Verdens "syv" vidundere

 I 1572 udgav den flamske Phillips Galle en bog kaldet Octo Mundi Miracula, altså Verdens Otte Vidundere. I den skrev han om otte bygningsværker fra Antikken, som fremviste menneskehedens storslående evner, som klart overgår vores evner i dag. De otte bygningsværker han skrev om var: Pyramiderne i Giza, Fyrtårnet i Alexandria, Kolossen fra Rhodos, Babylons Hængende Haver, Mausoleum i Halikarnassos, Artemistemplet i Efesos, Zeusstatuen i Olympia og Colosseum i Rom. Sidstnævnte tælles ikke med i dag, når man taler om de syv vidundere.

Galle baserede sin bog på otte malerier af den hollandske Maarten van Heemskerck, som selv var baseret på Pedro Mexias bog fra 1540 Silva de varia lección  eller Silvas forskellige lektioner. Så hér spiller vi allerede et spil hvem skrev efter hvem, som allerede gør idéen om at visse bygningsværker er mere værdige titlen vidunder end andre suspekt.

Desuden så nævner Mexia i sin bog, at Antikke kilder var uenige om hvilke bygningsværker, som fortjente titlen som et af verdens vidundere, hvilket yderligere delegitimerer idéen om at nogle bygningsværker er mere vidunderlige end andre. For ikke at tale om, at de antikke kilder som nævner syv vidundere, er græske rejsebeskrivelser, fra rundt om i den græskkontrollerede verden efter Alexander d. Stores erobringer. Så hvad med bygningsværker fra resten af verden?

Hvad med Zhou-Kina? Nok-kulturen i Afrika? Norte Chico-folket i Sydamerika? Protokelterne? Bare fordi de ikke havde skriftsprog - udover Zhou-Kina - hvorfor tæller ingen af deres bygningsværker så med? Er det fordi at de kun har overlevet som ruiner, hvis i det hele taget det? Det samme gælder for de officielle syv, hvoraf kun Pyramiderne i Giza stadig står den dag i dag. Hvorfor tæller andre ikke med? Fordi grækerne så andre folkeslag som barbarer. Hvis eliten ikke talte græsk, så behøvede man ikke at interessere sig for et lands kultur.

Så hvad har vi af antikke kilder? Kun 18 antikke kilder, som taler om "verdens syv vidundere" har overlevet til i dag. Af de 18 er kun to af dem identiske, hvilket kan betyde at to forskellige personer mente at de samme syv var vidundere, men eksperter hælder mest til at den ene kilde kopierede den anden. Så vi har 18 kilder med 17 forskellige lister og interessant nok, så er ingen af de 17 lister identiske med vores syv kanoniske vidundere. Hele 22 bygningsværker bliver omtalt som et af verdens syv vidundere i de græske kilder. Mange bliver kun nævnt én gang, men der er ingen bygningsværker nævnt på alle lister. Så hvilke 22 bygningsværker bliver nævnt i kilderne?

Mesopotamien og Persien:

Babylons Mure (nævnt 10 gange)

Babylon var en bystat i det sydlige Mesopotamien. Byen var blandt andet kendt for sine zigguratter, en bygning med fladt tag, hvorpå en mindre bygning i samme stil blev bygget og igen oven på den, hvilket gav en form for trinbygning. Som andre byer, blev Babylon beskyttet af sit murværk.

Hovedsageligt bygget af lersten, med et ydre lag af ovnbagte sten, bestod Babylons forsvarsværk af 3 mure der omkransede byen. Hver mur var bred nok til at stridsvogne kunne ride rundt på dem til forsvar, når under angreb.

Den ydre mur omkransede et større agerbrugsareal, så byen kunne være selvforsynende, hvis den kom under belejring. Den store Ishtar-port var et hovedelement i murværket. Bygget af kong Nebukadnezar II ca. 575 fvt. udsmykket med løver, tyre og mytologiske figurer som Marduk og Adad.

I 539 fvt. afledte Kyros d. Store af Persien Eufratflodens løb væk fra Babylon, og erobrede byen.

Babylons Hængende Haver (nævnt 4 gange)

Josefus (1. århundrede evt.) citerer Berosus (ca. 290 fvt.) med en legende om at Nebukadnezar lod plante eksotiske træer og planter, op over bygningerne, for at minde sin hustru fra Medien, nær det Kaspiske hav, om det hjemland, som hun savnede.

Diodorus Siculus (ca. 60-30 fvt.) citerede Cleitarchus og Ctesias af Cnidus (begge fra 4. århundrede fvt.) og sagde at en "syrisk konge" opførte haverne.

Strabo (64 fvt.-21 evt.) baserede nok sin beskrivelse på den tabte beskrivelse af Onesicritus (4. århundrede fvt.), som sagde at haverne blev vandet ved hjælp af en Archimedesskrue.

Selvom at det er mange navne, som har skullet skrive om Babylons Hængende Haver, så er selv de ældste af dem 2 århundreder efter Nebukadnezar, som levede i 6. århundrede fvt. På trods af hvor mange skriftlige kilder vi har fra Nebukadnezar eller hans samtidige, så findes der ingen kilder fra dengang, som nævner disse overdådige haver. Arkæologer har heller ikke kunnet finde nogle beviser for det omfattende system, der har villet været nødvendigt for at vande hele anlægget.

Så hvor kommer historien så fra?

Forsker Stephanie Dalley fra Oxford var den første til at foreslå en forklaring. Nemlig at der har været tale om en forveksling mellem byerne Babylon og Nineveh.

Kong Sankerib af Assyrien (745-681 fvt.) lod opføre haver i sit palads, "en frodig grøn plet", året rundt i et ellers gråbrunt landskab. Sankerib kaldte sit nye palads med haver for "et vidunder for alle folkeslag", og brugen af skruer til at bære vandet fra Tigrisfloden til sine haver, kan godt passe med Strabos beskrivelse af brugen af en Archimedesskrue. Hans barnebarn Assurbanipal (r. 669-631 fvt.) slog relieffer, som illustrerer haverne, og deres vandingssystem, som har overlevet til i dag. Ligeså har arkæologer faktisk fundet beviser på at vandingssystemet eksisterede.

Navnet "Babylon" betyder "Gudernes Port" og blev brugt om adskillige store mesopotamiske byer. Alle de ting taget i betragtning, og at Josefus er den eneste kilde som siger Nebukadnezar, de andre kilder siger en "syrisk konge", betyder at "Babylons" Hængende Haver, egentligt var Ninevehs Hængende Haver. Et par århundreders miskommunikation senere, og Babylon blev tilsagt en have, som den aldrig har haft.

Kyros d. Stores Grav (nævnt 4 gange)

Kyros II (ca. 576-529 fvt.) var perserkongen som grundlagde det Achæmenidiske Rige, som besejrede Neo-baylonerne i 539 fvt., og ville regere hele regionen fra Egypten og Anatolien i vest og til Indusfloddalen i øst, frem til Alexander d. Stores erobring af hele riget 200 år senere.

Kyros´ grav ligger i Parsagadae, som var achæmenidernes første hovedstad. Mausoleet er bygget så det specifikt kan modstå jordskælv, og det står stadig i dag 2.500 år senere. Græske historieskrivere, som rejste med Alexander på hans krigstogter skriver om graven, at der var plantet træer rundt om på engene, kisten var gylden, der hang babylonske tæpper og lilla gulvtæpper i graven, og så var der en inskription på det persiske sprog, som de ikke selv kunne tyde.

Før europæiske eksperter fandt graven i 1800-tallet, så talte lokale legender om at det var "Salomos Moders Grav". Om det så var Kong Salomos moder Batseba, eller kong Sulayman ibn Abd al-Maliks (r. 715-717 evt.) moder, afhang af hvem der tolkede legenden.

Anatolien

Mausoleum i Halikarnassos (nævnt 8 gange)

Overjordisk gravplads bygget mellem 353 og 351 fvt. for Mausolus af Karien - mellem Lykien og Frygien - som var en satrap (dvs. provinsguvernør) for Achæmeniderne, og dennes søster-hustru Artemisia II. Den hævede gravstruktur, ca. 45m i højden, var inspireret af lignende gravsteder i nabolandet Lykien, som Mausolus havde annekteret i 360 fvt. som for eksempel Arbinas´ grav, også kaldet Nereidmonumentet. Rundt om graven var 400 fritstående skulpturer. Bygningen stod dominerende på en forhøjning over den lokale havn.

Jordskred mellem 12. og 15. århundrede evt. væltede mausoleet. I 1402 da Jerusalems St. Johannes riddere besøgte Halikarnassos, lå mausoleet i ruiner.

I dag kalder vi alle overjordiske grave for mausoleer, opkaldt efter Mausolus´ berømte gravsted i Halikarnassos.

Artemistemplet i Efesos (nævnt 7 gange)

Byen Efesos blev grundlagt af grækere mellem 900 og 600 fvt. på et sted som hittitterne kaldte Apasa, som måske nedstammer fra samme rod, og viser at der har været beboelser i området i mange århundrede før grækerne ankom. Det første tempel i området, blev ødelagt af oversvømmelser i 7. århundrede fvt.. Det andet tempel blev opført ca. 550 fvt., men brændte ned i 356 fvt.. Det menes at have været et tempel til Herostratus.

I 323 fvt. begyndte efeserne selv arbejdet med at bygge et nyt tempel, indviet til jagtgudinden Artemis. Templet var 137m langt, 69m bredt og 18m højt.

Den apokryfe tekst Johannesakterne fra 2. halvdel af 2. århundrede evt. fortæller at den aldrende apostel Johannes, bosat i Efesos, prædikede til folket ved Artemistemplets port, og hans lovprisning af Gud, fik Artemisstatuen inde i templet til at falde og brække over.

Romerske historieskrivere fortæller, at i 268 evt. blev Romerriget invaderet af goter, som plyndrede de store byer, "og satte ild til det berømte Dianatempel i Efesos." - Diana er det romerske navn for græske Artemis. Den endelige nedlukning af templet skete da Kristendommen blev den dominerede religion i hele Romerriget, og andre former for religionsudøvelse blev forbudte, i løbet af det 5. århundrede.

Pergamonalteret (nævnt 3 gange)

Eumenes II (r. 197-159 fvt.) lod opføre et mægtigt helligdomsalter, oven på byen Pergamons Akropolis ("høj by"). Helligdomsbygningen var 35,7m i bredde og 33,4m i længde - fortrappen  alene var næsten 20m bred. Alterbygningen var udsmykket med mange friser og relieffer.

Med Kristendommens indførsel, mistede alteret sin værdi og blev ubrugt. I det 7. århundrede blev Pergamon-Akropolis' forsvarsværk forstærket i krigen mod araberne og alteret var en af de bygninger, hvorfra man samlede sten til forsvaret.

Hadriantemplet i Kyzikos (nævnt 2 gange)

Kyzikos var stedet hvor den athenske flåde vandt over den spartanske, i den Peloponnesiske krig (410 fvt.) Byen kom under achæmenedisk styre i 387, men Alexander erobrede den i 334 fvt. Byen blev belejret af 300.000 romere i 74 fvt. men formåede at modstå dem, den blev derefter givet selvstyre under Romerriget. I 123 evt. blev byen ramt af et hårdt jordskælv, og byens tempel blev ødelagt. Året efter kom kejser Hadrian (r. 117-138 evt.) forbi for at hjælpe med at genopbygge byen, og bygge et nyt tempel dedikeret til ham selv. Det stod færdigt i 139.

Med en størrelse på >120m i længde, 50m i bredde, 60 stk. 2m bredde kolonnesøjler med en højde på 21,5m og 8 korinthinske søjler i facaderne, var templet den største græko-romerske bygning nogensinde. Kilder fortæller at det stadig stod i 1431, omend det var i forfald.

Heraklea Lynkestisteatret (nævnt 1 gang)

Filip II af Makedonien erobrede landet Lynkestis og grundlagde en by til ære for heroen Herakles. Byen var et vigtigt punkt i handelsruterne mellem Illyrien og Makedonien, frem til et jordskælv i 6. århundrede evt. tvang indbyggerne til at forlade den. Kejser Hadrian opførte et teater i byen. Det var hesteskoformet, og havde 20 sæderækker, med plads til ca. 25.000 tilskuere, og 3 bure til at holde dyr. Teatret gik ud af brug i slutningen af det 4. århundrede, som Kristendommen vandt indpas og gladiatorkampe blev set som barbariske.

Teatret i Myra (nævnt 1 gang)

En by i Lykien, nær floden Myros, den blev helleniseret i 3. århundrede fvt. Det var herfra at Paulus skulle sejle til Rom i ApG. 27, 5-6. Teatret lå med udsigt til den lykianske nekropolis udhugget i klipperne. Ligesom andre teatre, mistede det sin betydning som Kristendommen vandt frem i regionen.

Parionalteret (nævnt 1 gang)

I følge Strabo (ca. 64 fvt.-21 evt.) lå i byen Parion et monumentalt alter, med sider på længde med et stadion (en længde der varierede mellem 180 og 210m). Der er på nuværende tidspunkt ikke fundet nogle arkæologiske beviser for at alteret har eksisteret.

Egypten

Pyramiderne i Giza (nævnt 9 gange)

Faraoerne fra Egyptens Gamle Rige (ca. 2700-2200 fvt.) begyndte under Djoser (ca. 2670 fvt.) fra det tredje dynasti, at bygge kolossale bygningsværker kaldet myr - eller med dets græske navn, pyramider.

Sneferu (r.2612-2589 fvt.) grundlagde det fjerde dynasti og var den første farao til at lave pyramider med glatte kanter, i stedet for trinpyramider. Utilfreds med resultaterne, blev Sneferu ved, og hans tredje pyramide - Den Røde Pyramide - i Dashur var 104m høj. Den er kun overgået af pyramiderne i Giza.

Khufu (r. 2589-2566 fvt.) også kendt under det græske navn Keops, var søn af Sneferu og lod bygge den 146,7m høje pyramide. Efterfølgeren Khafre (r. 2558-2532 fvt.) lod bygge den næsthøjeste på 143,5m. Da den er bygget på en forhøjning, ser Khafres pyramide ud til at være højere end Khufus, men det er den ikke.

Khufus pyramide blev bygget i kalksten, morter og granit, fragtet ned af Nilen fra Øvre Egypten. Den vejer ca. 6.000.000 ton, og forblev verden højeste menneskeskabte bygningsværk, frem til Londons gamle St. Paul's katedral i 1240 evt. med sine 149m. I modsætning til hvad mange tror, så blev pyramiderne ikke lavet af slaver. Arbejdsfolkene fik lavet boligkomplekser ved siden af deres arbejdsplads og deres diæt bestod dagligt af kød, hvilket var en fyrstelig gave den gang.

Pyramiderne i Giza, er de ældste vidundere på listerne, med 2000 år. De står stadig i dag, over 4.500 år efter de blev bygget, hvilket er et testamente til oldtidens egyptiske arkitekters evner.

Fyrtårnet i Alexandria (nævnt 3 gange)

Ptolemæus II Philadelphus (280-247 fvt.) lod opføre et fyrtårn på Øen Pharos ved byen Alexandria, for at lede skibe sikkert i havn. Den præcise højde kendes ikke, men det var i hvert fald 103m højt, måske endda 118m højt. Det blev bygget på en 30x30m kvadratisk base, og var i tre terrassetrin, med fire statuer af Triton vendt i hver retning, og en større statue af enten Zeus eller Poseidon, øverst på taget. Et kæmpe spejl reflekterede Solens lys om dagen, mens et bål blev tændt om natten. Lyset sagdes at kunne nå 47km fra Alexandrias kyst.

Tårnet blev hårdt beskadiget af et jordskælv i 956 evt., de øverste 20m blev rekonstrueret efter islamisk stil, men et nyt jordskælv i 1303 ødelagde tårnet så meget at det blev forladt. De sidste rester af ruinen blev i 1480 brugt til at bygge sultan Qaitbays kastel på pladsen hvor fyrtårnet havde stået.

Theben (nævnt 2 gange)

Waset var en hovedby i Egyptens Midter Rige (2040-1782 fvt.) og Nye Rige (1570-1077 fvt.), ca. 800 km op ad Nilen, hvor byen Luxor ligger i dag. På vestbredden af Nilen ligger en nekropolis for rige og kongelige. Hvor de 9. og 10. dynastier havde deres hovedsæde i Herakleopolis, så valgte det samtidige 11. dynasti at deres hovedsæde skulle være Waset, og derfra besejrede de, det 10. dynasti og samlede Øvre og Nedre Egypten igen. Under 12. dynasti var byen opsat i gittermønster ud fra Karnaktemplet i centrum. Byen nævnes i Gamle Testamente som "No Amon" i Nah. 3,8; og som "No" i Ez. 30,14-16 og Jer. 46,25.

Så tidligt som Homers Illiade (ca. første halvdel af 8. århundrede fvt.) kaldte grækerne byen for Theben med de hundrede porte, til forskel fra Theben med de syv porte i Grækenland.

Assyrerne plyndrede byen i 663 fvt., og den fik aldrig den samme politiske status igen, men den forblev et religiøst centrum frem til den byzantinske periode. Trods ros og venlighed fra Alexander d. Store, var forholdet mellem Theben og Ptolemæerne vakkert. I 185 fvt. støttede Thebens præsteskab et oprør. Trods pardon støttede de igen oprør mod Ptolemæerne i 132 og 91 fvt.

Grækenland

Kolossen fra Rhodos (nævnt 11 gange)

Som en fejring af det succesfulde forsvar af øen, mod Demetrius I af Makedonien i 304 fvt. - med hjælp fra Ptolemæerne i Egypten - lod Rhodianerne rejse en statue af øens skytsgud Helios. Den ca. 33m høje statue stod færdig i 280 fvt. Den blev bygget som et jerngitterskelet, med bronzeplader fastgjort på skelettet. Benene op til knæene var bygget med klippesten, for at give en vægt der kunne bære hele statuens vægt. Kolossen blev sat oven på en 15m høj piedestal, som enten var cirkelformet eller ottekantet, med en diameter på ca. 18m, ud mod havnen. Græske antologier har overleveret et digt, som menes at have været kolossens dedikationstekst.

Et kraftigt jordskælv i 226 fvt. ødelagde store dele af øen Rhodos, inklusive havneområdet og handelsbygningerne. Statuen knækkede ved knæene - lige over hvor klippestenene forstærkede den. Ptolemæus III tilbød at betale for en genopbygning af statuen, men Oraklet i Delfi havde overbevist Rhodianerne om, at de havde gjort noget der vakte Helios' vrede. Så den knap 55 årige statue måtte ligge i brudstykker på jorden de næste ca. 800 år. Mange folk pilgrimsrejste til Rhodos for at se resterne af kolossen. Strabo (64 fvt.-21 evt.) og Plinius den Ældre (23-79 evt.) beskrev begge den ødelagte statue, blandt andet at kun de færreste mænd kunne strække deres arme rundt om statuens finger. I 653 erobrede araberne øen. En krønikeskriver i Anatolien fortalte at de omsmeltede statuens bronze og solgte det. Om det er sandt, eller statuens dele gennem århundrederne blev brugt til andre ting, er noget forskerne må debattere.

På trods af at statuen kun stod et halvt århundrede - og dermed den kortest eksisterende af alle de syv vidundere, både kanoniske og ikke - så er det den som bliver nævnt flest gange i de antikke kilder, så selv den væltede statue i brudstykker må have været et storslået syn.

Kunstnere elsker at illustrere kolossen stå med sine ben spredt over de indsejlende skibe i havnen. Det gjorde den ikke. For det første ville havnen have været lukket den snes år som det tog at bygge statuen, hvilket ville have destrueret øens økonomi. For det andet ville den kollapsede statue have spærret for havnen, og ville ikke have været tilgængelig at se de næste 800 år. For slet ikke at tale om at statuens tyngdepunkt ville være midt over havnen og derfor ville kollapse længe før den var færdigbygget. Det var jo netop årsagen til at benene var fyldt med klippesten. Så den kunne være stærk nok til at holde al vægten.

En anden populær måde at illustrere kolossen på, er ved at den løfter en fakkel i vejret - Frihedsgudindens fakkel er baseret på den fortolkning. Hér ved vi ikke om kolossen holdt en fakkel eller ej. Jf. kilderne så "tændte [Rhodianerne] Frihedens Fakkel", men ingen beskrivelser af statuen nævner det. Relieffer af Helios fundet i nærliggende bygninger, viser ham dække øjnene for Solen, som en form for salut, så det er sandsynligt at statuen har gjort det samme. Mønter slået på Rhodos har også billeder af Helios' ansigt, så statuen har nok haft samme ansigt.

En noget nyere teori af arkæologen Ursula Vedder, foreslår at kolossen stod ved den gamle akropolis, i stedet for ved havnen.

Zeustemplet i Olympia (nævnt 1 gang)

Templet dedikeret til Zeus i Olympia blev konstrueret i perioden 472-456 fvt. oven på en tidligere antik religiøs plads, dateret tilbage til kong Pelops i 10.-9. århundrede fvt. Pausanias beskrev i 2. århundrede evt. at templet var 20,7m højt, 29m bredt og 70,1m langt. Hovedstrukturen var af Perossten, som blev anset som alt for uattraktivt. Det blev derfor malet over med stucco, som gav det en illusion af marmor. Loftet var lavet af fliser af marmor fra Pentelikusbjerget, skåret så tyndt, at det nærmest reflekterede sollyset rundt i templet. Marmormetoper (udhugninger af figurer, som kommer ud af stenen) dekorerede væggene og forestillede diverse scener fra mytologien. 102 gargoyler formet som løvehoveder sad på tagrenden, af hvilke 39 har overlevet til i dag.

Jordskælv ramte området i 522 og 551 evt. og oversvømmelser i området fik folk til at flytte. Det at byzantinerne gjorde det ulovligt at udføre hedensk religion, har oven i alt det ovenstående, også ledt til at templet gik i forfald.

Zeusstatuen i Olympia (nævnt 6 gange)

Som en del af templet dedikeret til Zeus, lavede man også en stor statue af ham, som skulle stå inde i templet. Skulptøren Phidias var knap nok blevet færdig med at lave sin statue af Athene Parthenos, da han blev hyret til at lave statuen af Zeus, som et spil mellem de to rivaliserende helligdomssteder i Olympia og Athen. Den 12,4m høje statue af kryselefantin - lavet med guld (på græsk "Chrysos") og elfenben - stod færdig i 435 fvt.

Zeus sad på en cedertræstrone, ornamenteret med ibenholt, elfenben, guld og ædelstene. Han var kronet med olivenkrans, bar et gyldent sjal af glas. I højre hånd bar han sejrsgudinden Nike og i venstre holdt han et scepter med mange metaller, hvorpå sad en ørn.

I 391 evt. bandlyste den kristne kejser Theodosius I alle hedningekulter. Templet i Olympia gik derefter i forfald. Hvad der skete med statuen derefter vides ikke med sikkerhed. Én tradition siger at statuen blev båret til Konstantinopel, hvor den blev destrueret i Laususpaladsets brand i 475. En anden tradition siger at den stadig stod i templet, da det gik i brand i 425.

Athene Parthenos (nævnt 1 gang)

I 480 fvt. ransagede perserne Athen og Akropolis, men i de følgende 30 år blev Athen en dominerende magt og i 454 fvt. blev den Delianske Ligas skatkammer tvangsflyttet til Athen, så de kunne genopbygge Akropolis. Som en del af genopbygningen skulle Akropolis have en stor bygning dedikeret til Athens skytsgudinde, Parthenon. Inde i Parthenon skulle stå en statue af Athene. Skulptøren Phidias blev hyret til at lave den 11,5m høje kryselefantinstatue. Det nye Parthenon stod færdigt mellem 447 og 438 fvt., opdelt i to rum. Det lille, til vest, selve Parthenon eller "jomfruens rum", husede skatkammeret. I øst var det store Hekatompedos Neos eller "Hundrede fodskammeret", hvor statuen af Athene stod.

Athene bar en halvåben peplos - en kvindedragt af rektangulært stof, foldet over skuldrene og lukket med dragtsnåle - som var et symbol for kvinder af høj status. Hendes venstre ben var let bøjet, knæet fremført og hæle løftet fra jorden. Dette var nok gjort for at statuen havde bedre balance, men det var helt uhørt dengang, og blev ny mode for kvindestatuer. Over peplos, ved hendes bryst, bar hun Ægiden, dekoreret med slanger og nær ved Solar Plexus en elfenbensgorgon. Ansigtet var elfenben med ædelstene som øjne. I venstre hånd bar hun et skjold og spyd, i højre en 2m høj statue af sejrsgudinden Nike.

Fordi Parthenon ikke var tiltænkt som tempel, men som offergave til Athene, så foregik al tilbedelse til hende ved statuen Athena Promachos på torvet mellem Parthenon og Propylæa. Parthenon blev under byzantinerne brugt som administrativ bygning. Under latinerne (ca. 12. århundrede) og osmannerne blev det brugt som krudtkammer, så en eksplosion ødelagde bygningen, og efterlod kun hvad vi kan se i dag.

Delosalteret (nævnt 2 gange)

Apollontemplet på øen Delos blev påbegyndt i 476 fvt. af den Delianske Liga på øen, men blev sat på pause i 454, da Ligaens skatkamme blev ført til Athen. Med Delos' selvstændighed i 314 fvt. kunne arbejdet gå i gang igen, men templet blev aldrig færdigsmykket. Under romernes krige med Mithridatus VI af Pontus blev taget ødelagt og kun det nedre fundament og nogle søjler står stadig i dag. Den 9m høje Nayianske kolos fra 7. århundrede fvt. stod i templets forgård. Både Apollon og hans tvillingesøster Artemis blev hyldet hér, og tæt forbundet med dem - i hvert fald på Delos - var også Helios og Selene.

I Odysséens sjette sang, vers 162-165 skriver Homer (Otto Steen Dues oversættelse):

Én gang så jeg på Delos så skønt et skud af en palme

Bryde af jorden mod himlen ved alteret for Foibos Apollon.
For også dér kom jeg hen med talrige folk i mit følge
Under den færd som for mig skulle rumme usigelig jammer.

Så på Homers tid, næsten 300 år før Apollontemplets påbegyndelse, må der have været en berømt alterkult for Apollon på Delos, vi har bare ikke andre kilder om det.

Theben (nævnt 2 gange)

En af verdens ældste, stadigt beboede, byer, Theben optræder i mange myter om figurer som Cadmus, Dionysos, Herakles og mange flere. Arkæologiske fund fra Mykenerne, såvel som lertavler med Linear B-skriftsproget viser byens Bronzealderliv. I Linear B hedder byen "te-qa-i", nok udtalt noget nærmere "Tʰēgʷai̮s", hvilket ikke er så langt fra det oldgræske "Thebais". Det viser hvor gammelt navnet egentligt er, og at det har været kontinuerligt brugt om byen, i op mod 3500 år.

Theben var hovedbyen i den Boetianske Føderation og var en rivaliserende bystat med Athen, om at være Grækenlands mægtigste bystat. Da achæmenediske Xerxes I indledte sin invasion af Grækenland i 480 fvt. allierede Theben sig med ham, for at besejre Athen. Senere da Filip II af Makedonien invaderede Grækenland i 338 fvt., så kunne Theben og Athen godt finde ud af at arbejde sammen imod ham. De tabte krigen, og Alexander raserede Theben.

Efter Alexanders død i 323 fvt. begyndte Cassander af Diadokiet i 315 fvt. at genopbygge Theben, hvilket gav ham god favør i byen, omend den aldrig fik sin storhed tilbage. I den byzantinske periode var byen især kendt for sin silke. Evangelisten Lukas' Hellige Kirke siges at huse hans grav og relikvier.

Kalkeporten (nævnt 1 gang)

Konstantin I genopførte byen Byzans i 330 evt., opkaldte den efter sig selv - Konstantinopolis "Konstantins By" - og rejste et kæmpe palads til sig selv mellem Hippodromen og Haggia Sophia. Ved indgangen - eller vestibulen - til paladset stod en stor ceremoniport i bronze - ordet kalke betyder "bronze" eller "kobber". Vestibulen var udsmykket med ikoner, inklusive et af Kristus, som kom under angreb under ikonoklasmerne. Et kapel dedikeret til Christ Chalkites eller "Bronzekristus" blev opført ved siden af porten. Porten blev ødelagt i det 13. århundrede, kapellet i det 19.

Asclepiustemplet (nævnt 1 gang)

Asclepius var en medicinalgud, søn af Apollon. Et tempel blev bygget til ham i byen Epidaurus i det tidlige 4. århundrede fvt. og populariteten rivaliserede templerne til Zeus i Olympia og Apollon i Delfi. Jf. Pausanias, 600 år senere, blev Asclepius født i Epidaurus og ammede hos en ged. På dét sted, hvor geden ammede, siges templet at være blevet bygget.

Under Achaearkrigen 146 fvt. brugte achaeaerne templet som forsvarsbase. I 87 fvt. plyndrede romerske Sulla templet, og igen før 67 fvt. plyndrede pirater templet. I 2. århundrede evt. investerede Hadrian og senere kejsere i byen, som oplevede et opsving. I 395 evt. plyndrede goterne byen igen. Midt i det 5. århundrede evt. blev templet brugt som et kristent helbredelsescentrum, men forsvinder fra kilderne derefter. Muligvis kom der et pres fra oven, om ikke at bruge et hedensk tempel til at udføre kristne ritualer?

Rom

Capitoline Hill (nævnt 2 gange)

Capitoline er en af Roms syv bakker, den er dedikeret til Saturn. Folkeetymologi siger at et bord med et afhugget hoved stod på bakken da byen blev grundlagt, deraf navnet - det skal siges at det latinske ord for hoved er Caput, som i Caput blev til Capito og derfra Capitoline. På bakken blev bygget Juno Monetotemplet, Virtustemplet og Jupiter Optimus Maximus Capitolinustemplet - sidstnævnte bygget 509 fvt. og næsten lige så stor som Parthenon i Athen. For foden af Capitoline Hill blev Saturnstemplet bygget, i vestenden af Forum Romanum.

Da Rom blev plyndret af Senonegallerne i 390 fvt. var Capitoline Hill den eneste del af byen, som forblev uskadt. I 69 evt. blev kejser Vespasians bror og nevø belejret i Jupitertemplet, som så blev brændt ned. I Middelalderen blev bakken omdannet til at huse Roms civilregering.

Alle disse 22 bygningsværker, har været kaldt vidundere, så at nogle er fremhævede som mere end de andre, synes jeg er urimmeligt. Det mener jeg især om den officielle kanoniske liste, som med undtagelse af pyramiderne og de fejlattributerede hængende haver, alle er lavet af hellenistiske folk, det samme gælder næsten alle de andre "vidundere" jeg har talt om. For noget der skal forestille at være verdens vidundere, så er de alle 22 ret tæt på hinanden omkring Middelhavsområdet, kun Kyros d. Stores grav er mere end 2000km fra Middelhavet. Det er jeg bestemt ikke den første til at have lagt mærke til.

N7W

I 2001 oprettede den canadisk-schweiziske Bernard Weber en kampagne online, kaldet New 7 Wonders, eller N7W, til at udvælge 7 verdensmonument, ud fra en forudvalgt liste på 200 monumenter, lavet med hjælp fra både FN og UNESCO. UNESCO gik senere ud og sagde at de ikke havde nogen affiliation med Weber, da de ikke kunne støtte nogen som helst planer, som ville fremhæve nogle kulturarve frem for andre, hvad en liste af 7 vidundere jo netop gør.

Den 7. juli 2007 - altså 07-07-07 fordi 7 - blev de syv vindere, ud af 20 finalister offentliggjort. Udvalget var meget mere balanceret i kronotopi, end de gamle lister nogensinde kunne have drømt om.

De syv monumenter som vandt var, fra ældst til yngst:

Den Kinesiske mur (Fra 7. århundrede fvt.)

På kinesisk 萬里長城 Wànli Chángchéng eller 10.000 Li lang mur - med en li i dag standardiseret som en halv kilometer - er en lang række murværker nær Kinas nordgrænse. De tidligste stadier af muren var en række forsvarsværker i det 7. århundrede fvt. til forsvar mod plyndrende nomadefolk fra den euroasiatiske steppe i nord. Qin-dynastiet (221-206 fvt.) - det første kejserlige dynasti - lavede det murværk, som samlede forsvarsværkerne til lange mure. Stort set alle dynastier siden da - udover det mongolske Yuan-dynasti - udvidede murværkerne. De berømte sektioner af muren, som altid ses på film og tv, er fra Ming-dynastiet (1368-1644 evt.)

Rejsende fra Europa og Nordafrika i 12- og 1300-tallene nævner enten ikke noget om muren selv, eller hvis de hjemmefra havde hørt om Cathays enorme murværk, lærte de at selv lokale folk ikke kendte til den, hvilket må betyde at muren enten var i forfald, eller bare ikke så storslående på den tid, under mongolerne. Efter tabene af Opiumskrigene, blev muren hurtigt en kendt turistdestination for europæerne, i det nyligt åbnede land.

I dag er muren - udenfor de store turistcentre - i forfald. Enten grundet erosion, eller folk der har taget sten for at bygge huse med. Næsten 2000km mur er forsvundet og nogle steder er murens højde faldet fra overdådige 5m til sølle "jeg-kan-næsten-se-over-dem" 2m.

En berømt skrøne siger at Den kinesiske mur kan ses fra rummet. Blandt andet siger et 1754 evt. brev af engelske William Stukeley, at den kan ses fra månen. Professorer har udregnet, at det vil svare til at kunne se ét menneskehår fra 3kms afstand. Satellitbilleder, fra lavt kredsløb, har dog bevist, at hvis man ved hvor man skal kigge, så kan man faktisk se nogle tynde streger i landskabet, som er muren. Bare du ikke forveksler den med floderne som er meget tydeligere.

Petra (312 fvt.)

Nabatæerne var et gammelt arabisk folkeslag i det nordlige Arabien og sydlige Levant, særlig kendt for at have udhugget deres byer i klipperne. De dukkede frem som en selvstændig politisk enhed i 4. århundrede fvt. centreret omkring store handelsruter. Kejser Trajan erobrede deres land i 106 evt.

Petra - eller Raqmu, som nabatæerne selv kaldte det - var hovedbyen, placeret centralt i røgelseshandelsruten mellem Grækenland - og Rom - i nord, Arabien og Østafrika i syd og Indien i øst. Petras storhedstid var i det 1. århundrede evt., da Al-Khazneh "Skatkammeret" blev udhugget i sandsten. Den bygning har tit været brugt i film - blandt andet Indiana Jones og det sidste korstog, hvor de finder den Hellige Gral. På dette tidspunkt menes byens indbyggertal, at have nået 20.000.

Som handelsruterne ændredes til søruter i stedet, mistede Petra sin magt og et jordskælv i 363 ødelagde mange af bygningerne. I den byzantinske periode, byggede man kirker, for at forsøge at holde liv i byen, men da Islam kom på banen, var byen så godt som forladt. Byen forblev ukendt i Vesten, helt frem til 1812. I dag er Petra Jordans førende turistattraktion.

En tradition, som vi tidligst kan spore tilbage til Josefus (1. århundrede evt.) siger at byen Petra blev grundlagt, på det sted, hvor Moses slog med sin stav og vand fossede ud. Ligeledes menes Aaron at være begravet i samme område. Ifølge Hieronymus (4. århundrede evt.) lå et helligdomssted, dedikeret til Mirjam på et af bjergene, som ofte blev besøgt af pilgrimme, men stedet hvor det lå er siden gået tabt.

Colosseum (80 evt.)

Kejser Vespasian begyndte i 72 evt. konstruktionen af et stort, elliptisk, amfiteater i Roms bymidte, just øst for Forum Romanum og det blev færddiggjort under Titus i 80. Colosseum blev bygget af kalksten, tuf og beton. Der kunne sidde et sted mellem 50.000 og 80.000 tilskuere af gangen. Colosseum blev brugt til gladiatorkampe, jagt, offentlige henrettelser, dramaskuespil og mere, men som så mange andre græko-romerske teatre, holdt man op med at bruge Colosseum i den tidlige Middelalder. I Middelalderen blev Colloseum skiftevis brugt som kirkegård, logi for fattige arbejdsfolk og slotsbolig for adelsfamilier. Et jordskælv i 1349, fik sydsiden af amfiteatret til at kollapse. Stenene derfra blev brugt til at opbygge nye bygninger i Rom, inklusive hospitaler og skoler. I dag er amfiteatret for meget en ruin, til at blive brugt som ceremoni- eller koncertscene, så sådanne nogle holdes i stedet lige ud for Colosseum, med amfiteatret som baggrund.

Hver Langfredag, leder paven en Via Crucis - det samme som Via Dolorosa i Jerusalem - gennem Roms gader og slutter af i Colosseum.

Chichén Itzá (600)

Det sydlige Mexicos lavland, var Maya-folkenes nordlige grænse. Hér lå i den mesoamerikanske Klassiske periode (ca. 250-600 evt.) nogle kongedømmer i det sydlige lavland, som var mayaernes magtcentrum. I den Senklassiske periode (ca. 600-900) skete et skift i magtfordelingen, som flyttede nordpå. Chichén Itzá i det nordlige lavland, havde kun været en lille beboelse i den Klassiske periode, men nu strømmede folk til fra hele mayaverdenen, og den blev mayaernes magtcentrum i både den Senklassiske og den Postklassiske periode (ca. 900-1200).

Byens storhedstid ankom omkring 800, da byer i det sydlige lavland, såsom Yaxuna og Coba, svandt ind. Chichén Itzá er berømt for at have et hav af arkitekturstile rundt om i byen, som antyder at det var en af de mest diverse og mangfoldige steder i mayaverdenen.

Post-koloniale kilder siger at Mayapan af Huanc Ceel erobrede byen i det 13. århundrede, men arkæologiske beviser, hentyder at Chichén Itzá allerede havde mistet status i 1100 evt.

I 1980'erne og 90'erne var en populær teori det såkaldte multepal-system. Det system går ud på at byen ikke blev ledt af en kongefamilie, men i stedet et eliteråd. De fleste tror ikke på den teori i dag, men i stedet at Chichén Itzá blev regeret af et traditionelt mayakongedømme, som det sydlige lavland blev det i den Klassiske periode.

Machu Picchu (1450)

Incabyen Machu Picchu er beliggende 2430m over havet i Cordilla Orientalbjergene - den øtligste del af Andesbjergene - omkring 80km nord for Cusco. Byen er bygget i klassisk incastil med fint bearbejdede tørstensmure. Nogle af de mest berømte bygninger er Soltemplet, Trevinduestemplet og Intihuana-ritualstenen. Folk har længe troet at byen blev grundlagt i 1450, men nyere arkæologiske undersøgelser (fra 2021) har vist, at stedet var beboet fra 1420 til 1530 evt. Selvom at ingen samtidige kilder nævner det, så menes Machu Picchu at have været en residens for incakejseren Pachacuti (r. 1425-1471).

Op til 750 personer boede hér, mest religiøse ledere eller specialiserede arbejdere. Folk kom fra forskellige områder af Peru, næsten ingen personer blev født og døde i byen. Skeletfund i Machu Picchu havde sjældnere gigt eller andre benfrakturer, end skeletter fundet andre steder i Peru, hvilket tyder på at folk hér ikke havde særlig hårdt fysisk arbejde.

Mødet med spanske kolonialister bragte kopper til Incariget, som dræbte op mod 90% af lokalbefolkningen og byen blev forladt og var kun kendt til af lokale folk, frem til den første europæer besøgte byen i 1911. Navnet Machu Picchu på quechua-sproget betyder Gamle Bjerg. Det oprindelige navn var muligvis Huayna Picchu, som betyder Unge Bjerg.

Taj Mahal (1643)

Taj Mahal - eller Paladsets Krone - er et elfenbenshvidt marmormausoleum ved Yamuaflodens bredde i Agra, Indien. Mughal shah Jahan (r.1628-1658) lod det bygge, til at huse hans hustru Muntaz Mahals grav. Jahans egen grav er også i paladset. Over 20.000 mand arbejdede på projektet. Mausoleet er hovedattraktionen i et  17 ha. kompleks, med moské, gæstehus og haver. Mausoleets hvide marmor er smykket med ædelstene og de omkringliggende bygninger er bygget i rød sandsten, som var normalt for mughalbygninger, såsom Gúr-i Amir i Samarkand og Humayns grav i Delhi.

Hele komplekset sidder på en 8,7m høj og 300m lang base, bygget med sandsten i mørke og lyse mønstre. Mausoleet står på en 6m høj plint 95,5m i længde. Hovedstrukturen er en multikammeret kubik, med affasede hjørner, der giver ottekantet form, hvoraf de lange fire sider hver er 57,3m lange. Mausoleets hovedkuppel er 23m højt, omringet af fire mindre kuppeler i hjørnerne. Fire minaretter sidder på bygningens hjørner 40m høje.

Den Forløsende Kristus (1931)

Den katolske befolkning i Brasilien lobbyede i 1920'erne for en statue af Kristus i Rio de Janeiro. På toppen af det 700m høje Corcorabjerg i Tijuca-nationalparken, står den 30m høje Art Deco statue af Jesus, med armene spredt og omfavner verden, oven på en 8m høj piedestal. Den er lavet af beton og fedtsten.

Lynnedslag i februar 2008 beskadigede statuens fingre og hoved. Et lynnedslag i januar 2014 skar en finger af fra højre hånd.

De 13 finalister som ikke vandt den kunstige ære som et af verdens syv nye vidundere var:

Stonehenge (2400 fvt.)

I det sydlige England står Stonehenge. En ydre ring af 4m høje sarsensten, rundt om en midterring af blåsten og en indre ring med fritstående trilitter. Opstillet i overensstemmelse med sommersolhvervs solopgang og vintersolhvervs solnedgang.

Akropolis i Athen (447 fvt.)

Højtstående by på en klippe som hæver sig 150m over Athen. Templer blev bygget her senest i 6. århundrede fvt. som blev ødelagt under persernes invasion i 480 fvt. Akropolis blev genopbygget fra 460 fvt., men oplevede ødelæggelse og forfald, under de forskellige herredømmer frem til det moderne Grækenlands selvstændighed.

Hagia Sophia (537 evt.)

Den Østortodoks kirkes fremmeste domkirke, færdiggjort i 537. Hagia Sophia var den byzantinske arkitekturs største mesterværk. Ved åbningen, var det verdens største indvendige rumplads, og verdens første fuldt ud perdentive kuppel. Fra 360-1453 var det en byzantinsk katedral. 1453-1935 muslimsk moské. 1935-2020 museum. Fra 2020 har det igen været en moské, og den øvre etage blev i 2024 genåbnet som museum.

Angkor Wat (1113)

I det gamle Khmer-riges hovedstad, Angkor, blev et tempel dedikeret til den hinduistiske gud Vishnu bygget. Over tid blev templet gradvist konverteret til buddhismen. Det er verdens største religiøse bygning, og det er illustreret på Cambodias flag.

Moaistatuer (1250)

Menneskelignende figurer udhugget i sten af Rapa Nui-folket, i det østlige Polynesien (Påskeøen) mellem 1250 og 1500. Nogle står på stenpiedestaler rundt om øens kyst. Moai er de levende ansigter af forgudede forfædre.

Timbuktu (1327)

20km nord for Nigerfloden, Timbuktu er hovedstaden i Tombouctou-regionen i Mali. Stedet har været beboet selv før den muslimske handel kom til byen i Middelalderen. Byen var en vigtig brik i Sahara-handelsruten og blev et islamisk forskningscentrum, på lige fod med Bagdad. 

Alhambra (1333)

Palads- og borgkompleks i Grenada. Et af de bedst bevarede islamiske arkitekturværker. Har også betydelige sektioner af spansk renæssancearkitektur. Oprindeligt husede Alhambra et selvstændigt byliv. Senere fungerede det som et royalt palads. Napoleon ødelagde store dele af paladset i 1812, men det er senere blevet genopbygget.

Kreml og Røde Torv (1561)

Det Røde Torv var Moskvas fremmeste handelsplads, hvor der også blev holdt ceremonier og kroning af zaren foregik også hér. Skt. Basils basilika og Lenins Mausoleum ligger på torvet. Ved siden af torvet ligger også Kreml, som var zarens palads, bygget i 1495, det er nu den russiske præsidentresidens.

Kiyomizu-dera (1633)

Et munketempel i det østlige Kyoto, nær et vandfald - deraf navnet Rentvandstempel. Det er lavet efter japansk tømrestil, dvs. uden søm og skruer. En Edo-periode tradition gik ud på at hoppe ned fra den 13m høje altan. Hvis du overlevede ville dit ønske gå i opfyldelse. Det blev forbudt i 1872, under Meiji-Restorationen.

Neuschwanstein (1869)

Kong Ludwig II af Bayern, var træt af at bo i München, så han påbegyndte arbejdet på en ny residens i alperne, nær den østrigske grænse. Aldrig færdiggjort, slottet blev åbnet for offentligheden med det samme efter Ludwigs død.

Frihedsgudinden (1886)

En gave fra Frankrig til USA, som et evigt symbol på de to landes venskab. Statuen er en neoklassicistisk kobberskulptur. Bygget i Frankrig, og fragtet i kasser til New York, hvor den blev placeret på en piedestal, hvorfra den bød emigranter velkommen til "de fries land". Fra piedestalens fod, til faklens top er 93m, selve statuen er 46m høj.

Eiffeltårnet (1887)

Et 300m højt stålskelettårn (330m med antenne), konstrueret som hovedattraktion til World's Fair 1889, og 100 års jubilæet for den franske revolution. Det var verdens første bygning til at være over 200m i højde og var verdens højeste bygning indtil New Yorks Chrysler Building stod færdig i 1930.

Operahuset i Sydney (1973)

Designet af den danske arkitekt Jørn Utzon og færdiggjort at arkitekten Peter Hall, da Utzon sagde op. Operahuset står ved siden af Sydneys centrale handelsdistrikt og kongelige botaniske have. Bygningen er et moderne ekspressionistisk design, med 75,2m høje betonklodser, der giver bygningen en form som havskaller. Bygningen er 183m langt og 120m bredt.

Jeg har nu beskrevet over 40 forskellige bygningsværker, som alle har en ret til at blive kaldt et vidunder, så hvorfor tænker vi kun på 7? Jeg kan selv tænke på nogle, som ikke har været på nogle af de ovenstående lister, men som jeg dog mener også burde tages i betragtning. Af moderne bygningsværker Marina Bay Sands i Singapore og Petrona Towers i Malaysia. Af ældre bygningsværker kan jeg også nævne Den Forbudte By i Beijing eller Taş Tepeler-kulturen i det nuværende Tyrkiet, med deres beboelsespladser omkring 10-12.000 år gamle og dermed er blandt de ældste byer i verden.

Så hvorfor bliver vi ved med at fremhæve 7? Der er et par forskellige årsager til det.

For det første, så har vi mennesker svært ved at overskue for mange ting. De fleste af os har ikke flere end 3-5 nære venner. Eller med romertal, oprindeligt blev tallet 4 skrevet som IIII - hvorfor nogle urer også bruger det - men det blev svært at se i hast om det var III eller IIII, så man begyndte at skrive det som IV i stedet for. Det samme gjorde man i Kina. Oprindeligt var de første ni tal alle repræsenteret af tællepinde, som moderne 1-2-3 一二三, mere end 3 var uoverskueligt, så fra 4 begyndte man at bruge andre tegn, som havde den samme udtale - undtagen for 10, som stadig er en simpel version af det oprindelige bundt af 10 tællepinde, bundet sammen 十. Det er også én af grundene til at Pluto blev ændret fra Planet til Dværgplanet - der er mange flere. Valget var mellem at have 8 planeter, som folk skulle huske navnene på, eller over 20 - Ceres, Haumea, Makemake, Eris, Sedna, Orcus, Gonggong, Leleakuhonua, bare for at nævne nogle.

For det andet - og den vigtigste årsag - så begyndte en stor mængde af vores moderne forståelser i Renæssancen - og den kanoniske liste kommer jo fra en bog i Renæssancen - og renæssancefolk havde en overmådelig fascination med den græko-romerske kultur i Antikken. Om den så var forstået korrekt eller ej. Vi taler om Pandoras Æske, selvom at det var en urne, fordi renæssancefolket fortalte os, at det var en æske. Vi taler om de 5 sanser, fordi renæssancefolkene lagde vægt på Aristoteles' filosofi, på trods af at forskere har bevist at vi alle har omkring 20 sanser.

Men hvis renæssancefolk lagde så meget vægt på grækernes kultur, hvorfor lagde grækerne så så meget vægt på at der var 7 vidundere, når listerne alligevel alle var forskellige? Det er fordi, at for Antikkens grækere var tallet 7 perfekt. Det var summen af 3 - det spirituelle - og 4 - det materielle. Der var 7 verdenshave - alle rundt om, eller i nærheden af Middelhavet, selvfølgelig; Theben havde 7 porte, og der var 7 græske konger der marcherede i krig mod byen; Plejaderne var 7 søstre der blev udødeliggjort som stjerner; Odysseus var fanget på Kalypsos ø i 7 år; Spartanske drenge begyndte uddannelse som 7-årig; og den Antikke verden havde kendskab til 7 metaller.

Jeg er måske ikke enig med idéen om at verden har 7 vidundere, der skulle være mere værd end andre, men jeg forstår hvorfor vi har snævret det ind. Så længe at vi er opmærksomme på at de 7 vidundere er en kunstigt opfundet liste, uden nogen anden værdi en den vi personligt giver den, og vi er villige til at anerkende at andre vidundere eksisterer, som ikke er mindre værd, bare fordi de ikke eksisterede i den hellenistiske verden for 2000 år siden.