Den der følelse af noget stort

Nogle gange oplever man at der sker nogle ting som ender med at forandre verden som man kender den, men hvor ofte ved man egentligt at disse begivenheder faktisk vil ændre verden mens de sker?

Hvor mange vidste at kong Filip 2. af Makedoniens erobring af et borgerkrigshærget Grækenland ville lede til at sønnen, Alexander, ville erobre den samtidige verdens største rige nogensinde, Perserriget? Og endda erobre mere end det?

Hvem kunne have vidst at ved at rasere en landsby i Centralasiens stepper, og bortføre en ung knøs’ mor fra landsbyen ville man inspirere denne dreng, Temujin, til at samle alle steppens stammer og udvide deres territorie til det største vedvarende landsimperium i verdenshistorien til dato?

Kunne man have vidst at valget af Hitler i Tyskland i 1933 ville føre til den blodigste krig nogensinde?

Ingen anså mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo 28. juni 1914 som noget der ville blive mere end et lokalt opgør mellem Serbien og Østrig-Ungarn. Hvorfor skulle en person der var blevet valgt demokratisk være årsag til en verdensomspændende krig?

Men hvad med begivenheder som man bare ved med det samme vil ændre ens opfattelse af verdenen?

Begivenheder som opdagelsen af det amerikanske kontinent, hvor verdensbilledet pludselig blev fordoblet. Eller Berlinmurens fald i november 1989, som er tegn på den kommunistiske verdens fald (i Europa). Murens fald var ikke startskuddet til kommunismens fald, der var optøjer i Polen et halvt års tid tidligere, men Berlinmurens fald blev sendt på tv hele verden rundt, og fungerede som et symbol på ”jerntæppets” svindende greb om Østeuropa. Der var mange som endda troede på at nu ville der endelig være fred på jorden. Huh, boy…

Personligt kan jeg kun selv huske en enkelt begivenhed som man bare vidste med det samme ville ændre verden.

Det er allerede 16½ år siden og svært at huske præcist hvad jeg følte den tirsdag eftermiddag, efter at have hentet storebror fra en fodboldkamp. Med min uforstående viden på det tidspunkt tror jeg mere jeg blev irriteret over hvor meget de videoklip med flyene der fløj ind i Twin Towers blev genudsendt, ikke bare den dag, alt andet tv var aflyst, men også de efterfølgende dage.

Man kan vel også tale om det Arabiske Forår som en begivenhed/periode der ændrede mange folks verdensopfattelse, eller i hvert fald den arabiske verden. Her kom flere hundreder demonstranter på gaderne for at kræve forbedringer, og hvis det ikke ville ske så vælte de diktatorer der havde siddet i årtier. Først gik det godt, Ben-Ali væltet i Tunesien, Mubarak i Egypten, Qadaffi (med hjælp fra Vesten) i Libyen og Saleh i Yemen. Men hvordan ser det ud her syv år efter?

I Egypten blev den valgte præsident Morsi væltet fordi han ikke var meget villig til at indføre mange af de reformer han blev valgt på, og det er i dag en militærmand der sidder som præsident.

Yemen er i borgerkrig startet af Shiamuslimske militser der (ikke bekræftet men 80-90 % sandsynlighed) støttes af Iran og derfor er Saudi Arabien gået ind i krigen for at undgå at dets ærkerival får fodfæste i et naboland. Det har medført totalblokade, og menneskerettighedsorganisationer har kaldt Yemens borgerkrig for den måske værste humanitære krise nogensinde.

Libyen klarer sig ikke meget bedre med sin tredelte borgerkrig. Kun Tunesien anses som at være en moderat ”succes” af det Arabiske Forår, med dets indførelse af en række reformer, men her heller ikke uden problemer.

Men hvad kan man så nævne som en verdensændrende begivenhed?

Jeg fristes nærmest til at sige præsident Donald Trump (jeg får helt kuldegysninger bare af at skrive det.)

Ja, ja… han plaprer løs om det ene usammenhængende emne til det andet. Han kaster USA’s verdensproblemer på alle andre end ham selv. Han står for alt det jeg synes er galt i verden. Etc. Vi har været igennem alt det her før.

Hvis jeg skal give ham nogen form for kredit, så er det at han indirekte har fået genetableret relationer mellem Syd- og Nordkorea. Trumps galskab virker til at have skræmt Nordkoreas topfolk, og overbevist dem om at han ikke bluffer med at ville destruere Nordkorea ”with FIRE AND FURY”. Om den amerikanske kongres ville lade ham gøre det er en anden sag, men han ville sikkert kunne finde på det.

De sidste siddende præsidenter har forsøgt at forhindre Nordkoreas atomvåbenprogram med stigende sanktioner. Det har ikke virket. Så kommer Trump, råber (på Twitter) om den ”Lille Raketmand” og at ”FIRE AND FURY” måske er for spagt. Først forsøger Kim Jong Un at svare ”Dotard” Trump igen, og den nordkoreanske udenrigsminister annoncerer at de anser Trumps tweets som en krigserklæring. Det næste der sker er at Kim Jong Un og Sydkoreas præsident Moon Jae In begynder at skabe en kontakt mellem de to lande, som har manglet i 10-12 år. De to nationer deltog som et samlet Korea til Vinter OL. Og der er tale om et møde mellem Kim og Trump personligt, måske i løbet af næste måned.

Øhh… hvad? Det land jeg er vokset op med dom værende det mest lukkede land i verden, begynder at åbne op? I lille grad, ja, men endog åbne op. Bare her til morges skete noget nyt. For første gang nogensinde besøger en Nordkoreansk leder en Sydkoreansk leder SYD for den Demilitariserede Zone.

Fra The Guardians reportering af mødet

Det er selvfølgelig stadig for tidligt til at sige om dette virkelig vil medføre en kæmpe forandring af folks verdensopfattelse, eller om de to lande skrider fra hinanden igen. Efter 70 års opdeling (de blev jo opdelt efter Anden Verdenskrig, før Koreakrigen) er de to lande udviklet meget forskelligt, og de vil måske ikke kunne fungere sammen selv hvis det skulle blive til genforening.

Men hvad nu hvis?