at have været sammen med en mand.
35 Englen svarede hende: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.
Guds ånd vil komme over Maria, så Gud vil selv være barnets far.
36 Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned;
At en ufrugtbar kvinde er blevet gravid, kalder tilbage til Sara, Rebekka, Rakel (i Genesis) og Hanna (i 1. Sam.).
37 thi intet er umuligt for Gud.”
Jf. Gen. 18,14: “Intet er umuligt for Herren!”
38 Da sagde Maria: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så forlod englen hende.
Maria svarer at hun er δουλη κυριου - doule kurio - “Herrens δουλη”. δουλη - feminin form af δουλος - bliver ofte oversat som “tjenerinde”, men betyder faktisk “slavinde”, som i at hun er Guds slave. Grænsen mellem en tjener og en slave var meget flydende i Antikken, i modsætning til vores forståelse af de to termer i dag.
Vers 39-56 besøger Maria Elisabeth, og synger en lovsang til Gud. Resten af kapitel 1 handler om Johannes’ fødsel.
KAPITEL 2 fortæller om selve Jesu fødsel, men her viser evangelisten, at han ikke har meget styr på de historiske fakta. Han har haft et fokus på at fortælle en god fortælling, men har ikke tænkt på at faktatjekke sine kilder.
1 Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.
Romerne holdt folketællinger hvert femte år - de første går helt tilbage til kong Servius Tullius som regerede 578-535 fvt. Folketællingerne blev ført, for at tælle folks sociale status, og man talte kun Pater familias - familiens overhoved.
Hovedformålet med folketællingerne var todelt: udregning af skatteopkrævelser og bedømmelse af hvor mange mænd i militæralder, der kunne komme i trøjen.
Blandt de overlevende folketællinger fra Augustus’ tid, findes ingen som gjaldt hele Romerriget.
2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien.
Publius Sulpicius Kvirinius var guvernør i Syrien - med autoritet over Judæa - fra 6 evt til 12 evt. Han stod for at udføre en folketælling af Judæa, efter at det blev en romersk provins, da Arkelaos blev væltet.
3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
Romerske folketællinger krævede ikke at folk forlod deres hjem, for at rejse til deres forfædres hjemby. Tænk hvis en person fra Alexandria i Egypten boede i Paris, og skulle rejse alle de 4.300 km til sin hjemby. Nej, romerne var kloge nok til kun at tælle folk, som faktisk boede dér hvor folketællingen fandt sted.
4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,
I GT betyder Davids by som regel Jerusalem. F.eks.
Es. 22,9-10 “I så, at der var mange revner i Davidsbyens mure. Så samlede I vandet i Nedredammen. I gennemgik Jerusalems huse og rev nogle ned for at befæste bymuren.”
2. Sam. 5,7 “Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.”
2. Kong. 9,28 “Hans folk kørte ham til Jerusalem og lagde ham i graven hos hans fædre i Davidsbyen.”
Galilæa var en selvstyrende region under Antipas, og talte derfor ikke med til Kvirinius’ folketælling over Judæa.
Afstanden fra Nazaret til Betlehem svarer nogenlunde til gåafstanden mellem henholdsvis Frederikshavn og Randers; Aalborg og Horsens; Hobro og Fredericia; Aarhus og Esbjerg; Aarhus og Odense; Kolding og Lemvig; Odense og København (minus Storebælt).
5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.
I Matt. var Josef og Maria gift, da Jesus blev født. Hér er de stadig forlovede.
6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;
Ingen kommentarer.
7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
πρωτοτοκον - prototokon - “først-født”. Kol. bruger det samme ord i 1,15b: “al skabnings førstefødte.”
I Matt. blev Jesus født i et hus, men hér fremhæves den usleste, mest ydmygende begyndelse på Jesu liv, som en forfatter i slut-første, begyndelse-andet århundrede, greko-romerske samfund kunne forestille sig.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.
Vi fortsætter i den dur, med hyrderne som var blandt de mest ringeagtede og fattige folk i samfundet.
9 Da stod Herrens engel for dem, og de blev grebet af stor frygt.
Hvor de vise mænd i Matt. kun fik en åbenbaring i drømme, så, her får de usle hyrder den ære at se en engel. En form for værdiomkalfatring - dvs. det der har værdi hér, har ingen værdi i Guds rige, og omvendt. Den fattigste gruppe i samfundet, er den som er værdig til at se Guds engles herlighed.
10 Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:
Igen glæde er χαρω, en jubelglæde.
11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.
Kristus er den latinske form af det græske χριστος - “den salvede” - tilsvarende hebraiske משיח.
Jeg har altid fundet det interessant at de græske forfattere gerne ville oversætte, eller hellenisere navne og termer, mens andre sprog vælger at bruge de græske navne.
12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
σημειον - semeion - “(et) mærke”, “signal”, “mirakuløst tegn” eller “det, ved hvilket noget er kendetegnet”.
13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
En engleskare der lovpriser Gud, får mig altid først til at tænke på frasen vi lærte i hebraiskundervisningen på universitetet: “קדוש קדוש קדוש יהוה צבאות” Es. 6,3. Men det er selvfølgelig ikke det, de synger hér.
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Englenes lovprisning følger, at den salvedes fødsel indvarsler fredstiden for alle, som tager imod budskabet.
Es. 9,5-6: “For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid.”
15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: “Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.”
Den lukanske teologi er selvfølgelig forskellig fra den johannæiske, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at hyrderne vil se det som er fortalt dem, og i mit hoved svare: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” John. 20,29.
16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.
Ingen kommentarer.
17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn,
Giv det videre. “I skal være vidner om alt dette.” Luk. 24,48.
18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem;
Så gik hyrderne rundt i byen og fortalte hvad der var blevet sagt? Eller var der andre folk til stede, eller i nærheden af krybben?
Har folk lyttet til hvad en gruppe hyrder fortalte, eller har det været en Pinsedagssituation? ApG. 2,13 “De har drukket sig fulde i sød vin.”
19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
At gemme ord i hjertet fornyer os, og rodfæster troen på Gud.
Sl. 119,11: “Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig.”
20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Med hyrdernes lovprisning begynder menneskers lovprisning for Guds frelsende indgriben i verden.
21 Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Omskærelsen udføres på drengebarnets ottende dag, fordi en kvinde er uren, syv dage efter at hun har givet fødsel. jf. Gen. 17,12: “Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt.” og Lev. 12,2-3: “Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres.”
Jakob
Jakobs Forevangelium - også kaldet Protoevangelium - er en interessant tekst på flere måder.
For det første er det et af de ældste apokryfe evangelier vi har i helhed - sammen med Thomasevangeliet - senest nedskrevet omkring 150 evt., men muligvis så tidligt som 120 evt.
For det andet er teksten den ældste bevarede tradition om Marias evige jomfruelighed, såvel som navnene på hendes forældre - Joakim og Anna - så den har haft en kæmpe indflydelse på både den ortodokse og den katolske Mariatradition, på trods af at teksten hurtigt blev kætterdømt i Vestkirken.
For det tredje viser teksten, at selv i tidlige tider kunne folk se at de udbredte traditioner om Jesu fødsel på flere punkter var modsigende. Denne tekst er et forsøg på at sammenflette Matthæus og Lukas’ historier. Muligvis endda med en tredje nu tabt tradition?
En ting der ses ved teksten, er at forfatteren var meget mere historiebevidst end Lukas, og har forsøgt at rette hans historiske fejl. Har det gjort at de to traditioner flettes bedre sammen? Jamen, lad os da se på det.
Som de fleste andre nytestamentlige apokryfer, er kapitel- og versinddelingen noget mere løst sat, end de kanoniske tekster. Bebudelsen til Maria sker først i kapitel 11, men sammenlignet med Luk. svarer det nogenlunde til hele kapitel 1 og de har sjældent mere end 4 (medium-lange) vers.
I modsætning til de kanoniske tekster, som er frit tilgængelige online, så er den danske oversættelse af Jakobsevangeliet en privat oversættelse, og underlagt mere ophavsret, så jeg kan ikke bruge lige så mange citater fra teksten - især ikke når det er 50% af teksten jeg skal bruge. Jeg kan give et link til teksten på engelsk. Ligeså også en græsk tekst. I må bare stole på at jeg ikke har pillet ved oversættelsen som findes i Det Danske Bibelselskabs Nytestamentlige Apokryfer fra 2002, som genoptrykte den fra Ole Davidsens Kristi Fødsel - Tekster og Tolkninger år To Tusind fra 2000.
Fordi dette er en mindre kendt tekst end de foregående, må jeg hellere give et kort resumé af de første kapitler.
KAPITEL 1-9 Begynder med, at både Joakim og Anna er bedrøvede over ikke at kunne få børn. Joakim går ud i ørkenen og faster, mens Anna går rundt og synger en klagesang. Da kommer en engel til Anna, og siger at hun skal blive med barn. Anna lover barnet til templet, uanset køn. Efter syv måneder føder hun en datter, og giver hende navnet Maria. Seks måneder gammel kunne Maria allerede gå, men hun blev lukket inde i et særligt bygget helligdomsrum i huset, og blev opdraget af “hebræernes ubesmittede døtre”. Som etårig, tog præsterne og ypperstepræsterne og velsignede Maria, før hun som treårig blev bragt til templet. Maria blev opfostret i templet, og fik mad af en engels hånd, men da hun var fyldt tolv, blev præsterne nervøse for at hun skulle begynde at menstruere over det hellige tempel. I bøn fik de besked på at hidkalde alle enkemændene i Judæas område. Hver enkemand fik en stav, og den som Gud gav tegnet, skulle være den som Maria blev gift med. “Josef, Josef, du er blevet udvalgt til at tage Herrens jomfru i din varetægt!” (9,1). Josef tøvede, da han var en ældre mand med sønner fra et tidligere ægteskab. Han blev dog overtalt, og tog Maria med sig hjem.
Allerede her kan vi se nogle vigtige punkter: Maria er selv et barn af en mirakuløs fødsel. Josef bor i Judæa, hvor, præcist, er ikke specificeret, men i hvert fald ikke i Nazaret, Galilæa. Josef har allerede sønner fra et tidligere ægteskab. Hvis Maria forbliver en evig jomfru, så kan hun jo ikke føde flere børn, men vi ved fra Mark. 3,31 at Jesus havde brødre, så de måtte altså nødvendigvis være Josefs sønner.
KAPITEL 10,1 Præsterne ville have lavet et nyt forhæng til templet i Jerusalem, og det skulle laves af ubesmittede jomfruer af Davids stamme. De fandt syv.
1b Og præsten huskede pigen Maria, at hun var af Davids stamme og ubesmittet for Gud. Tjenerne gik bort og hentede hende.
Her nævnes første gang, at Maria var af Davids stamme. Muligvis fordi at Josef ikke er biologisk far til Jesus, så folk har spurgt: “hvordan kunne Jesus være af Davids stamme gennem ham?”, og derfor fortælles det nu, at han var det gennem moderen.
10,2 Der kastedes lod om hvem af pigerne, der skulle stå for hvad.
2b Ved lodkastningen tilfaldt den ægte purpur og skarlagenet Maria. Og hun tog det og gik til sit hus.
2c Hun begyndte at spinde det. På den tid blev ypperstepræsten, Zakarias, stum, og Samuel overtog hans opgaver midlertidigt.
Maria kan ikke have boet alt for langt væk fra templet, hvis hun kan gå hjem til sit hus med stoffet.
Jf. Ex. 25-27 (om indretningen af templet) skulle forgårdens portåbning have et forhæng af purpurblåt, purpurrødt og kaminrødt - se Ex. 26,31; 26,36; 27,16.
11.1 Og hun tog en krukke og gik ud for at fylde den med vand. Og se, en stemme hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede. Velsignet er du blandt kvinder!« Og Maria så sig om til højre og til venstre, hvorfra denne stemme kunne komme. Hun skælvede, gik ind i huset og stillede krukken fra sig; derpå tog hun purpuret, satte sig på sin stol og spandt purpuret.
Englens stemme høres, men han ses endnu ikke. Maria er bange, men ikke så snart er hun tilbage i huset, før hun går i gang med at spinde igen, som om intet er hændt.
2 Og se, en engel stod foran hende og sagde: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for ham, der er Herskeren over alt. Du skal blive med barn ved hans Ord.« Da hun hørte det, tænkte hun ved sig selv: »Skal jeg blive med barn ved Herren, den levende Gud, og føde, som enhver kvinde føder?«
λογου - logou - “ord”, “tale” o.lign. I Johannæisk teologi, oversættes det altid med stort forbogstav, se John. 1,1: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Denne danske oversættelse, har også oversat med stort, men den engelske jeg linkede ovenover, oversatte med lille forbogstav.
3 Og se, en engel stod foran hende og sagde: »Ikke således Maria. For Guds kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes den Højestes søn. Og du skal give ham navnet Jesus. For han skal frelse sit folk fra deres synder.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde for hans ansigt. Lad det ske mig efter dit ord.«
Sammenblandede citater - i rækkefølge - fra Luk. 1,35; 1,32; Matt. 1,21 og Luk. 1,38.
12,1 Maria forarbejdede purpuret og skarlagenet, hvorefter hun bragte det til præsten, som velsignede hende.
12.1b »Maria, Gud Herren har ophøjet dit navn, og du skal være velsignet blandt alle jordens slægter.«
εμεγαλυνε - emegalune - bruges i moderne græske oversættelser af Daniel 2,48: “Derpå ophøjede kongen Daniel,”.
2 Fuld af glæde tog Maria af sted til sin slægtning Elisabeth og bankede på døren. Da Elisabeth hørte det, lagde hun skarlagenet fra sig, løb hen til døren og åbnede den for hende, velsignede hende og sagde: »Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For se, barnet i mig sprang og velsignede dig.« Men Maria havde glemt de hemmeligheder, som englen Gabriel havde talt om. Hun så mod himlen og sagde: »Hvem er jeg, siden alle jordens kvinder priser mig salig?«
Maria havde glemt et møde med en af Guds budbringere? Dette er første og eneste gang, at Gabriel nævnes ved navn i evangeliet. Man må håbe, at evangeliets læsere har vidst, hvem denne Gabriel var.
3 Maria blev tre måneder hos Elisabeth, og hendes mave blev større og større. Af frygt fra Israels sønner skjulte Maria sig i sit hus.
3b Hun var seksten år gammel, da disse hemmelighedsfulde ting skete med hende.
Tekstvarianter nævner at Maria har været 10, 12, 14, 15 eller 16 år på dette tidspunkt.
3.1 Men da hun var i den sjette måned, se, da kom Josef hjem fra sit byggearbejde, trådte ind i huset og fandt hende gravid. Han slog sig i ansigtet og kastede sig til jorden på sin sæk; han græd bitterligt og sagde: »Med hvilket ansigt skal jeg se op på Gud Herren? Hvad skal jeg bede om for hende? For som jomfru har jeg modtaget hende fra Gud Herrens tempel, og jeg har ikke passet på hende. Hvem har bedraget mig? Hvem har gjort denne ugerning i mit hus? Hvem har røvet jomfruen fra mig og besmittet hende? Er det Adams historie, der har gentaget sig for mig? For ligesom Adam var borte i lovprisningens time, og slangen kom og fandt Eva alene, forledte hende og besmittede hende, således er det også sket for mig!«
At kaste sig til jorden i en sæk, kommer fra Gen. 37,34. Efter at Josefs brødre havde solgt ham til midjanitterne, viste de hans kjortel til deres far. “Så flængede Jakob sine klæder og lagde en sæk over lænderne, og han sørgede over sin søn i lang tid.”
Sidst i verset hentyder evangelisten til en apokryf jødisk tekst, kaldet Adam og Evas liv - eller i græske versioner Moses’ Åbenbaring. Det er ikke en tekst jeg kender meget til selv, men forskere mener at den er skrevet senest i 1. århundrede evt. I Nytestamentlige Apokryfers oversættelse af Jakobs Forevangelium gives en kildehenvisning til teksten, som siger at Gud havde to engle i Eden, som vogtede over Adam og Eva. Men da de gik op for at tilbede Gud, fandt Djævelen sit snit til at forføre Eva.
2 Og Josef rejste sig fra sækken, kaldte på Maria og sagde til hende: »Du som Gud drager omsorg for, hvorfor har du gjort dette? Har du glemt Herren din Gud?«
2b Du, der er opvokset i det helligste, og fået føde fra engle, hvorfor har du fornedret dig?
Jeg går ud fra at ordet der er blevet oversat med “drager omsorg for” er μεμελημενη, men jeg har simpelthen ikke kunnet finde ordet. Min Nytestamentlige græske ordbog har ikke dét ord - nærmeste resultat er μεμενηκεισαν, som der står er afledt af μενω “forblive” eller “vente” - og når jeg har googlet ordet, så får jeg bare den græske tekst til Jakobs Forevangelium, men ingen ordbogsform af ordet, eller hvordan det er sammensat.
3 Men hun græd bitterligt og sagde: »Jeg er ren, og jeg har aldrig været sammen med en mand.« Josef sagde til hende: »Hvorfra kommer så det, du har i dit moderliv?« Men hun sagde: »Så sandt Herren min Gud lever: Jeg ved ikke, hvorfra det er kommet til mig.«
εκλαυσε af κλαιω “græde”, se også Matt. 2,18. πικρως “bitterligt”.
ζη κυριος ο θεος μου “Herren min Gud lever”
Maria starter med at bruge “ου” i sin forklaring på at hun ikke ved noget. ου kan bruges som en form for afsky, som “Føj, for en stank”, eller “Adr, hvor det smager”.
