torsdag den 20. oktober 2016

Revolutionen i Sønderborg

Her uploades min første skriftlige opgave på universitetet.
Fordi det var klassens første skriftlige opgave, fik vi den opdelt i tre mindre bider.

Det er vigtigt at huske på at vi havde undervisning imellem hver besvarelse, hvor vi gennemgik de vigtige punkter for den næste besvarelse, så mange punkter er ikke mine egne sammenslutninger, men de er alle skrevet med mine egne ord.

Bruno Topff – Besvarelse 1

Indledning
Henimod Første Verdenskrigs slutning, kunne alle se at Tyskland ikke ville stå på den sejrende side af krigen. Mens den nye regering tog kontakt til amerikanerne for at starte fredsforhandlingerne, så nogle marineledere deres snit til ét sidste ihærdigt slag, og begyndte at lægge strategi. Dog var de menige matroser ikke med på deres lille påfund, og nægtede at følge ordrer. Det blev begyndelsen på en række demonstrationer, hvor mandskabet tog magten i Kiel og andre steder, og udråbte det store Soldaterråd, med den socialdemokratiske Gustav Noske som formand.

Også i Nordslesvig så revolutionen sin udbredelse, hvor, på øen Als, én bestemt mand er blevet kendt som hovedmanden bag revolutionen. Denne mand var Bruno Gustav Eugen Topff, herefter Topff, en skræddersvend som var indlagt på lazarettet i Sønderborg, da nyhederne om revolutionen i Kiel kom frem. Topff har fået et eftermæle som præsident af republikken Als, men hvor meget belæg er der egentlig for den påstand?

Præsentation af kilder
Det vil nok være gavnligt, inden vi går videre til en diskussion af spørgsmålene, at give en præsentation af kilderne til opgaven. Kildematerialet består af 17 tekster fordelt tidsmæssigt i perioden 1918-69, hvoraf T1-T6 er fra perioden 1928-69 og T7-T17 er fra perioden 1918-20. Kilderne kan opdeles i kategorier: 5 avisartikler (T8, T10-12, T16) hvoraf T8 og T16 er dødsannoncer om Topff; førstehåndskilder som erindrer begivenhederne (T3, T6-7, T9); historikere som fremstiller begivenhederne ud fra deres forståelse (T1-2, T4) T5 er også fra en historiker, men han har haft muligheden for at personligt udspørge folk der var til stede. T13-14 er to læserbreve fra Sonderburger Zeitung, det ene fra Topff hvor han beklager, men forsvarer sin rolle i revolutionen. T15 er også fra et indlæg i Sonderburger Zeitung, om et notat fra guvernør Noske om at Topff har bestået undersøgelserne om hans rolle i revolutionen. Sidst har vi T17 som er en notits af landråden som kræver erstatning for at Soldaterrådet brugte hans automobil til at køre frem og tilbage i revolutionsdagene.

Til besvarelse af den første problemstilling, som omhandler at karakterisere hvad Topffs virksomhed bestod af i dagene 6. til 9. november 1918, finder jeg det rimeligt at sammenligne Overskræddergast Philipp Weigleins læserbrev (T14) med landråd Schønbergs ”regning” til Soldaterrådet for brug af hans automobil (T17), og Ernst Christensen vidneudsagn om et møde med Topff 8. november 1918 (T6) omend det er nedskrevet et tiår senere, så er det stadig et udsagn fra en person der mødte Topff i revolutionsdagene, og hans beskrivelse af situationen er fuld af detaljer, inklusive et signalement af Topffs.[1]

Ligeledes kan det måske være en fordel også at inddrage Dybbøl-Postens nekrolog over Topff fra den 12. november 1920, som beretter om nogle af de handlinger Topffs ”regering” stod for at oprette, og det kan også betale sig at kigge nærmere på Sonderburger Zeitungs artikler udstedt i revolutionsdagene (T10-12) da de er de mest samtidige kilder vi har til rådighed, efterfulgt af landråd Schønbergs ”regning” fra den 14. november 1918. Avisen har godt nok været underlagt censur, men hvis de ikke beretter noget, kan man muligvis finde en levnsslutning fra dem om Topffs virke.

Disse 7 kilder finder jeg de mest relevante i en diskussion af Topffs virksomhed i revolutionsdagene, men A. Thyssens uddrag om ’Præsident’ Topff i T3 kunne vise sig at være brugbar, da den er en førstehåndskilde til Topffs tale på marineskolen torsdag den 7. november, men teksten er skrevet i 1966, næsten et halvt århundrede efter begivenheden, og hans datering af talen virker til at modstride begivenhedernes gang, eftersom at Sonderburger Zeitungs første artikel fra netop den 7. november fortæller at revolutionen begyndte i Sønderborg dagen før, altså den 6.[2] På trods af fejldata der skyldes 50 års mellemrum, vil jeg ikke udelukke teksten fra dens kildeværdi som vidneudsagn.

Daniel Pedersen





[1] T6, s. 397 l. 21-31
[2] T10, s. 402 l. 9



Bruno Topff – Besvarelse 2


Besvarelse af den første problemstilling
I det følgende skal diskuteres hvad ’karakteren af Bruno Topffs virksomhed i dagene 6. til 9. november 1918’ var. ’Virksomhed’ forstår jeg hér som en beskrivelse af hvad Topff foretog sig i de tre-fire dage hans revolution fandt sted.
Det vil jeg nu forsøge at skildre så kronologisk som det er muligt, men da de samtidige kilder har det med at mangle tidsfæstninger, kan jeg ikke garantere for rækkefølgen på de daglige begivenheder.

Efter at den tyske revolution er begyndt at sprede sig, og det store Soldaterråd, med Gustav Noske i spidsen, var blevet oprettet, begyndte det at udstede proklamationer som skulle afværge kaos. Den første af disse proklamationer er udstedt tirsdag den 5. november, og er underskrevet af Noske og et yderligere medlem af Soldaterrådet, Artelt, da, som der står skrevet i proklamationen, ”Samtlige Anordninger fra Soldaterrådet har Formandens Underskrift, Rigsdagsmand Noske og yderligere et Medlem af Soldaterrådet. Soldaterrådet gør det til en paatrængende Pligt i egen Interesse kun at følge saadan undertegnede Anordninger, men saadanne ogsaa ubetinget og øjeblikkeligt.”[1] I proklamationen offentliggøres det at Soldaterrådet har sørget for at aftaler om lønninger, arbejde og sikkerhedstjeneste i Østersøen skal fortsætte. Desuden skal al ubeføjet våbenbæring ophører, og afleveres til Soldaterrådet. Ro og orden på gaderne er ubetinget at iagttage.[2]
Disse befordringer skulle holdes hvorend i Tyskland at revolutionen havde fået fæste.

Det tog dog lige et par dage inden at revolutionsbevægelsen nåede til Als, men ifølge Kai Edvard Larsen, som er tidligere redaktør for ’Dybbøl-Posten’ i perioden 1931-56, beretter at der i avisen fra torsdag den 7. november står at flere skibe var indløbet i Sønderborg havn to dage forinden, altså den 5. A. V. Karberg, som var fuldmægtig i Sønderborg bank, nævner også at krigsskibene ankom den femte.[3] Her kan man så formode, at disse skibe har bragt nyhederne om revolutionens udbredelse.
Her dukker Bruno Topff så op i begivenhederne.

Bruno Topff var en skræddersvend fra Schlesien, som var blevet rekrutteret ind i den tyske kejserflåde, men grundet tuberkulose var han blevet indlagt på lazarettet, eller marinehospitalet, i Sønderborg. Her var han da flådeskibene indsejlede i Sønderborg havn.

Avisen ’Sonderburger Zeitung’ fra den 7. november, beretter at der dagen i forvejen, i tilslutning til en på Marinestationen bagerste eksercerplads afholdt forsamling, er blevet dannet et Soldaterråd.[4] Onsdag den 6. november, er Topff altså mødt op til denne forsamling, og har her holdt en tale, som har været med til at opildne revolutionsånden hos de forsamlede. Der er nogle uoverensstemmelser om hvordan Topff holdt talen. Overskræddergast Philipp Weiglein skriver i et læserbrev, dateret 4. april 1919, at Topff stod op på en stige, mens han talte.[5] Frede Nielsen i sin ”Sønderjyske Arbejderbevægelses Historie”, hvori han har haft mulighed for at tale med folk der var til stede, er enig med Weiglein i at Topff stod på en stige.[6] Men landsretssagfører A. Thyssen som ikke lægger skjul for at han var en søkadet på officersskolen i Sønderborg, og til stede på Marinestationen da Topff holdt sin tale, beretter at Topff kravlede op på et bord, inden at han begyndte at tale til forsamlingen.[7]
Det kan da godt være at Thyssen var til stede, og et øjenvidne til Topffs revolutionstale, men han har først fortalt sin side af historien i 1966, næsten 50 år efter at begivenheden har fundet sted. Jeg vil tage Thyssens vidneudsagn med et gran salt, selvom at han var til stede, så kan hans detaljer være fejlagtige efter 50 års behandling af minderne, og sandsynligvis også nogle historier der er gået rundt i omløb, som har resulteret i at hukommelsen har accepteret dem som sandheden.
Thyssen beretter dog noget som gjorde et stort indtryk på en ung kadet, som en af samtidens aviser bekræfter: At officererne måtte opgive deres våben.[8]

Det kejserlige krigsflådeflag blev taget ned, og en rød flagdug, syet sammen af de røde rester fra flådeflaget blev hejst i stedet, over marinen. Topff og marinesoldaterne beslaglagde amtets eneste automobil, landråd Schønbergs, og plantede nogle røde flag på den, og kørte til infanterikasernen på slottet, og fik overtalt de dérsiddende infanterister til at være med i revolutionen, og endnu et rødt flag blev hejst i Sønderborg. Herefter holdtes et møde mellem marinerne og infanteristerne, og sammen dannede de et Soldaterråd, hvor Topff er blevet valgt til formand.[9]

Derefter har soldater, som ’Sonderburger Zeitung’ fortæller den 7. november, besat flere offentlige myndigheder, som banegården, og posthuset. Efter et møde med soldaterrådet, erklærer borgmesteren om aftenen at Soldaterrådet har overtaget den offentlige myndighed i byen. Der blev også indført forbud mod spiritus, danseforlystelser, musikopførelser og udførsel af varer fra øen Als, mens soldater patruljerede rundt i gaderne.[10]

I løbet af natten havde Topff ladet en proklamation komme i trykken hos ’Sonderburger Zeitung’s trykkeri, som hang på gaderne i byen den følgende morgen, hvori Topff adresserer byens borger, om at Soldaterrådet har opretholdt ro og orden, og at borgerne kan komme forbi ham i dag, hvis de har spørgsmål.[11] Et tilbud som Ernst Christensen tog imod.
Han var en gårdejer i Asserballe, og værget som soldat under krigen, han fortæller at han var blevet indkaldt til et møde i Flensburg, og med sin mødebefaling gik han op på marinestationen hvor Topff havde indrettet sit kontor, til at tage imod folk. Ernst fortæller godt nok at han var på marinekontoret den 8. november, men han fortæller sine erindringer ti år efter at de skete, så han har husket fejl i datoen. Dette kan vi se da han fortæller at han var vidne til at den ovenfor nævnte proklamation fra Noske i Kiel, fra den 5. kom til Sønderborg. Topff læste proklamationen igennem og slog en streg over Noskes navn, og indsatte i stedet sit eget navn, inden han sendte den til trykken, så den kunne hænge rundt om i byen.[12] Denne proklamationsplakat har vi stadig i dag, der hænger et eksemplar på Sønderborg Slotsmuseum, og ’Sonderburger Zeitung’ har proklamationen trykt i avisen den 8. november. Topffs plakat er underskrevet den 7. november.
Endvidere er avisen i løbet af dagen blevet underlagt censur, som den selv fortæller den 8.[13] og Ernst Christensen bemærker, at Topff har holdt sig vågen i to hele døgn, for han havde jo travlt med sin post.[14]

Der ser ikke ud til at være sket meget mere i løbet af den torsdag i november 1918. Godt nok nævner Weiglein i sit læserbrev at Topff proklamerede at han ville køre automobilet en tur op til den danske grænse, og forhandle med den danske regering om at gøre Als dansk. Tilsvarende skriver Nielsen at Topff kørte op til Kongeågrænsen og forhandlede med folk der ville komme til undsætning hvis de lokale forsyninger skulle svigte.[15] Da der ikke er angivet nogle datobestemmelser for køreturen hos dem, kunne det sagtens være at turen til Kongeåen fandt sted om fredagen den 8. november. Dog fortæller landråd Schønbergs kørselsregnskab til Soldaterrådet fra den 14. november 1918, os en anden historie.

Ifølge Schønbergs rgsk. har hans bil, som jo er den eneste bil i amtet, i dagene fra onsdag den 6, til fredag den 8. kun kørt rundt i Sønderborg og omegn til en snes kilometers penge hver dag. Natten mellem den 8. og 9. er der godt nok en noget længere tur som finder sted, men turen går til Flensburg, og tilbage igen, for om lørdagen den 9. igen at køre rundt i Sønderborg og omegn. Om natten til den 10. er bilen kørt til Kiel, hvor den har været frem til den næste aften, for om den 11. at køre rundt i Sønderborg igen. Så kan man spørge sig selv, hvorfor det skulle være vigtigt? Men Soldaterrådet har sagt god for udregningerne, selv turen til Kiel på 117 kilometer, som ellers ikke burde have noget med Soldaterrådets patruljering af Sønderborg at gøre. Soldaterrådet betalte Schønberg for al den erstatning han krævede for sin bil.[16]

Så selv om at det nok har været en populær historie, at Topff er kørt til den danske grænse for at forhandle, er det ikke en begivenhed, som der er belæg for at have fundet sted.

Da der ikke blev udgivet nogle aviser i weekenden, har vi ikke så mange ting der ser ud til at have fundet sted om fredagen. Ernst Christensen, nævner at han, dagen efter sin audiens hos Topff, igen var i Sønderborg, og så ham køre rundt i byens gader i Schønbergs bil, med et par matroser med opplantet bajonet som sikkerhedsvagter. Christensen nævner at der blev gjort holdt ved Sønderborg Bank og ved Folkebanken. Men hvad lavede Topff og Soldaterrådet i bankerne? Christensen er af den forståelse, at de var der for at fastslå kassebeholdningen. A.V. Karberg, som jo var fuldmægtig i Sønderborg Bank, på dette tidspunkt, siger at Soldaterrådet tog kontrollen over pengeinstitutterne. Et senere rygte siger, at han skulle have haft hensigt til at tømme bankernes pengekasser for at stikke af med marinens skibe, der skulle have ligget klar med dampen oppe i Sønderborg havn.[17]

Sonderburger Zeitung’ nævner også mandag den 11. at Soldaterrådets leder, Topff, fredag aften under trussel om magtanvendelse, lukning og beslaglæggelse af avisen, at avisen betingelsesløst skulle udleveres til hans og den nye bevægelses tjeneste. Sagen blev løst ved landråd Schønbergs formaning, og Soldaterrådets formaningsudøvelse forblev ved forcensur.[18]

Lørdag eftermiddag, skriver ’Sonderburger Zeitung’ den 11. november, afholdt Soldaterrådet et møde i eksercerhuset ved slottet. Under dette møde aflagde Topff beretning om, at han grundet sin sundhedsmæssige tilstand var nødsaget til at lægge sin virksomhed i hænderne på en kommission. Denne kommission, med Berensohn, Fubel og Sarfert som henholdsvis formand og befuldmægtige, tøvede ikke med at udstede et opråb hvori det gøres til kende, at politimyndigheden er tilbage i hænderne hos politiforvaltningen, i samarbejde med Soldaterrådet, og adgang til banker og posthuset er genåbnet. De ophævede altså flere af de ting som Topff havde stået for.[19]

En anden ting som Topff siges at have stået for, er uddelingen af smør i rigelige mængder til beboerne på Als. Just hvor meget smør, er svært at sige, men ’Dybbøl-Postens’ dødsannonce og nekrolog om Topff, fra 12. november 1920, som er den tidligste kilde til at nævne smøruddelingen, siger at det var et halvt pund smør pr. hoved[20], hvilket lyder til at have været en rigmand værdig. Ernst Christensen fortæller også at han på gården fik rigeligt i spisekammeret, indtil at hele kortsystemet igen var sat i gang.[21]

Men hvordan er Topff og Soldaterrådet kommet i besiddelse af så store mængder smør? Det er selvfølgelig muligt at smøren er blevet lavet på selve Als, og det så har været meningen at det har skullet blive fordelt rundt i hele det tyske rige, men på grund af Topffs udførselsforbud, er smøren blevet strandet på øen, så det kunne lige så godt blive delt ud til indbyggerne på øen.

En anden mulighed er den som Frede Nielsen nævner en snes år senere. Nemlig at Topff, sammen med Arbejderrådet, beslaglagde et par jernbanevogne, der var læsset med smør, og klar til afgang.[22] Spørgsmålet er så, hvor var de jernbanevogne fra?
Kan det monstro have været de selvsamme vogne, med forsyninger til Chemnitz, som guvernør Noske fortæller, i april 1920, var udeblevet? Han beretter at der bliver gjort en aftale med nye forsyninger fra Tønder Amt til Chemnitz. Denne gang med soldater, på vej hjem til Sachsen, som beskyttelse mod overgreb.[23]

Der er et par problemer med denne teori. For det første, står der ikke noget om hvor forsyningerne er kommet fra i første omgang. Det er ikke sikkert at de er kommet fra Tønder. For det andet, Tønder ligger forholdsvis langt fra Als, og jernbanen fra Tønder til Chemnitz er måske ikke gået forbi Als. Her kan det så muligvis være at jernbanen er gået forbi Flensburg, da det jo er den største by i det nordlige Slesvig, så det vil give mening, at der har ligget et stop på den lange vej til Chemnitz dér, og der står jo i landråd Schønbergs kørselsregnskab, at hans bil kørte til Flensburg og tilbage, natten mellem den 8. og 9. november.[24]

Problemet her er, som også er det tredje problem for at Topff har beslaglagt forsyningerne til Chemnitz, at Noske også beskriver hvordan Soldaterrådene i Schleswig-Holstein har terroriseret byforvaltninger og på værtshuse har man drukket for husets regning. Dog skriver han at Topff, eller rettere, ”En mand, der drev sit væsen på Als”, da han undergik undersøgelserne der skulle vise om han havde forøvet nogle alvorligt strafbare handlinger som leder af sit lokale Soldaterråd, ikke havde begået nogle af den slags handlinger. Det bekræftede han igen i et notat, som Topff vedlægger sit læserbrev til ’Sonderburger Zeitung’ den 2. april 1919.[25]

Den sidste begivenhed der ser ud til at være hændt, efter at Topff gik af som leder af Soldaterrådet, er den tur til Kiel, som Schønberg har registreret i sit regnskab. Den ser umiddelbart ud til at stemme overens med Noskes førnævnte undersøgelse af Topffs virke som leder. Noske skriver, at han, efter to forgæves forsøg på at få Topff indlagt på lazarettet, lader ham føre for sig, i Kiel, under bevogtning og så indespærre i arresten natten over.[26]
Om Topff så har været med i bilen på turen tilbage til Sønderborg, om aftenen den 10., er der intet der beretter, men eftersom at Topff, i sit læserbrev, selv siger at han har måttet sidde 3 uger i undersøgelsesfængsel,[27] er det muligt at han er blevet efterladt af Soldaterrådet i Kiel under Noskes varetagelse.

Som en konklusion over Topffs virksomhed, kan det bekræftes at Topff har haft en lederrolle, idet alle proklamationer er udstedt i hans navn, og ikke i Soldaterrådets. Han var leder, sandsynligvis, fra det første holdte møde mellem marinesoldaterne, og infanteristerne, hvor Soldaterrådet blev dannet, og frem til at hans tuberkulose indhentede hans revolutionære kampgejst.

Topff har vist sin magtposition på flere måder. Bl.a. ved at han underlagde pressen censur om torsdagen den 7. november, og censuren er først blevet ophævet med den nye aftale mellem pressen og Soldaterrådet efter Topffs tilbagetræden. Ligeledes har Topff ladet være patruljeringer rundt om i Sønderborg by, og har ladet det røde revolutionsflag flagre rundt om i byen.
Han beslaglagde også den lokale landrådes bil, da det var den eneste i amtet. Han lod de civile myndigheder som posthuset og bankerne besætte, indtil at han trådte af, og han forbød al form for handel ud fra Als.
Lokalbefolkningen virker han dog til at have haft gode hensigter imod. Han tilbød folk komme op og personligt spørge ham om diverse spørgsmål de end måtte have haft, og så siges det at han har ladet folks spisekamre blive fyldt op.

Topffs virksomhed har været, hvad enhver leder bør gøre, at hjælpe civilbefolkningen i en svær situation. Første Verdenskrig er i sine allersidste dage, og Topff har trådt til for at gøre sit for at den nordslesvigske ø ikke skulle falde i anarki, ved at oprette et Soldaterråd som kunne sikre ro og orden. Han er måske gået lidt for langt med sin opretholdelse af ro og orden, som set ved censuren overfor pressen, men det kan muligvis have været på grund af sin mangel på søvn.
Topff har muligvis været den mægtigste mand, nord for Flensburg, men han var dog villig til at give magten fra sig da den tyske revolution havde fundet indpas i hele det tyske rige, og derfor var der nok ikke mere for ham at gøre, og han kunne returnere til marinehospitalet.

Daniel Pedersen



[1] T5 s. 391 l. 22-26
[2] T5 s. 391 l. 8-21
[3] T2 s. 379 l. 24-25 og T9 s. 401 l.4-5
[4] T10 s. 402 l. 9-10
[5] T14 s. 410 l. 19-21
[6] T5 s. 393 l. 104-106
[7] T3 s. 385 l. 8-12
[8] T2 s. 380 l. 28-29 og T3 s. 385-86 l. 33-36
[9] T5 s. 393 l. 113 - 129
[10] T10 s. 402 l. 12-22 og T2 s. 380 l. 29-35
[11] T2 s. 381-82 l. 102-106
[12] T6 s. 398 l.64-70
[13] T11 s 402-03 l. 7-41 og på side 407 har vi et billede af plakaten, til sammenligning med Noskes plakat.
[14] T6 s. 398 l. 73-74
[15] T14 s. 411 l. 41-43 og T5 s. 395 l. 197-201
[16] T17 s. 412-413 l. 1-18
[17] T6 s. 399 l. 84-91, T9 s. 401 l. 11, og T2 s. 381 l. 84-86
[18] T12 s. 406 l. 30-38
[19] T12 s.404-06 l. 5-13 og 43-59
[20] T8 s.401 l.28-32
[21] T6 s. 398 l. 81-83
[22] T5 s. 395 l. 194-96
[23] T7 s. 399 l. 2-9
[24] T17 s. 412 l. 11
[25] T17 s. 412 l. 18-22 og T13 s. 409 l. 58-65
[26] T7 s. 399-400 l. 18-25
[27] T13 s. 409 l. 41-43


Bruno Topff – Besvarelse 3

Besvarelse af den anden problemstilling
Til besvarelse af spørgsmålet ’blev Als proklameret som republik i november 1918?’, er det igen en god idé at starte med de samtidige kilder, og se hvad de skriver om sagen. Ingen af de samtidige avisartikler, dvs. T10-T12, nævner noget om en proklamation om Als som republik. Det nærmeste vi kommer på det er opslaget om at Tyskland var blevet erklæret en republik[1], underskrevet af Fubel og Sarfert, næstformand og 2. befuldmægtiget efter Topffs afgang som formand for Soldaterrådet, den 10. november 1918. Als var jo en del af Tyskland dengang, så hvis Tyskland var en republik, så var Als også.

Men hvis der ikke er belæg for historien om ’Republikken Als’ i de samtidige kilder, hvor stammer historien så fra? Hvilken er den tidligste kilde til at omtale republikken Als, og hvordan er historien blevet videre fremført?

Karbergs fortælling fra februar 1920, er den tidligste kilde vi har til rådighed, som nævner at Als blev erklæret for en selvstændig republik. Karberg var fuldmægtig i Sønderborg Bank under revolutionen, så han blev negativt påvirket af revolten. Hans beskrivelse af situationen ikke positivt stemt, men samtidig virker den også noget sarkastisk, f.eks. ”Til Tider saa det ret faretruende ud.” Som om det hele var skuespil, som måske var ved at få overhånd. Karberg siger også at matroserne tog kontrol over bankerne, censurerede aviserne og patruljerede bevæbnet rundt i byen ”alt efter god Revolutionsskik.” Matroserne gjorde kun disse ting fordi det var normen for en revolution? ”Farcen varede kun kort. De besindigere Elementer indenfor Socialdemokratiet fik atter Overtaget, og Raadssystemet indordnedes under de fælles tyske Former.” Igen bliver situationen et rent skuespil for Karberg, som så endelig bliver sat på plads da folk som har holdt hovedet koldt får skuespillet standset.[2]

Dybbøl-Postens nekrolog over Topff, fra 12. november 1920, er ældst efter Karberg til at omtale Topff som præsident for republikken Als, men i modsætning til Karberg, som ikke var særlig imponeret over Topffs, og marinens, virke, ser Dybbøl-Posten Topffs titel som noget han kunne være stolt af. ”Han opnaaede, hvad ingen anden kan rose sig af at have været,”[3], ja hele artiklen er en fremstilling af alle de gode ting ’præsidenten’ gjorde for beboerne på Als. Men artiklen er jo også en nekrolog, og i dem udelukker man de mindre fine ting at sige om en person.

Ernst Christensen, i sin beretning om mødet i Topffs audienssal, som jo var i 1928 ti år efter mødet fandt sted, omtaler også Topff som præsident for republikken Als, men han siger også at Topff stod med hans ”Raader eller Ministerium, eller hvad man nu skal kalde dem,” altså Topffs ministerium virkede ikke særlig troværdigt for Christensen. Han nævner også at de ting folk kom til Topff for at tale om ”for det meste var vel smaa Ting at beskæftige sig med for en Præsident.” Ting som ikke var en præsident værdig, men noget der skulle være gået til en af præsidentens ministre, dog stod Topff selv og talte med folk.[4]

Frede Nielsen, skrev i 1938 om Topffs, Soldater- og Arbejderrådets, virke, tyve år senere, og på dette tidspunkt ser historien ud til at have fået ordentligt fodfæste, da Nielsen ikke kan komme udenom at skrive en tre siders beskrivelse af Republikken Als[5]. Men selvom at Nielsen skrev om republikken, har han tvivlet på om den virkeligt fandt sted, for næste gang han nævner den har han bevidst skrevet ”Republik” i anførselstegn. Et tegn på at han tror det er blevet overdrevet mere end det var, men selvom han skrev ”Republik” i anførselstegn, fortsætter han med at skrive som hvis republikken var fakta.[6]

Det er først med Kaj Rolfsen Nissens artikel ”Problemer omkring ’præsident’ Topff” fra 1965[7], at man for alvor begynder at tvivle på historien om Als som republik, og han konkluderer at Als ikke blev proklameret som republik i 1918. En konklusion der ikke sidder godt hos A. Thyssen året efter, som minder om at han var til stede, da Topff holdt sin tale der opmuntrede til revolution. ”Talen sluttede med, at han udråbte øen Als som selvstændig republik og meddelte, at enhver forbindelse over pontonbroen til fastlandet var afbrudt, og at han havde overtaget styret som præsident over republikken Als.”[8] Thyssen husker bestemt at Als blev erklæret for republik, men her skal man huske på at der er gået et halvt århundrede i mellemtiden, og hvis en historie har floreret ekstra stærkt rundt, så kan hukommelsen godt spille en et puds.

Til sidst har vi så Kai Edvard Larsens to tekster med verbal overensstemmelse flere steder, så jeg vil kun kommentere den ene. I T2 skriver Larsen et helt afsnit kaldet ”Legenden om Als som republik”, hvor han gør det klart at selvom Topff har udøvet mere magt end burde være tilladt for Soldaterrådets formand, såsom forbuddet mod udførsel fra øen, så har han aldrig udgivet sig som større end posten som formand. Larsen tror ikke på at republikken fandt sted, men han skriver om den, fordi det er en sjov lokallegende som det ville være synd hvis den gik i forglemmelsen.

Det skal lige huskes, at vi taler om Nordtyskland, og ikke Sønderjylland her, så mange af de samtidige kilder er egentligt tyske kilder, som er blevet oversat til dansk, og ordet præsident har en lidt mere åben definition på tysk, end på dansk. En præsident, på tysk, er egentlig bare en formand for et firma, eller en gruppe. Endvidere har vi et billede af Soldaterrådets stempel, på godkendelsen af landråd Schønbergs kørselsregnskab, hvor Soldaterrådet omtaler sig selv som et ”präsidium”[9], og formanden for et präsidium er en præsident. Topff var formand for Soldaterrådet, ergo var han præsident.

Konklusion
”Blev Als proklameret som republik i november 1918?” Nej, der er ikke belæg i de samtidige kilder for at det skete, men at det i stedet er en fortælling der har cirkuleret rundt og er blevet mere prominent som tiden er gået. Det virker usandsynligt at aviserne ikke har nævnt noget om republikken Als, før senere. Det kan argumenteres at aviserne var under censur, så de turde ikke skrive om republikken, men i så fald har Topff ikke udnyttet pressen til at sprede budskabet om det. Når man tænker på at der har hængt flere proklamationer rundt om i Sønderborg by, om hvad Soldaterrådet bekendtgjorde, så burde der også være sådanne proklamationer rundt omkring om ’republikken Als’, men det er der ikke. Godt nok har Topff teknisk set haft titlen ’præsident’, men kun som formand for Soldaterrådet, ikke som præsident over Als.




[1] T4 s.389 l.117
[2] T9 s. 401 l. 9-16
[3] T8 s. 400 l. 7-8
[4] T6 s. 397 l. 15-16, 33-34
[5] T5 s. 392-395
[6] T5 s. 395 l. 187-201
[7] T4
[8] T3 s. 385 l. 29-32
[9] T17 s. 413 forneden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar