Skærtorsdagens historie

Jeg var på Bibelstævne i Påsken, som altid. Bortset fra at det ikke blev kaldt Bibelstævne i år. Det var blevet omdøbt til Påskelejr. Har man hørt mage. Nåh, men FHB&U har fået min evaluering og mine klager over navnet, det skal denne post ikke handle om.

Nej, i stedet skal det handle om hvad Nathanaël bad mig om. At holde andagten Skærtorsdag aften.

Jeg er ikke vant til at skulle holde andagt, eller give vidnesbyrd for den sags skyld. Jeg synes alligevel at jeg bliver spurgt om det ofte, så der må være nogle som tror på at jeg kan gøre det. Mon de overhovedet ved at jeg lider af sceneskræk, og altid står, og er ved at gå i sort når jeg skal stå foran folk? Eller gør de det, fordi de netop ved at jeg har sceneskræk, og ønsker at jeg besejrer den? Okay, jeg accepterede udfordringen.

Men hvad skal man så holde andagt om Skærtorsdag?

Jeg tog min Bibel (den autoriserede version), og slog op et tilfældigt sted. Eller så tilfældigt det bliver, når man har et bogmærke på Esajas 53, som jo netop er påskehistorien. Mine øjne faldt på kapitel 51 vers 3:

      Ja, Herren trøster Zion,

        trøster alle hendes ruiner;

        han gør hendes ørken som Eden,

        det øde land som Herrens have.

        Fryd og glæde skal der lyde,

        takkesang og klingende spil.

Og jeg tænkte: ”Det her vers fanger mine øjne, men hvad vil det sige mig?”

-          ”Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner;”

Altså, Herren trøster sit folk efter en hård tid. Okay, det kan måske ses som tvivlen og usikkerheden apostlene har lidt på sabbatten, efter Jesu død, som forsvinder når Jesus står op igen.

-          ”Han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have.”

Noget goldt og tomt som en ørken skal være frodig som Paradis. Mørket som kom over verden ved Jesu død, og Satans ”sejr”, skal væltes og vendes til lys på opstandelsesdagen.

-          ”Fryd og glæde skal der lyde, takkesang og klingende spil.”

Hele verden skal juble, thi der er sejr i Jesu blod.

Jeg er godt klar over at denne form for tolkning bygger stærkt på en hermeneutisk analyse, (jeg har lært noget fra SG), men mange af bibelens tekster kræver jo ligefrem at man fortolker teksterne på en måde der giver mening for én selv. Det er ellers noget man som historiker skal være forsigtig med.

Et andet vers der fangede mine øjne var kapitel 52 vers 3:

        For dette siger Herren:

        I blev solgt for intet,

        og I skal løskøbes, men ikke for penge.

Vi skal løskøbes, men ikke for penge. Siger jo nærmest sig selv; Jesu korsdød var vores genløser, betalingen for vores synder.

Så min andagt blev bygget op over disse tanker. Skærtorsdag aften var da den mørke periode begyndte; Jesu tilfangetagelse i Gethsemane have, benægtelsen af kendskab til ham fra hans venner, tortur og afhøringer, før han til sidst blev naglet til korset for at hænge dér nogle timer, og dø af asfyksi.

Men, for at citere Harvey Dent fra ”The Dark Knight”, Natten er mørkest, just før daggry. Natten kan virke lang, men fortabelsen, og fortvivlesen, bliver, ved daggry påskemorgen, vendt til jubelsang: ”Hvilken fryd han lever vor Immanuel.”

Det var på det her punkt, at jeg gik over, og ændrede andagten til et vidnesbyrd.

Lørdag den 1. april, genåbnede Frelsens Hærs Genbrug i Hadsund. Nathanaël havde spurgt mig om jeg kunne tage med, fordi der var arrangeret sang til åbningen, og han var den eneste med instrument, der havde meldt sig til. Jeg tog med, og hilste på Maria der var kommet fra Aalborg, og Hanne-Lise der skulle klippe det røde bånd over.

Det var skam hyggeligt nok at være der, men hele dagen kunne jeg mærke en stor angst banke inden i mig selv.

Årsagen skyldtes noget som skulle foregå om søndagen den 2. april. Her havde koret jeg synger med i, nemlig forårssæsonens første koncert. Men jeg har jo tidligere sunget med til koncert for koret tilbage i december; og har også sunget i gospelkoret i Valby korps. Så hvad præcis kunne det være der var skyld i at jeg var ekstra hårdt nervøs netop denne gang?

                                                              Tak til Nathanaël for at filme

Jeg startede ikke korsæsonen med nogen plan om at skulle have en solo/duet. Men denne sang, blev præsenteret for os tilbage i starten af januar, og der blev spurgt om der var nogle som var åbne for at skulle synge solo. Men 13. marts var der endnu ikke nogen der havde sagt ja. Hverken mænd eller piger.

Jeg kunne godt lide teksten, og har lyttet meget til den i løbet af forårssæsonen, men havde ikke tænkt på at det skulle være mig. Troede jeg. Den 13. marts kunne jeg mærke noget i mig, som sagde at jeg bare skulle gå hen til korlederne og give en audition. Også selvom at der nu, få minutter før mig, var kommet en hen, og havde sagt ja.

Jeg ved at det var Guds stemme som fortalte mig, at jeg skulle tage chancen. Om jeg fik tjansen eller ej, sket er sket, nu havde jeg auditioneret. Jeg kunne mærke de første par gange jeg skulle synge den til øvelserne, at jeg stadig var meget genert og nervøs, omend alle roste mig, og ikke kunne mærke min generthed. Det gjorde lidt ondt på mig, når jeg sang, for lige meget hvor mange kræfter jeg lagde i min stemme, fik jeg bare at vide at jeg skulle forsøge at synge højere og kraftigere endnu. Jeg tænkte: ”Sangen er da en bøn. Dem må man da gerne synge med svagere kraft i stemmen?” Men det er jo rigtigt, at sangen handler om at samle kræfter til at gå det næste skridt. Kræfter til at turde gå over de grænser man selv har haft.

Pudsigt nok, var det netop dét undervisningen på Bibelstævnet omhandlede: At bekende de problemer der hindrer os i at fuldføre vores drømme, og så at turde udfordre  os selv til at krydse de grænser.

For mig var de grænser sceneskræk, og at lægge for meget styrke i stemmen; begge ting som denne solo udfordrede mig til at stå imod.

Næste skridt blev så, om jeg turde fortælle nogen om at jeg havde fået en solo? Det korte svar er ja. Mine klassekammerater. Men jeg holdt det ellers hemmeligt for alle i min omkreds, for jeg var stadig ramt af ekstrem nervøsitet.

Det var hér at min andagt mødtes med mit vidnesbyrd. For gennem hele lørdag, og det meste af søndagen før koncerten, hamrede det rundt i kroppen af angst. At skulle stå foran et stort publikum og synge. Yikes! Jeg mærkede frygtens mørke åg over mig. Men just før koncerten skulle begynde, fandt jeg et sted med ro. Dyb indånding og bad om Guds styrke og tryghed over min situation. For som Nicolaj holdt andagt om Skærtorsdag morgen, vi kan måske føle at vi ikke kan noget, men hvis blot vi stoler på at Jesus er med os kan vi modstå alt.

Koncerten kom og gik. Mørket som havde rusket min krop til angst, var erstattet af lysets glæde over at have udstået den hårde prøvelse.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde fuldt overvinder min sceneskræk, men jeg er glad for at jeg har kunnet vinde et så stort slag i kampen.

Skrevet 19. april