Den 12.
april åbnede Udstillingen ’Aarhus Fortæller’ endelig i Den Gamle By. Og den var
jeg jo nød til at se. Hvorfor gjorde jeg ikke det i åbningsugen? Der var jo
ligesom en påske i vejen, hvor jeg havde andre planer dér. Desuden kunne jeg
sagtens forestille mig, at der har været mange besøgende i løbet af påsken, og
dermed lange køer, så man alligevel ikke ville kunne nyde udstillingen af
trængsel og alarm. (Ikke jule-/vintersangen!)
Men hvad kan
man så forvente at se på udstillingen hvis man skulle komme forbi en dag?
Udstillingen
er underjordisk, og indgangen ligger i 70’erbydelen i Den Gamle By. Man kan
vælge om man vil tage trapperne ned til udstillingen, eller elevatoren. Hvis
man tager trapperne får man ikke oplevelsen af at dørene åbner op for den og
viser indgangen til vikingetidens Aros, som hvis du var stået ud af en
tidsmaskine. Elevatoren har også en valet ved indgangen til udstillingen. Dvs.
en tv-skærm med en tjener i rød uniform der høfligt meddeler dig om at
elevatoren er ankommet, og man nu kan stige ind i ”tidsrejsen”.
Udstillingen
er bygget op om at sno rundt om sig selv, sikkert for at fylde mindst mulig
plads under jorden. I Vikingetiden kommer man ind på en træplankevej med
frodige grønne træer og træhytter der byder dig velkommen. Ved hver ny
tidsalder kommer der en kort beskrivelse på både dansk og engelsk om perioden.
Gerne i form af vers.
I
vikingetiden finder en gammel træbrønd, et hønseskur, et smugkig ind i en
hytte, og et vikingemand-skilt til skala, med informationer om vikingers
dårlige hygiejne inde i kroppen, bl.a. pga. for meget røg fra bålet.
Der er også
to kort af Danmark, inklusive Østdanmark, ét der repræsenterer 800-tallet, og
ét der repræsenterer 1100, for at vise de ældste byer i Danmark. Til sidst er
der også en replika af den mønt kong Hardeknud lod slå i Aarhus, det har der
ikke været mange konger i Danmarkshistorien der har gjort, så det er faktisk en
stor ting at være stolt af her.
Derefter
træder man ind i Middelalderen. Nærmest Senmiddelalderen (1340-1536) eftersom
en stor del af udstillingen omhandler Biskop Jens Iversen Lange, som stod for
en stor del af byggeriet på den nuværende Skt. Clements domkirke.
Man træder
ind i et udsnit af en marmorkirke, udsmykket med kalkmalerier. Her er også to
kort af Danmark for at vise udviklingen af byer ca. 1100 til 1500, og samtidig
er der opstillet to modeller, som viserAarhus’ udvikling fra bette stad omgivet
af en vold, med en lille domkirke ud mod kysten, til at være vokset ud over
volden, og have fået Biskop Iversen Langes domkirke der gigantisk overskygger
den gamle domkirke.
Her er også
et Messehagel som Biskop Iversen Lange fik lavet i Italien og donerede til
Domkirken, som har udlånt det til udstillingen. Der er en animeret dokumentar
om Biskop Iversen Langes liv. Og til sidst er der et animeret timelapse, som
fortæller udviklingen af domkirken fra ca. 1200 frem til 1921-31 da den
gennemgik sin sidste større renovering.
Så træder
man ind i Købstadsperioden, som de kalder den. Teknisk set var Aarhus allerede
en købstad fra midten af Middelalderen, men noget skulle de jo kalde denne
periode fra Reformationen til Industrialiseringen, og Tidlig Moderne Tid,
flyder bare ikke så godt på tungen.
Her bliver
man fortalt om købstadens rettigheder for handel, om hvor’n folk skulle betale
afgifter ved de syv byporte for at kunne komme ind på torvene. Der er et lille
touchscreenspil, hvor man leger toldbetjent som skal sikre sig at alle betaler
den rette afgift
Bag væggen
til højre når man træder ind her, kan man se det ældste bevarede maleri af
Aarhus, fra en gang i 1500-tallet, inklusive datidens byvåben som var tre årer.
Muligvis grundet en skrøne om at byens navn var kommet af ”Åre-Huus”, og ikke
det oldnordiske ord for ”Åens Munding”. Her kan man også finde historien om
Danmarks ældste indbygger; Christian Jacobsen Drakenberg med sine 135 år.
Men nok den
største seværdighed i denne afdeling er en stor interaktiv skærm, med en
skuespillerfamilie fra midt-1600-tallet, som fortæller om deres oplevelser.
(Bedste)faren spilles af Poul Hüttel(?) Gyldengrød, som fortæller om dengang en
voldsom storm ramte byen og et lynnedslag ødelagde domkirketårnet. Eller
dengang Svenskerne hærgede byen i 1644, hvilket jo så må være
Torstenson-Fejden.
Så træder
man ind i Industrialiseringen, hvor man bliver mødt af ét af Danmarks ældste
lokomotiver som er blevet placeret ned i jorden, og ca. hvert femte minut
støjer det, og frigiver damp, for at simulerer at toget standser. Man får her
to visuelle guider til Hvor voldsom Aarhus’ udvikling var i denne periode.
Udover København, så var Danmarks tre største byer, Odense, Aalborg og
Helsingør. Alle med godt over 5000 indbyggere. Aarhus kunne kun lige knapt
præstere 4000 indbyggere omkring 1850. I 1880 var indbyggertallet ca. 25.000, altså
en 6-dobling. Dog ingenting i forhold til København med dens 10-dobling af
indbyggere, i en by der i forvejen havde ca. 40.000 indbyggere.
Den anden
visuelle guide, er et kort der viser byens geografiske udvikling fra 1800-1950.
Så før kommunalreformen i 1970. Og denne udvikling af byen er kun fortsat,
hvilket man kan se ved at havnen har fået udbygget en ny mole siden 1850, langt
større end de tre der var i forvejen lagt sammen.
Mellem
Industrialiseringen og den sidste del af udstillingen, er der lige en kort gang
der repræsenterer Besættelsen 1940-45, med plakater udstedt af politiet, og
Stauning. Der er også et bykort med markeringer over stikkerlikvideringer og
modstandssabotager, såvel som tyskernes modstykke til disse. Og så en tidslinje
der fortæller om nogle af de vigtigste begivenheder i Aarhus under Besættelsen,
inklusive dengang allierede bombefly angreb universitetet fordi Gestapo havde
placeret sit jyske hovedkvarter dér. (sidenote: Ved Universitetet er der stadig
et skudhul i trappegelænderet fra den dag, og hullet er skam stort nok til at
man kan stikke en finger igennem det.)
Besættelsen
slutter af med en lille stue med en tændt radio der spiller Montgommerys besked
om at ”de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet
sig.”
Endelig
træder man ind i den sidste del af udstillingen. ”Storby?” Det er et godt
spørgsmål. Er Aarhus en storby eller ej? Der hænger et skilt nær indgangen med
to definitioner på en storby. 1.ooo.ooo indbyggere (Der går nok lang tid inden
Aarhus når den), eller 500.000 indbyggere. Med sine ca. 350.000 indbyggere i
selve Aarhus, og ca. 450.000 i ’Storaarhus’ må man nok sige, at Aarhus ikke har
nået den status endnu.
Der er også
en væg med en række citater af forskellige folk, både fra Aarhus og andre
steder, både positive og negative, som viser denne ambivalente følelse af
Aarhus som storby eller ej. ”Aarhus er stor nok til at man kan gemme sig, men
lille nok til at alt er på gåafstand”, siger en, en anden: ”Fjerner du
universitetet fra Aarhus har vi bare endnu en Horsens”.
I denne
afdeling får man fortalt byens indbyggertal før og efter kommunalreformen i
1970. Man får lov at se billeder fra før, under, og efter man valgte at dække
åen til og siden lukke den fri igen.
Og så
spreder udstillingen sig ud til alle mulige hjørner. Offentlig trafik, med
gamle 20- eller 40-klips klippekort. En afdeling om Aarhusianske forfattere. En
afdeling om AGF (”De Hvii’e”). En afdeling om ungdomsoprøret og flere.
Her kunne
man også tage en quiz, for at se om man var en ”ægte Aarhusianer” på ti
spørgsmål. Et af spørgsmålene lød: ”Hvem er de hvii’e?” hvor den rigtige
svarmulighed var ”Nordeuropas uheldigste fodboldhold”. Det er da godt at man
kan have lidt sjov med sig selv en gang imellem.
Men
hovedattraktionen i denne afdeling må helt klart være ”Sprogkursus i
Aarhusiansk” ved Jakob Haugaard.
”Prøv lige
og hør det her” -> ”Prå’ lii’e og hør hær”. ”Kom så AGF!” -> ”Kom så de
hvii’e!” Eller når man skal bruge det multifunktionelle ord for ”Ikke også”:
Konstaterende -> ”Eggå’”; Spørgende -> ”Eggå’”; truende -> ”Eggå’”.
Aarhus
Fortæller udstillingen er helt klart værd at besøge mindst en gang, men hvis
man lige har været i Den Gamle By inden for et år eller to, så er der ellers
ikke så meget nyt at se. Så skulle man måske vælge en af de dage på året, hvor
der sker seværdigheder her, men så risikerer man selvfølgelig at der er
propfyldt med gæster, hvilket man undgår på en normal mandag eftermiddag, hvor
jeg besøgte udstillingen.
