I Knud Lavards fodspor

Dette her er en historieopgave jeg skrev i september 2014, færdiggjort den 21, om 1100-tallets tumultske periode i Danmark.

Selve opgaven var egentligt et resultat af at jeg følte mig snydt over at vi i min historieklasse sprang middelalderen over, og jeg blev lidt rebelsk, så jeg brugte bogstaveligt hele min sommerferie på at sætte mig ind i perioden. Både hos kongefamilien, men også hos ærkebiskopsædet i Lunds historie.

Titlen "I Knud Lavards fodspor" har faktisk en tripelmening, som jeg ikke fik nævnt i opgaven oprindeligt, så det gør jeg her:
1. Opgaven omfatter de umiddelbare begivenheder der hændte i kølvandet på Knud Lavards drab i 1131.
2. Efter mordet, forsøger (halv?)broderen Erik Emune at få Knud helgenkåret, en handling som Knuds søn Valdemar den Store fik fuldført, så Knuds historie fortsætter selv efter sin død.
3. Knud Lavard var hertug i Slesvig, den samme titel fik Valdemar inden han blev konge, så han fulgte bogstavelig i faderens fodspor.

Da jeg nu er begyndt på historikeruddannelsen på Universitet, har jeg allerede efter to ugers studier, erfaret at jeg har visse fejlbeskrivelser i opgaven, bl.a. at Peder Bodilsen var død under Roskildebisp Eskils oprør mod kong Erik Emune, hvilket han ikke kan have været hvis han, som Roskildekrøniken siger, fik forliget at Eskil skulle være ærkebiskop i stedet for Rike, som først foregik senere, "På den tid opstod der en hæftig strid mellem bispen i Slesvig, Rike, og bispen i Roskilde, Eskil, om ærkebispedømmet i Lund. Denne kamp fik dog den ærværdige Peder Bodilsøn stanset ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og forligte dem på det vilkår, at Eskil skulde have ærkebispedømmet. Uagtet Rike var valgt af det skånske præsteskab og folk fulgte han dog den nævnte Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds indsigelser."  men den slags sker jo, når man har med et materiale at gøre der er så forvirrende, at man skal bruge en hel sommer på bare at få et overblik over situationen. Jeg gjorde mit bedste til at skrive en opgave om en periode jeg aldrig havde hørt om før jeg begyndte at undersøge den, så jeg er tilfreds med resultatet.


Opgaven er her gengivet så eksakt som jeg kunne, med den eneste ændring værende at jeg flyttede stamtræet op fra slutningen af opgaven til generationsskiftet vi ser fra Erik Lams abdikation og død, på anbefaling af min historielærer.

 

Indholsfortegnelse:

·       Intro side 2.

·       Investiturstriden side 2.

·       Knud Lavard side 3.

·       Erik Emunes oprør side 3.

·       Slaget ved Fodevig side 5.

·       En smule fred? Side 5.

·       Den nye generation side 6.

·       Blodgildet i Roskilde side 8.

·       Konklusion side 10.

·       Stamtræ side 11.

·       Litteraturliste side 11.

·       Billedhenvisning side 12.

Intro

Dagen efter Helligtrekongersdag, 1131, mødtes to fætre i Haraldsted Skov nær Ringsted. Saxo beskriver mødet som at de omfavner og kysser hinanden, hvorefter den ene hugger den anden ned da denne vendte ryggen til. Mordet på Knud Eriksen, med tilnavnet Lavard, havde langt større konsekvenser end kongesønnen Magnus den Stærke nok havde forestillet sig, da han begik det. I 26 år rasede, næsten uafbrudt, borgerkrige i Danmark. Da mange af de middelalderlige kilder til denne periode har det med ikke at stemme overens og i nogle tilfælde endda være direkte modsigende, har jeg i denne opgave forsøgt, så vidt muligt, at skildre begivenhederne kronologisk, såvel som hvad der kunne være årsagen til mordet, og den endelige slutning på borgerkrigene. Selvfølgelig var krigene også under stærk indflydelse af verden rundt omkring, samtidig med at de også havde stor indflydelse på selvsamme verden, og det har jeg også forsøgt at skildre her.

Årstal har visse steder været næsten rent gætteværk, at få placeret, da visse af disse for én enkelt begivenhed kan variere helt op til 5 år i diverse kilder.

Investiturstriden

Hvor de danske udenrigspolitiske synspunkter, for en stor del, altid havde haft fokus på vores nordiske naboer, Norge og Sverige, såvel som disses besiddelser, så drejede fokus i løbet af 1000 og 1100’tallet mod syd. Det skete i henhold til at Danmark helt og holdent blev kristnet, med kirker som blev opført rundt over det hele. Pavestaten i Rom havde fået udbredt sine vinger tværs igennem Europa, og havde slået rødder i Norden, men der var også en anden storspiller på verdenskortet, det Tysk-romerske rige[1]. Kongen af disse tyske stater var i flere generationer også blevet udråbt til kejser over det romerske rige af paven, og kejseren kunne godt lide at tænke at han var lederen af Europa, og ikke paven. Det skabte efterhånden et split imellem pave og kejser, hvilket kulminerede da Gregor VII blev valgt til pave. Han mente at paven, og dermed kirken, skulle være den førende magt i Europa, og en af pavestatens mange modsigelser mod det tyske riges magt, var at give Danmark, og dermed Norden, et selvstændigt ærkebispesæde i 1103/04 som blev placeret i Lund, under ledelse af (ærke)biskop Asser. Magtkampene mellem pave og kejser sluttede i første omgang med Wormskonkordatet[2] som gav paven den fulde ret til at indsætte bisper og lignende efter egen tankegang, med kejserens ret til veto.

Knud Lavard

Knud Lavard (ca. 1096-1131) var ældste ægtefødte søn[3] af kong Erik 1. Ejegod (1060-1103 r. 1095-1103). Da faren og moren tog på pilgrimsrejse til Det Hellige land i 1103, blev Knud sendt til det saksiske hof, hvor han voksede op med den senere tyske konge Lothar II.[4] (r. 1125-1137). Knud var i 1115 blevet udråbt til hertug over Slesvig af sin onkel, kong Niels (r.1104-1134), for at sætte en stopper for de evige angreb på byen af venderne, og det lykkedes Knud at fremskaffe fred i den tid han var hertug. Fordi han gav dem fred, brød, penge m.m. fik Knud sit tilnavn, Lavard,[5] af folkene i Slesvig by. I 1129 blev Knud også udråbt til fyrste af Venden, af kong Lothar II, hvilket i praksis gjorde at Knud tjente to konger, og eftersom at han foretræk at gå i de purpurrøde saksiske klæder frem for de danske fåreskindsklæder[6], kunne de danske stormænd let blive i tvivl om Knuds troskab. Det har sandsynligvis også været en faktor at han var søn af en tidligere konge, som allerede havde mange folk på sin side, i tilfælde af et kongevalg efter den aldrende kong Niels’ død, der var skyld i at Niels’ søn Magnus, som det skal sige allerede var konge af Göteland, til sidst myrdede ham den januar morgen i 1131. Knuds kone Ingeborg fødte ham en søn en uges tid efter mordet,[7] som hun opkaldte efter sin bedstefar fyrst Vladimir af Rusland.

Erik Emunes oprør

Efter mordet på Knud kom der stærke protester mod kongen og især Magnus. Selv Roskildekrøniken, som ellers er kendt for at hylde Magnus, kalder det en ”djævelens tilskyndelse”[8].  Borgerne i Slesvig krævede hævn for deres myrdede hertug, Lothar II krævede bod for sin myrdede lensmand og Knuds halvbrødre Harald Kesja[9] og Erik Emune[10] ville også have hævn for deres bror, og endte med at lede oprøret imod kongen og kongesønnen. Flere stormandsslægter, såsom Skjalm Hvides og Peder Bodilsøns, holdt med brødrene, og Erik blev udnævnt til modkonge i både Sjælland og Skåne. Kirken og Ærkebiskop Asser af Lund stod dog til gengæld på kongens side.

Det første egentlige møde mellem de modstridende hære var i Slesvig, Erik og Lothar havde vekslet breve om at slå Magnus der, og nu var han omringet af Lothar fra syd og Erik fra øst, men inden længe var Niels kommet med store forstærkninger, og Lothar fik da kolde fødder og trak sig tilbage. Erik stod nu alene mod Niels og Magnus, og blev slået tilbage.[11]

Kong Magnus af Norge ønskede Knud Lavards ældste datters hånd i ægteskab, hvilket Erik lod ske i håb om at få støtte.[12]

Maleri af Erik Emune i Ribe Domkirke

Efter en vinter, som gik fredeligt, begyndte Niels at samle en stor hær. Den fornemme Christiern af Jylland gik bag Niels’ ryg og slog sig sammen med Erik. Christiern ville samle en hær til at bekæmpe Niels ved Nonnebjerg, mens Eriks flåde sloges med Magnus’ ud for Sejerø. Niels fik nys om Christierns fremrykning og delte sin hær til en knibtangsmanøvre mod ham, Christierns hær blev slået og Christiern selv tilfangetagen. Samtidig havde Magnus fejltaget Eriks skibe for sin fars, så en stor del af hans flåde gik tabt inden at fejlen blev opdaget. Med en sejr gjorde Erik klar til en landgang ved Limfjorden, men da han hørte om Christierns nederlag vendte han tilbage til Sjælland for at samle styrke.[13]

Harald var i mellemtiden blevet så jaloux på Erik, over at denne havde fået kongetitlen, at han gik over til Niels og Magnus’ side, og bekæmpede sin egen halvbror. Erik blev så sur over sin halvbroders forræderi, at han angreb dennes borg ved Roskilde. Da borgen viste sig for uigennemtrængelig for Eriks tropper, hyrede han nogle saksiske handelsmænd fra Roskilde, som lærte tropperne om moderne krigskunst, og hjalp med at bryde muren. Harald undslap til Jylland, hvor kong Niels overdyngede ham kongeligt for sin indsats mod Erik.[14]

Det varede ikke længe før Niels’ hær slog igen, og Eriks hær blev slået på flugt. Harald krævede at Roskilde by, og især de tyske handelsmænd, skulle straffes hårdt for deres indsats imod hans borg, og Niels gik med på den. Harald fik lov at gøre ved alle tyskerne som han ønskede, og han skar næsetippen af dem. Lothar af Tyskland blev rasende over denne skamfering af sine landsmænd, og han krævede bod på dem, så Magnus måtte rejse til kejserens hof.

Erik var i mellemtiden flygtet til Norge, hvor han søgte ly hos den norske kong Magnus, men da denne så belønning i at overgive Erik til Niels, lod han denne fange i Konghelle. Erik fik nys om kongens forræderi og sendte bud til sine trofaste Lollikkerer som i skjul sendte et skib til hans redning, og Erik slog hul i bunden på alle skibene der lå i havnen, for at sænke mulige forfølgere.[15]

Derefter sejlede Erik til Lolland, hvor han afsatte jarlen indsat af Niels, og derefter tog han til Skåne for at styrke sine mænd.

Slaget ved Fodevig

Magnus havde været nødt til at lægge lensed til kejser Lothar for at undgå en tysk invasion. Dette betød dog imidlertid at han havde opgivet Danmarks selvstændighed, og da det kunne betyde at ærkebispesædet i Lund ville blive underlagt Hamburg-Bremen, forlod Asser Magnus’ parti og allierede sig med Erik. Det samme gjorde mange andre stormandsslægter, som frygtede for Danmarks uafhængighed.

Den 4. juni, 1134, lagde Niels og Magnus til ved Fodevig, ved Skånes sydvestkyst. Det varede ikke længe før at Eriks tropper dukkede op. Med de nye ressourcer i Eriks besiddelse, efter at alle stormændene havde skiftet side, lykkedes det ham at hyre 300 professionelle ryttere, formentligt tyskere, til at lede sin hær.

Niels’ hær var ”kun” traditionelt udrustet, med spyd og ’Keddelhatte’ dvs. hjelme, og var derfor ilde forberedt mod dette nye indlæg i dansk krigshistorie. Rytterne tramplede og overrumplede Niels’ hær. Roskildekrøniken kalder det ”Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd!”[16] Magnus, flere høvdinge og fem biskopper blev dræbt af de stormende ryttere. Saxo beskriver forløbet som at Niels’ hær stak af og flygtede ud til bådene, hvor de som kom først huggede hænderne af de soldater som forgæves forsøgte at komme ombord på bådene.[17] I dette slag benævnes også Eriks nevø, Erik Håkonsen for første gang.

Det lykkedes Niels at flygte og nå til Jylland, men da han red ind i byen Slesvig, blev han af borgerne dér dræbt, d. 25. juni. Erik kunne nu blive ophøjet som konge over hele landet.

Harald var dog stadig i live, og ikke så snart var freden kommet, før at han havde ladet sig udråbe til modkonge, på det sønderjyske tingsted, Urnehoved,[18] og fortsatte kampene mod sin bror.

En smule fred?

I 1135, ledte Erik et snigangreb på Haralds borg i Skiping, vest for Skanderborg, og Harald såvel hans sønner blev fanget og henrettet kort efter. Kun sønnen Oluf lykkedes det at slippe væk fra angrebet ved at iklæde sig en tiggers klæder[19] og narre soldaterne på den måde. Han flygtede derefter til Norge.

Snart var det Biskop Eskil af Roskilde og stormanden Peder Bodilsen som ledte et oprør mod Erik, det lykkedes Peder Bodilsen at slå Erik tilbage til Jylland, hvorefter at han forsøgte at opstemme had til kongen i alle Sjællandske stormandsslægters sind. Da Erik hurtigt kom tilbage var Peder imidlertid død, og Eskil skulle få kongens vrede at føle, men takket være Eskils onkel, ærkebiskop Asser af Lund, som talte for Eskils sag med kongen, blev straffen kun at han skulle betale en bøde på tyve mark guld.[20]

Erik blev senere selv dræbt, 18. september 1137, på et tinge i Ribe af manden Plov, kaldet Sorteplov for hans gerning, og fordi han aldrig blev fanget.[21] Af de tilbageværende kongsemner var kun Erik Håkonsen myndig, og han blev udnævnt til konge. Erik d. 3. som fik sit tilnavn, Lam, fordi han, for det meste, var blid som et lam. Hans første akt som konge skulle være at indsætte en ny ærkebiskop, da Asser var død kort før Erik 2.. Hans første kandidat havde, som Erik 2. før ham, været biskop Rike[22] af Slesvig, men skåningerne ville helst have en biskop af Assers slægt, altså Eskil af Roskilde, og gjorde klar til at bekrige kongen for deres sag. Erik havde imidlertid ikke lyst til at gå i krig mod sine landsmænd, og bøjede sig for deres ønske og indsatte Eskil som den nye ærkebisp af Lund, mens Rike blev forflyttet til Roskilde.

Kobberstik af Erik Lam

Erik brugte meget af sin regeringstid ved at give gaver til kirken, især Skt. Knuds kloster i Odense, han gav endog Eskil store landområder i Nordsjælland som gave. Da dukkede imidlertid Oluf Haraldsen op igen efter sit eksil i Norge, han forlangte straks sin faders arv, men da Erik anklagede Harald som en landsforræder, havde Oluf ikke længere nogen ret til faderens arv. Oluf så dette som en gyldig årsag til krig, og han samlede en lille hær til et snig-angreb mod Eriks kongsgård i det sydøstlige Skåne. Det mislykkedes og Oluf flygtede til Sverige.[23] I den tro at affæren var forbi vendte Erik nu tilbage til Sjælland.

Dog vendte Oluf snart tilbage igen, og lod sig udråbe til konge i Skåne, hvorfra han indledte en række guerilla angreb mod Erik i Sjælland. I 1139 under et slag nær Ramløse ved Arresø slog han biskop Rike af Roskilde ihjel, hvilket fik paven til at bandlyse ham, og ærkebiskop Eskil gik for alvor ind i kampene på Eriks side. Erik indledte i 1141 et modangreb mod Skåne, og ved Glumstrup øst for Lund, lykkedes det ham at slå Olufs hær på flugt. Olufs hær var på tilbagetog til Halland, og Eriks hær satte efter,[24] det endelige slag skete ved Tudebro nær Helsingborg i 1143 hvor Oluf faldt[25], og Eriks resterende regeringstid var mere fredsfyldt, end sine forgængeres.

I 1146 abdicerede Erik fra sin kongetitel og valgte livet som munk i Skt. Knuds kloster, hvor han døde 27. august samme år.

Stamtræ over Svendssønernes efterkommere

Den nye generation

Med Eriks abdikation dukkede de unge kongsemner op igen. Knud, søn af Magnus den Stærke, og Sven,[26] søn af Erik Emune, var nu blevet myndige og ville begge gerne være konge. Knud blev valgt til konge i Jylland og Sven på Sjælland. Det varede ikke længe før Sven også havde fået skåningerne på sin side. Med sig havde Sven også Knud Lavards søn, den 15-årige Valdemar, som hellere ville være på sin fars morders hævners søns side, end på faderens morders søns side. Med sig bragte Valdemar også den magtfulde Hvideslægt til Svens støtter.

Da Sven, i 1147, bad om støtte hos ærkebiskop Eskil valgte denne dog at holde sig ude af tronprætendenternes kampe, og foreslog i stedet at de sammen tog på et korstog til vendernes land. Så Knud og Sven lagde stridsøksen fra sig og drog i krig mod venderne, men da Svens hær led store tab, hvorimod Knuds var næsten uskadt,[27] blev der skabt større splid imellem dem. Da de kom hjem til Danmark fortsatte de deres kampe imod hinanden, og Eskil lagde sin støtte hos Knud.

Knud blev slået tilbage, og måtte i 1150 flygte til Tyskland, for at søge hjælp hos den Hamburg-Bremerske ærkebiskop, Hartvig, hos hvem han fik mulighed for at mønstre en hær, hvorpå han kunne marchere mod Svens hær. Dog led han atter nederlag, og måtte igen flygte til Tyskland.[28]

Statue af Valdemar den Store
på Torvet i Ringsted

Her søgte han hjælp hos den nyvalgte konge Frederik I. kaldet Barbarossa,[29] som hidkaldte både Knud og Sven til et tinge i 1152. Her blev det bestemt at Sven skulle være den eneste med ret til kongetitlen, til gengæld skulle Knud være hertug over Sjælland, og Valdemar blev lovet hertugdømmet over Slesvig. Sven aflagde lensed til kongen, præcis som Magnus havde tidligere, inden de vendte hjem, hvilket chokerede stormandsslægterne. Ærkebispesædet i Lund var pludseligt, som tyve år tidligere, på grænsen til at være ikke-eksisterende, hvilket logisk gjorde Eskil bange.

Dette såvel som, at Sven ikke holdte sin del af aftalen over for Knud, som i stedet for at få hele Sjælland, fik Aabosyssel, ved Aarhus, seks Herreder på Sjælland og seks i Skåne. Desuden begyndte han at behandle sine støtter, her iblandt Hvideslægten, som tjenestefolk, hvilket gjorde at bægeret til sidst flød over for Valdemar som, sammen med Hvideslægten, gik over og støttede Knud, med hvis søster, Sofia, han blev forlovet.

Valdemar og Knud, lod sig begge udråbe til modkonger over for Sven i 1154 ved landstinget i Viborg, og vendte krigslykken imod ham, og Sven måtte flygte til Tyskland. Knud og Valdemar regerede nu sammen landet.

I Tyskland havde Frederik imidlertid smigret pave Hadrian 4. til at lade ham blive udnævnt til tysk-romersk kejser, som et led i sin langsigtede plan om at svække pavemagten, og selv blive Europas mægtigste person. Splittet imellem kejser og pave kom da Eskil, som havde taget en pilgrimsrejse til Rom for, blandt andre ting, at lykønske sin gode ven Hadrian i at blive valgt til pave, på hjemvejen var blevet fanget af kejserens mænd i Burgund, og da Frederik nægtede at adlyde pavens ordre om at løslade ham, blev han sat i band. [30] Frederik havde planer om at få Danmark, og dermed hele Norden, under tysk ærkebispesæde igen, og så længe at Eskil var i fangenskab stod Danmark uden en ærkebiskop, og hvis Sven, hans vasal, vandt krigen kunne han jo manipulere brikkerne til at lade ærkebispesædet i Hamburg-Bremen overtage Norden igen, hvor det hørte til.

I december 1156 havde Sven fået samlet en hær med hjælp af Henrik af Sachsen, og han invaderede Jylland gennem Slesvig. Knud var på dette tidspunkt i Sverige, for at trøste sin mor efter at hendes anden husbond, kong Sverker af Sverige, var blevet myrdet for nyligt,[31] så Valdemar måtte alene drage med sin hird mod Jylland. Han lod dog sin fosterbroder Absalon blive tilbage så han kunne alarmere Knud, så snart han kom hjem igen. Sammen mødtes de op med Sven på Lolland, efter at han havde erobret Fyn. Stormandsslægterne fik ikke så lidt travlt med at samles for at blive enige om en overens stemmelse. Hvis Sven erobrede hele landet med hjælp af en tysk hær kunne Danmark risikere permanent at blive en tysk stat. Stormændene blev enige om at det for alt i verdenen ikke måtte ske, og den eneste fredelige løsning på situationen var at dele landet i tre dele, med hver sin konge. Sven, konge af Skåne, Knud, konge over øerne og Valdemar, konge af Jylland.

Blodgildet i Roskilde

Aftalen skulle bekræftes ved et festgilde i Roskilde i august 1157, og Knud, som konge over Sjælland, stod for festlighederne.  Ved dette gilde gik Svens soldater til angreb på Knud og Valdemar og deres mænd. Valdemar beskriver det følgende i et brev som, ”at troløse mennesker, som sammen med mig indtog et festmåltid og førte venskabelig tale, uformodet har forsøgt med dragne sværd at gennembore mig, der var våbenløs og som ikke frygtede sådant.”[32] Knud blev dræbt, og Valdemar blev såret i låret, men undslap da lysene blev slået omkuld. Også Absalon havde været til stede, og lykkedes at stikke af og ”Sådan lod skæbnen ikke Danmarks håb om genrejsning gå helt til grunde, men frelste fædrelandets fremtidige støtte.”[33] Sven og hans mænd jagtede Valdemar, men han nåede til Jylland, hvor han ved sit giftemål med Sofia fik samlet en stor skare af Knuds tidligere tilhængere.

Sven udkommanderede skibe fra både Sjælland og Fyn, og sejlede til Jylland, hvor han lagde til ved Djursåen. Svens hær fandt fodfæste i Randers, og nærmede sig Viborg hvor Valdemar opholdt sig. Den endelige kamp imellem de to fætre fandt sted på Grathehede hvor Svens hær blev besejret, og Sven måtte flygte. Undervejs blev han genkendt af nogle bønder som tog ham til fange, før de halshuggede ham. ”Hans lig blev begravet uden pragt og hæder, og det jævne folk gav ham en simpel grav.”[34]

Lorenz Frølichs illustration af  Slaget på Grathe Hede

Valdemar var nu den eneste myndige arving til tronen og blev derfor hyldet som konge over hele landet. For at undgå problemer med potentielle tronprætendenter gav Valdemar dem arbejde ved hoffet. Han fortsatte også kampen for at få faderen Knud Lavard helgengjort. Denne blev til sidst trods protester fra både Eskil og paven kanoniseret. Derefter fik han sønnen, den kun otteårige, Knud (6.) udråbt til medkonge i 1170, under en messe i Roskilde. Knud blev salvet af Eskil som den første danske konge. Med mulige fjender på sin side, sin fader helgenkåret, og sønnen som medregent, sad Valdemar nu stensikkert på tronen, og Saxo beskriver hans regeringstid som (evig fred), men i realiteten holdt den evige fred ikke.

Foruden sørøverovergreb fra Venden, så handlede det om ikke at få en fjende i Frederik Barbarossa, som havde mistet en vasal med Svens død, derfor måtte Valdemar nu selv bøje sig for kejseren. Så da denne udnævnte sin egen pave, Viktor 4., som modpave til Alexander 3. måtte Valdemar acceptere Viktor som pave, hvilket gjorde at han kom i klammeri med Eskil. Desuden var landstingene ikke særligt tilfredse med at Knud var blevet kåret som regent uden deres samtykke, og med dem stod nogle af de kongsemner som kunne have været blevet valgt på sådan et ting, bl.a. Erik Lams søn, Magnus. Disse oprørere fik Valdemar rundet op, og smidt i fangehullet, hvor de sad til døden indhentede dem.

Selvom det lykkedes Valdemar at blive genforenet med Eskil, efter at han var begyndt at hylde Alexander 3. som den ægte pave, så fik han problemer med skåningene da han forsøgte at få Absalon indsat som ærkebiskop i Lund, i 1178. Skåningene, som havde elsket Eskil og Asser der begge havde været af Thrugot slægten, ville ikke ledes af en sjællænder og smed ham tilbage til hans borg i Havn[35]. Selv med Valdemars hjælp, kom Absalon ikke i nærheden af at sætte fod i Lund, og han kom ikke ind før efter Valdemars død i 1182, da Knud var blevet enekonge.

Konklusion

Man kan muligvis også undre sig over at Norge og Sverige ikke havde udnyttet situationen i Danmark til deres egen fordel, og invaderet landet, som det havde været normen for de tre nationer i vikingetiden, senest var da Magnus den Gode af Norge blev konge af Danmark i 1042-1047, men sagen var den at begge nationer havde lige så store problemer, som Danmark.

Norge havde siden slutningen af 1000-tallet været opdelt mellem to eller flere samkonger, og i 1134[36] endte det også her med en række borgerkrige. Norges borgerkrige fortsatte indtil 1240.

Sverige var på dette tidspunkt stadig ikke nær så udviklet som Danmark og Norge, faktisk havde den svenske regering ikke fået kristnet hele landet endnu, særligt i Småland stred folk imod, og uden en samlet religion i landet kunne regeringen ikke få fuld kontrol over landet. Til sidst i 1155 røg også Sverige ud i borgerkrige.

Saxo er uden tvivl en fantastisk fortæller, han beskriver flere scenarier ned til mindste detalje, men til gengæld er hans historieskrivning ofte tvivlsom. Da denne opgave kun fokuserer på borgerkrigene i 1100-tallet, skal jeg dog kun bedømme ham på hans fremvisning af disse, og ikke hans nærmest mytologiske forhistorie. Saxo er selv fra perioden som her er beskrevet, om end han muligvis var en generation efter personerne i fortællingen, så har han, om ikke andet, kunnet udspørge folk som var til stede under krigene. Så denne periode, og fremefter, er nok den mest troværdige del af storværket Gesta Danorum. Man kan dog alligevel tydeligt se at han fremhæver Valdemar, og Skjalm Hvides slægt næsten som helgener, udvalgt af Gud til at lede Danmark frem til evig storhed.

Roskildekrøniken, på den anden side, er ældre og nedskrevet i løbet af borgerkrigsperioden, sandsynligvis 1139-1140, og den anonyme forfatter lagde bestemt ikke skjul på hvem han holdt med i krigen. Hvor Saxo, Svend Aggesen og senere kilder alle hylder Erik Emune som den retfærdige mand der besejrede Magnus, en djævelens vasal, lovpriste Roskildekrøniken Magnus, og fordømte Erik. Om forfatteren viste stærk tendens eller ej, hvilket han gør, så er det stadig Danmarks ældste, lokale, historie kilde, og er en vigtig del af dansk middelalder litteratur.

Litteraturliste:

Aggersen, Svend; Danmarkskrønike; Efter oversættelse af: Fenger, R. Th., København, 1842*

Arup, Erik; DANMARKS HISTORIE, Nordisk forlag, 1926

Buch, Jørn; Synnejysk Historie; Æ Synnejysk Forening; 2005

Feldbæk, Ole; Gyldendals bog om Danmarks historie, Gyldendal, 2004

Jensen, Kurt Villads; Danmarks krigshistorie 700-2010; Gads Forlag; 2010

Knytlinga Saga; Efter oversættelse af C.C. Rafn., København, 1829*

Roskildekrøniken; Efter oversættelse af: Olrik, Jørgen, København, 1898*

Saxo, Gesta Danorum; Efter oversættelse af: Zeeberg, Peter; Gads Forlag; 2006

Scozza, Benito & Jensen, Grethe; Politikkens ét binds Danmarkshistorie, Politikkens forlag, 2007

Skovgaard-Petersen, Inge, Christensen, Aksel E & Paludan, Helge; Danmarks Historie Bind 1: Tiden indtil 1340, Gyldendal, 1977

Steenberg, Jan; Kilder til Danmarks historie i 12. århundrede; Gyldendal; 1943 (Femte udgave - 1965)

Sørensen, Lars Hovbakke; En europæisk Danmarks historie fra oldtiden til i dag; Gyldendal; 2014

* Teksten er fundet på nettet.

Roskildekrøniken: http://heimskringla.no/wiki/Roskildekrøniken

Svend Aggesen: http://heimskringla.no/wiki/Sv._Aggesen_kap.7

Knytlinga Saga: http://heimskringla.no/wiki/Knytlinga_Saga_(C.C.Rafn)

Wikipedia

http://da.wikipedia.org/wiki/Oluf_Haraldsen

http://no.wikipedia.org/wiki/Borgerkrigstiden

Den Store Danske

http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_før_Reformationen/Oluf_Haraldsen

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_adel/Konge/Oluf_Haraldsen

Billedehenvisning

Forside: Eget design med baggrund fra; http://fromrussiawithart.org/wp-content/uploads/2013/09/Sunrise-In-Winter-Forest-24-x-36-.jpeg

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/e/eb/Valdemar_den_Store.jpg

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/3/34/Grathe_Hede_-_Froelich.jpg

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/d/d5/Erik_Emune_Ribe.JPG

http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/5/55/Erik_lam.jpg/210px-Erik_lam.jpg

---

[1] Også kendt som ”Det Hellige Romerske rige”

[2]1122

[3] Ifølge nogle kilder var han den eneste ægtefødte søn

[4] Også kendt som Lothar III.

[5] Brødgiver. Udtales ”Hlaf-orþ”. Det er det samme ord som på engelsk er blevet til ”lord”.

[6] Erik Arup s. 203

[7] Kilder varierer mellem 6 og 8 dage

[8] http://heimskringla.no/wiki/Roskildekr%C3%B8niken

[9] ”Spydet”

[10] Den ”Evigt mindede” eller den ”Altid huskede”.

[11] Saxo s. 569-70

[12] Saxo s. 570

[13] Saxo s. 570-572

[14] Saxo. 572-574

[15] Saxo s.575-576

[16] http://heimskringla.no/wiki/Roskildekr%C3%B8niken

[17] Saxo S. 578

[18] Buch S. 14

[19] Kilder siger også ”En kvindes klæder”

[20] Saxo S. 588-590

[21] Ifølge Knytlinga Sagaen så ville Plov have hævn over at Erik Emune havde dræbt Plovs far.

[22] Eller Ricco

[23] Saxo S. 593

[24] Saxo s. 596

[25] Olufs dødsår varierer fra 1141 til 1146

[26] Også tit stavet Svend

[27] Saxo s. 598

[28] Skovgaard-Petersen, Christensen & Paludan S. 294

[29] Den ”rød skæggede”

[30] Sørensen s. 254

[31] Saxo s. 636-637

[32] Steenberg s. 48

[33] Saxo S. 645

[34] Saxo S. 653

[35] Hvad der senere voksede sig til København

[36] http://no.wikipedia.org/wiki/Borgerkrigstiden