Jeg fik 10 for opgaven.
Forholdet mellem kirke og kongemagt i tidlig dansk
middelalder
Indhold
Indledning
Da
Svend 2. Estridsen blev valgt til konge af Danmark i 1047, så de europæiske
lande stadig Danmark som et af de vilde lande fra nord, som gik på plyndringstogter,
og hærgede. Kong Svend Estridsen begyndte et samarbejde med kirken, der blev en
lang proces for at ændre Europas syn på Danmark, fra at være et vikingeland,
til at være en ægte kristen nation på lige fod med andre lande. Svends
efterfølgere fortsatte dette samarbejde, med varierende resultater. I denne
opgave vil jeg redegøre for udviklingen i kongernes forhold til kirken fra
Svend Estridsens regeringsperiode (1047-1076) frem til Valdemar 1. den Stores
(1157-1182), samt tale om hvilke forandringer i forholdet mellem de to der
skete, og prøve at forklare hvorfor disse forandringer skete.
Redegørelse over perioden
Da
Svend Estridsen tiltrådte som konge, var den kirkelige organisation i Danmark
sådan at der fandtes biskopper af Slesvig, Ribe, Odense, Roskilde og Skåne.[1]
Bertil Nilsson foreslår dog, at man hér ikke skal se biskopperne som egentlige
’stiftsbiskopper’, men mere som ’missionsbiskopper’ som missionerede langt fra
deres bispesædes umiddelbare omegn.[2]
Fordi
der ikke var nogen egentlig dansk kirkelig organisation da Svend Estridsen blev
konge, fik ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen pavelig anerkendelse som
ærkebiskop af Danmark og de andre nordlige lande.[3]
Svend Estridsen har stiftet bekendtskab med ærkebiskop Adalbert, og sammen skal
de have opnået beslutning om en ny stiftsinddeling i Jylland, så Ribe stift
blev delt i fire bispedømmer. De nye bispedømmer var Aarhus, Viborg og Vendel,
altså Vendsyssel. Nilsson daterer denne begivenhed til starten af 1060’erne.[4]
Her ses et tæt samarbejde mellem kongen og kirken, et samarbejde Svends sønner
forsøgte at fortsætte.
Det
lader dog til at resten af den danske befolkning ikke var parat til et tæt
samarbejde med kirken. Harald 3. Héns regeringsperiode siges at være ramt af
hårde præsteforfølgelser, i hvert fald skriver pave Gregor VII til ham, om at
kongen skal beskytte kirken, og bekæmpe dem, der holder fast i den gamle
sociale orden, og derved er en trussel mod kirkens overlevelse.[5]
Hvor godt det lykkedes fo Harald Hén at beskytte kirken, er ikke til at sige,
men ifølge et brev fra Gregor VII til den norske kong Olav 3. Kyrre, dateret
1078, vi ved at han blev offer for et oprør fra hans brødre.[6]
Vi ved ikke hvem af brødrene der stod bag oprøret, men Knud 4. blev valgt til
konge efter Harald.
Knud
4. den Hellige blev også offer for et oprør, og han blev dræbt i Skt. Albani
kirke i Odense. Knud må have haft et godt forhold til kirken, da denne valgte
at helgenkåre ham efter sin død. Broderen Oluf 1. Hunger var tilfangetagen
under Knuds regering, så da kirken bestemte sig for at helgenkåre Knud, under
hans regeringsperiode, har han nok følt det som et direkte angreb på ham som
person.[7]
Efter Olufs død, indgik Erik 1. Ejegod et samarbejde med den danske kirke om at
få Knuds helgenkåring fuldgjort og paveligt godkendt. Erik Ejegod arbejdede
også på at få Danmark løsrevet fra Hamburg-Bremen, og få et selvstændigt
nordisk ærkebispesæde, hvilket han fik aftalt på plads med pave Paschalis II,
og ærkesædet blev placeret i Lund i 1103/1104, muligvis efter forhandlinger med
Norge og Sverige.[8] Erik 1. døde på Cypern
under en pilgrimsrejse til Jerusalem.
Den
sidste af Svend Estridsens sønner til at blive konge var Niels, som, ifølge
Helge Paludan, opbyggede en administration som styrkede hans kongemagt over
kirken[9]
Under Niels’ regeringsperiode blev det første Laterankoncil afholdt, hvor
cølibat blev pligtfyldende for gejstlige. Da flere præster i Danmark nægtede at
leve i cølibat, startede nogle præsteforfølgelser mod dem der ikke ville
indleve sig i de nye regler. At Niels ikke har kunnet stoppe disse forfølgelser
har været med til at give ham et ry for at have været en svag konge, bl.a.
femhæver Niels Skyum-Nielsen karakteristikken ”mansuetus et simplex”, ”mild og
ligefrem”, fra Roskildekrøniken som et spark til kong Niels for at lade sin
kone få magt, og lade hendes navn stå sammen med sit eget på hans mønter,
tydeligvis et tegn på en svag konge.[10]
Efter
borgerkrigen i 1130’erne, var flere biskopper blevet dræbt ved Hamarslaget i
Skåne, og Erik 2. Emune fik indsat præster som kæmpede på hans side i krigen
som biskopper.[11] Dette stred godt nok imod
gregorianismens idealer om at bispevalg skulle være en kirkeligt intern
handling, men på den anden side betød det også at kirke og konge kom til at stå
tættere sammen end tidligere, det har også gjort at kirken fik stærke alliancer
gennem de nye biskopper der tilhørte de stormandsslægter der havde kæmpet på
Eriks side i borgerkrigen.
I
Erik 3. Lams regeringsperiode opnåede Lundekapitlet at genvinde sin status som
ærkebispesæde, som det ellers midlertidigt havde mistet under borgerkrigen, men
det virker mest af alt til at have været ærkebiskop Eskil af Lund, og ikke
Erik, som kæmpede for at genvinde statussen.[12]
Erik Lam siges også at have givet ærkebiskop Eskil en del i møntretten.[13]
Senere valgte han at abdicere, og gå i kloster, hvilket vidner om, at han har
haft et intimt forhold til kirken.
Da
borgerkrigen brød ud igen, fik Eskil mæglede de fejdende konger, Svend 3.
Grathe og Knud 5. Magnussen, til at lægge stridighederne fra sig og sammen tage
på korstog mod Venderne. Svend 3. og Valdemar 1. forsøgte at overtale Eskil til
at helgenkåre Knud Lavard, men uden held. Hans Olrik var af den mening at Eskil
var modstander af Svend, hvorfor han ikke ville være med til at helgenkåre Knud
Lavard, og han forsøgte at give belæg til det gennem Saxos omtale af Eskil som
illoyal, og Radulphus Niger, der mente at Knud var den retmæssige konge.[14]
Både
Knud 5. og Svend Grathe gik til det tyske hof flere gange og bad om hjælp i
krigen mod den anden. Dette kan have ledt til at pavestolen i Rom begyndte at
tvivle på Danmarks loyalitet, hvorfor det blev valgt, at splitte Norges og
Sveriges kirker fra Lunds ærkebispesæde, men med løfte om at Eskil kunne
beholde en hvis overhøjhed over Sverige, så længe han var loyal mod Rom.[15]
Ifølge Saxo krævede Svend at hans allierede sværgede troskab til ham på Knud den
Helliges relikvier, og påkaldte derved helgenens magt og legitimitet for at stabilisere
sin egen svindende magt, derefter skal han have ladet relikvierne bære frem for
sig, næste gang han mødtes med Valdemar.[16]
Svend Grathe brugte her kirkens symboler på at fremstå som den sande
gudsudvalgte konge over sine modstandere.
Da
Valdemar 1. den Store blev enekonge fik han indsat Absalon som biskop i
Roskilde på forholdsvist ugregoriansk vis, men det gav ekstra styrke til
kirken, at man nu havde en biskop der var så tæt knyttet til kongen, som
Absalon var til Valdemar, de var jo vokset op i samme hus. Valdemars og ærkebiskop
Eskils forhold i starten af Valdemars regering var spændt, trods førstnævntes
forsøg på at få et godt forhold stablet på benene,[17]
og Eskil drog i 1161 i landflygtighed, men kunne dog vende tilbage i 1167. I
1170 Lykkedes det for Valdemar at få sin far Knud Lavard helgenkåret, samt få
sønnen Knud 6. anerkendt som medkonge, og da Eskils efterfølger i 1177 skulle
findes, fik Valdemar Absalon indsat som ærkebiskop i Lund. Her havde kongen
altså meget magt over kirken.
Nu,
da vi har fået et overblik over udviklingen i forholdet mellem kirken og
kongemagten, er det på tide at vende tilbage til begyndelsen, og prøve at finde
forklaringer på hvorfor disse forandringer har fundet sted.
Svend Estridsen (1047-1076)
Adam
af Bremen fortæller hvordan Svend Estridsen, under fætteren kong Knud 3.
Hardeknuds regeringsperiode, havde til opgave at beskytte den østlige del af
Nordsøimperiet, dvs. Danmark, fra angreb. Under en rejse til England var Svend
så blevet taget til fange af ærkebiskop Bescelin af Hamburg-Bremen, da denne
anklagede ham for sørøveri. Ifølge Carsten Breengaard var denne begivenhed en
øjenåbner for Svend, om at der også var kontinentale interesser for Danmarks
magt, og dette har været årsagen til at han begyndte at arbejde på at forbedre
Europas syn på Danmark.[18]
Henrik
Janson mener at det endelige stød, der skubbede Svend Estridsen til kirken, var
den norske kong Harald 3. Hårderådes angreb på de danske kyststrækninger. Disse
angreb tvang Svend til at flygte til Tyskland, hvor han mødte ærkebiskop
Adalbert af Hamburg-Bremen. Tidligere havde nordiske regenter ikke interesseret
sig meget om hvad den temmeligt ubetydelige ærkebiskop mente om hvordan ting
foregik, men nu var Svend Estridsen blevet nødt til at opsøge ham.[19]
De to fik et godt samarbejde op at køre, som set ved stiftsinddelingen, som
blev et incitament for at landets domkirker skulle være bygget af sten.
Samarbejdet mellem de to var et tegn på Svend Estridsens ønske om at få kirken
organiseret og styrket.[20]
Men ærkebiskoppen var den klart stærkeste i forholdet. Adalbert havde jo fået
pavelig godkendelse til at blive den nordiske kirkes overhoved, og selvom at
Svend ønskede at få Danmark løsrevet fra Hamburg-Bremen, så ville det ikke
kunne ske uden Adalberts godkendelse.[21]
En
af måderne hvorpå Svend Estridsen fik styrket kirkens rolle i Danmark, var med
de store kirkebyggerier rundt om i landet. Selvfølgelig var der kirker før
Svend blev konge, men Adam af Bremen skrev omkring 1075, i slutningen af Svends
regering, om hvordan Danmark, øst for Lillebælt, havde ca. 550 kirker, og det
må formodes ca. et par hundreder i Jylland også.[22]
Det danske folk har måske endnu ikke været helt forberedt på denne kirkelige
indflydelse sydfra, hvorfor nogle af trækirkerne var dekoreret med en
blandingsstil. Som set med Hørning-planken fra ca. 1060-70, var kirker
dekoreret udvendigt med gammelnordisk design, som ormeslyng i Urnestil, og
indvendigt var der dekoreret med europæisk inspirerede malerier.[23]
Det hjemlige lokkede folk til kirken, og det fremmede var med til at kristne
befolkningen.
Harald Hén til Oluf Hunger (1076-1095)
Harald
Hén er ofte blevet tildelt æren for at stå for lovkomplekset kaldet ’kong
Haralds love’, selvom, at der er belæg for at det er af ældre tid. Den respekt
Ælnoth viste over for Harald Hén, angående dette lovkompleks, der var lagt ved
at kongen var FOR ”folkets ønsker”, skal ifølge Breengaard tolkes som et udtryk
for kongens accept af den traditionelle decentraliserede retsorganisation.[24]
Harald Hén skulle altså her være tilfreds med at stormandsslægterne beholdt
retten til at udøve magt, mod de lavere stående samfundsgrupper. Hvis de
inkluderede kirkens position i det danske samfund, kan det forklare de
præsteforfølgelser som pave Gregor VII nævner i sit brev til Harald Hén,
dateret april 1080. Her er paven blevet oplyst om at danskerne har kastet
skylden for dårligt vejr og høst, på præster, og derfor straffet dem. Paven
reprimanderede Harald om at det var en konges pligt at beskytte kirken mod
angreb, og hvis der ikke snart kunne ske forbedringer, ville paven true med
interdikt.[25] At Harald Hén først lod
stormandsslægterne beholde magt, og derefter sig selv blive skældt ud af paven,
kan give et billede af en svag konge, som blev hevet først til den ene side, så
til den anden. Men at Harald har kunnet samarbejde med stormandsslægterne, og
samtidig have direkte kontakt til paven i Rom, en kontakt der ikke dukkede op
igen før under Erik Ejegod, tyder dog på at han har haft en vis snilde, som han
har kunnet holde, selv medens under oprør, som bevidnet i pavens brev til den
norske konge Olav Kyrre.
At
Knud den Hellige blev offer for oprør, kunne umiddelbart tydes som at han har
været en grusom konge, og der har været forskellige syn på hans rolle i
historien, alt fra Erik Arups beskrivelse om ”Kongens voldsmagt”, til A.D.
Jørgensens omtale af Knud som ydmyg, med ridderånd og selvbeherskelse.[26]
Skyum-Nielsen så på Knud den Hellige som at han udviste kongelig omsorg for de
fattige, og sultende,[27]
hvilket passer fint med de forpligtelser et sandt kristentro menneske er givet i
fortællingen om Verdensdommen i Matthæusevangeliet. Vi ved i hvert fald, at
Knud donerede jorder til kirken i Lund, omend Breengaard mener at Knuds
gavebrev er en senere forfalskning.[28]
Knud den Hellige blev dræbt i Skt. Albani kirke i Odense, og denne handling
forbandt kirke og konge på en ny måde. Ikke bare var kongen blevet dræbt,
hvilket var imod kanonisk ret, men folk var draget bevæbnet ind i kirken for at
dræbe kongen, så man havde også angrebet kirken. Et dobbeltangreb som
Breengaard udtrykte det.[29]
Det
kan have påvirket kirken til at gå ind for Knuds parti, og begynde at prædike
om ”Knud den Helliges helgengerninger”, og nedskrevet historien om ham i
Odenselitteraturens hagiografi, hvilket var et forsøg på at illegitimere enhver
form for angreb på kirken. Dette tætte forhold mellem kirken og den afdøde
konge kom til at blive knudepunkt til samarbejde mellem kirke og konge i senere
perioder. Dog som før nævnt var Oluf Hunger fængslet af Knud den Hellige under
dennes regering, og har næppe været imponeret over kirkens forsøg på at sprede
den smædekampagne som påstod at hungersnøden der ramte Danmark i sin
regeringstid var Guds straf for mordet på ”Knud den Hellige”. Knuds jordiske
rester blev i påsken 1095[30]
overført til krypten i en stensat domkirke under opbygning, hvis størrelse
langt overgik samtidens kendte domkirkeopførelser, og det kan derfor antages at
byggeriet blev til i relation til Knuds helgenkåring. Thomas Bertelsen tænker
at Oluf Hunger kunne have været denne kirkes iværksætter,[31]
hvilket jo ellers går imod traditionen om at Oluf Hunger var modstander af
Knudkulten, men det kunne give et samarbejde mellem konge og kirke i en periode
som ellers er blevet fremstillet som to instanser uden et særlig godt forhold
til hinanden.
Erik Ejegod og Niels (1095-1134)
Ved
Erik Ejegods tiltrædelse som konge i 1095 tog han på sig at fuldende Odensekirkens
planer om Knud den Helliges kanonisering, hvilket med stor sandsynlighed har
ledt til hidkaldelsen af nogle munke fra England til Odense,[32]
da forestillingen om at en lægmand kunne opnå martyrstatus var en forholdsvis
engelsk tradition, mens idéen om kongehelgener knap nok kendtes på kontinentet.[33]
Erik Ejegods interesse i at samarbejde med kirken om helgenkåringen af Knud den
Hellige, lå som kirkens i at illegitimere angreb, men hvor kirken ville
kriminalisere angreb på kirken, ville Erik Ejegod kriminalisere oprør mod
kongen, han havde jo trods alt set oprør blive ført mod to af hans brødre, og
den tredje som sagdes at have været med til mindst ét af oprørerne var blevet
pålagt skylden for den store hungersnød der havde plaget landet den sidste tid
før Eriks tiltrædelse.
Efter
at Knud den Hellige var blevet accepteret som helgen i Danmark, fik Erik Ejegod
stablet en delegation sammen, som skulle rejse til Rom og søge at få pavens
godkendelse af Knuds helgenstatus. Med en succesfuld rejse, vendte delegationen
hjem, og man fejrede Knuds kanonisation. Breengaard tolker Eriks fravær ved
kirkefesten, som et tegn på at Erik så at forholdet til pavestolen nu var på et
så godt diplomatisk niveau, at han kunne rejse til Rom og diskutere med paven
personligt om muligeden for at Danmark kunne få et selvstændigt ærkebispesæde,
løsrevet fra Hamburg-Bremen.[34]
At det lykkedes for Erik at få et selvstændigt, ikke bare dansk men nordisk,
ærkebispesæde kunne tyde på at det var sådan, men det er også muligt at den
nyvalgte pave Paschalis II vidste at det ikke var muligt at komme i direkte
kontakt med de nordiske kirker, så længe de var underlagt Hamburg-Bremen som
den sidste snes år ikke havde accepteret den romerske pavestols legitimitet, og
derfor ved at give Norden sit eget ærkebispesæde kunne man få kontakt med de
nordiske kirker igen. Hvad end den endelige årsag til at paven gav Norden et
ærkebispesæde, så var det en sejr for samarbejdet mellem kongen og kirken. Ikke
kun var Knud den Hellige blevet kanoniseret, men Danmark var også blevet
løsrevet fra kirkepolitisk indflydelse fra Tyskland.
En
anden forandring der sker med at Lund bliver nordisk ærkebispesæde, er at man
begynder at tale om de danske gejstlige individers roller i historien, frem for
pavestolens eller de tyske gejstliges roller, hvilket må ses som en styrkelse
af den danske kirke.
Erik
Ejegod døde på Cypern under en pilgrimsrejse til det nyligt tilbagevundne
Jerusalem under korstogene.[35]
Der ligger i dag en mindeplade hvor man mener at Erik døde. Hjemme i Danmark
blev Niels valgt til konge, og han ville regere lige så lang tid som sine fire
brødre havde sammenlagt. Som kort nævnt mente Helge Paludan at Niels var
instrumental i at opbygge en administration som styrkede kongemagtens position
over kirken. Kirken var blot et middel for den ekspansive kongemagt, ifølge
Paludan, som understøttede sit synspunkt med pave Paschalis II’s brev til ham i
1117 der, trods det kun omhandlede rent kirkelige anliggender, var henvendt til
kongen personligt, og derfor måtte man i Rom, efter Paludans mening, have kendt
til kongens overhøjhed over kirken, og stadig accepteret den.[36]
Hvis Niels kun brugte kirken til at styrke sin egen magt, skulle man tro at
kirken ville svare igen og nedgøre ham, ligesom man havde gjort mod Oluf
Hunger, men at de lod Niels, i officielle dokumenter, begynde at bruge titlen
”Dei gratia rex”, ”konge af Guds nåde”,[37]
tyder på at de ikke havde noget imod hans virke. Denne titel kunne kongen bruge
til at legitimere sin plads over stormændene, samtidig med at den var et
vidnesbyrd om at man ønskede at landet skulle styres gennem kærlighed og
venskab, ligesom oppe i Himmeriget.[38]
I
brevet fra pave Paschalis II i 1117, opfordredes kongen til at stoppe
modstanden mod cølibatskravet i Danmark, men da modstanden stadig var stærk
efter at cølibatet var gjort forpligtigende ved det første Laterankoncil,
startede stormanden Peder Bodilsen, muligvis under anordning fra sin kapellan
Nothold,[39] en række forfølgelser mod
de præster der ikke ville indordne sig cølibatskravet. Gejstlighedens manglende
værn under præsteforfølgelserne blev en last, som Roskildekrøniken tillagde
Niels.[40]
Niels’ kongedømme er et af det mere skælsættende i perioden, fra Paludans
tolkning om kirken som et middel til at styrke kongemagten, til Hal Kochs om at
Niels’ regering var fredelig og god mod kirken, med rige muligheder.[41]
At Niels ikke kunne stoppe præsteforfølgelserne har givet ham et ry for at være
en svag konge, men samtidig tyder længden af hans regering på at han har været
en stærk konge. Det kan jo selvfølgelig forklares ved, at da han blev konge var
han den sidste værdige af Svend Estridsens sønner, og de andre mulige
kongesønner var endnu umyndige, og ventede på at blive stærke nok til at kunne
vælte Niels. Dette var jo også næsten hvad der skete, da Niels’ søn Magnus
dræbte Erik Ejegods søn Knud Lavard Helligtrekongersnat i Ringsted, og Knuds
bror Erik Emune gjorde oprør mod Magnus og Niels.
Ærkebiskop
Asser af Lund siges at have valgt at støtte op om Erik Emune hen imod
slutningen af krigen, hvilket Roskildekrøniken beklager dybt, men Breengaard
argumenterer, at eftersom at Assers slægt, Trugotslægten, i Jylland altid havde
kæmpet på Eriks side i krigen, så har Asser måtte følge sin slægts valg hele
tiden.[42]
Hvis ikke Breengaards tese holder, kunne en mulig årsag til at Asser valgte at
støtte Erik være at Lund i 1133 mistede sin status som ærkebispesæde, og
Danmark igen blev underlagt Hamburg-Bremen,[43]
og han kunne ikke støtte op om en konge som lod den selvstændige danske kirke
blive annekteret af den tyske, men da Asser fortsatte med at gøre
ærkebiskoppens arbejde, har det nok ikke rørt ham, hvis han da overhovedet
kendte til degraderingen.[44]
Fra Erik Emune til enekongedømme (1134-1157)
Borgerkrigen
mellem kong Niels og Erik Emune endte kort efter Hamarslaget, som blev yderst
blodigt for gejstligheden, da fire biskopper døde, og en femte døde senere af
sine sår. Med Niels’ død kunne Erik snildt få stor indflydelse over hvem der
skulle overtage de tomme bispesæder, bl.a. fik han indsat ærkebiskop Assers
nevø Eskil i Roskilde.[45]
Denne ugregorianske handling har ikke bare styrket Eriks position som landets
mest magtfulde individ når nu kirken var på hans side, men kirken selv har også
fået styrket sin position, idet at flere domkirker fik direkte alliancer med de
stormandsslægter hos hvem de nyindsatte biskopper tilhørte. Desuden virker det
til, at det var under Erik Emunes regering, at bispetienden blev indført, det
er i hvert fald her det tidligst kan dokumenteres, omend tidligere konger
forsøgte.[46]
Da
ærkebiskop Asser døde i 1137, ønskede Erik Emune at biskop Rike af Slesvig
skulle efterfølge ham, men da Erik døde inden sagen var gennemført, trådte
Peder Bodilsen ind, og mæglede en aftale på plads hvor Rike blev biskop af
Roskilde, mens Eskil blev forflyttet til Lund og fik ærkebiskoptitlen. En af de
første ting ærkebiskop Eskil gjorde under Erik 3. Lams regering, var at få
ophævet pavebullen fra 1133, der gav Hamburg-Bremen overhøjhed over Danmark,
men før dette kunne fuldbyrdes, indsatte ærkebiskop Adalbero af Hamburg-Bremen
Occo som biskop i Slesvig, der ikke havde nået at få en ny biskop efter, at
Rike var flyttet til Roskilde.[47]
Eskil accepterede aldrig Occos position som biskop, men kunne ikke gøre meget
ved sagen. Erik Lam har måttet mægle de to imellem, og formåede at få dem begge
til at bevidne en overrækkelse af jordegods til Eskils mand Herman som tak for
tidligere tjeneste.[48]
For en konge som ofte er set som værende svag, og uværdig, viste han dog her at
han havde forhandlingsmagt, hvilket jeg vil sige tyder på at han måske ikke var
lige så svag som han er blevet fremstillet i kilderne.
I
1146 nedlagde Erik Lam sit kongeembede, og valgte et klosterliv, frem til sin
død senere samme år. Eriks abdikation åbnede op for en videreførsel af
borgerkrigen et tiår tidligere, da Svend Grathe og Knud 5. begge gjorde krav på
kongetitlen, og senere ville Valdemar, som blev kaldt den Store, også blande
sig. Det lykkedes for ærkebiskop Eskil i 1147 at skabe en midlertidig fred
imellem kongsemnerne, ved at arrangere et fællesdansk korstog mod Venderne i
syd,[49]
hvorfor det må formodes at Eskil ønskede en fred mellem kongerne, som ville
sikre at der ikke skete skade mod kirken, men ikke så snart var de vendt hjem,
før de røg i totterne på hinanden igen.
Det
har nok været en af årsagerne til at Eskil ikke ville gå med til Svends og
Valdemars ønske om at lade Valdemars far, Knud Lavard helgenkåre,[50]
da det ville give Svends side af fejden mere legitimitet, hvilket kunne virke
som at Svend bare brugte kirken for at styrke sin egen magt, hvilket Eskil ikke
har kunnet gå med til, på det givne tidspunkt. Hvis man skal tro Saxos
beskrivelse, så var det jo netop sådan, at Svend Grathe udnyttede kirkens
position for at legitimere sig selv, da han krævede at hans allierede skulle sværge
troskab til ham på Knud den Helliges relikvier,[51]
et syn på en uværdig kristen der ville rane sig mere magt. Her skal man huske
på at Saxo så Valdemar den Store som den retmæssige konge, og denne begivenhed
ligger efter at Valdemar var gået over på Knud 5.s side i fejden, så det har
været for at stille Svend i et dårligt lys, at Saxo har berettet sådan om ham.
Med
truslen om at Norge og Sverige skulle løsrives fra Lunds ærkebispesæde, rejste
ærkebiskop Eskil sydpå for at forhandle en aftale på plads om sin egen
position. Samtidig har de øvrige biskopper i Danmark forsøgt at mægle en
fredsaftale på plads mellem de krigende tronprætendenter.[52]
Kongsemnerne har næppe været særligt populære blandt gejstlige, da den resursekrævene
krig nåede sit 11. år, og deres konstante flirten med tysk magtindflydelse
havde fået pavestolen i Rom til at reducere Lundekapitlets autoritet. Så da
Valdemar den Store til sidst vandt krigen, har man nok været villige til at
hjælpe ham med at stabilisere kongetitlen, så landet ikke røg ud i endnu en
gruelig borgerkrig.
Valdemar den Store (1157-1182)
At
Valdemar ikke lod en stor del af sine modstandere dræbe efter sejren, har John Danstrup
tolket som at Valdemar var afhængig af, ikke bare tidligere modstandere, men
også potentielt fremtidige modstandere, for at stabilisere sit kongedømme.[53]
Valdemar har bestræbt sig på at hæve situationen over det krigsfejdende niveau
der ledte til de tidligere borgerkrige som havde været katastrofale for landet.
En måde Valdemar kunne danne stabilitet var, ligesom hos Erik Emune, at få
indsat nogle af sine støtter som biskopper. Fremmest blandt Valdemars gejstlige
støtter var Absalon, som i 1158 kunne tiltræde som biskop af Roskilde, på en,
ifølge Saxo, måde der skulle forestille et demokratisk valg, men da Absalon var
kongens kandidat, og det var kongen der bestemte måden valget foregik på, har
han kunnet påvirke resultatet, uden at være ligefrem og højlydt om det.[54]
Valdemar
den Stores forhold til ærkebiskop Eskil ville komme til præge den første
halvdel af hans regeringsperiode. Valdemar forsøgte i begyndelsen at få et godt
forhold med ærkebiskoppen, bl.a. ved finansielt at støtte nogle af
reformordenerne, som cistercienserne, som stod Eskil nære.[55]
Men ærkebiskoppens standhaftige, og højlydte, støtte til pave Alexander III, gav
problemer for Valdemars forhold til Tyskland. At Valdemar aktivt støttede den
tyske modpave Viktor IV, har for mange historikere været en selvfølge, f.eks.
nåede Curt Weibull til den konklusion at Valdemar allerede fra 1160 var en
’skismatiker’ som støttede modpaven, og at den store internationale kirkestrid
var kommet imellem konge og ærkebiskop.[56]
Michael Gelting hævdede at Valdemar aktivt støttede Viktor IV for at
underminere Eskils stilling,[57]
altså et totalt opgør med Eskil. Carsten Breengaard mente dog at det var mere
sandsynligt, at Valdemar førte en tilbageholdende og afventende politik over
for Tyskland.[58] Da, den af ærkebiskop Adalbero
indsatte, biskop Occo af Slesvig i 1161 genindtog sit bispesæde, og Valdemar
nægtede at fjerne ham, blev uenighederne mellem ham og Eskil så store, at Eskil
måtte drage i eksil.[59]
Eskil
havde vist sig at være for højlydt for Danmarks velbefindende, og Valdemar var
nu nødsaget til at tage til konciliet i St. Jean de Losne, 1162, og officielt
acceptere Viktor IV som retmæssig pave for ikke at risikere, at den tyske
kejsers vrede blev udgydt mod Danmark. Hal Koch mente at dette var et tegn på
at man endnu var langt fra den frie kirke. Biskopperne var Valdemars mænd, som
ikke turde støtte op om Eskil.[60]
Selvom det her kunne se ud som om, at kongens forhold til kirken var på dets
laveste niveau i lange tider, så har det nok ikke været så. Både biskop Absalon
af Roskilde, som var Valdemars fosterbroder, og biskop Helias af Ribe tilhørte
kongens inderste kreds af gejstlige rådgivere,[61]
og de må have diskuteret alle mulige udenrigskirkepolitiske sager, for at finde
frem til hvad der har været det sikreste for Danmarks fremtid.
Øm
Klosterkrønike vidner om at der har været en brevudveksling mellem Valdemar den
Store og pave Alexander III i midten af 1160’erne, omend ingen af Valdemars
breve er overleveret.[62]
Kongen og paven skal have forhandlet om Veng kloster, som på et tidspunkt i
forhandlingerne tilhørte cistercienserordenen som til sidst havnede i Øm
kloster. Trods at Eskil også havde forsøgt at indblande sig i forhandlinger,
viser pavens sidste brev til Valdemar, at kongen ikke havde nævnt ærkebiskoppen
i forhandlingerne, og virkede tilfreds med at holde ham i eksil noget længere.
Valdemar gav dog til sidst efter for pavens ønsker om at lade Eskil vende
tilbage til sit bispesæde, med en understregning af Eskils politiske loyalitet.[63]
Derefter forsøgte konge og ærkebiskop igen at få et godt forhold til hinanden.
Biskop Occo af Slesvig, og andre biskopper der var blevet indsat af tyskerne,
blev jaget ud af Danmark, for at relationerne til Tyskland ikke skulle komme de
to imellem igen.[64]
Kong
Valdemar fik forøget den danske kirkes indflydelse, med erobringen af Rügen i
1169, som blev lagt under Roskilde stift. Det lykkedes ham også at få pavens
godkendelse til at få sin far Knud Lavard kanoniseret som en helgen, hvilket
blev fejret ved en stor fest i Ringsted i 1170, hvor også Valdemars søn, Knud
6., blev hyldet som konge.[65]
I 1177 nedlagde Eskil sit embede som ærkebiskop, og Absalon blev valgt til at
være ærkebiskop af Lund, samtidig med at han beholdt sin titel som biskop af
Roskilde. Herfra er Valdemars forhold til den østdanske kirke altså kommet op
på det højeste mulige niveau, ved at Absalon jo var en af Valdemars nærmeste
rådgivere.
Konklusion
Vi
kan altså se, at gennem hele perioden fra Svend Estridsens trontiltrædelse, i
1047, og frem til Valdemar den Stores død, i 1182, har de danske konger forsøgt
at stable et samarbejde med den danske gejstlighed på benene, som kunne styrke
begge øvrigheder. Kirken har været svagt stillet i Danmark inden Svend
Estridsen kom med tilbuddet om et samarbejde, den blev jo forfulgt, og anklaget
for dårlig høst af verdsligheden. Svends kirkeorganisering har betydet at der
kom bedre styr på formidlingen af det kristne budskab til lokalbefolkningen. Og
da stormandsslægterne begyndte at sætte familiemedlemmer på klosterbænkene,
blev kirken sikrere, ved at have nogle stærke allierede som kunne beskytte den
mod angreb og plyndringer.
For
kongens vedkommende, hjalp kirken med at legitimere hans stilling over de andre
stormandsslægter. Knud den Helliges helgenkåring blev måske ikke brugt til at
fremhæve Knuds efterslægt som den retmæssige kongeslægt, på samme måde som
Valdemar den Store brugte Knud Lavards helgenkåring, men Erik Ejegod brugte dog
alligevel helgenkåringen til at kriminalisere oprør mod kongen. Oprør mod
kongen var ikke noget usædvanligt, tre af Erik Ejegods fire kongebrødre véd vi
med sikkerhed blev ramt af oprør, og oprørende mod kongen fortsatte frem til
Valdemars regeringstid, på hvilket tidspunkt det virker til at det endelig
lykkedes for kongen at dulme sandsynligheden for oprør.
Forholdet
mellem de to øvrigheder gik fra at være et middel for Svend Estridsen til at
forbedre Europas syn på Danmark, til at blive en kampagne om at søge bod for
mordet på en konge i kirken. Fra en løsrivelse fra tysk indflydelse gennem
ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, til at biskopperne kunne indsættes af kongen,
for at have gejstlig støtte til at sikre sin position som højest blandt
verdslige. Fra uenigheder mellem konge og ærkebiskop som tvang ærkebiskoppen
til landflygtighed, til at konge og ærkebiskop var fosterbrødre. Perioden var
meget tumultfyldt for begge øvrigheder, men til slut blev begge grupper
styrket, og kunne cementere deres plads i det danske samfund.
Litteraturliste:
Skyum-Nielsen,
N 1971, Kvinde og slave. Munksgaard
Breengaard,
C 1982, Muren on Israels hus: regnum og sacerdotium i Danmark 1050-1170. Gads
Forlag
Esmark,
K 2010, Hellige ben i indviet ild; den rituelle sanktifikation af kong Knud IV,
1095. i Hans Jacob Orning et al. (red), Gaver,
ritualer, konflikter: et rettsantropologisk perspektiv på nordisk
middelalderhistorie. Unipub forlag, s. 161-210.
Hermanson,
L 2012, Statsbildning och vertikal vänskap i1100-talets Norden. i S Bagge et
al. (red), Statsudvikling i Skandinavia i
Middelalderen. Dreyers Forlag, s. 119-142.
Bertelsen,
T 2016, Kirker af træ, kirker af sten. i LCA Sonne & S Croix (red), Svend Estridsen. Syddansk
Universitetsforlag, s. 109-132.
Janson,
H 2016, Sven Estridsen, Hamburg-Bremen och påven. i LCA Sonne & S Croix
(red), Svend Estridsen. Syddansk Universitetsforlag,
s. 81-107.
Nilsson,
B 2016, Sven Estridsen och kyrkans organisering. i LCA Sonne & S Croix
(red), Svend Estridsen. Syddansk
Universitetsforlag, s. 59-79.
[1]
Nilsson (2016: 71)
[2]
Nilsson (2016: 67)
[3]
Pavebreve af Clemens II i 1047, Leo IX i 1053 og Viktor II i 1055. jf.
Breengaard (1982: 84-86); Nilsson (2016: 71-72)
[4]
Nilsson (2016: 74)
[5]
Breengaard (1982: 111-115)
[6]
Breengaard (1982: 115-116)
[7]
Breengaard (1982: 156-157)
[8]
Skyum-Nielsen (1971: 21)
[9]
Jf. Breengaard (1982: 184-185)
[10]
Skyum-Nielsen (1971: 37)
[11]
Skyum-Nielsen (1971: 77-78); Breengaard (1982: 226)
[12]
Breengaard (1982: 237-239)
[13]
Skyum-Nielsen (1971: 84)
[14]
Breengaard (1982: 246)
[15]
Breengaard (1982: 251-253)
[16]
Breengaard (1982: 255-256)
[17]
Skyum-Nielsen (1971: 144)
[18]
Breengaard (1982: 82)
[19]
Janson (2016: 82-84)
[20]
Bertelsen (2016: 121-122)
[21]
Janson (2016: 97)
[22]
Bertelsen (2016: 109)
[23]
Bertelsen (2016: 111)
[24]
Breengaard (1982: 110)
[25] Breengaard (1982: 117-120)
[26] Breengaard (1982: 122-123)
[27] Jf.Breengaard (1982: 127)
[28] Breengaard (1982: 140-141)
[29]
Breengaard (1982: 159)
[30]
Esmark (2010: 192) ”Søndagen før var påskesøndag”.
[31]
Bertelsen (2016: 121)
[32]
Breengaard (1982: 163)
[33]
Esmark (2010: 188)
[34]
Breengaard (1982: 170)
[35]
Skyum-Nielsen (1971: 36-37)
[36]
Jf. Breengaard (1982: 184-185)
[37]
Skyum-Nielsen (1971: 49)
[38]
Hermanson (2012: 132)
[39]
Skyum-Nielsen (1971: 52)
[40]
Breengaard (1982: 202)
[41]
Breengaard (1982: 202)
[42]
Breengaard (1982: 217-220)
[43]
Skyum-Nielsen (1971: 74); Breengaard (1982: 211)
[44]
Skyum-Nielsen (1971: 75)
[45]
Skyum-Nielsen (1971: 77); Breengaard (1982: 226)
[46]
Skyum-Nielsen (1971: 80)
[47]
Breengaard (1982: 237-240)
[48]
Skyum-Nielsen (1971: 84); Breengaard (1982: 241)
[49] Breengaard (1982: 247)
[50] Breengaard (1982: 246)
[51] Breengaard (1982: 255)
[52] Breengaard (1982: 262)
[53] Breengaard (1982: 266)
[54] Breengaard (1982: 274)
[55] Breengaard (1982: 268)
[56] Breengaard (1982: 280)
[57] Breengaard (1982: 286)
[58] Breengaard (1982: 280-285)
[59] Breengaard (1982: 286)
[60] Breengaard (1982: 290)
[61] Breengaard (1982: 287)
[62] Breengaard (1982: 292-293)
[63] Breengaard (1982: 294-298)
[64]
Breengaard (1982: 302-303)
[65]
Breengaard (1982: 303-319)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar