Andre folk har altid sagt det bedst

"It is a part of the price we pay for our libert, which cannot be guarded but by the freedom of the press, nor that be limited without danger of losing it." - Thomas Jefferson, 25. jan, 1786

Åh, Trump. Sur, sur, sur, lille bi omkring. Tag dog og bliv voksen!

Det farlige ved at vende folket imod pressen, og medierne, er at så risikerer vi at de får mundkurv på, og bliver statskontrollerede, hvilket er måden hvorpå langt de fleste diktaturer er begyndt.
Ja, nogle gange går pressen måske for vidt, men, den har dog stadig til opgave at sikre at magtens tredeling bliver overholdt af alle parter. Bravo til denne journalist, der tør stå imod Trump, og konfrontere ham på direkte TV:

Trump prøver så dejligt at leve i sin egen verden, med sine egne regler. ”Vi kan sagtens bygge en mur på den mexicanske grænse og få Mexico til at betale den selv.” Måske hvis det var i mexicanernes interesse at få en mur, kunne det være de var villige til at betale for noget af muren. Den eneste måde at få mexicanerne til at betale for hele muren, ville være at tvinge dem med magt. Så meget for ”the land of the free”.

Trump udsteder et indrejseforbud for alle fra syv muslimske lande, lige meget om de har amerikansk statsborgerskab, er på ferie med visa, eller er flygtninge fra et meget bekriget område i verden, fordi han ”tænker på folkets sikkerhed.” Det er godt at der i det mindste er næstekærlige amerikanere som protesterer imod indrejseforbuddet, og stod med åbne velkomne arme til at tage imod folk* da Washington federal judge James Robart aflagde veto mod indrejseforbuddet, og kaldte det ukonstitutionelt. Som retaliation skældte Trump hamp ud, på Twitter selvfølgelig, for det er hvad enhver anstændig person gør, og kaldte Robart for en ”såkaldt dommer”. Som om at dommertitlen, en titel givet af præsidenten og senatet for livstid, bare er en ligegyldig rolle; med andre ord at magtens tredeling i det lovgivende, udøvende og dømmende magt, som beskrevet af Montesquieu, er totalt ligegyldig. Farvel til Checks-and-balances. Heldigvis dømte appeldomstolen enstemmigt imod indrejseforbuddet. Trumps svar? ”See you in court!” Så meget for ”the land of the free”.

Trump prøver at vende folk imod medierne, kalder dem falske, og løgnagtige, bare fordi de kan finde ud af at baggrundstjekke forskellige fakta, og kan konfrontere ham med sine skiftende udtalelser. Hans talspersoner har været nødt til at opfinde nye termer, bare for at kunne forsvare dine skøre påfund. ”Alternative fakta”? Hvad i gehejmerådens fortrolige indsigt er det? Fakta er fakta, det er 100 % objektivt, og kan ikke bøjes, hvilket man kan diskutere med sandheden, som meget ofte er subjektiv.

Carl Bernstein, journalisten som løste Watergateskandalen, talte med New York Times, og kaldte Trump for autoritær uden forståelse rollen den pressefriheden spiller.[1] Så meget for ”the land of the free”.

Jeg har ikke lyst til at begynde at sammenligne Trump med Hitler, som mange andre har gjort. Jeg vil hellere lade Karl Marx tale: ”(Georg Wilhelm Friederich) Hegel bemærker et sted at alle store verdenshistoriske kendsgerninger og personer så at sige forekommer to gange. Han glemte at tilføje: første gang som tragedie, anden gang som farce”[2].

Til slut har jeg kun tilbage at sige til dig, Trump, hvad biskop Tyge af Aarhus sagde til munkene i Øm kloster i 1263: ”Å, hold dog op med eders skvalder!”

* YouTuberen Hank Green gik til Twitter, og fik sine følgere til at demonstrere mod indrejseforbuddet, ved at sende ham #noban tegninger, og så ville han donere 5$ til diverse flygtningeorganisationer for hver tegning han fik tilsendt, over 2.000, og en snes stykker satte han til salg som plakater, hvoraf overskuddet også ville gå til flygtningeorganisationer.

Her er min yndlings af #noban plakaterne

---

https://founders.archives.gov/documents/Jefferson/01-09-02-0190
[1] https://www.nytimes.com/2017/02/17/business/trump-calls-the-news-media-the-enemy-of-the-people.html?_r=1&mtrref=www.facebook.com

[2] Kjørup, Søren; Menneskevidenskaberne: Humanistiske forskningstraditioner bd.2. side 101

Kunne godt bruge en pause, og geschicte wie es eigentlich gewesen

Jeg har nu afsluttet min tredje uge på andet semester af AU’s Bacheloruddannelse for Historie, og jeg føler mig mentalt nedkørt.

”Men er andet semester virkelig så meget hårdere end første?” både og.

På første semester havde jeg mellem 13-15 timers undervisning og/eller forelæsning om ugen, og ca. tilsvarende antal timer til lektielæsning.

Her på andet semester har jeg 12-14 timers undervisning/forelæsning om ugen, men snarer dobbelt så meget læsestof jeg skal nå igennem på ugen. VH/DH (Verdenshistorie/Danmarkshistorie) fylder nogenlunde det samme som på første semester, så ca. 4-6 timer om ugen; Emne 2 (eller Kildeintroducerende som det rigtigt hedder) varierer lidt med antallet af sider der skal læses, men tager omkring 5-6 timer; Værst er dog Studium Generale.

”Hvad er Studium Generale?” Det er teori, kort sagt. 2 timers forelæsning og 2 timers instruktorundervisning (i stedet for til VH/DH som på første semester) om ugen. Selvfølelig skal man have teori, så man senere på studiet, når man skal skrive store opgaver, kan forklare hvilke metoder man bruger, hvorfor man bruger dem, og hvad de betyder.

Problemet heri er, at der stort set ikke findes noget som hedder ’historieteori’, i stedet får man undervisning i ’menneskevidenskabernes’ teori og teorihistorie. Det betyder at jeg hver uge skal læse ca. 120 siders filosofi for at kunne forstå hvilke teoretiske metoder der bruges i historieskrivningen. Sidder faktisk og læser lige nu.

Vi har været inde på alt fra Descartes’ rationalisme (”cogito ergo sum”) over Immanuel Kants analytiske (”ungkarle er ugifte”) og syntetiske domme (”præster er gift”) til positivisternes humanistiske lovmæssighedsønsker. Lige nu læser jeg om historismen, og efter at have læst 10 sider om hvad historismen er, før jeg skal læse tekster skrevet i historismetolkningen, opgav jeg at forstå hvad det vil sige, ud fra min bog, og googlede begrebet; første resultat forklarede hvad historismen er på 10 ord, ”mennesker, kulturer og samfund skal forstås som individuelle historiske størrelser”.[1]

Til historismen hørte tyskeren Leopold von Ranke. Som vores forelæser, Bertel Nygaard, sagde, hvis vi havde en kanon for historie, og historieskrivere, (som vi har en litteraturkanon[2]) ville Ranke med 100 % sikkerhed være med. Han krediteres for at have skabt den moderne måde at forske historie på, med hans slagudtryk; historie ”wie es eigentlich gewesen” (”som det virkelig var”) fra 1824. I Danmark blev historieskrivningen først ”moderniseret” hos Kristian Erslev, omkring århundredeskiftet 1900. Erslev hørte, i første omgang til, positivisterne, som kort sagt ønskede at bestemme menneskevidenskaber ud fra ”naturlove”, på samme måde som naturvidenskaberne kan bestemmes.

Senere kom så hermeneutikken, hvor man gik så langt væk fra positivisme som muligt, og i stedet for at finde love der gjaldt for hele menneskeheden, begyndte man at fortolke alt i stedet for. I dag er man vist nok traditionelt et mellemstadiet mellem positivisme og hermeneutik, men vi får se hvad der står om dette, når jeg kommer så langt.

Filosofi har aldrig rigtig fanget mig før, og det har endnu ikke fanget mig på dette semester,(jeg er selvfølgelig kun tre uger inde), men filosofi var ikke hvad jeg ville studere, og jeg ville virkelig ønske at det blev bedre forklaret ved studiestart, hvad andet semester virkelig indebærer.

Vi fik ikke ét ord om hvad Studium Generale er andet end at det var teori; og ikke nok med det, vi fik heller ikke at vide, at da vi skulle vælge emnefag, var det vigtigere at vælge ud fra hvad man ville få på andet semester, end hvad man ville få på første; Emne 1 skal man kun have på første semester, hvorimod Emne 2 skal man have på både andet og tredje semester.

Men alt dette er ikke så meget årsagen til at jeg godt kunne bruge en pause. Nej, det er mere på grund af at fra jeg tog min sidste første semesterseksamen, VH/DH, gik der fire dage før andet semester startede. Så efter ca. 2 måneders eksamenslæsning, skulle jeg med det samme ud og købe de bøger og kompendier jeg skulle bruge til andet semester, og begynde at læse, for efter weekenden, var det igen studietid. Så godt som ingen ferie, foruden den lille uge omkring jul. Og det hjalp ikke at det første på skemaet i det nye semester var 2 timers Studium Generale forelæsning.

Det er ikke for at hakke ned på Bertel Nygaard, han formår skam at holde salen vågen igennem hele forelæsningen, men det er ikke altid lige let at få læst alle siderne igennem uden at døse lidt hen, og der er ikke så meget af stoffet der sætter sig fast.
Bare husk på at, selvom du har set 1000 hvide svaner, betyder det ikke at der kun findes hvide svaner. De sorte finder du i Kina.

Jeg havde fri i går, (fredag) og endte med at bruge hele dagen i sengen, og falde i søvn adskillelige gange. Det var en fridag jeg virkelig havde brug for, men det betyder så, at jeg nu er garanteret at falde bagud med læsestof, og må prøve at indhente det igen på et senere tidspunkt; suk.

Jeg kan stadig godt lide Historieuddannelsen, selvom at SG virkelig føles som en sand barriere der kan tvinge folk til at droppe ud, så er Emne 2 og VH/DH stadig spændende, og holder mit studiemod oppe.

- Daniel

---

[1] http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Historieteori_og_-videnskab/historisme

[2] https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_litteraturs_kanon

Forholdet mellem kirke og kongemagt i tidlig dansk middelalder

Her uploader jeg nu min Bredt Emne 1 eksamensbesvarelse. Vi fik tildelt 3 problemformuleringer 2. januar kl. 14:00, og skulle vælge én at besvare. Opgave skulle være maks. 15 sider à 1.200 tegn (inklusive mellemrum).
Jeg fik 10 for opgaven.

Forholdet mellem kirke og kongemagt i tidlig dansk middelalder

Indhold

Indledning. 1

Redegørelse over perioden. 1

Svend Estridsen (1047-1076). 4

Harald Hén til Oluf Hunger (1076-1095). 5

Erik Ejegod og Niels (1095-1134). 6

Fra Erik Emune til enekongedømme (1134-1157). 9

Valdemar den Store (1157-1182). 10

Konklusion. 12

Litteraturliste: 14

Indledning

Da Svend 2. Estridsen blev valgt til konge af Danmark i 1047, så de europæiske lande stadig Danmark som et af de vilde lande fra nord, som gik på plyndringstogter, og hærgede. Kong Svend Estridsen begyndte et samarbejde med kirken, der blev en lang proces for at ændre Europas syn på Danmark, fra at være et vikingeland, til at være en ægte kristen nation på lige fod med andre lande. Svends efterfølgere fortsatte dette samarbejde, med varierende resultater. I denne opgave vil jeg redegøre for udviklingen i kongernes forhold til kirken fra Svend Estridsens regeringsperiode (1047-1076) frem til Valdemar 1. den Stores (1157-1182), samt tale om hvilke forandringer i forholdet mellem de to der skete, og prøve at forklare hvorfor disse forandringer skete.

Redegørelse over perioden

Da Svend Estridsen tiltrådte som konge, var den kirkelige organisation i Danmark sådan at der fandtes biskopper af Slesvig, Ribe, Odense, Roskilde og Skåne.[1] Bertil Nilsson foreslår dog, at man hér ikke skal se biskopperne som egentlige ’stiftsbiskopper’, men mere som ’missionsbiskopper’ som missionerede langt fra deres bispesædes umiddelbare omegn.[2]

Fordi der ikke var nogen egentlig dansk kirkelig organisation da Svend Estridsen blev konge, fik ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen pavelig anerkendelse som ærkebiskop af Danmark og de andre nordlige lande.[3] Svend Estridsen har stiftet bekendtskab med ærkebiskop Adalbert, og sammen skal de have opnået beslutning om en ny stiftsinddeling i Jylland, så Ribe stift blev delt i fire bispedømmer. De nye bispedømmer var Aarhus, Viborg og Vendel, altså Vendsyssel. Nilsson daterer denne begivenhed til starten af 1060’erne.[4] Her ses et tæt samarbejde mellem kongen og kirken, et samarbejde Svends sønner forsøgte at fortsætte.

Det lader dog til at resten af den danske befolkning ikke var parat til et tæt samarbejde med kirken. Harald 3. Héns regeringsperiode siges at være ramt af hårde præsteforfølgelser, i hvert fald skriver pave Gregor VII til ham, om at kongen skal beskytte kirken, og bekæmpe dem, der holder fast i den gamle sociale orden, og derved er en trussel mod kirkens overlevelse.[5] Hvor godt det lykkedes fo Harald Hén at beskytte kirken, er ikke til at sige, men ifølge et brev fra Gregor VII til den norske kong Olav 3. Kyrre, dateret 1078, vi ved at han blev offer for et oprør fra hans brødre.[6] Vi ved ikke hvem af brødrene der stod bag oprøret, men Knud 4. blev valgt til konge efter Harald.

Knud 4. den Hellige blev også offer for et oprør, og han blev dræbt i Skt. Albani kirke i Odense. Knud må have haft et godt forhold til kirken, da denne valgte at helgenkåre ham efter sin død. Broderen Oluf 1. Hunger var tilfangetagen under Knuds regering, så da kirken bestemte sig for at helgenkåre Knud, under hans regeringsperiode, har han nok følt det som et direkte angreb på ham som person.[7] Efter Olufs død, indgik Erik 1. Ejegod et samarbejde med den danske kirke om at få Knuds helgenkåring fuldgjort og paveligt godkendt. Erik Ejegod arbejdede også på at få Danmark løsrevet fra Hamburg-Bremen, og få et selvstændigt nordisk ærkebispesæde, hvilket han fik aftalt på plads med pave Paschalis II, og ærkesædet blev placeret i Lund i 1103/1104, muligvis efter forhandlinger med Norge og Sverige.[8] Erik 1. døde på Cypern under en pilgrimsrejse til Jerusalem.

Den sidste af Svend Estridsens sønner til at blive konge var Niels, som, ifølge Helge Paludan, opbyggede en administration som styrkede hans kongemagt over kirken[9] Under Niels’ regeringsperiode blev det første Laterankoncil afholdt, hvor cølibat blev pligtfyldende for gejstlige. Da flere præster i Danmark nægtede at leve i cølibat, startede nogle præsteforfølgelser mod dem der ikke ville indleve sig i de nye regler. At Niels ikke har kunnet stoppe disse forfølgelser har været med til at give ham et ry for at have været en svag konge, bl.a. femhæver Niels Skyum-Nielsen karakteristikken ”mansuetus et simplex”, ”mild og ligefrem”, fra Roskildekrøniken som et spark til kong Niels for at lade sin kone få magt, og lade hendes navn stå sammen med sit eget på hans mønter, tydeligvis et tegn på en svag konge.[10]

Efter borgerkrigen i 1130’erne, var flere biskopper blevet dræbt ved Hamarslaget i Skåne, og Erik 2. Emune fik indsat præster som kæmpede på hans side i krigen som biskopper.[11] Dette stred godt nok imod gregorianismens idealer om at bispevalg skulle være en kirkeligt intern handling, men på den anden side betød det også at kirke og konge kom til at stå tættere sammen end tidligere, det har også gjort at kirken fik stærke alliancer gennem de nye biskopper der tilhørte de stormandsslægter der havde kæmpet på Eriks side i borgerkrigen.

I Erik 3. Lams regeringsperiode opnåede Lundekapitlet at genvinde sin status som ærkebispesæde, som det ellers midlertidigt havde mistet under borgerkrigen, men det virker mest af alt til at have været ærkebiskop Eskil af Lund, og ikke Erik, som kæmpede for at genvinde statussen.[12] Erik Lam siges også at have givet ærkebiskop Eskil en del i møntretten.[13] Senere valgte han at abdicere, og gå i kloster, hvilket vidner om, at han har haft et intimt forhold til kirken.

Da borgerkrigen brød ud igen, fik Eskil mæglede de fejdende konger, Svend 3. Grathe og Knud 5. Magnussen, til at lægge stridighederne fra sig og sammen tage på korstog mod Venderne. Svend 3. og Valdemar 1. forsøgte at overtale Eskil til at helgenkåre Knud Lavard, men uden held. Hans Olrik var af den mening at Eskil var modstander af Svend, hvorfor han ikke ville være med til at helgenkåre Knud Lavard, og han forsøgte at give belæg til det gennem Saxos omtale af Eskil som illoyal, og Radulphus Niger, der mente at Knud var den retmæssige konge.[14]

Både Knud 5. og Svend Grathe gik til det tyske hof flere gange og bad om hjælp i krigen mod den anden. Dette kan have ledt til at pavestolen i Rom begyndte at tvivle på Danmarks loyalitet, hvorfor det blev valgt, at splitte Norges og Sveriges kirker fra Lunds ærkebispesæde, men med løfte om at Eskil kunne beholde en hvis overhøjhed over Sverige, så længe han var loyal mod Rom.[15] Ifølge Saxo krævede Svend at hans allierede sværgede troskab til ham på Knud den Helliges relikvier, og påkaldte derved helgenens magt og legitimitet for at stabilisere sin egen svindende magt, derefter skal han have ladet relikvierne bære frem for sig, næste gang han mødtes med Valdemar.[16] Svend Grathe brugte her kirkens symboler på at fremstå som den sande gudsudvalgte konge over sine modstandere.

Da Valdemar 1. den Store blev enekonge fik han indsat Absalon som biskop i Roskilde på forholdsvist ugregoriansk vis, men det gav ekstra styrke til kirken, at man nu havde en biskop der var så tæt knyttet til kongen, som Absalon var til Valdemar, de var jo vokset op i samme hus. Valdemars og ærkebiskop Eskils forhold i starten af Valdemars regering var spændt, trods førstnævntes forsøg på at få et godt forhold stablet på benene,[17] og Eskil drog i 1161 i landflygtighed, men kunne dog vende tilbage i 1167. I 1170 Lykkedes det for Valdemar at få sin far Knud Lavard helgenkåret, samt få sønnen Knud 6. anerkendt som medkonge, og da Eskils efterfølger i 1177 skulle findes, fik Valdemar Absalon indsat som ærkebiskop i Lund. Her havde kongen altså meget magt over kirken.

Nu, da vi har fået et overblik over udviklingen i forholdet mellem kirken og kongemagten, er det på tide at vende tilbage til begyndelsen, og prøve at finde forklaringer på hvorfor disse forandringer har fundet sted.

Svend Estridsen (1047-1076)

Adam af Bremen fortæller hvordan Svend Estridsen, under fætteren kong Knud 3. Hardeknuds regeringsperiode, havde til opgave at beskytte den østlige del af Nordsøimperiet, dvs. Danmark, fra angreb. Under en rejse til England var Svend så blevet taget til fange af ærkebiskop Bescelin af Hamburg-Bremen, da denne anklagede ham for sørøveri. Ifølge Carsten Breengaard var denne begivenhed en øjenåbner for Svend, om at der også var kontinentale interesser for Danmarks magt, og dette har været årsagen til at han begyndte at arbejde på at forbedre Europas syn på Danmark.[18]

Henrik Janson mener at det endelige stød, der skubbede Svend Estridsen til kirken, var den norske kong Harald 3. Hårderådes angreb på de danske kyststrækninger. Disse angreb tvang Svend til at flygte til Tyskland, hvor han mødte ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen. Tidligere havde nordiske regenter ikke interesseret sig meget om hvad den temmeligt ubetydelige ærkebiskop mente om hvordan ting foregik, men nu var Svend Estridsen blevet nødt til at opsøge ham.[19] De to fik et godt samarbejde op at køre, som set ved stiftsinddelingen, som blev et incitament for at landets domkirker skulle være bygget af sten. Samarbejdet mellem de to var et tegn på Svend Estridsens ønske om at få kirken organiseret og styrket.[20] Men ærkebiskoppen var den klart stærkeste i forholdet. Adalbert havde jo fået pavelig godkendelse til at blive den nordiske kirkes overhoved, og selvom at Svend ønskede at få Danmark løsrevet fra Hamburg-Bremen, så ville det ikke kunne ske uden Adalberts godkendelse.[21]

En af måderne hvorpå Svend Estridsen fik styrket kirkens rolle i Danmark, var med de store kirkebyggerier rundt om i landet. Selvfølgelig var der kirker før Svend blev konge, men Adam af Bremen skrev omkring 1075, i slutningen af Svends regering, om hvordan Danmark, øst for Lillebælt, havde ca. 550 kirker, og det må formodes ca. et par hundreder i Jylland også.[22] Det danske folk har måske endnu ikke været helt forberedt på denne kirkelige indflydelse sydfra, hvorfor nogle af trækirkerne var dekoreret med en blandingsstil. Som set med Hørning-planken fra ca. 1060-70, var kirker dekoreret udvendigt med gammelnordisk design, som ormeslyng i Urnestil, og indvendigt var der dekoreret med europæisk inspirerede malerier.[23] Det hjemlige lokkede folk til kirken, og det fremmede var med til at kristne befolkningen.

Harald Hén til Oluf Hunger (1076-1095)

Harald Hén er ofte blevet tildelt æren for at stå for lovkomplekset kaldet ’kong Haralds love’, selvom, at der er belæg for at det er af ældre tid. Den respekt Ælnoth viste over for Harald Hén, angående dette lovkompleks, der var lagt ved at kongen var FOR ”folkets ønsker”, skal ifølge Breengaard tolkes som et udtryk for kongens accept af den traditionelle decentraliserede retsorganisation.[24] Harald Hén skulle altså her være tilfreds med at stormandsslægterne beholdt retten til at udøve magt, mod de lavere stående samfundsgrupper. Hvis de inkluderede kirkens position i det danske samfund, kan det forklare de præsteforfølgelser som pave Gregor VII nævner i sit brev til Harald Hén, dateret april 1080. Her er paven blevet oplyst om at danskerne har kastet skylden for dårligt vejr og høst, på præster, og derfor straffet dem. Paven reprimanderede Harald om at det var en konges pligt at beskytte kirken mod angreb, og hvis der ikke snart kunne ske forbedringer, ville paven true med interdikt.[25] At Harald Hén først lod stormandsslægterne beholde magt, og derefter sig selv blive skældt ud af paven, kan give et billede af en svag konge, som blev hevet først til den ene side, så til den anden. Men at Harald har kunnet samarbejde med stormandsslægterne, og samtidig have direkte kontakt til paven i Rom, en kontakt der ikke dukkede op igen før under Erik Ejegod, tyder dog på at han har haft en vis snilde, som han har kunnet holde, selv medens under oprør, som bevidnet i pavens brev til den norske konge Olav Kyrre.

At Knud den Hellige blev offer for oprør, kunne umiddelbart tydes som at han har været en grusom konge, og der har været forskellige syn på hans rolle i historien, alt fra Erik Arups beskrivelse om ”Kongens voldsmagt”, til A.D. Jørgensens omtale af Knud som ydmyg, med ridderånd og selvbeherskelse.[26] Skyum-Nielsen så på Knud den Hellige som at han udviste kongelig omsorg for de fattige, og sultende,[27] hvilket passer fint med de forpligtelser et sandt kristentro menneske er givet i fortællingen om Verdensdommen i Matthæusevangeliet. Vi ved i hvert fald, at Knud donerede jorder til kirken i Lund, omend Breengaard mener at Knuds gavebrev er en senere forfalskning.[28] Knud den Hellige blev dræbt i Skt. Albani kirke i Odense, og denne handling forbandt kirke og konge på en ny måde. Ikke bare var kongen blevet dræbt, hvilket var imod kanonisk ret, men folk var draget bevæbnet ind i kirken for at dræbe kongen, så man havde også angrebet kirken. Et dobbeltangreb som Breengaard udtrykte det.[29]

Det kan have påvirket kirken til at gå ind for Knuds parti, og begynde at prædike om ”Knud den Helliges helgengerninger”, og nedskrevet historien om ham i Odenselitteraturens hagiografi, hvilket var et forsøg på at illegitimere enhver form for angreb på kirken. Dette tætte forhold mellem kirken og den afdøde konge kom til at blive knudepunkt til samarbejde mellem kirke og konge i senere perioder. Dog som før nævnt var Oluf Hunger fængslet af Knud den Hellige under dennes regering, og har næppe været imponeret over kirkens forsøg på at sprede den smædekampagne som påstod at hungersnøden der ramte Danmark i sin regeringstid var Guds straf for mordet på ”Knud den Hellige”. Knuds jordiske rester blev i påsken 1095[30] overført til krypten i en stensat domkirke under opbygning, hvis størrelse langt overgik samtidens kendte domkirkeopførelser, og det kan derfor antages at byggeriet blev til i relation til Knuds helgenkåring. Thomas Bertelsen tænker at Oluf Hunger kunne have været denne kirkes iværksætter,[31] hvilket jo ellers går imod traditionen om at Oluf Hunger var modstander af Knudkulten, men det kunne give et samarbejde mellem konge og kirke i en periode som ellers er blevet fremstillet som to instanser uden et særlig godt forhold til hinanden.

Erik Ejegod og Niels (1095-1134)

Ved Erik Ejegods tiltrædelse som konge i 1095 tog han på sig at fuldende Odensekirkens planer om Knud den Helliges kanonisering, hvilket med stor sandsynlighed har ledt til hidkaldelsen af nogle munke fra England til Odense,[32] da forestillingen om at en lægmand kunne opnå martyrstatus var en forholdsvis engelsk tradition, mens idéen om kongehelgener knap nok kendtes på kontinentet.[33] Erik Ejegods interesse i at samarbejde med kirken om helgenkåringen af Knud den Hellige, lå som kirkens i at illegitimere angreb, men hvor kirken ville kriminalisere angreb på kirken, ville Erik Ejegod kriminalisere oprør mod kongen, han havde jo trods alt set oprør blive ført mod to af hans brødre, og den tredje som sagdes at have været med til mindst ét af oprørerne var blevet pålagt skylden for den store hungersnød der havde plaget landet den sidste tid før Eriks tiltrædelse.

Efter at Knud den Hellige var blevet accepteret som helgen i Danmark, fik Erik Ejegod stablet en delegation sammen, som skulle rejse til Rom og søge at få pavens godkendelse af Knuds helgenstatus. Med en succesfuld rejse, vendte delegationen hjem, og man fejrede Knuds kanonisation. Breengaard tolker Eriks fravær ved kirkefesten, som et tegn på at Erik så at forholdet til pavestolen nu var på et så godt diplomatisk niveau, at han kunne rejse til Rom og diskutere med paven personligt om muligeden for at Danmark kunne få et selvstændigt ærkebispesæde, løsrevet fra Hamburg-Bremen.[34] At det lykkedes for Erik at få et selvstændigt, ikke bare dansk men nordisk, ærkebispesæde kunne tyde på at det var sådan, men det er også muligt at den nyvalgte pave Paschalis II vidste at det ikke var muligt at komme i direkte kontakt med de nordiske kirker, så længe de var underlagt Hamburg-Bremen som den sidste snes år ikke havde accepteret den romerske pavestols legitimitet, og derfor ved at give Norden sit eget ærkebispesæde kunne man få kontakt med de nordiske kirker igen. Hvad end den endelige årsag til at paven gav Norden et ærkebispesæde, så var det en sejr for samarbejdet mellem kongen og kirken. Ikke kun var Knud den Hellige blevet kanoniseret, men Danmark var også blevet løsrevet fra kirkepolitisk indflydelse fra Tyskland.

En anden forandring der sker med at Lund bliver nordisk ærkebispesæde, er at man begynder at tale om de danske gejstlige individers roller i historien, frem for pavestolens eller de tyske gejstliges roller, hvilket må ses som en styrkelse af den danske kirke.

Erik Ejegod døde på Cypern under en pilgrimsrejse til det nyligt tilbagevundne Jerusalem under korstogene.[35] Der ligger i dag en mindeplade hvor man mener at Erik døde. Hjemme i Danmark blev Niels valgt til konge, og han ville regere lige så lang tid som sine fire brødre havde sammenlagt. Som kort nævnt mente Helge Paludan at Niels var instrumental i at opbygge en administration som styrkede kongemagtens position over kirken. Kirken var blot et middel for den ekspansive kongemagt, ifølge Paludan, som understøttede sit synspunkt med pave Paschalis II’s brev til ham i 1117 der, trods det kun omhandlede rent kirkelige anliggender, var henvendt til kongen personligt, og derfor måtte man i Rom, efter Paludans mening, have kendt til kongens overhøjhed over kirken, og stadig accepteret den.[36] Hvis Niels kun brugte kirken til at styrke sin egen magt, skulle man tro at kirken ville svare igen og nedgøre ham, ligesom man havde gjort mod Oluf Hunger, men at de lod Niels, i officielle dokumenter, begynde at bruge titlen ”Dei gratia rex”, ”konge af Guds nåde”,[37] tyder på at de ikke havde noget imod hans virke. Denne titel kunne kongen bruge til at legitimere sin plads over stormændene, samtidig med at den var et vidnesbyrd om at man ønskede at landet skulle styres gennem kærlighed og venskab, ligesom oppe i Himmeriget.[38]

I brevet fra pave Paschalis II i 1117, opfordredes kongen til at stoppe modstanden mod cølibatskravet i Danmark, men da modstanden stadig var stærk efter at cølibatet var gjort forpligtigende ved det første Laterankoncil, startede stormanden Peder Bodilsen, muligvis under anordning fra sin kapellan Nothold,[39] en række forfølgelser mod de præster der ikke ville indordne sig cølibatskravet. Gejstlighedens manglende værn under præsteforfølgelserne blev en last, som Roskildekrøniken tillagde Niels.[40] Niels’ kongedømme er et af det mere skælsættende i perioden, fra Paludans tolkning om kirken som et middel til at styrke kongemagten, til Hal Kochs om at Niels’ regering var fredelig og god mod kirken, med rige muligheder.[41] At Niels ikke kunne stoppe præsteforfølgelserne har givet ham et ry for at være en svag konge, men samtidig tyder længden af hans regering på at han har været en stærk konge. Det kan jo selvfølgelig forklares ved, at da han blev konge var han den sidste værdige af Svend Estridsens sønner, og de andre mulige kongesønner var endnu umyndige, og ventede på at blive stærke nok til at kunne vælte Niels. Dette var jo også næsten hvad der skete, da Niels’ søn Magnus dræbte Erik Ejegods søn Knud Lavard Helligtrekongersnat i Ringsted, og Knuds bror Erik Emune gjorde oprør mod Magnus og Niels.

Ærkebiskop Asser af Lund siges at have valgt at støtte op om Erik Emune hen imod slutningen af krigen, hvilket Roskildekrøniken beklager dybt, men Breengaard argumenterer, at eftersom at Assers slægt, Trugotslægten, i Jylland altid havde kæmpet på Eriks side i krigen, så har Asser måtte følge sin slægts valg hele tiden.[42] Hvis ikke Breengaards tese holder, kunne en mulig årsag til at Asser valgte at støtte Erik være at Lund i 1133 mistede sin status som ærkebispesæde, og Danmark igen blev underlagt Hamburg-Bremen,[43] og han kunne ikke støtte op om en konge som lod den selvstændige danske kirke blive annekteret af den tyske, men da Asser fortsatte med at gøre ærkebiskoppens arbejde, har det nok ikke rørt ham, hvis han da overhovedet kendte til degraderingen.[44]

Fra Erik Emune til enekongedømme (1134-1157)

Borgerkrigen mellem kong Niels og Erik Emune endte kort efter Hamarslaget, som blev yderst blodigt for gejstligheden, da fire biskopper døde, og en femte døde senere af sine sår. Med Niels’ død kunne Erik snildt få stor indflydelse over hvem der skulle overtage de tomme bispesæder, bl.a. fik han indsat ærkebiskop Assers nevø Eskil i Roskilde.[45] Denne ugregorianske handling har ikke bare styrket Eriks position som landets mest magtfulde individ når nu kirken var på hans side, men kirken selv har også fået styrket sin position, idet at flere domkirker fik direkte alliancer med de stormandsslægter hos hvem de nyindsatte biskopper tilhørte. Desuden virker det til, at det var under Erik Emunes regering, at bispetienden blev indført, det er i hvert fald her det tidligst kan dokumenteres, omend tidligere konger forsøgte.[46]

Da ærkebiskop Asser døde i 1137, ønskede Erik Emune at biskop Rike af Slesvig skulle efterfølge ham, men da Erik døde inden sagen var gennemført, trådte Peder Bodilsen ind, og mæglede en aftale på plads hvor Rike blev biskop af Roskilde, mens Eskil blev forflyttet til Lund og fik ærkebiskoptitlen. En af de første ting ærkebiskop Eskil gjorde under Erik 3. Lams regering, var at få ophævet pavebullen fra 1133, der gav Hamburg-Bremen overhøjhed over Danmark, men før dette kunne fuldbyrdes, indsatte ærkebiskop Adalbero af Hamburg-Bremen Occo som biskop i Slesvig, der ikke havde nået at få en ny biskop efter, at Rike var flyttet til Roskilde.[47] Eskil accepterede aldrig Occos position som biskop, men kunne ikke gøre meget ved sagen. Erik Lam har måttet mægle de to imellem, og formåede at få dem begge til at bevidne en overrækkelse af jordegods til Eskils mand Herman som tak for tidligere tjeneste.[48] For en konge som ofte er set som værende svag, og uværdig, viste han dog her at han havde forhandlingsmagt, hvilket jeg vil sige tyder på at han måske ikke var lige så svag som han er blevet fremstillet i kilderne.

I 1146 nedlagde Erik Lam sit kongeembede, og valgte et klosterliv, frem til sin død senere samme år. Eriks abdikation åbnede op for en videreførsel af borgerkrigen et tiår tidligere, da Svend Grathe og Knud 5. begge gjorde krav på kongetitlen, og senere ville Valdemar, som blev kaldt den Store, også blande sig. Det lykkedes for ærkebiskop Eskil i 1147 at skabe en midlertidig fred imellem kongsemnerne, ved at arrangere et fællesdansk korstog mod Venderne i syd,[49] hvorfor det må formodes at Eskil ønskede en fred mellem kongerne, som ville sikre at der ikke skete skade mod kirken, men ikke så snart var de vendt hjem, før de røg i totterne på hinanden igen.

Det har nok været en af årsagerne til at Eskil ikke ville gå med til Svends og Valdemars ønske om at lade Valdemars far, Knud Lavard helgenkåre,[50] da det ville give Svends side af fejden mere legitimitet, hvilket kunne virke som at Svend bare brugte kirken for at styrke sin egen magt, hvilket Eskil ikke har kunnet gå med til, på det givne tidspunkt. Hvis man skal tro Saxos beskrivelse, så var det jo netop sådan, at Svend Grathe udnyttede kirkens position for at legitimere sig selv, da han krævede at hans allierede skulle sværge troskab til ham på Knud den Helliges relikvier,[51] et syn på en uværdig kristen der ville rane sig mere magt. Her skal man huske på at Saxo så Valdemar den Store som den retmæssige konge, og denne begivenhed ligger efter at Valdemar var gået over på Knud 5.s side i fejden, så det har været for at stille Svend i et dårligt lys, at Saxo har berettet sådan om ham.

Med truslen om at Norge og Sverige skulle løsrives fra Lunds ærkebispesæde, rejste ærkebiskop Eskil sydpå for at forhandle en aftale på plads om sin egen position. Samtidig har de øvrige biskopper i Danmark forsøgt at mægle en fredsaftale på plads mellem de krigende tronprætendenter.[52] Kongsemnerne har næppe været særligt populære blandt gejstlige, da den resursekrævene krig nåede sit 11. år, og deres konstante flirten med tysk magtindflydelse havde fået pavestolen i Rom til at reducere Lundekapitlets autoritet. Så da Valdemar den Store til sidst vandt krigen, har man nok været villige til at hjælpe ham med at stabilisere kongetitlen, så landet ikke røg ud i endnu en gruelig borgerkrig.

Valdemar den Store (1157-1182)

At Valdemar ikke lod en stor del af sine modstandere dræbe efter sejren, har John Danstrup tolket som at Valdemar var afhængig af, ikke bare tidligere modstandere, men også potentielt fremtidige modstandere, for at stabilisere sit kongedømme.[53] Valdemar har bestræbt sig på at hæve situationen over det krigsfejdende niveau der ledte til de tidligere borgerkrige som havde været katastrofale for landet. En måde Valdemar kunne danne stabilitet var, ligesom hos Erik Emune, at få indsat nogle af sine støtter som biskopper. Fremmest blandt Valdemars gejstlige støtter var Absalon, som i 1158 kunne tiltræde som biskop af Roskilde, på en, ifølge Saxo, måde der skulle forestille et demokratisk valg, men da Absalon var kongens kandidat, og det var kongen der bestemte måden valget foregik på, har han kunnet påvirke resultatet, uden at være ligefrem og højlydt om det.[54]

Valdemar den Stores forhold til ærkebiskop Eskil ville komme til præge den første halvdel af hans regeringsperiode. Valdemar forsøgte i begyndelsen at få et godt forhold med ærkebiskoppen, bl.a. ved finansielt at støtte nogle af reformordenerne, som cistercienserne, som stod Eskil nære.[55] Men ærkebiskoppens standhaftige, og højlydte, støtte til pave Alexander III, gav problemer for Valdemars forhold til Tyskland. At Valdemar aktivt støttede den tyske modpave Viktor IV, har for mange historikere været en selvfølge, f.eks. nåede Curt Weibull til den konklusion at Valdemar allerede fra 1160 var en ’skismatiker’ som støttede modpaven, og at den store internationale kirkestrid var kommet imellem konge og ærkebiskop.[56] Michael Gelting hævdede at Valdemar aktivt støttede Viktor IV for at underminere Eskils stilling,[57] altså et totalt opgør med Eskil. Carsten Breengaard mente dog at det var mere sandsynligt, at Valdemar førte en tilbageholdende og afventende politik over for Tyskland.[58] Da, den af ærkebiskop Adalbero indsatte, biskop Occo af Slesvig i 1161 genindtog sit bispesæde, og Valdemar nægtede at fjerne ham, blev uenighederne mellem ham og Eskil så store, at Eskil måtte drage i eksil.[59]

Eskil havde vist sig at være for højlydt for Danmarks velbefindende, og Valdemar var nu nødsaget til at tage til konciliet i St. Jean de Losne, 1162, og officielt acceptere Viktor IV som retmæssig pave for ikke at risikere, at den tyske kejsers vrede blev udgydt mod Danmark. Hal Koch mente at dette var et tegn på at man endnu var langt fra den frie kirke. Biskopperne var Valdemars mænd, som ikke turde støtte op om Eskil.[60] Selvom det her kunne se ud som om, at kongens forhold til kirken var på dets laveste niveau i lange tider, så har det nok ikke været så. Både biskop Absalon af Roskilde, som var Valdemars fosterbroder, og biskop Helias af Ribe tilhørte kongens inderste kreds af gejstlige rådgivere,[61] og de må have diskuteret alle mulige udenrigskirkepolitiske sager, for at finde frem til hvad der har været det sikreste for Danmarks fremtid.

Øm Klosterkrønike vidner om at der har været en brevudveksling mellem Valdemar den Store og pave Alexander III i midten af 1160’erne, omend ingen af Valdemars breve er overleveret.[62] Kongen og paven skal have forhandlet om Veng kloster, som på et tidspunkt i forhandlingerne tilhørte cistercienserordenen som til sidst havnede i Øm kloster. Trods at Eskil også havde forsøgt at indblande sig i forhandlinger, viser pavens sidste brev til Valdemar, at kongen ikke havde nævnt ærkebiskoppen i forhandlingerne, og virkede tilfreds med at holde ham i eksil noget længere. Valdemar gav dog til sidst efter for pavens ønsker om at lade Eskil vende tilbage til sit bispesæde, med en understregning af Eskils politiske loyalitet.[63] Derefter forsøgte konge og ærkebiskop igen at få et godt forhold til hinanden. Biskop Occo af Slesvig, og andre biskopper der var blevet indsat af tyskerne, blev jaget ud af Danmark, for at relationerne til Tyskland ikke skulle komme de to imellem igen.[64]

Kong Valdemar fik forøget den danske kirkes indflydelse, med erobringen af Rügen i 1169, som blev lagt under Roskilde stift. Det lykkedes ham også at få pavens godkendelse til at få sin far Knud Lavard kanoniseret som en helgen, hvilket blev fejret ved en stor fest i Ringsted i 1170, hvor også Valdemars søn, Knud 6., blev hyldet som konge.[65] I 1177 nedlagde Eskil sit embede som ærkebiskop, og Absalon blev valgt til at være ærkebiskop af Lund, samtidig med at han beholdt sin titel som biskop af Roskilde. Herfra er Valdemars forhold til den østdanske kirke altså kommet op på det højeste mulige niveau, ved at Absalon jo var en af Valdemars nærmeste rådgivere.

Konklusion

Vi kan altså se, at gennem hele perioden fra Svend Estridsens trontiltrædelse, i 1047, og frem til Valdemar den Stores død, i 1182, har de danske konger forsøgt at stable et samarbejde med den danske gejstlighed på benene, som kunne styrke begge øvrigheder. Kirken har været svagt stillet i Danmark inden Svend Estridsen kom med tilbuddet om et samarbejde, den blev jo forfulgt, og anklaget for dårlig høst af verdsligheden. Svends kirkeorganisering har betydet at der kom bedre styr på formidlingen af det kristne budskab til lokalbefolkningen. Og da stormandsslægterne begyndte at sætte familiemedlemmer på klosterbænkene, blev kirken sikrere, ved at have nogle stærke allierede som kunne beskytte den mod angreb og plyndringer.

For kongens vedkommende, hjalp kirken med at legitimere hans stilling over de andre stormandsslægter. Knud den Helliges helgenkåring blev måske ikke brugt til at fremhæve Knuds efterslægt som den retmæssige kongeslægt, på samme måde som Valdemar den Store brugte Knud Lavards helgenkåring, men Erik Ejegod brugte dog alligevel helgenkåringen til at kriminalisere oprør mod kongen. Oprør mod kongen var ikke noget usædvanligt, tre af Erik Ejegods fire kongebrødre véd vi med sikkerhed blev ramt af oprør, og oprørende mod kongen fortsatte frem til Valdemars regeringstid, på hvilket tidspunkt det virker til at det endelig lykkedes for kongen at dulme sandsynligheden for oprør.

Forholdet mellem de to øvrigheder gik fra at være et middel for Svend Estridsen til at forbedre Europas syn på Danmark, til at blive en kampagne om at søge bod for mordet på en konge i kirken. Fra en løsrivelse fra tysk indflydelse gennem ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, til at biskopperne kunne indsættes af kongen, for at have gejstlig støtte til at sikre sin position som højest blandt verdslige. Fra uenigheder mellem konge og ærkebiskop som tvang ærkebiskoppen til landflygtighed, til at konge og ærkebiskop var fosterbrødre. Perioden var meget tumultfyldt for begge øvrigheder, men til slut blev begge grupper styrket, og kunne cementere deres plads i det danske samfund.

Litteraturliste:

Skyum-Nielsen, N 1971, Kvinde og slave. Munksgaard

Breengaard, C 1982, Muren on Israels hus: regnum og sacerdotium i Danmark 1050-1170. Gads Forlag

Esmark, K 2010, Hellige ben i indviet ild; den rituelle sanktifikation af kong Knud IV, 1095. i Hans Jacob Orning et al. (red), Gaver, ritualer, konflikter: et rettsantropologisk perspektiv på nordisk middelalderhistorie. Unipub forlag, s. 161-210.

Hermanson, L 2012, Statsbildning och vertikal vänskap i1100-talets Norden. i S Bagge et al. (red), Statsudvikling i Skandinavia i Middelalderen. Dreyers Forlag, s. 119-142.

Bertelsen, T 2016, Kirker af træ, kirker af sten. i LCA Sonne & S Croix (red), Svend Estridsen. Syddansk Universitetsforlag, s. 109-132.

Janson, H 2016, Sven Estridsen, Hamburg-Bremen och påven. i LCA Sonne & S Croix (red), Svend Estridsen. Syddansk Universitetsforlag, s. 81-107.

Nilsson, B 2016, Sven Estridsen och kyrkans organisering. i LCA Sonne & S Croix (red), Svend Estridsen. Syddansk Universitetsforlag, s. 59-79.

---

[1] Nilsson (2016: 71)

[2] Nilsson (2016: 67)

[3] Pavebreve af Clemens II i 1047, Leo IX i 1053 og Viktor II i 1055. jf. Breengaard (1982: 84-86); Nilsson (2016: 71-72)

[4] Nilsson (2016: 74)

[5] Breengaard (1982: 111-115)

[6] Breengaard (1982: 115-116)

[7] Breengaard (1982: 156-157)

[8] Skyum-Nielsen (1971: 21)

[9] Jf. Breengaard (1982: 184-185)

[10] Skyum-Nielsen (1971: 37)

[11] Skyum-Nielsen (1971: 77-78); Breengaard (1982: 226)

[12] Breengaard (1982: 237-239)

[13] Skyum-Nielsen (1971: 84)

[14] Breengaard (1982: 246)

[15] Breengaard (1982: 251-253)

[16] Breengaard (1982: 255-256)

[17] Skyum-Nielsen (1971: 144)

[18] Breengaard (1982: 82)

[19] Janson (2016: 82-84)

[20] Bertelsen (2016: 121-122)

[21] Janson (2016: 97)

[22] Bertelsen (2016: 109)

[23] Bertelsen (2016: 111)

[24] Breengaard (1982: 110)

[25] Breengaard (1982: 117-120)

[26] Breengaard (1982: 122-123)

[27] Jf.Breengaard (1982: 127)

[28] Breengaard (1982: 140-141)

[29] Breengaard (1982: 159)

[30] Esmark (2010: 192) ”Søndagen før var påskesøndag”.

[31] Bertelsen (2016: 121)

[32] Breengaard (1982: 163)

[33] Esmark (2010: 188)

[34] Breengaard (1982: 170)

[35] Skyum-Nielsen (1971: 36-37)

[36] Jf. Breengaard (1982: 184-185)

[37] Skyum-Nielsen (1971: 49)

[38] Hermanson (2012: 132)

[39] Skyum-Nielsen (1971: 52)

[40] Breengaard (1982: 202)

[41] Breengaard (1982: 202)

[42] Breengaard (1982: 217-220)

[43] Skyum-Nielsen (1971: 74); Breengaard (1982: 211)

[44] Skyum-Nielsen (1971: 75)

[45] Skyum-Nielsen (1971: 77); Breengaard (1982: 226)

[46] Skyum-Nielsen (1971: 80)

[47] Breengaard (1982: 237-240)

[48] Skyum-Nielsen (1971: 84); Breengaard (1982: 241)

[49] Breengaard (1982: 247)

[50] Breengaard (1982: 246)

[51] Breengaard (1982: 255)

[52] Breengaard (1982: 262)

[53] Breengaard (1982: 266)

[54] Breengaard (1982: 274)

[55] Breengaard (1982: 268)

[56] Breengaard (1982: 280)

[57] Breengaard (1982: 286)

[58] Breengaard (1982: 280-285)

[59] Breengaard (1982: 286)

[60] Breengaard (1982: 290)

[61] Breengaard (1982: 287)

[62] Breengaard (1982: 292-293)

[63] Breengaard (1982: 294-298)

[64] Breengaard (1982: 302-303)

[65] Breengaard (1982: 303-319)