En spilkoncert, og dets vedvarende minder

Jeg tror ikke, at jeg har talt om Final Fantasy her på bloggen før - i så fald må det have været før den 3 år lange pause inden jeg begyndte på uni - og det overrasker faktisk lidt mig selv, taget i betragtning hvor stor indflydelse på mit liv serien har haft.

For dem der ikke kender serien, så kort fortalt, Final Fantasy er en Japansk spilserie - hovedsageligt i RPG-genren (Role-Playing Game), men sommetider også i andre genrer - som begyndte på Nintendos FamiCom (Family Computer, den der i Vesten hed NES/Nintendo Entertainment System) 1987. Mange elementer i serien går igen mellem spillene - såsom krystaller, luftskibe, en mand ved navn Cid m.m - men hvert spil er i sit eget univers (med mindre andet er specificeret f.eks. Final Fantasy X-2).

Hvorfor bringer jeg Final Fantasy op nu? Tjaeh... der er to årsager, måske tre.

Den måske tredje årsag er at om lidt over en måned har serien 35-års jubilæum, og som en der har fulgt serien i snart 20 år, så er det et jubilæum som er værd at markere.

Men de egentlige årsager er, at jeg har været i humør til at spille spillene igennem igen - hvad jeg har været i gang med - og så at i de her dage er det ti år siden at jeg var med min far i Royal Albert Hall i London, og høre Philharmonic spille "Distant Worlds Music from Final Fantasy 25th anniversary" koncert.

Fordi at jeg har været i gang med at spille flere af spillene igennem igen - pt. har jeg spillet FFV-FFIX og halvvejs gennem FFX - har jeg haft tanker om måske at skrive lidt om dem, men jeg har fundet det svært at finde ud af hvad jeg ville sige om dem. Da de jo hver især foregår i deres egne universer, er det svært at finde på ting at sige, uden at skulle gå ind i en hel afhandling om hvert spil, men måske en dag kan jeg finde på noget at sige om f.eks FFVII's tema om naturresourcer og livscyklusser, eller FFIX's tema om eksistentialisme og forpligtelser. Men det er lige lovligt tungt at tale om nu.

I stedet vil jeg i dag fokusere på den anden årsag, nemlig koncerten i London for ti år siden, om musikken i serien og mine minder om koncerten.

Om musikken i Final Fantasy

Musikken i Final Fantasy er skrevet til diverse scener man kan komme ud for i et spilscenarie:

Startet ud på et nyt eventyr? Hvad med noget glad upbeat musik?

Ankommet til en ny by? Her er noget beroligende musik.

Kommet i slagsmål med monstre? Jeg har noget musik der vækker adrenalinen.

Rejser rundt i blomsterfyldte enge? Så har vi noget fredfyldt og idylisk musik.

En intens situation?

Et monster fra rummet angriber verden? Her har vi noget musik der er skrevet i en helt anden stil end resten af soundtracket.

Du befinder dig i en helt anden verden, og ved ikke hvad der er virkelighed mere? Et sombert musikstykke.

Eller hvad med en hel operasekvens, der bliver afbrudt midt i finalen? Jo, der har vi skam også musik.

Når man taler om musikken til Final Fantasy, så kan man ikke komme uden om også at nævne Nobuo Uematsu. Selvom at han ikke er den eneste komponist, som har skrevet musik til serien, så er det ham der skabte musikken til serien. Uematsu komponerede musikken til FFI-FFIX alene, og samarbejde om musikken til FFX og FFXI, han skrev temasangen til FFXII og skrev musikken til første version af FFXIV. Foruden diverse spin-off projekter han også har arbejdet på.

Andre komponister der har bidraget musik til Final Fantasy serien er bl.a. Masashi Hamauzu (FFX & FFXIII), Hitoshi Sakimoto (FFXII & FF Tactics), Masayoshi Soken (FFXIV & FFXVI) og Yoko Shimomura (FFXV). Hvor alle har kontribueret godt musik til serien (ja også Hamauzu, selvom jeg ikke er den store fan af FFXIII's musik), så er der ingen tvivl om at det er Uematsu's musik som bliver husket mest.

Tag en sang som "The Prelude", en arpegio der går op og ned over fire oktaver, så er det (vist nok) den mest genbrugte melodi i hele Final Fantasy serien - langt mere end sangen som ellers anerkendes som seriens hovedtema. Uematsu skrev sin Prelude på fem minutter, da han på deadline blev bedt om at skrive et kort stykke musik som kunne spille på startmenuen, og han har siden kommenteret flere gange over hvor flov han var at den simple melodi blev den mest genbrugte sang i serien.

Men nu begynder jeg bare at plapre løs, så jeg stopper her, inden den korte oversigt, bliver hovedelementet i denne blogpost.

Optakten til koncerten

Jeg husker ikke hvornår det var at jeg hørte om at Distant Worlds ensemblet ville komme til London i 2012 - jeg kendte til det førhen - men jeg ved at jeg må have talt med ikke mindst min far om han kunne overtales til at tage med, men også med underviserne på Glostrup Produktionshøjskole, fordi jeg husker at de en dag, i løbet af foråret, lod mig sidde ved computeren i kø til at betille billetter indtil næsten en halv time inde i undervisningen, sådan at jeg kunne bestille to billetter straks salget åbnede - knap fem minutter senere var salget udsolgt, så jeg takker for det. Hvilken dag det var kan jeg ikke huske, og af en eller anden grund har jeg ingen mail, der bekræfter købet af billetterne. Måske gjorde jeg købet på min gamle/første mail, som en pædagog på en tidligere skole lavede for mig, men som ikke eksisterer mere.

Mens jeg stod for bestillingen af billetter, stod far for selve rejsen til London - flybilletter og logi hos en ven af familien. Vi oplevede at se den nye James Bond film - Skyfall - i Odeon Theatre (jeg har muligvis stadig billetten, men er ikke helt sikker, jeg tror jeg så den for to-tre år siden).

Jeg kan ikke huske hvilken én af aftenerne det var, men enten den 2. eller 3. november var det så at vi kom til Royal Albert Hall, vi må have siddet højt oppe på et af gallerierne, for far havde højdeskræk, når han skulle stå op. Der var - jeg tror - omkring en snes gæster som var kommet i udklædning.

Når far taler om koncerten plejer han at sige, at hvis han havde haft netværksforbindelse på sin telefon, ville han have taget et billede, og sætte det op med teksten "Jeg bfinder mig i Nerd Central". 

Koncerten

NES-generationen (1987-1990)

Koncerten begyndte med "The Prelude" 

Meget passende at starte en koncert af med et præludium. Musikstykket starter med arpegioen over fire oktaver spillet på et blødt-lydende instrument - måske en harpe, men det kan også være på klaver, - efter den ottende arpegio kommer pigekoret ind, og nynner harmoniakkorderne som blev introduceret i FFIV (helt tilbage i 1991, de er lige så gamle som jeg). Efter at have sunget en hel runde (eller 1 minut 40), begynder strygerne stille og roligt at supplere pigerne, og så småt kommer blæserne ind og overtager harmonien, mens arpegioen stadig kører derudaf, før de markerer musikstykkets afslutning.

For et musikstykke der er så simpelt, er det fascinerende hvor meget følelse man kan få ud af det, og hvor forskelligt det kan arrangeres. Som sagt blev harmoniakkorderne tilføjet til sangen i FFIV, før det var der kun arpegioen. Derefter var det først med FFX at der kom en større udvikling til, da det fik et elektronisk arrangement. FFXII's version starter allerede med harmonien, frem for at bygge op til den, mens FFXIII derimod brugte arpegioen som baggrundsharmoni til en anden sang. Personligt er min egen yndlingsversion af Prelude den fra FFVII.

Herefter begyndte orkestret så at spille et musikstykke fra hvert af spillene efter udgivelse, altså FFI-FFXIV. Dog synes jeg at de snød med det samme. "Medley 2002 FFI-III" 

Medleyet starter med lidt af "Prelude", før det rigtig går i gang med medleyets hovedsange. Nogle træblæsere i basrepertoiret - måske oboer eller fagotter - starter en glad rytme sammen med strygerne, og får selskab af de højere træblæsere, som spiller hovedmelodien i "Main Theme of Final Fantasy (I)". I B-sektionen af sangen kommer nogle bjælder med ind i harmonierne, som støtter den glade stemning. Anden gang vi går igennem melodien, overtager strygerne hovedmelodien. Derefter kommer en stille overgang til "Matoya's Cave", før strygerne går igang med stykket, og de høje træblæsere tager melodiens B-sektion, mens de dybe strygere giver en staccato rytme, før blæserne og strygerne sammen spiller slutningen på melodien. Med en kort pause kun med harpe og strygere, går medleyet over til "Aria, Maiden of Water", med melodien spillet af træblæserne. Strygerne kommer ind og understøtter de høje toner, til sidst i melodien, før de overtager den i den anden runde gennem melodien. Så kommer nogle glade og nysgerrige xylofoner og markerer overgangen til næste sang i medleyet, nemlig "Chocobo", hvis A-sektion i hovedmelodien bliver spillet af messingblæserne, mens træblæserne overtager B-sektionen, og de kører en tur igennem melodien igen på samme måde, før de går helt Overture, med store pauker og alle de store/stærke instrumenter, og markerer overgangen til det sidste nummer i medleyet "Rebel Army", med hovedmelodien spillet af messingblæserne, mens strygernes harmoni indikerer en royal setting. Derefter bliver det næsten helt Marchmusik, med slagtøjet på højt blus. En kort sektion hvor strygerne får hovedrollen, mens de andre instrumenter opbygger, indtil kun messingblserne får lov til at spille, før vi igen kommer tilbage til marchmusikken. Og slut.

I løbet af dette otte minutter lange medley, bliver fem sange spillet: The Prelude (FFI); Main Theme of Final Fantasy (FFI); Matoya's Cave (FFI); Aria, the Maiden of Water (FFIII); Chocobo Theme (FFII) og The Rebel Army (FFII). Når nu meningen med koncerten var at fejre Final Fantasy seriens 25-års jubilæum ved at spille et musikstykke fra hvert af spillene i hovedserien, så blev jeg skuffet over at de ikke havde unikke sange fra de første tre spil, men istedet klumpede dem sammen. Ja, det er sandt at disse tre spil på FamiCom/NES var på så gammel hardware, at sangene sjældent kunne være mere end 30-45 sekunder lange, - og vil derfor nok være besværlige at skrive et fuldt orkestralt arrangement for dem, - men hvert af spillene har masser af musik i sig selv, så de kunne have lavet medleys for hvert af spillene selv. Jeg foretrækker selv at lytte til YouTuberen RebeccaETripp's Final Fantasy medleys, som hun har lavet over hvert spil frem til FFX. Uden at bruge kampmusik, har hun for FFI og FFII hver et ti minutter langt medley, og for FFIII et 14 minutters medley. Her er en liste over sangene i hendes medleyer:

Menu; The Prelude; Dead Music; Inn; Cornelia Castle; Main Theme of Final Fantasy; Airship; Shop; Chaos Shrine; Gurgu Volcano; Floating Castle; Underwater Temple; Matoya's Cave og Ending Theme.

Town; Main Theme of Final Fantasy II; Imperial Army Theme; Dungeon; Chocobo Theme; Magician's  Tower; Castle Pandemonium; Ancient Castle; Finale og The Rebel Army Theme

Crystal Cave; Eternal Wind; Djinn's Curse; Return of the Warrior; Doga and Unne's Theme; The Dark Crystals; The Boundless Ocean; The Dungeon; Crystal Tower; Forbidden Land Eureka og Aria, The Maiden of Water

SNES-generationen (1991-1994)

Men efter det medley, som jeg blev lidt skuffet over, kom vi til FFIV, her havde Distant Worlds valgt et ny sang, som de ikke havde arrangeret før, "Battle With the Four Fiends" 

Arrangementet starter med trommer/pauker der giver en tryggende følelse, før strygerne åbner sangen, og paukerne bliver stærkere, indtil at alle blæsernes staccato markerer at nu  er kampen med Golbez's fire løjtnanter begyndt. Mesingblæserne tager over, kun med paukerne som fylde, strygerne tager over for blæserne, med denne her undertryggende følelse - jeg tænker lidt ligesom Hitchcocks Psycho strygere giver en ubehagelig følelse - før blæserne kommer ind med nogle staccato brag, før alt bliver stille. Strygerne lægger nu en grund med nogle mørke akkorder, lidt bølger i træblæserne giver lidt opløftning midt i alt det tunge, før alle blæserne brager frem igen og markerer tilbage til undertrykkelsen. Mens messingblæserne spiller melodien går paukerne/slagtøjet vildt, strygerne vokser en smule, før de overtager melodien fra messingblæserne, mens blæserne i stedet brager tryk på taktslagene, for at understrege at der ingen stilhed og fred er at finde her. Strygerne får nu scenen for sig selv til B-stykket af hovedmelodien, før nogle stille messingblæsere begynder på A-sektionen igen med nogle stigende strygere, som så tager en kort sektion med ny musik der ikke findes i originalsangen, før at de begynder på en opbygning, med slagtøjet i baggrunden, og messingblæsernes inklusion af A-sektionen hér i arrangementet, giver en sensation af et stigende håb, midt i al denne undertrykkelse. Og så kommer blæsernes bragende staccato igen og sætter en stopper for håbet. Messingblæserne går tilbage til grunden af mørke akkorder før strygerne går all-in på trykket, med blæsernes, nærmest, skrig/krigsråb på slagmarken, før det hele kulminerer i flere staccato brag. Herefter bygger strygerne igen op, og med paukernes sporadiske slag er det næsten som om at nu er vi nået til afslutningen i slaget, afgørelsens time. Blæsernes staccatobrag fører til strygernes - nu næsten desperate - forsøg på, at undertrykke, og stadig med staccatobrag på taktslagene, men hovedmelodien bliver afbrudt af messingblæsernes intervention, som fører til at staccatobragene daler i styrke, og bindingsleddet i originalsangen bliver hér nu kun spillet af de dybe træblæsere. Pusten er gået ud af mørket. Strygerne optager nu hovedmelodien, og staccatobragene forsøger at genindføre følelsen af undertrykkelse, men styrken er væk. Et sidste forsøg med messingblæserne på hovedmelodien, før de taber tråden, og med to staccatoslag - ikke brag - slutter sangen.

Jeg kan godt lide dette arrangement. Måske lægger jeg for meget i det, eftersom at jeg kender musikken, og ved hvad sangene repræsenterer i spillene, men det er hvad jeg fik ud af at lytte til dette arrangement.

Næste sang kom fra et af mine yndlingsspil i serien, nemlig FFV, og sangen der var valgt er en jeg rigtig ofte fanger mig selv i at nynne hele tiden, så hvor godt klarer Distant Worlds' arrangement af sangen "Main Theme of Final Fantasy V" - nogle gange kaldet "Ahead on Our Way" - sig? 

Tjaeh, jeg kan sige med det samme, at jeg aldrig har været en fan af den nye åbning til sangen, som der er blevet skrevet til de orkestrale arrangementer. De brugte den samme åbning i Tour de Japon koncerttourneen i 2004, og jeg brød mig heller ikke om den dengang. Første gang jeg hørte denne åbning til sangen tænkte jeg "Hvad er det her jeg lytter til, det er da ikke FFV's hovedtemasang, åh, nu to minutter inde i arrangementet begynder sangen jeg kender endelig". Nogle sange i Final Fantasy serien begynder bare lige brat på, så der kan det godt give mening at et orkestralt arrangement skriver en åbningssektion som blødgør overgangen til sangen. Men hvad "Main Theme of Final Fatasy V" angår, så har det allere en åbningssketion, og den bygger på elementer som også findes i selve sangens harmonidele, i modsætning til den orkestrale åbningssektion som bare er der for at give sangen mere fylde, men som i sidste ende ikke flyder/samarbejder med resten af sangen.

Prøv at lyt til orginalen, hé tager det kun otte sekunder til at komme ind i hovedmelodien. Åbningen her starter med en harpe der spiller noget lignende arpegioer, og strygerne giver en rytme, mens en trompet indikerer at der skal til at ske noget, mens harpen bliver hurtigere, og så er hovedmelodien i gang. Mens trompeten spiller hovedmelodien, fortsætter strygerne den samme rytme, og nu er derogså tilføjet en bas der agerer som kontramalodi. Som melodien når B-sektionen, kommer harpen ind igen, og kører nu i buer op og ned, mens strygerne træder tilbage og holder akkorderne, og percussion er blevet tilføjet, med en god mængde High-hat.

Nåh men okay, jeg bryder mig ikke om åbningenssektionen i Distant Worlds' arrangement, men hvor godt holder resten af sangen? Hovedmelodien er givet til træblæserne, hvilket giver sangen end mindre iver af eventyrlyst, og bassens kontramelodi er MIA. Strygernes rytme i A-sektionen overlever, men de går hen og overtager hovedmelodien i B-sektionen, så deres akkorder, som bandt harmonien sammen er væk, det samme er harpens buer, og i steder er der sporadiske input af træblæserne. Bassens kontramelodi i overgangen fra B-sektionen til A-sektionen kommer nu i brug, men i stedet går arrangementet over til en reprise af den tilføjede åbningssektion, som vi så skal døjes med igen før vi endelig kommer tilbage til hovedmelodien. Jeg har ikke meget at sige om anden gennemgang af A-sektionen, den er stille, hen imod overgangen til B-sektionen bliver bassens kontramelodi insinueret, men bliver aldrig spillet helt. Har heller ikke noget at sige om B-sektionen, men som sangen slutter skal arrangementet selvfølgelig minde os om den møjsommelige åbning.

Så ja, en af mine yndlingssange fra et af mine yndlingsspil i serien, og jeg er ikke fan af det orkestrale arrangement. Stort set alt der gjorde originalen fantastisk, er enten ikke-eksisterende, eller bliver kun lige præcist insinueret. Jeg tager originalversionen over arrangementet enhver dag.

Men hvad så med den næste sang, "Phantom Forest" fra FFVI? 

Generelt beholder det originalens stemning, så det er jo med det samme et plus. Igen starter vi med en nytilføjet åbningssektion, som sætter stemningen for resten af sangen. De mørke akkorder i denne sang er ikke undertrykkende som den tidligere, men i stedet mysteriøse, og nysgerrige om hvad der mon venter én lige rundt om hjørnet. Efter braget begynder sangen for alvor. Her holder strygerne akkorder som beholder stemningen, og nogle staccatostrygere giver følelsen af nysgerrighed midt i det ukendte vi befinder os i, nogle bjælder føjer til mystikken omkring. Endelig kommer træblæserne og leder os til hovedmelodien, efter lidt tid begynder messingblæserne at melde sig på banen, først sammen med strygerne, men overdøver dem snart, men før de formår at blive til hovedharmonien, bliver strygerne hovedmelodien og træblæserne bliver harmonien. Et par af de høje træblæsere har overtaget bjældernes rolle, og hopper rundt for at vi beholder den her følelse af nysgerrighed, som melodien er vokset. Et par klokker sætter en pause på harmonien et kort øjeblik, før alt blæser op igen, og et par pauker markerer afslutningen på første gennemgang af sangen. De glade træblæsere som hidtil har signifikeret nysgerrighed, er nu udskiftet med en følelse af uvisthed om hvad der er kommende. Faktisk så er det næste der kommer i arrangementet en ny komponeret sektion, så for dem af os der kender sangen er der nemlig uvished i det kommende. Træblæserne får lige lov til at spille hovedmelodien, midt i de ukendte harmonier for en kort stund. Som klokkespil begynder på ny, bliver musikken stille, før vi vender tilbage til sangen som den var først, med de nysgerrige hop nu spillet på strygerne.

"Phantom Forest" er et godt arrangement - næsten fantastisk når sammenlignet med det forrige.

PS1-generationen (1997-2000)

Fra et godt arrangement af en okay fin nok sang, til en sang jeg aldrig har forstået populariteten bag. Jeg kan huske til koncerten at dirigenten Arnie Roth, sagde noget om at publikum gerne måtte synge med på den næste sang, og den latinske tekst ville komme op på storskærmen, hvorefter han bad pianisten spille tre toner - F-F-D - og hele halen jublede, mens jeg bare sad og rystede på hovedet.

"One Winged Angel" er en sang jeg helst ikke vil bruge for meget tid på. Jeg synes sangen fungerer godt hvor den bliver spillet i FFVII, men jeg har aldrig syntes den har fungeret udenfor den placering, og virker altid bare som fanservice - fanservice som virker negativt på mig - så vil ikke tale mere om den sang. Det orkestrale arrangement følger originalen næsten alt for perfekt, det er alt jeg har at sige om det.

For FFVIII spillede orkestret "Don't be Afraid", som er spillets almene kampmusik. Det starter med en trommehvirvel der leder strygerne og messingblæserne i gang til en hvirvel som siger, at nu sker der noget, vær klar til kamp. Med cymballernes brag, ville originalen gå i gang med hovedmelodien, men her er der lige to takter uden at der sker noget, før at strygerne begynder på melodien. Messingblæserne holder pulsen oppe, og træblæserne kører voldsomt i de høje tonedrag, det gør næsten at hovedmelodien bliver gemt væk bag harmonierne, hvilket selvfølgelig ikke er godt. Efter xylofonerne har fået en chance for at være forrest, får messingblæserne endelig lov til at lade hovedmelodien køre uden at blive alt for overdøvet, og selv da xylofonerne igen kommer på, er melodien stadig tydelig nok. Harmonierne bygger op, mens hovedmelodien stadig kører derudaf, indtil pause, et lille mellemspil i strygerne som ikke findes i originalen. Messingblæserne kommer nu frem med melodien igen, mens harmonierne stiger, og så er vi tilbage til hvor vi var for et minut siden, men igen begynder melodien at drukne i harmonierne. Ellers føler jeg ikke at jeg har noget at sige om arrangementet. Måske at jeg synes at afslutningen er ret brat.

Hvad gør man, når man som det eneste menneske i verden, er født med en hale, og forgæves har forsøgt at finde andre personer som én selv? Når man lærer at hele ens liv har været en løgn? At man er én blandt flere skabninger, skabt af en subkreator, til brug som et våben for at destruere den verden man har kendt hele sit liv? Når alt det man har vidst viser sig at være en løgn, og man går i depression? Så er det godt at man har fået sig mange venner på sine mange rejser undervejs, som kommer dig til hjælp, og kan fri dig fra din depression. Det er historien bag "You're Not Alone" - nogle gange bare "Not Alone"

Ligesom FFV's musik har originalen af denne sang en åbningssektion som skaber stemningen - en mørk og fortvivlet, dog håbefuld stemning - som her i arrangementet bliver udskiftet med en ny åbningssektion, som godt nok ikke er lige så værdiløs som for FFV, men dog stadig ændrer sangens stemning. Træblæsernes staccato har en næsten glad lyd, som under hovedmelodien fortsætter hos strygerne, mens træblæserne har en mere livlig version af hovedmelodien, så den glade stemning fortsætter. Stærk kontrast til originalen sombre stemning. Igen det her er en sang som jeg klart foretrækker at høre originalen til, men nu da valget er blevet lavet til at gøre sangen gladere, virker arrangementet så for mig, med det in mente? Den gladere stemning i sangen gør at da arrangementet nærmer sig sin slutning, kan det fulde orkester fremhæve håbet. Arrangementet er fint nok - meget bedre end FFV's - det holder tro til den glade stemning som det startede med, men melodien er den samme som originalen - omend i en gladere dur - og den bliver på intet tidspunkt overdøvet. Det er godt nok.

Igen vil jeg foreslå at lytte til originalen, og bemærk forskellene selv.

PS2-generationen (2001-2006)

Den følgende sang var "To Zanarkand" - eller bare "Zanarkand" - som er hovedtemaet i FFX. Sangen er et klaverstykke, som her bliver understøttet af orkestret. Når de andre instrumenter går ind, forvirrer det næsten min hjerne, og får mig til at tænke på de forskellige versioner af temaet der bliver spillet gennem hele soundtracket. F.eks et minut inde i arrangementet, da træblæserne overtager melodien, rammer de lige det rigtige toneleje for at få mig til at tænke på "The Truth Revealed", som bare er samme melodi - omend spillet af de høje strygere.  Og når strygerne overtager melodien får det mig til at tænke på sektionen omkring 2:48 i "Ending Theme" - selvom det dér er træblæserne som har melodien, sjovt som de er byttet rundt hva'. Jeg har ikke så meget mere at sige, det er et klaverstykke som er blevet arrangeret til fuldt orkester.

Til sidste sang før pausen, brød orkestret den hidtidige rækkefølge, og valgte i stedet at spille et medley baseret på FFII's "Chocobo Theme". Det interessante angående Chocobotemaerne - i forhold til andre sange i serien der går igen - er at musikken er næsten hver gang arrangeret i en ny musikstil. F.eks FFIV har "Samba de Chocobo", FFV har "Mambo de Chocobo", FFVI "Techno de Chocobo", FFVII har både "Electric de Chocobo" og "Cinco de Chocobo" osv. Så et medley der indkorporerer flere af de forskellige musikstile kunne have meget potentiale.

"Chocobo Medley 2012" starter med bjælder og træblæsere i noget jeg ikke kan genkende - ikke engang i harmonierne eller akkorderne som ellers plejer at være tydeligt Chocobo-agtige - selv da messingblæserne kommer på banen næsten et minut inde, kan jeg endnu ikke genkende noget musik. Først halvandet minut inde i arrangementet, høres noget træslagtøj som lyder nogenlunde Chocobo-agtigt. Med det samme kommer messingblæserne og spiller staccato-åbningen på FFV's "Mambo de Chocobo" - inklusive korets "Huh!" - hovedmelodien bliver spillet på stål-tromme, for den der eksotiske mambolyd. Efter endnu et par staccato-blæsere - og flere "Huh!"-ere - er der en slagtøjssolo, mens koret begynder at stave til "Chocobo", derefter nogle stryger-staccatoer som leder til blæsernes staccatovariant af FFXIII's "Pulse de Chocobo". Derefter tilbage til korets staveøvelse, og slut.

Taget i betragtning af hvor mange versioner af "Chocobo Theme" de kunne have brugt, så at de kun bruger to er noget skuffende.

Så var der Pause.

Men derfor behøver der dog ikke at være pause her på bloggen. Næste sang var fra FFXI. Jeg kan personligt ikke huske hvilken sang fra FFXI orkestret spillede, men en forumpost jeg fandt, skrevet et par dage efter koncerten sagde at de spillede "The Vana'diel March", men den er ikke på nogen af de udgivne Distant Worlds album, derimod har de "Ronfaure", som også har en næsten march-agtig rytme.

Da jeg ikke ved med sikkerhed hvad for en af de to det har været der blev spillet dengang, taler jeg bare kort om dem begge.

"Vana'diel March" har stærk percussion med de dybe strygere hele vejen igennem for at holde march-rytmen, en trompet spiller hovedmelodien, og som overgang fra A-sektionen til B-sektionen dukker "Prelude" op, i takt med marchen.

"Ronfaure" var oprindeligt spillet på klassisk guitar, men i det orkestrale arrangement er den helt forsvundet. Hovedmelodien går frem og tilbage blandt de sædvanlige instrumenter, men sangen har mistet noget af sin charme uden guitaren - en tendens vi vil se mere til.

Her begyndte dirigenten Arnie Roth så at tale om, at det nu var første gang at Distant Worlds ville spille musik fra FFXII. Musikken i det spil var nemlig ikke skrevet af Nobuo Uematsu, som alle de tidligere spillede sange var, så de skulle først lige have sikret tilladelse af komponisten Hitoshi Sakimoto. Så her var far og jeg vidner til verdenspremiere på livekoncert med FFXII - og så er det da godt at det var en af de sange jeg rigtig godt kan lide fra det soundtrack 😏 "The Dalmasca Estersand".

Men fordi FFXII's soundtrack på Playstation 2 allerede var optaget af et fuldt orkester, så er der her ikke nogle store afvigelser - andet end at originalen er skrevet til at loope for evigt, hvilket koncerten selvfølgelig ikke kunne gøre. "Estersand" er et glad og energifyldt musikstykke, som faktisk inkorporerer spillets hovedtema (se 0:24; 1:02; 2:14 & 2:51), perfekt til at sætte begejstringen i begyndelsen af spillet.

PS3-generationen (2010-2013)

Ligesom "Estersand", så er "Blinded by Light" skrevet af en anden komponist end Uematsu, og er allerede i originalversionen blevet spillet af fuldt orkester, så her er der heller ikke de store ændringer - i teorien. Ikke nok med at være FFXIII's hovedtema, - melodien er også hovedelement i hovedpersonen Lightning's leitmotif - så er det også spillets almene kampmusik, så åbningens staccato strygere skal vække én til kamp. Messingblæsernes melodi høres tydeligt over harmonierne, men er i sig selv ikke så energivækkende. Som harmonierne vokser, begynder sensationen for aktion også at vokse, indtil at strygerne overtager hovedmelodien i B-sektionen. Men selvom at orkestret følger originalen, så er det som om at det aldrig rigtig formår at skabe den rigtige slagsmålsstemning som originalen har. Når jeg hører dem ved siden af hinanden, tror jeg at jeg kan pege på hvad forskellen er. I originalens A-sektion er percussion stærkere, og giver dermed en større følelse af at det her kræver styrke at overvinde, og som A-sektionen går over i B-sektionen kommer en elektrisk guitar ind, som giver noget ekstra energifyldt fylde i B-sektionen. Originalen har bare mere energi i sig, hvor orkesterversionen næsten føles som - for mangel på bedre udtryk - en søvngænger der forsøger at stå op.

Endelig kom vi så til det sidste spil i hovedserien, som var blevet udgivet i 2012 - selvom FFXIV selv havde problemer efter udgivelsen, og måtte gennemgå en særlig genudgivelse i 2013 - temasangen "Answers" sunget af Susan Calloway og kor. Som aftenens første sang med tekst (rigtig engelsk tekst, ikke latin eller et kor der staver til Chocobo) ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige om den. Jeg har ikke nærstuderet teksten, og som en MMO (Massive Multiplayer Online) er det ikke et spil jeg har haft muligheden for at spille, så jeg er heller ikke sikker på sangens mening i forhold til historien i spillet.

Jeg kan sige at efter første refrain - Suffer (Feel) Promise (Think) Witness (Teach) Reason... etc. - har originalen her en elektrisk guitar til at uddybe harmonierne, som igen mangler hos orkestret.

Ekstranumre

Hey vi kom igennem alle hovedspillene - *host* FFI til FFIII var et medley, jeg er stadig af den mening at det ikke tæller *host* - så derfor spillede orkestret lige hurtigt seriens "Victory Fanfare" 

Så kom vi til de ekstra udvalgte sange/musikstykker, til at fylde resten af aftenens repertoire - se der var da masser af tid til at FFI til FFIII kunne have deres egne numre. Okay jeg skal nok stoppe nu. - Det første bonusnummer var "Theme of Love" fra FFIV

Dette nummer var et af de første kæmpesuccesser i Final Fantasys musikrepertoire, skolebørn i Japan lære at spille denne sang i musikundervisningen. Hvad skal jeg ellers sige, sangen repræsenterer hovedpersonen Cecils kærlighed til hans forlovede Rosa, og spiller i intime øjeblikke mellem dem. Hvor originalen lader til at blive spillet på en fløjte af en art, så har arrangementet her valgt at fokusere på strygerne.

Andet bonusnummer var "Eyes on Me" fra FFVIII, så vi gik fra FFIV's kærlighedsmusik til FFVIII's kærlighedsmusik. Igen, hvis man ikke tæller det midi-ficerede latinske kor i FFVII's "One Winged Angel" med, så var FFVIII det første spil som faktisk havde sange med livevokaler; to af slagsen: "Liberi Fatali" - som USA faktisk den ene gang brugte til synkronsvømning i OL - og "Eyes on Me" sunget af Faye Wong.

"Eyes on Me" er ikke med på nogle af Distant Worlds' fire album, så jeg kan kun linke til en liveoptagelse fra selve koncerten, men jeg kan også linke originalen, så I kan lytte til en god kvalitet.

Det er svært at forklare denne sangs rolle i spillet, uden at skulle gå i detaljer, men kort fortalt: En soldat i Galbadia-imperiet havde et crush på en klaversolist på en bar. Ubevidst for ham havde hun et lignende crush på ham, så de kom til at snakke sammen en aften, indtil at soldaten blev kaldt til tjeneste. De lovede at ses igen snart, men da soldaten aldrig kom tilbage, formoede solisten at han var død, og skrev sangen "Eyes on Me" om ham. Små 20 år senere mødes soldatens søn med solistens datter, protagonisten Squall og deutoragonisten Rinoa, og gennem denne sang fuldbyrder de deres forældres romance. Så sangen der repræsenterer hovedpersonernes kærlighed, handler faktisk om deres forældre... jaeh, FFVIII har et par særlige valg når det kommer til historieformidlingen, men det er stadigt et sjovt nok spil.

Teksten begynder med "Whenever (I) sang my songs, on this stage, on my own", solisten synger om sin tid i baren, og hendes følelser omkring det. "I saw you smiling at me, was it real or just my fantasy", hun synger om at hun bemærker soldaten hver gang han er til stede. "My last night here for you, same old songs, just once more" Hun reflekterer over den sidste aften hun så soldaten, og hendes tanker om, skulle hun gå hen til ham eller ej. "I kind of liked it your way; how you shyly placed your eyes on me. But did you ever know, that I had mine on you" hun bekræfter at hun altid godt vidste at soldaten kun kom til baren for at høre på hende, og at hun selv var tiltrukket af ham.

Det er en god sang som jeg ikke har tænkt mig at analysere fuldt her, måske en anden gang. Distant World arrangementet er baseret på sangens reprise, der spilles over rulleteksterne, men jeg har altid fundet den version mindre fangende end originalen. 

Kan I huske da jeg i starten af den her blog talte om, at Final Fantasy havde musik til en opera? Det var det næste stykke musik som orkestret spillede for os. "Opera  Maria and Draco" - i rockarrangement også kendt som "Darkness and Starlight" - teknisk set er det forkert at kalde operaen i FFVI for ét musikstykke, det er en sammensætning af tre ud af fire operamusikstykker i FFVI, navnlig "Overture", "Aria di Mezzo Carattere" og "Wedding Waltz - Duel". Stakkels "Grand Finale" er blevet glemt i alle arrangementer af operaen, og i stedet erstattet af en reprise af Ariaen - selvom den reprise faktisk bare er sidste strofe der er flyttet fra sangen til sidst i operaen. Det er nok fordi at i spillet blev operaen afbrudt inden duellen var færdig, så da Uematsu skrev en afslutning på duellen til sit rockarrangement - senere genarrangeret til orkester - mente han vel bare at bruge Ariaen sidste strofe passede bedre end sangen som var skrevet til operaens afslutning i spillet.

Hvis man skulle være interesseret til at se operaen i FFVI (i den seneste udgivelse af spillet) så har jeg inkluderet et link til en video, operaen starter 2:08.

Det har vel ikke givet mening at holde en Final Fantasy jubilæumskoncert, hvis ikke man også spillede seriens anthem. "Final Fantasy" var koncertens sidste sang. Oprindeligt var sangen skrevet som "Opening" og spillede som spilleren havde klaret deres første mission og nu var klar til at rejse ud i den store verden i FFI, men - efter at have sprunget FFII over - har det siden FFIII været en fast del af seriens musik, ofte spillet over rulleteksterne - dog FFX og FFXIII sprang ligesom FFII over.

Når far taler om sin koncertopleve siger han, at på et tidspunkt begyndte hele publikum at rejse sig op og klappe og huje, hvorefter han vendte sig til mig, og jeg fortalte at det var komponisten Uematsu selv der kom op på scenen. Jeg kan ikke huske præcist hvornår det var det skete, men jeg formoder at det har været under den sidste sang her. Det ville i hvert fald ikke være første gang han gjorde det. Se f.eks. Tour de Japon-koncerten fra 2004, hvor han kom ud på scenen midt i stykket, og overtog dirigentens rolle. 

Afslutende tanker

Det var så mine minder, om Distant Worlds koncerten i London i 2012. Vi kom hjem sent på eftermiddagen/tidligt på aftenen, om mandagen, kan jeg huske, fordi jeg pørvede at kalkulere i mit hoved om det ville være muligt at nå ind til VUC på Frederiksberg, og komme til japanskundervisning den aften. Det lod sig ikke gøre.

Jeg tænker, at hvis Final Fantasy XV havde været udgivet den gang, ville orkestret nok have spillet, en sang som Somnus 

Interessant ved denne sang, er at den blev skrevet som hovedtema til FFXV tilbage i 2006, selvom at spillet først udkom i 2016 - det er en laaaaaaaaaannnnggg historie, som jeg ikke kommer ind på her - så i teorien kunne orkestret sagtens have spillet den, til koncerten i 2012, men fordi spillet ikke var udkommet endnu, så valgte de ikke at gøre det.

Den sidste ting jeg vil nævne, er et medley fra toeren til seriens 20-års jubilæumsspil - som blev forsinket, og faktisk er 21-års jubilæm - nemlig "Ending Theme" fra Dissidia 012 [duodecim] Final Fantasy. Ja, det er det fulde navn. 

Fordi Dissida-spillet var et jubilæumsspil, så gav det nogenlunde samme mængde screentime for hvert af spillene i hovedserien. Og efter at have gennemført spillet, bliver spilleren belønnet med et medley som bruger omkring 30-40 sekunder på at spille en frase fra hvert spils rulletekstmusik. Hvor det første Dissidia kun fokuserede på FFI-FFX - de spil der var udkommet, da produktionen på Dissidia gik i gang - havde toeren, Dissidia 012, mulighed for at give lidt mere fokus på FFXI-FFXIII, og dermed er alle tretten spil repræsenteret i dette medley.

Dette medley starter med en markering af Dissidias hovedtema, og en kort frase af "Final Fantasy", før at FFI's "Ending Theme" spilles. Det vokser sig stort, og som det bliver stille igen begynder FFII's "Finale". Det efterfølges af FFIII's "The Everlasting World" - mere specifikt, den del der er et arrangement af "The Invincible" - og derefter over i FFIV's "Epilogue" - sektionen der inkorporerer "The Red Wings".  Da når vi til FFV's "Ending Theme" - med fokus på "The Dragon Spreads its Wings" - som spiller for fuldt tryk, mens det efterfølgende FFVI arrangement af "Balance is Restored/Ending Theme" er stille. Her er en stor forskel mellem "Ending Theme" fra det første Dissidia og Dissidia 012, da det første spil brugte "Cyan's Theme"-delen af "Balance is Restored", hvorimod Dissidia 012 bruger "Terra's Theme"-delen af samme sang.

Så går medleyet over til FFVII's "Staff Roll", med den del der fokuserer på "Main Theme of final Fantasy VII", før vi når FFVIII's "Eyes on Me", der efterfølges af FFIX's "Melodies of Life". FFX repræsenteres med "To Zanarkand", og derefter en frase fra FFXI's "Memoro de la Stono" - en frase som også bruges i sangen Distant Worlds, som så er der hvor koncerten har taget sit navn fra. FFXII's repræsenteres af sit hovedtemas leitmotif, men det har ikke et selvstængt nummer på soundtracket, det efterfølges så af FFXIII's "Final Fantasy XIII - The Promise -" som er et stille klaverstykke, til kontrast for FFXII's frembragende hovedtema.

Derefter er resten af medleyet Dissidia's eget hovedtema, som konstant opbygger styrke, indtil at det springer fuldt ud, og så en kort frase af "Final Fantasy" igen før medleyet afsluttes. Dette er en af mine absolut yndlingssange fra hele Final Fantasy serien, den rammer lige perfekt for mig. Jeg har ofte forestillet mig hvordan det ville være hvis FFXIV og FFXV var med i medleyet - jeg går ud fra at FFXIV ville have "Answers" og FFXV "Somnus", da de er deres hovedtemaer - og så et musikstykke fra FFXVI, som efter planen udkommer en gang næste år.

Men det her var en spændende øvelse, at prøve at nærlytte og analysere de orkestrale aarangementer af Final Fantasy's musik, for at finde ud af hvilke nogen jeg kan lide, og hvorfor jeg har en tendens til at lytte nogle af dem frem for originalversionerne. Jeg regner ikke med at lave en sådan øvelse igen - jeg er jo ikke god til musikkundskab - men jeg kan muligvis godt finde på at tale om nogle andre dele af Final Fantasy, hvis jeg kan komme på et godt emne at tale om.

Min yndlingslyssværdsduel fra Star Wars

I Star Wars-universet kan lyssværdsdueller let gå hen og blive "flashy" og "over-the-top", især i Prequeltrilogien og The Clone Wars serien.

Andre gange er fokus mere på historien imellem personerne der duellerer, såsom i Originaltrilogien og Sequeltrilogien, men selv her varer duellerne et pænt stykke tid, for at publikum kan have et spektakel at fordybe sig i.

Og så er der duellen mellem Maul og Kenobi i Star Wars: Rebels afsnittet "Twin Suns", som til dags dato er unik i Star Wars. Før jeg går videre, synes jeg at vi skal se hvad jeg snakker om.

Som du kan se, så bruges der mere tid på Mauls og Kenobis samtale før duellen end der bliver brugt på selve duellen. Eller gøres der? Lad os prøve at gå igennem alt der sker i scenen, men for at kunne gøre det ordentligt, skal vi først lige have styr på hvor duellanterne kommer fra, og hvor de er i deres liv på dette tidspunkt.

1. Duellanterne

Obi-Wan Kenobi (på dette tidspunkt kendt som Ben Kenobi) var som Jedi Padawan en person som næsten altid fulgte Jedi-ordenens regler til punkt og prikke, på trods af at hans læremester Qui-Gon Jin var en som blæste på reglerne, og forsøgte at undervie Obi-Wan om de mange forskellige lag af liv der er i galaksen og i The Force (jeg ved godt det hedder Kraften på dansk, men det bliver lettere for mig at tale om det med dets engelske navn).

Maul var en lille dreng, som blev taget fra sin mor for at undergå Darth Sidious' Sith træning. En træning der var så hård og intensiv, at den blev Mauls undergang. Som vi lærer da vi møder Maul i Rebels, så kan han ikke engang huske hvad hans fødenavn var, og har derfor kun sin Sith-identitet, selv efter at han ikke længere er en Sith.

I Episode 1: Den Usynlige Fjende, møder Obi-Wan og Qui-Gon Darth Maul, den første Sith-fyrste man har kendt til i tusind år. I første omgang tror Jedi-ordenen ikke på at det kan være sandt, men da de tre mødes igen, og duellerer, og både Qui-Gon og Maul dør, må Jedirådet anerkende at Sith Fyrsterne er vendt tilbage fra glemslen.

I filmen er Maul brugt som en stille snigmorder, der er effektiv i sin rolle og dræber Qui-Gon Jin. Men Jins død gør ham lidt for selvsikker, og Obi-Wan formår - til sidst - at finde en ro der er ukendt for Maul, og kan derfor hugge ham over ved hofterne.

Mange fans kunne ikke lide hvordan Maul blev behandlet i filmen. Nogle mener at han var et spild af tid, med kun tre replikker i hele filmen, andre mener at han blev dræbt for tidligt og burde have været hovedskurken i Prequeltrilogien. Men det var aldrig planen for George Lucas at Maul skulle være mere end et værktøj for filmenes rigtige skurk, Darth Sidious - den såkaldte Usynlige Fjende som filmen er opkaldt efter.

Maul var altid planlagt at være offerlam for Sidious' planer. Hvis Maul vandt kampen mellem Obi-Wan, jamen så var Maul stærk nok til at gå imod andre Jedi Riddere, men hvis han tabte, så var det ham som Jedi Ridderne fokuserede på, og ville ikke kende noget til Sidious og hans planer. Maul var designet som en der var fortabt fra begyndelsen.

Fans var dog ikke tilfredse med den årsag og i årevis sendte de deres klager til Lucas, og til sidst så kom han ind til et møde i produktionen af The Clone Wars' tredje sæson og sagde til producenterne og forfatterne noget i retning af:

"Jeg synes vi skal bringe Darth Maul tilbage"

"Øhhh....hvad sagde du George?"

"Jeg synes vi skal bringe Darth Maul tilbage"

"Mener du det? Men han er jo død!"

"Ja, men nu er han ikke død længere."

"...okay, Darth Maul er ikke længere død."

At bringe Darth Maul tilbage fra de døde på en troværdig måde ville kræve sin tid, så Mauls tilbagevenden var en historie der begyndte i sæson 3, men først skete i sæson 4.

Da Maul bliver fundet er han på en affaldsplanet - dvs. en planet hvor de andre planeter sender deres overskydende affald - hvor han havde overlevet at blive skåret i halv gennem sin vrede og sit had mod Obi-Wan, som gennem The Force havde holdt hans indre organer i live. Alene med sit had i 12 år havde gjort ham til en paranoid eneboer der var fanget i sine egne tanker dag ud og dag ind.

Han bliver fundet, og bragt til en som kunne vække hans sind tilbage, og Maul var nu klar til at tage hævn over Obi-Wan.

Obi-Wan var i de 12 år siden deres første møde blevet en ferm duellant, og var selv blevet mere selvsikker - noget der slog hårdt ned på ham da han lærte at Maul var tilbage.

Igennem Clone Wars serien slås de to gange, og Maul, forsøgte hele tiden at komme ind under Kenobis skind, bl.a. ved at dræbe nogle af Kenobis nærmeste.

Uanset hvad deres planer var om et muligt tredje møde, så kom handlingen i Episode 3: Sith Fyrsternes Hævn i vejen. Darth Sidious offentliggjorde sig selv overfor Jedi ridderne, og vendte galaksens mening om dem om til had og uglæde. Jedi ordenen var lagt i ruiner, Obi-Wan gik under jorden, og Maul troede ham død, og gik derfor til sine egne planer i underverdenen.

Da vi møder Maul igen i Rebels er han alene, og søger en lærling, som han mener at finde i seriens frontperson Ezra. Maul manipulerer Ezra, og forsøger at vinde ham over på sin side, men alle hans planer ændres da han lærer at Kenobi stadig er i live. Tid til at få sat en ende på deres evindelige rivalisering.

Men i de 18 år der er gået siden Episode 3, har Kenobi haft rigeligt med tid til at komme over deres stupide fejde.

2. Duellen

Afsnittet "Twin Suns" starter med en Maul der vandrer hvileløst rundt i Tatooines ørken, og taler med sig selv. Fanget med sine egne tanker præcis som han var på affaldsplaneten i Clone Wars. Maul er ældre, men han er stadig fanget i den dag han tabte til Kenobi, og mistede alt der var tilset ham.

Kenobi derimod er rolig og venter tålmodigt i meditation, på at dagen kommer, hvor hans mission er fuldendt.

De mødes endelig ansigt til ansigt til sidst i afsnittet, over en vag bålflamme, og diskussionen begynder.

Maul: "Look what has become of you, a rat in the desert"

- Med tryk på "rat", håner Maul Kenobi. Fra at have været en højt respekteret beskytter af galaksen er han nu ikke andet end en tigger, en sølle vagabond.

Kenobi: "Look what I've rissen above"

- Med ro i sindet, viser Kenobi at han ikke har tænkt sig at synke til Mauls niveau.

Maul: "I have come to kill you, but perhaps it's worse to leave you here, festering in you squalor"

- Mauls rastløshed ved endelig at have fundet det bytte, han som rovdyr har søgt efter i årevis, viser sig ved at han begynder at vandre rundt om bålet. Hans brug af ordet "squalor" (som google oversætter til elendighed, men jeg synes at der ligger mere i ordet) et ord fra latin "squalere" - at være snavset - viser at Maul nægter at lade sin rottemetafor gå tabt. En taktik han brugte ofte mod Obi-Wan i The Clone Wars var at finde et punkt der ramte ham hårdt, og blive ved med at bringe det op, for at slå Kenobi ud af balance, og det er den samme taktik han bruger her, men...

Kenobi: "If you define yourself by the power to take lives, the desire to dominate, to posses, then you have nothing"

- Kenobi følger roligt Mauls tempo rundt om bålet, han har ikke lyst til at slås, så han holder afstanden uden at flygte. Hans svar på Mauls hån, og forsøg på at slå ham ud af balance, "hvis alt du har er evnen til at slå ihjel, og en higen efter at eje og dominere, så har du ingenting", er en henvisning til hvordan i The Clone Wars, hver gang Maul havde en ny plan og byggede noget stort op, blev han slået ned til ingenting igen, og den vender situationen sådan at Maul selv bliver slået ud af balance. Kenobis ord her stemmer faktisk også overens med JRR Tolkiens syn på ondskab, og hvad der gør hvisse personer onde. Ondskab opstår ifølge Tolkien når man bliver fanget i en nedadgående spiral. Jalousi -> vrede -> had -> ønske om at være stærkere end andre -> ønske om at dominere andre -> ønske om at herske -> frygt for at miste -> ønske om at udslette - dvs en form for nihilisme, at bringe alt til intet. Skurke er ikke nogen man skal hade, men i stedet bør have medynk for. Star Wars har faktisk altid brugt en lignende version af ondskab. Imperiet under Kejser Palpatine hersker over galaksen, men skaber altødelæggende våben som Dødsstjernen der kan udslette en hel planet - hvis imperiet ikke kan herske, så udsletter vi.

Maul: "Grr... And what do you have!?"

- Maul knurrer ad Kenobis kommentar, den har ramt plet. I frustration trækker Maul sit lyssværd og slukker bålflammen - flammen der holdt håbet om et fredeligt farvel mellem de to i live er slukket. Kenobi er stadig rolig, men er ærgerlig over hvad han nu ved vil ske.

Maul: "Why come to this place? Not simply to hide..."

- Maul finder lidt af sin balance igen, og prøver at finde på en anden måde at nå Kenobi på. Hvis en mand kan være så rolig, i en situation der ser så håbløs og fortabt ud... hvad kan så være årsagen. For første gang ser Kenobi ikke helt så rolig ud, men begynder at tage den nærtstående fare alvorligt.

Maul: "Oh, you have a purpose here, perhaps you are protecting something?"

- Som Maul siger dette er det første gang at Kenobi blinker, Maul har ramt tæt på, nu har han ham næsten hvor han vil have ham.

Maul: "No, protecting someone!"

- Idet Maul siger "someone", tænder Kenobi sit lyssværd. For Maul er dette kulminationen fra alle deres fælles oplevelser siden Kenobi besejrede ham 31 år tidligere, så snart Maul har dræbt Kenobi - håber han - kan han finde et nyt mål at leve for. For Kenobi derimod, er Maul lige gået fra at være en tidligere fjende der var ekstraordinært vedvarende, til at være et fjols der lige har sat galaksens fremtid på spil. For Maul handler dette møde om at dræbe Kenobi, og hvis han er her i ørkenen for at beskytte nogen, så kan han altid true med at dræbe den person hvis ikke Kenobi vil kæmpe. For Kenobi er den person - Luke Skywalker - galaksens sidste håb, om at besejre Sith fyrsterne og imperiets kontrol over den. Nu da Maul kender til Lukes eksistens, må han dø, der er ingen anden udvej nu.

Herefter får jeg brug for visuelle midler for at forklare hvad der sker, så jeg tager nogle billeder i brug

Selvom at Kenobi er en Jedimester og har fremvist stor tålmodighed hidtil, så idet det endelig lykkes Maul at lokke ham til kamp, falder Kenobi tilbage i sin ungdoms rivalisering med Maul, og indtager den kampposition han plejede at bruge under klonkrigene. Maul formåede for en kort stund at knække Kenobis tålmodighed.

Men Kenobi indser det hurtigt, og skifter sin kampposition til en der er mere passende med hvor langt han har udviklet sig siden de sidst mødtes. Da tænker Kenobi, at eftersom det lykkedes Maul at bringe Kenobi tilbage til deres ungdomsrivalisering, måske kan han også lokke Maul til at begå en stor fejl, så Kenobi skifter kampposition igen.

Kenobi indtager sin gamle mester Qui-Gons kampposition, og ser om Maul også er smart nok til at skifte sin kampposition, til noget der kan modstå den, eller om han er så besat af målet at han begår en kæmpe fejl. Maul ændrer ikke kampposition, og med nogle Spaghettiwestern-nærbilleder ser vi duellen imellem dem stå på, før det første fysiske angreb er slået.

Maul springer på Kenobi med et Sith-råb, der er designet til at forvirre modstanderen, men Kenobi lader sig ikke påvirke - han blokerer foran, blokerer lavt og hugger ned.

Maul havde set Kenobi stille sig i Qui-Gons kampposition, og havde troet at det betød at Kenobi stod til at lave de samme fejl som sin mester, og han gik ind for at slå Kenobi i hovedet med sit lyssværd og derefter dræbe ham, ligesom han gjorde mod Qui-Gon 31 år forinden. Kenobi derimod havde gennemgået den duel i sit hoved mange gange, og tænkt på hvordan den kunne være endt anderledes, og nu lokkede han Maul ind i fælden, og fik muligheden for at ændre duellens afslutning.

Hugget over lodret nu, begynder Maul for første gang i sit liv at tænke på andet end sin egen domination og higen efter styrke. Denne mand han havde udfordret til en duel er ikke den samme som han havde kendt tidligere. Dette er en Jedimester med en mission, og hvis han er så stærk bare når han beskytter nogen, så må den person han beskytter være ekstrem vigtig. Han skulle aldrig være kommet her, hvor han kunne have sat galaksens fremtid på spil. Med de tanker falder han og Kenobi griber ham.

Med sine sidste kræfter spørger Maul Kenobi:

Maul: "Tell me... is He the chosen one?"

- Den udvalgte han omtaler hér, er en profeti i Prequeltrilogien, om en født stærk i the Force, som vil udrydde Sith fyrsterne og bringe balance til the Force.

Kenobi: "He is"

- Personen de omtaler i scenen er Luke Skywalker, men han er IKKE den udvalgte, det er Anakin Skywalker - Lukes far - men eftersom at han er blevet til Darth Vader, så har Kenobi på dette tidspunkt opgivet ham, og kan ikke se hvordan Anakin nogensinde vil kunne bringe profetien i opfyldese nu. Derfor tror han at Luke er den udvalgte. Luke er nøglen - det Nye Håb - som vækker Anakin inde i Vader, og lader ham fuldføre profetien, men det er ikke Luke selv.

Maul: "He will... avenge us!"

- Maul var så tæt på at kunne sige farvel til det onde der har styret hans liv siden han var lille, men med sit sidste suk lagde han igen tryk på Sith fyrsternes kode. Hævn fører ikke til godt, kun til mere lidelse, og Kenobi ynker sin ærkefjende, som dør i hans arme - præcis som de andre af Kenobis vigtigste personer som Maul dræbte foran ham døde i hans arme. Maul var måske et monster, og en morder, men han var en pint personlighed, og Kenobi omfavner ham med samme omhu som hans ofre blev det.

Maul - tidligere Darth - er en interessant figur i Star Wars. Han startede som en brik der altid skulle ofres, men da han blev bragt tilbage blev han en person der havde mange planer, men fandt at uanset hvor meget han forsøgte, kunne han ikke fuldføre nogle af dem før at han havde fået en afslutning på den dag hans liv gik i stå - dagen han tabte til Obi-Wan Kenobi. Som en afslutning på hans historie viser afsnittet "Twin Suns" hvor ødelæggende det er at vie sit liv til vrede og had, i sidste ende går det mest udover én selv.

Et opslag om James Bond film

 De sidste par måneder har jeg genset alle 'James Bond' filmene - og når jeg siger alle, mener jeg ALLE. Alt fra den amerikanske live-tv version af Casino Royale fra 1954 til Playstation 2-spillet Everything or Nothing, som for mange af os der spillede det i sin tid, anser som Pierce Brosnans femte og sidste Bond-performance.

Men i modsætning til hvordan jeg normalt har set dem før i tiden - bare set én af gangen, efter hvad jeg har været i humør til - denne gang ville jeg se dem i rækkefølge fra den første til den nyeste, mens jeg har fokuseret på en filmanalytisk kritik af filmene.

Jeg har fokuseret på ting såsom:

* Hvordan er musikken i filmen? Er der store huller mellem musikken, eller er der konstant musik? Lyder musikken til at passe med scenen der udfolder sig?

* Hvordan er cinematografien? Har vi store overbliksscener, eller er vi altid up-close? Står kameraet stille eller følger det med personerne?

* Hvad slags lokationer opleves i filmen? Flotte naturscener eller store set? Når vi besøger et land, får vi så nogle gode billeder der beskriver landet, eller følger vi altid personerne for tæt på til at opleve seværdighederne omkring os?

* Hvor meget slag er der i stuntsne? Lever folk sig virkelig ind i kampene, eller de blevet speedet op i filmredigeringen?

* Hvor trofaste er Bonds allierede i filmen? Giver de informationer? Er de med ham til det sidste? Eller er de komplet inkompetente?

* Er skurkenes planer letforståelige, eller giver de ingen mening? Er skurkene skræmmende og uhyggelige, eller er de til grin?

* Hvor meget fylder Bondpigernes rolle i filmen? Har de en opgave i filmen, eller er de kun til stede fordi at der skal være kønne piger i filmen? Er deres profession troværdig?

Angående min score af Bond i filmene, er det baseret på hvordan Bond repræsenteres i forhold til MIN ideelle James Bond:

* Han er charmerende, men det skal IKKE være hans hovedvåben.

* Han må gerne give en one-liner nu og da, men han skal ikke være komikker, og fyre joke efter joke af.

* Han er ikke en som har glæde i at dræbe folk, men tøver ikke når pligten kalder på drab.

* Han går fysisk til værks, men er ikke brutal.

* Han underretter sig om sine omgivelser, så han sjældent bliver overumplet.

* Han udnytter de gadgets han har til dispensation, men de er ikke så fantastiske (som i fantasifulde) at de overskygger Bond selv.

* Han er ikke uovervindelig, men er sårbar og kan komme meget til skade.

I hver kategori har jeg bedømt filmene en score mellem 0 og 10 - jeg tæller også halve point, men ellers ikke decimaler - for en mulig topscore på 130 point. Derefter divideret med 13, sår'n at filmene får en totalscore ud af 10 - en score som sagtens kan have andre decimaler end ,5.

Jeg har også overvejet, hvor underholdende filmene var at se. Hvis en film er kedelig, så kan den føles som om at den aldrig slutter, hvorimod en meget underholdende film, altid efterlader en i et godt humør. Jeg fik dog først idéen til at bedømme underholdningsfaktoren efter at jeg var nået i gang med Roger Moore filmene, og jeg ville ikke gå tilbage og give en score til de tidligere film en måned efter at jeg havde set dem, så i stedet er alle filmenes underholdningsfaktor kun bedømt med et ja eller nej. Hvis jeg skulle gradere dem, så ville et nej svare til 0-4,5 og et ja til 5-10.

Jeg har valgt at gennemgå alle filmene sådan fordi jeg ikke har set flere af filmene i 10 år, og et par enkelte som jeg absolut ikke kunne lide dengang, har jeg ikke set i næsten 20 år. Så jeg var nysgerrig om jeg stadig følte det samme om filmene hvis jeg så dem fra et mere analytisk perspektiv, som jeg følte om dem sidst jeg så dem.

Dengang var min yndlings Bondfilm 'License to kill' med Timothy Dalton, og den dårligste var 'Die another day' med Pierce Brosnan - som jeg, siden jeg så den i biografen, altid har tænkt på som en af de elendigste film jeg nogensinde har set. Føler jeg anerledes i dag?

Et par ting jeg lærte, gennem sammenligningen har været:

* Grevinde Terresa di Vincenso - eller "Tracy" - var den perfekte Bondpige, hvilket giver god mening eftersom at det var hende der blev gift med Bond. Hun blev introduceret i begyndelsen af filmen, hun udfordrede Bond på flere niveauer, hun var en aktiv del af filmen, og hun reddede Bond på et tidspunkt hvor han var på bar bund og nærmest havde opgivet. Der er ikke mange af de andre Bondpiger, der kan prale af at have reddet Bond, og da slet ikke mens han var så fortabt som hér. Og ja, jeg er ikke bange for at erkende det, jeg græd da Tracy døde.

* Gennemsnitsbondpigen har en score på 6,2 - Bondpigerne i 16 film er rangeret lavere end gennemsnittet, 

* Gennemsnitsskurken har en score på 7,1 - Skurkene i 13 film er lavere end gennemsnittet, så generelt har de klsret sig bedre end pigerne.

* Gennemsnitsplottet har en score på 6,9 - sjovt som de film der lægger sig tæt op ad bøgerne de er baseret på har det med at score højere end dem der er mere løse i filmatiseringen.

* Ved at lægge tallene sammen og finde gennemsnittet for hver Bondskuespiller, kan jeg sige at:

- Barry Nelson med en score på 7 gjorde et fint stykke arbejde, taget i betragtning af at bogen Casino Royale kun var et år gammel, og knap nok kendt i USA. Det er også begrænset hvor meget man kan gøre på live TV.

- Sean Connery får en overordnet score på 5,8 - den er forholdsvis lav, fordi han tydeligvis blev træt af rollen som Bond, og man kan se hvor meget han keder sig. Hvis vi kun tæller hans film frem til Thunderball så får han en score på 8,0 som er meget mere respektabel, men det ændrer ikke på at han gav den elendigste udgave af Bond tre gange, og det trækker altså ned i den overordnede rangstilling.

- David Niven på 4 point står lavt på listen, men det er ikke fordi han gjorde et dårligt stykke arbejde i filmen, men mere på grund af at han ikke har noget at lave i den. Casino Royal (67) er en ensemble-film, og Niven får derfor ikke tid til at gøre noget med rollen. Det er en skam eftersom at Niven var Ian Flemmings foretrukne valg til hvem der burde spille Bond.

- George Lazenby med 9,5 er næsten perfekt i hans ene film. Han fremhævede Bonds action, og stunts, men han var også en sårbar person, og det er en af de få gange man nærmest begynder at frygte for Bonds liv - lige indtil at Tracy dukker op, og redder ham som nævnt ovenover.

- Roger Moore følte jeg var meget konsistent i rollen som Bond. Med hans 6,9 kunne man regne med ham for en god og fin udgave af Bond. De to gange hans score afveg fra den sædvanlige score var i For Your Eyes Only - som fulgte bogen nærmest til punkt og prikke, så hans Bond var mere koldblodig end normalt - og A View To A Kill - men hér kun fordi at han var blevet for gammel for rollen, til at kunne udføre alle de ting der hører til rollen.

- Timothy Dalton er min yndlingsbond på 9,8 - og han er også den der mest minder om Bond fra Ian Flemmings bøger, så det er også et plus. Da jeg så hans to film igen, ønskede jeg at han kunne have fået mindst en film mere, men desværre.

- Pierce Brosnan fik 6,0 for de fire film, med 'Everything or Nothing' får han 6,1 - hold da op, hvor var der mange puns hos hans Bond. Bond har altid haft one-liners og lignende, men det var allerhøjst to pr. film, hér var det næsten 20% af Bonds replikker som var jokes. Det sagt, så blev han langsomt bedre i rollen som tiden gik, men hans bedste scene var i Tommorow Never Dies, som faktisk er en god film på trods af at det er en Brosnan-film.

- Daniel Craig 8,1 startede stærkt med Casino Royale, men efter Quantum of Solace mister han lidt af charmen, og der mangler tydeligvis noget, som han aldrig får helt tilbage igen.

Top fem lavestscorende film er:

5: Quantum of Solace med 5 point. Dette er ikke rigtigt en Bondfilm, det er meget mere en actionfilm - næsten ingen spionering, bare action og action og action. Det er ikke engang særlig godt redigeret action, med 2 frames per scene, kan man ikke finde ud af hvad der sker i filmen, det er bare action.

3: Delt tredjeplads til Diamonds are Forever og Die Another Day med 4,2 point. Det eneste gode ved Diamonds Are Forever er temasangen af Shirley Bassey og Mauric Binders akkompangerende Åbningscredits. Mr. Wynt og Mr. Kidd er skræmmende og effektive, men Charles Greys Blofeld er en uudholdelig kryster. Når jeg tænker på filmens anden akt så tænker jeg først og fremmest på cirkus, selvom at der ikke er noget cirkus i filmen.

For Die Another Days vedkommende er det de forskellige lokationer, lyddesign der trækker op, og Pierce Brosnan er også fin i rollen hér. Men cinematografien er rundt på gulvet, det ene sekund er der et flot scenarie af Island, det næste speeder kameraet op. Skurken ville have været meget mere interessant hvis han forblev en koreaner, og ikke gennemgik DNA-ændringer for at gøre ham til englænder... Hvad i alverden var det for en sætning jeg lige skrev?

Alt andet i de to film er dårligt eller helt uudholdeligt.

2: Casino Royale (67) med 3,9 point. Et rod. Det er alt der er at sige om denne film. Den er et rod. Ingen hoved eller hale i filmen bare et stort rod.

1: Never Say Never Again med 3,8 point. Denne film var bare så kedelig at se. Rowan Atkinson er det eneste gode ved hele filmen, og han er kun med i den i mindre end to minutter.

Af disse fem, er Quantum den eneste jeg faktisk synes var underholdende, trods dens overordnede kvalitet, og er derfor nok den eneste jeg ville overveje at se igen, uden at gennemgå et helt maraton som dette igen.

Top ti højestscorende film er:

10: Thunderball med 7,4 point. God film, Connerys sidste gode optræden som Bond, en stærk bondpige og en skræmmende skurk, flotte omgivelser. En langt bedre Never Say Never Again end Never Say Never Again var.

9: Tomorrow Never Dies med 8 point. Interessant idé med en mediemorgul som iværksætter sine egne katastrofer så han kan bringe nyheder før alle andre medier. Brosnans langt bedste optræden. 'Surrender' af KD Lang er min yndlingsbondsang, og hvis den ikke var blevet udskiftet i 11. time, med den ligegyldige 'Tomorrow Never Dies' af Sheryl Crow, så ville temasang have fået topscore. Idet mindste er sangen stadig med i filmen, og derfor er de to begge bedømt som helhed.

8: Skyfall med 8,3 (8,27) point. Smuk cinematografi af Roger Deakins. M er faktisk hovedpersonen i denne film, som bare ses fra Bonds perspektiv, hun er også den mest fremtrædende Bondpige i filmen, så det er noget nyt. Skurken, Silva, er nærmest FOR perfekt, hele anden akt, inklusive hans tilfangentagen, er en del af hans plan, han kan ikke gøre noget forkert, jeg kan huske at tænke noget lignende i biografen for 10 år siden, så det har trukket ham ned.

7: No Time to Die med 8,3 (8,31) point. Fuld af referencer til tidligere film, uden at de bliver kastet i ens ansigt. Eftersom at Bond er gået på pension, og der er en ny agent 007, så med alle de referencer der er i filmen ville jeg ønske at Hans Zimmer havde inkluderet John Barrys '007 Theme' som har været med i fem Bondfilm, men ikke har været brugt siden Moonraker, 'On Her Majestys Secret Service' bliver jo brugt i soundtracket, og filmens afslutningssang er Louis Armstrongs 'We Have All The Time In The World', og det ville have været det perferkte sted at genoplive det musikstykke, men desværre.

6: From Russia With Love med 8,5 point. Kerim Bey og hans familie er nogle af de bedste allierede Bond nogensinde har arbejdet sammen med. Grant som Bonds skytsengel, der gemmer sig i skyggerne, indtil at han lader sig afsløre ombord på Toget til Trieste, gør ham  meget stoisk og effektiv.

5: On Her Majesty's Secret Service med 8,6 (8,58) point. Lazenbys optræden som en sårbar Bond er noget der gør ham unik, han er aktiv og gør en del stunts selv. Tracy er den perfekte Bondpige, og Telly Savalas er den bedste Blofeld, han har ikke kun en dødelig plan, men når alt begynder at gå galt pga. Bond, så i stedet for at flygte som alle andre Blofeld'er, så giver Telly Savalas jagt, og med drabet på Tracy får Blofeld det sidste ord. 

4: For Your Eyes Only med 8,6 (8,62) point. Roger Moore følte ubehag ved at spille en mere seriøs Bond, det var ikke hans Bond, men han gør dog alligevel et godt stykke arbejde. Melina er en proaktiv Bondpige, som ikke sidder stille, at hun er opvokset i undervandsarkæologi er troværdigt, modsat visse andre Bondpigers professioner. Med græske heroinsmuglere, er skurkene også meget unikke.

3: The Living Daylights med 8,7 point. I denne film er Dalton den perfekte Bond for mig. Kara er ikke den mest aktive Bondpige, men da hun lærer sandheden springer hun ind i aktionen. Som lille var denne film første gang jeg nogensinde hørte om Sovjetunionens invasion i Afghanistan, da vi hér ser Bond samarbejde med Mujahadin. Desværre har filmen også den mest værdiløse Felix Leiter, han siger tre sætninger i hele filmen, han har ikke noget at lave i filmen, så hvorfor er han her overhovedet?

2: Casino Royale (06) med 8,8 point. En næsten perfekt filmadaption af bogen, givet de 50 års forskel mellem bogens udgivelse i 1953 - dvs. Smersh (KGB antispiongruppe) er udskiftet med organisationen bag Jesper Christensens Mr. White. En god begyndelse for en ung og ny Bond, og jeg har altdid godt kunne lide at han drikker ikke bare Vodka Martini rystet, ikke omrørt, men han nævner den fulde drik fra bogen, som han opkalder efter Vesper. Det har altid irriteret mig at de på casionet spiller Poker i stedet for Baccarat, alt sammen bare fordi at Texas Hold'em Poker var super populært i 00'erne, så skulle det gå ud over filmen.

1: License to Kill med 9,3 point. Sanchez som skurk har en stærk tilstedeværelse helt fra filmens begyndelse, han er den gode blanding af skræmmende og effektiv, værdsætter loyalitet langt højere end penge. Desmond Llewelyns Q er med Bond på mission i feltarbejdet, det nærmeste han tidligere har været, var at han ankom for at give Bond hans udstyr, men her er han med til at spionerer og give informationer, som viser at Q faktisk anser Bond som en god ven, og ikke bare en komiker der gør grin med hans arbejde. Dalton som Bond er lidt for hævngerrig til at få topscore hér, men kun lige, han er stadig alle de ting jeg foretrækker at Bond skal være. Ja, License to Kill er stadig min yndlingsbondfilm.

Dette er det endelige skema, hvis det skulle være interressant at studse nærmere over mine meninger.

Mine tanker angående Fox Searchlights drama/biopic "Tolkien"

Jeg har nævnt Tolkien et par gange på denne blog i løbet af i år, hentydet til at hans bøger er nogle af mine yndlings - jeg fik den nyeste bog "Nature of Middle-Earth" i julegave, så er nu i gang med at læse den.

Dog, med så stor en passion for Tolkiens værker, kommer det måske som en overraskelse at jeg faktisk ikke ved så meget om professor Tolkiens eget liv. Det er der faktisk en årsag til:

Mennesker har en tendens til at sige at en forfatter var inspireret af X, og Y er en allegorie til Z. Men professor Tolkien var meget imod allegorier, og er berømt for nærmest at afsky dem i forordet til "Ringenes Herres" 2. oplag fra 1966, så derfor har jeg selv forsøgt at mindske mit kendskab til Tolkiens personlige liv, så jeg ikke får skubbet for mange idéer om hvad der måske kan have ført til det ene eller andet i hans fortællinger.

Det sagt, her kommer en liste over de ting jeg altid har vidst om professor Tolkiens livshistorie

* Født John Ronald Reuel Tolkien

* Han var sprogforsker, og opfandt mange sprog - såsom de berømte (inden for Tolkienitter) Quenya, Sindarin, Khuzdul, Adûnaic og Black Speech.

* Under første verdenskrig var Tolkien stationeret i de franske skyttegrave. Det var enten hér eller på sygeorlov (de kilder jeg har læst er uenige) hvor han skrev de første fortællinger som blev begyndelsen på hans mytiske univers - "Gondolins fald" og "Beren og Luthien".

* Som professor på Oxford Universitet, var Tolkien i gang med at rette/vurdere en students opgave, da han på et stykke blankt papir i opgaven fangede sig selv i at skrive ordene: "In a hole in the ground there lived a hobbit", begyndelsen på en godnathistorie for sine børn.

* "Hobbitten - eller Ud og Hjem igen" udkom i 1937, og blev en succes, og Tolkiens udgiver spurgte efter en opfølger.

* "Ringenes Herre" udkom ca. 1954-55, Tolkien havde forgæves forsøgt at forsinke udgivelsen, sådan at den kunne blive udgivet sammen med "Silmarillion", som var Tolkiens eget hjertebarn, som han på det tidspunkt havde arbejdet med i snart fyrretyve år, men "Silmarillion" blev aldrig færdig.

* Professor Tolkien døde i 1973. Han havde udpeget sin søn Christopher som arvtager, og givet ham byrden at gøre "Silmarillion" salgbar. "Silmarillion" udkom i 1977.

* På Tolkiens og hustrus gravsteder er indgraveret navnene Beren og Luthien, i hyldest til Tolkiens egen yndlingsfortælling i det univers han skabte.

* Han var trofast katolik, gennem hele sit liv. En gang sendte en fan et drikkebæger med 'Ringinskriptionen' graveret til ham, men eftersom at inskription er en forbandelse, nægtede Tolkien nogensinde at drikke af det, men brugte det i stedet som askebæger - forbandelsesbesværgelsen skulle ikke have et tag i hans liv.

* Tolkien var flere gange oppe at slås med sin redigent over ordet "dwarves" - flertalsformen af 'dwarf'. Hver gang Tolkien sendte en nyredigeret tekst til redigenten, blev teksten sendt tilbage med "dwarves" streget over og erstattet med "dwarfs". Tolkien ignorerede det og sendte næste stykke tekst med "dwarves", hvortil redigenten sendte tilbage med rettet "dwarfs", såvel som en kopi fra Oxford English Dictionary. "Professor, der står altså i Oxford English Dictionay at flertalsformen af 'dwarf' er 'dwarfs' ikke 'dwarves'". Tolkkien skrev tilbage til redigenten "Sønikke, JEG skrev Oxford English Dictionary!".

Hvorfor taler jeg om alt dette? Jo fordi DR viste en biopic om Tolkiens liv - "Tolkien" - tidligere i dag (eller nok i går, når jeg er færdig med at skrive det her).

Min første mening om denne film, var at 'jo den var nok fin nok', men som jeg tænkte videre over den ved jeg ikke længere om jeg mener det samme.

Jeg har som sagt aldrig gået i dybden med professor Tolkiens liv, så jeg ved ikke hvor meget den var korrekt, men de få punkter jeg dog kendte til, virkede til at passe med min viden.

Så ja, overordnet er den nok stadig god nok.

Bl.a kunne jeg godt lide scenen hvor Tolkien og hans kæreste Edith Bratt sneg rundt under teatret. Den var filmet med - jeg ved ikke hvad det hedder - flydende kameravinkler, når fokus var på Edith, som fik mig til at tænke på mødet mellem Beren og Luthien i Doriath. Som nævnt ovenover var det Tolkiens egen yndlingsfortælling i hans univers, og han så sig selv og Edith som paralleller til Beren og Luthien (hvorfor deres navne er indgraveret på deres gravsten. I fortællingen bliver Beren nærmest fortryllet da han hører Luthien synge, han kalder hende Tinuviel - Nattergal - helt forsmået af hendes skønsang. Det var den scene som Tolkien og Edith under teatret frembragte hos mig.

Ligeledes kunne jeg også godt lide, i den sidste scene, hvor Tolkien skriver ordene: "In a hole in the ground there lived a hobbit", for her vises Tolkien sidde med sin pibe i en positur, der minder meget om et af de berømte fotos af Tolkien.

Mit største problem med filmen må dog nok være Første Verdenskrig. Filmen er opbygget sådan at vi ser 1 minut i skyttegravene, så 10-15 minutters barndomshistorie, så 1 minut skyttegrav så 10-15 minutters gymnasietid, så 1 minut skyttegrav etc. indtil at vi når frem til at krigen begynder, hvorefter vi får en 5 minutters scene, og så er krigen slut, og vi springer 10-12 år frem i tiden.

Øhmm... Hvis der nu havde været noget substans på scenerne i skyttegraven, nogle ting der vækkede minder i Tolkien, som førte til alle de flashbacks, så var det måske ikke så svært at følge med.

Og det er en skam, fordi jeg jo ved at det var på det tidspunkt at han skrev de første forællinger i det univers han brugte de næste 55 år på at digte.

Det betyder ikke at der ikke var noget af værdi i krigstidsscenerne. Jeg kunne godt lide den visuelle stil der blev brugt under den store krigsscene, eksplosionerne rundt omkring ham som balroggerne, flammekastere som drageild, og i skyggen af al bombardementsrøgen og tordenen omkring sås 'den mørke fyrste'.

Jeg som har læst Silmarillion 2 gange, så først alle disse små glimt som hentydninger til den. Dragen Ancaligon, balroggen Gothmog og - især med billedet af lille Tolkien stående alene overfor mørkets fyrste - Fingolfins duel med Morgoth.

Problemet var bare at filmen anerkendte ikke "Silmarillion", eller de tidlige fortællinger Tolkien skrev under, og lige efter krigen. Vi har denne store visuelle scene, og så hopper vi frem til begyndelsen på "Hobbitten". Fordi filmen ikke anerkender "Silmarillion", begynder krigsscenen så at få den betydning at den refererer til "Hobbitten" - dragen Smaug - og "Ringenes Herre" - balroggen 'Durins bane' og mørkets fyrste Sauron - i stedet for.

Og dét kan jeg ikke lide. "Hobbitten" var en spontan fortælling der dukkede op af en tilfældig sætning Tolkien skrev et årti eller to efter krigens afslutning som ikke havde noget med den tidlige mytologi og fortællinger han havde skrevet på det tidspunkt, at gøre, og "Ringenes Herre" var en opfølger som ikke havde noget endemål før midt 40'erne.

Og jeg tror det er det jeg mindst kunne lide ved filmen. Ud over en scene hvor unge Tolkien har drukket sig fuld, og på universitetets grund plaprer løs på Quenya, og hér nævner Earendel - som senere ville omdøbes Eärendil (Havelsker) - var der ingen direkte referencer til "Silmarillion", selvom at det var den der var Tolkiens hjertebarn - ikke "Hobbitten" eller "Ringenes Herre", nej "Silmarillion".

Filmen slutter af med tekst der fortæller om "hvor er de nu? eller Hvad skete der siden hen?" som biografiske film altid gør. Men  her skriver de bare at på Tolkiens og Edith gravsted er "skrevet navnene på en menneskemand og en elverpige". De hedder Beren og Luthien! Som jeg har sagt flere gange, så var det Tolkien yndlingsfortælling, og så kunne en biografifilm om ham ikke engang finde ud af at nævne de to navne?

Jeg ved godt "Tolkien Estate" har været meget uvildige til at lade nogen som helst former for filmfolk røre ved noget af professor Tolkiens materiale som først er udkommet efter hans død, men mange af fortællingerne i "Silmarillion" nævnes i "Ringenes Herre"-bøgerne - omend ikke fortalt, så er de omtalt - I kan da bare bruge dem som kilder, Peter Jackson gjorde det!

Så ja, det at filmen helt ignorerer "Silmarillion" trækker den langt ned for mig. Ellers var den fin nok.

Om Maria Magdalene og Martha

 I den tidlige Kristendom, såvel som i dag, var kvinden kaldet Maria Magdalene i Bibelen en særlig kontroversiel figur.

Nogle mente at hun var en prostitueret kvinde som Jesus frelste, nogle mente at hun havde en kærlighedsaffære med Jesus, og andre igen mente at hun var den fremmeste af Jesu følgere - mere end Simon Peter var.

Hvor mange af de forskellige meninger om hende der er belæg for i Bibelen er svært at sige. Traditionen om hende som ser ud til at have vundet, er den at hun var en prostitueret, som begyndte at følge Jesus derefter, men bliver det nævnt i Bibelen? Mig bekendt er det først engang i 400-tallet at vi har kilder som påstår at hun var det.

Men hvis hun kun er en mindre figur, som går igen nu og da i evangelierne, hvorfor gik hun så hen og blev så kontroversiel skikkelse i kristendomshistorien?

Svaret ligger måske i Johannesevangeliet - eller rettere de ældste stadig-eksisterende fragmenter af Johannesevangeliet.

I 2011 udgav den amerikanske popsanger/sangskriver Elizabeth "Libbie" Schrader en sang kaldet "Magdalene", ikke helt klar over hvorfor hun pludselig fik lyst til at skrive en sang om Maria Magdalene, fik Schrader lyst til at lære mere om hende, og tog kontakt med en lokal bibelforsker som henviste hende til iohannes.com som er en hjemmeside, hvor folk transkriberer og renskriver de forskellige fragmenter af Johannesevangeliet der bliver opdaget rundt om i verdenen.

Med brug af Google Oversæt, sad Elizabeth Schrader og læste afsnitene om Maria Magdalene i de ældste Johannesevangelier der har overlevet til i dag, specifikt Papyrus 66. Skuffet over at hun ikke fandt noget nyt hun ikke kendte fra sin egen engelse bibel, var hun lige ved at give op, da hun kom i tanke om at hun havde hørt at nogle folk tror at den Maria i Betania som er søster til Lazarus og Martha egentlig er Maria Magdalene. Så Schrader forsøgte at læse det stykke da hun lagde mærke til at transkribenten havde skrevet at navnet Maria var blevet ændret til Martha.

Nysgerrig på hvad det betød, fandt Schrader en bog der fortalte om alle de forskere der havde arbejdet med denne specifikke version af Johannesevangeliet. Her så hun at flere forskere havde lagt mærke til at navnet Maria var ændret til Martha, og havde tænkt det var besynderligt, men ingen af dem havde fulgt op på det. Hvorfor var navnet Maria blevet redigeret til Martha? Schrader følte at hun måtte finde ud af det, så hun begyndte at lære oldgræsk, og lade sig blive uddannet som bibelforsker.

I 2017 udkom hendes Master's Thesis, som handlede om hvad hun havde lært i sin søgen på svar om Maria og Martha. Jeg vil gerne dele nogle af hovedpunkterne hun kom frem til.

Jeg vil starte med at understrege at Schrader ikke siger at Martha aldrig eksisterede, hun dukker jo op i Lukas kap. 10, 38-42. Men hos Martha og Maria i Lukas nævnes der ingen bror, desuden bor de to omkring enten Gallilæa eller Samaria, hvorimod i Johannes bor Lazarus, Maria og Martha i Betania nær Jerusalem. En afstand svarende omtrent til Kolding-Randers.

Papyrus 66 var kilden som ledte Schrader til at blive bibelforsker, men hvad er det? Det er den ældste kopi af (næsten) hele Johannesevangeliet vi har, langt ældre end de ældste hele versioner af de andre evangelier. Papyrus 66 er som regel dateret til at være skrevet omkring år 200 AD. Her er et billede af starten af kapitel 11.

Men selvom at Papyrus 66 var kataklysmen der begyndte undersøgelsen, så er den ikke den eneste kilde Schrader bruger i sit argument. Hun har læst omkring 250-300 græske fragmenter, såvel som et par hundrede latinske fragmenter af Johannesevangeliet, foruden et lignende antal for Lukasevangeliet. Hun fandt hurtigt ud af, at hvor Lukasevangeliet stort set var identisk i alle versioner hun læste - altså historien om Maria og Martha i kapitel 10 - så i Johannesevangeliet skal vi helt op i 6-700-tallet før at fortællingen om Maria, Martha og Lazarus bliver fastsat. Før da, er der det ene problem efter det andet.

På græsk staves Maria μαρια og Martha staves μαρθα, forskellen er bogstaveligt talt kun et bogstav, et ι og et θ. Vi kan se at teksten har sagt "Maria og Maria hans søster", men i det andet 'Maria' er ι forsøgt slettet - men kan stadig ses - og et θ er skrevet ovenover det.

Så hvis det kun var ændringen af Maria til Martha, ville sandsynligheden for at det bare var en stavefejl som skriveren rettede, være høj. Desværre er løsningen ikke så simpel, kun et par linjer længere nede er Maria igen hvisket ud, og erstattet af et andet ord: ηαι αδελφαι

"Søstrene". Navnet 'Maria' blev til 'søstrene'.

Jeg kan ikke selv græsk, eller oldgræsk for den sags skyld, så jeg kan ikke så godt gennemgå teksten, og må holde mig til Elizabeth Schraders ord. Hun siger at man også kan se hvordan verberne i teksten er blevet ændret fra ental til flertal.

Det næste sted der virker mærkeligt er i vers 4. Her er sat et komma, tilsyneladende midt i et ord, som skulle splitte ordet op, og α bag kommaet skal derfor ses i sammenhæng med det næste ord - selvom at der er et stort mellemrum imellem dem. Denne ændring er ikke bare lille og ubetydelig, men ændrer teksten fra at sige: "Da Jesus hørte det, sagde han til hende: »Den sygdom er ikke til døden..." til at den siger: "Da Jesus hørte det, sagde han: »Den sygdom er ikke til døden..."

Hvem forfatteren af Papyrus 66 end var, så virker det til at han har haft to forskellige versioner af Johannesevangeliet foran sig - én hvor Lazarus havde to søstre og én hvor han kun havde Maria - og forfatteren har ihærdigt forsøgt at få de to til at passe sammen, men omkring vers 5 gav han op, og begyndte at skrive af fra den version som har to søstre. Fra vers 5 af virker der ikke til at være flere problemer med teksten, og Martha bliver en fast del af fortællingen.

Det betyder dog ikke at forvirringen stoppede. Selvom at vi ikke har ét eneste fragment af fortællingen hvor Martha ikke er sammen med Maria og Lazarus, så bliver Johannesevangeliet ved med at have problemer med den historie.

Her følger en række fragmenter og andet som Schrader mener øger forvirringen:

Codex Alexandrinus: "Marias by, og Marthas hans søster..."

1611 King James Bible 1st edition: 11,3 "Derfor hans søster..."

Codex Corbiensis: 11,5 "Jesus elskede Lazarus og Maria hans søster" -> 300 senere er i margen tilføjet et Martha "Jesus elskede Lazarus og Maria og Martha hendes søster"

Chrysostom Homily 62: 11,5 "[Jesus] elskede Lazarus og hans søstre"

Codex Colbertinus: 11,5 "Jesus elskede Lazarus og hans søster"

Duke Greek MS 16 i John 11 (ca. 11-1200 AD.) Her er tydeligt et Maria redigeret til et Martha

Minuscule 178: 12,2 "... Maria diakoné" "...og Maria tjente..."

Grammatikken er over det hele i alle disse versioner af Johannesevangeliet. Har Lazarus én søster eller to? Hvem nævnes først? Er det Lazarus og hans søstre? Er det Maria og hendes søster? Eller er det Martha og hendes søster?

Jeg siger igen, at Schrader ikke fandt nogle problemer overhovedet i Lukas' fortælling om Martha og Maria, det er kun her hos Johannes, at der simpelthen ikke er nogen som heslt enighed i teksterne.

Schraders hypotese er at i den oprindelige tekst skrevet af evangelisten Johannes var der kun Lazarus og Maria, men på et tidspunkt har nogle skrivere der kopierede teksten indsat Martha, og dette har skabt alle problemerne vi finder i disse gamle fragmenter.

Et forsøg på at rekonstruere hvordan evangelisten Johannes oprindeligt skrev teksten kunne se nogenlunde sådan her ud:

"Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria hans søster boede.  Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg.  Maria sendte nu den besked til Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg.«  Da Jesus hørte det, sagde han til hende: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.« Jesus elskede Lazarus og hans søster."

Schrader påpeger også at Johannesevangeliets centrale kristologiske udmelding i kap 11 vers 27 "Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«", siges af Martha, som i Johannes er en mindre bifigur der kun optræder i denne fortælling, hvorimod den tilsvarende i Markusevangeliet 8,29b "Peter svarede: »Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!«" siges af Simon Peter, en hovedfigur i alle evangelierne.

Men hvis nu at Martha oprindeligt ikke fandtes i fortællingen, men at det var Maria der proklamerede at Jesus var Kristus, så blev det måske ikke sagt af en mindre bifigur.

På græsk bruger Johannesevangeliet en række ord og verber om denne Maria, som evangeliet ellers kun bruger om Maria Magdalene. Så selvom at evangelisten ikke direkte siger at Maria, Lazarus' søster er den samme Maria som Maria Magdalene, så insinuerer han det.

Maria Magdalene er en kvinde som også nævnes i de andre evangelier, så hun er bestemt ikke en mindre figur, så hvis Martha oprindeligt ikke var med i fortællingen, har vi nu en hovedfigur i Maria Magdalene som proklamerer Johannesevangeliets centrale kristologiske udmelding. Dette stemmer også overens med hvad Kirkefaderen Tertullian af Kartago skrev, om at det var Maria der proklamerede at Jesus var Kristus, ikke Martha.

Hvad har det så af betydning? Jo, navnet Magdalene kommer af ordet 'migdol' מגל som betyder 'tårn' eller 'fæstning'. Evangelisten Johannes har ment at hvis Simon Peter er 'Klippen' hvorpå Kristi kirke bygges, så er Maria Magdalene 'Tårnet' som beskytter eller styrker den.

Men det har så tilsyneladende været svært for mange af de tidlige kristne at acceptere at en kvinde, af alle mennesker, skulle være lige så vigtig for kirken som Simon Peter, Jesus' fremmeste discipel, og har derfor fjernet fokus fra hende ved at dele hendes rolle i Johannesevangeliet til tre kvinder.

Men som sagt, så findes der ikke nogle overlevende versioner af Johannesevangeliet vi kender til, som ikke nævner Martha i kapitel 11, så det hele kan meget vel bare være ren hypotese.

Hvis vi selvfølgelig ser bort fra at kristent kunst i de første par århundreder kun viste Lazarus med én søster.

Videokilder:

Video 1: Kort synopsis over hovedpunkterne

https://www.youtube.com/watch?v=rfy6oiB_U-A

Video 2: Interview med Elizabeth Schrader

https://www.youtube.com/watch?v=PThZ6XEp4qw

Video 3: Online foredrag af Elizabeth Schrader

https://www.youtube.com/watch?v=_b3Y3cJ0Ic8

Lord of the Rings on Amazon Prime - igen

 I sidste måned gav jeg en kort beskrivelse af de pt. igangværende 'Ringenes Herre'/'Tolkien Legendarium' film- og TV-produktioner.

Jeg ved godt at jeg er et par uger for sent ude, men efter at have tænkt det over, så følte jeg, at jeg simpelthen måtte give mine tanker med nyhederne der er kommet, siden sidst.

Ja, Amazon har udgivet et billede fra deres TV-serie, som får premiere på Amazon Prime 02/09/22. Lad mig bare sige - ja, det føles virkeligt som om at vi er tilbage i Middle-Earth og Peter Jacksons film-hexalogi verden. Det flotte bjerglandskab, floden som flyder op forbi den store by i midten af billedet. Åh, arkitekturen - den har elementer som både minder om Gondor - en menneskeby - og samtidig fra Kløvedal og Lothlorien - elverriger.

Det første man begynder at tænke på er selvfølgelig - hvem er den person vi ser i forgrunden? - og derefter - hvilken by mon vi har at gøre med her?. Kunne det være Lindon - elverkong Gil-Galads hovedsæde? Ost-in-Edhil hos Celebrimbor i Eregion? Eller har vi at gøre med Armenelos i Númenor - Dunedain-menneskenes hjem?

Da er det at øjnene driver lidt til højre...

De...det....d....det...det er jo Valinors To Træer!?!?!?! Sølvtræet Telperion og guldtræet Laurelin!??!!?

Me...men...me...men alt vi har hørt om serien har jo sagt at serien foregår i den Anden Tidsalder (under Solens tid). De To Træer var jo i fortiden før solen og månens skabelse i Tolkiens univers - de blev skabt af frugter fra de døde træer.

Betyder det, at Amazon har adgang til Silmarillions rettigheder? Det har ellers aldrig været tilladt at bruge materiale som ikke kan findes i bøgerne 'Hobbitten' og 'Ringenes Herre', sår'n har det været siden 70'erne. Det er årsagen til at i Hobitten: En Uventet Rejse er der en scene hvor Gandalf fortæller om de fem troldmænd, og nævner de to blå troldmænd "åh, jeg kan ikke lige huske hvad de hedder", det bliver spillet som om at Gandalf er gammel og glemsom, men årsagen er jo at Ringenes Herre-bogen nævner de to blå troldmænd, men deres navne er kun nævnt i bogen 'Efterladte Historier', eller senere. Deres navne er Allatar og Pallando, for resten. Så hvad er det vi ser her?!?!?!?!

Sidst jeg læste Ringenes Herre igennem, gik det op for mig hvor mange gange bogen refererer tilbage til Silmarillion, så der har nok stået noget om de to træer en gang eller to, selvom der selvfølgelig ikke har været mange detaljer om dem i så fald.

Det bedste scenarie vil være hvis produktionen har fået tilladelse til at bruge materiale fra Silmarillion, Efterladte Historier og det 12-bind lange leksikon History of Middle Earth, eftersom at serien foregår under Anden Tidsalder, og de mest detaljerede informationer vi har om den tid kommer derfra.

For at komme tilbage til billedet vi har fået. Med den viden at vi får De To Træer at se kommer spørgsmålet, hvordan? Træerne er jo dræbt længe før Anden Tidsalder begynder. Det er blevet bekræftet at billedet kommer fra det første afsnit i serien, så jeg tænker at det nok er mest sandsynligt at serien begynder med en form for prolog - ligesom Jacksons filmtrilogier gjorde det - for at sætte scenen for publikum.

Personen i billedet kunne godt være Galadriel, da hun er født i elverbyen Tirion i Valinor, og er en af de få personer i live i Ringenes Herre som har set De To Træer i deres strålende glans - i Jacksons film gav de Galadriel lysglimt i hendes øjne, som en repræsentation af at hun havde set det hellige lys fra De To Træer - og hun vil kunne fungere som en rød tråd for publikum, der allerede er bekendt med hende fra filmene - også selvom at Cate Blanchett ikke spiller figuren i serien. Der er godt nok ikke meget vi ved om Galadriel i Anden Tidsalder - vi ved at hun bor i Lindon i begyndelsen, senere er hun i Eregion, og endelig slår hun sig ned i det område der kendes som Lothlorien under Ringenes Herre-bogen - men det giver jo serieforfatterne masser af frihed i hvordan de vil bruge hende i serien.

Mit gæt er at byen i billedet er Tirion - Noldorelvernes by - og i så fald vil det høje/stejle bjerg til venstre i billedet nok være Taniquetil, det højeste bjerg i Arda, og hvor Manwe og Varda - konge og dronning over Valarerne, og dermed hele verden - bor, men jeg tror jeg personligt ville foretrække hvis vi ikke ser Valarerne personligt, men at deres tilstedeværelse i stedet bliver insinueret ogladt op til seerernes fantasi.

Nu nævnte jeg Valarene, men ikke hvem de er. I Tolkiens legendarium er én Gud - Eru Iluvatar - og han skabte Ainuerne til at hjælpe med at skabe verden og holde den ved lige. Ainuerne består at to udødelige racer af spirits/ånder, de store Valar og de mindre Maia. Der er 12 Valar - kan beskrives som guder med lille g - som hver står for sin del af verdens vedligeholdelse + den onde Morgoth som forsøger at korrumpere alt, og herske selv, indtil han blev stoppet i slutningen af Første Tidsalder. Maiaerne er der et uspecificeret antal af, men der er mange forskellige varianter af dem - de fem troldmænd er Maia.

Jeg nævner dette fordi drømmen om Valarne og ønsket om evigt liv er en af hovedårsagerne til menneskeriget Numenors undergang - en begivenhed som meget gerne skulle være et hovedøjeblik i serien.

Men dette er mine tanker om Amazons Ringenes Herre TV-serie nu, her efter at vi har fået vores første billede af serien. Jeg var nysgerrig om showet tidligere, men meget varsom med mine forventninger til showet. Efter dette billede, er interessen steget gevaldigt, og jeg er spændt på at se hvordan showet bliver.