14.1 Josef blev meget bange og trak sig tilbage fra hende. Han overvejede, hvad han skulle gøre med hende. Og Josef sagde: »Hvis jeg skjuler hendes synd, vil jeg blive opfattet som én, der kæmper mod Herrens lov. Hvis jeg afslører hende for Israels sønner, må jeg frygte, at det barn hun venter, kan stamme fra en engel, og jeg vil blive opfattet som én, der forråder uskyldigt blod til dødsdom. Hvad skal jeg altså gøre mod hende? Jeg vil skille mig fra hende i stilhed.« Og natten faldt over ham.
Dette vers er en forlænget version af Matt. 1,19, med argumenter for og imod en offentliggørelse af graviditeten.
Deut. 22,22-27 omhandler straf for samleje mellem en forlovet pige og en anden mand.
2 Og se, Herrens engel viste sig for ham i en drøm og sagde: »Vær ikke bange på grund af denne pige!
2b Barnet er undfanget ved Helligånden, du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.«
2c Og Josef stod op af sin søvn og priste Israels Gud, der havde vist ham sin nåde. Og han tog pigen under sin beskyttelse.
I Matt. 1,20 siger englen: “vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru.” Hér skal han ikke være bange “på grund af denne pige!” Umiddelbart ville jeg fortolke forskellen mellem disse to tekster som, at i Matthæusevangeliet gifter Josef sig med Maria, for at beskytte hende mod al hån hun end ville opleve, og i Jakobsevangeliet har han intet at frygte, fordi Gud Herren selv vil beskytte hende og barnet. Men så slutter verset af med at sige at: “[Josef] tog pigen under sin beskyttelse.” Så Josef beskytter stadig Maria, men han gifter sig ikke med hende som i Matt. 1,24? Han lader hende bare fremstå som en kvinde der føder uden for ægteskabet?
KAPITEL 15 og 16 beretter en fortælling om at Josef og Maria bliver ført til Templet i Jerusalem, under anklage om at Josef har haft samleje med den hellige Maria, opfostret i Templet, og som fik mad af engle. Da det hellige vand fra Templet ikke finder nogen synd hos dem, lader Ypperstepræsten dem gå fri.
17.1 Men en befaling udgik fra kong Augustus om, at alle, der boede i Betlehem i Judæa, skulle lade sig indskrive. Og Josef sagde: »Jeg vil lade mine sønner indskrive; men hvad skal jeg gøre med denne pige? Hvordan skal jeg lade hende indskrive? Som min hustru? Det ville jeg skamme mig over. Men som min datter? Israels sønner ved, at hun ikke er min datter. Når den dag kommer, vil Herren vise, hvad der skal ske.«
Kong Augustus? Den engelske oversættelse jeg har fundet siger “Emperor Augustus”, mens den græske tekst jeg har fundet kun har Augustus i parentes, som en mulig erstatning for den egentlige tekst de viser, nemlig Ηρωδου - Herodes. Jeg tænker at der nok har været tale om forskellige versioner af evangeliet i omløb, og når man oversætter, så bliver man jo nødt til at vælge én version.
Det var kun folk der boede i Betlehem som skulle indskrives? Det giver måske lidt mere vægt til den version af teksten der sagde at Herodes befalede mandtællingen.
At Josef vil lade både sine sønner og Maria blive optalt til en indskrivning som kun gælder Betlehem, er nok det tydeligste bevis på, at de bor i Betlehem i dette evangelium.
2 Og han sadlede sit æsel og satte hende på det, og hans søn førte det, og Samuel fulgte efter. Og de var henved tre mil fra målet. Da vendte Josef sig om og så, at hun var bedrøvet. Han sagde til sig selv: »Måske lider hun på grund af det barn, hun venter?« Josef vendte sig om igen og så, at hun lo. Og han spurgte hende: »Maria, hvad er der med dig, siden jeg snart ser dit ansigt le, snart være bedrøvet?« Og hun svarede ham: »Josef, jeg ser to folk for mine øjne. Et, der græder og klager, og et, der glæder sig og jubler.«
At de rejser til Betlehem, på trods af at de jo bor dér, skyldes formentligt, at forrige kapitel endte ved Templet i Jerusalem, og nu skal de så hjem. Sønnen, der fører æslet, blev dog ikke omtalt i de forrige kapitler.
“Og Samuel fulgte efter.” Øhh, hvem er Samuel? Det er godt med E-bøger hvor man kan søge efter specifikke ord og navne. Samuel er kun nævnt to gange i dette evangelium. Første gang var i 10,2 da han trådte ind som stedfortræder for Zakarias, da han blev stum.
De to personer, som henholdsvis græder og glædes, kunne måske være en hentydning til Rom. 12,15 “Glæd jer med de glade, græd med de grædende”, men det virker lidt for løst forbundet for mig. 1. Kor. 7,29-30 “Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig” er et andet citat, som har et lignende emne, men det virker stadig ikke beslægtet.
Marion Woodman foreslår i sit essay The Pregnant Virgin: A Process of Psychological Transformation at de to personer er afspejlinger af Maria selv. Den grædende og klagende repræsenterer ofrene, der kommer gennem hendes barn. Den glade og jublende repræsenterer det snart-kommende nye liv.
Det minder mig også lidt om portrættet Kristus Pantokrator i Skt. Kathrine kloster i Sinai, som fremstiller Jesus med to halve ansigter sammensat. Det menes at være for at vise Jesu dualistiske natur som både menneske og Gud. Den grædende og den glade person kunne repræsentere menneskets dualisme?
3 Og de havde tilbagelagt halvdelen af vejen, da Maria sagde til ham: »Josef, hjælp mig ned af æslet, for det barn, jeg venter, presser på for at komme ud.« Og han hjalp hende ned på stedet, og han sagde til hende: »Hvor skal jeg bringe dig hen og beskytte din blufærdighed, når stedet er øde?«
Halvdelen af vejen - i forrige kapitel var de tre mil fra Betlehem (ca. 4,83 km) - så de må være rejst fra Jerusalem, da afstanden mellem de to byer er 8,2 km. De er altså rejst omkring 700 meter mellem vers 2 og 3.
Barnet presser på, så de når ikke hjem til Betlehem inden Jesus fødes. Han er altså født uden for Betlehem, hvilket er et interessant valg for evangelisten at tage.
18.1 Og han fandt en hule dér og førte hende ind i den. Så lod han sine sønner blive hos hende og gik ud for at lede efter en hebraisk jordemoder i området ved Betlehem.
Jesus blev født i en hule uden for Betlehem.
Josefs sønner blev hos Maria. Var der ikke kun én tidligere i kapitlet?
18,2-19,1 findes ikke i det ældste overlevende fragment, men er så udbredt, at det sandsynligvis har været en tidlig tilføjelse. Sektionen er i 1. person. Josef leder vidt omkring, og tænker på landet, samfundet og dyrene omkring sig. Han møder en jordemoder og forklarer situationen. Det følgende er den tilsvarende sektion i det ældste fragment:
Og han fandt én, der kom ned fra bjerget, og han tog hende med. Og Josef sagde til jordemoderen: »Det er Maria, min forlovede. Men hun har undfanget sit barn ved Helligånden, efter at hun er blevet opfostret i Herrens tempel.« Hun gik med ham.
19.2 Og de stod på det sted, hvor hulen var. Og en mørk sky overskyggede hulen. Og jordemoderen sagde: »Min sjæl er blevet ophøjet i dag, for i dag har mine øjne set det utrolige, for frelsen er født for Israel.« Og straks gik skyen væk fra hulen, og et stort lys viste sig i hulen, så at øjnene ikke kunne tåle det. Og lidt efter forsvandt dette lys, indtil den nyfødte kom til syne. Og denne kom og fik bryst hos sin mor, Maria. Og jordemoderen råbte og sagde: »Hvilken stor dag for mig i dag, for jeg har set dette enestående skue.«
Jordemoderen er den første til at bekende Guds frelse for folket.
Guds hellige blændende lys ses også i Ex. 34,29-35: Da Moses havde talt med Gud på Sinaibjerget, strålede hans ansigt så kraftigt, at israelitterne frygtede ham, og han blev nødt til at dække sit ansigt i et slør.
3 Jordemoderen gik og mødte Salome. Hun fortalte Salome om jomfruen, som havde født, imod naturens orden.
3b Og Salome sagde: »Så sandt Herren min Gud lever: Hvis jeg ikke stikker min finger ind og undersøger hendes tilstand, tror jeg ikke, at jomfruen har født.«
John. 20,25: “Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«”
KAPITEL 20 findes i forskellige varianter. Ældste håndskrift siger:
1-2 Og hun gik ind og undersøgte hende. Og Salome undersøgte hendes tilstand. Og Salome udstødte et skrig, fordi hun havde udæsket den levende Gud. »Og se, min hånd falder af mig fortæret af ild.« Og hun bad til Herren, og jordemoderen blev helbredt i denne time.
Salome vanærede Gud, og hun blev straffet for det. Mark. 11,12-14 + 11,20 fortæller om Jesus, der forbander figentræet som ikke bar frugt. Den næste dag var træet visnet.
Teksten er uklar med helbredelsen af jordemoderen. Hvilken jordemoder? Den første gjorde ikke noget galt, og Salome bliver helbredt igen i næste vers.
3 Herrens engel fortæller Salome, at hun kan blive helbredt, hvis hun rører ved barnet. Salome gør som fortalt, bliver helbredt, priser Gud, og går ud af hulen.
4 Se, Herrens engel sagde: »Salome, Salome, du må ikke fortælle om de forunderlige ting, du har set, førend barnet er kommet til Jerusalem.«
At folk ikke må fortælle om tingene de har set og oplevet, er et løbende emne i Mark. F.eks. 1,44; 3,12; 5,43; 7,36 og 9,9.
21.1 Og se, Josef gjorde sig klar til at drage af sted til Judæa, og der blev stor opstandelse i Betlehem i Judæa. Der kom nemlig nogle vise mænd og spurgte: »Hvor er jødernes konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«
Gjorde Josef sig klar til at drage til Judæa? Han har været i Judæa hele tiden. Hans forlovede har lige født små 4 km fra Betlehem, som ligger i Judæa.
Der var stor opstandelse i Betlehem, fordi nogle vise mænd dukkede op? Så de vise mænd er allerede i Betlehem? Igen er der ikke noget definitivt antal af vise mænd.
2 Ældste håndskrift siger:
Da Herodes hørte det, blev han forfærdet, og han sendte tjenere af sted, som hidkaldte dem, og de fortalte ham om stjernen. Og se, de så stjerner gå op, og de ledte dem, indtil de kom ind i hulen, og den stod stille over barnets hoved.
Herodes sender bud efter vismændene med det samme. Der er tale om flere Ledestjerner her.
Senere håndskrifter er skrevet med stærk inspiration fra Matt. 2,3-8 i dialogen: Herodes hidkalder alle de skriftkloge og udspørger dem om, hvor kongen skal fødes. Derefter udspørger han de vise mænd, og lader dem gå, med ønsket om de bagefter gav ham besked om hvor de fandt barnet. Nu er der igen kun én Ledestjerne.
3 De vise mænd så barnet og dets moder, og de gav gaver, guld, røgelse og myrra.
Ingen kommentarer
4 Og da de havde fået en åbenbaring fra englen om ikke at drage til Judæa, vendte de hjem til deres land ad en anden vej.
Igen, de er allerede i Judæa. Forfatteren har her formentligt ment Jerusalem.
22.1 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende og sendte sine mordere ud med besked om at dræbe alle småbørn på to år og derunder.
Herodes havde åbenbart professionelle mordere blandt sine tjenestefolk.
Alle børn på to år og derunder blev dræbt. Ikke kun drengebørn, og ikke kun i området omkring Betlehem. Nej, alle småbørn i hele kong Herodes’ rige.
Jakobs Forevangelium er skrevet, allerhøjst, 50 år efter Matthæusevangeliet, så det er muligt at den version af Barnemordet i Betlehem som Matthæusevangelisten skrev om, i mundtlig overlevering er vokset til at være en mere forfærdelig begivenhed, end den allerede var, sådan at Jakobsforfatteren skrev den som den var mest udbredt i hans generation og/eller region?
2 Da Maria hørte, at de små børn blev slået ihjel, blev hun bange og tog barnet, svøbte det og lagde det i en oksekrybbe.
Så for at beskytte Jesusbarnet fra blodbadet, lægger Maria ham i en krybbe? Og dét er nok til at Herodes’ mordere ikke fanger ham?
Historien om Maria og Jesu fødsel slutter hér. I vers 3 tager Elisabeth den spæde Johannes (Døber) op i bjergene, og gemmer sig dér.
KAPITEL 23-25 fortæller hvordan Herodes’ udsendinge udspørger Zakarias om hvor Johannes er gemt henne, men da Zakarias ikke ved det, bliver han dræbt i templet. Den næste dag finder præsterne sporerne fra mordet, og sørger over ham. Simeon bliver udvalgt som Zakarias’ efterfølger for “Det var nemlig ham, for hvem det var blevet åbenbaret af Helligånden, at han ikke skulle dø, før han havde set Kristus i kødet.” Som efterskrift siger forfatteren - der påstår at være Jakob, Jesu bror, og lederen af Jerusalemkirken - at han gik ud i ørkenen, indtil, at Herodes døde. “Nåde være med alle, der frygter Herren! Amen.”
Og det er så Jakobs Forevangelium. For en tekst der havde som hovedfokus at bevise Marias evige jomfruelighed, og sammenflette de forskellige narrativer omkring Jesu fødsel, slutter teksten ret brat. Herodes søger at dræbe Jesus, så han bliver svøbt i en oksekrybbe, og slut. Krybben er selvfølgelig et forsøg på at inddrage mere fra Lukas’ fødselsnarrativ, men er en krybbe nok til at redde Jesusbarnet fra at blive myrdet? Vi må gå ud fra at det var ifølge forfatterens mening. Matt. redder Jesus fra mordet, ved at have familien rejse til Egypten, og Luk. har slet ikke barnemordet, så der er ikke noget at være bekymret for dér.
Så er der det med at Jesus skulle være fra Nazaret - om det så end betyder at hans forældre kom fra Nazaret oprindeligt eller de flyttede dertil efter hans fødsel - men hér er der intet om Nazaret overhovedet. Josef og Maria bor i Judæa fra begyndelsen af, og de bor tæt nok på Jerusalem, til at de kan besøge templet om middagen og være hjemme om aftenen. Matt. forklarer Jesus’ nazaretanske herkomst, ved at have Josef og Maria flytte til Nazaret efter deres ophold i Egypten, men her i Jakob forlader de aldrig Judæa, så er forfatterens billede af Jesus, at han ikke kom fra Nazaret? Eller overså forfatteren bare den detalje?
| Sideopstillet sammenligning |
| Matthæus | Lukas | Jakob |
| Hvornår foregår fødslen? | Senest 6 fkr. | Tidligst 6 ekr. | Senest 4 fkr. |
| Hvor bor de? | Betlehem, Judæa | Nazaret, Galilæa | Betlehem, Judæa |
| Hvor foregår fødslen? | Betlehem | Betlehem | Udenfor Betlehem |
| Hvilken bygning? | Et hus | En stald, tilhørende et herberg | En hule |
| Hvem er til stede? | De vise mænd | Hyrderne på marken | To jordemødre og de vise mænd |
| Aldersforkel? | Ingen information | Ingen information | Maria 16; Josef en enkemand |
| Gift før fødslen? | Ja | Nej | Nej |
| Anden familie nævnt? | Nej | Elisabeth, Marias slægtning | Elisabeth, Marias slægtning |
| Af Davids hus? | Josef | Josef | Maria |
| Hvem besøger englen? | Josef | Maria og hyrderne | Josef, Maria og de vise mænd |
Jeg håber, at have vist, hvorfor jeg ikke tror på at kirketraditionens sammenfletning af Matt. og Luk. fungerer. De to tekster er meget modsigende, og for at få dem til at hænge sammen, bliver man nødt til at ignorere nogle af detaljerne i dem. Se bare Jakobs forsøg på at sammenflette de to traditioner: Familien bor i Betlehem, men intet om de flytter til Nazaret; De vise mænd optræder, men ikke hyrderne på marken; Folketællingen optræder, men Kvirinius nævnes ikke, da han først kom til Syrien 10 år efter Herodes' død; Barnemordet, men ingen resolution. Så er der alt det Jakobinske særstof, som ikke findes i hverken Matt. eller Luk. Hvor kommer det fra? Det er selvfølgelig altid muligt, at forfatteren selv fandt på det. Eller kommer særstoffet fra en levende tradition - mundtlig eller skriftlig - i det område forfatteren boede?
Uanset hvor disse traditioner om Jesu fødsel stammer fra, så mener jeg at de skal ses som individuelle fortællinger, frem for at flette dem sammen til én fortælling. Ja, de er modsigende, når de bliver set som selvstændige fortællinger, men til gengæld fortæller de os så noget om de grupper, hvor traditionerne florerede rundt. Der var en gruppe der mente at Jesu forældre boede i Betlehem, mens en anden gruppe mente at de boede i Nazaret, men de var begge enige om at Jesus blev født i Betlehem og opvoksede i Nazaret. Det er de små forskelle, som giver spænding i forholdet mellem grupper, men også dem som giver individualitet.
.JPG)
