I Knud Lavards fodspor

Dette her er en historieopgave jeg skrev i september 2014, færdiggjort den 21, om 1100-tallets tumultske periode i Danmark.

Selve opgaven var egentligt et resultat af at jeg følte mig snydt over at vi i min historieklasse sprang middelalderen over, og jeg blev lidt rebelsk, så jeg brugte bogstaveligt hele min sommerferie på at sætte mig ind i perioden. Både hos kongefamilien, men også hos ærkebiskopsædet i Lunds historie.

Titlen "I Knud Lavards fodspor" har faktisk en tripelmening, som jeg ikke fik nævnt i opgaven oprindeligt, så det gør jeg her:
1. Opgaven omfatter de umiddelbare begivenheder der hændte i kølvandet på Knud Lavards drab i 1131.
2. Efter mordet, forsøger (halv?)broderen Erik Emune at få Knud helgenkåret, en handling som Knuds søn Valdemar den Store fik fuldført, så Knuds historie fortsætter selv efter sin død.
3. Knud Lavard var hertug i Slesvig, den samme titel fik Valdemar inden han blev konge, så han fulgte bogstavelig i faderens fodspor.

Da jeg nu er begyndt på historikeruddannelsen på Universitet, har jeg allerede efter to ugers studier, erfaret at jeg har visse fejlbeskrivelser i opgaven, bl.a. at Peder Bodilsen var død under Roskildebisp Eskils oprør mod kong Erik Emune, hvilket han ikke kan have været hvis han, som Roskildekrøniken siger, fik forliget at Eskil skulle være ærkebiskop i stedet for Rike, som først foregik senere, "På den tid opstod der en hæftig strid mellem bispen i Slesvig, Rike, og bispen i Roskilde, Eskil, om ærkebispedømmet i Lund. Denne kamp fik dog den ærværdige Peder Bodilsøn stanset ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og forligte dem på det vilkår, at Eskil skulde have ærkebispedømmet. Uagtet Rike var valgt af det skånske præsteskab og folk fulgte han dog den nævnte Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds indsigelser."  men den slags sker jo, når man har med et materiale at gøre der er så forvirrende, at man skal bruge en hel sommer på bare at få et overblik over situationen. Jeg gjorde mit bedste til at skrive en opgave om en periode jeg aldrig havde hørt om før jeg begyndte at undersøge den, så jeg er tilfreds med resultatet.


Opgaven er her gengivet så eksakt som jeg kunne, med den eneste ændring værende at jeg flyttede stamtræet op fra slutningen af opgaven til generationsskiftet vi ser fra Erik Lams abdikation og død, på anbefaling af min historielærer.

 

Indholsfortegnelse:

·       Intro side 2.

·       Investiturstriden side 2.

·       Knud Lavard side 3.

·       Erik Emunes oprør side 3.

·       Slaget ved Fodevig side 5.

·       En smule fred? Side 5.

·       Den nye generation side 6.

·       Blodgildet i Roskilde side 8.

·       Konklusion side 10.

·       Stamtræ side 11.

·       Litteraturliste side 11.

·       Billedhenvisning side 12.

Intro

Dagen efter Helligtrekongersdag, 1131, mødtes to fætre i Haraldsted Skov nær Ringsted. Saxo beskriver mødet som at de omfavner og kysser hinanden, hvorefter den ene hugger den anden ned da denne vendte ryggen til. Mordet på Knud Eriksen, med tilnavnet Lavard, havde langt større konsekvenser end kongesønnen Magnus den Stærke nok havde forestillet sig, da han begik det. I 26 år rasede, næsten uafbrudt, borgerkrige i Danmark. Da mange af de middelalderlige kilder til denne periode har det med ikke at stemme overens og i nogle tilfælde endda være direkte modsigende, har jeg i denne opgave forsøgt, så vidt muligt, at skildre begivenhederne kronologisk, såvel som hvad der kunne være årsagen til mordet, og den endelige slutning på borgerkrigene. Selvfølgelig var krigene også under stærk indflydelse af verden rundt omkring, samtidig med at de også havde stor indflydelse på selvsamme verden, og det har jeg også forsøgt at skildre her.

Årstal har visse steder været næsten rent gætteværk, at få placeret, da visse af disse for én enkelt begivenhed kan variere helt op til 5 år i diverse kilder.

Investiturstriden

Hvor de danske udenrigspolitiske synspunkter, for en stor del, altid havde haft fokus på vores nordiske naboer, Norge og Sverige, såvel som disses besiddelser, så drejede fokus i løbet af 1000 og 1100’tallet mod syd. Det skete i henhold til at Danmark helt og holdent blev kristnet, med kirker som blev opført rundt over det hele. Pavestaten i Rom havde fået udbredt sine vinger tværs igennem Europa, og havde slået rødder i Norden, men der var også en anden storspiller på verdenskortet, det Tysk-romerske rige[1]. Kongen af disse tyske stater var i flere generationer også blevet udråbt til kejser over det romerske rige af paven, og kejseren kunne godt lide at tænke at han var lederen af Europa, og ikke paven. Det skabte efterhånden et split imellem pave og kejser, hvilket kulminerede da Gregor VII blev valgt til pave. Han mente at paven, og dermed kirken, skulle være den førende magt i Europa, og en af pavestatens mange modsigelser mod det tyske riges magt, var at give Danmark, og dermed Norden, et selvstændigt ærkebispesæde i 1103/04 som blev placeret i Lund, under ledelse af (ærke)biskop Asser. Magtkampene mellem pave og kejser sluttede i første omgang med Wormskonkordatet[2] som gav paven den fulde ret til at indsætte bisper og lignende efter egen tankegang, med kejserens ret til veto.

Knud Lavard

Knud Lavard (ca. 1096-1131) var ældste ægtefødte søn[3] af kong Erik 1. Ejegod (1060-1103 r. 1095-1103). Da faren og moren tog på pilgrimsrejse til Det Hellige land i 1103, blev Knud sendt til det saksiske hof, hvor han voksede op med den senere tyske konge Lothar II.[4] (r. 1125-1137). Knud var i 1115 blevet udråbt til hertug over Slesvig af sin onkel, kong Niels (r.1104-1134), for at sætte en stopper for de evige angreb på byen af venderne, og det lykkedes Knud at fremskaffe fred i den tid han var hertug. Fordi han gav dem fred, brød, penge m.m. fik Knud sit tilnavn, Lavard,[5] af folkene i Slesvig by. I 1129 blev Knud også udråbt til fyrste af Venden, af kong Lothar II, hvilket i praksis gjorde at Knud tjente to konger, og eftersom at han foretræk at gå i de purpurrøde saksiske klæder frem for de danske fåreskindsklæder[6], kunne de danske stormænd let blive i tvivl om Knuds troskab. Det har sandsynligvis også været en faktor at han var søn af en tidligere konge, som allerede havde mange folk på sin side, i tilfælde af et kongevalg efter den aldrende kong Niels’ død, der var skyld i at Niels’ søn Magnus, som det skal sige allerede var konge af Göteland, til sidst myrdede ham den januar morgen i 1131. Knuds kone Ingeborg fødte ham en søn en uges tid efter mordet,[7] som hun opkaldte efter sin bedstefar fyrst Vladimir af Rusland.

Erik Emunes oprør

Efter mordet på Knud kom der stærke protester mod kongen og især Magnus. Selv Roskildekrøniken, som ellers er kendt for at hylde Magnus, kalder det en ”djævelens tilskyndelse”[8].  Borgerne i Slesvig krævede hævn for deres myrdede hertug, Lothar II krævede bod for sin myrdede lensmand og Knuds halvbrødre Harald Kesja[9] og Erik Emune[10] ville også have hævn for deres bror, og endte med at lede oprøret imod kongen og kongesønnen. Flere stormandsslægter, såsom Skjalm Hvides og Peder Bodilsøns, holdt med brødrene, og Erik blev udnævnt til modkonge i både Sjælland og Skåne. Kirken og Ærkebiskop Asser af Lund stod dog til gengæld på kongens side.

Det første egentlige møde mellem de modstridende hære var i Slesvig, Erik og Lothar havde vekslet breve om at slå Magnus der, og nu var han omringet af Lothar fra syd og Erik fra øst, men inden længe var Niels kommet med store forstærkninger, og Lothar fik da kolde fødder og trak sig tilbage. Erik stod nu alene mod Niels og Magnus, og blev slået tilbage.[11]

Kong Magnus af Norge ønskede Knud Lavards ældste datters hånd i ægteskab, hvilket Erik lod ske i håb om at få støtte.[12]

Maleri af Erik Emune i Ribe Domkirke

Efter en vinter, som gik fredeligt, begyndte Niels at samle en stor hær. Den fornemme Christiern af Jylland gik bag Niels’ ryg og slog sig sammen med Erik. Christiern ville samle en hær til at bekæmpe Niels ved Nonnebjerg, mens Eriks flåde sloges med Magnus’ ud for Sejerø. Niels fik nys om Christierns fremrykning og delte sin hær til en knibtangsmanøvre mod ham, Christierns hær blev slået og Christiern selv tilfangetagen. Samtidig havde Magnus fejltaget Eriks skibe for sin fars, så en stor del af hans flåde gik tabt inden at fejlen blev opdaget. Med en sejr gjorde Erik klar til en landgang ved Limfjorden, men da han hørte om Christierns nederlag vendte han tilbage til Sjælland for at samle styrke.[13]

Harald var i mellemtiden blevet så jaloux på Erik, over at denne havde fået kongetitlen, at han gik over til Niels og Magnus’ side, og bekæmpede sin egen halvbror. Erik blev så sur over sin halvbroders forræderi, at han angreb dennes borg ved Roskilde. Da borgen viste sig for uigennemtrængelig for Eriks tropper, hyrede han nogle saksiske handelsmænd fra Roskilde, som lærte tropperne om moderne krigskunst, og hjalp med at bryde muren. Harald undslap til Jylland, hvor kong Niels overdyngede ham kongeligt for sin indsats mod Erik.[14]

Det varede ikke længe før Niels’ hær slog igen, og Eriks hær blev slået på flugt. Harald krævede at Roskilde by, og især de tyske handelsmænd, skulle straffes hårdt for deres indsats imod hans borg, og Niels gik med på den. Harald fik lov at gøre ved alle tyskerne som han ønskede, og han skar næsetippen af dem. Lothar af Tyskland blev rasende over denne skamfering af sine landsmænd, og han krævede bod på dem, så Magnus måtte rejse til kejserens hof.

Erik var i mellemtiden flygtet til Norge, hvor han søgte ly hos den norske kong Magnus, men da denne så belønning i at overgive Erik til Niels, lod han denne fange i Konghelle. Erik fik nys om kongens forræderi og sendte bud til sine trofaste Lollikkerer som i skjul sendte et skib til hans redning, og Erik slog hul i bunden på alle skibene der lå i havnen, for at sænke mulige forfølgere.[15]

Derefter sejlede Erik til Lolland, hvor han afsatte jarlen indsat af Niels, og derefter tog han til Skåne for at styrke sine mænd.

Slaget ved Fodevig

Magnus havde været nødt til at lægge lensed til kejser Lothar for at undgå en tysk invasion. Dette betød dog imidlertid at han havde opgivet Danmarks selvstændighed, og da det kunne betyde at ærkebispesædet i Lund ville blive underlagt Hamburg-Bremen, forlod Asser Magnus’ parti og allierede sig med Erik. Det samme gjorde mange andre stormandsslægter, som frygtede for Danmarks uafhængighed.

Den 4. juni, 1134, lagde Niels og Magnus til ved Fodevig, ved Skånes sydvestkyst. Det varede ikke længe før at Eriks tropper dukkede op. Med de nye ressourcer i Eriks besiddelse, efter at alle stormændene havde skiftet side, lykkedes det ham at hyre 300 professionelle ryttere, formentligt tyskere, til at lede sin hær.

Niels’ hær var ”kun” traditionelt udrustet, med spyd og ’Keddelhatte’ dvs. hjelme, og var derfor ilde forberedt mod dette nye indlæg i dansk krigshistorie. Rytterne tramplede og overrumplede Niels’ hær. Roskildekrøniken kalder det ”Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd!”[16] Magnus, flere høvdinge og fem biskopper blev dræbt af de stormende ryttere. Saxo beskriver forløbet som at Niels’ hær stak af og flygtede ud til bådene, hvor de som kom først huggede hænderne af de soldater som forgæves forsøgte at komme ombord på bådene.[17] I dette slag benævnes også Eriks nevø, Erik Håkonsen for første gang.

Det lykkedes Niels at flygte og nå til Jylland, men da han red ind i byen Slesvig, blev han af borgerne dér dræbt, d. 25. juni. Erik kunne nu blive ophøjet som konge over hele landet.

Harald var dog stadig i live, og ikke så snart var freden kommet, før at han havde ladet sig udråbe til modkonge, på det sønderjyske tingsted, Urnehoved,[18] og fortsatte kampene mod sin bror.

En smule fred?

I 1135, ledte Erik et snigangreb på Haralds borg i Skiping, vest for Skanderborg, og Harald såvel hans sønner blev fanget og henrettet kort efter. Kun sønnen Oluf lykkedes det at slippe væk fra angrebet ved at iklæde sig en tiggers klæder[19] og narre soldaterne på den måde. Han flygtede derefter til Norge.

Snart var det Biskop Eskil af Roskilde og stormanden Peder Bodilsen som ledte et oprør mod Erik, det lykkedes Peder Bodilsen at slå Erik tilbage til Jylland, hvorefter at han forsøgte at opstemme had til kongen i alle Sjællandske stormandsslægters sind. Da Erik hurtigt kom tilbage var Peder imidlertid død, og Eskil skulle få kongens vrede at føle, men takket være Eskils onkel, ærkebiskop Asser af Lund, som talte for Eskils sag med kongen, blev straffen kun at han skulle betale en bøde på tyve mark guld.[20]

Erik blev senere selv dræbt, 18. september 1137, på et tinge i Ribe af manden Plov, kaldet Sorteplov for hans gerning, og fordi han aldrig blev fanget.[21] Af de tilbageværende kongsemner var kun Erik Håkonsen myndig, og han blev udnævnt til konge. Erik d. 3. som fik sit tilnavn, Lam, fordi han, for det meste, var blid som et lam. Hans første akt som konge skulle være at indsætte en ny ærkebiskop, da Asser var død kort før Erik 2.. Hans første kandidat havde, som Erik 2. før ham, været biskop Rike[22] af Slesvig, men skåningerne ville helst have en biskop af Assers slægt, altså Eskil af Roskilde, og gjorde klar til at bekrige kongen for deres sag. Erik havde imidlertid ikke lyst til at gå i krig mod sine landsmænd, og bøjede sig for deres ønske og indsatte Eskil som den nye ærkebisp af Lund, mens Rike blev forflyttet til Roskilde.

Kobberstik af Erik Lam

Erik brugte meget af sin regeringstid ved at give gaver til kirken, især Skt. Knuds kloster i Odense, han gav endog Eskil store landområder i Nordsjælland som gave. Da dukkede imidlertid Oluf Haraldsen op igen efter sit eksil i Norge, han forlangte straks sin faders arv, men da Erik anklagede Harald som en landsforræder, havde Oluf ikke længere nogen ret til faderens arv. Oluf så dette som en gyldig årsag til krig, og han samlede en lille hær til et snig-angreb mod Eriks kongsgård i det sydøstlige Skåne. Det mislykkedes og Oluf flygtede til Sverige.[23] I den tro at affæren var forbi vendte Erik nu tilbage til Sjælland.

Dog vendte Oluf snart tilbage igen, og lod sig udråbe til konge i Skåne, hvorfra han indledte en række guerilla angreb mod Erik i Sjælland. I 1139 under et slag nær Ramløse ved Arresø slog han biskop Rike af Roskilde ihjel, hvilket fik paven til at bandlyse ham, og ærkebiskop Eskil gik for alvor ind i kampene på Eriks side. Erik indledte i 1141 et modangreb mod Skåne, og ved Glumstrup øst for Lund, lykkedes det ham at slå Olufs hær på flugt. Olufs hær var på tilbagetog til Halland, og Eriks hær satte efter,[24] det endelige slag skete ved Tudebro nær Helsingborg i 1143 hvor Oluf faldt[25], og Eriks resterende regeringstid var mere fredsfyldt, end sine forgængeres.

I 1146 abdicerede Erik fra sin kongetitel og valgte livet som munk i Skt. Knuds kloster, hvor han døde 27. august samme år.

Stamtræ over Svendssønernes efterkommere

Den nye generation

Med Eriks abdikation dukkede de unge kongsemner op igen. Knud, søn af Magnus den Stærke, og Sven,[26] søn af Erik Emune, var nu blevet myndige og ville begge gerne være konge. Knud blev valgt til konge i Jylland og Sven på Sjælland. Det varede ikke længe før Sven også havde fået skåningerne på sin side. Med sig havde Sven også Knud Lavards søn, den 15-årige Valdemar, som hellere ville være på sin fars morders hævners søns side, end på faderens morders søns side. Med sig bragte Valdemar også den magtfulde Hvideslægt til Svens støtter.

Da Sven, i 1147, bad om støtte hos ærkebiskop Eskil valgte denne dog at holde sig ude af tronprætendenternes kampe, og foreslog i stedet at de sammen tog på et korstog til vendernes land. Så Knud og Sven lagde stridsøksen fra sig og drog i krig mod venderne, men da Svens hær led store tab, hvorimod Knuds var næsten uskadt,[27] blev der skabt større splid imellem dem. Da de kom hjem til Danmark fortsatte de deres kampe imod hinanden, og Eskil lagde sin støtte hos Knud.

Knud blev slået tilbage, og måtte i 1150 flygte til Tyskland, for at søge hjælp hos den Hamburg-Bremerske ærkebiskop, Hartvig, hos hvem han fik mulighed for at mønstre en hær, hvorpå han kunne marchere mod Svens hær. Dog led han atter nederlag, og måtte igen flygte til Tyskland.[28]

Statue af Valdemar den Store
på Torvet i Ringsted

Her søgte han hjælp hos den nyvalgte konge Frederik I. kaldet Barbarossa,[29] som hidkaldte både Knud og Sven til et tinge i 1152. Her blev det bestemt at Sven skulle være den eneste med ret til kongetitlen, til gengæld skulle Knud være hertug over Sjælland, og Valdemar blev lovet hertugdømmet over Slesvig. Sven aflagde lensed til kongen, præcis som Magnus havde tidligere, inden de vendte hjem, hvilket chokerede stormandsslægterne. Ærkebispesædet i Lund var pludseligt, som tyve år tidligere, på grænsen til at være ikke-eksisterende, hvilket logisk gjorde Eskil bange.

Dette såvel som, at Sven ikke holdte sin del af aftalen over for Knud, som i stedet for at få hele Sjælland, fik Aabosyssel, ved Aarhus, seks Herreder på Sjælland og seks i Skåne. Desuden begyndte han at behandle sine støtter, her iblandt Hvideslægten, som tjenestefolk, hvilket gjorde at bægeret til sidst flød over for Valdemar som, sammen med Hvideslægten, gik over og støttede Knud, med hvis søster, Sofia, han blev forlovet.

Valdemar og Knud, lod sig begge udråbe til modkonger over for Sven i 1154 ved landstinget i Viborg, og vendte krigslykken imod ham, og Sven måtte flygte til Tyskland. Knud og Valdemar regerede nu sammen landet.

I Tyskland havde Frederik imidlertid smigret pave Hadrian 4. til at lade ham blive udnævnt til tysk-romersk kejser, som et led i sin langsigtede plan om at svække pavemagten, og selv blive Europas mægtigste person. Splittet imellem kejser og pave kom da Eskil, som havde taget en pilgrimsrejse til Rom for, blandt andre ting, at lykønske sin gode ven Hadrian i at blive valgt til pave, på hjemvejen var blevet fanget af kejserens mænd i Burgund, og da Frederik nægtede at adlyde pavens ordre om at løslade ham, blev han sat i band. [30] Frederik havde planer om at få Danmark, og dermed hele Norden, under tysk ærkebispesæde igen, og så længe at Eskil var i fangenskab stod Danmark uden en ærkebiskop, og hvis Sven, hans vasal, vandt krigen kunne han jo manipulere brikkerne til at lade ærkebispesædet i Hamburg-Bremen overtage Norden igen, hvor det hørte til.

I december 1156 havde Sven fået samlet en hær med hjælp af Henrik af Sachsen, og han invaderede Jylland gennem Slesvig. Knud var på dette tidspunkt i Sverige, for at trøste sin mor efter at hendes anden husbond, kong Sverker af Sverige, var blevet myrdet for nyligt,[31] så Valdemar måtte alene drage med sin hird mod Jylland. Han lod dog sin fosterbroder Absalon blive tilbage så han kunne alarmere Knud, så snart han kom hjem igen. Sammen mødtes de op med Sven på Lolland, efter at han havde erobret Fyn. Stormandsslægterne fik ikke så lidt travlt med at samles for at blive enige om en overens stemmelse. Hvis Sven erobrede hele landet med hjælp af en tysk hær kunne Danmark risikere permanent at blive en tysk stat. Stormændene blev enige om at det for alt i verdenen ikke måtte ske, og den eneste fredelige løsning på situationen var at dele landet i tre dele, med hver sin konge. Sven, konge af Skåne, Knud, konge over øerne og Valdemar, konge af Jylland.

Blodgildet i Roskilde

Aftalen skulle bekræftes ved et festgilde i Roskilde i august 1157, og Knud, som konge over Sjælland, stod for festlighederne.  Ved dette gilde gik Svens soldater til angreb på Knud og Valdemar og deres mænd. Valdemar beskriver det følgende i et brev som, ”at troløse mennesker, som sammen med mig indtog et festmåltid og førte venskabelig tale, uformodet har forsøgt med dragne sværd at gennembore mig, der var våbenløs og som ikke frygtede sådant.”[32] Knud blev dræbt, og Valdemar blev såret i låret, men undslap da lysene blev slået omkuld. Også Absalon havde været til stede, og lykkedes at stikke af og ”Sådan lod skæbnen ikke Danmarks håb om genrejsning gå helt til grunde, men frelste fædrelandets fremtidige støtte.”[33] Sven og hans mænd jagtede Valdemar, men han nåede til Jylland, hvor han ved sit giftemål med Sofia fik samlet en stor skare af Knuds tidligere tilhængere.

Sven udkommanderede skibe fra både Sjælland og Fyn, og sejlede til Jylland, hvor han lagde til ved Djursåen. Svens hær fandt fodfæste i Randers, og nærmede sig Viborg hvor Valdemar opholdt sig. Den endelige kamp imellem de to fætre fandt sted på Grathehede hvor Svens hær blev besejret, og Sven måtte flygte. Undervejs blev han genkendt af nogle bønder som tog ham til fange, før de halshuggede ham. ”Hans lig blev begravet uden pragt og hæder, og det jævne folk gav ham en simpel grav.”[34]

Lorenz Frølichs illustration af  Slaget på Grathe Hede

Valdemar var nu den eneste myndige arving til tronen og blev derfor hyldet som konge over hele landet. For at undgå problemer med potentielle tronprætendenter gav Valdemar dem arbejde ved hoffet. Han fortsatte også kampen for at få faderen Knud Lavard helgengjort. Denne blev til sidst trods protester fra både Eskil og paven kanoniseret. Derefter fik han sønnen, den kun otteårige, Knud (6.) udråbt til medkonge i 1170, under en messe i Roskilde. Knud blev salvet af Eskil som den første danske konge. Med mulige fjender på sin side, sin fader helgenkåret, og sønnen som medregent, sad Valdemar nu stensikkert på tronen, og Saxo beskriver hans regeringstid som (evig fred), men i realiteten holdt den evige fred ikke.

Foruden sørøverovergreb fra Venden, så handlede det om ikke at få en fjende i Frederik Barbarossa, som havde mistet en vasal med Svens død, derfor måtte Valdemar nu selv bøje sig for kejseren. Så da denne udnævnte sin egen pave, Viktor 4., som modpave til Alexander 3. måtte Valdemar acceptere Viktor som pave, hvilket gjorde at han kom i klammeri med Eskil. Desuden var landstingene ikke særligt tilfredse med at Knud var blevet kåret som regent uden deres samtykke, og med dem stod nogle af de kongsemner som kunne have været blevet valgt på sådan et ting, bl.a. Erik Lams søn, Magnus. Disse oprørere fik Valdemar rundet op, og smidt i fangehullet, hvor de sad til døden indhentede dem.

Selvom det lykkedes Valdemar at blive genforenet med Eskil, efter at han var begyndt at hylde Alexander 3. som den ægte pave, så fik han problemer med skåningene da han forsøgte at få Absalon indsat som ærkebiskop i Lund, i 1178. Skåningene, som havde elsket Eskil og Asser der begge havde været af Thrugot slægten, ville ikke ledes af en sjællænder og smed ham tilbage til hans borg i Havn[35]. Selv med Valdemars hjælp, kom Absalon ikke i nærheden af at sætte fod i Lund, og han kom ikke ind før efter Valdemars død i 1182, da Knud var blevet enekonge.

Konklusion

Man kan muligvis også undre sig over at Norge og Sverige ikke havde udnyttet situationen i Danmark til deres egen fordel, og invaderet landet, som det havde været normen for de tre nationer i vikingetiden, senest var da Magnus den Gode af Norge blev konge af Danmark i 1042-1047, men sagen var den at begge nationer havde lige så store problemer, som Danmark.

Norge havde siden slutningen af 1000-tallet været opdelt mellem to eller flere samkonger, og i 1134[36] endte det også her med en række borgerkrige. Norges borgerkrige fortsatte indtil 1240.

Sverige var på dette tidspunkt stadig ikke nær så udviklet som Danmark og Norge, faktisk havde den svenske regering ikke fået kristnet hele landet endnu, særligt i Småland stred folk imod, og uden en samlet religion i landet kunne regeringen ikke få fuld kontrol over landet. Til sidst i 1155 røg også Sverige ud i borgerkrige.

Saxo er uden tvivl en fantastisk fortæller, han beskriver flere scenarier ned til mindste detalje, men til gengæld er hans historieskrivning ofte tvivlsom. Da denne opgave kun fokuserer på borgerkrigene i 1100-tallet, skal jeg dog kun bedømme ham på hans fremvisning af disse, og ikke hans nærmest mytologiske forhistorie. Saxo er selv fra perioden som her er beskrevet, om end han muligvis var en generation efter personerne i fortællingen, så har han, om ikke andet, kunnet udspørge folk som var til stede under krigene. Så denne periode, og fremefter, er nok den mest troværdige del af storværket Gesta Danorum. Man kan dog alligevel tydeligt se at han fremhæver Valdemar, og Skjalm Hvides slægt næsten som helgener, udvalgt af Gud til at lede Danmark frem til evig storhed.

Roskildekrøniken, på den anden side, er ældre og nedskrevet i løbet af borgerkrigsperioden, sandsynligvis 1139-1140, og den anonyme forfatter lagde bestemt ikke skjul på hvem han holdt med i krigen. Hvor Saxo, Svend Aggesen og senere kilder alle hylder Erik Emune som den retfærdige mand der besejrede Magnus, en djævelens vasal, lovpriste Roskildekrøniken Magnus, og fordømte Erik. Om forfatteren viste stærk tendens eller ej, hvilket han gør, så er det stadig Danmarks ældste, lokale, historie kilde, og er en vigtig del af dansk middelalder litteratur.

Litteraturliste:

Aggersen, Svend; Danmarkskrønike; Efter oversættelse af: Fenger, R. Th., København, 1842*

Arup, Erik; DANMARKS HISTORIE, Nordisk forlag, 1926

Buch, Jørn; Synnejysk Historie; Æ Synnejysk Forening; 2005

Feldbæk, Ole; Gyldendals bog om Danmarks historie, Gyldendal, 2004

Jensen, Kurt Villads; Danmarks krigshistorie 700-2010; Gads Forlag; 2010

Knytlinga Saga; Efter oversættelse af C.C. Rafn., København, 1829*

Roskildekrøniken; Efter oversættelse af: Olrik, Jørgen, København, 1898*

Saxo, Gesta Danorum; Efter oversættelse af: Zeeberg, Peter; Gads Forlag; 2006

Scozza, Benito & Jensen, Grethe; Politikkens ét binds Danmarkshistorie, Politikkens forlag, 2007

Skovgaard-Petersen, Inge, Christensen, Aksel E & Paludan, Helge; Danmarks Historie Bind 1: Tiden indtil 1340, Gyldendal, 1977

Steenberg, Jan; Kilder til Danmarks historie i 12. århundrede; Gyldendal; 1943 (Femte udgave - 1965)

Sørensen, Lars Hovbakke; En europæisk Danmarks historie fra oldtiden til i dag; Gyldendal; 2014

* Teksten er fundet på nettet.

Roskildekrøniken: http://heimskringla.no/wiki/Roskildekrøniken

Svend Aggesen: http://heimskringla.no/wiki/Sv._Aggesen_kap.7

Knytlinga Saga: http://heimskringla.no/wiki/Knytlinga_Saga_(C.C.Rafn)

Wikipedia

http://da.wikipedia.org/wiki/Oluf_Haraldsen

http://no.wikipedia.org/wiki/Borgerkrigstiden

Den Store Danske

http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_før_Reformationen/Oluf_Haraldsen

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_adel/Konge/Oluf_Haraldsen

Billedehenvisning

Forside: Eget design med baggrund fra; http://fromrussiawithart.org/wp-content/uploads/2013/09/Sunrise-In-Winter-Forest-24-x-36-.jpeg

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/e/eb/Valdemar_den_Store.jpg

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/3/34/Grathe_Hede_-_Froelich.jpg

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/d/d5/Erik_Emune_Ribe.JPG

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/5/55/Erik_lam.jpg/210px-Erik_lam.jpg

---

[1] Også kendt som ”Det Hellige Romerske rige”

[2]1122

[3] Ifølge nogle kilder var han den eneste ægtefødte søn

[4] Også kendt som Lothar III.

[5] Brødgiver. Udtales ”Hlaf-orþ”. Det er det samme ord som på engelsk er blevet til ”lord”.

[6] Erik Arup s. 203

[7] Kilder varierer mellem 6 og 8 dage

[8] http://heimskringla.no/wiki/Roskildekr%C3%B8niken

[9] ”Spydet”

[10] Den ”Evigt mindede” eller den ”Altid huskede”.

[11] Saxo s. 569-70

[12] Saxo s. 570

[13] Saxo s. 570-572

[14] Saxo. 572-574

[15] Saxo s.575-576

[16] http://heimskringla.no/wiki/Roskildekr%C3%B8niken

[17] Saxo S. 578

[18] Buch S. 14

[19] Kilder siger også ”En kvindes klæder”

[20] Saxo S. 588-590

[21] Ifølge Knytlinga Sagaen så ville Plov have hævn over at Erik Emune havde dræbt Plovs far.

[22] Eller Ricco

[23] Saxo S. 593

[24] Saxo s. 596

[25] Olufs dødsår varierer fra 1141 til 1146

[26] Også tit stavet Svend

[27] Saxo s. 598

[28] Skovgaard-Petersen, Christensen & Paludan S. 294

[29] Den ”rød skæggede”

[30] Sørensen s. 254

[31] Saxo s. 636-637

[32] Steenberg s. 48

[33] Saxo S. 645

[34] Saxo S. 653

[35] Hvad der senere voksede sig til København

[36] http://no.wikipedia.org/wiki/Borgerkrigstiden

皆さん、クリスマス休みに日本語を勉強しませんか。エタンさんはCBSの部屋がありますから。

God aften alle I kammerater på VUFs Japansk 0-B hold.
Daniel her.

Jeg har snakket en del med Ethan-san, om ikke vi skulle prøve at danne en study-gruppe til at have noget at lave i juleferien.
Ethan kan anskaffe et lokale på CBS hvor vi kan samles, og lave nogle ting sammen.

Jeg forestiller mig at vi laver ting som;
Læse dialoger, både dem foran i bogen og dem bag i bogen.
Lytteøvelser.
Bøjninger af verber og tillægsord.
Og hvis det er muligt, så går vi på tur op til tavlen og skriver ét tegn ad gangen. Bare rolig, der bliver kun tale om Kanji hvis Sensei har syntes at vi skal have lært nok af dem på det tidspunkt.

Hvis det skulle interessere så må I gerne skrive en kommentar på denne post på Facebook, med mulige tidspunkter I vil have mulighed, da Ethan skal booke lokalet.

気をつけて

Daniel. :)

As your flesh, bears the sigil, so your name shall be known as that, of a recusant.

Et par uger efter udgivelsen af Kingdom Hearts: Dream Drop Distance til 3DS har jeg nu haft tid til at tænke over historien, gameplay og andre ting og det hele er ved at synke til bunds, så nu ville jeg gerne dele mine erfaringer med spillet.

Først en kort forklaring af spillene indtil videre.

Birth By Sleep: Master Eraqus er Terras, Ventus'og Aquas lærermester. Han bliver dræbt af Master Xehanort.
Master Xehanorts plan er at bevidne den legendariske "Keyblade War."
Terra bliver ledt af Master Xehanort til at følge mørket, til sidst bliver hans krop stjålet af Xehanort.
Ventus er udvalgt af Xehanort til at være hans χ-blade, skabt ved at rent lys (Ventus) mødes med rent mørke (Vanitas.)
Aqua er udnævnt af Eraqus som en Master, hun beskytter Ventus' krop da hans hjerte finder bo i Sora efter mødet med Vanitas, og forsøger at redde Terras krop fra Xehanort, men bliver fanget i mørkets rige undervejs.

Kingdom Hearts: Sora, Riku & Kairi lever på en tropeø. Øen bliver invaderet udefra af mørket og Heartless'ne. Sora får en Nøgle til at bekæmpe Heartless. Riku bliver fristet af mørket og bekæmper Sora. Kairi viser sig at være en Hjertets Prinssesse, og Sora er hendes udvalgte bodyguard gennem hans Nøgle. Riku bliver besat af Ansem, bliver besejret af Sora som også besejrer Ansem. Alle verdenerne bliver frelst, og Riku er god igen men fanget i mørkets rige, så Soras rejse fortsætter.

Chain of Memories: Sora finder et hvidt slot hvor han glemmer alt, takket være Organizationsmedlemmet Marluxia som vil overtage den fra hans overordnede. Sora lærer sandheden og besejrer Marluxia og overtaler pigen Naminé til at hjælpe ham med at få hans minder tilbage gennem søvn. Riku finder vej til slottet hvor han opdager at mørket ikke kun er ondt, og vælger at acceptere det igen.

358/2 Days: Roxas lever sit daglige liv i Organizationen. Xion en kopi af Sora skabt af Roxas' minder, bliver hans bedste ven sammen med Axel. Organizationens plan med Xion er dog at hun skal absorbere Roxas og sørge for at Sora aldrig vågner igen. Xion lærer sandheden og lader sig tabe til Roxas som absorbere hende. Roxas vil have hævn over Organizationen men bliver fanget af Riku så Sora kan vågne.

Kingdom Hearts II: Sora vågner, lærer om Nobodies og Organizationen. Han rejser ud for at bekæmpe den og finder ud af at den Ansem han besejrede på hans første rejse i virkeligheden var den ægte Ansems lærling Xehanorts Heartless, og at Xehanorts Nobody er lederen af Organizationen, Xemnas. Sora finder Riku i Organizationens base, hvor Riku fortæller ham om Roxas, Soras Nobody. De besejrer Xemnas og tager hjem til deres tropeø igen.

Coded: En digitalisering af Soras rejser afslører at venner af kong Mickey, er fanget/har forbindelser med Sora kun han kan redde. Mickeys lærer Yen Sid sender bud til Sora & Riku, for at give dem en Keyblade-eksamen.


Kingdom Hearts: 3D Dream Drop Distance er det første spil i 7 år der fører handlingen videre efter Kingdom Hearts II. Ja Birth by Sleep var vigtig, MEN, det var en prequel, 10 år før det første spil, som gav nogle hints til historien om "Keybladen," hvor den stammer fra, hvad dens egentlige mål er. Plus vi fik 3 helte at styre, som vi nu skal redde i et senere spil, fordi de ikke kunne klare mosten. Men hvad... Who am I kidding? Vi fik både Mark Hammil som Master Eraqus & Leanord Nimoy som Master Xehanort, vores hovedskurk. Hvor Awesome er det ikke lige?

Men altså som sagt Dream Drop Distance fører historien videre, efter Kong Mickey har fortalt Yen Sid om status på "Ansem" og Xemnas i slutningen af Coded hidkaler de Sora og Riku for at de skal tage en eksamen, eller rettere "The Mark of Mastery" (Endnu et term der oprinder fra Birth by Sleep.) Og det er denne eksamen spillet handler om. Kan Sora & Riku vise at de har hvad der skal til for at besejre den uundgåeligt genopstandende Master Xehanort? Eller vil de falde pladask for hans planer? Jeg vil ikke røbe slutningen, men det er i hvert fald en af de mest hektiske i serien til dato.

Historien vil jeg sige er måske den bedste siden Kingdom Hearts II. Birth by Sleep har skam også en god historie, men der var altid noget der sagde mig imod ved den.
Kort sagt er historien i Dream Drop Distance en "Time Travel" historie, også tænker man, "Åh nej... ikke endnu en rejs i tiden fortælling. 'Final Fantasy XIII-2', 'Safety Not Guaranteed' & 'Men in Black 3' er alle tidsrejse fortællinger der er udgivet i år. Nu er historien fortabt!" Men nej, fordi der er nogle regler her der ellers aldrig bliver brugt i sådan nogle historier, og selvom nogle af dem umiddelbart giver plotholes, så fungere de.
#1 Du SKAL opgive din krop som betaling/Told for at rejse i tiden.
#2 Du kan kun rejse til en tidsalder hvor en version af dig selv allerede eksistere.
#3 Du kan ikke ændre en hel tidslinie. (Som i Tilbage til fremtiden 2 hvor Biff lige pludselig ejer Hill Valley, det kan ikke lade sig gøre her.)
#4 Du skal have et objektiv i den tidsalder du besøger, når objektivet er løst eller fejlet bliver du sendt hjem til din egen tid. Du har nu bare mistet din krop.  Have fun with your time traveling. :)

En anden grund til at jeg ikke har særlig meget imod idéen om tidsrejse i spillet er den hemmelige boss kamp i Birth by Sleep. Man kan se i scenerne før og efter kampen hvordan "Mysterious Figure" siver ind og ud ad den nuværende tid. Og i kampen der skruer han bogstaveligt tiden tilbage hvis han bliver skadet med et angreb han ikke kunne lide, han finder balancen igen, får noget liv tilbage, og musikken stopper og spoler tilbage. Se dét er noget af en overpowered boss.

I tidligere spil ville en hemmelig superboss dukke op i det næste store spil, og ham her er tydeligvis ikke nogen undtagelse, han er hoved skurken i spillet, (Efter Master Xehanort,) og han er lige i hælene på dig igennem hele spillet. Det, at hans voice actor er en ad de (hvis ikke den) sjoveste serien har haft til dato. Ben Diskin er awesome, både i virkeligheden og i rollen som skurk her.

Bosserne i spillet er jeg generelt ikke nær så glade for. Undtagen bosserne i sidste verden var der kun 2 rigtige bosser i hele spillet, Rinzler i the Grid & Sorteper (med Bjørnebanden) i Country of the Musketeers. Sorteper kampen var den første boss i hele spillet jeg rent faktisk syntes var en sjov kamp, ærgerligt for spillet eftersom at man på det tidspunkt allerede er over 80% i gennem historien. Ja okay Rinzler var en okay kamp, men jeg følte ikke at den var spor sjov, og derfor blev jeg hurtigt træt af den, den havde dog en sjov gimmick, i filmen da Sam kæmper mod Rinzler i arenaen, skiftes tyngdekraften og de skal pludselig kæmpe på loftet af arenaen, i spillet når det sker, bliver analog stik controls'ne spejlvendt, så fremad er baglæns og vice versa, det var det sjoveste ved hele kampen, desværre varede det altid kun i 10 sekunder og så kom vi tilbage til normal tyngdekraft og controls.

Ud over de 2 bosser beskrevet ovenover og bosserne i sidste verden, var alle bosserne i hele spillet hvad der kaldes 'Dream Eaters' væsener der eksistere i de verdener der er fanget i søvn efter de blev invaderet af mørket før Kingdom Hearts og aldrig blev helet helt. Der findes 2 slags Dream Eaters, Nightmares som udrydder verdenernes drømme, og Spirits som fortærer Nightmares. Nightmare bosserne skabes gennem drømmeres had og de angriber alt de kommer i næheden af. Og lad mig sige, Spellican, bossen fra Symphony of Sorcery, JEG HADER DEN KAMP!!!
Du starter med at skulle indhente ham mens han forsøger at stikke af, (Han er allerede stukket af fra både Sora og Riku i Traverse Town,) Spellican kaster klippestykker og magiske kugler efter dig for at sænke dig. Bliver du ramt af klippen er du garanteret at miste 30% af dit max HP. Og huskede jeg at sige at det er absolut umuligt at heale sig selv mens du jagter ham?

Anyway, du har nu fanget ham, hvad gør ham så irriterende her, nu hvor du er i en almindelig kamp igen? Han teleportere rundt over hele banen, så du ender med at løbe frem og tilbage mens du prøver på at komme tæt nok på ham til at kunne skade ham. Så er der hans angreb, det værste for mig må helt klart være stjernekasteren, stjerner der søger ind på Sora, og kan næsten kun undgåes ved at gemme sig bag nogle klipper, hvilket vil sige at du kun har 3 sekunder mens han forbereder angrebet til at skade ham og komme i dækning hvis du ikke vil skades.
At bruge det en gang er ikke nok for Spellican før han teleportere væk igen, næh nej han skal bruge det samme angreb 7 gange i træk (Jeg talte) før han teleportere et andet sted hen, bare for at bruge det samme angreb.
Hans ultimative angreb bekymrede mig aldrig rigtigt, han flyver op til de øverst flyvende klipper og nedkalder en masse meteore, men det er let undviet ved at gemme sig under en hvilken som helst flyvende klippe, det eneste der kan være irriterende ved det angreb er at han bliver ved med at kaste de meteore indtil han selv bliver skadet af et eller andet, så hvis du ikke har en long-range spell eller noget på dig, kan du blive stående der rigtig længe.
Og så er der de små golf bolde han sender afsted, så forsvinder han og dukker ikke op igen det næste halve minut. Hver lille golf bold kaster så en meget stærk Torden spell på dig, og den eneste måde for mig at overleve var at bruge Leaf Bracer evnen som gør at jeg kan hele mig selv uden at tage skade. Og selv med den døde jeg flere gange.
Nå, men nu har I hørt de værste ting den gør, men jeg er ikke færdig, når du mirakuløst får Spellican ned under omkring 25-30% HP, stikker den af, og så skal du ud og fange den igen ligesom i starten, og han kan virkelig godt lide at stikke af et split sekund efter at han har skadet dig så du ikke har mulighed for at heale inden du kommer ind i fasen igen hvor du ikke kan heale. ..

Jeg hader virkelig den kamp...

Hvad jeg godt kan lide ved bosserne i sidste verden er at de fleste har speciele gimmicks, nu kommer jeg lige ud i lidt spoiler territorie, så spring det næste afsnit over hvis du ikke vil spoleres.

SPOILERS STARTER HER  \/

Xemnas, når bare jeg hører hans kamp musik starte der midt i en cutscene, jeg bliver bare så hyped op, bare lyt til musikken (L'Oscurita de'll Ignoto.) Men altså, kampen starter med at han kaster bygninger efter dig, undgå dem, let nok. Hans nye kombo angreb i Dream Drop Distance er dog tilgengæld ikke lige så let at undgå, og når han omringer Sora med hans laserskud, så bliver jeg igen nødt til at udnytte Leaf Bracer tricket, for det er på level 50 (som ellers er et overpowered level) et instant kill. Han begynder at bruge hans kræfter over intetheden (Det lyder altså stadivæk mærkeligt efter 7 år at sige det) til at løfte Sora i luften og smide alle bygninger i nærheden efter ham. Den sidste bygning, for at kunne undgå den SKAL man bruge 'Reality Shift' hvorefter Xemnas er slået ud noget tid bagefter. Det var Xemnas' kamp, som sagt musikken alene giver mig lyst til at kæmpe imod ham nonstop og titlen på den er blog post er et citat fra denne kap, men videre til den næste.

Selvom Sora besejrer Xemnas, er Sora så udmattet at han bliver fanget af skurkene, og da Riku finder ham for at redde ham dukker næstsidste boss op og spærrer vejen. Her skal jeg bare høre på Ben Diskins måde at levere en tale på, for at blive hyped up, og da musikken starter kan jeg ærlig talt knap nok styre mig selv af glæde.

Men nu til kampen. Min yndlingskamp i hele spillet, hands down.
Hvis man var i tvivl om hvem Mysterious Figure fra Birth by Sleep var før man nåede hertil, så er man det i hvert fald ikke længere.
'Young Xehanort' bruger næsten alle de samme angreb her som i Birth by Sleep, bare med en keyblade i stedet for blå lyssværd.
I sig selv er Riku vs Young Xehanort en meget simpel kamp, besejr Xehanort og gå videre, men så kommer ordene "Time stop!" Billedet fryser mens Xehanort gemmer sig i et urlignende artifakt. Nu har du 5 sekunder til at nå hen til artifaktet og bruge Reality Shift på det, hvis du ikke når det siger Xehanort "You shall wander forever!" og kampen starter bogstavelig talt forfra, okay Xehanort har kun en trediedel HP i forhold til hvad han havde før men alligevel. Okay lad os så sige du når at bruge Reality Shift på artifaktet, nu har du gjort det sårbart for angreb, så nu skal du destruere artifaktet som Xehanort gemmer sig i inden tiden på uret løber ud.
For at forhindre dig i at lykkes sender Xehanort nogle kloner ud for at standse dig, og disse kloner bruger resten af de angreb Xehanort brugte i Birth by Sleep som han ikke brugte før. (Den eneste undtagelse er hans træk tiden tilbage manøvre.) Kan du gætte hvad der sker hvis du ikke når at destruere artifaktet i tide? "You shall wander forever!" og kampen starter forfra. Dog ligesom med Xehanort, så har artifaktet også kun en trediedel af sit HP tilbage når du når dertil igen.
Dér, Young Xehanort er besejret og Sora er reddet, så nu er spillet slut. Nej, Sora er stadig i koma efter Xehanorts besværgelser på ham, så Riku må redde hans ven ved at invadere han underbevidsthed og redde ham fra sidste bossen.

SPOILERS SLUTTER HER  /\

Nu har jeg nævnt Reality Shift et par gange, men hvad er det?
Reality Shift og Flowmotion er meget ens, Flowmotion er som navnet antyder bevægelse, Sora og Riku bevæger sig hurtigst når de bruger Flowmotion, springer fra bygning til bygning, lidt ligesom man ser i animé og manga, nu er det en del af gameplayet, og jeg har brugt det meget.
Selvom Flowmotion HAR angrebstyper, (Man kan få et Trofæ ved at dræbe tusind fjender med Flowmotion,) så er Reality Shift den mere offensive version.
Det kan kun udløses ved specielle kriterier, og i de forskellige verdener er hver Reality Shift forskellige.
I Traverse Town er Relity Shift ligesom en slangebøsse med hvad end dit projektil nu er, (Monster eller tønde.)
I La Cité des Cloches er det en skøjtebane.
I the Grid hacker du alle fjenderne og andre programmer til lige hvad du vil have dem til, (det her er en af mine yndlings. :D)
I Country of the Musketeers laver man en tegneserie, (fordi i filmen er hele historien bare en tegneserie der bliver læst op.)

Drop systemet må jeg sige er gjort overaskende godt.
Dream Drop Distance er et spil hvor man styrer 2 personer, Sora og Riku. Men man kan kun styre en person ad gangen, og folk sagde at det var trættende at skulle se de samme scener igennem 3 gange i Birth by Sleep, fordi de kulle spille med 3 personer, så derfor måtte Squre Enix komme op med en måde at styre begge 2 på en gang. Løsningen var Drop systemet.
Du starter som Sora, efter lidt tid begynder hans Drop-Måler at blinke voldsomt og når den er fyldt helt op (Fra blå-gul-lilla-sort,) begynder en bonus tid med 30 sekunder før du bliver tvunget til at styre Riku og vice versa.
Men du kan også selv bestemme om du vil Droppe tidligere, eller du kan finde specielle items der gør at du kan vente med at Droppe et par minutter mere.
Hvis jeg skulle komme med en klage til systemet, så er det at måleren bliver fyldt op alt, alt for hurtigt. Men jeg ved også at det er svært at finde en balance imellem alt dette.

Alt i alt, det bedste spil i serien siden Kingdom Hearts 2 i min mening.
Største skuffelse? At man ikke kunne komme til at kæmpe imod Dommer Frollo i La Cité des Cloche, han var en kæmpe person i historien, både i filmen og især også i spillet...
Bedste ting ved spillet? Mysterious Figures reveal boss battle. Jeg elsker den kamp, hvis det ikke var fordi at jeg var tvunget til at kæmpe imod en boss der er svær for Sora før jeg kunne møde ham, så ville jeg bekæmpe ham hver eneste gang jeg sad med spillet i stedet for kun at grinde levels til bonus bossen.
Åh ja, ham må jeg også lige nævne, Julius, bonus bossen er den første biografkortfilms person i serien. Se ham i "Runaway Brain" det er hidtil den sidste Mickey Mouse Short der er lavet, 1995 mener jeg det var.

Nå det blev langt, men et godt spil som dette her, fortjener også at blive gennemgået godt og grundigt.


Edit, 21 august.

Kan du fatte at efter alt det jeg skrev, glemte jeg helt at tale om de gode Dream Eaters.
De er trods alt hoved gameplayet i spillet.
Spirit Dream Eaters er Sora & Rikus Party Members i gennem hele spillet. Jeg ved ikke hvor mange der er, sikkert lige så mange som der er fjender i spillet. Minus bosserne selvfølgelig.

Dream Eaters er dine kæledyr, tænk Tamagochi eller Nintendogs. Minus gå tur med dem.
Du kan age og klappe dem, og det er ved at have et godt forhold til dem at man lære nye abilities.
Og hvis en dør i kamp, har du 30 sekunder til at komme den til undsætning, ellers er den fortabt for evigt, så man skal også huske at passe på dem.

Linie 3 Live 2012

Så jeg var her i aftes i Falconer centeret og så det nye Linie 3 show.
Og hvordan valgte de at starte?
På den mest episke Disney metode der eksistere.

Okay det var kun de 2 første linier, (Nants Ingonyama Bagithi Baba) Og Anders sang den 3 gange indtil de andre råbte han skulle holde kæft!
Fantastisk :D

Åh og vidste I at Preben er blevet mere tålmodig, mere udholdende og acceptabel i hans ældre... Æh jeg mener hans unge alder. Ja han vil ikke længere rette på Anders' og Tomas' mange sproglige fejl.

Åh og Helle (Helge) Thorning Schmidt burde gå til numerolog. For Danmark har ikke siden 1993 haft en statsminister der ikke hed Rasmussen. Det kan ikke gå an.

Efter det går vi en tur ned ad "Memory Lane" med bla. "Ba be dap" fra deres aller første show. Og historien om da gruppen skulle finde på et navn, de overvejede at bruge det første bogstav i deres navne, men ATP? Nej den går ikke. TAP? Nej det gider vi ikke. PAT den er udelukket. Men så var det godt at filmen Styrmand Karlsen vidste hvad de skulle hedde, længe før de mødte hinanden. Åh ja de viste et klip hvor kaptajnen siger, "Vi kom hertil med hjuldamperen, du troede da ikke vi kom med 'Linie 3'?"

Et russisk Opera stykke, skrevet af tyskeren Karl Federlein Grums. Forkortet som KA(f)FEGRUMS.
Hovedepersonen blev oprindeligt spillet af Nicolej Malko. Det var ham der var gift med Nora.
Efter Operaen der handlede om en mand der drak forgiftet Kaffe, står Anders og Preben og jubler over Tomas' død. Da han rejser sig op for at vise at han ikke er død, slår de ham i hovedet med en kæmpe hammer.

Så sang de "You raise me up"

De synger koret en gang til efter scenen bliver mørk, og da lyset kommer frem igen, ligger Anders på Tomas og Prebens skuldrer.
Efter sangen går alle også bandet og efterlader Anders der hænger i luften, og hans mobil begynder at ringe. Meget professionelt må jeg sige.

Så kommer Preben ind sammen med korpigerne i balletuniform, og begynder at danse. Lidt efter kommer bandet, også i ballet tøj, og danser med. Til sidst kommer Tomas i rigtig Trikot og når ud på scenen, og så... Er der pause? Hvad?
Nåh okay.

Anden del starter med Woody, Buzz og Rex fra Toy Story kommer ud på scenen, og skal underholde indtil Linie 3 dukker op. Men Buzz er lidt optaget af at få kontakt med Star Command.
Woody prøver at forklarer at årsagen til at Linie 3 er så længe om at dukke op er fordi de er ved at blive lidt gamle. "Ja, en af dem er lige blevet 60!" udbryder Buzz. (Anders er født i December 1951) Rex vender sig langsomt om mod Buzz, "Og hvad skal det sige?" Hans hale er lige ved at vælte Woody.
Mens de skændes bliver Woody til sidst rasende på dem, "Sådan en omgang Hundehoveder, Hængerøve, Socialdemokrater, Rumfiaskoer, Oldtidsfænomener!..." "Øh... Woody. Det er den forkerte film." "Er det? Åh undskyld..." De slutter af med at synge "Du er min bedste ven.

Den Franske Chanson er med igen, og det er The Dueling Banjoes også, men der er nogle nye twists hist og her.

Efter Anders og Tomas er færdige med deres duel, går de ud og Preben kommer ind. "Phff... Dem og deres instrumenter." Så hiver han en blokfløjte frem. "Jeg vil gerne spille... Ja, jeg ville gerne spille... Dette her er temaet fra Titanic." Og ja, han spiller faktisk temaet.

Dronningen har en hat på hun har fået fra Grønland, og den er lavet af "Katteskind".
Hun har fået en I-Phone, nej det passer ikke, det er en WE-Phone, og på den har hun en masse billeder af kongefamilien, her var et af Kronprinsen, et af Prinsgemalen og et... "vent det var da ikke en af os... Nåh nu ved vi det, det er Mads Mikkelsen i 'En Kongelig Affære'."

Showet slutter af med Beach Boys medlyet fra 'Hvor er de 2 Andre?'
Vent hov... Der var ikke nogen 'Be my wifes companion' snyd og humbug :(


Men det var dejligt at se dem igen. Og selv om de er ved at blive gamle, så havde de stadig en god omgang dans og hoppen rundt i showet.

Daniel.


Edit: Jeg er senere kommet i tanke om at drengene også havde en parodi på Queens 'Bohemian Rhapsody' kaldet 'Bøffens Rapsolie'. Ja den handlede om fast food så vidt jeg husker.

Her er også en video fra et interciew i Aftenshowet med nogle klip fra showet.

To burn or not to burn. That is the question.

I now own 3 versions of Kingdom Hearts II. (Well 2 versions, 1 is my brothers.)
The Japanese "Ultimate Hits," the Danish (PAL) and Final Mix.

Why do I have 3 versions of the same game you ask.
Well other than it being a good game, it was also the victim of censorship by the ESRB.

Now I am going to do an experiment.
Doing a playthrough af all 3 games, I will look for as many differences in the games as possible.

Other info:
Forum thread (Up to date)
KHII Manuals differences

Bye.

Nåh' men Obama har åbenbart skrevet under på en dårlig lov. Gad vide hvordan det ender med at gå for ham.

http://forums.khinsider.com/intellectual-discussion/165455-obama-signed-ndaa-bill-into-law.html

Anyway.

Til juleafslutningen i skolen, spurgte lærerne om vi havde nogle nytårs fortsætter, det var for sjov de spurgte godt nok men jeg har i løbet af juleferien fundet på noget der kunne virke.

Jeg tror jeg vil prøve at Tweete et godt citat minimum én gang om ugen, hvis muligt så hver dag men det kræver selvføleligt at jeg kan finde nok gode.

De her citater må gerne være alt fra virkelige personer til episke filmscener til sjove spil, måske endda også linier fra sange hvis jeg kan finde nogle jeg godt kan lide.

PS. Godt Nytår.   : )