Opgavebesvarelse af "Atomvåben i Thule"

Efter en ti dage, hvor jeg har haft for travlt til at uploade, har jeg endelig muligheden for at uploade min opgavebesvarelse til metodeopgaven om Atomvåben i Thule.

Jeg har haft travlt med at skrive min første (femsiders) Emnefagsopgave, været på weekendkursus i Strib, og har med mit kor deltaget i to koncerter i Risskov.

Har lige her til formiddag afsluttet semestrets sidste metodefagsundervisning. Hold da op hvor tiden fly'r. Nu handler det om at holde sig inde i metodetankegangen hele vejen frem til eksamenen begynder den 19. december.

Anyways; her følger min opgavebesvarelse om "Atomvåben i Thule", eller i hvert fald hvad jeg nåede at skrive inden at den skulle afleveres.

________________________________________________________________________________

Med den stigende intensitet i våbenkapløbet mellem USSR og USA, blev USA’s strategi lagt om, fra brug af fly der skulle lande for at kunne blive tanket op, til fly som kunne blive optanket i luften, for hele tiden at holde deres bombefly i luften. Tankflyene skulle opbevares på diverse baser rundt omkring, og en af disse var Thulebasen i Vestgrønland. Og det er på grundlag af en kildekritisk analyse af de gengivne tekster, at der ønskes en drøftelse af:

1)      Hvilken opfattelse amerikanske og danske myndigheder havde af USA’s ret til at have kernevåben i Thule i 1957 eller før;

2)      Om de amerikanske myndigheder faktisk havde udstationeret kernevåben på Thulebasen i 1957 eller før

Og efter at have drøftet de ovenstående, så drøfte

3)      Jens Brøsteds opfattelse af spørgsmålet om amerikanske kernevåben i Thule.

Inden jeg går videre med besvarelsen, vil jeg præsentere kildesættet. Der er 16 kilder i alt. T1 er en tidsskriftsartikel af Jens Brøsted fra 1995, men ellers er alle teksterne fra perioden 1951-68. T2 er et uddrag af Grønlandsoverenskomsten mellem Danmark og USA, vedrørende hver nations rolle i forsvaret af Grønland. T3 er et uddrag af ”United States Air Force”s planlægnings- og budgetprogram fra 1953. T4 er et uddrag af en indberetning fra den siddende forbindelsesofficer i Thule, om hvad der er forgået på Thulebasen i 1954-55. T5, T11, T13 + T16 er udenrigsministerielle notitser. T6-T8 + T10 er en række breve, sendt internt imellem den amerikanske regering, i perioden fra 15. august til 26. november 1957, angående deres planer om at installere kernevåben i Grønland, og selvom T9 ikke er en del af brevvekslingen, så er den maskinskrevne notits, populært kaldet, ”H.C. Hansen-papiret”, af den danske statsminister, det endegyldige svar, amerikanerne ventede på, før de ville gå videre med deres planer. T12 er et dagbogsnotat af daværende udenrigsminister Jens Otto Krag fra 1959. T14 statsministeren udtaler sig om amerikanske overflyvninger, og i T15 uddeler de amerikanske myndigheder den danske regering en reprimande for sine udtalelser.

Til besvarelsen af den første problemstilling, vil jeg tage udgangspunkt i planlægnings- og budgetprogrammet (T3), indberetningen af forbindelsesofficeren om hvad der er foregået på Thulebasen i vinteren 1954-55 (T4), rækken af amerikansk interne breve (T6-T8 +T10) da disse taler om hvor langt de kan strække fortolkningen af USA’s internationale baseaftaler, og mere specifikt om hvordan de skal gå frem i sagen angående Danmark og Grønland, og H.C. Hansen-papiret (T9). Desuden vil jeg også inddrage Grønlandsoverenskomsten (T2), da det er på denne, at begge regeringer baserer deres opfattelser angående USA’s rettigheder til brug af atomvåben.

Besvarelse af første problemstilling

I 1951 arbejdede den danske udenrigsminister sammen med den amerikanske ambassadør i Danmark, på at formulere samarbejdsreglerne i forhold til forsvaret af Grønland. Denne grønlandsoverenskomst, blev udfærdiget i to eksemplarer, ét dansk og ét engelsk, begge med samme gyldighedskraft. I dennes artikel II (3) (b) står der at når USA har ansvaret for drift og vedligeholdelse af et forsvarsområde, skal det gælde at USA har ret til at; indrette området til militært brug, installere og drive anlæggene, træffe foranstaltninger til områdets beskyttelse og indre sikkerhed, kontrollere landinger og starter, bevægelser og operationer som foretages af skibe og luftfartøjer, så længe det er ”uden indskrænkning i Kongeriget Danmarks suverænitet over et sådant forsvarsområde.”[1] Så længe USA ikke krænkede Danmarks suverænitet over Grønland, havde USA altså ret til at gøre alt det nødvendige militære arbejde på forsvarsområderne.

Planlægnings- og budgetskemaet, fra januar 1953, er det planlagte budget fra tredje kvartal 1953 til og med fjerde kvartal 1956 over Thulebasen. Det ses at visse former for kampfly forventes at være stationeret her, såvel som hvilke vejrmaskiner og luftpost divisioner der skal bruges. Interessant er det at der også står ”1009 SPECIAL WEAPON”, og er regnet med til alle budgettets kvartaler.[2] Her kan vi se at allerede i 1953 legede de amerikanske myndigheder muligvis med tanken om at stationere atomvåben i Thule.

I forbindelsesofficerens indberetning om forhold og aktiviteter på og udenfor forsvarsområdet ved Thule, får vi at vide, at Strategic Air Command (herefter SAC), som havde hovedansvaret for den amerikanske atomstrategi, har i indeværende vinter (1954-55) benyttet sig af Thulebasen mere intensivt en var tilfældet i vinteren 1953-54.[3] Ligeledes fortælles det, at der i sommeren 1954 er blevet opført et ”Special Storage Area”, hvori SAC vil opmagasinere sin atom-ammunition.[4] Ydermere fortælles også Thulebasens teoretiske kapacitet er den at ”basen skal kunne yde nødvendig støtte til 30 bombefartøjer type B-36 med ledsagende transportluftfartøjer type C-124 eller til 45 bombeluftfartøjer type B-47 med 20 tankluftfartøjer type KC-97”[5] Type B-36 var et bombefly der kunne flyve interkontinentalt uden optankning, men i modsætning til det lidt senere B-47, kunne det ikke tankes op i luften, så det hele tiden kunne holdes i beredskab. Indberetningen fortsætter med at fortælle hvor mange af de fire typer fly der i løbet af vinteren er ankommet til Thule, og hvornår.[6] De to bombefly var godt nok designet så de kunne fragte kernevåben, men det betyder jo ikke at de altid gjorde det, til gengæld viser opførelsen af et ”Special Storage Area”, at de amerikanske myndigheder, i dette tilfælde SAC, har været forberedte på at opbevare atomvåben på basen. I 1957 blev Thulebasen, som indtil da havde hørt under North East Air Command, fuldt underlagt SAC.[7]

I det første af de interne breve hos den amerikanske regering, egentligt et memorandum, skrev folkeretsekspert i Udenrigsministeriet, Raymund Yingling, til Gerard Smith, som var ’special assistant for atomic matters’ i det amerikanske udenrigsministerium, angående observationer af teksten i et ikke-specificeret brev til forsvarsministeriet. Yingling skriver, at brevet insinuerer, at fordi de internationale aftaler ikke refererer til atomvåben, og ikke udtrykkeligt udelukker opbevaringen af den slags våben på baserne, så har USA de nødvendige rettigheder til at tage initiativet, hvis politisk gennemførlig.[8] Dette brev, som Yingling taler til, kunne godt passe med et af de breve som Jens Brøsted refererer i sin tidsskriftsartikel, som han daterer til den 2. februar 1953, hvor udenrigsministeren skriver til forsvarsministeren og ”meddeler sin konklusion, >>at baseaftalerne [XXX][9] er adekvate til at omfatte<< den anførte udbygning og deployering >>til disse steder<<.”[10] Man skal dog her, være opmærksom på at Brøsted refererer brevet, i stedet for at citere det, så han kan have udvalgt de dele af brevet som passer til det resultat han vil frem til. Yingling fortsætter i sit memorandum, at det ikke vil være ønsktænkeligt at opfordre til at tage initiativet til opbevaring af atomvåben, bare på grundlaget at USA principielt har en utvetydig ret til at gøre så.[11] Her ser vi at det amerikanske udenrigsministerium ser sagen om kernevåben på internationale baser, som en ret det har. Men at det nok højst sandsynligt ikke vil være en god idé at starte processen bare fordi de kan.

Efter forhandlinger og diskussioner internt i den amerikanske regering, blev det 6. august 1957 besluttet at spørge den amerikanske ambassadør i København, Val Peterson, som var ambassadør i perioden 1957-61, om hans mening på den danske situation. Han svarer tilbage at han mener, at den bedste fremgangsmådevil være at uformelt spørge direktøren for udenrigsministeriet om, at i tilfælde af at USA skulle ønske at opbevare atomvåben i Grønland, ville den danske regering så gerne have det fortalt. Hvis svaret skulle være positivt, kunne amerikanerne forklare hvad de har i hensigten at gøre ved at henvise til at autoriteten klart er holdt i overenskomsten, og derfor kan spørgsmålet om godkendelse ikke rejses. Ambassadøren gør også opmærksom på, at der er udbredt modvilje til atomvåben i blandt befolkningen i Danmark, og at statsministeren, i de forløbende måneder, mindst to gange, officielt har sagt ”nej tak” i tilfælde af spørgsmålet om atomvåben på dansk jord skulle være opstået.[12]

I et andet brev til ambassadør Peterson, fra 22. oktober 1957, fortælles det, at spørgsmålet, om at uformelt indspørge den danske regering om de helst vil have at vide hvis amerikanerne planlagde at opbevare atomvåben i Thule, er blevet stillet, og nøje overvejet hos både Department of State og Department of Defense. Sidstnævnte har udtrykt stærk tvivl i rådførelsen af at spørge danskerne, især med den danske befolknings modvilje til atomvåben. Måske er det bedst, bare at gå i gang, uden at give den danske regering mulighed for at komme med indvendinger, og så måske informere dem efter at våbnene er blevet placeret. Brevet er skrevet for at få ambassadørens mening om hvad der vil være den bedste fremgangsmåde herfra.[13]

Ambassadør Peterson svarer tilbage, at den mest tilrådelige fremgangsmåde ville være at uformelt og privat informere den danske regering om sagens natur. Peterson bliver derefter sendt til statsministeren, for at spørge ham om regeringen ville informeres, hvis USA skulle placere kernevåben i Grønland.[14] Den 13. november[15] besøger Peterson, statsministeren og snakker om den mulige opmagasinering af ”supplies of munition of a special kind” på de grønlandske forsvarsområder. Statsminister Hansen skriver det bag øret på strengt personlig basis, og den 16. får ambassadør Peterson en uformel maskinskrevet notits fra statsministeren, med en håndskreven påskrift af direktør for udenrigsministeriet, Nils Svenningsen. I notitsen siger statsminister Hansen, at han formodede at den amerikanske regering ikke så nogen problemer i sagen, da det i dens mening var dækket af grønlandsoverenskomsten, jævnførende med at; hver regering vil tage sådanne foranstaltninger som er nødvendige og passende til at udføre deres ansvar i Grønland[16], den amerikanske regering er tilladt at opmagasinere forråd og forsyninger for beskyttelse af området[17], og al materiel skal være tilladt entré til Grønland fri for inspektion[18]. Statsminister Hansengiver ikke yderligere kommentarer.[19]

Så vi kan se at de amerikanske myndigheder var af den opfattelse, at de havde retten til at udstationere atomvåben i Grønland, med eller uden dansk godkendelse, og har haft intentionerne til at gøre det, hvis ikke siden planlægningsbudgettet fra januar 1953 hvori der stod ”SPECIAL WEAPON”, så i hvert fald siden sommeren 1954, hvor Thulebasen fik udbygget et ”Special Storage Area”, som direkte var designet til at kunne opmagasinere kernevåben, som fortalt i forbindelsesofficerens indberetning om aktivitet på basen.

Den danske opfattelse er ikke ligeså eksplicit udtrykt i teksterne, men med statsminister Hansen og direktør for udenrigsministeriet Svenningsens stiltiende accept af den amerikanske regerings planer i ”H.C. Hansen-papiret” virker det til at den danske regering også var af den opfattelse, at amerikanerne havde ret til at opstille atomvåben. Desuden må den danske regering have fået indberetninger fra forbindelsesofficererne på Thulebasen, som den i T4, hvori der direkte står at der er blevet opført et opbevaringsområde specifikt designet til at opmagasinere atom-ammunition, såvel som at basens kapacitet er lavet til at holde bombefly der er designet til at fragte kernevåben. Så den danske regering må have kendt til den amerikanske regerings fremtidsplaner, og da der ikke er blevet stillet spørgsmål ved sagen, må jeg konkludere at den danske regering var enig med den amerikanske i at de havde ret til at opstille kernevåben på Thulebasen, uden at det stred imod Grønlandsoverenskomsten.

Besvarelse af anden problemstilling

Det bliver sværere at besvare spørgsmålet om at der rent faktisk var udstationeret kernevåben på Thulebasen i 1957 eller før, da ingen tekster direkte siger at der er udstationeret sådanne våben på basen. Ifølge de føromtalte tekster om planlægningsbudgettet (T3), og indberetningen fra forbindelsesofficeren på Thulebasen (T4), virker det til at sandsynligheden for at SAC udstationerede kernevåben i løbet af 1953-55 har været høj, men der er ingen der siger at ”SPECIAL WEAPON” absolut er lig med kernevåben, selvom at det er det mest sandsynlige, og bare fordi at bombeflyene der er landet på basen i vinteren 1954-55 er designet til at kunne fragte kernevåben, betyder det ikke at de altid har gjort det.

I brevet fra det amerikanske udenrigsministerium til ambassadør Peterson i København, af oktober 1957 (T8), fortælles det at de amerikanske myndigheder er parate til at begynde udstationeringen af Thule med atomvåben, selv uden at informere den danske regering om planen. ”In the present circumstances we are inclined to agree that it probably would be better simply to take the action without creating the opportunity […] for the Danish Government to raise som objection.”[20] De har siddet med fingeren hvilende på aktiveringsknappen og spændt ventet på ambassadørens mening om sagen. Dette har været 22. oktober 1957, og de får det endelige grønne lys til at starte oplagringsprocessen den 26. november samme år. Det har muligvis villet tage mere end en måned at få fragtet kernevåben fra USA til Thulebasen i det nordvestlige Grønland, hvilket vil betyde at USA ikke har kunnet have udstationeret kernevåben på basen i 1957.

Men det er en spekulation over at det ville tage en hel måned at fragte våbnene til Thule. Eftersom at regeringen var parat til at gøre det uden dansk godkendelse tilbage i oktober har de nok gjort alle forberedelserne klar før de fik statsministerens godkendelse, så de har kunnet blive fragtet op med det samme. Desuden har USA haft en anden vigtig base i området, nemlig Goose Bay Air Force Bay i Labrador på Canadas østkyst, der, som benævnt i forbindelses officerens indberetning, også har et atom-ammunitionsarsenal opført på basen,[21] hvor våbnene til Grønland kan have stået mens man ventede på statsministerens godkendelse.

Men en notits fra Hans Christensen, fuldmægtig i P.J.V, som er Udenrigsministeriets Politisk-Juridiske Afdeling, ofte kaldet ”NATO-kontoret”, fra april 1958 ser ud til at give et tegn på at der ikke har været atomvåben endnu på daværende tidspunkt. Efter at have gennemgået grønlandsoverenskomsten, er man kommet frem til at der ”ikke er noget holdepunkt for, at der udkræves særlig dansk tilladelse til at udstyre Thule-forsvarsområde med NIKE-raketter med atomladninger”,[22] udover muligvis artikel II (3) (b) hvor USA må benytte forsvarsområderne uden indskrænkning i Danmarks suverænitet. Endvidere bringes det op, at eftersom de amerikanske myndigheder rettede uofficiel henvendelse til den danske regering i forbindelse med installeringen af NIKE-raketter uden atomladning, har de anset en dansk godkendelse som nødvendig. Så det er logisk at den amerikanske regering også forelægger spørgsmål om NIKE-raketter med atomladning for den danske regerings godkendelse. Notitsen har derefter en håndskrevet note fra en af P.J.V’s kontorchefer: Enig.[23] Så det danske udenrigsministerium har forventet at blive spurgt igen, hvis atomvåben skal oplagres på Thulebasen, men da de amerikanske myndigheder var beredte på at udstationere våbnene uden godkendelse, har de muligvis set ”H.C. Hansen-papiret” som al den godkendelse de har haft brug for, og ikke tænkt mere over godkendelserne.

Til det kan man også gøre opmærksom på at USA hele tiden har haft den politik, at grundet emnet om militære operationer med kernevåbens følsomhed, at offentligt hverken bekræfte eller afkræfte kernevåbens tilstedeværelse på luftfartøjer og baser nogen som helst steder i verden.[24] Så amerikanerne har villet gøre opmærksom på at de muligvis villet bruge Thulebasen til at opmagasinere atomvåben, men de har ikke villet give nogen informationer om hvornår, hvis overhovedet.

Så jeg tror, at med de amerikanske myndigheders planer om at opbevare kernevåben i Thule, siden januar 1953, og udbygningen af areal til selvsamme opbevaring i sommeren 1954, deres vilje til at gå udenom den danske regering og påbegynde udstationeringen uden godkendelse i oktober 1957, peger alt hen imod opfattelsen af, at amerikanerne faktisk havde kernevåben udstationeret på basen, selv før de fik statsministerens godkendelse. At vi ikke har nogen kilder som direkte nævner at de har været udstationeret, går også i spænd med USA’s politik om at holde deres kernevåbens placeringer strengt fortrolige hos dem selv.

Besvarelse af tredje problemstilling

[…]

---

[1] T2 l.57-79

[2] T3 s.549

[3] T4 l.25-26

[4] T4 l.42-48

[5] T4 l.21-24

[6] T4 l.27-40

[7] Indledning s. 524

[8] T6 l.8-13

[9] Ikke-deklassificeret information

[10] T1 l.134-38

[11] T6 l.18-21

[12] T7 l.17-34

[13] T8 l.19-30

[14] T10 l.14-21

[15] Dateringen kommer fra den amerikanske regerings undersøgelser i januar 1968 af sagen i 1957. T15 l.26-27

[16] T2 l.25-33

[17] T2 l.65-67, 70-71

[18] T2 l. 120-134

[19] T9 l.21-22

[20] T8 l.21-25

[21] T4 l.49-51

[22] T11 l.21-23

[23] T11 l.24-45

[24] T15 l.68-72