Min SSO om Edoperiodens Japan, fra 5. februar 2015

English abstract

In this text, I have given an account of the feudal society in Japan during the Edo period, as well as an analysis of the closed country policy, sakoku. I have read many books multiple times to make sure I have the best understanding of the various points, which have been described in this text. During my research I have come to the conclusion that, overall, what the leadership of Japan decided would be best for their nation, was in fact for the best of their nation.

Indhold

English abstract

Indledning

Hvad var Edoperioden?

Edoperiodens ideologier

En introduktion til samuraierne

En samurais rigdom

Skiftende Residens

Intern udvikling og uddannelse

Demografi

Den flydende verden

Analyse af Sakoku politikken

Hvorfor Sakoku?

Hvad var årsagen til Sakoku?

Den endelige grænselukning

Hvad betød Sakoku for landets udvikling?

Konklusion

Bilag 1.

Bilag 2.

Bilag 3.

Litteraturliste:

Billeder

Indledning

I denne opgave har jeg givet en beskrivelse af det feudale system i Edoperiodens Japan, såvel som en analyse af isolationspolitikken anvendt i perioden, sakoku. En bemærkning til min valgte skrivemetode af nogle af de japanske termer, når man på japansk skal indikere en lang vokal så skriver man den vokal to gange i streg, f.eks. Kyuushuu, der er dog nogle undtagelser såsom et langt ’o’, hvor man lægger et ’u’ til, f.eks. Kyouto. Jeg har valgt i opgaven ikke at skrive de lange vokaler på denne måde af tre hovedårsager. For det første, så fylder det mere end jeg bryder mig om, for det andet, med hensyn til ’ou’ så har vi på dansk en udtale for det som lyder som ’ov’, f.eks. Schou, hvilket ville være forkert. For det tredje så når man omskriver de japanske ord til latinske bogstaver, fremviser man ofte den lange vokal ved at lægge en vandret streg over vokalen. Jeg kan ikke finde ud af at lave denne vandrette streg, men har i stedet valgt at efterligne den ved brug af accent sil conflex ’^’, f.eks. Kyûshû og Kyôto.

Hvad var Edoperioden?

Efter et århundrede med næsten konstante borgerkrige, blev Japan samlet gennem tre store hærførere. Oda Nobunaga begyndte sin erobring af landet i 1559[1] men døde i 1582 efter at have vundet ca. 1/3 af landet under sin kontrol[2]. Toyotomi Hideyoshi, en af Odas mest trofaste generaler samlede alle Odas styrker under sit banner og havde erobret hele Japan i 1590. Tokugawa Ieyasu, som havde kæmpet for både Oda og Toyotomi blev af Toyotomi placeret i den lille fiskerby Edo ved Japans østkyst, som en belønning for sin troskab mod Toyotomi.[3] Navnet Edo (江戸) betyder ”bugtens port”, sandsynligvis fordi byens bugt var en indgang til, det store fredelige ocean, Stillehavet.

Da Toyotomi i 1598 døde havde han kun én søn som han ønskede skulle arve sin faders rige, men sønnen, Hideyori, var kun fem år gammel, og de ledende hærførere begyndte at skændes indbyrdes i ventetiden på at sønnen blev myndig. Det store skel kom imellem Tokugawa Ieyasu og Ishida Mitsunari som nærmest endte med at dele landet i to dele, Tokugawa i øst og Ishida i vest. Den 21. oktober stødte de to hære sammen i dalen nær byen Sekigahara, hver med mere end 80.000 soldater.[4] Tokugawa slog Ishidas tropper.

Tokugawa Ieyasu var nu den ubestridte mægtigste mand i hele Japan, og blev af kejseren i 1603 udnævnt til ”shôgun”, en forkortelse af ”seii-tai-shôgun”, en titel som betyder ”generalen som knuste barbarerne”, barbarerne betyder her ’udlændingene’. Titlen var oprindeligt ment som en rang der viste at man var den øverste militære leder, hvilket også passer med ordet for en shôguns regering, ’bakufu’, eller ”styre fra teltet”, altså teltet hvor generalen sad og ledte taktiske manøvrer mod fjenden. Titlen var dog allerede under Minamoto-no-Yoritomo, dvs. 1192, blevet ensbetydende med en militærdiktator.

Ieyasu abdikerede dog fra sin titel allerede i 1605 i forhold til sin søn Hidetada, men styrede ikke desto mindre systemet bag kulisserne frem til sin død, for at gøre overgangen til arvingen lettere end den var for Toyotomi. Hidetada gjorde som sin far og overlod i 1623 rollen som shôgun til sønnen, Iemitsu. Da Iemitsu i 1651 døde var sønnen, Ietsune, kun 10 år gammel, men de tre shôguner havde på små halvtredsindstyve år cementeret familiens sæde, så ingen kunne gøre seriøs modstand mod Tokugawastyret mens drengen voksede op.[5]

Edoperioden er altså en betegnelse for den tidsperiode hvor regeringen som styrede Japan var bosat i byen Edo. Perioden kendes også som Tokugawaperioden opkaldt efter Tokugawaslægten som bestemte over Japan.

Edoperiodens ideologier

I slutningen af 1200-tallet begyndte en nyfortolkning af den kinesiske filosof Konfuscius’ skrifter over hvor vigtigt det var at følge moral, og den hierarkiske orden for at et samfund kan fungere, at sprede sig i Japan, hvad japanerne kaldte ”shushigaku”[6], eller ”Zhu Xis[7] lære”. I Edoperioden blev denne såkaldte neokonfuscianisme taget i brug som den officielle doktrin. Dengang bestod Japan af de tre store øer, Honshû, Shikoku og Kyûshû, såvel som de mange små øer der lå rundt om. Øen Ezo, i dag Hokkaidô, var ikke en del af det japanske kejserrige i den udbredte forstand, dog var der japanere bosat på den sydligste del af øen. Japans ørige var delt op i 68 ”ken” dvs. regioner, og disse regioner var selv delt op i omkring 260 ”han” dvs. domæner, ethvert domæne blev kontrolleret af en daimyô, som var en højtstående samurai som svarede nogenlunde til den europæiske adel.

I 1607 udstedtes ”Buke Shohatto”, eller ”de militære huses lov”, som bl.a. omhandlede vigtigheden i at opretholde ro, orden og disciplin i alle former for relationer og sammenhænge.[8] Dette betød imidlertid at man blev nødt til at skelne imellem de sociale klasser, som ellers i de seneste år var begyndt at smelte sammen. Skellet imellem klasserne blev kendt som ”Shinôkôshô” (士農工商), såkaldt fordi at hvert ord repræsenterer hver sin klasse:

Shi: (士)Står for samuraien. Tegnet forestiller en økse som repræsenterer autoritet. Det er den mellemste økse af tre. Ô(王) er den største økse og repræsenterer kongens, eller i dette tilfælde shôgunens, autoritet, hvorimod chichi (父) er den mindste økse, og repræsenterer en families overhoved. På samme måde stod samuraien under shôgunen, men over resten af befolkningen. Tegnet 士kan også forstås i betydningen ”gentleman”, og når det bliver sammensat med tegnet ”bu”, som kan betyde ”militær, ridder og væbnet” får man ”bushi”, en militær gentleman. Ordet ”bushi” er bedst kendt fra udtrykket ”bushidô”, ”samuraiens levevej”.

Nô: (農) Står for bonden. Tegnet forestiller bonden med sin le ude i marken. Bonden stod, i hvert fald officielt, næsthøjest på ranglisten, fordi at de arbejdede og bragte mad på bordet til hele landet. Som alle andre steder i verden var bondebestanden langt den største befolkningsgruppe i landet, dog i modsætning til mange andre lande, bestod bønderne af ”kun” 85 % af befolkningen, hvilket må siges at være et kæmpe spring foran Danmark med sine ca. 98 % af befolkningen.[9]

Kô: (工) Står for håndværkeren. Tegnet forestiller en tømrers lineal.[10] Håndværkerne blev accepteret fordi at de arbejdede med noget vigtigt, bl.a. veje og huse, men de tjente sjældent noget stort for det, i modsætning til den næste samfundsklasse.

Shô: (商) Står for købmanden. Tegnet forestiller en vinkrukke på et markedsbord. Købmænd blev, igen officielt, set negativt på. De blev betragtet som nogle snyltere som bare tjente kassen uden egentligt at gøre noget for deres indtjening.

I begyndelsen syntes klassesystemet at fungere efter planen, Samuraierne var stærkest, og købmændene svagest. Dog skete der det at Samuraierne blev fattigere, og købmændene blev rigere. Shôgunatet forsøgte godt nok at indføre restriktioner imod købmændene såsom, forbud mod at gå rundt i fint tøj, og i nogle tilfælde tage al deres rigdom, og give dem til samuraierne, men realiteten var at købmændene blev stærkere og stærkere, og selv daimyôer fra de rigeste domæner endte meget ofte med at stå i gæld til dem.

Et modsvar til shushigaku var ”kokugaku”[11], ”nationale studier” hvori man proklamerede for en tilbagevenden til det ”ægte japanske”. Japanerne burde vende tilbage til den levemåde der er beskrevet i de ældste japanske tekster, Kojiki, og Nihon Shoki.[12][13] Det blev argumenteret at kokugaku skulle udbyttes med konfucianismen som Japans officielle doktrin. Et andet modsvar var at det mentes at Japan burde være mere ligesom de vestlige nationer. ”Rangaku”, ”hollandske studier”, blev inspireret af denne ideologi, men voksede sig hurtigt uafhængig af ideologien. I stedet valgte japanerne at lære om astronomi, lægekunst og meget mere fra hollænderne i Deshima. Begge studieretninger dukkede op i starten af 1600-tallet, men vandt først rigtig popularitet i løbet af 1700-tallet.

En introduktion til samuraierne

Samuraierne var krigerklassen som oprindeligt var en del af bondebestanden, en gruppe som greb til våben når der blev kaldt til krig, men ellers opholdt sig hos deres jordbesiddelser. En samurai kunne kendes ved at han bar sine to sværd, det lange, katana, og det korte, wakizashi. Egentlig betyder tegnet for samurai (侍) at tjene,[14] og det var skam samuraiernes rolle at tjene deres herre, daimyôen.

Dette kunne bl.a. ses når daimyôen fik besked på at flytte til højborgen i sit domæne, og alle hans samuraier skulle flytte med og bo hos ham. Eftersom at der ikke var plads til hele daimyôens følge i borgen, blev der bygget huse rundt om borgen, hvilket blev grundstenene for en borgby, de såkaldte jôkamachi.

Forskellene mellem de forskellige samurairange blev bestemt af en samurais indkomst, målt i ris, som var den traditionelle form for valuta, i løbet af Edoperioden blev penge indført og overtog stille risens rolle som valuta. I Edoperioden gik samurairangordenen som: shôgun > daimyô > hatamoto > gokenin > normale samurai.

En samurais rigdom

Den dyrkbare landjord i de forskellige domæner blev målt op i enheden ”koku”, en koku ris svarede til ca. 180 liter, eller hvad det i teorien mentes at en voksen mand spiste på et år, shôgunen stod selv i direkte kontrol over 4.000.000 koku land, foruden det stod han også over de store byer, havne, og havde monopol på møntslagning, såvel som overså de store markeder i Ôsaka, som var Japans handelscentrum, og Edo.[15] Dermed kan det ses at shôgunen var den klart mægtigste person i Japan.

En daimyô, af hvem der var ca. 260, skulle kunne indtjene et minimum på 10.000 koku ris i deres eget domæne, i de større domæner kunne man indtjene meget mere, tilsammen regerede daimyôerne over ca. 22.500.000 koku dyrkbar landjord, svarende til ca. 75 % af alt produktivt land[16].

Der var omkring 5.200 hatamoto, eller bannermænd, som fik fordelt 3.000.000 koku land imellem sig, under dem var omkring 17.000 gokenin, eller husmænd. Den eneste reelle forskel imellem de to grupper var at hatamoto kunne få en audiens hos shôgunen, hvilket gokenin ikke kunne. Forskellen fra en gokenin og en normal samurai var endnu mere sløret, og næsten ikke-eksisterende, hvorfor mange bøger i det hele taget undgår at tale om gokenin. Deres løn bestod i at de fik et stipendium, udbetalt i ris, som de så skulle leve for indtil deres næste stipendium, hvilket kunne være svært at få til at gå op, når man boede i storbyen.

Samuraien var den eneste samfundsklasse som havde retten til både fornavn og efternavn. Andre klasser blev hovedsageligt opkaldt efter deres profession.[17] Ordet daimyô (大名) betyder direkte oversat ”stort navn”, hvilket indikerer at en daimyô var den største med ret til navn, hvilket kan lyde lidt mærkeligt når nu shôgunen var den største over dem alle, men shôgunen var i realiteten selv en daimyô, en daimyô som godt nok havde mere magt end alle de andre, men endog stadig en daimyô.

Skiftende Residens

En daimyôs regiment krydser Okazakifloden
på Tôkaidôvejen, af Hiroshige

Denne magt blev bl.a. vist ved at alle daimyôer hvert andet år skulle bo i sit domæne, og hvert andet år i Edo. Dette system blev kaldt ”sankin kôtai” eller ”skiftende residens”, fordi daimyôerne skiftede bosæde hvert år. En daimyô havde pligt til at holde en fast residens både i sit domæne og i Edo, hvilket i sig selv kostede penge at opretholde, men endnu dyrere blev det også da det var skik at en daimyô blev fulgt af en samuraigarde der var en daimyô værdig, på hele rejsen fra sit domæne til Edo.

For at opretholde god orden på rejsen, finansierede man et vejnetsystem centreret omkring Edo, ”gokaidô”, eller ”de fem hovedveje”. Dette både samlede store dele af landet, såvel som gjorde det endnu tydeligere at Edo var landets reelle centrum. Man placerede nogle stationsposter på disse vejnet, som daimyôens optog var forpligtiget at passere på vej til og fra Edo. Disse årlige rejser tærede så meget på daimyôernes pengepung at bakufuen ikke behøvede at bekymre sig om at de gjorde oprør imod det. Desuden skulle daimyôerne efterlade deres koner og ældste sønner i Edo, som gidsler hos shôgunen, når han rejste hjem igen, som yderligere gjorde det svært for daimyôerne at starte et oprør. For at undgå at nogen ville få den idé at starte et oprør i kejserens navn, hvilket der netop førte til bakufuens undergang i 1868, havde man anderkendt det imperiale hof, om end kun i titel, som det ubestridte overhoved, og hvert år gav shôgunen gaver til hoffet som et tegn på troskab.

Intern udvikling og uddannelse

I Edoperioden herskede der næsten konstant fred i over 250 år, så, helt naturligt, mistede krigerklassen sin egentlige krigerstatus. I stedet fik mange samuraier bureaukratiske stillinger, som bankmænd eller rådgivere hos lokale ledere.

Samuraier blev veluddannede, man lærte at læse de store kinesiske klassikere, selvom at man måske ikke lærte at tale sproget. At kunne læse kinesisk var et tegn på at man var en lærd man, ikke ulig det at kunne tale latin i 15-1700-tallets Europa.

Samuraierne, som dog stadig var krigere i titel, bevægede sig længere og længere hen imod rollen som regeringsbureaukrater for bakufuen, af hvilken årsag daimyôerne oprettede nye skoler til at undervise samuraierne i deres nye arbejde. Dette betød også at alfabetisme i landsbyerne begyndte at sprede sig, eftersom at de nu var selvstyrende. For at regeringen kunne indsamle skatter, var der nødt til at være nogen i landsbyerne som kunne overtage samuraiernes tidligere opgave med at holde styr på indbyggerne og hvad de hver især skulle betale i skat. Dette job blev givet til en landsbys overhoved kaldet både, ”nanushi” som kan oversættes ”leder der har gjort et navn for sig selv”, og ”shôya” som kan oversættes ”på tagniveau” altså en som står over de andre beboere i landsbyen. Valget af et landsbyoverhoved gik forskelligt til for hver landsby, nogle steder foregik valget demokratisk, andre steder var det en titel man arvede fra familien.[18]

Rollen som et landsbyoverhoved krævede kundskab inden for avanceret læsbarhed og matematik, derfor kunne kun de rigeste, og mest lærde familier påtage et sådant ansvar. De tog sig af al skrevet kommunikation med bakufuen, fik både besked om ordrer og forslag, såvel som skrev anmodninger af den lokale daimyô. Som betaling for sit hårde arbejde modtog et landsbyoverhoved af bakufuen 0,5 % af landsbyens skatter, såvel som at bakufuen gav dem den belønning at få retten til at bære ét sværd såvel som at tage et efternavn.[19]

Købmænd var nødt til at være gode alfabetister for effektivt at kunne køre deres forretninger. Det betød at en stor handelsklasse som kunne læse begyndte at udvikle sig i de japanske byer. I store byer havde alfabetismen ikke kun fået tag i købmændene, men også i deres familier og ansatte, hvorimod i landsbyerne hvor det kun var landsbyoverhovederne som fik ordentligt styr på deres læseevner. Det menes at omkring 1700 kunne 10 % af landets befolkning finde ud af at læse, i kontrast med de gennemsnitlige 2 % i Europa.[20]

Demografi

Bønder på landet, af Hokusai

I starten af 1800-tallet boede der omkring 25 millioner bønder i landsbyer fordelt rundt om i de forskellige domæner i landet.[21] Alle domæner var autonome, og selvkontrollerende, bakufuen udstedte nogle få love som gjaldt hele landet, men i det store og hele, så var bestyrelsen af et domæne op til domænets egen ledelse. Landsbyerne var, som domænerne, for det meste selvstyrende, og blev ledt af en bonde elite, som bestod af landsbyledere og en gruppe landejende bønder. Beskatning af landsbyerne bestod i at op mod 30 % af landsbyernes produktion, ris og andre afgrøder, gik til det domæne landsbyen lå i, disse skatter var hovedindkomsten for det enkelte domæne.

Det var derfor vigtigt for både shôgunen og domænets ledere at beholde bønderne i landsbyerne, og at de blev ved med at arbejde. Der blev derfor bl.a. sat restriktioner op om salg af land, byttehandel med andre og at rejse uden for ens domænes grænser. Det stoppede dog ikke folk fra at rejse rundt til forskellige domæner, og salget af land fortsatte til et punkt hvor meget af den dyrkbare jord hen imod slutningen af det attende århundrede var det private eje af en bonde elite, som lejede jorden ud til de bønder som rent faktisk pløjede den, hvorefter de brugte deres tjente penge på andre kommercielle sorter, som tobak og bomuld, eller til produktionen af goder der kunne sælges til pæne summer i storbyerne, af hvilke der var tre i Edoperioden. Edo, Ôsaka og Kyôto. Foruden dem var der en borgby for hvert domæne ejet af en daimyô, der var havnebyer og nogle post-stationsbyer. Alt i alt har der boet op mod 4 millioner personer i byerne, foruden samuraierne som også, næsten eksklusivt, boede i byerne. Altså op mod 15 % af landets befolkning boede i byerne, tal kun lande som England og Nederlandene, i samtidens Europa, har kunnet prale af at kunne måle sig med.[22]

Den flydende verden

”Ukiyo”, den ”flydende verden”, er et udtryk der blev givet til den side af samfundet man ikke ville kendes ved. Det gjaldt blandt andre ting, prostitution, hasard og teater. Teater havde i flere hundrede år været sådan noget som ”nô” drama, men i Edoperioden begyndte andre former for teater at vinde indpas, såsom dukketeatret ”bunraku”, og ”kabuki” formen som direkte betyder ”evner inden for sang og dans”. Selvom disse teaterformer var meget respektfulde og elegante, virkede de dog for mange i de højere stillinger som usofistikerede, og kun noget som ville imponere pøbelen. Under alle omstændigheder så var det de former for teater som blev dyrket mest i perioden.

Geishaer var kvinder som kunne underholde en anden person med en form for kunst. I ordet geishas betydning ligger der direkte at det er en person som kan underholde, ”gei” betyder ”trick”. En aften bestilt med en geisha kunne for eksempel være at hun sad og spillede på sin shamisen, et trestrenget instrument spillet på ved hjælp af en ”bachi”, svarer til et plekter på størrelse med en isskraber[23].

Bakufuen brød sig bestemt ikke om denne flydende verden, og forsøgte at få den låst væk, så i de store byer blev al aktivitet der kunne betegnes som en del af den flydende verden samlet i en enkelt forstad. I Edo hed den forstad Yoshiwara. Selv om at verden i Yoshiwara, og lignende steder, blev set ned på, så dukkede nogle kunstnere op som begyndte at skabe motiver af den flydende verden, de såkaldte ”ukiyo-e”, ”billeder fra den flydende verden”. Ukiyo-e malerkunsten gik ud på at man lavede et motiv på et stykke træ, som man så kunne stemple på papir. For det meste forestillede malerierne, berømte skuespillere, klassiske scener fra kojiki og landskaber.

Analyse af Sakoku politikken

Handelen med udlandet forøgedes i starten af 1600-tallet, Japan sendte sågar skibe så langt væk som til Filippinerne for at handle, men i løbet af 1630’erne sluttede næsten al udenrigshandel brat. Shôgun Tokugawa Iemitsu, og hans rådgivere, blev enige om, grundet Vesterlændingenes trængen på, og krigsklare attituder mod hinanden inden for Japans grænser, at indgå nogle maritime forbud, hvad de kaldte ”kaikin”, men senere er blevet kendt under udtrykket ”sakoku”.

Ordet sakoku betyder ”lukket land”, og er en betegnelse for isolationspolitikken opfundet i 1801 af en japaner der forsøgte at oversætte en bog af en syttende århundredes tyskers beskrivelse af Japan.[24]

Hvorfor Sakoku?

Ved at lukke landets grænser kunne bakufuen selv kontrollere al den handel, som tidligere var blevet styret af den lokale daimyô i det domæne hvor handelsskibene lagde til. Indtil 1639 portugiserne i Nagasaki og hollænderne i Hirado. Efter 1639 flyttede hollænderne til portugisernes tidligere plads i Nagasaki, eftersom at portugiserne var blevet smidt ud.

Ved at fjerne kontrollen af handel fra de lokale daimyôer undgik bakufuen at daimyôerne i henholdsvis Hizen, Satsuma, Tsushima og Matsumae, ville blive rige og derved kunne samle sig en hær stærk nok til at stå imod bakufuen, og tænk på alle de moderne våben daimyôerne kunne have fået af hollænderne hvis de selv stod for handelen. Desuden var det også lige så stille begyndt at gå op for japanerne at Vesten havde mere brug for Japans sølv og kobber eksport, end de havde brug for import fra Vesten.

Hvad var årsagen til Sakoku?

Da portugiserne i sin tid ankom til Japan, og medbragte ny viden om en verden som var større end den gamle traditionelle kinesiskcentrerede verden[25], ankom med dem også kristendommen som religion. Jesuitiske missionærer gik i gang med at omvende japanerne til hvad de mente var den ene sande tro, katolicismen. I begyndelsen blev denne nye religion også venligt modtaget, i kejserstaden Kyôto, f.eks., skulle en stor del af befolkningen være blevet kristnet i slutningen af 1500-talllet.[26]

Japanerne har nok været forundrede over disse vesterlændinge, som kom fra en hidtil ukendt verden på den anden side af Kina, og man tog godt imod dem, men efter Spaniens erobring af Filippinerne, i 1597-99, begyndte en uro at vokse i nogle af de ledende topfolk, for hvad nu hvis disse vesterlændinge også havde planer om at erobre Japan? Måske var det ikke længere muligt at stole på de japanske konvertitter, nu da de havde en anden tro.

Omkring 1600 begyndte hollændere og englændere også at lægge til i Japans havnebyer, og japanerne, som hidtil kun kendte til kristendommen fra de katolske lande, blev nu mødt med en anden form for kristendom, protestantismen. Om japanerne så hollænderne og englænderne som kristne er ikke til at vide, men da portugiserne forsøgte at få japanerne til at henrette hollænderne og englænderne som pirater[27], ignorerede japanerne dem, for de havde ikke gjort noget forkert i deres land.[28]

I 1612 udstedte Ieyasu sit første dekret mod kristne, men det var først i 1614 at man opsamlede alle missionærer, sendte dem til Nagasaki, hvorfra de så blev forvist fra landet for bestandigt.[29] Det hjalp ikke for de kristnes forgodtbefindende, at da oprøret fra Ôsaka i 1615 brød ud til fordel for Toyotomis søn, Hideyori, så var en stor del af oprørerne kristne, bærende på bannere med krucifiks.[30]

Japanerne har muligvis også fået nys om Zaragoza-traktaten fra 1529, hvori paven havde deklareret at verdenen skulle deles midt over, og alle de ”hedenske” lande skulle døbes af enten Portugal eller Spanien, afhængig af på hvilken halvdel af jorden landet lå i. Det kan også have øget mistilliden til de vestenlandske nationer, og mistroen på kristendommen.

Den endelige grænselukning

De portugisiske handelsfolk forsøgte igen og igen at smugle missionærer ind i landet, men for hver gang de blev fanget i det forøgedes japanernes mistillid til dem, og i 1639 fik japanerne til sidst nok og smed portugiserne ud af landet. De japansk-spanske relationer havde aldrig været særlig gode, og var blevet annulleret tidligere. Englænderne havde ikke kunnet få økonomien til at betale sig for at gøre handel med Japan og havde frivilligt opsagt handelen i1620’erne. Til sidst stod kun hollænderne, som den eneste vestlige nation med fungerende handel i Japan, og de fik kun lov til at blive ved med at handle i Japan efter at have indgået nogle store restriktioner, som blandt andet inkluderede at bosætte sig på den kunstige ø Deshima ud for Nagasaki, som ikke målte mere end 120*75 meter i størrelse.[31]

Lukningen af Japans grænser i 1639 var altså et defensivt træk, ikke kun for bakufuens autoritet, men også for selve landets sikkerhed: Japan skulle ikke risikere at lide samme skæbne som Filippinerne.

Denne frygt for at lide samme skæbne som et andet land fulgte faktisk bakufuens ledelse helt op til 1850’erne, da den amerikanske kommandør Matthew C. Perry sejlede ind i Edo bugt og anmodede om åbning af handelsstationer, for hvad nu hvis shôgunen afslog anmodningen, ville Japan så skulle kæmpe for sin selvstændighed, ligesom Kina havde forsøgt, og fejlet, mod englænderne i Opiumskrigen?

Hvad betød Sakoku for landets udvikling?

Lukningen af landet betød naturligvis at kontakt med omverdenen blev reduceret til et minimum. Japanere skulle kun bekymre sig om japanske problemer, og Japans stabilitet. Neokonfucianismen blev indført for at stabilisere landet, og fireklassesystemet, shinôkôshô, var i teorien en god måde at holde styr på hele landets befolkning, men det udelukkede nogle samfundsgrupper. For det første var kejserhoffet beskyttet imod enhver identifikation med nogle af klasserne. Folk der arbejdede i templerne, stod også uden for klassesystemet, og til sidst var der også de udstødte, ”hinin”, ”ikkeeksisterende personer”, som, på den ene eller anden måde, var faldet ud af systemet, og nu måtte klare sig selv.

I praksis fungerede klassesystemet kun som et toklassesystem: Samuraier og kejserhoffet, og så alle andre. Håndværkere og købmænd kunne man aldrig helt skelne fra hinanden, begge klasser boede hovedsageligt i byerne, og blev derfor kendt som ”chônin”, eller byfolk. I landsbyerne foregik der også meget handel og håndværksarbejde, og selv samuraiklassen var ikke fri for at blive sammenblandet. Regeringen kunne vælge at belønne et fremragende, og ærværdigt individ til samuraistatus, såvel som at en samuraifamilie kunne vælge at adoptere en rig handelsmands søn til et giftemål med deres datter.[32]

Til gengæld betød købmændenes stigende rigdom også at handelen imellem de forskellige domæner voksede, og dermed landets økonomi. Bedre økonomi betød også at bønderne som tidligere var nødsaget til at bruge deres egen afføring til gødning nu kunne købe midler til gødning i stedet,[33] og nu kunne de udskifte det gamle tøj lavet af hamp med tøj lavet af bomuld dyrket ud for Ôsaka.

Handelen tiltrak også folk til borgbyerne, hvor samuraierne boede i tjeneste hos deres daimyô, hvilket stærkt forøgede disse byers indbyggertal. Edo bys egen udvikling er ikke så ulig med borgbyernes udvikling, idet at da Tokugawa Ieyasu blev placeret i byen i 1590, var Edo bogstaveligt talt ikke mere end en lille fiskerflække, men allerede i løbet af 1700-tallet var byens indbyggertal oppe omkring en million, hvilket svarer til, at Edo på under 200 år gik fra at være en sumpet landsby til en af verdens største byer. Det, i sig selv, siger noget om hvor hurtig udviklingen foregik i Japan på dette tidspunkt.

Uden bekymringer for omverdenen kunne domænerne sagtens have valgt at nøjes med at koncentrere sig om sin egen udvikling, men flere af domænerne begyndte at samarbejdes om at løse interne problemer. I løbet af 1700-tallet gik Japan fra at være et bakufu styret land til hvad der normalt kaldes et baku-han system, en sammenblanding af bakufu og han, ”domæne”, hvilket betyder at shôgunatet i Edo også begyndte at samarbejde med de forskellige domæner i diverse punkter, det betyder ikke at bakufuen tog domænets selvstyre fra den, nærmest tværtimod, bakufuen hjalp kun til på punkter hvor domænet tillod den at hjælpe til.

Befolkningstallet i Japan steg i løbet af 1600- og 1700-tallet fra omkring 18-20.000.000 op til ca. 30.000.000, hvilket må siges at have været en forbløffende udvikling, men sakoku var bestemt ikke kun udvikling på udvikling. I midten af 1700-tallet gik de forskellige udviklinger i stå, handelen forøgedes ikke mere, befolkningen stoppede ved de 30.000.000, og Edos indbyggertal sad også fast ved 1.000.000.

Desuden betyder udvikling inden for handel, og befolkningstal ikke udvikling inden for sociale klasser. Ja, mange af klasserne smeltede sammen og blev uigenkaldelige fra hinanden, men Edoperiodens Japan var stadig et feudalt samfund, bønder der arbejdede i marken, og nogle fornemme adelsfolk, her daimyô, over dem, som selv lå under den øverste hersker, shôgunen.

Under Tokugawa Yoshimunes regeringstid[34] udstedte bakufuen nogle reformer, kollektivt kaldet ”Kyôhô reformerne[35]”, i blandt disse reformer var en lempelse på importen af bøger. Hidtil havde al import af bøger fra Vesten været ulovlig, men efter Kyôhô reformerne var det kun de bøger som omhandlede kristendommen som var bandlyst. Med hjælp fra hollænderne fik japanerne oversat adskillelige bøger fra Europa, som nu blev nærstuderet af japanerne.

Når det kommer til udviklingen inden for teknologi, så faldt Japan unægteligt bagud for de andre nationer. Da Japan i 1639 lukkede grænserne var landet i det store og hele lige så teknologisk avanceret som de vestlige nationer, men i midten af 1800-tallet var Japan faldet langt bagud, hvilket tydeligt lod sig vise da amerikanerne næsten bogstaveligt talt sprang landets porte åbne.[36] Dog, at sige at Japan var uden kendskab til den stigende styrke i Vestens nationer ville være forkert. Som tidligere nævnt havde hollænderne, knap og nap, fået tilladelse til at blive i Japan, og en af betingelserne for at de kunne blive i landet var at de hvert år skulle rejse til Edo for at rapportere det nyeste inden for deres handel. Under disse besøg skulle de også fremvise et nyhedsbrev ”fûsetsugaki”, ”sladderskrift”, med nyheder om udviklingen i verden uden for Japans grænser. Som tidligere nævnt i denne opgave kendte Japan til Opiumskrigen i Kina, det gjorde det på grund af sådan et nyhedsbrev fra hollænderne.

Kinesiske, koreanske og ryûkyûanske handelsfolk skulle ligeledes hvert år aflægge besøg i Edo med lignende tidsskrifter om verdenens udvikling, så Japan var bestemt ikke ukendt med omverdenen.[37]

Om Tokugawastyret i Edoperioden var en god eller dårlig ting for Japans historie kan man altid diskutere, men man skal også lige huske på at familien regerede landet i 265 år, og efter at oprøerene i Ôsaka blev slået ned i 1615, så foruden nogle enkelte bondeoprør var landet i konstant fred i mere end 250 år. Hvor mange nationer kan prale af det? I hvert fald ikke Danmark, med sine borgerkrige i 1100-, 1200- og 1300-tallene, Kalmarunionen varede, med god vilje, max 124 år, efter Reformationen gik der også 124 år inden Enevælden som varede i 189 år. Grundloven blev underskrevet i 1849, hvilket er mindre end 170 år siden. I ingen af disse perioder har der været konstant fred. Så man må sige at Tokugawaslægtens bakufu var yderst effektivt.

Men uanset hvor effektivt Tokugawastyret end var, så kunne det ikke holde Vesten ude for evigt. I 1854 blev bakufuen nødsaget til at åbne landets grænser, ergo vise svaghedstegn. I 1867 var det lykkedes nogle daimyôer at samle sig sammen for at gøre oprør, i kejserens navn, mod shôgunen som abdikerede året efter. Den unge kejser Meiji flyttede fra Kyôto til Edo, som blev omdøbt til Tôkyô, ”den østlige hovedstad”. Japanerne spurgte sig selv om hvordan det kunne være gået til at Vesten var blevet så stærk, hvorfor man i kejser Meijis regeringstid hårdt arbejdede på at udvikle Japan fra Tokugawa styrets feudale samfund til en stor magtnation anderkendt af Vesten, hvilket lykkedes efter den russisk-japanske krig i 1904, altså på mindre end 40 år.

Folk som besøgte Japan i Meiji-restaurationen, som den kaldes, oplevede tit at storbyerne var gigantiske metropoler, men ligeså snart at man kom ud for storbyernes grænser var hverdagslivet stadig som i tiden før bakufuens fald.

” Men just som man gaar igennem Nagasaki og begynder at ærgre sig over dette Japan, der synes at være en halvfærdig Udgave af Evropa, standser man i en gammel Bydel, som er forbleven uberørt af Omvæltningerne, og her føler man da uventet et Pust af Gammel-Japans Poesi…

Det er den store japanske Dissonans. ”[38]

Konklusion

Var sakoku politikken det rette valg? Det er svært at sige. Japans økonomi voksede eksponentielt i første halvdel af perioden, men standsede så accelerationen i anden halvdel. Der herskede fred igennem hele Edoperioden, men samtidig var meget af den fred forskyldt af at bakufuen pressede på daimyôernes økonomi så de ikke kunne rejse oprør imod shôgunen, altså var freden ikke nødvendigvis grundet sakoku politikken.

Japanerne faldt også bagud med udviklingen inden for teknologien. Fra at have været et land på nogenlunde lige fod med Vesten i 1630’erne, var Japan håbløst bagud da Vesten trængte sig på i 1800-tallet, og grænserne blev åbnet i 1850’erne. Denne teknologiske forskel kunne have været undgået hvis Japan ikke havde lukket grænserne.

Uddannelse spredte sig til en langt større befolkningsgruppe end tidligere, men det var først med tilladelsen til importen af vestlige bøger at uddannelse begyndte at tage fart altså noget der ikke ville være sket hvis ikke Japan havde lempet på reglerne angående import.

Til gengæld betød sakoku også at da malerene begyndte at fremvise landets skønhed i billeder, var det uden nogen særlig indflydelse fra omverdenen på naturen og det daglige liv i Japan, hvilket har givet nogle fantastiske malerier af hverdagen i Japan, og en idé om hvordan landet har set ud inden at Vesten blev lukket ind.

Endvidere har samarbejdet der begyndte imellem de forskellige domæner uden tvivl haft den indflydelse at landet, ved bakufuens fald, var nærmere én nation, end det nogensinde havde været tidligere, noget der højst sandsynligt hjalp Meiji-regeringen med lettere at kontrollere landet i dets forsøg på at indhente Vesten. Der gik jo ikke lang tid før at Japan, fra at være et såkaldt ”underudviklet land”, blev accepteret på lige fod med Vesten.

Så efter at have opvejet det positive imod det negative må jeg konkludere at sakoku politikken i sin helhed var en god ting for Japans udvikling, om end kun lige med nød og næppe.

Bilag 1.

I Japan har man i fra gammel tid, i en hvis grad helt frem til i dag, holdt styr på årene der er gået, ved at opkalde perioder efter en kejsers regeringstid. Så Kyôhô perioden omhandler de år at kejser Kyôhô sad på tronen. Ligeledes ville i år, 2015, blive kaldt ”Heisei 27”, eftersom at det er 27 år siden at den nuværende kejser tiltrådte sit embede.

Bilag 2.

Nihon (日本) Japan Edo jidai (江戸時代) Edoperioden

Oda Nobunaga (織田信長) Toyotomi Hideyoshi (豊臣秀吉)Tokugawa Ieyasu (徳川家康) Shôgun (将軍)

Bakufu (幕府) Bushidô (武士道)

Kokugaku (国学) Nationale studier Sakoku (鎖国) Det lukkede land

Rangaku (蘭学) Hollandske studier Jôkamachi (城下町) By under slot

Wakizashi (脇差) Katana (刀)

Koku (石) Måleenhed svarende til ca. 180 liter Hatamoto (旗本) Bannermand

Sankin kôtai (参勤交代) Skiftende residens Gokaidô (五街道) Fem hovedveje

Nanushi (名主) Landsbyoverhoved Shôya (庄屋) Landsbyoverhoved

Ôsaka (大阪) Kyôto (京都)

Ukiyo (浮世) Den flydende verden Nô (能) En genre inden for teater

Kabuki (歌舞伎) En genre inden for teater Geisha (芸者) Underholdende person

Yoshiwara (吉原) Forstad til Edo Kojiki (古事記)

Nihon Shoki (日本書紀) Kaikin (海禁) Maritime forbud

Hinin (非人) Ikkeeksisterende person Chônin (町人) Byfolk

Fûsetsugaki (風説書) Sladderskrift

Bilag 3.

Litteraturliste:

Cavling, Henrik: (1901). Østen – Skildringer fra en rejse til Ceylon, Burma, Singapore, Bangkok, Kina og Japan. Gyldendalske boghandels forlag.

Maison, Richard & Caiger, John. (1997). A History of Japan. Tuttle Publishing.

Skovsted Hansen, Annette & Ipsen, Lene. (2011). Japan mellem øst og vest. Systime A/S.

Spahn, Mark & Hadamitzky, Wolfgang & Fujie-Winter, Kimiko. (1989). Japanese Character Dictionary. Nichigai Associates Inc.

Storry, Richard. (1968). Japans historie. P. Haase & Søns Forlag.

Teeuwen, Mark & Wildman Nakai, Kate. (2014) Lust, commerce, and corruption – An Account of What I Have Seen and Heard by an Edo samurai (forord). Columbia University Press.

Vargö, Lars. (2009). Japan – Kultur og historie. Askholms Forlag.

Mønster-Kjær, Esben. (2014). Shogun: Forræderi samler Japan. Illustreret Videnskab – Historie nr. 15, side 64-71

James Clavell’s “Shôgun” (TV) (DVD): Shôgun 30^th Aniversary: Paramount Pictures, 1980

Wiktionary. (2014, 21. december). 工. http://en.wiktionary.org/wiki/%E5%B7%A5

Wikipedia. (2015,19. januar). Bachi. http://en.wikipedia.org/wiki/Bachi

Wikipedia. (2015, 23. januar). Dejima. http://en.wikipedia.org/wiki/Dejima

Wikipedia. (2015, 5. februar). Dutch-Portuguese War. http://en.wikipedia.org/wiki/Dutch%E2%80%93Portuguese_War

Wikipedia. (2015, 28. januar). Sakoku. http://en.wikipedia.org/wiki/Sakoku

Wikipedia. (2014, 24. juli). Sakoku Edict of 1635. http://en.wikipedia.org/wiki/Sakoku_Edict_of_1635

The Samurai Archives: SamuraiWiki. (2014, 11. oktober). Fusetsugaki. http://wiki.samurai-archives.com/index.php?title=Fusetsugaki

The Center for Asian Studies, University of Colorado. (2010). A Case study of Tokugawa Japan through Art: Views of a Society in Transformation. http://www.colorado.edu/cas/TEA/curriculum/imaging-japanese-history/tokugawa/essay.html

Macrohistory and World Timeline. (2014). Tokugawa Japan, to 1700. http://www.fsmitha.com/h3/h24jpn-b.html

Reddit - AskHistorians. (2014, juni). Literacy rates in pre/modern Japan. Why was schooling such a part of Japanese culture? Was it the sames as the confucionalist bureaucracy testing or something else? http://www.reddit.com/r/AskHistorians/comments/27vf5f/literacy_rates_in_premodern_japan_why_was/