Om Runers Oprindelse

*Disclaimer: Jeg er ikke ekspert på området, dette er mine egne meninger og teorier.

I Danmark bruger vi det latinske alfabet, når vi skriver. Men sådan har det ikke altid været. I århundreder skrev vi med fuþark-runer. Navnet fuþark, kommer af de første seks runer i runerækken, på samme måde som vores alfabet er navngivet efter de første to bogstaver i alfabetet - eller de græske bogstaver i hvert fald - alfa og beta. Fuþark gik ud a brug, som Kristendommen blev indført, og latin blev det dominerende sprog i regeringstoppen - som det vedblev at være indtil at Hansestæderne fik dominans i Østersøen. Fuþark - eller runerækker afledt af fuþark - blev stadig brugt til at skrive ting ned i Middelalderen - bland andet Codex Runicus, som er Skånske Lov skrevet med fuþork-runer (ja, et o i stedet for et a) - og enkelte steder i Sverige helt frem til starten af 1900-tallet.
Men hvor stammer disse fuþark-runer så fra? De dukkede jo ikke op, ud af det blå, ved at Odin hængte sig selv i Yggdrasils grene i en uge, som det fortælles i Ældre Edda.

Hvis du spørger en ekspert, så er det meget sandsynligt at de svarer, at fuþark-runerne er en germansk udvikling afledt af det latinske alfabet. Bare sammenlign ᚱ (*raidō) med R, ᚲ (*kaunan) med C, ᚺ (*hagalaz) med H, ᛁ (*īsaz) med I, ᛏ (*tīwaz) med T og ᛒ (*berkanan) med B, eller den lidt senere ᛋ (*sōwilō) med S. Det at ᚠ (*fehu) er en lodret stav med to grene der går ud fra øvre, højre side, menes også at være afledt af F. Nogle prøver også at argumentere for ᛗ (*mannaz) som M og ᛟ (*ōþila) som O, men hér bliver jeg nødt til at sige fra, da sammenligningerne bliver løsere og løsere. Jeg kan gå med til at ᚠᚱᚲᚺᛁᛋᛏᛒ i denne form muligvis er afledt af latinske bogstaver, men det er kun 8 ud af den Ældre Fuþarks 24 runer, altså kun en tredjedel af dem, og hvad S angår, blev ᛋ kun standard efter 500, før det var det meget mere almindeligt at bruge ᛊ, som ikke ligner det latinske S, men mere ligner det græske Σ. Og det er netop dér, at jeg mener vi bør starte med at kigge, når vi går i gang med sammenligningen.

Men først mener jeg, at vi lige skal have et overblik på fuþark-runerækkerne, der er nemlig to; den Ældre Fuþark, frem til ca. 6/700 på 24 bogstaver, ᚠᚢᚦᚨᚱᚲᚷᚹᚺᚾᛁᛃᛈᛇᛉᛊᛏᛒᛖᛗᛚᛜᛞᛟ med nogle varianter hist og her, og den Yngre Fuþark fra ca. 700 til ca. 1000 på 16 bogstaver ᚠᚢᚦᚬᚱᚴᚼᚾᛁᛅᛋᛏᛒᛘᛚᛦ - sidenote; ordet Bogstav kommer af, at man ristede runestave i bøgetræ. Når I ser at jeg kommer en parantes med * efter en rune, så er det fordi at det er det navn, som eksperter mener at runerne havde, ud fra kilder vi har om de angelsaksiske fuþork, gotiske runer og Middelalderlige islandske kilder. Jeg vil fokusere på den Ældre Fuþark, da den yngre jo er afledt af den ældre, og jeg kigger på hvor de ældste kommer fra.

Det græske alfabet er blandt de tidligste skriftsprog i Europa, og er udviklet fra det fønikiske abjad - et skriftssystem uden vokaler, på dansk også kendt som et konsonantalfabet. Der har næppe været nogen direkte indflydelse fra det græske alfabet over fuþark-runernes oprindelse, men da alle andre store europæiske skriftssytemer er udviklet fra græsk, har det haft en indirekte indflydelse. ᛁ og ᛒ siges at komme fra latinske I og B, men græske Ι (ι) og Β (β) er næsten identiske (og ja, jeg satte min bærbars tastatur til græsk for at skrive de to bogstaver.) At ᛟ skulle være latinske O har jeg nævnt, at jeg tøver med at anerkende. Jeg synes mere Ω (ω) ligner en inspiration for ᛟ, også det at begge O'er står sidst i deres alfabetiske rækkefølge. Det sagt, så tøver jeg stadig med at kalde Ω en direkte inspiration for ᛟ, men det kommer jeg tilbage til.
Runen ᚷ (*gebō) står for en g-lyd, så det latinske X, med dets ks-lyd er svært at overenskomme. Dog er latinske X afledt af græske Χ (χ), som har en mere kh-agtig lyd, og latinerne gav Χ dets ks-lyd fra Ψ (ψ). Så at runen ᚷ med en g-lyd skulle være afledt af latinske X med en ks-lyd er ikke umuligt, men jeg vil dog argumentere at der er samme mulighed for at græske Χ med dets kh-lyd har været en inspiration for rune ᚷ med dets g-lyd, da et blødt k ikke er særlig langt fra et g, og også taget i betragtning at fuþark ikke har nogen rune for ks-lyden vi finder i latinske X. Selv i dag er der ikke så mange danske ord som har ks-lyden et x giver, og mange af de fremmedord vi bruger som har lyden, skriver vi med ks i stedet for med x, for eksempel, eksamen og eksperiment.
Jeg ville også gerne sammenlige runen ᚦ (*þurisaz), som udviklede sig til bogstavet Þ (thorn), som jeg har brugt hver gang jeg har skrevet ordet fuþark, med det oldgræsk-baktrianske bogstav Ϸ (sho), som ligner Þ til forveksling, og deres udtalelser som henholdsvis th og sh er ikke langt fra hinanden, men de to bogstaver er historisk uafhængige af hinanden, så det er bare et rent tilfælde.

