Jeg sidder i et passagerfly, og skal til at lande og stige af flyet. Jeg er ankommet til New York City af en eller anden årsag. Hvilken lufthavn? Aner jeg ikke.
Jeg går lidt rundt i nabolaget i søgen efter noget, jeg ikke kan huske. Så beslutter jeg mig for, at mit bedste valg, må være at tage et undergrundstog, derhen hvor jeg skal være. Der er godt propfyldt i toget, og jeg forsøger både at holde gelænderet, så jeg ikke vælter, og beskytte mine lommer fra lommetyve. Jeg fanger én person i at forsøge at sjæle fra min lomme, og jeg kan genkende at have set ham før - det var den blinde mand fra filmen 'Le fabuleux destin d'Amelie Poulin'. Tiden er kommet til at stå af toget, men hov det er ikke et tog. Det er en bus, og jeg forstår ikke hvor jeg er blevet sat af henne. Jeg vidste det var det rigtige stop, hvor jeg stod af, men ikke hvor det var. Jeg tog min telefon op af lommen, for at se mig omkring, og opdager, at batteriet er blevet drænet lynhurtigt på bussen, på en eller anden måde. Da går det op for mig, at jeg er rejst hele vejen over Atlanterhavet uden kufferter eller andet pakketøj - eller en oplader til min mobil, for den sags skyld.
Jeg kigger mig nervøst omkring, jeg befinder mig i noget der ligner et industriområde, som man finder i udkanten af større byer - giver mening, taget i betragtning af at jeg sad i toget/bussen fra lufthavnen i hvad der føltes som flere timer. Men så slår det mig, at jeg har hørt en irriterende lyd, ikke langt fra hvor jeg står. En instrumental version af 'Når du ser et stjerneskud/When you wish upon a star', er spillet på repeat, lige siden jeg steg af bussen. Vent, hvor er jeg? Jeg troede jeg var uden for New York, men er nu endt op ved en af de to Disney-parker, enten i Californien, eller i Florida. Besynderligt.
Selvom lyden er meget svag, og må være et stykke herfra, er jeg allerede ved at blive sindssyg af sangen. Da hører jeg nogen kalde på mig. Jeg vender mig om, og ser et lidt ældre ægtepar - må have været i midt-60'erne til start 70-erne - tale til mig på dansk. De bød mig ind i deres hus, fordi klokken var henved 23, og hvor jeg var på vej hen - de formodede vel Disney-parken - ville være lukket nu. Jeg tøver, men tager imod deres tilbud for at overnatte hos dem, og de sætter et aftensbord op, så vi kan spise godnat. Fruen spørger om hun skal finde noget særligt frem til mig, men jeg takker pænt nej. Jeg kan godt nøjes med den - lidt misfarvede (det er jo trods al USA) - Rullepølse i skiver de har stillet frem. Eller 'Rewl-purrls' som de kaldte det. Hvilket er underligt, for alt andet dansk, kunne de godt udtale korrekt.
Vi sidder og spiser, de spørger mig om hvor jeg kommer fra. De viser mig et fotoalbum, og hvor mange gange de har besøgt Disney - parken lå jo lige om hjørnet. Jeg skal lige til at spørge om deres historie, da jeg hører noget musik bag mig. Fra musikanlægget, spiller de 'Mon Histoire' fra den franske udgave af Les Misérables musicalen - mere specifikt den nye version af teksten fra 2024 (eller deromkring). Af en eller anden grund begynder jeg at synge med, og højere for hver linje i teksten. De to husværter finder ikke noget mærkeligt i at jeg kan synge fransk, men så mærkeligt på mig, da jeg kom til at svare på ét enkelt spørgsmål på engelsk.
Jeg undrer mig over, hvorfor vi stadig sidder og snakker - klokken var jo over 23 før. Jeg kigger ud af vinduet, og ser at det er højlys dag. Huset, som jeg befinder mig i, ligger i centrum af en mindre by. Og lige ud for vinduet, er der udsigt til at kirketårn. Men det er et kirketårn, til en kirke, som man ville finde i det sydlige Centraleuropa, ikke i USA. Hvor er jeg!?!? Kirken er tydeligvis blevet genopbygget, ved siden af nogle ruiner, fra den samme kirkes ældre version?
Jeg vågner med et sæt. Sikke en mærkelig eftermiddagslur...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar