Revolutionen i Sønderborg

Her uploades min første skriftlige opgave på universitetet.
Fordi det var klassens første skriftlige opgave, fik vi den opdelt i tre mindre bider.

Det er vigtigt at huske på at vi havde undervisning imellem hver besvarelse, hvor vi gennemgik de vigtige punkter for den næste besvarelse, så mange punkter er ikke mine egne sammenslutninger, men de er alle skrevet med mine egne ord.

Bruno Topff – Besvarelse 1

Indledning

Henimod Første Verdenskrigs slutning, kunne alle se at Tyskland ikke ville stå på den sejrende side af krigen. Mens den nye regering tog kontakt til amerikanerne for at starte fredsforhandlingerne, så nogle marineledere deres snit til ét sidste ihærdigt slag, og begyndte at lægge strategi. Dog var de menige matroser ikke med på deres lille påfund, og nægtede at følge ordrer. Det blev begyndelsen på en række demonstrationer, hvor mandskabet tog magten i Kiel og andre steder, og udråbte det store Soldaterråd, med den socialdemokratiske Gustav Noske som formand.

Også i Nordslesvig så revolutionen sin udbredelse, hvor, på øen Als, én bestemt mand er blevet kendt som hovedmanden bag revolutionen. Denne mand var Bruno Gustav Eugen Topff, herefter Topff, en skræddersvend som var indlagt på lazarettet i Sønderborg, da nyhederne om revolutionen i Kiel kom frem. Topff har fået et eftermæle som præsident af republikken Als, men hvor meget belæg er der egentlig for den påstand?

Præsentation af kilder

Det vil nok være gavnligt, inden vi går videre til en diskussion af spørgsmålene, at give en præsentation af kilderne til opgaven. Kildematerialet består af 17 tekster fordelt tidsmæssigt i perioden 1918-69, hvoraf T1-T6 er fra perioden 1928-69 og T7-T17 er fra perioden 1918-20. Kilderne kan opdeles i kategorier: 5 avisartikler (T8, T10-12, T16) hvoraf T8 og T16 er dødsannoncer om Topff; førstehåndskilder som erindrer begivenhederne (T3, T6-7, T9); historikere som fremstiller begivenhederne ud fra deres forståelse (T1-2, T4) T5 er også fra en historiker, men han har haft muligheden for at personligt udspørge folk der var til stede. T13-14 er to læserbreve fra Sonderburger Zeitung, det ene fra Topff hvor han beklager, men forsvarer sin rolle i revolutionen. T15 er også fra et indlæg i Sonderburger Zeitung, om et notat fra guvernør Noske om at Topff har bestået undersøgelserne om hans rolle i revolutionen. Sidst har vi T17 som er en notits af landråden som kræver erstatning for at Soldaterrådet brugte hans automobil til at køre frem og tilbage i revolutionsdagene.

Til besvarelse af den første problemstilling, som omhandler at karakterisere hvad Topffs virksomhed bestod af i dagene 6. til 9. november 1918, finder jeg det rimeligt at sammenligne Overskræddergast Philipp Weigleins læserbrev (T14) med landråd Schønbergs ”regning” til Soldaterrådet for brug af hans automobil (T17), og Ernst Christensen vidneudsagn om et møde med Topff 8. november 1918 (T6) omend det er nedskrevet et tiår senere, så er det stadig et udsagn fra en person der mødte Topff i revolutionsdagene, og hans beskrivelse af situationen er fuld af detaljer, inklusive et signalement af Topffs.[1]

Ligeledes kan det måske være en fordel også at inddrage Dybbøl-Postens nekrolog over Topff fra den 12. november 1920, som beretter om nogle af de handlinger Topffs ”regering” stod for at oprette, og det kan også betale sig at kigge nærmere på Sonderburger Zeitungs artikler udstedt i revolutionsdagene (T10-12) da de er de mest samtidige kilder vi har til rådighed, efterfulgt af landråd Schønbergs ”regning” fra den 14. november 1918. Avisen har godt nok været underlagt censur, men hvis de ikke beretter noget, kan man muligvis finde en levnsslutning fra dem om Topffs virke.

Disse 7 kilder finder jeg de mest relevante i en diskussion af Topffs virksomhed i revolutionsdagene, men A. Thyssens uddrag om ’Præsident’ Topff i T3 kunne vise sig at være brugbar, da den er en førstehåndskilde til Topffs tale på marineskolen torsdag den 7. november, men teksten er skrevet i 1966, næsten et halvt århundrede efter begivenheden, og hans datering af talen virker til at modstride begivenhedernes gang, eftersom at Sonderburger Zeitungs første artikel fra netop den 7. november fortæller at revolutionen begyndte i Sønderborg dagen før, altså den 6.[2] På trods af fejldata der skyldes 50 års mellemrum, vil jeg ikke udelukke teksten fra dens kildeværdi som vidneudsagn.

Daniel Pedersen

---

[1] T6, s. 397 l. 21-31

[2] T10, s. 402 l. 9

Bruno Topff – Besvarelse 2

Besvarelse af den første problemstilling

I det følgende skal diskuteres hvad ’karakteren af Bruno Topffs virksomhed i dagene 6. til 9. november 1918’ var. ’Virksomhed’ forstår jeg hér som en beskrivelse af hvad Topff foretog sig i de tre-fire dage hans revolution fandt sted.

Det vil jeg nu forsøge at skildre så kronologisk som det er muligt, men da de samtidige kilder har det med at mangle tidsfæstninger, kan jeg ikke garantere for rækkefølgen på de daglige begivenheder.

Efter at den tyske revolution er begyndt at sprede sig, og det store Soldaterråd, med Gustav Noske i spidsen, var blevet oprettet, begyndte det at udstede proklamationer som skulle afværge kaos. Den første af disse proklamationer er udstedt tirsdag den 5. november, og er underskrevet af Noske og et yderligere medlem af Soldaterrådet, Artelt, da, som der står skrevet i proklamationen, ”Samtlige Anordninger fra Soldaterrådet har Formandens Underskrift, Rigsdagsmand Noske og yderligere et Medlem af Soldaterrådet. Soldaterrådet gør det til en paatrængende Pligt i egen Interesse kun at følge saadan undertegnede Anordninger, men saadanne ogsaa ubetinget og øjeblikkeligt.”[1] I proklamationen offentliggøres det at Soldaterrådet har sørget for at aftaler om lønninger, arbejde og sikkerhedstjeneste i Østersøen skal fortsætte. Desuden skal al ubeføjet våbenbæring ophører, og afleveres til Soldaterrådet. Ro og orden på gaderne er ubetinget at iagttage.[2]

Disse befordringer skulle holdes hvorend i Tyskland at revolutionen havde fået fæste.

Det tog dog lige et par dage inden at revolutionsbevægelsen nåede til Als, men ifølge Kai Edvard Larsen, som er tidligere redaktør for ’Dybbøl-Posten’ i perioden 1931-56, beretter at der i avisen fra torsdag den 7. november står at flere skibe var indløbet i Sønderborg havn to dage forinden, altså den 5. A. V. Karberg, som var fuldmægtig i Sønderborg bank, nævner også at krigsskibene ankom den femte.[3] Her kan man så formode, at disse skibe har bragt nyhederne om revolutionens udbredelse.

Her dukker Bruno Topff så op i begivenhederne.

Bruno Topff var en skræddersvend fra Schlesien, som var blevet rekrutteret ind i den tyske kejserflåde, men grundet tuberkulose var han blevet indlagt på lazarettet, eller marinehospitalet, i Sønderborg. Her var han da flådeskibene indsejlede i Sønderborg havn.

Avisen ’Sonderburger Zeitung’ fra den 7. november, beretter at der dagen i forvejen, i tilslutning til en på Marinestationen bagerste eksercerplads afholdt forsamling, er blevet dannet et Soldaterråd.[4] Onsdag den 6. november, er Topff altså mødt op til denne forsamling, og har her holdt en tale, som har været med til at opildne revolutionsånden hos de forsamlede. Der er nogle uoverensstemmelser om hvordan Topff holdt talen. Overskræddergast Philipp Weiglein skriver i et læserbrev, dateret 4. april 1919, at Topff stod op på en stige, mens han talte.[5] Frede Nielsen i sin ”Sønderjyske Arbejderbevægelses Historie”, hvori han har haft mulighed for at tale med folk der var til stede, er enig med Weiglein i at Topff stod på en stige.[6] Men landsretssagfører A. Thyssen som ikke lægger skjul for at han var en søkadet på officersskolen i Sønderborg, og til stede på Marinestationen da Topff holdt sin tale, beretter at Topff kravlede op på et bord, inden at han begyndte at tale til forsamlingen.[7]

Det kan da godt være at Thyssen var til stede, og et øjenvidne til Topffs revolutionstale, men han har først fortalt sin side af historien i 1966, næsten 50 år efter at begivenheden har fundet sted. Jeg vil tage Thyssens vidneudsagn med et gran salt, selvom at han var til stede, så kan hans detaljer være fejlagtige efter 50 års behandling af minderne, og sandsynligvis også nogle historier der er gået rundt i omløb, som har resulteret i at hukommelsen har accepteret dem som sandheden.

Thyssen beretter dog noget som gjorde et stort indtryk på en ung kadet, som en af samtidens aviser bekræfter: At officererne måtte opgive deres våben.[8]

Det kejserlige krigsflådeflag blev taget ned, og en rød flagdug, syet sammen af de røde rester fra flådeflaget blev hejst i stedet, over marinen. Topff og marinesoldaterne beslaglagde amtets eneste automobil, landråd Schønbergs, og plantede nogle røde flag på den, og kørte til infanterikasernen på slottet, og fik overtalt de dérsiddende infanterister til at være med i revolutionen, og endnu et rødt flag blev hejst i Sønderborg. Herefter holdtes et møde mellem marinerne og infanteristerne, og sammen dannede de et Soldaterråd, hvor Topff er blevet valgt til formand.[9]

Derefter har soldater, som ’Sonderburger Zeitung’ fortæller den 7. november, besat flere offentlige myndigheder, som banegården, og posthuset. Efter et møde med soldaterrådet, erklærer borgmesteren om aftenen at Soldaterrådet har overtaget den offentlige myndighed i byen. Der blev også indført forbud mod spiritus, danseforlystelser, musikopførelser og udførsel af varer fra øen Als, mens soldater patruljerede rundt i gaderne.[10]

I løbet af natten havde Topff ladet en proklamation komme i trykken hos ’Sonderburger Zeitung’s trykkeri, som hang på gaderne i byen den følgende morgen, hvori Topff adresserer byens borger, om at Soldaterrådet har opretholdt ro og orden, og at borgerne kan komme forbi ham i dag, hvis de har spørgsmål.[11] Et tilbud som Ernst Christensen tog imod.

Han var en gårdejer i Asserballe, og værget som soldat under krigen, han fortæller at han var blevet indkaldt til et møde i Flensburg, og med sin mødebefaling gik han op på marinestationen hvor Topff havde indrettet sit kontor, til at tage imod folk. Ernst fortæller godt nok at han var på marinekontoret den 8. november, men han fortæller sine erindringer ti år efter at de skete, så han har husket fejl i datoen. Dette kan vi se da han fortæller at han var vidne til at den ovenfor nævnte proklamation fra Noske i Kiel, fra den 5. kom til Sønderborg. Topff læste proklamationen igennem og slog en streg over Noskes navn, og indsatte i stedet sit eget navn, inden han sendte den til trykken, så den kunne hænge rundt om i byen.[12] Denne proklamationsplakat har vi stadig i dag, der hænger et eksemplar på Sønderborg Slotsmuseum, og ’Sonderburger Zeitung’ har proklamationen trykt i avisen den 8. november. Topffs plakat er underskrevet den 7. november.

Endvidere er avisen i løbet af dagen blevet underlagt censur, som den selv fortæller den 8.[13] og Ernst Christensen bemærker, at Topff har holdt sig vågen i to hele døgn, for han havde jo travlt med sin post.[14]

Der ser ikke ud til at være sket meget mere i løbet af den torsdag i november 1918. Godt nok nævner Weiglein i sit læserbrev at Topff proklamerede at han ville køre automobilet en tur op til den danske grænse, og forhandle med den danske regering om at gøre Als dansk. Tilsvarende skriver Nielsen at Topff kørte op til Kongeågrænsen og forhandlede med folk der ville komme til undsætning hvis de lokale forsyninger skulle svigte.[15] Da der ikke er angivet nogle datobestemmelser for køreturen hos dem, kunne det sagtens være at turen til Kongeåen fandt sted om fredagen den 8. november. Dog fortæller landråd Schønbergs kørselsregnskab til Soldaterrådet fra den 14. november 1918, os en anden historie.

Ifølge Schønbergs rgsk. har hans bil, som jo er den eneste bil i amtet, i dagene fra onsdag den 6, til fredag den 8. kun kørt rundt i Sønderborg og omegn til en snes kilometers penge hver dag. Natten mellem den 8. og 9. er der godt nok en noget længere tur som finder sted, men turen går til Flensburg, og tilbage igen, for om lørdagen den 9. igen at køre rundt i Sønderborg og omegn. Om natten til den 10. er bilen kørt til Kiel, hvor den har været frem til den næste aften, for om den 11. at køre rundt i Sønderborg igen. Så kan man spørge sig selv, hvorfor det skulle være vigtigt? Men Soldaterrådet har sagt god for udregningerne, selv turen til Kiel på 117 kilometer, som ellers ikke burde have noget med Soldaterrådets patruljering af Sønderborg at gøre. Soldaterrådet betalte Schønberg for al den erstatning han krævede for sin bil.[16]

Så selv om at det nok har været en populær historie, at Topff er kørt til den danske grænse for at forhandle, er det ikke en begivenhed, som der er belæg for at have fundet sted.

Da der ikke blev udgivet nogle aviser i weekenden, har vi ikke så mange ting der ser ud til at have fundet sted om fredagen. Ernst Christensen, nævner at han, dagen efter sin audiens hos Topff, igen var i Sønderborg, og så ham køre rundt i byens gader i Schønbergs bil, med et par matroser med opplantet bajonet som sikkerhedsvagter. Christensen nævner at der blev gjort holdt ved Sønderborg Bank og ved Folkebanken. Men hvad lavede Topff og Soldaterrådet i bankerne? Christensen er af den forståelse, at de var der for at fastslå kassebeholdningen. A.V. Karberg, som jo var fuldmægtig i Sønderborg Bank, på dette tidspunkt, siger at Soldaterrådet tog kontrollen over pengeinstitutterne. Et senere rygte siger, at han skulle have haft hensigt til at tømme bankernes pengekasser for at stikke af med marinens skibe, der skulle have ligget klar med dampen oppe i Sønderborg havn.[17]

’Sonderburger Zeitung’ nævner også mandag den 11. at Soldaterrådets leder, Topff, fredag aften under trussel om magtanvendelse, lukning og beslaglæggelse af avisen, at avisen betingelsesløst skulle udleveres til hans og den nye bevægelses tjeneste. Sagen blev løst ved landråd Schønbergs formaning, og Soldaterrådets formaningsudøvelse forblev ved forcensur.[18]

Lørdag eftermiddag, skriver ’Sonderburger Zeitung’ den 11. november, afholdt Soldaterrådet et møde i eksercerhuset ved slottet. Under dette møde aflagde Topff beretning om, at han grundet sin sundhedsmæssige tilstand var nødsaget til at lægge sin virksomhed i hænderne på en kommission. Denne kommission, med Berensohn, Fubel og Sarfert som henholdsvis formand og befuldmægtige, tøvede ikke med at udstede et opråb hvori det gøres til kende, at politimyndigheden er tilbage i hænderne hos politiforvaltningen, i samarbejde med Soldaterrådet, og adgang til banker og posthuset er genåbnet. De ophævede altså flere af de ting som Topff havde stået for.[19]

En anden ting som Topff siges at have stået for, er uddelingen af smør i rigelige mængder til beboerne på Als. Just hvor meget smør, er svært at sige, men ’Dybbøl-Postens’ dødsannonce og nekrolog om Topff, fra 12. november 1920, som er den tidligste kilde til at nævne smøruddelingen, siger at det var et halvt pund smør pr. hoved[20], hvilket lyder til at have været en rigmand værdig. Ernst Christensen fortæller også at han på gården fik rigeligt i spisekammeret, indtil at hele kortsystemet igen var sat i gang.[21]

Men hvordan er Topff og Soldaterrådet kommet i besiddelse af så store mængder smør? Det er selvfølgelig muligt at smøren er blevet lavet på selve Als, og det så har været meningen at det har skullet blive fordelt rundt i hele det tyske rige, men på grund af Topffs udførselsforbud, er smøren blevet strandet på øen, så det kunne lige så godt blive delt ud til indbyggerne på øen.

En anden mulighed er den som Frede Nielsen nævner en snes år senere. Nemlig at Topff, sammen med Arbejderrådet, beslaglagde et par jernbanevogne, der var læsset med smør, og klar til afgang.[22] Spørgsmålet er så, hvor var de jernbanevogne fra?

Kan det monstro have været de selvsamme vogne, med forsyninger til Chemnitz, som guvernør Noske fortæller, i april 1920, var udeblevet? Han beretter at der bliver gjort en aftale med nye forsyninger fra Tønder Amt til Chemnitz. Denne gang med soldater, på vej hjem til Sachsen, som beskyttelse mod overgreb.[23]

Der er et par problemer med denne teori. For det første, står der ikke noget om hvor forsyningerne er kommet fra i første omgang. Det er ikke sikkert at de er kommet fra Tønder. For det andet, Tønder ligger forholdsvis langt fra Als, og jernbanen fra Tønder til Chemnitz er måske ikke gået forbi Als. Her kan det så muligvis være at jernbanen er gået forbi Flensburg, da det jo er den største by i det nordlige Slesvig, så det vil give mening, at der har ligget et stop på den lange vej til Chemnitz dér, og der står jo i landråd Schønbergs kørselsregnskab, at hans bil kørte til Flensburg og tilbage, natten mellem den 8. og 9. november.[24]

Problemet her er, som også er det tredje problem for at Topff har beslaglagt forsyningerne til Chemnitz, at Noske også beskriver hvordan Soldaterrådene i Schleswig-Holstein har terroriseret byforvaltninger og på værtshuse har man drukket for husets regning. Dog skriver han at Topff, eller rettere, ”En mand, der drev sit væsen på Als”, da han undergik undersøgelserne der skulle vise om han havde forøvet nogle alvorligt strafbare handlinger som leder af sit lokale Soldaterråd, ikke havde begået nogle af den slags handlinger. Det bekræftede han igen i et notat, som Topff vedlægger sit læserbrev til ’Sonderburger Zeitung’ den 2. april 1919.[25]

Den sidste begivenhed der ser ud til at være hændt, efter at Topff gik af som leder af Soldaterrådet, er den tur til Kiel, som Schønberg har registreret i sit regnskab. Den ser umiddelbart ud til at stemme overens med Noskes førnævnte undersøgelse af Topffs virke som leder. Noske skriver, at han, efter to forgæves forsøg på at få Topff indlagt på lazarettet, lader ham føre for sig, i Kiel, under bevogtning og så indespærre i arresten natten over.[26]

Om Topff så har været med i bilen på turen tilbage til Sønderborg, om aftenen den 10., er der intet der beretter, men eftersom at Topff, i sit læserbrev, selv siger at han har måttet sidde 3 uger i undersøgelsesfængsel,[27] er det muligt at han er blevet efterladt af Soldaterrådet i Kiel under Noskes varetagelse.

Som en konklusion over Topffs virksomhed, kan det bekræftes at Topff har haft en lederrolle, idet alle proklamationer er udstedt i hans navn, og ikke i Soldaterrådets. Han var leder, sandsynligvis, fra det første holdte møde mellem marinesoldaterne, og infanteristerne, hvor Soldaterrådet blev dannet, og frem til at hans tuberkulose indhentede hans revolutionære kampgejst.

Topff har vist sin magtposition på flere måder. Bl.a. ved at han underlagde pressen censur om torsdagen den 7. november, og censuren er først blevet ophævet med den nye aftale mellem pressen og Soldaterrådet efter Topffs tilbagetræden. Ligeledes har Topff ladet være patruljeringer rundt om i Sønderborg by, og har ladet det røde revolutionsflag flagre rundt om i byen.

Han beslaglagde også den lokale landrådes bil, da det var den eneste i amtet. Han lod de civile myndigheder som posthuset og bankerne besætte, indtil at han trådte af, og han forbød al form for handel ud fra Als.

Lokalbefolkningen virker han dog til at have haft gode hensigter imod. Han tilbød folk komme op og personligt spørge ham om diverse spørgsmål de end måtte have haft, og så siges det at han har ladet folks spisekamre blive fyldt op.

Topffs virksomhed har været, hvad enhver leder bør gøre, at hjælpe civilbefolkningen i en svær situation. Første Verdenskrig er i sine allersidste dage, og Topff har trådt til for at gøre sit for at den nordslesvigske ø ikke skulle falde i anarki, ved at oprette et Soldaterråd som kunne sikre ro og orden. Han er måske gået lidt for langt med sin opretholdelse af ro og orden, som set ved censuren overfor pressen, men det kan muligvis have været på grund af sin mangel på søvn.

Topff har muligvis været den mægtigste mand, nord for Flensburg, men han var dog villig til at give magten fra sig da den tyske revolution havde fundet indpas i hele det tyske rige, og derfor var der nok ikke mere for ham at gøre, og han kunne returnere til marinehospitalet.

Daniel Pedersen

---

[1] T5 s. 391 l. 22-26

[2] T5 s. 391 l. 8-21

[3] T2 s. 379 l. 24-25 og T9 s. 401 l.4-5

[4] T10 s. 402 l. 9-10

[5] T14 s. 410 l. 19-21

[6] T5 s. 393 l. 104-106

[7] T3 s. 385 l. 8-12

[8] T2 s. 380 l. 28-29 og T3 s. 385-86 l. 33-36

[9] T5 s. 393 l. 113 - 129

[10] T10 s. 402 l. 12-22 og T2 s. 380 l. 29-35

[11] T2 s. 381-82 l. 102-106

[12] T6 s. 398 l.64-70

[13] T11 s 402-03 l. 7-41 og på side 407 har vi et billede af plakaten, til sammenligning med Noskes plakat.

[14] T6 s. 398 l. 73-74

[15] T14 s. 411 l. 41-43 og T5 s. 395 l. 197-201

[16] T17 s. 412-413 l. 1-18

[17] T6 s. 399 l. 84-91, T9 s. 401 l. 11, og T2 s. 381 l. 84-86

[18] T12 s. 406 l. 30-38

[19] T12 s.404-06 l. 5-13 og 43-59

[20] T8 s.401 l.28-32

[21] T6 s. 398 l. 81-83

[22] T5 s. 395 l. 194-96

[23] T7 s. 399 l. 2-9

[24] T17 s. 412 l. 11

[25] T17 s. 412 l. 18-22 og T13 s. 409 l. 58-65

[26] T7 s. 399-400 l. 18-25

[27] T13 s. 409 l. 41-43

Bruno Topff – Besvarelse 3

Besvarelse af den anden problemstilling

Til besvarelse af spørgsmålet ’blev Als proklameret som republik i november 1918?’, er det igen en god idé at starte med de samtidige kilder, og se hvad de skriver om sagen. Ingen af de samtidige avisartikler, dvs. T10-T12, nævner noget om en proklamation om Als som republik. Det nærmeste vi kommer på det er opslaget om at Tyskland var blevet erklæret en republik[1], underskrevet af Fubel og Sarfert, næstformand og 2. befuldmægtiget efter Topffs afgang som formand for Soldaterrådet, den 10. november 1918. Als var jo en del af Tyskland dengang, så hvis Tyskland var en republik, så var Als også.

Men hvis der ikke er belæg for historien om ’Republikken Als’ i de samtidige kilder, hvor stammer historien så fra? Hvilken er den tidligste kilde til at omtale republikken Als, og hvordan er historien blevet videre fremført?

Karbergs fortælling fra februar 1920, er den tidligste kilde vi har til rådighed, som nævner at Als blev erklæret for en selvstændig republik. Karberg var fuldmægtig i Sønderborg Bank under revolutionen, så han blev negativt påvirket af revolten. Hans beskrivelse af situationen ikke positivt stemt, men samtidig virker den også noget sarkastisk, f.eks. ”Til Tider saa det ret faretruende ud.” Som om det hele var skuespil, som måske var ved at få overhånd. Karberg siger også at matroserne tog kontrol over bankerne, censurerede aviserne og patruljerede bevæbnet rundt i byen ”alt efter god Revolutionsskik.” Matroserne gjorde kun disse ting fordi det var normen for en revolution? ”Farcen varede kun kort. De besindigere Elementer indenfor Socialdemokratiet fik atter Overtaget, og Raadssystemet indordnedes under de fælles tyske Former.” Igen bliver situationen et rent skuespil for Karberg, som så endelig bliver sat på plads da folk som har holdt hovedet koldt får skuespillet standset.[2]

Dybbøl-Postens nekrolog over Topff, fra 12. november 1920, er ældst efter Karberg til at omtale Topff som præsident for republikken Als, men i modsætning til Karberg, som ikke var særlig imponeret over Topffs, og marinens, virke, ser Dybbøl-Posten Topffs titel som noget han kunne være stolt af. ”Han opnaaede, hvad ingen anden kan rose sig af at have været,”[3], ja hele artiklen er en fremstilling af alle de gode ting ’præsidenten’ gjorde for beboerne på Als. Men artiklen er jo også en nekrolog, og i dem udelukker man de mindre fine ting at sige om en person.

Ernst Christensen, i sin beretning om mødet i Topffs audienssal, som jo var i 1928 ti år efter mødet fandt sted, omtaler også Topff som præsident for republikken Als, men han siger også at Topff stod med hans ”Raader eller Ministerium, eller hvad man nu skal kalde dem,” altså Topffs ministerium virkede ikke særlig troværdigt for Christensen. Han nævner også at de ting folk kom til Topff for at tale om ”for det meste var vel smaa Ting at beskæftige sig med for en Præsident.” Ting som ikke var en præsident værdig, men noget der skulle være gået til en af præsidentens ministre, dog stod Topff selv og talte med folk.[4]

Frede Nielsen, skrev i 1938 om Topffs, Soldater- og Arbejderrådets, virke, tyve år senere, og på dette tidspunkt ser historien ud til at have fået ordentligt fodfæste, da Nielsen ikke kan komme udenom at skrive en tre siders beskrivelse af Republikken Als[5]. Men selvom at Nielsen skrev om republikken, har han tvivlet på om den virkeligt fandt sted, for næste gang han nævner den har han bevidst skrevet ”Republik” i anførselstegn. Et tegn på at han tror det er blevet overdrevet mere end det var, men selvom han skrev ”Republik” i anførselstegn, fortsætter han med at skrive som hvis republikken var fakta.[6]

Det er først med Kaj Rolfsen Nissens artikel ”Problemer omkring ’præsident’ Topff” fra 1965[7], at man for alvor begynder at tvivle på historien om Als som republik, og han konkluderer at Als ikke blev proklameret som republik i 1918. En konklusion der ikke sidder godt hos A. Thyssen året efter, som minder om at han var til stede, da Topff holdt sin tale der opmuntrede til revolution. ”Talen sluttede med, at han udråbte øen Als som selvstændig republik og meddelte, at enhver forbindelse over pontonbroen til fastlandet var afbrudt, og at han havde overtaget styret som præsident over republikken Als.”[8] Thyssen husker bestemt at Als blev erklæret for republik, men her skal man huske på at der er gået et halvt århundrede i mellemtiden, og hvis en historie har floreret ekstra stærkt rundt, så kan hukommelsen godt spille en et puds.

Til sidst har vi så Kai Edvard Larsens to tekster med verbal overensstemmelse flere steder, så jeg vil kun kommentere den ene. I T2 skriver Larsen et helt afsnit kaldet ”Legenden om Als som republik”, hvor han gør det klart at selvom Topff har udøvet mere magt end burde være tilladt for Soldaterrådets formand, såsom forbuddet mod udførsel fra øen, så har han aldrig udgivet sig som større end posten som formand. Larsen tror ikke på at republikken fandt sted, men han skriver om den, fordi det er en sjov lokallegende som det ville være synd hvis den gik i forglemmelsen.

Det skal lige huskes, at vi taler om Nordtyskland, og ikke Sønderjylland her, så mange af de samtidige kilder er egentligt tyske kilder, som er blevet oversat til dansk, og ordet præsident har en lidt mere åben definition på tysk, end på dansk. En præsident, på tysk, er egentlig bare en formand for et firma, eller en gruppe. Endvidere har vi et billede af Soldaterrådets stempel, på godkendelsen af landråd Schønbergs kørselsregnskab, hvor Soldaterrådet omtaler sig selv som et ”präsidium”[9], og formanden for et präsidium er en præsident. Topff var formand for Soldaterrådet, ergo var han præsident.

Konklusion

”Blev Als proklameret som republik i november 1918?” Nej, der er ikke belæg i de samtidige kilder for at det skete, men at det i stedet er en fortælling der har cirkuleret rundt og er blevet mere prominent som tiden er gået. Det virker usandsynligt at aviserne ikke har nævnt noget om republikken Als, før senere. Det kan argumenteres at aviserne var under censur, så de turde ikke skrive om republikken, men i så fald har Topff ikke udnyttet pressen til at sprede budskabet om det. Når man tænker på at der har hængt flere proklamationer rundt om i Sønderborg by, om hvad Soldaterrådet bekendtgjorde, så burde der også være sådanne proklamationer rundt omkring om ’republikken Als’, men det er der ikke. Godt nok har Topff teknisk set haft titlen ’præsident’, men kun som formand for Soldaterrådet, ikke som præsident over Als.

---

[1] T4 s.389 l.117

[2] T9 s. 401 l. 9-16

[3] T8 s. 400 l. 7-8

[4] T6 s. 397 l. 15-16, 33-34

[5] T5 s. 392-395

[6] T5 s. 395 l. 187-201

[7] T4

[8] T3 s. 385 l. 29-32

[9] T17 s. 413 forneden

Sven Estridsens eksotiske gave

"Svens önskan om ett ärkesäte skulle ju enligt Adam, som vi just sett, ha varit orsaken till Adalberts partriakatsplaner. Till stöd för denna uppfattning har äldre forskning anfört en uppgift i Leo IX:s helgonvita, där det berättas om att den danske kungen skänkt en papegoja till Leo som ständigt upprepade orden >>påve Leo<< (papa Leo)." - Henrik Janson, "Sven Estridsson, Hamburg-Bremen och påven" side 10.

Det berettes åbenbart i Pave Leo IX's (pave: 1049-54) helgenlegende at den danske konge, Sven Estridsen (reg: 1047-75), skænkede en papegøje til Leo som konstant gentog ordene "pave Leo", som et led i hans plan om at smigre pavestolen til at give Danmark et selvstændigt ærkebiskopsæde.

Det var dog interessant.
Hvordan er Sven kommet i besiddelse af et så eksotisk dyr, som han kunne skænke i gave?

Men inden vi begynder at spekulere for meget, må jeg dog lige gøre opmærksom på hvad nyere forskning viser.

Historien er kommet frem efter en fejllæsning af et håndskrift.
"Rex Danamarchiae" er hvad man har fået læst, ud af hvad der egentligt siger "Rex Dalamarcie".
Så det var ikke kongen af Danmark, men kongen af Dalmatien, hvilket også giver lidt mere mening, da han havde handelsforbindelser til Venedig.


Det havde da ellers været sjovt hvis det var Sven.

Harald Blåtand. Var han virkelig en vigtig person i Danmarkshistorien?

Okay, så jeg nævner ingen navne, men jeg var på et kursus en halvanden uges tid siden, iggå’, og her blev jeg vidne til en lemfældig behandling af historiebrug. Nu er jeg jo historiestuderende, så den slags ramte altså hårdt.

Ikke nok med, at han, hvilket han bagefter indrømmede, googlede Cæsar, og tog det første, det bedste billede, uden at sikre sig at det faktisk var et billede af Cæsar, det var Augustus, som jeg måtte ”irettesætte ham i bagefter.

Men han fortsatte med at snakke om Harald Blåtand, om hvor stor og vigtig en rolle han spillede i Danmarks historie og kristningen af landet; til hvilket jeg måtte vende mig bort for ikke at skære alt for alvorlige grimasser af ham.

Han er en god ven, og han skulle egentlig undervise i lidt kristen teologi på kursuset, hans pointe med at bringe disse historiske personer op, var at fortælle at der findes flere kilder der fortæller at Jesus var en ægte person, end der er kilder der beviser at de andre har levet. Noget andet som kan diskuteres, men jeg lader ham slippe fri dér; han havde jo nok ikke regnet med at der ville være en historiestuderende blandt dem han skulle undervise, så han er tilgivet. Til næste gang i hvert fald. :P

Nå, men Harald Blåtand…

Som sagt, blev Harald beskrevet som en super vigtig del af Danmarkshistorien og kristningen af selvsamme land. Men hvor meget belæg er der egentlig så’n en påstand?

Udover et par krøniker skrevet af de tyske munke, er der vist ikke andre samtidige kilder end den store Jellingesten som beviser at Harald overhovedet har eksisteret. Hvad er det nu lige der står på stenen?

”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”

”Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.” Er det ikke lidt selvophøjende? Men okay, lad os tage det ét skridt ad gangen.

Danmark. Hvad var Danmark dengang? Jo, nogen forskere mener at der var et folk i Jylland, jyderne, for hvem Hardeknud sandsynligvis har været konge over, og et folk i Skåne, danerne, som var nedvandret fra göterne, da disse havde en kamp imod deres ærkefjender, svererne.

Hardeknud har nok arrangeret et ægteskab mellem sin søn Gorm og danerkongens datter Thyra, danernes bod, eller skønhed, og så har deres søn, Harald så kunne kræve kongeretten hos både jyderne og hos danerne. Endvidere har det muligvis også været så, at Hardeknud kun var konge fra Jelling, altså Midtjylland, og ned til Hedeby i Slesvig, så det at Harald vandt sig hele Danmark har, i så fald, også betydet at han erobrede Nordjylland.

Harald har derefter sat sig for at fastsætte sit præg som hersker i landet, med udbygningen af vikingeborgringene, af hvilke man har fundet seks fordelt rundt om i landet. Dog mangler der nogle i Jylland, syd for Hobro. Eller også har Harald, haft sit hovedsæde i Jelling, kongerækken frem til Christian den første kaldes jo Jellingedynastiet, og har derfor ikke haft så stort behov for at bygge sydfor. Det kan også være at hans byggeprojekter ikke nåede sydfor Jelling inden han døde, den senest opdagede vikingeborg ’ Vallø Borgring’ ved Lellinge nord for Køge, ser ud til at have været under angreb, og sat i brænd, inden at den var færdigbygget. Vi ved at sønnen Svend Tveskæg gik i oprør mod Harald, og vandt til sidst krigen.

Det kan selvfølgelig, også bare være fordi, at man ikke har fundet flere. ’Vallø Borgring’ blev først fundet i 2014, så det er da meget muligt at der er flere gemt rundt om i landet.

Hvad angår Norge derimod; det var i hvert fald ikke hele Norge, men det kommer jo så også an på hvor’n man fortolker teksten på stenen. ”Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge”, kan læses som hele Danmark og hele Norge, eller som hele Danmark og de områder i Norge der er værd at erobre. Harald erobrede hvad der svarer til den anden fortolkning.

Den sidste del af Jellingestenens inskription; ”og gjorde danerne kristne”, meh…

Historien om Harald og kristningen af Danmark under Poppo, var jo engang i løbet af 960’erne, 50’erne allertidligst, men hov hvad med Ansgar? Nordens apostel? Han missionerede jo i Danmark, og Skandinavien, 100 år tidligere, og arkæologer har fundet beviser på kristne menigheder i Ribe før Harald.

Så hvad var det præcist Harald egentligt gjorde, for at ”gøre danerne kristne”? Han fik jo, i bund og grund, bare hejst en sten. Ja, der står på stenen at Danmark blev kristen, men mon ikke man kan se det som en monarks underskrift på en lov der bestemmer statsreligionen? Ligesom dronningen skal underskrive alle de love Folketinget udsteder før de er officielt gældende.

Nyere forskning tyder også på, at Poppos mission til Danmark var et magtpolitisk spil fra den tyske kejser Otto I, som ville udbrede sin magt, og gjorde det ved at udvide ærkebiskopsædet i Hamburg-Bremens kontrol til at gælde de områder nordpå, hvor tyske missionærer havde startet små menigheder. Otto siges også, i visse kilder fra perioden, at have indsat biskopper i de tre største danske menigheder: Slesvig (Hedeby), Ribe og Aarhus. Disse biskopper har så haft til opgave at missionere østpå, og fortsætte med at udvide Hamburg-Bremens område.

Så Haralds rolle som en vigtig person i Danmarkshistorien kan argumenteres, han samlede landet, og centraliserede kontrollen så meget som dengang var muligt, som set med bebyggelsen af de ensartede vikingeborge.

Men hans rolle som religionspolitisk reformator i Danmark? Der har han nok bare taget den mulighed som så ud til at have den bedste politiske fremtid. Vikingetogterne var jo begyndt at give mindre i gevinst, iggå’, og den kristne tro havde spredt sig rundt i landet.

Det er endda muligt at Harald allerede var døbt inden at Poppo kom til Danmark, da mange vikinger havde søgt soldaterarbejde sydpå, men for at kunne være med i hæren i et kristent land skulle man være døbt, så vikingerne lod sig døbe, også selvom at de ikke troede på religionen.

Der er endda historier der fortæller at når man blev voksendøbt, fik man gaver, fordi nu var man en del af den frelste verden, så flere danske ”konvertitter” er beskrevet at have forsøgt at blive døbt flere gange. Flere dåber betyder jo naturligvis flere gaver.

Vikinger havde regnet pensionen ud.

Et andet tegn på at Harald ikke var så vigtig når det kom til Kristendommens udbredelse i Danmark er at de samtidige kilder taler om at Haralds søn, Svend Tveskæg, var en tyran som overhovedet ikke var tolerant overfor kirken, så alt hvad Harald end har udrettet, hvis noget, er så’n set gået til grunde under hans efterfølger.

Svends ældste søn, Harald II, kendes der ikke meget til, andet end at han døde ung, og blev efterfulgt af lillebroderen Knud den Store.

Knud skulle eftersigende have været mere åben overfor Kristendommen, og efter at have erobret England, skal han have sendt nogle engelske biskopper til Danmark for at prædike, og endda indsætte én i Odense, som ser ud til at have groet en større menighed siden kejser Otto I’s indsættelse af de tre biskopper tidligere.

Hardeknud havde for travlt med at holde England under sin kontrol, så da den norske kong Magnus invaderede Danmark, kunne han intet stille op, og måtte lade fætteren Sven Estridsen bekæmpe Magnus, hvilket han fejlede.

Magnus kaldes godt nok den gode, og man skulle tro, at da alle de skriftlige kilder er skrevet af gejstligheden, at det ville være et tilnavn Magnus har fået fordi han var god ved kirken, men det virker mere som om at han fik det tilnavn, fordi det lykkedes ham at stoppe de evindelige piratangreb fra Venden mod det sydlige Danmark.

Før vi har set os om er vi nået til år 1047. Kong Magnus den Gode dør, og Sven Estridsen bliver valgt til konge. Her har vi med en konge der i Danmarkshistorisk henseende virkelig var vigtig for den kirkepolitiske udvikling i landet.

Jeg har nævnt at der har været biskopper i Slesvig, Ribe, Aarhus og Odense inden at Sven Estridsen kom til. Der er vist imidlertid også dukket en biskop op i Roskilde, inden at Sven blev konge, så det er fem biskopsæder.

Vi har pavebreve fra 1070-1075 adresseret til Sven Estridsen, så vi ved at han har haft pavestolen i Rom i tankerne når han udførte sin politik.

Der er i nyere forskning sat spørgsmålstegn ved hvor meget Sven egentligt havde at sige i udviklingen af den danske kirke når det kom til stykket; udvikling sker jo hele tiden, men han har i hvert fald stået i spidsen for at Danmarks biskopsæder skulle fastlægges

Det her var Danmarks bispesæder omkring 1200, men fjern Rügen og Femern, så passer det med slutningen af 1000-tallet

Endvidere er det i Sven Estridsens tid at man begynder at udskifte de gamle, udskiftelige, trækirker med de moderne, (næsten) permanente, stenkirker. Så han har også nogle stenkilder der bekræfter hans virke, omend de ikke er skriftlige, og nok derfor er der mange der glemmer ham, når de taler om vigtige skikkelser i Danmarkshistorien.

Man kan også i de førnævnte pavebreve læse at Sven forhandlede med paven, Gregor VII, om det ikke var muligt at få et dansk ærkebiskopsæde, så'n at man kunne blive fri fra den tyske kirkes overhøjhed, og få egen suverænitet.
Dette ønske, fra Svens side, blev dog først godkendt under den fjerde søns, Erik Ejegods, regeringsperiode i 1103/04.

Hvis Sven var så god mod kirken, hvorfor nægtede paven så at give ham et selvstændigt ærkebiskopsæde? Nogle mener det var på grund af Gregors investiturstrid med den tyske kejser Henrik IV, om hvem der skulle være den som bestemte mest. Paven, eller kejseren. Hvis paven kunne få en allieret indenfor det tyske rige, den tyske ærkebiskop Liemar holdt med kejseren i godt tredive år frem til sin død, kunne paven måske få indflydelse ind i det tyske rige. Dette viste sig at være nytteløs, da de tyske kejsere ikke rykkede sig fra deres krav på overhøjhed.

Men på trods af Sven Estridsens kamp for det kirkelige Danmark, var der under sønnen Harald Héns regering, som bevidnet af flere pavebreve, ikke særlig stor støtte blandt verdslige til kirkens gejstlige. Pave Gregor VII sendte et brev til Harald Hén om hvordan en ægte kristentro konge skulle regere, selvfølgelig efter sine egne, gregorianistiske, idealer, og efter nogle år, beder han Harald om at sende en udsending til Rom for at blive opdateret på situationen i Danmark.

Ifølge Pavens tredje brev til Harald, må vi konkludere at det ikke gik så godt i Danmark. Slægtssamfundet stod stadig stærkt og forfulgte præster og laverestående kvinder, for alt som ikke gik godt.

Broderen Knud den fjerde, kæmpede også for kirkens rolle i samfundet, og på grund af det blev han jagtet af slægterne, og dræbt i Skt. Albani kirke i Odense. Odensekirkens klerker brugte dette mord, som et angreb på kirken, og Guds vrede kunne ses, da broderen Olufs (Hunger) regering blev ramt af stor hungersnød, og andre plager, som først endte efter Olufs død, broderen Erik Ejegods kroning, og Knud den fjerdes helgenkåring til Knud den Hellige.

Erik kronedes til konge i 1095, og Knud blev, officielt, helgenkåret i 1100, og som før nævnt, får Danmark et selvstændigt ærkebiskopsæde, i Lund, i 1103/04, kilderne er lidt uklare. Først med Odensekultens kanonisering af Knud den Hellige, kan man for alvor begynde at tale om at der er sket en reel ændring i samfundet, i en kirkelig henseende.
Godt 140 år efter Harald Blåtands død.

Så hvad kan vi konkludere?

Harald Blåtand var bare en tilfældig person, der lykkeligvis var søn af både den jyske og den danske kongefamilie, og kunne dermed kræve kongetronen over hele landet, men ellers har han bare underskrevet et dokument som bekræfter hans virke som konge.

PS. Dette her er bare skrevet for sjov. Intet seriøst er ment med dokumentet, for ellers ville jeg have skullet sætte kildehenvisninger ind for hver gang jeg nævnte en mening.

Det her er baseret på rigtig forskning, men I bør ikke tage min mening her så seriøs. :P