Aarhus Fortæller

Den 12. april åbnede Udstillingen ’Aarhus Fortæller’ endelig i Den Gamle By. Og den var jeg jo nød til at se. Hvorfor gjorde jeg ikke det i åbningsugen? Der var jo ligesom en påske i vejen, hvor jeg havde andre planer dér. Desuden kunne jeg sagtens forestille mig, at der har været mange besøgende i løbet af påsken, og dermed lange køer, så man alligevel ikke ville kunne nyde udstillingen af trængsel og alarm. (Ikke jule-/vintersangen!)

Men hvad kan man så forvente at se på udstillingen hvis man skulle komme forbi en dag?

Udstillingen er underjordisk, og indgangen ligger i 70’erbydelen i Den Gamle By. Man kan vælge om man vil tage trapperne ned til udstillingen, eller elevatoren. Hvis man tager trapperne får man ikke oplevelsen af at dørene åbner op for den og viser indgangen til vikingetidens Aros, som hvis du var stået ud af en tidsmaskine. Elevatoren har også en valet ved indgangen til udstillingen. Dvs. en tv-skærm med en tjener i rød uniform der høfligt meddeler dig om at elevatoren er ankommet, og man nu kan stige ind i ”tidsrejsen”.

Udstillingen er bygget op om at sno rundt om sig selv, sikkert for at fylde mindst mulig plads under jorden. I Vikingetiden kommer man ind på en træplankevej med frodige grønne træer og træhytter der byder dig velkommen. Ved hver ny tidsalder kommer der en kort beskrivelse på både dansk og engelsk om perioden. Gerne i form af vers.

I vikingetiden finder en gammel træbrønd, et hønseskur, et smugkig ind i en hytte, og et vikingemand-skilt til skala, med informationer om vikingers dårlige hygiejne inde i kroppen, bl.a. pga. for meget røg fra bålet.

Der er også to kort af Danmark, inklusive Østdanmark, ét der repræsenterer 800-tallet, og ét der repræsenterer 1100, for at vise de ældste byer i Danmark. Til sidst er der også en replika af den mønt kong Hardeknud lod slå i Aarhus, det har der ikke været mange konger i Danmarkshistorien der har gjort, så det er faktisk en stor ting at være stolt af her.

Derefter træder man ind i Middelalderen. Nærmest Senmiddelalderen (1340-1536) eftersom en stor del af udstillingen omhandler Biskop Jens Iversen Lange, som stod for en stor del af byggeriet på den nuværende Skt. Clements domkirke.

Man træder ind i et udsnit af en marmorkirke, udsmykket med kalkmalerier. Her er også to kort af Danmark for at vise udviklingen af byer ca. 1100 til 1500, og samtidig er der opstillet to modeller, som viserAarhus’ udvikling fra bette stad omgivet af en vold, med en lille domkirke ud mod kysten, til at være vokset ud over volden, og have fået Biskop Iversen Langes domkirke der gigantisk overskygger den gamle domkirke.

Her er også et Messehagel som Biskop Iversen Lange fik lavet i Italien og donerede til Domkirken, som har udlånt det til udstillingen. Der er en animeret dokumentar om Biskop Iversen Langes liv. Og til sidst er der et animeret timelapse, som fortæller udviklingen af domkirken fra ca. 1200 frem til 1921-31 da den gennemgik sin sidste større renovering.

Så træder man ind i Købstadsperioden, som de kalder den. Teknisk set var Aarhus allerede en købstad fra midten af Middelalderen, men noget skulle de jo kalde denne periode fra Reformationen til Industrialiseringen, og Tidlig Moderne Tid, flyder bare ikke så godt på tungen.

Her bliver man fortalt om købstadens rettigheder for handel, om hvor’n folk skulle betale afgifter ved de syv byporte for at kunne komme ind på torvene. Der er et lille touchscreenspil, hvor man leger toldbetjent som skal sikre sig at alle betaler den rette afgift

Bag væggen til højre når man træder ind her, kan man se det ældste bevarede maleri af Aarhus, fra en gang i 1500-tallet, inklusive datidens byvåben som var tre årer. Muligvis grundet en skrøne om at byens navn var kommet af ”Åre-Huus”, og ikke det oldnordiske ord for ”Åens Munding”. Her kan man også finde historien om Danmarks ældste indbygger; Christian Jacobsen Drakenberg med sine 135 år.

Men nok den største seværdighed i denne afdeling er en stor interaktiv skærm, med en skuespillerfamilie fra midt-1600-tallet, som fortæller om deres oplevelser. (Bedste)faren spilles af Poul Hüttel(?) Gyldengrød, som fortæller om dengang en voldsom storm ramte byen og et lynnedslag ødelagde domkirketårnet. Eller dengang Svenskerne hærgede byen i 1644, hvilket jo så må være Torstenson-Fejden.

Så træder man ind i Industrialiseringen, hvor man bliver mødt af ét af Danmarks ældste lokomotiver som er blevet placeret ned i jorden, og ca. hvert femte minut støjer det, og frigiver damp, for at simulerer at toget standser. Man får her to visuelle guider til Hvor voldsom Aarhus’ udvikling var i denne periode. Udover København, så var Danmarks tre største byer, Odense, Aalborg og Helsingør. Alle med godt over 5000 indbyggere. Aarhus kunne kun lige knapt præstere 4000 indbyggere omkring 1850. I 1880 var indbyggertallet ca. 25.000, altså en 6-dobling. Dog ingenting i forhold til København med dens 10-dobling af indbyggere, i en by der i forvejen havde ca. 40.000 indbyggere.

Den anden visuelle guide, er et kort der viser byens geografiske udvikling fra 1800-1950. Så før kommunalreformen i 1970. Og denne udvikling af byen er kun fortsat, hvilket man kan se ved at havnen har fået udbygget en ny mole siden 1850, langt større end de tre der var i forvejen lagt sammen.

Mellem Industrialiseringen og den sidste del af udstillingen, er der lige en kort gang der repræsenterer Besættelsen 1940-45, med plakater udstedt af politiet, og Stauning. Der er også et bykort med markeringer over stikkerlikvideringer og modstandssabotager, såvel som tyskernes modstykke til disse. Og så en tidslinje der fortæller om nogle af de vigtigste begivenheder i Aarhus under Besættelsen, inklusive dengang allierede bombefly angreb universitetet fordi Gestapo havde placeret sit jyske hovedkvarter dér. (sidenote: Ved Universitetet er der stadig et skudhul i trappegelænderet fra den dag, og hullet er skam stort nok til at man kan stikke en finger igennem det.)

Besættelsen slutter af med en lille stue med en tændt radio der spiller Montgommerys besked om at ”de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

Endelig træder man ind i den sidste del af udstillingen. ”Storby?” Det er et godt spørgsmål. Er Aarhus en storby eller ej? Der hænger et skilt nær indgangen med to definitioner på en storby. 1.ooo.ooo indbyggere (Der går nok lang tid inden Aarhus når den), eller 500.000 indbyggere. Med sine ca. 350.000 indbyggere i selve Aarhus, og ca. 450.000 i ’Storaarhus’ må man nok sige, at Aarhus ikke har nået den status endnu.

Der er også en væg med en række citater af forskellige folk, både fra Aarhus og andre steder, både positive og negative, som viser denne ambivalente følelse af Aarhus som storby eller ej. ”Aarhus er stor nok til at man kan gemme sig, men lille nok til at alt er på gåafstand”, siger en, en anden: ”Fjerner du universitetet fra Aarhus har vi bare endnu en Horsens”.

I denne afdeling får man fortalt byens indbyggertal før og efter kommunalreformen i 1970. Man får lov at se billeder fra før, under, og efter man valgte at dække åen til og siden lukke den fri igen.

Og så spreder udstillingen sig ud til alle mulige hjørner. Offentlig trafik, med gamle 20- eller 40-klips klippekort. En afdeling om Aarhusianske forfattere. En afdeling om AGF (”De Hvii’e”). En afdeling om ungdomsoprøret og flere.

Her kunne man også tage en quiz, for at se om man var en ”ægte Aarhusianer” på ti spørgsmål. Et af spørgsmålene lød: ”Hvem er de hvii’e?” hvor den rigtige svarmulighed var ”Nordeuropas uheldigste fodboldhold”. Det er da godt at man kan have lidt sjov med sig selv en gang imellem.

Men hovedattraktionen i denne afdeling må helt klart være ”Sprogkursus i Aarhusiansk” ved Jakob Haugaard.

”Prøv lige og hør det her” -> ”Prå’ lii’e og hør hær”. ”Kom så AGF!” -> ”Kom så de hvii’e!” Eller når man skal bruge det multifunktionelle ord for ”Ikke også”: Konstaterende -> ”Eggå’”; Spørgende -> ”Eggå’”;  truende -> ”Eggå’”.

Aarhus Fortæller udstillingen er helt klart værd at besøge mindst en gang, men hvis man lige har været i Den Gamle By inden for et år eller to, så er der ellers ikke så meget nyt at se. Så skulle man måske vælge en af de dage på året, hvor der sker seværdigheder her, men så risikerer man selvfølgelig at der er propfyldt med gæster, hvilket man undgår på en normal mandag eftermiddag, hvor jeg besøgte udstillingen.