For tre år siden udgav jeg et blogopslag om Mytologiens Kvinder - hvor jeg fremlagde og sammenlignede forskellige religioner og mytologiers brug af kvinder i myter - samt et Appendix hvor jeg inkluderede alle mine noter om Kristendommens kvindemyter og fortællinger.
Selvfølgelig kunne jeg ikke inkludere alle religioner og mytologier - det endelige resultat var meget overvældende nok i forvejen - men en meget berømt mytologi, som jeg ikke satte fokus på, var Romersk Mytologi. Jeg refererede til den når jeg i parentes inkluderede de romerske navne, på de græske gudinder jeg omtalte. Eller da jeg omtalte historien om Thetis og Achilleus - i den græske version af Hesiod, kaster Thetis den nyfødte Achilleus ind i pejsen, for at brænde hans dødelighed væk, men Achilleus' far tror hun prøvede at dræbe barnet, og hev ham ud af pejsen og dermed brød ritualet. Den mere kendte version, hvor Thetis dypper Achilleus i floden Styx, og holder ham ved hælen, er en romersk fortælling.
Men ellers sagde jeg ikke rigtig noget om den romerske mytologi. Jeg vidste jo godt, at de græske og romerske mytologier ikke er ens, guderne er ikke de samme - på trods af hvad mange umiddelbart tror. Men for at se forskellene imellem dem, kræver det et meget nært komparativt fokus på de to, nærmest eksklusivt. Hvilket gik imod mit ønske med blogopslaget, så derfor har jeg holdt mig fra at gå i dybden med romersk mytologi.
Jeg bringer dette op nu - tre år senere - fordi jeg lige nu er i gang med et nyt projekt, hvori en sidegren i det projekt har ført mig tilbage til en sammenligning af græsk og romersk mytologi. Fordi det indebærer en fortælling med Athene, som jeg ikke inkluderede dengang, besluttede jeg mig for at lave et mindre blogopslag om det.
Jeg har valgt at kalde det et Tillæg, og det kan være, at hvis jeg støder på flere fortællinger og myter, som jeg sagtens kunne have brugt den gang men ikke gjorde, at jeg så laver flere Tillæg. Men det vil tiden vise.
Dette opslag handler om den unge pige Arakne, sammenlignet i en græsk og en romersk myte.
Den langt mest berømte myte om Arakne, er den skrevet af Ovid i Metamorfose, i starten af 1. århundrede. Der er nogle forskellige overleveringer af den, men generelt lyder myten:
Arakne var en ung hyrdedatter fra Lydien (Moderne Vesttyrkiet), som var en fantastisk vævepige. Hun kalder sig selv en bedre væver end selveste Minerva, som da kommer til hende, forklædt som en gammel kone, og advarer hende om at respektere guderne. Arakne udfordrer derfor Minerva til en væveduel. I nogle varianter, vinder Arakne duellen, og Minerva bliver vred og slår hende. I andre skælder Minerva hende ud, for at væve et billede af de mandlige guder, forføre dødelige kvinder, ind i tæppet og Minerva river derfor tæppet i stykker. I begge versioner, ender Arakne med at tage sit eget liv. Minerva, enten i medlidenhed eller i straf, genopliver hende og forvandler hende til en edderkop, så hun kan spinde væv, for evigt.
Men en anden fortælling om Arakne, dukker op i en scholia - en grammatisk fokuseret kommentar, til et andet skriftværk - fra midten af 3. årh før vor tidsregning:
Arakne var en ung pige fra Attika - den græske halvø, hvor Athen ligger - som havde en bror Phalanx - som ikke eksisterer i Ovids version. Athene underviste de to søskende, Arakne i vævekunst og Phalanx i krigskunst. Men de to søskende endte op i et incestuøst forhold, hvilket forargede Athene, der som straf forvandlede dem til "dyr, dømt til at blive ædt af deres egne børn". Denne version, nævner ikke direkte, at Arakne og hendes bror forvandles til edderkopper. Men deres navne taget i betragtning - Arakne -> Araknofobi = frygt for edderkopper og "Phalanx" værende beslægtet med Phalangion, som er en giftig edderkop i Grækenland, såvel som ordet Phalangium som betyder stankelben - må det formodes at de faktisk blev forvandlet til edderkopper.
Den kendte romerske version, er en advarsel mod at være hovmodig og selvsikker, eller du risikerer at blive straffet. I den græske version fremhæves det dydige ved adskillelsen af kvindelige håndværker - såsom vævekunsten - og mandlige håndværker - såsom krigskunsten. De to adskilt giver fremgang og vækst. Men når de to bliver blandet - vist ved at de to søskende indgår i et incestuøst forhold med hinanden - så brydes alle verdens sikkerheder, og kaos løber løbsk. Med den fortolkning, kan man selvfølgelig undre sig over, at Athene er en KRIGSGUDINDE. Men selv det kan fortolkes i sammenligning med hendes bror Ares. Hvor Ares er krigsgud for mandlige krigsidealer - såsom krigshæder og blodlyst - er Athene krigsgudinde for kvindelige krigsidealer - som byforsvar og forsoningsfred.
Vi ser også hvordan den græske Athene er omsorgsfuld, og underviser Arakne og Phalanx, inden de begår brøde. Hvorimod Minerva er brutal, og enten slår Arakne eller river hendes vævetæppe i stykker, selv før hun forvandler Arakne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar