Jeg har til opgave inden 14. september (på tidspunktet dette bliver skrevet, imorgen) at kildekritisk analysere en række tekster der omhandler Kong Kristoffer den førstes død i Ribe domkirke i 1259, og ud fra kilderne argumentere for om det virker sandsynligt at han er, som man i samtiden mente, var blevet forgiftet under nadveren.
Jeg sidder med min studiegruppe og snakker om opgaven, da der pludseligt for en idé gennem hovedet på mig. Hvis kong Kristoffer virkelig blev forgivet, var det så måske af Ribebispen? Eller en af hans provster?
Inden at jeg går videre, må jeg vist hellere komme med et overblik over begivenhederne, opgaven omhandler.
"Kong Valdemar Sejr efterlod sig ved sin død i 1241 tre voksne sønner. Den ældste Erik Plovpenning, som i forvejen var kronet til medkonge, overtog tronen. Han kom hurtigt i strid med den næstældste, Abel, som allerede var forlenet med hertugdømmet Sønderjylland.
Kong Erik blev dræbt i 1250, men Abel svor sig fri for andel i drabet og blev konge. Da han faldt på krigstogt allerede i 1252, lykkedes det Kristoffer, den yngste af brødrene, at blive konge, idet Abels ældste søn, Valdemar, på dette tidspunkt befandt sig i fangenskab i udlandet.
Kristoffer anfægtede Abels ret til tronen og arbejdede aktivt for at få Erik Plovpenning helgenkåret. Abels sønner fandt til gengæld støtte hos deres morbrødre, de holstenske grever. Kristoffer måtte overlade Sønderjylland til Valdemar, som dog døde i 1257, hvorpå hans broder Erik gjorde krav på hertugtitlen. Kristoffer mødte også modstand hos Jakob Erlandsen, fra 1254 ærkebiskop i Lund og dermed herre over store dele af Skåne. Et kirkemøde i Vejle vedtog på Jekob Erlandsens initiativ, at eventuelle overgreb mod landets bisper umiddelbart skulle udløse interdikt
(Vejlekonstitutionen 1256
).
Det stadig mere spændte forhold mellem konge og ærkebiskop kulminerede, da Kristoffer lod Jakob Erlandsen fængsle 5. februar 1259. Interdiktet blev imidlertid kun overholdt i Skånelandene og på Sjælland, mens de jyske bisper sluttede op bag kongen. Til gengæld allierede ærkebispens parti sig med Erik Abelsen og de holstenske grever. Fyrst Jarmer af Rügen (som hørte under Roskilde bispestol) landede med en hær på Sjælland og sejrede i et blodigt slag ved Næstved.
Og
midt i alt dette dør så kong Kristoffer..."
Det blev
relativt hurtigt en alment kendt sandhed at han var blevet forgiftet under
nadveren i domkirken, om dette er sandt eller ej har man siden diskuteret,
gerningsmanden skulle efter alt at dømme være en cisterciensermunk, abbed
Arnfast, fra Ryd/Ry kloster i Slesvig Bispedømme.
En mere
detaljeret beskrivelse af begivenhederne, år for år, som de er beskrevet i
bogen, men kun detaljer som er beskrevet, vil være som følger:
1241
Kong
Valdemar Sejr dør.
Erik
Plovpenning bliver konge.
1250
Kong Erik
Plovpenning dør.
Abel bliver
konge.
1252
Kong Abel
dør i kamp.
Da Abels
sønner af diverse årsager ikke kan overtage tronen, bliver Kristoffer konge, og
anfægter Abels ret til tronen.
Elav bliver
biskop i Børglum.
1254
Jakob
Erlandsen bliver ærkebiskop i Lund
1256
Under et
kirkemøde i Vejle vedtager ærkebiskop Jakob Erlandsen et initiativ, om at alle
eventuelle overgreb mod bisper skal udløse interdikt. Vejlekonstitutionen.
1257
Kong
Kristoffer må overlade Sønderjylland til Abels sønner Valdemar og Erik
1259
5. februar:
Ærkebiskop Jakob Erlandsen tages til fange i Gislebjerg, og fængsles på borgen
Hagenskov. Kongen bliver sat i interdikt.
15. april: Kong
Kristoffer udsteder brev på Taarnborg, hvori han opfordrer dekaner og
sognepræster i Halland til, for folkets skyld, at åbne deres kirker, på trods
af landets bandlysning.
17. april:
Fyrst Jarmer af Rügen hærger/sætter sig i besiddelse af Sjælland.
T10: Kong
Kristoffer drager til Jylland og finder ”Almuegen” at være ham uvillig for den
store overlast. Han drager til Ribe, hvor han lader Biskop Esche fængsle, trods
han ”hagde althid gjort hannum stor Thieneste och Bistand thilforn.”
29. maj:
Kong Kristoffer dør i Ribe. Enkedronning Margrethe Sambiria anklager ærkebiskop
Jakob Erlandsen og hans tilhængere for at have forgivet ham. Abbed Arnfast, fra
Ryd kloster, er manden der har fået skylden sidenhen.
3. juni: (T32)
Kong Kristoffer dør.
4. juni:
Pave Alexander 4. skriver til 3 bisper i Tyskland at formane Kong Kristoffer
inden for en måned, ellers skal han under interdikt.
12. august:
Domkapitlet i Lübeck opfordrer Kong Erik til at give et privilegium til
kapitlet i Lübeck.
Holstenske
grever hærgede store dele af hertugdømmet/Sønderjylland.
Hans
Svaning (T10) skriver at kongen ”døde om Efterhøsten thet samme Aar,” Altså om
efteråret.
1260
21.
oktober: Bispen af Ribe vender hjem fra Rom og gentager ”den samme appels ord i
den synode”.
Biskop Elav
af Børglum dræbes.
T30: ”I sit
9. regeringsår tog han ærkebiskop Jakob til fange og satte ham i fængsel på
Borgen Hagenskov. […] Samme år, som han tog ærkebispen til fange, døde kong Kristoffer
i Ribe og blev begravet sammesteds. Erik, søn af Kristoffer, fulgte ham på
tronen i det Herrens år 1260. Han tog kirkernes tiende, gjorde ingen
retfærdighed. […] Derfor gjorde efter Guds dom greverne af Holsten og Jarmer,
Rügens fyrste, riget meget ondt.”
Bispevalg i
Aarhus. Ærkebiskop Jakob Erlandsen vælger Arnfast til biskop, imod enkedronning
Margrethes vilje.
1261
13. maj:
Ribe Domkapitel appellerer på ny til Rom om beskyttelse fra ærkebiskop Jakob
Erlandsen.
1262
Ifølge T23:
Ærkebiskop Jakob Erlandsen fængsles, og kong Kristoffer dør i Ribe
1263
Februar:
Bisp Tyge af Aarhus fremsætter, i Aabo Syssels ting, anklager mod brødrene i Øm
kloster.
1264
4. april:
Pave Urban 4. skriver brev til Jakob Erlandsen.
1296-97
Den danske
konges proces ved Pavestolen mod ærkebiskop Jens Grand.
1901
Under ledelse af Nationalmuseets 2. afdelings direktør W.
Mollerup, igangsættes en arkæologisk udgravning i Ribe Domkirke. Man finder en
Sarkofag i vestgermansk stil, muligvis fra tidlig middelalder.
Visse
punkter i teksterne, henviser til andre begivenheder, hvor tidspunkt ikke er
beskrevet. Som f.eks. i teksten om den danske konges proces ved Pavestolen i
1296-97, bliver det nævnt at kong Erik Klipping blev myrdet, men ingen
dateringer om hvornår. Det kan jo så selvfølgelig have at gøre med at det ikke
er det selv opgaven omhandler. At Erik Klipping blev dræbt 22. november 1286, kan
næppe hjælpe med at finde en løsning til hvorfor hans far døde små 30 år
tidligere.
I andre
punkter er der dog en ting som kunne virke vigtige at have en datering på, men
den virker ikke helt muligt at få. Her hentyder jeg mest til valget af ny
biskop i Aarhus. Vi har ingen dateringer i de givne kilder som giver et årstal,
og derfor er der uenighed mellem de første 11 tekster
om abbed Arnfast fra Ryd kloster blev valgt til biskop af Aarhus, af ærkebiskop
Jakob Erlandsen, før kong Kristoffers død, eller efter?
Jeg vil
lige, inden jeg begynder, nævne at alle kilder stammer fra bogen ”Kildekritisk tekstsamling” fra Aarhus
Universitetsforlag, medmindre jeg skulle nævne andet.
I tekst 1,
uddrag af Caspar Paludan-Müllers ”Kong
Erik Glipping og den romerske Kurie i Kongens Strid med Ærkebiskop Erlandsen”
fra 1872, nævnes at ”Jakob Erlandsen var […] i sin gode Ret, da han nu
providerede Aarhus Bispestol med en Mand af sit Valg; men han misbrugte denne
Ret paa den mest oprørende Maade: han valgte Arnfast, Abbeden fra Ry, den samme
Arnfast, hvem et almindeligt Raab betegnede som Kong Kristoffers Giftmorder! […]”
I tekst 8, uddrag
af Ludvig Holbergs Dannemarks Riges
Historie, I fra 1732, har Holberg under beskrivelsen af kongens død, indsat
uddybende noter, hvor han beskriver ”Denne Arnfastus var imod Kongens Villie
bleven creeret Biskop til Aarhuus.”
I tekst 9,
et uddrag af Arild Huitfeldts En Kaart
Chronologia, Forfølge oc Continvatz, paa huis som her vdi Danmarck skeed oc
bedreffuen er… 1182 … indtil … 1448, fra ca. 1600, står der at kongen var
draget til Ribe for der med biskoppen at finde en løsning på stridighederne der
var kommet ham og ærkebiskop Jakob imellem ”hvor hand aff Bisp Arnfasto vdi
Aarhus/ huilcken Erchebisp Jacob imod Kongens vilge/ sætte til Biscop/”
Tekst 12 er et uddrag fra Øm Klosters
krønike, i uddraget er klosterets munke, på Biskop Tyge af Aarhus, blevet
indklaget til sysselting på Åbo Syssel. Munkene beskriver hvordan Biskop Tyge
har anklaget dem til at have fordrevet ham fra klosteret, og ligeledes skjule
nogle af kongens fjender, såsom bisp Arnfast. ”Og siden denne nu er bragt på
tale, skal jeg fortælle noget om ham.
På den tid hvor [bispe]sædet i Århus
stod ledigt, var der tolv kanniker. Da de foretog valget, stemte de seks på én,
de seks andre på en anden; heraf fulgte langvarig strid og spli mellem dem,
således at valget tilfaldt ærkebisp Jakob, som selv var drevet ud af riget på
grund af den fejde, der herskede mellem ham og kong Kristoffer,” […] ”Den
nævnte ærkebisp valgte så den fremragende og vellærde mand af ædel byrd, hr.
abbeden af Ryd kloster ved navn Arnfast, og indviede ham til bisp af Århus.
Denne
Arnfast vovede dog ikke, fordi han var valgt og indviet mod dronningens [dvs.
enkedronning Margrethes] vilje, at iklæde sig den nævnte kirkes goder, men
vendte tilbage til sit førnævnte abbedi, hvor han opholdt sig lige til sin
dødsdag.” […] ”Men denne gode mand har aldrig været i dette hus, efter han blev
viet til bisp. […]”
Af disse kilder,
må man formode at sidstnævnte er ældst. Der står i noterne til Øm Klosters
krønike at ”Det lange afsnit om munkenes strid med bispestolen i Århus slutter
temmelig brat i 1268, således at det kan antages at være blevet nedskrevet i
eller kort efter dette år.”
Da tekst 12 er en del af munkenes strid med bispestolen i Aarhus, kan man så
antage at kilden er skrevet deromkring. Altså ca. 10 år efter Kong Kristoffers
død, og dermed kan der godt have været fejlhusket lidt om hvornår bispevalget i
Aarhus tog plads. Men de nævner jo, at Arnfast var blevet valgt mod dronningens
vilje. Så jeg tror, at jeg ender med at læne mig op ad deres forklaring, at
Arnfast blev valgt til biskop af Aarhus, af ærkebiskop Jakob Erlandsen, efter kong Kristoffers død.
Tekst 16 er
et brev fra Pave Urban 4. adresseret til ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1264,
hvori paven nævner bispevalget ”til den anden, den i Århus, indviede du
faktisk, hvad der sandelig var en forbandelse, Arnfast, kong Eriks åbenbare
fjende, da det jo siges, at han skal have ryddet denne konges fader af vejen
ved gift, [og] dette gjorde du, inden spørgsmålet om vor ærværdige broder Tyges
valg til biskop i Århus var afgjort ved dette sæde.”
Her virker
det, for mig i hvert fald, at paven er af det indtryk at Arnfast var blevet
indviet til biskop, på trods af at han eftersigende havde dræbt den siddende
konge. Dette brev virker til, med mindre jeg har overset noget, at være den
tidligste kilde til bispevalget i Aarhus, små fire år før Øm Klosters krønike,
så tidsmæssigt er det nok den bedste kilde at bedømme det efter, men samtidigt
sad paven jo i Rom ca. 2.000 km væk, google siger 1.999,6 km hvis jeg skal være
præcis,
og nyheder tog lang tid at komme fra den ene destination til den anden dengang,
så det er muligt at paven først har hørt om denne episode senere.
Det med at nyheder er længe undervejs
kan underbygges med to kilder fra bogen.
Tekst 15 er
brev fra Pave Alexander 4. til nogle tyske biskopper omhandlende kong
Kristoffer, dateret 4. juni 1259 hvori paven opfordrer biskopperne til at
formane Kristoffer til at gøre bod på sine onde gerninger mod ærkebiskop Jakob
Erlandsen. ”Vi pålægger [da] strengt jer brødre, i kraft af jeres
lydighedspligt ved denne apostoliske skrivelse, at I [selv] eller andre sørger
for, at kongen formanes og eftertrykkeligt bevæges til, inden en måned efter
denne jeres formaning, at uden at gøre vanskelighed gengive ærkebispen,
provsten og ærkediakonen deres frihed og lade dem drage uhindret bort.”
Her er et brev dateret en lille uges tid efter kongens død, omhandlende kongens
onde gerninger, som han hurtigst muligt bør råde bod på. Nyheden om kongens død
den 29. maj, er altså ikke nået til Pavestolen i Rom, før dette brev er
udstedt.
Ligeledes
ses det i tekst 32, som er en notits fra Lund domkapitlets dødebog Liber daticus Lundensis vetutstior. Hvor
højtstående personer
blev skrevet ind i et kalendersystem, under datoen for deres dødsdag. Her står
under 3. juni, altså 4 dage efter kongens død i Ribe, ”I det herrens år 1259
døde kong Christoffer, salig ihukommelse.”
Men for at
komme tilbage til bispevalget i Aarhus, må jeg nu gå væk fra bogens tekster et
øjeblik, og kigger på den officielle række af biskopper i Aarhus Stift fra 1070
(Christian) til nu (Henrik Wigh-Poulsen). Her står der at fra 1249-1260 var
Peder Ugotsøn biskop i Aarhus, dernæst i 1260-1261 var ”Strid om bispevalg” før
at Tyge 1. blev biskop 1261-1272.
Der kan jo selvfølgelig godt have været sket fejl i dateringerne, men på samme
måde som Kongehusets Kongerække anses som den korrekte, hvorfor Oluf Haraldsen
(d.1143) ikke anerkendes som kong Oluf 2. på trods af at han var konge i Skåne
i ca. 5 år, må man, eller jeg vælger i hvert fald, også her se Aarhus Stifts
officielle bisperække som den korrekte.
Så derfor må
jeg sige at Arnfast blev valgt til biskop i 1260, men fordi, at han, som
beskrevet i Øm Klosters krønike, aldrig satte fod i Aarhus, men i stedet vendte
tilbage til sit abbedi i Ryd, kunne pavestolen overrule ærkebiskop Jakob
Erlandsens valg, og indsætte Tyge som biskop af Aarhus i 1261.
Dog hvis jeg
skal vende diskussionen tilbage til hovedårsagen til at jeg i det hele taget
skriver dette her.
Vi sidder i
læsegruppen, og snakker om kong Kristoffers død, da min sidemand (sidekvinde?
Hun hedder Emma) bringer en god pointe op. Hvad laver en abbed fra Ryd, i
Slesvig Bispedømme, lidt sydligere end Als, i Ribe, da kongen kom forbi. Og
hvorfor var det ham der skulle have stået for nadveren hvor kongen eftersigende
blev forgivet, i stedet for Ribebiskoppen?
Så vi
begyndte at snakke om hvem det egentlig ville gavne hvis kongen døde. Kong
Kristoffer havde selvfølgelig haft en længeregående strid med ærkebiskop Jakob,
på dette tidspunkt. Tilsyneladende var Roskildebiskoppen på ærkebiskoppens
side. Der er ikke noget endegyldigt svar på hvad Roskildebiskoppen hedder,
iblandt de givne tekster i bogen, men jeg formoder at det må have været den i
tekst 10
nævnte Biskop Peder, som nævnes ”och sigis thet for viste, at samme Koning blef
forgifven af Archebiscop Jacobs oc Biscop Peders Anhengere. […]” Det kunne
formentligt gavne disse to biskopper at kongen blev ryddet af vejen.
Ligeledes
var der kong Kristoffers brodersøn Erik Abelsen, som havde allieret sig med
greverne fra Holsten, og ønskede at få kongetitlen som Kristoffer havde snydt
ham og sin bror for. Så vidt jeg ved; fortsatte denne stridighed mellem Abels
efterkommere og Kristoffers efterkommere, indtil at Valdemar Atterdag
(Kristoffers æt), giftede sig med dronning Helvig (Abels æt), og de to slægter
blev forbundet, engang omkring 1340.
Eftersom at
Arnfast af Ryd blev syndebukken, som ikke så ud til at have nogen egentlig
årsag til at være til stede i Ribe da kongen døde, kunne det være smart at se
på hvad han ville få ud af at dræbe kongen. Hvis han altså gjorde det.
Her snakkede
vi om at det muligvis ville være et godt belæg for at ærkebiskop Jakob ville
støtte ham i et eventuelt bispevalg, som det vi så i Aarhus det følgende år. Men
så kan man spørge sig selv om hvorfor han så aldrig besøgte selvsamme
domkapitel efter sit valg, hvis det var abbedens ønske at blive biskop. En
mulig forklaring herpå findes igen i Øm Klosters krønike, hvori der står at ”For
hans skyld gæstede i samme år Jens Kalf, hr. kongens marsk, os syv gange med
mindst 300 heste for at forsøge, om han kunne fange nævnte bisp Arnfast; han
svor endda, at han ville gribe ham, om han så fandt ham foran højalteret.”
Arnfast må
have været en eftersøgt mand, hvis han havde dræbt kongen, så enkedronningen,
som regerede landet i sin umyndige søn, Erik Klippings, navn, har muligvis sat
en dusør på hans hoved, hvorfor Arnfast aldrig dukkede op i Aarhus som biskop.
Det lader sig dog ikke forklare hvorfor ingen så tilfangetog ham i Ryd kloster,
hvis det var alment kendt at han opholdt sig dér, som Øm Kloster skriver.
Hvilket så
leder mig til den tanke jeg fik. Kilderne siger at, efter at kong Kristoffer
fængslede ærkebiskop Jakob Erlandsen, og dermed blev sat i band, var det kun
Skånelandene, hvor Jakob var leder, og Sjælland hvor Roskildebiskoppen,
muligvis Peder, som overholdt interdiktet. De to landsdele som hørte under to
af kongens største modstandere. Hele Jylland, og Fyn/Odense bispedømme, var,
ifølge kilderne på kongens side. Som der står i tekst 9, af Arild Huitfeldt, ”Som
denne Wenighed stod paa/ drog Kong Christoffer til Judland/ oc foer ind vdi
Ribe/ at hand vilde met Bispen sammesteds/ som altid vaar paa hans side/”,
Ribebiskoppen var altid på kongens
side.
Derfor
forekommer det også underligt at tekst 10, af Hans Svaning, siger at ”Siden
drog Kong Christopher ind udi Jutland och befandt der Almuegen at værre hannem
møgit uvillig for then store Ofverlast, the hafde stedste lid thilforn af
hannem och hans Folk i mange Maade. Therfor gaf hand sig ind udi Ribe oc lod
strax gribe Biscop Esche oc sette hannem i Fengsel, endog hand hagde althid
giort hannum stor Thieneste och Bistand thilforn.”
Selvom at Ribebiskopen, Esche (Aske?), altid havde været kongen tro, fængslede
kong Kristoffer ham.
Hvorfor
fængslede Kristoffer Ribebiskoppen? Det er selvfølgelig den eneste kilde der
nævner at kongen fængslede biskoppen, så det er meget muligt at der ikke er
noget belæg for påstanden.
I en anden
af Hans Svanings skrifter om perioden, tekst 11, Commentari rerum Danicarum, oversat af Niel Skyum-Nielsen, nævnes
intet om Ribebiskoppens fængsling. ”[…] Under disse stridigheder drog kong
Kristoffer til Jylland og tog ind i Ribe by for med den stedlige biskop, som
til stadighed var tilhænger af hans sag, at overlægge, hvorledes striden mellem
ham og ærkebispen kunne bilægges; dér døde han pludselig, kort efter at han var
ramt af den romerske paves bandstråle,”
Så det er meget sandsynligt at Ribebiskoppens fængsling ikke holder stik, og
jeg godt vide hvor Svaning har den information fra, men lad os nu sige at det
muligvis var sandt.
Hvad ville
kongen få ud af at fængsle en person der altid havde været ham en god støtte? Det
er svært at sige, men måske er det kommet kongen for øre, at Ribebiskoppen, om
det var sandt eller ej, havde planlagt at gå imod kongen, og følge
ærkebiskoppen. Hvis Ribe bispedømme gik over på ærkebiskop Jakobs parti, ville
der ske en forskydning i balancen mellem magterne i landet. Det ville godt nok
kun være tre ud af otte bispedømmer som var imod kongens parti, men det ville
være de tre største bispedømmer, se nedenstående billede.
Desuden
havde kongen jo også fjender der var allieret med Erik Abelsen, der hærgede i
Sønderjylland, og da fyrst Jarmar af Rügen invaderede Sjælland kunne det se ud
som om at det var for at vende krigen mod Roskildebiskoppen, men det virker til
at det var for at slå folk som støttede kongen ned.
Så er det
min hurtige, ikke særligt udtænkte, hypotese, at hvis kongen har hørt rygter om
at Ribebiskoppen ville støtte ærkebiskoppen, har han skyndt sig til Ribe,
bemærk at tekst 9 af Huitfeldt nævner at konger fór ind i Ribe, under dække at søge hans råd om hvordan han kunne
komme denne stridighed med ærkebiskoppen til ende.
Og her er så
to muligheder i hypotesen, enten at Ribebiskoppen forgiftede kongen, eller at
kongen fængslede Ribebiskoppen, hvorpå en lokal præst, blev så foragtet at han
forgiftede kongen.
Fordi Abbed
Arnfast var til stede i Ribe på dette tidspunkt, (hvorfor var han egentlig
det?), kunne man af frygt for kongehusets vrede let pege på at det var ham der
var på besøg, som havde begået handlingen, under ordre fra ærkebiskoppens
parti.
Det kunne
give et nyt syn på tekst 17 som er et brev fra Ribe Domkapitel til Pavestolen
fra 1261. Heri nævnes ”Thi selvom denne befaling havde været klar,
så viste han [kongen] i sin dødsstund ikke alene tydelige tegn på anger, men
han fremførte åbenlyst i klare ord løfte til hr. ærkebispen og kirken i Lund om
erstatning for sit overgreb, [et løfte] som hans arvinger kan holdes fast på og
tvinges til.”
Hvis folkene i Ribe Domkirke var gået over på ærkebiskoppens side, omend ikke
officielt, så kan man tolke kongens sidste ord, som at kongen overgav sig, og
lod ærkebiskoppen vinde striden, gennem Ribes beskrivelser af kongens sidste
stund. Men da enkedronningen viste sig at have for meget magt, og søgte hævn på
kongens død, blev Ribekirken muligvis så bange for hendes vrede at den udnævnte
Arnfast til syndebuk, og indirekte udelukkede sig selv for hvilken gunst
ærkebiskoppen ville have givet dem, hvis han vandt striden. Det gjorde han
ikke, da den endelig endte i midten af 1270’erne.
Dette er jo
selvfølgelig kun en hurtig hypotese, jeg fik midt i en diskussion, og der er
ingen måder at bevise den på, og ærlig talt tror jeg heller ikke selv på den,
men jeg ville lige lade mine tanker få lidt frit slag. For at kunne tage denne
hypotese seriøs, ville jeg blive nødt til at sidde og læse alle teksterne
igennem flere gange end jeg har, og jeg har allerede læst dem alle fire gange.
Det skulle ikke undre mig, at der i de givne tekster i bogen faktisk eksisterer
en sætning som direkte modsiger hypotesen, men jeg havde det sjovt med at prøve
at se hvordan muligheden om at kong Kristoffer blev forgivet af en fra Ribe
Domkirke, et stift som skulle være på kongens side i striden mod ærkebiskop
Jakob Erlandsen.
Men når alt
kommer til alt, så er der jo altid muligheden at kong Kristoffer bare døde en
helt naturlig død, også selvom, at han kun var 40 år gammel.
Interessant
nævner Helge Paludan i sin ”Danmark før
1332” fra 2000, tekst 7, at ”Hans (Christoffers) regeringstid afsluttedes,
da han pludselig blev syg og døde i 1259.”
Han er den eneste af kilderne, de i bogen givne i hvert fald, til at benævne at
Kristoffer var syg inden sin død. Med de kilder jeg er bleven givet i denne
arbejdsbog, må jeg jo så gå ud fra at det er Helge Paludans egen fortolkning
som skinner igennem lige her, og så pga. dens tidsbestemmelse, værende fra
2000, være et kildepunkt jeg kan ignorere her.
I samme
boldgade læste jeg om en retsmediciner, som sidste år kom med den hypotese at
Kristoffer, såvel som op mod 15 danske konger i Jelling-dynastiet led af en
arvelig hjertesygdom, som først er blevet opdaget efter år 2000, hvis første
symptom ofte er døden, og derfor kunne den pludselige død hos Kristoffer den
Første og andre danske konger, som alle var beslægtede, lide af denne
hjertesygdom.
Og hvad kan vi så lære af alt dette her?
Det er vildt forvirrende og uoverskueligt at sætte sig ind en historisk periode som denne. Når man endelig tror at man har et svar, så lærer man at man har overset en detalje, og bliver overdynget med referencer der modbeviser ens svar.
Historie er et svært fag. Heldigvis er det også et sjovt fag :D
MVH. Daniel
