Harald Blåtand. Var han virkelig en vigtig person i Danmarkshistorien?

Okay, så jeg nævner ingen navne, men jeg var på et kursus en halvanden uges tid siden, iggå’, og her blev jeg vidne til en lemfældig behandling af historiebrug. Nu er jeg jo historiestuderende, så den slags ramte altså hårdt.

Ikke nok med, at han, hvilket han bagefter indrømmede, googlede Cæsar, og tog det første, det bedste billede, uden at sikre sig at det faktisk var et billede af Cæsar, det var Augustus, som jeg måtte ”irettesætte ham i bagefter.

Men han fortsatte med at snakke om Harald Blåtand, om hvor stor og vigtig en rolle han spillede i Danmarks historie og kristningen af landet; til hvilket jeg måtte vende mig bort for ikke at skære alt for alvorlige grimasser af ham.

Han er en god ven, og han skulle egentlig undervise i lidt kristen teologi på kursuset, hans pointe med at bringe disse historiske personer op, var at fortælle at der findes flere kilder der fortæller at Jesus var en ægte person, end der er kilder der beviser at de andre har levet. Noget andet som kan diskuteres, men jeg lader ham slippe fri dér; han havde jo nok ikke regnet med at der ville være en historiestuderende blandt dem han skulle undervise, så han er tilgivet. Til næste gang i hvert fald. :P

Nå, men Harald Blåtand…

Som sagt, blev Harald beskrevet som en super vigtig del af Danmarkshistorien og kristningen af selvsamme land. Men hvor meget belæg er der egentlig så’n en påstand?

Udover et par krøniker skrevet af de tyske munke, er der vist ikke andre samtidige kilder end den store Jellingesten som beviser at Harald overhovedet har eksisteret. Hvad er det nu lige der står på stenen?

”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”

”Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.” Er det ikke lidt selvophøjende? Men okay, lad os tage det ét skridt ad gangen.

Danmark. Hvad var Danmark dengang? Jo, nogen forskere mener at der var et folk i Jylland, jyderne, for hvem Hardeknud sandsynligvis har været konge over, og et folk i Skåne, danerne, som var nedvandret fra göterne, da disse havde en kamp imod deres ærkefjender, svererne.

Hardeknud har nok arrangeret et ægteskab mellem sin søn Gorm og danerkongens datter Thyra, danernes bod, eller skønhed, og så har deres søn, Harald så kunne kræve kongeretten hos både jyderne og hos danerne. Endvidere har det muligvis også været så, at Hardeknud kun var konge fra Jelling, altså Midtjylland, og ned til Hedeby i Slesvig, så det at Harald vandt sig hele Danmark har, i så fald, også betydet at han erobrede Nordjylland.

Harald har derefter sat sig for at fastsætte sit præg som hersker i landet, med udbygningen af vikingeborgringene, af hvilke man har fundet seks fordelt rundt om i landet. Dog mangler der nogle i Jylland, syd for Hobro. Eller også har Harald, haft sit hovedsæde i Jelling, kongerækken frem til Christian den første kaldes jo Jellingedynastiet, og har derfor ikke haft så stort behov for at bygge sydfor. Det kan også være at hans byggeprojekter ikke nåede sydfor Jelling inden han døde, den senest opdagede vikingeborg ’ Vallø Borgring’ ved Lellinge nord for Køge, ser ud til at have været under angreb, og sat i brænd, inden at den var færdigbygget. Vi ved at sønnen Svend Tveskæg gik i oprør mod Harald, og vandt til sidst krigen.

Det kan selvfølgelig, også bare være fordi, at man ikke har fundet flere. ’Vallø Borgring’ blev først fundet i 2014, så det er da meget muligt at der er flere gemt rundt om i landet.

Hvad angår Norge derimod; det var i hvert fald ikke hele Norge, men det kommer jo så også an på hvor’n man fortolker teksten på stenen. ”Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge”, kan læses som hele Danmark og hele Norge, eller som hele Danmark og de områder i Norge der er værd at erobre. Harald erobrede hvad der svarer til den anden fortolkning.

Den sidste del af Jellingestenens inskription; ”og gjorde danerne kristne”, meh…

Historien om Harald og kristningen af Danmark under Poppo, var jo engang i løbet af 960’erne, 50’erne allertidligst, men hov hvad med Ansgar? Nordens apostel? Han missionerede jo i Danmark, og Skandinavien, 100 år tidligere, og arkæologer har fundet beviser på kristne menigheder i Ribe før Harald.

Så hvad var det præcist Harald egentligt gjorde, for at ”gøre danerne kristne”? Han fik jo, i bund og grund, bare hejst en sten. Ja, der står på stenen at Danmark blev kristen, men mon ikke man kan se det som en monarks underskrift på en lov der bestemmer statsreligionen? Ligesom dronningen skal underskrive alle de love Folketinget udsteder før de er officielt gældende.

Nyere forskning tyder også på, at Poppos mission til Danmark var et magtpolitisk spil fra den tyske kejser Otto I, som ville udbrede sin magt, og gjorde det ved at udvide ærkebiskopsædet i Hamburg-Bremens kontrol til at gælde de områder nordpå, hvor tyske missionærer havde startet små menigheder. Otto siges også, i visse kilder fra perioden, at have indsat biskopper i de tre største danske menigheder: Slesvig (Hedeby), Ribe og Aarhus. Disse biskopper har så haft til opgave at missionere østpå, og fortsætte med at udvide Hamburg-Bremens område.

Så Haralds rolle som en vigtig person i Danmarkshistorien kan argumenteres, han samlede landet, og centraliserede kontrollen så meget som dengang var muligt, som set med bebyggelsen af de ensartede vikingeborge.

Men hans rolle som religionspolitisk reformator i Danmark? Der har han nok bare taget den mulighed som så ud til at have den bedste politiske fremtid. Vikingetogterne var jo begyndt at give mindre i gevinst, iggå’, og den kristne tro havde spredt sig rundt i landet.

Det er endda muligt at Harald allerede var døbt inden at Poppo kom til Danmark, da mange vikinger havde søgt soldaterarbejde sydpå, men for at kunne være med i hæren i et kristent land skulle man være døbt, så vikingerne lod sig døbe, også selvom at de ikke troede på religionen.

Der er endda historier der fortæller at når man blev voksendøbt, fik man gaver, fordi nu var man en del af den frelste verden, så flere danske ”konvertitter” er beskrevet at have forsøgt at blive døbt flere gange. Flere dåber betyder jo naturligvis flere gaver.

Vikinger havde regnet pensionen ud.

Et andet tegn på at Harald ikke var så vigtig når det kom til Kristendommens udbredelse i Danmark er at de samtidige kilder taler om at Haralds søn, Svend Tveskæg, var en tyran som overhovedet ikke var tolerant overfor kirken, så alt hvad Harald end har udrettet, hvis noget, er så’n set gået til grunde under hans efterfølger.

Svends ældste søn, Harald II, kendes der ikke meget til, andet end at han døde ung, og blev efterfulgt af lillebroderen Knud den Store.

Knud skulle eftersigende have været mere åben overfor Kristendommen, og efter at have erobret England, skal han have sendt nogle engelske biskopper til Danmark for at prædike, og endda indsætte én i Odense, som ser ud til at have groet en større menighed siden kejser Otto I’s indsættelse af de tre biskopper tidligere.

Hardeknud havde for travlt med at holde England under sin kontrol, så da den norske kong Magnus invaderede Danmark, kunne han intet stille op, og måtte lade fætteren Sven Estridsen bekæmpe Magnus, hvilket han fejlede.

Magnus kaldes godt nok den gode, og man skulle tro, at da alle de skriftlige kilder er skrevet af gejstligheden, at det ville være et tilnavn Magnus har fået fordi han var god ved kirken, men det virker mere som om at han fik det tilnavn, fordi det lykkedes ham at stoppe de evindelige piratangreb fra Venden mod det sydlige Danmark.

Før vi har set os om er vi nået til år 1047. Kong Magnus den Gode dør, og Sven Estridsen bliver valgt til konge. Her har vi med en konge der i Danmarkshistorisk henseende virkelig var vigtig for den kirkepolitiske udvikling i landet.

Jeg har nævnt at der har været biskopper i Slesvig, Ribe, Aarhus og Odense inden at Sven Estridsen kom til. Der er vist imidlertid også dukket en biskop op i Roskilde, inden at Sven blev konge, så det er fem biskopsæder.

Vi har pavebreve fra 1070-1075 adresseret til Sven Estridsen, så vi ved at han har haft pavestolen i Rom i tankerne når han udførte sin politik.

Der er i nyere forskning sat spørgsmålstegn ved hvor meget Sven egentligt havde at sige i udviklingen af den danske kirke når det kom til stykket; udvikling sker jo hele tiden, men han har i hvert fald stået i spidsen for at Danmarks biskopsæder skulle fastlægges

Det her var Danmarks bispesæder omkring 1200, men fjern Rügen og Femern, så passer det med slutningen af 1000-tallet

Endvidere er det i Sven Estridsens tid at man begynder at udskifte de gamle, udskiftelige, trækirker med de moderne, (næsten) permanente, stenkirker. Så han har også nogle stenkilder der bekræfter hans virke, omend de ikke er skriftlige, og nok derfor er der mange der glemmer ham, når de taler om vigtige skikkelser i Danmarkshistorien.

Man kan også i de førnævnte pavebreve læse at Sven forhandlede med paven, Gregor VII, om det ikke var muligt at få et dansk ærkebiskopsæde, så'n at man kunne blive fri fra den tyske kirkes overhøjhed, og få egen suverænitet.
Dette ønske, fra Svens side, blev dog først godkendt under den fjerde søns, Erik Ejegods, regeringsperiode i 1103/04.

Hvis Sven var så god mod kirken, hvorfor nægtede paven så at give ham et selvstændigt ærkebiskopsæde? Nogle mener det var på grund af Gregors investiturstrid med den tyske kejser Henrik IV, om hvem der skulle være den som bestemte mest. Paven, eller kejseren. Hvis paven kunne få en allieret indenfor det tyske rige, den tyske ærkebiskop Liemar holdt med kejseren i godt tredive år frem til sin død, kunne paven måske få indflydelse ind i det tyske rige. Dette viste sig at være nytteløs, da de tyske kejsere ikke rykkede sig fra deres krav på overhøjhed.

Men på trods af Sven Estridsens kamp for det kirkelige Danmark, var der under sønnen Harald Héns regering, som bevidnet af flere pavebreve, ikke særlig stor støtte blandt verdslige til kirkens gejstlige. Pave Gregor VII sendte et brev til Harald Hén om hvordan en ægte kristentro konge skulle regere, selvfølgelig efter sine egne, gregorianistiske, idealer, og efter nogle år, beder han Harald om at sende en udsending til Rom for at blive opdateret på situationen i Danmark.

Ifølge Pavens tredje brev til Harald, må vi konkludere at det ikke gik så godt i Danmark. Slægtssamfundet stod stadig stærkt og forfulgte præster og laverestående kvinder, for alt som ikke gik godt.

Broderen Knud den fjerde, kæmpede også for kirkens rolle i samfundet, og på grund af det blev han jagtet af slægterne, og dræbt i Skt. Albani kirke i Odense. Odensekirkens klerker brugte dette mord, som et angreb på kirken, og Guds vrede kunne ses, da broderen Olufs (Hunger) regering blev ramt af stor hungersnød, og andre plager, som først endte efter Olufs død, broderen Erik Ejegods kroning, og Knud den fjerdes helgenkåring til Knud den Hellige.

Erik kronedes til konge i 1095, og Knud blev, officielt, helgenkåret i 1100, og som før nævnt, får Danmark et selvstændigt ærkebiskopsæde, i Lund, i 1103/04, kilderne er lidt uklare. Først med Odensekultens kanonisering af Knud den Hellige, kan man for alvor begynde at tale om at der er sket en reel ændring i samfundet, i en kirkelig henseende.
Godt 140 år efter Harald Blåtands død.

Så hvad kan vi konkludere?

Harald Blåtand var bare en tilfældig person, der lykkeligvis var søn af både den jyske og den danske kongefamilie, og kunne dermed kræve kongetronen over hele landet, men ellers har han bare underskrevet et dokument som bekræfter hans virke som konge.

PS. Dette her er bare skrevet for sjov. Intet seriøst er ment med dokumentet, for ellers ville jeg have skullet sætte kildehenvisninger ind for hver gang jeg nævnte en mening.

Det her er baseret på rigtig forskning, men I bør ikke tage min mening her så seriøs. :P