Min yndlingslyssværdsduel fra Star Wars

I Star Wars-universet kan lyssværdsdueller let gå hen og blive "flashy" og "over-the-top", især i Prequeltrilogien og The Clone Wars serien.

Andre gange er fokus mere på historien imellem personerne der duellerer, såsom i Originaltrilogien og Sequeltrilogien, men selv her varer duellerne et pænt stykke tid, for at publikum kan have et spektakel at fordybe sig i.

Og så er der duellen mellem Maul og Kenobi i Star Wars: Rebels afsnittet "Twin Suns", som til dags dato er unik i Star Wars. Før jeg går videre, synes jeg at vi skal se hvad jeg snakker om.

Som du kan se, så bruges der mere tid på Mauls og Kenobis samtale før duellen end der bliver brugt på selve duellen. Eller gøres der? Lad os prøve at gå igennem alt der sker i scenen, men for at kunne gøre det ordentligt, skal vi først lige have styr på hvor duellanterne kommer fra, og hvor de er i deres liv på dette tidspunkt.

1. Duellanterne

Obi-Wan Kenobi (på dette tidspunkt kendt som Ben Kenobi) var som Jedi Padawan en person som næsten altid fulgte Jedi-ordenens regler til punkt og prikke, på trods af at hans læremester Qui-Gon Jin var en som blæste på reglerne, og forsøgte at undervie Obi-Wan om de mange forskellige lag af liv der er i galaksen og i The Force (jeg ved godt det hedder Kraften på dansk, men det bliver lettere for mig at tale om det med dets engelske navn).

Maul var en lille dreng, som blev taget fra sin mor for at undergå Darth Sidious' Sith træning. En træning der var så hård og intensiv, at den blev Mauls undergang. Som vi lærer da vi møder Maul i Rebels, så kan han ikke engang huske hvad hans fødenavn var, og har derfor kun sin Sith-identitet, selv efter at han ikke længere er en Sith.

I Episode 1: Den Usynlige Fjende, møder Obi-Wan og Qui-Gon Darth Maul, den første Sith-fyrste man har kendt til i tusind år. I første omgang tror Jedi-ordenen ikke på at det kan være sandt, men da de tre mødes igen, og duellerer, og både Qui-Gon og Maul dør, må Jedirådet anerkende at Sith Fyrsterne er vendt tilbage fra glemslen.

I filmen er Maul brugt som en stille snigmorder, der er effektiv i sin rolle og dræber Qui-Gon Jin. Men Jins død gør ham lidt for selvsikker, og Obi-Wan formår - til sidst - at finde en ro der er ukendt for Maul, og kan derfor hugge ham over ved hofterne.

Mange fans kunne ikke lide hvordan Maul blev behandlet i filmen. Nogle mener at han var et spild af tid, med kun tre replikker i hele filmen, andre mener at han blev dræbt for tidligt og burde have været hovedskurken i Prequeltrilogien. Men det var aldrig planen for George Lucas at Maul skulle være mere end et værktøj for filmenes rigtige skurk, Darth Sidious - den såkaldte Usynlige Fjende som filmen er opkaldt efter.

Maul var altid planlagt at være offerlam for Sidious' planer. Hvis Maul vandt kampen mellem Obi-Wan, jamen så var Maul stærk nok til at gå imod andre Jedi Riddere, men hvis han tabte, så var det ham som Jedi Ridderne fokuserede på, og ville ikke kende noget til Sidious og hans planer. Maul var designet som en der var fortabt fra begyndelsen.

Fans var dog ikke tilfredse med den årsag og i årevis sendte de deres klager til Lucas, og til sidst så kom han ind til et møde i produktionen af The Clone Wars' tredje sæson og sagde til producenterne og forfatterne noget i retning af:

"Jeg synes vi skal bringe Darth Maul tilbage"

"Øhhh....hvad sagde du George?"

"Jeg synes vi skal bringe Darth Maul tilbage"

"Mener du det? Men han er jo død!"

"Ja, men nu er han ikke død længere."

"...okay, Darth Maul er ikke længere død."

At bringe Darth Maul tilbage fra de døde på en troværdig måde ville kræve sin tid, så Mauls tilbagevenden var en historie der begyndte i sæson 3, men først skete i sæson 4.

Da Maul bliver fundet er han på en affaldsplanet - dvs. en planet hvor de andre planeter sender deres overskydende affald - hvor han havde overlevet at blive skåret i halv gennem sin vrede og sit had mod Obi-Wan, som gennem The Force havde holdt hans indre organer i live. Alene med sit had i 12 år havde gjort ham til en paranoid eneboer der var fanget i sine egne tanker dag ud og dag ind.

Han bliver fundet, og bragt til en som kunne vække hans sind tilbage, og Maul var nu klar til at tage hævn over Obi-Wan.

Obi-Wan var i de 12 år siden deres første møde blevet en ferm duellant, og var selv blevet mere selvsikker - noget der slog hårdt ned på ham da han lærte at Maul var tilbage.

Igennem Clone Wars serien slås de to gange, og Maul, forsøgte hele tiden at komme ind under Kenobis skind, bl.a. ved at dræbe nogle af Kenobis nærmeste.

Uanset hvad deres planer var om et muligt tredje møde, så kom handlingen i Episode 3: Sith Fyrsternes Hævn i vejen. Darth Sidious offentliggjorde sig selv overfor Jedi ridderne, og vendte galaksens mening om dem om til had og uglæde. Jedi ordenen var lagt i ruiner, Obi-Wan gik under jorden, og Maul troede ham død, og gik derfor til sine egne planer i underverdenen.

Da vi møder Maul igen i Rebels er han alene, og søger en lærling, som han mener at finde i seriens frontperson Ezra. Maul manipulerer Ezra, og forsøger at vinde ham over på sin side, men alle hans planer ændres da han lærer at Kenobi stadig er i live. Tid til at få sat en ende på deres evindelige rivalisering.

Men i de 18 år der er gået siden Episode 3, har Kenobi haft rigeligt med tid til at komme over deres stupide fejde.

2. Duellen

Afsnittet "Twin Suns" starter med en Maul der vandrer hvileløst rundt i Tatooines ørken, og taler med sig selv. Fanget med sine egne tanker præcis som han var på affaldsplaneten i Clone Wars. Maul er ældre, men han er stadig fanget i den dag han tabte til Kenobi, og mistede alt der var tilset ham.

Kenobi derimod er rolig og venter tålmodigt i meditation, på at dagen kommer, hvor hans mission er fuldendt.

De mødes endelig ansigt til ansigt til sidst i afsnittet, over en vag bålflamme, og diskussionen begynder.

Maul: "Look what has become of you, a rat in the desert"

- Med tryk på "rat", håner Maul Kenobi. Fra at have været en højt respekteret beskytter af galaksen er han nu ikke andet end en tigger, en sølle vagabond.

Kenobi: "Look what I've rissen above"

- Med ro i sindet, viser Kenobi at han ikke har tænkt sig at synke til Mauls niveau.

Maul: "I have come to kill you, but perhaps it's worse to leave you here, festering in you squalor"

- Mauls rastløshed ved endelig at have fundet det bytte, han som rovdyr har søgt efter i årevis, viser sig ved at han begynder at vandre rundt om bålet. Hans brug af ordet "squalor" (som google oversætter til elendighed, men jeg synes at der ligger mere i ordet) et ord fra latin "squalere" - at være snavset - viser at Maul nægter at lade sin rottemetafor gå tabt. En taktik han brugte ofte mod Obi-Wan i The Clone Wars var at finde et punkt der ramte ham hårdt, og blive ved med at bringe det op, for at slå Kenobi ud af balance, og det er den samme taktik han bruger her, men...

Kenobi: "If you define yourself by the power to take lives, the desire to dominate, to posses, then you have nothing"

- Kenobi følger roligt Mauls tempo rundt om bålet, han har ikke lyst til at slås, så han holder afstanden uden at flygte. Hans svar på Mauls hån, og forsøg på at slå ham ud af balance, "hvis alt du har er evnen til at slå ihjel, og en higen efter at eje og dominere, så har du ingenting", er en henvisning til hvordan i The Clone Wars, hver gang Maul havde en ny plan og byggede noget stort op, blev han slået ned til ingenting igen, og den vender situationen sådan at Maul selv bliver slået ud af balance. Kenobis ord her stemmer faktisk også overens med JRR Tolkiens syn på ondskab, og hvad der gør hvisse personer onde. Ondskab opstår ifølge Tolkien når man bliver fanget i en nedadgående spiral. Jalousi -> vrede -> had -> ønske om at være stærkere end andre -> ønske om at dominere andre -> ønske om at herske -> frygt for at miste -> ønske om at udslette - dvs en form for nihilisme, at bringe alt til intet. Skurke er ikke nogen man skal hade, men i stedet bør have medynk for. Star Wars har faktisk altid brugt en lignende version af ondskab. Imperiet under Kejser Palpatine hersker over galaksen, men skaber altødelæggende våben som Dødsstjernen der kan udslette en hel planet - hvis imperiet ikke kan herske, så udsletter vi.

Maul: "Grr... And what do you have!?"

- Maul knurrer ad Kenobis kommentar, den har ramt plet. I frustration trækker Maul sit lyssværd og slukker bålflammen - flammen der holdt håbet om et fredeligt farvel mellem de to i live er slukket. Kenobi er stadig rolig, men er ærgerlig over hvad han nu ved vil ske.

Maul: "Why come to this place? Not simply to hide..."

- Maul finder lidt af sin balance igen, og prøver at finde på en anden måde at nå Kenobi på. Hvis en mand kan være så rolig, i en situation der ser så håbløs og fortabt ud... hvad kan så være årsagen. For første gang ser Kenobi ikke helt så rolig ud, men begynder at tage den nærtstående fare alvorligt.

Maul: "Oh, you have a purpose here, perhaps you are protecting something?"

- Som Maul siger dette er det første gang at Kenobi blinker, Maul har ramt tæt på, nu har han ham næsten hvor han vil have ham.

Maul: "No, protecting someone!"

- Idet Maul siger "someone", tænder Kenobi sit lyssværd. For Maul er dette kulminationen fra alle deres fælles oplevelser siden Kenobi besejrede ham 31 år tidligere, så snart Maul har dræbt Kenobi - håber han - kan han finde et nyt mål at leve for. For Kenobi derimod, er Maul lige gået fra at være en tidligere fjende der var ekstraordinært vedvarende, til at være et fjols der lige har sat galaksens fremtid på spil. For Maul handler dette møde om at dræbe Kenobi, og hvis han er her i ørkenen for at beskytte nogen, så kan han altid true med at dræbe den person hvis ikke Kenobi vil kæmpe. For Kenobi er den person - Luke Skywalker - galaksens sidste håb, om at besejre Sith fyrsterne og imperiets kontrol over den. Nu da Maul kender til Lukes eksistens, må han dø, der er ingen anden udvej nu.

Herefter får jeg brug for visuelle midler for at forklare hvad der sker, så jeg tager nogle billeder i brug

Selvom at Kenobi er en Jedimester og har fremvist stor tålmodighed hidtil, så idet det endelig lykkes Maul at lokke ham til kamp, falder Kenobi tilbage i sin ungdoms rivalisering med Maul, og indtager den kampposition han plejede at bruge under klonkrigene. Maul formåede for en kort stund at knække Kenobis tålmodighed.

Men Kenobi indser det hurtigt, og skifter sin kampposition til en der er mere passende med hvor langt han har udviklet sig siden de sidst mødtes. Da tænker Kenobi, at eftersom det lykkedes Maul at bringe Kenobi tilbage til deres ungdomsrivalisering, måske kan han også lokke Maul til at begå en stor fejl, så Kenobi skifter kampposition igen.

Kenobi indtager sin gamle mester Qui-Gons kampposition, og ser om Maul også er smart nok til at skifte sin kampposition, til noget der kan modstå den, eller om han er så besat af målet at han begår en kæmpe fejl. Maul ændrer ikke kampposition, og med nogle Spaghettiwestern-nærbilleder ser vi duellen imellem dem stå på, før det første fysiske angreb er slået.

Maul springer på Kenobi med et Sith-råb, der er designet til at forvirre modstanderen, men Kenobi lader sig ikke påvirke - han blokerer foran, blokerer lavt og hugger ned.

Maul havde set Kenobi stille sig i Qui-Gons kampposition, og havde troet at det betød at Kenobi stod til at lave de samme fejl som sin mester, og han gik ind for at slå Kenobi i hovedet med sit lyssværd og derefter dræbe ham, ligesom han gjorde mod Qui-Gon 31 år forinden. Kenobi derimod havde gennemgået den duel i sit hoved mange gange, og tænkt på hvordan den kunne være endt anderledes, og nu lokkede han Maul ind i fælden, og fik muligheden for at ændre duellens afslutning.

Hugget over lodret nu, begynder Maul for første gang i sit liv at tænke på andet end sin egen domination og higen efter styrke. Denne mand han havde udfordret til en duel er ikke den samme som han havde kendt tidligere. Dette er en Jedimester med en mission, og hvis han er så stærk bare når han beskytter nogen, så må den person han beskytter være ekstrem vigtig. Han skulle aldrig være kommet her, hvor han kunne have sat galaksens fremtid på spil. Med de tanker falder han og Kenobi griber ham.

Med sine sidste kræfter spørger Maul Kenobi:

Maul: "Tell me... is He the chosen one?"

- Den udvalgte han omtaler hér, er en profeti i Prequeltrilogien, om en født stærk i the Force, som vil udrydde Sith fyrsterne og bringe balance til the Force.

Kenobi: "He is"

- Personen de omtaler i scenen er Luke Skywalker, men han er IKKE den udvalgte, det er Anakin Skywalker - Lukes far - men eftersom at han er blevet til Darth Vader, så har Kenobi på dette tidspunkt opgivet ham, og kan ikke se hvordan Anakin nogensinde vil kunne bringe profetien i opfyldese nu. Derfor tror han at Luke er den udvalgte. Luke er nøglen - det Nye Håb - som vækker Anakin inde i Vader, og lader ham fuldføre profetien, men det er ikke Luke selv.

Maul: "He will... avenge us!"

- Maul var så tæt på at kunne sige farvel til det onde der har styret hans liv siden han var lille, men med sit sidste suk lagde han igen tryk på Sith fyrsternes kode. Hævn fører ikke til godt, kun til mere lidelse, og Kenobi ynker sin ærkefjende, som dør i hans arme - præcis som de andre af Kenobis vigtigste personer som Maul dræbte foran ham døde i hans arme. Maul var måske et monster, og en morder, men han var en pint personlighed, og Kenobi omfavner ham med samme omhu som hans ofre blev det.

Maul - tidligere Darth - er en interessant figur i Star Wars. Han startede som en brik der altid skulle ofres, men da han blev bragt tilbage blev han en person der havde mange planer, men fandt at uanset hvor meget han forsøgte, kunne han ikke fuldføre nogle af dem før at han havde fået en afslutning på den dag hans liv gik i stå - dagen han tabte til Obi-Wan Kenobi. Som en afslutning på hans historie viser afsnittet "Twin Suns" hvor ødelæggende det er at vie sit liv til vrede og had, i sidste ende går det mest udover én selv.

Et opslag om James Bond film

 De sidste par måneder har jeg genset alle 'James Bond' filmene - og når jeg siger alle, mener jeg ALLE. Alt fra den amerikanske live-tv version af Casino Royale fra 1954 til Playstation 2-spillet Everything or Nothing, som for mange af os der spillede det i sin tid, anser som Pierce Brosnans femte og sidste Bond-performance.

Men i modsætning til hvordan jeg normalt har set dem før i tiden - bare set én af gangen, efter hvad jeg har været i humør til - denne gang ville jeg se dem i rækkefølge fra den første til den nyeste, mens jeg har fokuseret på en filmanalytisk kritik af filmene.

Jeg har fokuseret på ting såsom:

* Hvordan er musikken i filmen? Er der store huller mellem musikken, eller er der konstant musik? Lyder musikken til at passe med scenen der udfolder sig?

* Hvordan er cinematografien? Har vi store overbliksscener, eller er vi altid up-close? Står kameraet stille eller følger det med personerne?

* Hvad slags lokationer opleves i filmen? Flotte naturscener eller store set? Når vi besøger et land, får vi så nogle gode billeder der beskriver landet, eller følger vi altid personerne for tæt på til at opleve seværdighederne omkring os?

* Hvor meget slag er der i stuntsne? Lever folk sig virkelig ind i kampene, eller de blevet speedet op i filmredigeringen?

* Hvor trofaste er Bonds allierede i filmen? Giver de informationer? Er de med ham til det sidste? Eller er de komplet inkompetente?

* Er skurkenes planer letforståelige, eller giver de ingen mening? Er skurkene skræmmende og uhyggelige, eller er de til grin?

* Hvor meget fylder Bondpigernes rolle i filmen? Har de en opgave i filmen, eller er de kun til stede fordi at der skal være kønne piger i filmen? Er deres profession troværdig?

Angående min score af Bond i filmene, er det baseret på hvordan Bond repræsenteres i forhold til MIN ideelle James Bond:

* Han er charmerende, men det skal IKKE være hans hovedvåben.

* Han må gerne give en one-liner nu og da, men han skal ikke være komikker, og fyre joke efter joke af.

* Han er ikke en som har glæde i at dræbe folk, men tøver ikke når pligten kalder på drab.

* Han går fysisk til værks, men er ikke brutal.

* Han underretter sig om sine omgivelser, så han sjældent bliver overumplet.

* Han udnytter de gadgets han har til dispensation, men de er ikke så fantastiske (som i fantasifulde) at de overskygger Bond selv.

* Han er ikke uovervindelig, men er sårbar og kan komme meget til skade.

I hver kategori har jeg bedømt filmene en score mellem 0 og 10 - jeg tæller også halve point, men ellers ikke decimaler - for en mulig topscore på 130 point. Derefter divideret med 13, sår'n at filmene får en totalscore ud af 10 - en score som sagtens kan have andre decimaler end ,5.

Jeg har også overvejet, hvor underholdende filmene var at se. Hvis en film er kedelig, så kan den føles som om at den aldrig slutter, hvorimod en meget underholdende film, altid efterlader en i et godt humør. Jeg fik dog først idéen til at bedømme underholdningsfaktoren efter at jeg var nået i gang med Roger Moore filmene, og jeg ville ikke gå tilbage og give en score til de tidligere film en måned efter at jeg havde set dem, så i stedet er alle filmenes underholdningsfaktor kun bedømt med et ja eller nej. Hvis jeg skulle gradere dem, så ville et nej svare til 0-4,5 og et ja til 5-10.

Jeg har valgt at gennemgå alle filmene sådan fordi jeg ikke har set flere af filmene i 10 år, og et par enkelte som jeg absolut ikke kunne lide dengang, har jeg ikke set i næsten 20 år. Så jeg var nysgerrig om jeg stadig følte det samme om filmene hvis jeg så dem fra et mere analytisk perspektiv, som jeg følte om dem sidst jeg så dem.

Dengang var min yndlings Bondfilm 'License to kill' med Timothy Dalton, og den dårligste var 'Die another day' med Pierce Brosnan - som jeg, siden jeg så den i biografen, altid har tænkt på som en af de elendigste film jeg nogensinde har set. Føler jeg anerledes i dag?

Et par ting jeg lærte, gennem sammenligningen har været:

* Grevinde Terresa di Vincenso - eller "Tracy" - var den perfekte Bondpige, hvilket giver god mening eftersom at det var hende der blev gift med Bond. Hun blev introduceret i begyndelsen af filmen, hun udfordrede Bond på flere niveauer, hun var en aktiv del af filmen, og hun reddede Bond på et tidspunkt hvor han var på bar bund og nærmest havde opgivet. Der er ikke mange af de andre Bondpiger, der kan prale af at have reddet Bond, og da slet ikke mens han var så fortabt som hér. Og ja, jeg er ikke bange for at erkende det, jeg græd da Tracy døde.

* Gennemsnitsbondpigen har en score på 6,2 - Bondpigerne i 16 film er rangeret lavere end gennemsnittet, 

* Gennemsnitsskurken har en score på 7,1 - Skurkene i 13 film er lavere end gennemsnittet, så generelt har de klsret sig bedre end pigerne.

* Gennemsnitsplottet har en score på 6,9 - sjovt som de film der lægger sig tæt op ad bøgerne de er baseret på har det med at score højere end dem der er mere løse i filmatiseringen.

* Ved at lægge tallene sammen og finde gennemsnittet for hver Bondskuespiller, kan jeg sige at:

- Barry Nelson med en score på 7 gjorde et fint stykke arbejde, taget i betragtning af at bogen Casino Royale kun var et år gammel, og knap nok kendt i USA. Det er også begrænset hvor meget man kan gøre på live TV.

- Sean Connery får en overordnet score på 5,8 - den er forholdsvis lav, fordi han tydeligvis blev træt af rollen som Bond, og man kan se hvor meget han keder sig. Hvis vi kun tæller hans film frem til Thunderball så får han en score på 8,0 som er meget mere respektabel, men det ændrer ikke på at han gav den elendigste udgave af Bond tre gange, og det trækker altså ned i den overordnede rangstilling.

- David Niven på 4 point står lavt på listen, men det er ikke fordi han gjorde et dårligt stykke arbejde i filmen, men mere på grund af at han ikke har noget at lave i den. Casino Royal (67) er en ensemble-film, og Niven får derfor ikke tid til at gøre noget med rollen. Det er en skam eftersom at Niven var Ian Flemmings foretrukne valg til hvem der burde spille Bond.

- George Lazenby med 9,5 er næsten perfekt i hans ene film. Han fremhævede Bonds action, og stunts, men han var også en sårbar person, og det er en af de få gange man nærmest begynder at frygte for Bonds liv - lige indtil at Tracy dukker op, og redder ham som nævnt ovenover.

- Roger Moore følte jeg var meget konsistent i rollen som Bond. Med hans 6,9 kunne man regne med ham for en god og fin udgave af Bond. De to gange hans score afveg fra den sædvanlige score var i For Your Eyes Only - som fulgte bogen nærmest til punkt og prikke, så hans Bond var mere koldblodig end normalt - og A View To A Kill - men hér kun fordi at han var blevet for gammel for rollen, til at kunne udføre alle de ting der hører til rollen.

- Timothy Dalton er min yndlingsbond på 9,8 - og han er også den der mest minder om Bond fra Ian Flemmings bøger, så det er også et plus. Da jeg så hans to film igen, ønskede jeg at han kunne have fået mindst en film mere, men desværre.

- Pierce Brosnan fik 6,0 for de fire film, med 'Everything or Nothing' får han 6,1 - hold da op, hvor var der mange puns hos hans Bond. Bond har altid haft one-liners og lignende, men det var allerhøjst to pr. film, hér var det næsten 20% af Bonds replikker som var jokes. Det sagt, så blev han langsomt bedre i rollen som tiden gik, men hans bedste scene var i Tommorow Never Dies, som faktisk er en god film på trods af at det er en Brosnan-film.

- Daniel Craig 8,1 startede stærkt med Casino Royale, men efter Quantum of Solace mister han lidt af charmen, og der mangler tydeligvis noget, som han aldrig får helt tilbage igen.

Top fem lavestscorende film er:

5: Quantum of Solace med 5 point. Dette er ikke rigtigt en Bondfilm, det er meget mere en actionfilm - næsten ingen spionering, bare action og action og action. Det er ikke engang særlig godt redigeret action, med 2 frames per scene, kan man ikke finde ud af hvad der sker i filmen, det er bare action.

3: Delt tredjeplads til Diamonds are Forever og Die Another Day med 4,2 point. Det eneste gode ved Diamonds Are Forever er temasangen af Shirley Bassey og Mauric Binders akkompangerende Åbningscredits. Mr. Wynt og Mr. Kidd er skræmmende og effektive, men Charles Greys Blofeld er en uudholdelig kryster. Når jeg tænker på filmens anden akt så tænker jeg først og fremmest på cirkus, selvom at der ikke er noget cirkus i filmen.

For Die Another Days vedkommende er det de forskellige lokationer, lyddesign der trækker op, og Pierce Brosnan er også fin i rollen hér. Men cinematografien er rundt på gulvet, det ene sekund er der et flot scenarie af Island, det næste speeder kameraet op. Skurken ville have været meget mere interessant hvis han forblev en koreaner, og ikke gennemgik DNA-ændringer for at gøre ham til englænder... Hvad i alverden var det for en sætning jeg lige skrev?

Alt andet i de to film er dårligt eller helt uudholdeligt.

2: Casino Royale (67) med 3,9 point. Et rod. Det er alt der er at sige om denne film. Den er et rod. Ingen hoved eller hale i filmen bare et stort rod.

1: Never Say Never Again med 3,8 point. Denne film var bare så kedelig at se. Rowan Atkinson er det eneste gode ved hele filmen, og han er kun med i den i mindre end to minutter.

Af disse fem, er Quantum den eneste jeg faktisk synes var underholdende, trods dens overordnede kvalitet, og er derfor nok den eneste jeg ville overveje at se igen, uden at gennemgå et helt maraton som dette igen.

Top ti højestscorende film er:

10: Thunderball med 7,4 point. God film, Connerys sidste gode optræden som Bond, en stærk bondpige og en skræmmende skurk, flotte omgivelser. En langt bedre Never Say Never Again end Never Say Never Again var.

9: Tomorrow Never Dies med 8 point. Interessant idé med en mediemorgul som iværksætter sine egne katastrofer så han kan bringe nyheder før alle andre medier. Brosnans langt bedste optræden. 'Surrender' af KD Lang er min yndlingsbondsang, og hvis den ikke var blevet udskiftet i 11. time, med den ligegyldige 'Tomorrow Never Dies' af Sheryl Crow, så ville temasang have fået topscore. Idet mindste er sangen stadig med i filmen, og derfor er de to begge bedømt som helhed.

8: Skyfall med 8,3 (8,27) point. Smuk cinematografi af Roger Deakins. M er faktisk hovedpersonen i denne film, som bare ses fra Bonds perspektiv, hun er også den mest fremtrædende Bondpige i filmen, så det er noget nyt. Skurken, Silva, er nærmest FOR perfekt, hele anden akt, inklusive hans tilfangentagen, er en del af hans plan, han kan ikke gøre noget forkert, jeg kan huske at tænke noget lignende i biografen for 10 år siden, så det har trukket ham ned.

7: No Time to Die med 8,3 (8,31) point. Fuld af referencer til tidligere film, uden at de bliver kastet i ens ansigt. Eftersom at Bond er gået på pension, og der er en ny agent 007, så med alle de referencer der er i filmen ville jeg ønske at Hans Zimmer havde inkluderet John Barrys '007 Theme' som har været med i fem Bondfilm, men ikke har været brugt siden Moonraker, 'On Her Majestys Secret Service' bliver jo brugt i soundtracket, og filmens afslutningssang er Louis Armstrongs 'We Have All The Time In The World', og det ville have været det perferkte sted at genoplive det musikstykke, men desværre.

6: From Russia With Love med 8,5 point. Kerim Bey og hans familie er nogle af de bedste allierede Bond nogensinde har arbejdet sammen med. Grant som Bonds skytsengel, der gemmer sig i skyggerne, indtil at han lader sig afsløre ombord på Toget til Trieste, gør ham  meget stoisk og effektiv.

5: On Her Majesty's Secret Service med 8,6 (8,58) point. Lazenbys optræden som en sårbar Bond er noget der gør ham unik, han er aktiv og gør en del stunts selv. Tracy er den perfekte Bondpige, og Telly Savalas er den bedste Blofeld, han har ikke kun en dødelig plan, men når alt begynder at gå galt pga. Bond, så i stedet for at flygte som alle andre Blofeld'er, så giver Telly Savalas jagt, og med drabet på Tracy får Blofeld det sidste ord. 

4: For Your Eyes Only med 8,6 (8,62) point. Roger Moore følte ubehag ved at spille en mere seriøs Bond, det var ikke hans Bond, men han gør dog alligevel et godt stykke arbejde. Melina er en proaktiv Bondpige, som ikke sidder stille, at hun er opvokset i undervandsarkæologi er troværdigt, modsat visse andre Bondpigers professioner. Med græske heroinsmuglere, er skurkene også meget unikke.

3: The Living Daylights med 8,7 point. I denne film er Dalton den perfekte Bond for mig. Kara er ikke den mest aktive Bondpige, men da hun lærer sandheden springer hun ind i aktionen. Som lille var denne film første gang jeg nogensinde hørte om Sovjetunionens invasion i Afghanistan, da vi hér ser Bond samarbejde med Mujahadin. Desværre har filmen også den mest værdiløse Felix Leiter, han siger tre sætninger i hele filmen, han har ikke noget at lave i filmen, så hvorfor er han her overhovedet?

2: Casino Royale (06) med 8,8 point. En næsten perfekt filmadaption af bogen, givet de 50 års forskel mellem bogens udgivelse i 1953 - dvs. Smersh (KGB antispiongruppe) er udskiftet med organisationen bag Jesper Christensens Mr. White. En god begyndelse for en ung og ny Bond, og jeg har altdid godt kunne lide at han drikker ikke bare Vodka Martini rystet, ikke omrørt, men han nævner den fulde drik fra bogen, som han opkalder efter Vesper. Det har altid irriteret mig at de på casionet spiller Poker i stedet for Baccarat, alt sammen bare fordi at Texas Hold'em Poker var super populært i 00'erne, så skulle det gå ud over filmen.

1: License to Kill med 9,3 point. Sanchez som skurk har en stærk tilstedeværelse helt fra filmens begyndelse, han er den gode blanding af skræmmende og effektiv, værdsætter loyalitet langt højere end penge. Desmond Llewelyns Q er med Bond på mission i feltarbejdet, det nærmeste han tidligere har været, var at han ankom for at give Bond hans udstyr, men her er han med til at spionerer og give informationer, som viser at Q faktisk anser Bond som en god ven, og ikke bare en komiker der gør grin med hans arbejde. Dalton som Bond er lidt for hævngerrig til at få topscore hér, men kun lige, han er stadig alle de ting jeg foretrækker at Bond skal være. Ja, License to Kill er stadig min yndlingsbondfilm.

Dette er det endelige skema, hvis det skulle være interressant at studse nærmere over mine meninger.