Grønlandsforedrag

 Jeg blev inviteret til at holde et foredrag om Grønland og dets relation til Danmark på dette års Forvandlet (og Equip).

Der kom nogle små fnis frem da jeg nævnte at en af årsagerne til at Hans Egede rejste til Grønland var at finde ud af om Nordboerne - hvis de stadig var i live - var katolikker.

Jeg kom ikke ind på det i foredraget, da det ikke havde nogen betydning for Grønland, men dengang i 1700-tallet var det skam en ret så alvorlig sag. Ikke engang 75 år tidligere var 30 årskrigen afsluttet - den på det tidspunkt blodigste krig i Europas historie - og selvom at der også var politiske årsager til krigen, så startede den altså som Katolikker mod Protestanter.

Dengang i 1700-tallet talte man stadig om 30-årskrigen, på samme måde som vi i dag stadig taler om 2. Verdenskrig - den var simpelthen for tæt på stadigvæk. Så det var med fuldt alvor at Hans Egede havde planer om at omvende til den sande kristne tro - navnlig luthersk protestantisme.

Også selvom at jeg gik efter lidt grin i foredraget.

At finde tilbage til sine rødder

 Når nu man har været lukket inde i sit hjem nogle måneder, kan man jo snildt finde sig en hobby, og for mig var denne hobby en som jeg faktisk har arbejdet med før: Slægtsforskning.

Jeg kan huske altid at have været interesseret i mit personlige stamtræ, og dette er godt nok en mock-up, men mit tidligste forsøg på at lave et stamtræ som jeg kan huske at have lavet, har set noget i retning af sådant her ud:

Her har jeg forsøgt at efterligne min håndskrift, som jeg kan se at den har været i nogle af mine ældre notater.

Den eneste af mine oldeforældre jeg har kendt var min mors farmor, Doris - men jeg var jo også 18 år før hun døde - de andre oldeforældres navne har jeg villet have hørt af mine forældre, men ved ikke om jeg ville have kendt deres navne fra før jeg begyndte på slægtsforskning.

Men det var mit gamle/ældste slægtstræ. Hvordan ser det ud i dag?

Jaehh... Der er vist lidt flere detaljer nu.

Jeg har billeder af alle mine oldeforældre, undtagen min farfars far - men ham ved vi alligevel intet om, her i træet repræsenteret ved at grenen ikke er frugtbar - og ellers tipoldeforældre og tip-tipoldeforældre var der også mange grene vi har fundet billeder af, enten i vor egne arkiver, eller i mine forældres søskende og fætre/kusiners arkiver.

Dette træ går seks generationer tilbage, men det skal ikke tolkes som at jeg ikke er kommet længere tilbage

Dette er et elektronisk genereret slægtstræ op til tiende led, og jeg har markeret de steder hvor jeg er kommet endnu længere tilbage. Men som man kan se her er der ved sjette generationsled begyndt at komme nogle store huller*, og det var en af hovedårsagerne til at jeg valgte at mit eget hjemmelavede stamtræ kun skulle gå til sjette generation.

Måske kan jeg på et senere tidspunkt, skrive mine fund ned, men det bliver nok ikke foreløbig.

*Som nævnt tidligere er min farfars far ukendt. Hvad ved vi om ham? I min farfars fødsels-/dåbsattest i Kolding Skt. Nikolaj kirkebog beskrives han som "Arbejdsmand Lars Jørgen Petersen af Kolding". Han dukker op i min oldemors liv ca. 1919 (min farfars storesøster er fra september 1919), og de er sammen i folketællingen februar 1921 i Vonsild, men efter min farfar er født i november 1921 så er han forsvundet. Min oldemor er alene i Kolding med sine to børn i Folketællingen 1925. Så denne arbejdsmand Lars J. Petersen af Kolding er ukendt.

Vikingetidens Danmark

Sagnlandet Lejre har lige åbnet for deres nye seværdighed – en rekonstruktion af den største vikingehal fundet på dansk jord, 61 meter lang og 10 meter høj, dateret til 600-tallet. Og derfor tænkte jeg at prøve på at samle nogle tanker angående vikingernes byggerier, mere bestemt hvad geografien af de fundne vikingebyggerier kan fortælle os om kongemagten i Danmark, før Gorm den Gamle og Harald Blåtand.

Det er et emne, som jeg blev lidt misfornøjet over da jeg skrev min bachelor omhandlende Kristendommens indtog i det danske samfund. Jeg havde skrevet i den at det var svært at tale om egentlige konger i Danmark før overgangen til middelalderen. Ja, der har godt nok været omtaler af Rex Danorum, bl.a. i de frankiske annaler, men var det egentligt konger eller bare en overordnet betegnelse for fyrster og høvdinger?

