Jeg var på
Bibelstævne i Påsken, som altid. Bortset fra at det ikke blev kaldt Bibelstævne
i år. Det var blevet omdøbt til Påskelejr. Har man hørt mage. Nåh, men
FHB&U har fået min evaluering og mine klager over navnet, det skal denne
post ikke handle om.
Nej, i
stedet skal det handle om hvad Nathanaël bad mig om. At holde andagten
Skærtorsdag aften.
Jeg er ikke
vant til at skulle holde andagt, eller give vidnesbyrd for den sags skyld. Jeg
synes alligevel at jeg bliver spurgt om det ofte, så der må være nogle som tror
på at jeg kan gøre det. Mon de overhovedet ved at jeg lider af sceneskræk, og
altid står, og er ved at gå i sort når jeg skal stå foran folk? Eller gør de
det, fordi de netop ved at jeg har sceneskræk, og ønsker at jeg besejrer den?
Okay, jeg accepterede udfordringen.
Men hvad
skal man så holde andagt om Skærtorsdag?
Jeg tog min
Bibel (den autoriserede version), og slog op et tilfældigt sted. Eller så
tilfældigt det bliver, når man har et bogmærke på Esajas 53, som jo netop er
påskehistorien. Mine øjne faldt på kapitel 51 vers 3:
Ja, Herren trøster Zion,
trøster alle hendes ruiner;
han gør hendes ørken som Eden,
det øde land som Herrens have.
Fryd og glæde skal der lyde,
takkesang og klingende spil.
Og jeg
tænkte: ”Det her vers fanger mine øjne, men hvad vil det sige mig?”
-
”Herren trøster Zion, trøster alle hendes
ruiner;”
Altså, Herren trøster sit folk efter en hård tid.
Okay, det kan måske ses som tvivlen og usikkerheden apostlene har lidt på
sabbatten, efter Jesu død, som forsvinder når Jesus står op igen.
-
”Han gør hendes ørken som Eden, det øde land som
Herrens have.”
Noget goldt og tomt som en ørken skal være frodig
som Paradis. Mørket som kom over verden ved Jesu død, og Satans ”sejr”, skal
væltes og vendes til lys på opstandelsesdagen.
-
”Fryd og glæde skal der lyde, takkesang og
klingende spil.”
Hele verden skal juble, thi der er sejr i Jesu blod.
Jeg er godt
klar over at denne form for tolkning bygger stærkt på en hermeneutisk analyse,
(jeg har lært noget fra SG), men mange af bibelens tekster kræver jo ligefrem
at man fortolker teksterne på en måde der giver mening for én selv. Det er
ellers noget man som historiker skal være forsigtig med.
Et andet
vers der fangede mine øjne var kapitel 52 vers 3:
For dette siger Herren:
I blev solgt for intet,
og I skal løskøbes, men ikke for penge.
Vi skal
løskøbes, men ikke for penge. Siger jo nærmest sig selv; Jesu korsdød var vores
genløser, betalingen for vores synder.
Så min
andagt blev bygget op over disse tanker. Skærtorsdag aften var da den mørke
periode begyndte; Jesu tilfangetagelse i Gethsemane have, benægtelsen af
kendskab til ham fra hans venner, tortur og afhøringer, før han til sidst blev
naglet til korset for at hænge dér nogle timer, og dø af asfyksi.
Men, for at
citere Harvey Dent fra ”The Dark Knight”, Natten er mørkest, just før daggry. Natten
kan virke lang, men fortabelsen, og fortvivlesen, bliver, ved daggry
påskemorgen, vendt til jubelsang: ”Hvilken fryd han lever vor Immanuel.”
Det var på
det her punkt, at jeg gik over, og ændrede andagten til et vidnesbyrd.
Lørdag den
1. april, genåbnede Frelsens Hærs Genbrug i Hadsund. Nathanaël havde spurgt mig
om jeg kunne tage med, fordi der var arrangeret sang til åbningen, og han var
den eneste med instrument, der havde meldt sig til. Jeg tog med, og hilste på
Maria der var kommet fra Aalborg, og Hanne-Lise der skulle klippe det røde bånd
over.
Det var skam
hyggeligt nok at være der, men hele dagen kunne jeg mærke en stor angst banke
inden i mig selv.
Årsagen
skyldtes noget som skulle foregå om søndagen den 2. april. Her havde koret jeg
synger med i, nemlig forårssæsonens første koncert. Men jeg har jo tidligere
sunget med til koncert for koret tilbage i december; og har også sunget i
gospelkoret i Valby korps. Så hvad præcis kunne det være der var skyld i at jeg
var ekstra hårdt nervøs netop denne gang?
Tak til Nathanaël for at filme
Jeg startede
ikke korsæsonen med nogen plan om at skulle have en solo/duet. Men denne sang,
blev præsenteret for os tilbage i starten af januar, og der blev spurgt om der
var nogle som var åbne for at skulle synge solo. Men 13. marts var der endnu
ikke nogen der havde sagt ja. Hverken mænd eller piger.
Jeg kunne
godt lide teksten, og har lyttet meget til den i løbet af forårssæsonen, men
havde ikke tænkt på at det skulle være mig. Troede jeg. Den 13. marts kunne jeg
mærke noget i mig, som sagde at jeg bare skulle gå hen til korlederne og give
en audition. Også selvom at der nu, få minutter før mig, var kommet en hen, og
havde sagt ja.
Jeg ved at
det var Guds stemme som fortalte mig, at jeg skulle tage chancen. Om jeg fik
tjansen eller ej, sket er sket, nu havde jeg auditioneret. Jeg kunne mærke de
første par gange jeg skulle synge den til øvelserne, at jeg stadig var meget
genert og nervøs, omend alle roste mig, og ikke kunne mærke min generthed. Det
gjorde lidt ondt på mig, når jeg sang, for lige meget hvor mange kræfter jeg
lagde i min stemme, fik jeg bare at vide at jeg skulle forsøge at synge højere
og kraftigere endnu. Jeg tænkte: ”Sangen er da en bøn. Dem må man da gerne
synge med svagere kraft i stemmen?” Men det er jo rigtigt, at sangen handler om
at samle kræfter til at gå det næste skridt. Kræfter til at turde gå over de
grænser man selv har haft.
Pudsigt nok, var det netop dét undervisningen på Bibelstævnet omhandlede: At bekende de problemer der hindrer os i at fuldføre vores drømme, og så at turde udfordre os selv til at krydse de grænser.
For mig var
de grænser sceneskræk, og at lægge for meget styrke i stemmen; begge ting som
denne solo udfordrede mig til at stå imod.
Næste skridt
blev så, om jeg turde fortælle nogen om at jeg havde fået en solo? Det korte
svar er ja. Mine klassekammerater. Men jeg holdt det ellers hemmeligt for alle
i min omkreds, for jeg var stadig ramt af ekstrem nervøsitet.
Det var hér
at min andagt mødtes med mit vidnesbyrd. For gennem hele lørdag, og det meste
af søndagen før koncerten, hamrede det rundt i kroppen af angst. At skulle stå
foran et stort publikum og synge. Yikes! Jeg mærkede frygtens mørke åg over
mig. Men just før koncerten skulle begynde, fandt jeg et sted med ro. Dyb
indånding og bad om Guds styrke og tryghed over min situation. For som Nicolaj
holdt andagt om Skærtorsdag morgen, vi kan måske føle at vi ikke kan noget, men
hvis blot vi stoler på at Jesus er med os kan vi modstå alt.
Koncerten
kom og gik. Mørket som havde rusket min krop til angst, var erstattet af lysets
glæde over at have udstået den hårde prøvelse.
Jeg tror
ikke, at jeg nogensinde fuldt overvinder min sceneskræk, men jeg er glad for at
jeg har kunnet vinde et så stort slag i kampen.
Skrevet 19. april
Ingen kommentarer:
Send en kommentar