Nu har vi kigget på de græske og latinske alfabeter som inspiration for fuþark-runerne, men har stadig kun under halvdelen af den Ældre Fuþark repræsenteret, så nu går vi over til den gruppe skriftssprog, som jeg mener har været den største indflydelse. De alpinsk-keltiske sprog, såsom lepontisk, venetisk og raetisk. Disse skriftsprog findes kun i sparsomme mængder, og de er derfor ikke mulige at skrive på computeren, så jeg må lede jeres opmærksomhed til dette skema fra Wikipedia, som sammenligner de skriftsprog.

Camunisk og lepontisk har et a, som, mener jeg, ligner en spejlvendt ᚨ-rune (*ansuz). 

(Hvorfor godtager jeg spejlvendte bogstaver, spørger du måske? Det gør jeg på grund af bustrofedon, som var en skrivemetode i antikken, hvor man skiftede skriveretning hver ny linje, se et eksempel her.)

Det camuniske z, som ligner et trehovedet Y, er nærmest identisk med runen ᛉ (*algiz), som i overgangen fra Proto-nordisk til Oldnordisk, skiftede fra en z-lyd til en r-agtig lyd, uden at erstatte ᚱ-runen. 

Hvor camunisk har et par h'er, som ligner latinske og græske H og Η (η), så kigger jeg mere på venetisk og de to raetiske h'er, som ligner ᚻ-formen af *hagalaz-runen, de har dog lige en diagonal streg for meget. I vestraetisk vender h'et til højre, ligesom ᚻ-runen, mens det i østraetisk og venetisk vender til venstre.

ᛚ (*laguz) kan genkendes i nogle former af venetiske, østraetiske og camuniske l'er, men generelt har alle skriftsprogene det samme tegn for l, bare spejlvendt, eller vendt på hovedet. Østraetisk er det eneste som har en form for l som minder mere om u, længere nede i skemaet.

ᛟ, som jeg tidligere nævnte at jeg mere synes minder om Ω end om O, kan vi dog se på skemaet er identisk med det lepontiske o, og er derfor den jeg mener er den mest direkte inspiration for runen.

Camunisk har en række forskellige p'er, men den som ligner et C med udvidelser for enden, ligner en rund form for runen ᛈ (*perþ).

Lepontisk har et bogstav for ś - en sch-lignende lyd - som er identisk med runen ᛞ (*dagaz). Det kan være tilfældigt, men nogle forskere har også foreslået at det oldkeltiske ś, i mødet med det protogermanske sprog, udviklede sig til en d- eller dj-lyd hos germanerne.

Det andet bogstav lepontisk har for ś, finder vi også i skemaet hos østraetisk, og dette tegn er identisk med ᛗ-runen.

Hvordan ś-lyden skulle blive til en m-lyd, ved jeg dog ikke.

Simple 3-stregede s'er som inspiration til ᛋ-runen kan findes hos venetisk, vestraetisk og lepontisk.

Mindre tydelig indflydelse fra latin, har ᛊ-formen af runen. Den kan findes i venetisk og de to raetiske sprog.

Venetisk og lepontisk har begge en version med to yderligere streger.

Venetisk, østraetisk og camunisk har alle et u, som ligner et V på hovedet. De er det nærmeste vi kommer på noget der ligner runen ᚢ (*ūruz).

Camunisk har et bogstav for þ og østraetisk har et for t', som ligner ᛏ-runen, og da begge bogstaver repræsenterer en t-agtig lyd, så tager jeg dem med her.

I toppen af skemaet ved c/g-rækken, har venetisk et bogstav, som ligner et spejlvendt ᚲ. Det står beskrevet som et j, så det kunne muligvis være en forgænger til runen ᛃ (*jēra), som jo bare er to ᚲ'er bundet sammen, men jeg tøver med at give den, den fulde ære, da j er et mærkeligt bogstav i sprog. På dansk bruger vi det som et konsonant-i, på engelsk har det en dj-lyd, på fransk en ś-lyd (som i "genert") og på spansk har det en h-lyd. Jeg ved ikke hvad de folk der lavede skemaet, tæller som den standarde j-lyd, så måske har der været inspiration til ᛃ-runen, eller måske ikke.

Efter at have gennemgået de alpinske oldkeltiske skriftssprog, har vi nu været inde over de fleste runer, men der er stadig en håndfuld vi ikke har talt om, da der ikke ser ud til at være nogen direkte inspiration til dem.

ᚹ (*wunjō) ligner et latinsk P, eller græsk Ρ (ρ), og der er et lignende r-bogstav i alle de oldkeltiske sprog, minus lepontisk, de er bare spejlvendte, men ingen af dem har en w-lyd. Nabatæerne - omkring det nuværende Jordan - havde et waw-bogstav i deres skriftsprog, som ligner en spejlvendt ᚹ-rune. Jordan er langt væk fra tidlig-jernalder-Skandinavien, men nabatæerne var handelsfolk, så det er ikke umuligt at udtalen skulle være inspireret fra dem, omend det er højst usandsynligt.

ᚾ (*naudiz) camunisk har et t som ligner ᚾ, men ikke nogle n-lyde. Der er flere antikke skriftsprog som har et n repræsenteret ved en lodret streg med et hak - såsom Oldaramæisk (𐡍), hebræisk (ן) og parthisk (𐭍) - eller en lodret streg med to vedhængende streger - såsom fønikisk (𐤍), Oldsydarabisk (𐩬) og ge'ez (ነ) - men den lodrette streg, med en diagonal igennem som et n, er jeg ikke stødt på andre steder.

ᛇ (*īwaz) ud over at ligne et spejlvendt Z, er det nærmeste jeg har kunnet finde, som en mulig oprindelse det gammeltyrkiske 𐰁 (aleph), beslægtet med moderne hebræiske א, men eftersom at det tyrkiske sprog er et centralasiatisk sprog, og ikke et semitisk, så ved jeg ikke om 𐰁 har været et udtalt bogstav, eller ligesom hebræisk et gutturalt pust i udtalen. ᛇ-runen er i sig selv så sjælden i kilderne, at vi faktisk ikke ved hvordan den lød. Traditionelt beskrives den som at have haft en ï-lyd - hvordan den så end har lydt - men nogle forskere har også ment at det kunne være et æ, et ji, et ç eller måske endda et y, vi ved det ikke.

ᛖ (*ehwaz) ligner til forveksling et M, men det er et e. Ingen af de oldkeltiske e'er ligner et M - nej, de ligner mere det fønikiske h (𐤄) - så udseendet kommer fra græko-latin, men udtalen aner jeg ikke.

ᛜ (*ingwaz) med sin ng-udtalelse (som i gang),  ligner et kantet O - venetisk har et lignende tegn for O - eller kulør ruder fra et sæt kort, men ellers har jeg ikke nogle forslag til hvor det kommer fra.

Til afslutning, vil jeg bare sige, at jeg er ikke imod forklaringen om at fuþark-runer er afledt af latinske bogstaver, jeg mener bare at det er for simpel en forklaring, da kun en tredjedel af runerne kan sammenlignes direkte med de latinske bogstaver - flere af runerne havde også alternative former, som lignede latinske bogstaver endnu mindre. Min mening er at fuþark-runernes oprindelse stammer fra en række inspirationer - som jeg har vist med de oldkeltiske sprog - måske endda fra nogle skriftsprog som ikke har overlevet til i dag, hvilket muligvis kunne forklare en oprindelse til de resterende runer der ikke har nogle tydelig inspiration. Jeg mener at lighederne mellem fuþark-runerne og de oldkeltiske bogstaver - både udseende og lydmæssigt - er for store til at ignorere, men ellers har jeg ikke nogle beviser. Jo ældre runefund er, jo mindre sandsynlig vil den latinske inspiration være, men på nuværende tidspunkt er de ældste fastbeviste runefund fra ca. 150 evt., da Romerriget var på sit højeste. Svingerudstenen fra Norge er sandsynligvis ældre, men da dens datering er sat til mellem 1 og 250 evt. er dateringen for usikker, til at jeg tør udlede en oprindelse derfra.

Udover de ovennævnte runefund, så er det - muligvis - ældste bevis for Nordens skriftsprog, Tacitus' Germania (98 evt). Tacitus beskriver i kap. X hvordan spåmænd tager en gren fra et frugttræ, river kvistene af og sætter forskellige mærker på dem. Præsten vender hovedet mod himlen, og tager tre tilfældige grene, læser dem i rækkefølge og spår derfra fremtiden. Tacitus går ikke mere i detaljer, angående disse mærker der ridses på grenene, så vi ved ikke om det er tidlige runer eller ej.

Men det er så mine tanker om fuþark-runernes oprindelse.