SMT til Månedens Fest

Jeg blev spurgt om at fortælle om min tid i USA igen, denne gang til Månedens Fest i Næstved. Det er over 1½ år siden jeg var afsted, så der var en del steder jeg glemte en række punkter jeg gerne ville have været kommet ind på, men det er jo sår’n det er.

Jeg afprøvede en anden form for Powerpoint setup end jeg har brugt før, så billederne blev lidt små, men i det mindste kom jeg ind på nogle ting hist og her jeg ikke har været inde på før. Som i mine tidligere opslag, forsøgte jeg at udvælge billeder som jeg ikke har brugt før – ikke at nogle af de tilstedeværende ville vide det, men det er også mere for mig, så det er mere spændende at fortælle om.

Her følger et par ting som jeg gerne ville være kommet ind på, men af diverse årsager ikke fik gjort.

Austin er som sagt altid glad, og fuld af energi, og han var tydeligt chokeret da jeg fortalte ham om Janteloven. I USA bliver børn opdraget med ideen om at de er noget helt specielt, ”Du er noget særligt”, så at høre frasen ”Du skal ikke tro du er noget” gav et modsat syn på verden, og børns opdragelse.

Sean er en fyr, som godt kan lide at bruge fine ord til at beskrive ting. For eksempel hvis han var tørstig, så i stedet for at sige: ”I think I’ll grab a soda”, så sagde han: ”You just know, that I’m about to get me some of that carbonated liquid refreshment”. Og en dag i Janesville forsøgte jeg en tegneudfordring, hvor jeg skulle tegne, hvad de andre sagde, og Seans ord var: ”Indubitably”… jo tak :/

Senere den samme dag kom Austin, Madison og jeg ind på diskussionen om 90’er Boybands, og hvilket som er det bedste. Austin er Backstreet Boys fan, og Madison er *NSync fan. Jeg selv er Backstreet fan. Austin frembragte argumentet at Backstreet stadig er aktive, og demonstrerede det med at afspille deres nyeste (på det tidspunkt) single: Don’t Go Breaking My Heart. Madison var ikke særlig imponeret over sangen, så Austin nævnte at sangen endnu var nået til omkvædet, men Madison syntes ikke at det var et godt argument at man skulle vente til omkvædet for at kunne lide en sang. Det kan hun jo selvfølgelig have ret i. Jeg ved ikke særlig meget om *NSync – ved faktisk ikke om jeg nogensinde har hørt nogle af deres sange – jeg ved bare at Justin Timberlake var med i gruppen før han gik solo, og at en af de andre lagde stemme til det første Kingdom Hearts spil. Og så er der vist noget om at George Lucas’ datter var kæmpe *NSync fan, og overtalte ham til at optage en scene med dem til Star Wars Ep. II, som dog endte med ikke at komme med i filmen.

Den ene morgen på hotellet i Mason City gik jeg ned og fik morgenmad, inden de andre. Den dag havde jeg taget en T-shirt på fra Boundlesskongressen i 2015 med teksten: ”Preach to the nations the Boundless riches og Christ” (Efeserbrevet 3:8). Jeg kan huske denne morgen tydeligt, fordi netop som jeg var ved at være færdig kom en ældre herre, som havde siddet et par borde længere henne over til mig og sagde: ”Love the shirt. Praise the Lord!” Den oplevelse fortalte mig meget om, hvor meget mere åbne folk i USA er omkring deres religiøsitet og tro, end vi er her i Danmark.

Fra jeg rejste afsted og frem til vi kom tilbage til Chicago fra Bahamas havde jeg en stor sort kuffert og min skoletaske. Jeg vidste godt at man gerne måtte have en taske eller en lille kuffert med i kabinen på flyet, men jeg troede kun det var enten eller. Med alle de ekstra T-shirts jeg fik i løbet af sommeren, løb jeg hurtigt tør for plads i min gamle kuffert. Og ja, den var gammel – der var et lille rum foran som kunne lukkes med lynlås, men lynlåsen døde under rejsen, og rummet blev ubrugeligt. I lufthavnen i Chicago på vejen til Bahamas, måtte kufferten lukkes til med tape. Så jeg måtte anskaffe mig en ny kuffert. Det var ikke fordi at min kuffert på noget tidspunkt vejede for meget – den hang omkring de 18 kg hele rejsen, selv med det tøj vi fik – men der var altid problemer med pladsen, ikke nok rummelighed i kufferten. Først forsøgte jeg ved at købe nogle vakuumposer til at pakke tøjet ned i, og det gav lidt plads, men vi endte med at konkludere at jeg allerede havde pakket mine ting så tæt at der næsten ikke var noget luft at trække ud med vakuumposer. Så jeg besluttede mig for at investere i en ny kuffert når vi kom tilbage fra Bahamas. Jeg fandt dette 3-i-1 kuffertsæt sat til 99.99$, og købte det.

Prisen blev så egentlig 110$ fordi i modsætning til i Danmark, så er salgsskatten – eller momsen – ikke inkluderet i prisen der står på skiltet, og i Illinois er den på 10%. Den store kuffert her var i sig selv større end den jeg havde medbragt fra Danmark, og nu fik jeg en mindre kuffert som jeg kunne have med i kabinen, foruden en ekstra taske – som jeg godt nok ikke fik brug for, da jeg stadig havde min skoletaske – så selvom prisen blev 10$ dyrere end jeg først forventede så var det et godt køb. Og da Sabine havde problemer med at få plads i sine kufferter uden at gå over vægtgrænsen, så havde jeg jo nu masser af plads at tilbyde hende 😊

Den første morgen på CBLI, stadig før lejren begyndte officielt, skulle SMT hjælpe med at sætte diverse steder op, og jeg skulle hjælpe med forberedelserne i ’Ottawa Gym’, men jeg vidste jo ikke hvor det var henne. Jake fra Team S/Portugal var stået tidligt op og mødte mig uden for vores hytte, ’Spruce’, og tilbød mig en rundvisning af Wonderland Camp, som stedet hedder. Han fortalte mig, at han har været her på lejren siden i hvert fald 5 årsalderen, og en årrække var han også ansat som medhjælper på lejren, så han var den rette til at vise mig rundt og fortælle om stedet. Så jeg kunne finde ’Ottawa Gym’, efter morgenmaden, det viste sig så at Jake også var sat på til at hjælpe i ’Ottawa Gym’, så han kunne bare vise mig derhen efter morgenmaden, men det var en hyggelig rundtur alligevel.

I Kapellet – hvor Young Adult aldersgruppen hovedsageligt hørte til – var der en balkon ovenpå, hvor der indrettet et bønnerum med krea- og tegneredskaber. Her satte jeg mig ned et par gange, når jeg alligevel ikke havde andet for, og begyndte på en tegning. Jeg havde ingen ideer om hvad jeg ville tegne, så jeg lod bare Helligånden føre min hånd, indtil at der var kommet et motiv, som jeg de næste par gange arbejdede på at farvelægge.

Så hvad forestiller billedet? Hvilken vej skal det vende? Jeg ved det ikke selv. Men når folk så hvordan jeg selv vendte det – med græsengen øverst – spurgte de om ikke jeg hængte det på hovedet, og jeg sagde bare nej. Min egen fortolkning blev det at billedet viser et bud på Guds rige, hvorefter jeg så blev spurgt om jeg troede at Guds rige ville se sår’n ud, med de forskellige dyr på tegningen, som vi kender dem her på jorden, og nej, det tror jeg ikke. Men det er et billede på Guds rige, ved at alt er vendt hulter til bulter. Folk ville gerne have græsengen nederst, fordi det er den jord som vi kender, men kig på billedet igen, hvor tit sejler både igennem jorden som her? Hvorfor vokser der træer nedad fra skyerne? Egernes tyngdekraft på træet hiver dem til siden, og dyrene i skyerne kan løbe rundt på dem, uden at falde til jords. Der er ikke meget logik, som vi kender den, at finde i dette billede.

Jo mere jeg tegnede, jo mere dukkede der langsomt et ansigt frem. Det er tydeligst at se med blæksprutten nederst, og træet øverst, fuglene kom til at ligne øjne, med træet og dets grene øjenbryn og næse. Jeg tolkede det selv som et tegn på at Gud altid vil våge over os, selv i situationer hvor intet giver mening for os.

Lauren fra Team Costa Rica kom også tit op i bønnerummet her for at tegne, og sår’n begyndte vi at komme i snak sammen. Vi hyggede os meget sammen, og den ene dag sad vi sammen på molen ved søen og snakkede sammen. Selvom at vi ikke snakkede sammen i et år derefter, så var det at da hun var med SMT i Danmark at vi hurtigt kom tilbage til den samme hyggesnakssituation. Jeg spurgte hende om hvorfor det var at hun tilsyneladende hellere ville tale med mig, end med sit hold mens de var her, og Laurens svar var todelt. På den ene side følte hun sig ude hos sine holdkammerater; Chaslyn og Lyndsey virkede til at hygge sig godt uden hende. På den anden side følte hun tryghed hos mig, jeg var den eneste hun følte hun kunne snakke med om tunge ting, ud over hendes mor.

Den sidste store ting, var at den ene dag havde lederne bestilt en airbrushkunstner til at komme på lejren, og tage imod designbestillinger. Enten på en T-shirt eller på en kasket. Jeg fik en kasket hvorpå der blev skrevet en parafrasering af Filipperbrevet 2. 1-2. Sean fik en kasket med det svenske flag – selvom at farverne fik det til at ligne det islandske i den forkerte belysning. Andre fra vort hold fik et fælles design med et flag der i den ene side var Stars & Stripes, og i den anden side var Dannebrog, med teksten Central Vibes.

"If the hope of Christ means anything, be together in love, of one soul, and one mind"