Og hvad er så det næste der sker? Ikke mere end to uger efter jeg afleverede bacheloropgaven kom det frem at arkæologer havde fundet en stor vikingehal, og et sammestedsliggende vikingeborganlæg. Fedt! Det var blevet dateret til 600-tallet, og identisk i udseende med de vikingehaller man nogle år forinden havde fundet ved Lejre og ved Tissø. Et bevis på at der har været en centraliseret kongemagt i Danmark allerede tilbage i 600-tallet. Og så var min bacheloropgave allerede forældet…  -_-

Vi ved selvfølgelig ikke om der gemmer sig flere af disse vikingeborganlæg rundt omkring i landet, men med hvad der er fundet på nuværende tidspunkt (juni 2020) kan vi komme med en mulig teori.

Som kan ses på kortet øverst, så er der fundet tre kæmpe vikingehaller fra 600-tallet – Lejre, Tissø og Erritsø – der er ikke fundet spor af nogen 600-tals vikingeborge/-haller nord for Fredericia endnu, og det er først med Harald Blåtands vikingeborge i anden halvdel af 900-tallet, at vi har bevist borge rundt om i hele Danmark. Så det er muligt at den ”danske” kongemagt regerede over Sjælland, Fyn og Syd- og Sønderjylland, men nord for Fredericiaområdet har danerkongen ikke haft magt, og i stedet har jyderne været et selvstændigt folk.

Et fund af en 600-tals vikingehal identisk med de allerede fundne nord for Vejle og Jelling vil smide denne teori ud, men vi ved det bare ikke endnu.

Hvis dette har været hvordan det var, så er det danerkongen – som muligvis havde hovedsæde i Lejre – som er benævnt i de skriftlige kilder vi har om danerne før middelalderen. F.eks. nævnes det i de frankiske annaler at i starten af 800-tallet tog Harald Klak, med støtte fra frankerriget, en hær op mod Danmark for at vinde sig kongetitlen fra Godfredssønnerne, men blev stoppet ved et anlæg som – ud fra beskrivelserne i annalerne – passer næsten perfekt med det nyligt fundne Erritsø borganlæg. Og selvom vi ikke har fundet nogle anlæg fra den tid endnu, så kan dette område også passe med danerriget hos den tidligste benævnte Rex Danorum – Hugleik/Chlochilaicus – i 500-tallet, et tegn på at riget faktisk eksisterede flere århundreder før Harald Blåtand erobrede sig ”hele Danmark”. Dannevirkes tidligste opbygning er også dateret til omkring 500, så det er ikke umuligt at ”Danmark” har haft konger helt tilbage fra 400-tallet, omend vi ikke kender til dem.

Efter Hugleik (d. ca.515) er den næste danerkonge vi har navnet på Angantyr fra ca.714, så det har været uvist om der har været et kontinuerligt danerrige i de to århundreder, men med vikingehallerne fundet de sidste 12 år kan vi nok godt regne med at der har været en kontinuerlig centralmagt fra senest starten af 500-tallet og frem til 900-tallet.

Så er der Harald Blåtands vikingeborge fra 900-tallet. Da de første blev fundet i 1940’erne kom det som en kæmpe overraskelse. Vi har ingen kilder overhovedet, som omtaler disse borge, men de var store og arkitektmæssigt storslået konstruerede. Trelleborg ved Slagelse og Fyrkat ved Hobro var de første der blev fundet, og i 50’erne blev Nonnebakken i Odense og Aggersborg nord for Limfjorden også opdaget, Aggersborg var endda 4 gange så stor som de andre. Og det var så det, lige så brat de blev opdaget, var det at opdagelserne stoppede, og mange troede ikke at der var flere. Så i starten af 1990’erne blev endnu en fundet, denne gang ved Trelleborg i Sydskåne, og senere Borgeby. Der var i hvert fald flere gemt derude et sted, og endelig blev Borgring ved Køge opdaget i 2012.

Alle disse – med mulig undtagelse af Trelleborg i Skåne, jeg kommer tilbage til den – blev opført af Harald Blåtand, sandsynligvis efter at han hejste den store Jellingesten, så mellem 965 og 987. Disse borge var en kæmpe magtfremvisning, og skulle sikkert bruges til at bekæmpe indtrængende fjender. Desværre lykkedes det ikke, Harald led nederlag i Svend Tveskægs oprør mod ham, og Borgring ved Køge er fremvist at have været brændt ned inden den var færdigbygget. Og meget tyder på at Svend ikke har valgt at benytte sin fars borganlæg, for de forsvandt helt fra historien. Saxo, som selv har beretninger om det tidlige Lejre, og andre forhistoriske anlæg havde intet kendskab til Harald Blåtands vikingeborge.

Og så er der den skånske Trelleborg. Det var en ringborg, på næsten lige for med Harald Blåtands, men den er blevet dateret til engang i 800-tallet. Så den kan ikke have været en af Haralds. Det holder dog ikke den officielle hjemmeside fra at reklamere den som en af Haralds ringborge. Jeg har ellers ikke stødt på noget særligt om den.

I skrivende stund er der også nyligt opdaget en ny vikingeborg ved Virke på Falster. Den er stadig under undersøgelse, men de første dateringer fundet siger ca. 880, med flere jordlag som forventes at kunne gå helt tilbage til midt-500-tallet. Så den bliver spændende at følge med i også.

Endelig er der så de to gule prikker på kortet. Da Borgring ved Køge blev fundet, gik arkæologer på Aarhus Universitet i gang med at skabe et computerprogram som kunne identificere mulige vikingebyggerier, og enderesultatet blev at den udpegede to punkter – et på Lolland og et i Sønderjylland – som mulige placeringer for yderligere vikingeborge. Men det er dyrt bare at gå i gang med at grave, så arkæologer ønsker at lave nogle flere forundersøgelser inden de beslutter sig for om det kan betale sig at grave de to steder.

Med alt dette in mente, er min nuværende teori sålunde.

Omkring slutningen af 400-tallet/start 500-tallet vokser en gruppe ”danere” sig stærke fra Lejre og får mere og mere magt indtil deres høvding har magt over Sjælland, Fyn, Syd- og Sønderjylland ned til Ejderen, hvor de bygger Dannevirke. De havde muligvis også kontrol over Falster, og i så fald giver Lolland også mening. For at kunne holde sin magt, lader høvdingen – eller ”kongen” – af danerne opbygge store pragthaller på strategiske knudepunkter – Lejre, Tissø og Erritsø.

Nord for Erritsø lykkes det ikke at få magt over ”jyderne”, og de bekriger måske hinanden, men ”danerne” holder magten i deres territorium, selv når der kommer krig mellem Sigfred og Godfred mod Karl den Store og frankerriget. Kong Hemming får mæglet fred med frankerne ca. 810, og efter borgerkrigen mellem Harald Klak og Godfredssønnerne, bliver Horik (Erik) 1 konge, og efter ham Horik 2 frem til ca. 870.

Så er der et stort hul i informationen vi har, ikke mindst fordi, at de frankiske annaler slutter deres beretninger om danerne i 873. Efter det har vi kun runesten at gå ud fra af skriftlige kilder, og de siger ikke meget. Men det tyder på at der muligvis har været endnu et tronprætendentsoprør, og oven i det måske krig med jyderne. En krig som jyderne, med hovedsæde i Jelling, har vundet. Gorm den Gamle kunne kalde sig selv danernes konge, og sønnen Harald Blåtand det samme. Harald siger at han vandt sig hele Danmark, så Gorm har måske vundet sig herredømmet i det jydske danerrige, og Harald så erobret alt øst for Jylland, helt hen til Skåne. Dog næppe Bornholm, før det tidlige middelalder.

Det er så min teori angående den tidlige danske kongemagt. Vi ved ikke hvordan det har været, og nye vikingefund vil sikkert prikke huller i teorien, men det er jo sådan historien bliver skrevet.

- Daniel

Den rekonstruerede Vikingehal i Lejre

En rekonstrueret vikingehal ved Trelleborg (Slagelse) fra 1960'erne, man ved i dag at de ikke så sådan ud

SMT til Månedens Fest

Jeg blev spurgt om at fortælle om min tid i USA igen, denne gang til Månedens Fest i Næstved. Det er over 1½ år siden jeg var afsted, så der var en del steder jeg glemte en række punkter jeg gerne ville have været kommet ind på, men det er jo sår’n det er.

Jeg afprøvede en anden form for Powerpoint setup end jeg har brugt før, så billederne blev lidt små, men i det mindste kom jeg ind på nogle ting hist og her jeg ikke har været inde på før. Som i mine tidligere opslag, forsøgte jeg at udvælge billeder som jeg ikke har brugt før – ikke at nogle af de tilstedeværende ville vide det, men det er også mere for mig, så det er mere spændende at fortælle om.

Her følger et par ting som jeg gerne ville være kommet ind på, men af diverse årsager ikke fik gjort.

Austin er som sagt altid glad, og fuld af energi, og han var tydeligt chokeret da jeg fortalte ham om Janteloven. I USA bliver børn opdraget med ideen om at de er noget helt specielt, ”Du er noget særligt”, så at høre frasen ”Du skal ikke tro du er noget” gav et modsat syn på verden, og børns opdragelse.

Sean er en fyr, som godt kan lide at bruge fine ord til at beskrive ting. For eksempel hvis han var tørstig, så i stedet for at sige: ”I think I’ll grab a soda”, så sagde han: ”You just know, that I’m about to get me some of that carbonated liquid refreshment”. Og en dag i Janesville forsøgte jeg en tegneudfordring, hvor jeg skulle tegne, hvad de andre sagde, og Seans ord var: ”Indubitably”… jo tak :/

Senere den samme dag kom Austin, Madison og jeg ind på diskussionen om 90’er Boybands, og hvilket som er det bedste. Austin er Backstreet Boys fan, og Madison er *NSync fan. Jeg selv er Backstreet fan. Austin frembragte argumentet at Backstreet stadig er aktive, og demonstrerede det med at afspille deres nyeste (på det tidspunkt) single: Don’t Go Breaking My Heart. Madison var ikke særlig imponeret over sangen, så Austin nævnte at sangen endnu var nået til omkvædet, men Madison syntes ikke at det var et godt argument at man skulle vente til omkvædet for at kunne lide en sang. Det kan hun jo selvfølgelig have ret i. Jeg ved ikke særlig meget om *NSync – ved faktisk ikke om jeg nogensinde har hørt nogle af deres sange – jeg ved bare at Justin Timberlake var med i gruppen før han gik solo, og at en af de andre lagde stemme til det første Kingdom Hearts spil. Og så er der vist noget om at George Lucas’ datter var kæmpe *NSync fan, og overtalte ham til at optage en scene med dem til Star Wars Ep. II, som dog endte med ikke at komme med i filmen.

Den ene morgen på hotellet i Mason City gik jeg ned og fik morgenmad, inden de andre. Den dag havde jeg taget en T-shirt på fra Boundlesskongressen i 2015 med teksten: ”Preach to the nations the Boundless riches og Christ” (Efeserbrevet 3:8). Jeg kan huske denne morgen tydeligt, fordi netop som jeg var ved at være færdig kom en ældre herre, som havde siddet et par borde længere henne over til mig og sagde: ”Love the shirt. Praise the Lord!” Den oplevelse fortalte mig meget om, hvor meget mere åbne folk i USA er omkring deres religiøsitet og tro, end vi er her i Danmark.

Fra jeg rejste afsted og frem til vi kom tilbage til Chicago fra Bahamas havde jeg en stor sort kuffert og min skoletaske. Jeg vidste godt at man gerne måtte have en taske eller en lille kuffert med i kabinen på flyet, men jeg troede kun det var enten eller. Med alle de ekstra T-shirts jeg fik i løbet af sommeren, løb jeg hurtigt tør for plads i min gamle kuffert. Og ja, den var gammel – der var et lille rum foran som kunne lukkes med lynlås, men lynlåsen døde under rejsen, og rummet blev ubrugeligt. I lufthavnen i Chicago på vejen til Bahamas, måtte kufferten lukkes til med tape. Så jeg måtte anskaffe mig en ny kuffert. Det var ikke fordi at min kuffert på noget tidspunkt vejede for meget – den hang omkring de 18 kg hele rejsen, selv med det tøj vi fik – men der var altid problemer med pladsen, ikke nok rummelighed i kufferten. Først forsøgte jeg ved at købe nogle vakuumposer til at pakke tøjet ned i, og det gav lidt plads, men vi endte med at konkludere at jeg allerede havde pakket mine ting så tæt at der næsten ikke var noget luft at trække ud med vakuumposer. Så jeg besluttede mig for at investere i en ny kuffert når vi kom tilbage fra Bahamas. Jeg fandt dette 3-i-1 kuffertsæt sat til 99.99$, og købte det.

Prisen blev så egentlig 110$ fordi i modsætning til i Danmark, så er salgsskatten – eller momsen – ikke inkluderet i prisen der står på skiltet, og i Illinois er den på 10%. Den store kuffert her var i sig selv større end den jeg havde medbragt fra Danmark, og nu fik jeg en mindre kuffert som jeg kunne have med i kabinen, foruden en ekstra taske – som jeg godt nok ikke fik brug for, da jeg stadig havde min skoletaske – så selvom prisen blev 10$ dyrere end jeg først forventede så var det et godt køb. Og da Sabine havde problemer med at få plads i sine kufferter uden at gå over vægtgrænsen, så havde jeg jo nu masser af plads at tilbyde hende 😊

Den første morgen på CBLI, stadig før lejren begyndte officielt, skulle SMT hjælpe med at sætte diverse steder op, og jeg skulle hjælpe med forberedelserne i ’Ottawa Gym’, men jeg vidste jo ikke hvor det var henne. Jake fra Team S/Portugal var stået tidligt op og mødte mig uden for vores hytte, ’Spruce’, og tilbød mig en rundvisning af Wonderland Camp, som stedet hedder. Han fortalte mig, at han har været her på lejren siden i hvert fald 5 årsalderen, og en årrække var han også ansat som medhjælper på lejren, så han var den rette til at vise mig rundt og fortælle om stedet. Så jeg kunne finde ’Ottawa Gym’, efter morgenmaden, det viste sig så at Jake også var sat på til at hjælpe i ’Ottawa Gym’, så han kunne bare vise mig derhen efter morgenmaden, men det var en hyggelig rundtur alligevel.

I Kapellet – hvor Young Adult aldersgruppen hovedsageligt hørte til – var der en balkon ovenpå, hvor der indrettet et bønnerum med krea- og tegneredskaber. Her satte jeg mig ned et par gange, når jeg alligevel ikke havde andet for, og begyndte på en tegning. Jeg havde ingen ideer om hvad jeg ville tegne, så jeg lod bare Helligånden føre min hånd, indtil at der var kommet et motiv, som jeg de næste par gange arbejdede på at farvelægge.

Så hvad forestiller billedet? Hvilken vej skal det vende? Jeg ved det ikke selv. Men når folk så hvordan jeg selv vendte det – med græsengen øverst – spurgte de om ikke jeg hængte det på hovedet, og jeg sagde bare nej. Min egen fortolkning blev det at billedet viser et bud på Guds rige, hvorefter jeg så blev spurgt om jeg troede at Guds rige ville se sår’n ud, med de forskellige dyr på tegningen, som vi kender dem her på jorden, og nej, det tror jeg ikke. Men det er et billede på Guds rige, ved at alt er vendt hulter til bulter. Folk ville gerne have græsengen nederst, fordi det er den jord som vi kender, men kig på billedet igen, hvor tit sejler både igennem jorden som her? Hvorfor vokser der træer nedad fra skyerne? Egernes tyngdekraft på træet hiver dem til siden, og dyrene i skyerne kan løbe rundt på dem, uden at falde til jords. Der er ikke meget logik, som vi kender den, at finde i dette billede.

Jo mere jeg tegnede, jo mere dukkede der langsomt et ansigt frem. Det er tydeligst at se med blæksprutten nederst, og træet øverst, fuglene kom til at ligne øjne, med træet og dets grene øjenbryn og næse. Jeg tolkede det selv som et tegn på at Gud altid vil våge over os, selv i situationer hvor intet giver mening for os.

Lauren fra Team Costa Rica kom også tit op i bønnerummet her for at tegne, og sår’n begyndte vi at komme i snak sammen. Vi hyggede os meget sammen, og den ene dag sad vi sammen på molen ved søen og snakkede sammen. Selvom at vi ikke snakkede sammen i et år derefter, så var det at da hun var med SMT i Danmark at vi hurtigt kom tilbage til den samme hyggesnakssituation. Jeg spurgte hende om hvorfor det var at hun tilsyneladende hellere ville tale med mig, end med sit hold mens de var her, og Laurens svar var todelt. På den ene side følte hun sig ude hos sine holdkammerater; Chaslyn og Lyndsey virkede til at hygge sig godt uden hende. På den anden side følte hun tryghed hos mig, jeg var den eneste hun følte hun kunne snakke med om tunge ting, ud over hendes mor.

Den sidste store ting, var at den ene dag havde lederne bestilt en airbrushkunstner til at komme på lejren, og tage imod designbestillinger. Enten på en T-shirt eller på en kasket. Jeg fik en kasket hvorpå der blev skrevet en parafrasering af Filipperbrevet 2. 1-2. Sean fik en kasket med det svenske flag – selvom at farverne fik det til at ligne det islandske i den forkerte belysning. Andre fra vort hold fik et fælles design med et flag der i den ene side var Stars & Stripes, og i den anden side var Dannebrog, med teksten Central Vibes.

"If the hope of Christ means anything, be together in love, of one soul, and one mind"

Mens jeg har problemer med at følge med i undervisningen til Religionssociologi og -psykologi, og faget Indiske religioner, så har jeg det stadig sjovt med Propædeutik (hebraisk).

Det har selvfølgelig at gøre med, at jeg ikke føler mig så alene i det fag, som jeg gør i de andre, men man kan også mærke på vores underviser, Dan Enok, at han er stolt af vores lille hold.

Kort før sommerferien nævnte han lige kort, at han mente at vi var et af de bedste hold han havde haft. Nå? Ja, okay? Var det noget han mente, eller var det noget han siger til alle sine hold? Det kan godt være lidt svært at gennemskue med ham, da han er lidt af et legebarn.

I forårssemestret, da vi startede på hebraisk (februar), startede vi med at bruge en uges tid (nogle hurtigere, nogle langsommere som det jo er) på at lære alfabetet, og nogle simple ord og grammatikregler fra en lærebog Dan Enok selv har lavet.

Hen imod april begyndte vi at læse fra Genesis - ”direkte livetransmission fra Torah” - som Dan Enok siger. Vi sprang et par vers over, men nåede dog til kapitel 3, vers 8 inden sommerferien.

I dette semester har vi kun læst fra Genesis. Vi har sprunget diverse slægtstavler over, men er så nået til kapitel 12. Her efter Efterårsferien begyndte Dan Enok igen at tale om at vi var et af hans bedste hold. Kun én gang tidligere havde han været ude for at et hold nåede et niveau, hvor de var klar til at læse noget, som ikke var Torah. Det niveau mente han så at vi nærmede os, og det kunne vi så småt godt mærke, da det nogle gange føltes som om at vi fik lange tekster for på én gang, bl.a. hele Genesis kapitel 8 på én gang.

Her i tirsdags skete det så endelig. Vi fik udleveret et stykke papir, med en afbildning af Mesha-stelen fra Jernalderen, der blev fundet i Jordan i midt-sen 1800-tallet. Med kun en måned tilbage af faget, fik vi lige pludselig besked på at lære et helt nyt alfabet?

Sproget er stort set identisk med det vi har læst i Torah indtil videre (bare uden vokaler), så vi kan godt oversætte teksten, skriften er det der gør teksten besværlig at oversætte. Ikke kun er det et nyt alfabet (som vi allerede stort set har lært at læse, på kun 2-3 dage), men uden den vokalisering vi er vant til fra Torah, kan det være svært at bedømme om vi har at gøre med et nomen eller et verbum visse steder.

For dem som ikke umiddelbart kan skelne forskel på dette gamle hebraiske skrift, og det man bruger i dag, vil en transskription af de, lidt over, 2 første linjer være:

”אנך משע בן כמשית מלך מאב הדבני אבי מלך על מאב שלשן שת ואנך מלכתי אחר אבי” (De røde bogstaver, er ikke i teksten, men menes at være navnet, da det kendes fra andre stentavler)

Teksten siger: "Jeg, Mesha, søn af Kemoshat, Moabs konge, dibonitten. Min far (var konge/regerede) over Moab i tredive år, og jeg regerede efter min far."

Jeg er ved at være færdig…

Jeg er gået i over et år nu, med følelsen af at jeg ikke vil fortsætte studiet. Jeg har haft meget svært ved at sætte ord på det, men jeg har været meget fristet til bare at droppe ud. Det eneste der har holdt mig kørende indtil nu, har været stædighed og tanken om at min Bacheloruddannelse snart er færdig – her til Nytår. Så længe jeg har kunnet holde tankerne på at jeg havde gennemført over halvdelen af Bacheloren, har jeg kunnet fortsætte.

Det har jeg snart ikke flere kræfter til.

Jeg har endelig fundet et ord, som kan beskrive hvad jeg har følt de sidste tre semestre – måske længere.

Demotiverende.

Det første semester fik vi at vide, hvor vigtigt det var at få en læsegruppe, og mødes i den – gerne et par gange om ugen. Vi forsøgte, men der blev længere og længere mellem hvert læsegruppemøde. Til sidst føltes det som om, at vi kun mødtes når jeg selv havde kaldt alle sammen og det blev jeg træt af, så vi arrangerede et møde hvor vi snakkede om læsegruppens fremtid, og om alle var med på at kæmpe for at holde den i live. Det sagde alle at de var.

Vi mødtes aldrig igen derefter…

Jeg tror at det var starten på min svindende lyst til at studere.

At alle i gruppen, fandt andre at være i gruppe med – nogle endda, mens vi stadig var i samme gruppe – gjorde at jeg følte mig ladt tilbage.

Det har været en konstant siden andet semester, at jeg har følt at folk kun har været i læsegruppe med mig af nødvendighed, og ligeså snart at emnet vi arbejdede med var ovre, så var jeg alene igen.

Selv her til Tilvalgseksamen i sommers, havnede jeg i en læsegruppe med to andre som ikke kunne komme i læsegruppe med andre af diverse årsager – den ene bor i Aalborg, så vi skulle Skype med ham. Efter ny semesterstart, har jeg ikke talt med nogen af dem – kun et lille hej i forbifarten, så igen føles det bare som om at jeg er ladt tilbage alene.

Det har heller ikke hjulpet på stemningen, hvordan mine eksamenskarakterer flyver over det hele. Nogle af dem er det tydeligt at se hvilke jeg har haft mulighed for at snakke med andre om, og kaste ideer frem og tilbage, og tydeligt at se hvilke jeg ikke har haft den mulighed. Foruden de par eksamener jeg udskød af forskellige grunde (som da jeg var i USA sidste år), så har jeg ikke dumpet nogle eksamener endnu. Men at få at vide at den opgave man har slidt alle sine kræfter på fordi man har kæmpet med skriveblokade og dalende energi til at fortsætte generelt, kun får et 2-tal får en til at spørge sig selv, om det virkelig er det værd at fortsætte et helt halvår mere. Har jeg styrken til det?

Demotiverende!

Jeg fik et pust af fornyet energi, da jeg begyndte på Tilvalg i Religionsvidenskab, sidste år, for måske kunne man hjælpe hinanden her bedre end det jeg havde oplevet på Historie, men som sagt føler jeg ikke der skete noget anderledes. Det var igen mig der stod alene.

Det sted jeg føler det har fungeret bedst for mig, har været til Propædeutik – sprogfag/Hebraisk – måske fordi vores hold har været så bette, så har det været lettere at kunne knytte sig sammen, og sværere at danne flere læsegrupper uden at de bliver for små til at være egentlige grupper. Så når nogen har spurgt om mulighed for at mødes, og snakke om lektierne, så har alle haft mulighed for at komme forbi med input.

Og selvom at hver hebraiskstuderende har sin egen læsegruppe til de andre fag, så kan de jo ikke så godt spørge dem om hjælp med hebraisklektier når de selv læser latin eller arabisk. Eller Norrønt, men de er kun tre studerende på det hold, to af dem fra Tilvalg, så det er de færreste fra Religion-grundfag der har en læsegruppepartner der læser norrønt.

Det var også meget hyggeligt at kunne spendere noget kvalitetstid med vennerne fra hebraisk (+1 fra arabisk, +1 fra latin) i Israel her i slutningen af august. Også selvom jeg var syg halvdelen af tiden -_-

Men nu er vi i gang med studiet igen, og jeg finder det stadigt positivt på hebraiskholdet, og jeg har siddet med hebraisklektier og nærstuderet vores læsetekster mere end jeg gjorde hele sidste semester. Men så er der de andre fag.

Religionspsykologi og -sociologi. Jeg har ikke noget imod de to fag, og på papiret skulle de være de simpleste ECTS-point dette semester. 2x2 skriftlige opgaver af max 3 sider hver. Men alligevel føler jeg ikke en træng til at læse teksterne vi har for. Ja, vi skal aflevere en opgave hver uge, men kun på en halv side – max 1 hel – men den skal afleveres gennem vores læsegrupper… Så nu står jeg igen i en situation hvor min fremtid på studiet kræver at jeg har en læsegruppe, men det har jeg jo ikke. Så jeg har haft meget svært ved at tage mig sammen til at læse teksterne vi har for, og når jeg endelig har fundet dem frem, så mærker jeg trangen til at lægge dem væk igen efter at have læst højst én side.

Gad vide hvordan det bliver, når jeg skal til at starte indiske religion, her om 1½ uge?

Ovenstående blev skrevet 11. september, nu skriver vi 6. oktober, og jeg kan sige at det i hvert fald ikke er gået fremad, måske tværtimod. Se bare hvordan det næsten tog mig en hel måned før jeg havde kræfter til at skrive videre på den her monolog.

Lad mig starte med det simple fag – Indisk religion. Vi har kun haft 2 forelæsninger på nuværende tidspunkt, men jeg har ikke haft kræfter til at læse til faget, foruden kildeteksterne på en 2-3 sider, som jeg har tvunget mig selv til at læse.

Men her har jeg jo også været distraheret af de første to 3-siders skriftlige opgaver til Psykologi og Sociologi, som skal afleveres senest 10. oktober. Jeg har kunnet tvinge mig selv til at læse det nødvendige pensum til psykologiopgaven, men har ikke kunnet skrive andet en 4/5-del af en side med stikordssætninger. Har slet ikke kunnet begynde på Sociologiopgaven.

Og jeg kan stadig ikke læse til de forelæsninger, så jeg har ikke fået skrevet én eneste af de ugentlige opgaver, hverken til det ene eller det andet fag. De har heldigvis ikke været krævet, men dem der skal afleveres på torsdag er krævet. Jeg har bare ingen motivation til at kigge på dem.

Jeg føler mig virkelig alene på studiet. Det er ikke kun fordi at folk – tilsyneladende – ikke vil være i læsegruppe med mig. Der er aldrig nogen som taler med mig. Bare et stort smil og et ”hej”, og så er den samtale slut. Det er også når jeg sidder ved et stort bord, og er den første til at ankomme – så snart den første af mine klassekammerater kommer, et stort smil og et ”hej”, og så sætter vedkommende sig ved et andet bord. Og selvom det bord er længere fra indgangen end mit bord er, så går alle andre forbi mig og sætter sig ved det bord. Uanset om der er flere stole ved mit bord eller ej. Hver eneste gang.

Hvis jeg er person nummer to til at dukke op, og jeg sætter mig ved det bord den første har sat sig ved, så sætter alle sig ved det samme bord. Det har gjort at jeg de sidste par uger selv er begyndt at sætte mig lidt på afstand af de andre, med tankerne ”når de nu alligevel ikke vil sidde sammen med mig, hvorfor skulle jeg så sidde med dem?”

Jeg har også oplevet det på hebraisk-holdet en enkelt gang, hvor vi aftalte efter undervisning at sætte os i Axis-Mundi, for at lave hebraisklektier, jeg satte mig ved et langt bord, alle andre satte sig et andet sted. Derefter har jeg bare nægtet at være den første til at sætte mig, og ventet at se hvor de andre har tænkt sig at sætte sig på den gældende dag.

Der er en enkelt fra Tilvalg som gerne har villet snakke med mig, og spurgt mig om hvordan det har gået for mig, her efter sommerferien – om end vi kun har haft muligheden for at snakke to gange, så er det stadig mere end jeg har snakket med resten af holdet.

Hun fangede mig, sidste semester, i lyskrydset efter en forelæsning og spurgte om ikke jeg skulle med til spilhygge hos en af de andre fra klassen – som åbenbart havde inviteret hele holdet, uden at nys om det var kommet til mig. Jeg endte med at komme med fordi hun netop er den der har snakket mest med mig, ellers havde jeg sandsynligvis sagt nej, med så sen varsel. Spilhyggen var sjov, men kunne have været sjovere hvis jeg havde kendt til det tidligere.

Lidt lignende føler jeg det på hebraiskholdet. Det føles ofte som om at folk kun snakker til mig hvis enten, jeg selv bryder ind med en kommentar i en diskussion, eller hvis de andre af en eller anden grund, lige pt ikke har andre at snakke med.

Jeg ved godt, at jeg er en stille person, og ikke altid den letteste at tale med, men jeg har bare oplevet så mange påtvungne afskeder med venner, at jeg rent instinktivt har en mental barriere som, når jeg møder folk, siger til mig, at dem skal jeg nok alligevel sige farvel til ’snart’, så hvorfor overhovedet forsøge at starte en ny relation? Så den barriere skal jeg nedbryde før jeg kan kalde folk for venner – og det kræver altså at folk forsøger at snakke med mig.

DR havde en uge eller to, hvor de satte fokus på mobning. Dér fandt jeg en artikel om Magnus,som fortæller om sit liv på gymnasiet, hvor jeg virkelig føler at jeg kan se migselv i samme situation som ham. 

Jeg har godt nok aldrig selv tænkt på det som mobning, men jeg kan godt se hvor man kommer fra, hvis man gerne vil kalde det social mobning.

Jeg har kæmpet med den her ensomhed på studiet i stigende grad i snart tre år. Motivationen har været dalende i lige så lang tid, og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg kan se gevinsten (færdiggørelsen af Bacheloruddannelsen), men jeg har ikke længere nogle kræfter til at række hånden ud og gribe den.

Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste forsøg på at få skrevet de to 3-siders opgaver til psykologi og sociologi inden torsdag, men selv hvis jeg lykkes i dét, så føler jeg meget ligegladenhed ved faget (der som sagt er spændende nok i forelæsningerne), har seriøse tanker lige nu om at droppe faget helt, og kun koncentrere mig om hebraisk frem til nytår. Måske også koncentrere mig om indisk religion, det har været spændende de to gange vi har haft om det (og med dets 5 ECTS ville jeg i så fald bestå 20 ud af semestrets 30 ECTS).

Jeg vil forsøge at færdiggøre fagene til ordinær eksamen, men hvis jeg ender med at skulle til reeksamen i et fag, så tror jeg bare ikke at jeg kan klare det overhovedet.

Jeg startede det her dokument, med at sige at ”jeg er ved at være færdig”, men jeg tror ærlig talt, at jeg er forbi det stadie, og at jeg nu er færdig – jeg er løbet tør for benzin, og kører nu kun på dampe. Det er kun et spørgsmål om tid før jeg (metaforisk) falder om.

The evolution of a drawing

Throughout July I was in the mood to do some artwork. I did two similar, yet very different drawings at Landslejr where I didn't know what to draw, so I just drew something random, and "art" came out of it.

But after Landslejr, I was still in the mood to draw, but this time something more specific. I wanted to draw the SMT-team who visited us this Summer

I got a new phone, so I tried out its camera, and documented the process of making the drawing.

First, I chose a picture of Team Denmark I found, as a foundation to work from

From that I drew a general outline for all six present

One by one, I would sketch them out in detail – first Sean

Chaslyn

Sam

Lyndsey

Lauren

And finally, Jake. I was contemplating whether to call the drawing finished here, but I decided not to

Instead I decided to colourise the drawing

I started with colours that I would use multiple times, because I thought I wouldn’t need them again afterwards – I was wrong

As the layers of colour were added…

…the features of the pencil drawing slowly vanished

So I brought out a black pen, to redraw them as they were needed

After colouring Sean’s water bottle, I again contemplated calling it finished here

But, then I got a little carried away with my colours, and came up with a background as I went along

Well, now I had a background for the drawing, what then? 

Shading, of course

Some more flowers, and some bushes

Added some outlines to the clouds, and various shades of green in the grass, and blue in the sky and river

Et voila! My drawing is complete