Den store lovsang

Da vi tilbage i august opstartede vores lille lovsangsgruppe/band var jeg blevet spurgt om jeg ville være med til det af Nathanaël. Planen var at vi skulle spille for Forvandlet-gruppen der ville komme til Aarhus den første weekend i oktober, fordi lovsangsbandet fra Valby ikke kunne være der den første aften. Han havde ikke nogen direkte planer om hvad jeg skulle lave i dette band. Han selv ville spille på bas (i starten korpsets kontrabas), Christoffer på klaveret og Jonas på trommer. Jeg havde en snigende mistanke om at Nathanaël ønskede at jeg skulle være forsanger i gruppen; han havde tidligere fortalt mig at han og Ruchama troede på at Guds plan for mig involverer at jeg sang for i et lovsangsband, og måske er det Guds plan, men ikke en jeg føler for eller har mærket et kald for. Jeg fortalte ham at jeg ikke ønskede at skulle være forsanger; han accepterede og tog selv rollen.

Første gang vi mødtes til en lovsangsøvelsesaften var tirsdag den 8. august. Det var en mærkelig følelse at være til stede; den eneste uden et instrument og uvillig til at synge for. Jeg følte ikke at jeg hørte til dér på dét tidspunkt; bare en observatør.

                                              En vlogger kommer forbi korpset på vores første øvegang (1:56) for at møde
                                              sin ven der var på besøg hos Nathanaël den dag.

Da jeg kom hjem den aften sad jeg dybt i mine tanker. Skulle jeg droppe ud af gruppen inden den for alvor blev oprettet, eller skulle jeg finde en anden løsning. Jeg havde jo allerede mit kære Fællesklangskor jeg sang med i hver mandag aften. Ja, det har ikke noget med Frelsens Hær at gøre, men som jeg har nævnt før er koret én af de få ting der konstant giver livsglæde, for at bruge et af de ord andre i koret brugte da de blev interviewet i anledning af reklame til opstarten af vores søsterkor i Odense.

Jeg så rundt i mit værelse. Dér i hjørnet stod mine to guitarer, en akustisk jeg må have fået af mine forældre da de flyttede til Svendborg (bevidst eller ubevidst ved jeg ikke), og en elektrisk jeg købte da jeg fyldte 18. Selvom jeg i fordums tid havde ønsket at lære at spille guitar, havde jeg her otte år senere aldrig lært andet end at kunne spille A, G og D-akkorder. Jeg kendte til Barre-akkorder hvor man lægger pegefingeren fladt over guitaren og med de andre fingre former en E-akkord, men kendte ikke selve E-akkorden.

”Hvis jeg tager mig sammen ville jeg måske kunne lære at spille de vigtigste akkorder på de små to måneder inden Forvandlet-gruppen ankommer” tænkte jeg til mig selv, og tog min akustiske frem og forsøgte at vænne mine fingre til at hoppe fra den ene akkord til den anden. Dér sad jeg så på mit værelse mellem en halv og hel time hver dag i den følgende uge og forsøgte at lære nye akkorder efter at have google mig frem til hvor’n de laves. Den næste øvelsesgang konfronterede jeg så Nathanaël direkte med spørgsmålet ”hvad havde du tænkt at min rolle i dette lovsangsband skulle være, for du får mig ikke til at synge for?” Han havde ikke noget svar. Ud fra hans ansigtsudtryk tror jeg at han læste mit som at jeg gerne ville være med i gruppen men ikke følte at jeg havde nogen plads. Så fortalte jeg ham at jeg havde forsøgt at lære guitar i den forgangne uge og han lånte mig korpsets akustiske til at jeg kunne prøve at følge med under aftenens øvelse.

                              Den tidligste optagelse af min guitarøvelse; optaget 28 august, ca. to uger efter jeg begyndte

Det var sår’n jeg startede med at lære at spille på guitar, og min elektriske guitar blev forflyttet til korpset med forstærker. Fordi vi kun havde to måneder til at øve og vænne os til at spille sammen forventede jeg kun at skulle spille rytmeguitar så jeg kunne koncentrere mig om at lære akkorderne og skifte mellem dem. Men da Jonas begyndte at klage over at de udvalgte lovsange næsten kun var stille eller forholdsvist langsomme sange fandt Nathanaël en Hillsong-sang som ikke var så stille og langsom, som han så syntes at vi skulle spille. ”Go” er dog en rigtig guitarsang og Nathanaël begyndte de første par gange at kalde den for ”Daniels udfordring” fordi jeg pludselig skulle lære fingerspil og soloriffs for at sangen kunne fungere. Det gik dog hurtigt op for alle at det ikke kun var ”Daniels udfordring” men ”alles udfordring”, og med kun en øvelse tilbage før Forvandlet-gruppen ankom overvejede Christoffer og jeg om det var én vi skulle droppe da vi kun havde brug for fire sange til lovsangsaftenen og vi havde brugt tid på at øve syv sange. Nathanaël endte med at trumfe sangen igennem (jeg havde allerede brugt min vetoret på en anden sang jeg simpelthen ikke kunne vænne mig til rytmen i).

Om det var nødvendigt at spille ”Go” eller ej, er ikke til at vide. Men selve presset og den deadline vi havde med at skulle være klar inden oktober var åbenbart det der skulle til før at jeg kunne tage mig sammen til at lære at spille guitar. Jeg husker tydeligt nogle ord min far sagde om mig til nogle andre for mange år siden. ”Hvis Daniel sætter sig noget for, så udfører han det.” Det tog otte år, men jeg lærte at spille guitar.

                                   Nogle få klip fra lovsangsaftenen fredag 2. oktober. Overordnet gik det, æhmmm okay?

Siden Forvandlet-weekenden har jeg forsøgt at blive bedre på guitaren, og jeg mener ikke bare at spille de samme akkorder igen og igen. Jeg har forsøgt at finde andre måder at spille de samme akkorder på, for det vil kunne give lidt mere liv i en sang hvis man kan spille den samme akkord forskelligt. Lige netop dette skridt er jeg ikke kommet så langt med, eftersom at jeg havde undervisning som fratog mig meget af den tid jeg egentlig burde bruge på guitaren hvis jeg ville forbedre mig. Uddannelsen kommer jo selvfølgelig først, men jeg har lagt mærke til at jeg har forbedret mig. Jeg har forsøgt at bruge forskellige YouTube tutorials til at finde andre måder at kunne forbedre mit guitarspil på, og hvor’n man nok kunne forbedre den måde vi spiller nogle af vores lovsange på. Desuden er jeg begyndt at spille til gudstjenesterne, det hjælper med at lære rytmer og hurtigt skifte til akkorder jeg ikke bruger så tit, såvel som at lære hvor diverse toner (såsom C# og Gb) ligger på guitaren når jeg pludselig støder ind i dem. Jeg har også to gange haft min akustiske guitar med ud og spille sammen med Nathanaël, en gang i Brabrand Kirke til et af deres ’Torsdagstræf’ (om onsdagen) og en gang til jul i Ebeltoft.

Et par enkle samtaleemner er dukket op til de sidste par øvelsesgange. Jonas ønsker blandt andet at vi begynder at betale en månedspris for at være med i bandet, sår’n at vi når puljen er stor nok vil kunne gå ud og købe nye instrumenter eller andre måder at forbedre instrumentlydstyrkerne. Generelt ønsker vi også at vi kan få flere til at være med i gruppen, hvis ikke på instrument så som sanger, om de skal være forsanger eller backup-vokal vil kunne besluttes senere, men hvor’n lokker vi lige nye til? En sidste vigtig ting Nathanaël har nævnt er at vi skal tænke over hvad vi har af visioner for lovsangsgruppen, hvis vi skal kunne udvide os.

Det er også en ting jeg har tænkt på hele den tid vi har øvet. Jeg tror at jeg er kommet frem til et visionsmål laaaaaaaaaaannnnnnnnnggggggttt henne ad vejen. At Frelsens Hær skal have en stor landsdækkende lovsangsgruppe.

Lad mig starte fra begyndelsen her. Valby korps har haft sin egen lovsangsgruppe i efterhånden mange år, som har spillet til gudstjenesten hver uge, og de har været villige til at komme med på lejre, enten hele gruppen eller to-tre stykker, til at stå for lovsangsstunder. Og de ville også komme her til Aarhus til Forvandlet-weekenden men kunne bare ikke komme den første aften. Det var årsagen til at Nathanaël ønskede at vi startede en gruppe op her, så Forvandlet-gruppen kunne få deres lovsangsstund den første aften også.

Der var i første omgang tvivl om vi som gruppe ville kunne holde sammen efter Forvandlet, for da ville vi ikke længere have et endemål på samme måde. Vi arbejdede med det som ”den tid, den sorg.” Men jeg begyndte at tænke på hvad jeg ville med bandet, nu da jeg havde fået en guitaristrolle. Og jeg begyndte at tro på et fællesskabsfyldt lovsangskor, hvor både Valby og Aarhus ville kunne spille sammen; i stedet for at drille hinanden med nogle handlinger der kunne minde om rivalisering. Sår’n nogle bemærkninger har jeg hørt for sjov blive udtrykt i mit kor om vores nye søsterkor i Odense, som faktisk havde første øvegang i går. Det var ikke noget jeg ønskede her. Det her er lovsang, vi hører alle sammen, vi er alle venner, vi har den samme tro og samme kirke. De fleste af os kender jo i forvejen hinanden godt og har været venner i årevis. Hvorfor skulle vi ikke kunne samarbejde?

Da jeg mødte Lukas, Leo, Oliver og Nathalie fra Valby til Design for Life/LUT-weekenden fortalte jeg dem om at vi havde startet vores eget lovsangsband op i Aarhus, og at hvis muligheden engang skulle finde sig, kunne jeg godt tænke mig at vi spillede sammen; måske til store lejre som Bibelstævne eller Landslejr. Lukas var åben for idéen, hvilket gjorde mig glad og fuld af håb for fremtiden. Da de kom til Aarhus den anden dag i Forvandlet-weekenden gav de besked om at de var åbne for at vi spillede sammen med dem til gudstjenesten om søndagen. De tre andre takkede nej, men jeg sprang til og så det både som en udfordring om at spille (begynder-)guitar ved siden af en guitarmester som Bjarke (Cecilies mand) (jeg fik stor ros, også selvom at jeg ikke havde fortalt at jeg kun havde spillet i mindre end to måneder; ville jo ikke fremskynde medlidenhed fra dem hvis det gik galt), og som et skridt imod den fulde vision jeg havde fået for vores lille lovsangsband. Også selvom at de tre andre havde takket nej for denne gang.

Hvad jeg mente ovenover med et landsdækkende lovsangsband var, at i mit endegyldige visionsmål ville inspirationen komme til diverse forskellige korps rundt om i landet, om at starte deres egne små lovsangsgrupper op, og så når vi alle alligevel var samlet til de store lejre som Bibelstævnet, Forvandlet eller Landslejren, kunne vi have et stort lovsangsorkester som sammen ville spille. Man kunne her så spille på skift hvis nogen blev træt, og man ville også få muligheden for at spille med andre end dem man altid spiller sammen med, hvilket jo faktisk udvider ens musikalske kapabilitet. Men igen, dette er et visionsmål langt ude i fremtiden. I første omgang er Aarhus’ lovsangsgruppe noget der måske kan fungere som en afprøvning af visionen, hvis alle er åbne for idéen.

                         Optaget 6. januar, for at se hvor langt jeg havde udviklet mine guitarevner på knap fem måneder.