Hvad indebærer "Historie"-faget egentligt?

Jeg bliver tit spurgt om hvor'n det foregår når man studerer historie på uni.

Jeg har kun studeret et halvt år, og man begynder først det rigtige "Kildenære" studie på tredje semester, så det egentlige "Historikerstudie" begynder først til august/september 2017, men jeg kan da godt give en beskrivelse af mine erfaringer fra første semester.

Jeg har haft tre store emner, som tilsammen tildeler 30 ECTS[1], fordelt:

15 ECTS - Bredt Emne 1

10 ECTS - Metode 1

5 ECTS - VH/DH 1

Bredt Emne 1 er altså det "vigtigste" og VH/DH 1 det "mindst vigtigste", men selvfølgelig er de alle tre lige vigtige.

I Bredt Emne 1 får man på holdet et "nært" studie af en periode i enten dansk eller verdenshistorie, og enten i "ældre tid" frem til ca. 1750 eller "nyere tid" efter 1750. Dette giver fire kombinationsmuligheder, og, selvom det hvist nok ikke står i uddannelses beskrivelsen fra Uddannelsesministeriet, vil de fleste helst have at man på sit 2. semester får den direkte modsatte kombination af mulighederne. Dvs. Jeg har haft ældre dansk historie (Middelalder) på mit første semester, så jeg skal have nyere verdenshistorie (Kolde Krig) på mit andet.

Vi har arbejdet, rigtig, meget med hvad tidligere historikere har haft af meninger om forholdende i Danmarks middelalder. Specifikt har vi arbejdet med forholdet mellem kirke- og kongemagt i Højmiddelalderen (1050-1340) i perioden fra Sven Estridsen (1047-75) til, i korte drag, Ærkebiskopstriden i anden halvdel af 1200-tallet, med specielt fokus på Carsten Breengaards afhandling, fra 1982, "Muren om Israels hus" som vores hovedpensum, men også læst en del af Niels Skyum-Nielsens "Kvinde og Slave", en del af hans serie om danmarkshistorien.

Vi har også læst mindre disputatser om diverse ting som; kongens økonomi, "kan man tale om statsdannelser i middelalderen?", og en analyse af Sven Aggesens "Vederlov" fra ca. 1180. Disse tekster har varieret i sprog, fra dansk til svensk til norsk og engelsk. Især de svenske tekster har der været bred modsigelse til i klassen, men c'est la vie.

Derpå har vi også fået et indblik i hvor sparsomt kildematerialet til middelalderen er. (Især det danske). Og vi har læst nogle uddrag af diverse middelalderlige tekster, såsom; Knud den Helliges gavebrev til Lund; En beskrivelse af hvor'n et valg af ny biskop bør foregå; Sven Aggesens beskrivelse af Valdemar den Stores regering; og lidt af Ælnoths krønike om Knud den Hellige.

Eksamen er på en uge, man skal skrive op til 15 sider, og den ligger i starten af januar.

I Metode 1 har vi fået undervisning i, hvad der gør kildekritik så vigtigt for en historiker. Hvor'n man så på kildekritik i tidligere historikeres værker, såsom Arild Huitfeldt, og hvor'n brugen af kildekritikken er udviklet siden 1800-tallet, gennem Kristian Erslev -> Erik Arup -> Skyum-Nielsen -> I dag.

Derudover har vi haft en masse forskellige kildesæt, som vi har skullet prøve kræfter med. Nogle af dem har jeg tidligere skrevet blogoplæg om, men andre har jeg ikke skulle skrive opgave om, så dem har jeg ikke tidligere omtalt, men de har inkluderet; "Billedstormen i København"; PET og deres rolle i "Henrik Sass-Larsen sagen"; "Svenskernes overgang over Storebælt 1658"; "Niels Kjeldsen: 1864"; og "Slage på Fælleden".

Eksamen er på 48 timer, man skal skrive op til 12 sider, og den ligger i år 19-21. december.

VH/DH 1 er lidt mere avanceret sammensat. Først skal jeg lige forklare navnet: VH = Verdenshistorie & DH = Danmarkshistorie. Det at både verdenshistorien og danmarkshistorien er slået sammen til ét fælles fag, er i sig selv lidt forvirrende, især når man indser, at selvom at de er slået sammen, bliver de stadig behandlet som værende forskellige fag. Begge fag fra "forhistorien" frem til midt 1700-tallet.

Hér har vi ikke, egentlig, undervisning, men i stedet forelæsninger og "Instruktor" timer.

Forelæsninger siger næsten sig selv, men vi har 2 timer om torsdagen hvor en lektor, eller Cand. Phil., eller hvad alle de der betegnelser nu betyder, kommer frem og holder foredrag om et punkt i verdenshistorien; alt fra Hellas (Alexander den Store) til den tidlige kinesiske dynastier (Shang, Zhou og Sui) til Islams begyndelse og tilhørende udbredelse til 'Amerika før Columbus' (Inka- og Aztekerriget) til Indusflodscivilisationen til civilisationer i Afrika før portugisernes (og resten af europæernes) kolonisering og efterfølgende slavehandel.

Til danmarkshistorien har vi haft 2 timers forelæsning om tirsdagen i løbet af november. Til begge gange forelæsninger har vi selvfølgelig haft en række kapitler om emnet, som vi har skullet have læst igennem.

Instruktor-timerne er hvor en kandidatstuderende kommer og "genopfrisker" hvad vi har lært til den seneste forelæsning, vi har kun Instruktor én gang om ugen, og derfor har DH-forelæsningerne taget prioritet i november.

Vores Instruktor har også hjulpet med at lære hvor'n man bedst kan lave en spørgsmålsbesvarelse til eksamenen, såvel som at han har lavet spørgsmål til hvert emne vi har haft om, som kunne bruges til repetition.

Eksamen er en 20 minutters mundtlig eksamen, med tilsvarende længde forberedelse, og ligger ultimo januar.

2. semester starter formentligt i starten af februar, og der skal jeg have:

Bredt Emne 2

VH/DH 2

Studium Generale

VH/DH 2 er fra 1700-tallet og frem til i dag.

Studium Generale ved jeg ikke så meget om, men det handler vist om mere teori. Jeg ved, at det er et fag med mødepligt, og man kan blive smidt ud hvis man misser for mange timer.[2]

Bredt Emne 2 vil handle om den Kolde Krig for mit vedkommende, men noget jeg ville ønske blev meldt bedre ud til ”russerne” inden starten på uddannelsen, er at ens valg af Bredt Emne 1, faktisk ikke kun kommer til at bestemme hvad man skal arbejde med de første 2 semestre, men også hvad man beskæftiger sig med på det 3.

Det emne man har om i Bredt Emne 2, er et emne man får ”kildeintroducerende” undervisning i, og på 3. semester skal man så arbejde ”kildenært” med det samme emne.

Dvs. man ender med at skulle arbejde dobbelt så lang tid med sit emnefag 2, som sit emnefag 1. Som det blev sagt til Fagrådsmødet for nogle uger siden, ”man skal vælge efter hvilket fag man helst vil have, på det andet semester, og nærmest ignorere hvilket fag man får på første”, og det kunne være meget godt at det blev meldt bedre ud til de nye studerende.

Det er tilsyneladende et tilbagevendende problem, og Fagrådet har bragt det op til bestyrelsen gang på gang, men det bliver alligevel glemt.

Det er så hvor’n Historiefaget fungerer på uni. Nogle gange er det meget tungt, med rigtig meget at læse, (jeg er faktisk lidt bagud), men overordnet set har det første semester været sjovt.

---

[1] https://www.ug.dk/uddannelser/artikleromuddannelser/ects-pointsystemet

[2] http://kursuskatalog.au.dk/da/course/69441

Opgavebesvarelse af "Atomvåben i Thule"

Efter en ti dage, hvor jeg har haft for travlt til at uploade, har jeg endelig muligheden for at uploade min opgavebesvarelse til metodeopgaven om Atomvåben i Thule.

Jeg har haft travlt med at skrive min første (femsiders) Emnefagsopgave, været på weekendkursus i Strib, og har med mit kor deltaget i to koncerter i Risskov.

Har lige her til formiddag afsluttet semestrets sidste metodefagsundervisning. Hold da op hvor tiden fly'r. Nu handler det om at holde sig inde i metodetankegangen hele vejen frem til eksamenen begynder den 19. december.

Anyways; her følger min opgavebesvarelse om "Atomvåben i Thule", eller i hvert fald hvad jeg nåede at skrive inden at den skulle afleveres.

________________________________________________________________________________

Med den stigende intensitet i våbenkapløbet mellem USSR og USA, blev USA’s strategi lagt om, fra brug af fly der skulle lande for at kunne blive tanket op, til fly som kunne blive optanket i luften, for hele tiden at holde deres bombefly i luften. Tankflyene skulle opbevares på diverse baser rundt omkring, og en af disse var Thulebasen i Vestgrønland. Og det er på grundlag af en kildekritisk analyse af de gengivne tekster, at der ønskes en drøftelse af:

1)      Hvilken opfattelse amerikanske og danske myndigheder havde af USA’s ret til at have kernevåben i Thule i 1957 eller før;

2)      Om de amerikanske myndigheder faktisk havde udstationeret kernevåben på Thulebasen i 1957 eller før

Og efter at have drøftet de ovenstående, så drøfte

3)      Jens Brøsteds opfattelse af spørgsmålet om amerikanske kernevåben i Thule.

Inden jeg går videre med besvarelsen, vil jeg præsentere kildesættet. Der er 16 kilder i alt. T1 er en tidsskriftsartikel af Jens Brøsted fra 1995, men ellers er alle teksterne fra perioden 1951-68. T2 er et uddrag af Grønlandsoverenskomsten mellem Danmark og USA, vedrørende hver nations rolle i forsvaret af Grønland. T3 er et uddrag af ”United States Air Force”s planlægnings- og budgetprogram fra 1953. T4 er et uddrag af en indberetning fra den siddende forbindelsesofficer i Thule, om hvad der er forgået på Thulebasen i 1954-55. T5, T11, T13 + T16 er udenrigsministerielle notitser. T6-T8 + T10 er en række breve, sendt internt imellem den amerikanske regering, i perioden fra 15. august til 26. november 1957, angående deres planer om at installere kernevåben i Grønland, og selvom T9 ikke er en del af brevvekslingen, så er den maskinskrevne notits, populært kaldet, ”H.C. Hansen-papiret”, af den danske statsminister, det endegyldige svar, amerikanerne ventede på, før de ville gå videre med deres planer. T12 er et dagbogsnotat af daværende udenrigsminister Jens Otto Krag fra 1959. T14 statsministeren udtaler sig om amerikanske overflyvninger, og i T15 uddeler de amerikanske myndigheder den danske regering en reprimande for sine udtalelser.

Til besvarelsen af den første problemstilling, vil jeg tage udgangspunkt i planlægnings- og budgetprogrammet (T3), indberetningen af forbindelsesofficeren om hvad der er foregået på Thulebasen i vinteren 1954-55 (T4), rækken af amerikansk interne breve (T6-T8 +T10) da disse taler om hvor langt de kan strække fortolkningen af USA’s internationale baseaftaler, og mere specifikt om hvordan de skal gå frem i sagen angående Danmark og Grønland, og H.C. Hansen-papiret (T9). Desuden vil jeg også inddrage Grønlandsoverenskomsten (T2), da det er på denne, at begge regeringer baserer deres opfattelser angående USA’s rettigheder til brug af atomvåben.

Besvarelse af første problemstilling

I 1951 arbejdede den danske udenrigsminister sammen med den amerikanske ambassadør i Danmark, på at formulere samarbejdsreglerne i forhold til forsvaret af Grønland. Denne grønlandsoverenskomst, blev udfærdiget i to eksemplarer, ét dansk og ét engelsk, begge med samme gyldighedskraft. I dennes artikel II (3) (b) står der at når USA har ansvaret for drift og vedligeholdelse af et forsvarsområde, skal det gælde at USA har ret til at; indrette området til militært brug, installere og drive anlæggene, træffe foranstaltninger til områdets beskyttelse og indre sikkerhed, kontrollere landinger og starter, bevægelser og operationer som foretages af skibe og luftfartøjer, så længe det er ”uden indskrænkning i Kongeriget Danmarks suverænitet over et sådant forsvarsområde.”[1] Så længe USA ikke krænkede Danmarks suverænitet over Grønland, havde USA altså ret til at gøre alt det nødvendige militære arbejde på forsvarsområderne.

Planlægnings- og budgetskemaet, fra januar 1953, er det planlagte budget fra tredje kvartal 1953 til og med fjerde kvartal 1956 over Thulebasen. Det ses at visse former for kampfly forventes at være stationeret her, såvel som hvilke vejrmaskiner og luftpost divisioner der skal bruges. Interessant er det at der også står ”1009 SPECIAL WEAPON”, og er regnet med til alle budgettets kvartaler.[2] Her kan vi se at allerede i 1953 legede de amerikanske myndigheder muligvis med tanken om at stationere atomvåben i Thule.

I forbindelsesofficerens indberetning om forhold og aktiviteter på og udenfor forsvarsområdet ved Thule, får vi at vide, at Strategic Air Command (herefter SAC), som havde hovedansvaret for den amerikanske atomstrategi, har i indeværende vinter (1954-55) benyttet sig af Thulebasen mere intensivt en var tilfældet i vinteren 1953-54.[3] Ligeledes fortælles det, at der i sommeren 1954 er blevet opført et ”Special Storage Area”, hvori SAC vil opmagasinere sin atom-ammunition.[4] Ydermere fortælles også Thulebasens teoretiske kapacitet er den at ”basen skal kunne yde nødvendig støtte til 30 bombefartøjer type B-36 med ledsagende transportluftfartøjer type C-124 eller til 45 bombeluftfartøjer type B-47 med 20 tankluftfartøjer type KC-97”[5] Type B-36 var et bombefly der kunne flyve interkontinentalt uden optankning, men i modsætning til det lidt senere B-47, kunne det ikke tankes op i luften, så det hele tiden kunne holdes i beredskab. Indberetningen fortsætter med at fortælle hvor mange af de fire typer fly der i løbet af vinteren er ankommet til Thule, og hvornår.[6] De to bombefly var godt nok designet så de kunne fragte kernevåben, men det betyder jo ikke at de altid gjorde det, til gengæld viser opførelsen af et ”Special Storage Area”, at de amerikanske myndigheder, i dette tilfælde SAC, har været forberedte på at opbevare atomvåben på basen. I 1957 blev Thulebasen, som indtil da havde hørt under North East Air Command, fuldt underlagt SAC.[7]

I det første af de interne breve hos den amerikanske regering, egentligt et memorandum, skrev folkeretsekspert i Udenrigsministeriet, Raymund Yingling, til Gerard Smith, som var ’special assistant for atomic matters’ i det amerikanske udenrigsministerium, angående observationer af teksten i et ikke-specificeret brev til forsvarsministeriet. Yingling skriver, at brevet insinuerer, at fordi de internationale aftaler ikke refererer til atomvåben, og ikke udtrykkeligt udelukker opbevaringen af den slags våben på baserne, så har USA de nødvendige rettigheder til at tage initiativet, hvis politisk gennemførlig.[8] Dette brev, som Yingling taler til, kunne godt passe med et af de breve som Jens Brøsted refererer i sin tidsskriftsartikel, som han daterer til den 2. februar 1953, hvor udenrigsministeren skriver til forsvarsministeren og ”meddeler sin konklusion, >>at baseaftalerne [XXX][9] er adekvate til at omfatte<< den anførte udbygning og deployering >>til disse steder<<.”[10] Man skal dog her, være opmærksom på at Brøsted refererer brevet, i stedet for at citere det, så han kan have udvalgt de dele af brevet som passer til det resultat han vil frem til. Yingling fortsætter i sit memorandum, at det ikke vil være ønsktænkeligt at opfordre til at tage initiativet til opbevaring af atomvåben, bare på grundlaget at USA principielt har en utvetydig ret til at gøre så.[11] Her ser vi at det amerikanske udenrigsministerium ser sagen om kernevåben på internationale baser, som en ret det har. Men at det nok højst sandsynligt ikke vil være en god idé at starte processen bare fordi de kan.

Efter forhandlinger og diskussioner internt i den amerikanske regering, blev det 6. august 1957 besluttet at spørge den amerikanske ambassadør i København, Val Peterson, som var ambassadør i perioden 1957-61, om hans mening på den danske situation. Han svarer tilbage at han mener, at den bedste fremgangsmådevil være at uformelt spørge direktøren for udenrigsministeriet om, at i tilfælde af at USA skulle ønske at opbevare atomvåben i Grønland, ville den danske regering så gerne have det fortalt. Hvis svaret skulle være positivt, kunne amerikanerne forklare hvad de har i hensigten at gøre ved at henvise til at autoriteten klart er holdt i overenskomsten, og derfor kan spørgsmålet om godkendelse ikke rejses. Ambassadøren gør også opmærksom på, at der er udbredt modvilje til atomvåben i blandt befolkningen i Danmark, og at statsministeren, i de forløbende måneder, mindst to gange, officielt har sagt ”nej tak” i tilfælde af spørgsmålet om atomvåben på dansk jord skulle være opstået.[12]

I et andet brev til ambassadør Peterson, fra 22. oktober 1957, fortælles det, at spørgsmålet, om at uformelt indspørge den danske regering om de helst vil have at vide hvis amerikanerne planlagde at opbevare atomvåben i Thule, er blevet stillet, og nøje overvejet hos både Department of State og Department of Defense. Sidstnævnte har udtrykt stærk tvivl i rådførelsen af at spørge danskerne, især med den danske befolknings modvilje til atomvåben. Måske er det bedst, bare at gå i gang, uden at give den danske regering mulighed for at komme med indvendinger, og så måske informere dem efter at våbnene er blevet placeret. Brevet er skrevet for at få ambassadørens mening om hvad der vil være den bedste fremgangsmåde herfra.[13]

Ambassadør Peterson svarer tilbage, at den mest tilrådelige fremgangsmåde ville være at uformelt og privat informere den danske regering om sagens natur. Peterson bliver derefter sendt til statsministeren, for at spørge ham om regeringen ville informeres, hvis USA skulle placere kernevåben i Grønland.[14] Den 13. november[15] besøger Peterson, statsministeren og snakker om den mulige opmagasinering af ”supplies of munition of a special kind” på de grønlandske forsvarsområder. Statsminister Hansen skriver det bag øret på strengt personlig basis, og den 16. får ambassadør Peterson en uformel maskinskrevet notits fra statsministeren, med en håndskreven påskrift af direktør for udenrigsministeriet, Nils Svenningsen. I notitsen siger statsminister Hansen, at han formodede at den amerikanske regering ikke så nogen problemer i sagen, da det i dens mening var dækket af grønlandsoverenskomsten, jævnførende med at; hver regering vil tage sådanne foranstaltninger som er nødvendige og passende til at udføre deres ansvar i Grønland[16], den amerikanske regering er tilladt at opmagasinere forråd og forsyninger for beskyttelse af området[17], og al materiel skal være tilladt entré til Grønland fri for inspektion[18]. Statsminister Hansengiver ikke yderligere kommentarer.[19]

Så vi kan se at de amerikanske myndigheder var af den opfattelse, at de havde retten til at udstationere atomvåben i Grønland, med eller uden dansk godkendelse, og har haft intentionerne til at gøre det, hvis ikke siden planlægningsbudgettet fra januar 1953 hvori der stod ”SPECIAL WEAPON”, så i hvert fald siden sommeren 1954, hvor Thulebasen fik udbygget et ”Special Storage Area”, som direkte var designet til at kunne opmagasinere kernevåben, som fortalt i forbindelsesofficerens indberetning om aktivitet på basen.

Den danske opfattelse er ikke ligeså eksplicit udtrykt i teksterne, men med statsminister Hansen og direktør for udenrigsministeriet Svenningsens stiltiende accept af den amerikanske regerings planer i ”H.C. Hansen-papiret” virker det til at den danske regering også var af den opfattelse, at amerikanerne havde ret til at opstille atomvåben. Desuden må den danske regering have fået indberetninger fra forbindelsesofficererne på Thulebasen, som den i T4, hvori der direkte står at der er blevet opført et opbevaringsområde specifikt designet til at opmagasinere atom-ammunition, såvel som at basens kapacitet er lavet til at holde bombefly der er designet til at fragte kernevåben. Så den danske regering må have kendt til den amerikanske regerings fremtidsplaner, og da der ikke er blevet stillet spørgsmål ved sagen, må jeg konkludere at den danske regering var enig med den amerikanske i at de havde ret til at opstille kernevåben på Thulebasen, uden at det stred imod Grønlandsoverenskomsten.

Besvarelse af anden problemstilling

Det bliver sværere at besvare spørgsmålet om at der rent faktisk var udstationeret kernevåben på Thulebasen i 1957 eller før, da ingen tekster direkte siger at der er udstationeret sådanne våben på basen. Ifølge de føromtalte tekster om planlægningsbudgettet (T3), og indberetningen fra forbindelsesofficeren på Thulebasen (T4), virker det til at sandsynligheden for at SAC udstationerede kernevåben i løbet af 1953-55 har været høj, men der er ingen der siger at ”SPECIAL WEAPON” absolut er lig med kernevåben, selvom at det er det mest sandsynlige, og bare fordi at bombeflyene der er landet på basen i vinteren 1954-55 er designet til at kunne fragte kernevåben, betyder det ikke at de altid har gjort det.

I brevet fra det amerikanske udenrigsministerium til ambassadør Peterson i København, af oktober 1957 (T8), fortælles det at de amerikanske myndigheder er parate til at begynde udstationeringen af Thule med atomvåben, selv uden at informere den danske regering om planen. ”In the present circumstances we are inclined to agree that it probably would be better simply to take the action without creating the opportunity […] for the Danish Government to raise som objection.”[20] De har siddet med fingeren hvilende på aktiveringsknappen og spændt ventet på ambassadørens mening om sagen. Dette har været 22. oktober 1957, og de får det endelige grønne lys til at starte oplagringsprocessen den 26. november samme år. Det har muligvis villet tage mere end en måned at få fragtet kernevåben fra USA til Thulebasen i det nordvestlige Grønland, hvilket vil betyde at USA ikke har kunnet have udstationeret kernevåben på basen i 1957.

Men det er en spekulation over at det ville tage en hel måned at fragte våbnene til Thule. Eftersom at regeringen var parat til at gøre det uden dansk godkendelse tilbage i oktober har de nok gjort alle forberedelserne klar før de fik statsministerens godkendelse, så de har kunnet blive fragtet op med det samme. Desuden har USA haft en anden vigtig base i området, nemlig Goose Bay Air Force Bay i Labrador på Canadas østkyst, der, som benævnt i forbindelses officerens indberetning, også har et atom-ammunitionsarsenal opført på basen,[21] hvor våbnene til Grønland kan have stået mens man ventede på statsministerens godkendelse.

Men en notits fra Hans Christensen, fuldmægtig i P.J.V, som er Udenrigsministeriets Politisk-Juridiske Afdeling, ofte kaldet ”NATO-kontoret”, fra april 1958 ser ud til at give et tegn på at der ikke har været atomvåben endnu på daværende tidspunkt. Efter at have gennemgået grønlandsoverenskomsten, er man kommet frem til at der ”ikke er noget holdepunkt for, at der udkræves særlig dansk tilladelse til at udstyre Thule-forsvarsområde med NIKE-raketter med atomladninger”,[22] udover muligvis artikel II (3) (b) hvor USA må benytte forsvarsområderne uden indskrænkning i Danmarks suverænitet. Endvidere bringes det op, at eftersom de amerikanske myndigheder rettede uofficiel henvendelse til den danske regering i forbindelse med installeringen af NIKE-raketter uden atomladning, har de anset en dansk godkendelse som nødvendig. Så det er logisk at den amerikanske regering også forelægger spørgsmål om NIKE-raketter med atomladning for den danske regerings godkendelse. Notitsen har derefter en håndskrevet note fra en af P.J.V’s kontorchefer: Enig.[23] Så det danske udenrigsministerium har forventet at blive spurgt igen, hvis atomvåben skal oplagres på Thulebasen, men da de amerikanske myndigheder var beredte på at udstationere våbnene uden godkendelse, har de muligvis set ”H.C. Hansen-papiret” som al den godkendelse de har haft brug for, og ikke tænkt mere over godkendelserne.

Til det kan man også gøre opmærksom på at USA hele tiden har haft den politik, at grundet emnet om militære operationer med kernevåbens følsomhed, at offentligt hverken bekræfte eller afkræfte kernevåbens tilstedeværelse på luftfartøjer og baser nogen som helst steder i verden.[24] Så amerikanerne har villet gøre opmærksom på at de muligvis villet bruge Thulebasen til at opmagasinere atomvåben, men de har ikke villet give nogen informationer om hvornår, hvis overhovedet.

Så jeg tror, at med de amerikanske myndigheders planer om at opbevare kernevåben i Thule, siden januar 1953, og udbygningen af areal til selvsamme opbevaring i sommeren 1954, deres vilje til at gå udenom den danske regering og påbegynde udstationeringen uden godkendelse i oktober 1957, peger alt hen imod opfattelsen af, at amerikanerne faktisk havde kernevåben udstationeret på basen, selv før de fik statsministerens godkendelse. At vi ikke har nogen kilder som direkte nævner at de har været udstationeret, går også i spænd med USA’s politik om at holde deres kernevåbens placeringer strengt fortrolige hos dem selv.

Besvarelse af tredje problemstilling

[…]

---

[1] T2 l.57-79

[2] T3 s.549

[3] T4 l.25-26

[4] T4 l.42-48

[5] T4 l.21-24

[6] T4 l.27-40

[7] Indledning s. 524

[8] T6 l.8-13

[9] Ikke-deklassificeret information

[10] T1 l.134-38

[11] T6 l.18-21

[12] T7 l.17-34

[13] T8 l.19-30

[14] T10 l.14-21

[15] Dateringen kommer fra den amerikanske regerings undersøgelser i januar 1968 af sagen i 1957. T15 l.26-27

[16] T2 l.25-33

[17] T2 l.65-67, 70-71

[18] T2 l. 120-134

[19] T9 l.21-22

[20] T8 l.21-25

[21] T4 l.49-51

[22] T11 l.21-23

[23] T11 l.24-45

[24] T15 l.68-72

Noter til opgave i kildekritik

Jeg skulle lave en skriftlig opgave i metodefag (kildekritik) som skulle afleveres fredag den 11., og det kræver at man virkeligt sætter sig ind i de tekster man har fået udleveret.
Opgaven omhandlede tilstedeværelsen, eller manglen af samme, på Thulebasen i Grønland.
Her giver jeg nu alle mine notater jeg lavede til opgaven, inden jeg kunne begynde at skrive.

_______________________________________________________________

Atomvåben i Thule?

På grundlag af en kildekritisk analyse af de gengivne tekster ønskes en drøftelse af:

1)      Hvilken opfattelse havde amerikanske og danske myndigheder af USA’s ret til at have   kernevåben i Thule i 1957 eller før;

2)      Havde de amerikanske myndigheder faktisk udstationeret kernevåben på Thulebasen i 1957 eller før;

3)      Jens Brøsteds opfattelse af spørgsmålet om amerikanske kernevåben i Thule.

Tidslinje og tekstnoter

1951

27. april: T2; Ole Bjørn Kraft, konservativ udenrigsminister i VK regeringen 1950-53, og Helen Eugenie Moore Anderson, amerikansk ambassadør i 1949-53, underskriver grønlandsoverenskomsten. Den Danske Rigsdag underskriver overenskomsten den 8. juni, og traktaten træder umiddelbart i kraft.

Grønlandsoverenskomsten. Danmark og USA har indgået en aftale om NATOs rolle i sikkerheden af det Nordatlantiske traktatområde, herunder Grønland, med følgende artikler:

I.                    For at fremme stabilitet og velfærd i Nordatlanten, har DK og USA forenet deres kræfter for bevarelse af sikkerhed, og evne til at modstå væbnet angreb, og hurtigst muligt løse de opgaver i Grønland som de ifølge NATO-planer har ansvaret for.

II.                  USA som medlem af NATO skal kunne bistå DK i forsvaret af Nordatlanten, da DK ikke er i stand til selv at stå for den.

1.       Begge parters nationalflag skal vaje over forsvarsområderne

2.       Det aftales løbende hvem af de to parter der p.t. der har ansvaret for drift og vedligeholdelse.

3.       Når USA står for vedligeholdelsen:

a)      Den danske øverstkommanderende i Grønland, kan knytte dansk militært personel under kommando af en officer med hvem den amerikanske øverstkommanderende skal rådføre sig i alle sager der omhandler danske interesser for lokale anliggender.

b)      Uden indskrænkning af DK’s suverænitet, skal USA være berettiget til inden for et sådant område samt luftrummet derover og de tilstødende farvande:

-          Forbedre, og indrette området til militært brug

-          Opføre, installere, vedligeholde og drive anlæggene, herunder også til vejr- og forbindelsestjeneste, og oplagre forsyninger

-          Stationere personel og varetage disses sundhed og velfærd

-          Træffe foranstaltninger til områdets beskyttelse og indre sikkerhed

-          Etablere og vedligeholde postforbindelser og varelagre

-          Kontrollere al trafik som foretages af fartøjer, under tilbørlig hensyntagen til de forpligtelser, der påhviler DK’s regering på sø- og luftfartens område

-          Forbedre og uddybe havne, kanaler, indsejlinger og ankerpladser.

c)       DK forbeholder sig ret til at benytte et forsvarsområde i samarbejde med USA i forbindelse med forsvaret af Grønland og Nordatlanten, og dér opføre anlæg og foranstaltninger som ikke er til gene for USA.

4.       Når DK står for vedligeholdelsen:

a)      USA’s regering kan knytte amerikansk militært personel som den danske øverstkommanderende skal rådføre sig med i alle sager der omhandler amerikanske interesser for lokale anliggender i henhold til NATO-traktaten

b)      I samarbejde med DK og uden denne godtgørelse kan USA i forbindelse med forsvaret af Grønland benytte et sådant forsvarsområde og opføre sådanne anlæg og iværksætte foranstaltninger som ikke er til gene for DK

III.                N/A

IV.                N/A

V.                  3) USA har frit adgang til, at overflyve og lande på et hvilket som helst område i Grønland, herunder de grønlandske territorialfarvande, uden andre indskrænkninger.

VI.                N/A

VII.              1) Enhver form for materiel, udrustning og forsyninger til det amerikanske personel, skal være toldfri

2) Ingen amerikansk statsborger i Grønland, eller deres familie, skal betale skat til DK

VIII.            N/A

IX.                N/A

X.                  Bestemmelserne i artiklerne VII, VIII og IX kan afløses af nye overensstemmelser mellem de to regeringer hvis de viser sig uegnet til anvendelse på grønlandske forhold

XI.                Al ejendom som er tilvejebragt i Grønland af USA’s regering, skal forblive USA’s ejendom. Alt inventar kan fjernes uden begrænsning. Ingen amerikanske områder og anlæg behøves blive efterladt i samme stand de blev stillet til rådighed

XII.              Ved ikrafttrædelsen af denne overenskomst skal overenskomsten om Grønland undertegnet i Washington 9. april 1941, ophøre med at være i kraft

XIII.            1) Intet i nærværende overenskomst skal kunne fortolkes som havende indflydelse på kommandoforhold

2) Fortolkningsspørgsmål, som måtte opstå vedrørende anvendelsen af nærværende overenskomst, skal henvises til DK’s Udenrigsminister og USA’s ambassadør i DK

3) I tilfælde af at en af parterne engang vil mene at ændringer i overenskomsten måtte være nødvendige, er de to regeringer enige om velvilligt at overveje enhver henvendelse. Enhver sådan ændring udkræver fælles samtykke

XIV.            1) Denne overenskomst afsluttes under forudsætning for den danske Rigsdags godkendelse. Den træder i kraft den dag, på hvilken meddelelse om sådan godkendelse gives regeringen i USA

2) Overenskomsten skal forblive i kraft i samme tidsrum som den Nordatlantiske traktat

Undertegnet i København i to eksemplarer på dansk og engelsk, begge tekster af lige gyldighed.

1952

22. – 26. december: Præsidenten og forsvarsministeren indleder en undersøgelse ”med henblik på bygning af opbevaringsfaciliteter for atomvåben [XXX]”

1953

Januar: T3; U.S.A.F. fremlægger sit planlægnings- og budgetprogram angående brug og større udrustelse af oversøiske baser frem til 1956, herunder Thulebasen. ”1009 Special weapon SQ DET” virker som det vigtigste at udplukke i denne tekst.

Uddrag af U.S.A.F.’s planlægnings- og budgetprogram januar 1953; jf. nedenstående skema

2. februar: Udenrigsminister Freeman Matthews skriver til forsvarsminister Charles E. Wilson ”at baseaftalerne [XXX] er adækvate til at omfatte” den anførte udbygning og deployering ”til disse steder”.

11. februar: (US)Forsvarsministeren meddeler forsvarskommandoen om State Departements resultater, og beder om orientering om hvornår deployeringen af ikke-nukleare komponenter er umiddelbart forestående.

Maj: Thule fangerbefolkningen bliver tvangsflyttet.

8. august: Brev til formanden for Atomenergi Kommissionen med revideret liste over nukleare komponenter, som skal overdrages til forsvarsministeriet. (Dokumentet rykker datoen for udstationering frem, men bekræfter ikke, at den har fundet sted).

1955

T4: Indberetning om TAB. SAC har stationeret et liaison-team, og TAB er erklæret den næstvigtigste base udenfor USA. Basen skal kunne yde nødvendig støtte til 30 bombefartøjer type B-36 med ledsagende transportluftfartøjer type C-124, eller til 45 bombeluftfartøjer type B-47 med 20 tankluftfartøjer type KC-97. Herefter følger så en række beretninger om hvilke og hvor mange luftfartøjer der har besøgt basen mellem 29. oktober 1954 og 25. februar 1955.

I sommeren 1954 er opført et ”Special Storage Area”, som skal opmagasinere atom-ammunition. Et lignende atom-ammunitionsområde kan findes på Goose Bay Air Force Base i Labrador.

Militærkommando, internt med fakta. Hvis amerikanerne havde opbevaret atomvåben i 1955, giver det så mening at der var så stærke diskussioner internt i USA om mulighederne for atomvåben i Grønland i 1957.

1956

30. juni: T5; omtales et communiqué fra 9. januar 1952

Notits om våbenudskiftning, som på amerikanernes side er foretaget i henhold til Grønlandsoverenskomstens art. II (3)(b), om at USA i almindelighed kan indrette, installere, opføre og vedligeholde hvad de vil af materiel. Den 9. januar 1952, indgik Truman og Churchill en aftale om at amerikanske kernevåben i Storbritannien ikke ville blive brugt i krig, uden godkendelig samtykke fra briterne. En pressemeddelelse nævner at det samme gælder for TAB, men der har ikke været nogen officiel henvendelse til USA i denne anledning. William McIlquham Schmidt, fuldmægtig i P.J.V. skønner at der ikke opstår spørgsmål om dansk godkendelse, da der er tale om forsvarsvåben og ikke V1 eller 2 angrebsraketter.

Hvorfor sidder en embedsmand og bruger tid på en journalists artikler? De ved nok godt at de vil blive kontaktet. Der en der skriver, og så er der en der mener at der er grund til at korrigere, der er det her mere pragmatiske i dét.

1957

Strategic Air Command (SAC) overtager fuld kontrol med Thulebasen.

29. maj: Stats- og Udenrigsminister H.C. Hansen erklærer i Folketinget angående USA’s ønske om kernevåben i NATO territorier ”Skulle et sådant tilbud komme til at foreligge, er det ud fra de foreliggende forudsætninger regeringens opfattelse, at det ikke bør modtages.”

21. juni: Brev angående introduktion og opbevaring af SAC og luftforsvarsvåben på Thulebasen, jf. T7

6. august: Brev til ambassadør Peterson fra Defense Department jf. T8

12. august: Besvarelse af 6. august. Gantenbein foreslog at den bedste måde at fortsætte ville være at uformelt indspørge den danske regering om den ville foretrække at få det at vide.

15. august: T6: Memorandum om fremtidsplanerne om at oplagre atomvåben på baser i udlandet. Da der ikke er nogen klausuler om at det er strengt forbudt i nogen af aftalerne, med undtagelse af Bermudatraktaten fra 1941 (før atomvåben), mener Raymund T. Yingling at man kan parafrasere ordlyden til at tillade oplagring af atomvåben. Og om det er klogt at begynde at gøre det uden at spørge de lokale myndigheder til råds først.

23. august: T7; Brev fra Murphy til Sprague; omtale af et brev fra 21. juni (Brev angående introduktion og opbevaring af SAC og luftforsvarsvåben på Thulebasen)

Brev fra (USA) Udenrigsministeriet til (USA) Forsvarsministeriet, om muligheden for at holde atomvåben på dansk territorium hemmeligt. Det fortælles fra ambassadør Peterson i Danmark at den danske befolkning forholdsvis er imod enhver form for atomvåbenlagring indenrigs, og den danske regering vil gerne vide hvis der bliver stillet kernevåben til rådighed i Thule, men vil ikke vide noget officielt.

8. oktober: Brev ”angående introduktion og opmagasinering af kernevåben på Thulebasen i Grønlad”

22. oktober: T8; Brev fra Gerard Smith til Ambassadør Peterson i KBH; omtale af brev fra 6. august (Brev omhandlende Defense Departments ønske om opbevaring af atomvåben for SAC og forsvarsformål på TAB), og besvarelse af samme den 12. august (Gantenbein foreslog at den bedste måde at fortsætte ville være at uformelt indspørge den danske regering om den ville foretrække at få det at vide.)

Gerard Smith “special assistant for atomic energy matters” skriver til den amerikanske ambassadør I Danmark, om at planerne om at placere kernevåben i Thule skrider fremad, og ambassadøren, Valdemar Peterson, selv må bedømme vigtigheden i at fortælle sagen til den danske regering, som ikke vil vide noget officielt.

23. oktober: Statsminister H.C. Hansen afviser forlydende om drøftelser om stationering af langtrækkende raketter i Grønland.

13. november: Ambassadør Peterson besøger statsminister H.C. Hansen, og snakker om den mulige opmagasinering af ”en speciel slags forråd af ammunition”, i Grønland.

16. november: T9; ”H.C. Hansen-papiret”. Ambassadør Peterson har besøgt stats- og udenrigsminister H. C. Hansen, og talt om USA’s planer om at opbevare ’særlige’ våben i Grønland. Ingen større uddybning er fundet sted, Hansen giver ikke flere kommentarer om sagen. At H. C. Hansen ikke giver flere kommentarer, kunne betyde at han ikke har villet stille spørgsmålet for Folketinget, da der sandsynligvis har været en generel holdning imod spørgsmålet, og kunne komme i problemer hvis spørgsmålet kom op.

Undgår selv at tolke, ved bare at citere aftalen. Kommer ikke med nogle reelle planer. ”Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af.”

26. november: T10; Brev fra Murphy til Sprague; omtale af brev fra 8. oktober (”concerning introduction and storage of nuclear weapons at Thule Air Force Base in Greenland”); henvendelse til T7

Brev fra (USA) Udenrigsministeriet til (USA) Forsvarsministeriet, om opdateringerne fra den danske ambassadør, hvordan de har fået grønt lys fra statsministeren, men intet vil blive offentliggjort, for at varetage forbindelserne mellem de to regeringer uden fare for at ophobe befolkningen.

1958

Ifølge Note 16 i Brøsteds tekst, lader det til at udstationeringen er begyndt i 1958. De amerikanske myndigheder gav information til det danske udenrigsministerium om udstationering i 58 og igen i 60’erne.

18. april: T11; Hans Christensen fuldmægtig i Udenrigsministeriet (Fuldmægtig er den laveste faste stilling, den højeste er departementschef) skriver om en artikel i NY Times; Der findes i Grønlandsoverenskomsten ikke holdepunkt for at de amerikanske myndigheder skal give de danske myndigheder besked, men et argument kan blive gjort i artikel II (3)(b) om at den amerikanske benyttelse skal ske uden indskrænkning i DK’s suverænitet. Da de amerikanske myndigheder fortalt den danske regering om planerne til at opbevare atomvåben i Grønland, omend uofficielt, 2 NIKE-raketter med atomladning, tyder det på, at amerikanske myndigheder anså en dansk godkendelse for nødvendig. Erik Skram Nielsen tilføjer et håndafskrift ”Er det hensigtsmæssigt set fra et dansk synspunkt?”, han er senere avanceret frem i systemet, han har forstået systemet.

1959

25. august: T12; Dagbogsnotits af Jens Otto Krag, hvori han beklager at regeringen havde aftalt med amerikanerne om atomvåben i Grønland, udenom det Udenrigspolitiske Nævn, som ellers siden 1953 havde været en Grundlovsfæstet regel, om alle udenrigspolitiske anliggender. Krag spekulerer om muligheden for at fremkomme alle oplysningerne fra Washington.

1964

13. januar: Et B-52 bombefly styrter ned i det vestlige Maryland, USA

17. januar: Notits, om gennemgang af ”akterne”, undersøgelse om dansk-amerikansk ”forståelse” om, at USA-fly under øvelsesflyvninger over grønlandsk område ikke måtte medtage A-bomber.

20. januar: P.J.IV. kontorchef, Per Frellesvig, responderer til departementschef Eske Bruns ovenstående spørgsmål.

1966

Et bombefly styrter ned i Spanien og medfører radioaktiv forurening.

1967

16. november: T13; Der er blevet rapporteret 2 nødlandinger i Thule, i løbet af det forgangne år (1967), af kampfly med kernevåben om bord. Efter bestemmelser fra 1. september 1955 må kampfly fra NATO-lande gerne lande uden indhentelse af tilladelser af diplomatisk vej i danske områder. Men gælder ikke for overflyvning af og landing på Færøerne og i Grønland. Her gennemgås også nogle af reglerne i grønlandsoverenskomsten fra 27. april 1951: De Forende Staters luftfartøjer har ”adgang til at overflyve og lande på et hvilket som helst område i Grønland, herunder de grønlandske territorialfarvande, uden andre indskrænkninger end sådanne, hvorom der måtte blive opnået enighed” De danske myndigheder kender intet til, om amerikanerne flyver rundt og lander i Grønland med atomvåben. Forfatteren er lidt forbløffet over at spørgsmålet om amerikanske overflyvninger med atomvåben først nu begynder at dukke op, da det ellers var mere sandsynligt i perioden før interkontinentale raketter. Hvis offentligheden begynder at spørge hvorfor amerikanske atomfly lander på dansk territorium, så henviser han til svaret: USA beskytter Vestens sikkerhed, og der er for få flyvepladser i det arktiske område, så nogle gange bliver de nødt til at lande i Grønland.

1968

Vietnamkrigen, Ungdomsoprøret, og befolkningens opinion om atomspørgsmålet, har rykket ved meningerne.

Søndag 21. januar kl. 16:39 lokal tid (21:39 dansk tid) styrter et amerikansk B-52 bombefly med en last af fire brintbomber ned på havisen nær Thule.

Mandag 22. januar: T14; Udenrigsminister Hans Tabor, udtaler sig kl. 17.10 og Statsminister Krag, kl. 17.40, begge om amerikanske overflyvninger i Grønland baseret efter muligheden angivet i T13.

Tirsdag 23. januar Folketingsvalg

27. januar: T15; USA’s State Department er ikke imponeret over Tabor og Krags udtalelser, og dansk ambassadør i Washington, Torben Rønne, får nogle guidelines at videregive til den danske regering af det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for europæiske anliggenders leder John Marshall Leddy. Alle senere mulige udtalelser om kernevåben på grønlandsk territorium skal først drøftes med de amerikanske myndigheder inden at de bliver offentliggjort. USA vil helst af sikkerhedsmæssige årsager, ikke bekræfte/afkræfte placering af atomvåben på nogen af deres hemmelige baser. Der gøres opmærksom på H.C. Hansen-papiret.

1. februar: T16; Udenrigsministeriel notits, set af Udenrigsministeren og af Udenrigsråden (Janus Paludan), omhandlende John Leddys samtale med Torben Rønne (T15)

1995

T1;

Det vil også gøre godt at forklare hvorfor jeg har valgt at lade være med at bruge diverse tekster hvis så.

B-36 = Convair B-36 Peacemaker; var det største trykbordsdrevne fly i eksistens. Opererede i perioden 1949-59, kun brugt af amerikanerne. Det længste vingefang på noget kampfly til dato. Det første bombefly med kapaciteten til at fragte et hvilket som helst kernevåben i det amerikanske arsenal uden yderligere modifikationer til flyet. B-36 kunne flyve interkontinentalt uden genopfyldning, og var det primære køretøj til kernevåbensfragtning brugt af SAC indtil det blev udskiftet af det jetmotorerede Boeing B-52 Stratofortress fra 1955.

C-124 = Douglas C-124 Globemaster II, kælenavn ”Old Shaky”; var et tunglastfragtfly. Det primære tungløft transport for USAF og MATS (Military Air Transport Service) i løbet af 1950’erne og de tidlige 1960’ere.

B-47 = Boeing B-47 Stratojet; var et langdistance, seksmotordrevet bombefly designet til at flyve ved høj subsonisk fart, og ved ekstrem højde for at undgå fjendtlige fly. Hovedmissionen var at kaste kernevåben over Sovjetunionen. Udviklingen af B-47 revolutionerede postandenverdenskrigsflyudviklingen, og hjalp til udviklingen af de moderne jet airliners. Flyet så aldrig kamp, men forblev et tegn på SAC’s bombeflysstyrke gennem slut 50’erne og de tidlige 60’ere. Det blev også brugt til en række andre missioner såsom fotografisk- og elektronisk spionage.

KC-97 = Boeing KC-97 Stratofighter; var et fly designet til at kunne genopfylde brændstof hos andre fly i luften. Det øvre dæk kunne holde store laster. Jetbrændstof til at opfylde andre fly befandt sig i tanke på det nedre dæk.

B-52 = Boeing B-52 Stratofortress; langdistance, subsonisk jetdrevet strategisk bombefly. Har været i brug siden 1955. Kapacitet op til 32000 kg våben, og kan gå 14080 km uden luftbåren tankopfyldning. Designet til at bære atomvåben, flyet erstattede B-36. Efter at være blevet opgraderet mellem 2013 og 2015, forventes flyet nu at være i service frem til 2040’erne.

Persongalleri

Erik Andersen: Stilling underordnet Schmidts i P.J.V.

Helen Eugenie Moore Anderson: (1909-97) Amerikansk ambassadør i Danmark 1949-53

William McCormick Blair Jr.: (1916-) Amerikansk ambassadør i Danmark 1961-64

Niels Boel: 1967 kontorchef i P.J.V.

Eske Brun: (1904-87) Landsfoged i Grønland 1932-36 og 39-45. 1949 direktør i Grønlands Styrelse. Departementschef 1950-64

Hans Christensen: I 1958 fuldmægtig i P.J.V.

Poul Fischer: direktør for udenrigsministeriet 1961-71

Per Frellevig: 1967 kontorchef P.J.V.

James Watson Gantenbein: (1900-60) Charge d’affaires ved den amerikanske ambassade i København

Hans Christian Svane Hansen: (1906-60) Socialdemokratisk politiker. MF 1936-60, finansminister 1945 og 47-50, udenrigsminister 53-58, statsminister 55-60.

Poul Hansen: (1913-66) Socialdemokratisk politiker. Forsvarsminister 1956-62, derefter finansminister.

Poul Hartling: Venstrepolitiker tiltrådte som udenrigsminister efter at Krag og Tabor trådte tilbage i 1968.

James B. Knapp: Oberst U.S.A.F.

Ole Bjørn Kraft: (17. december 1893 - 2. december 1980) Konservativ politiker. 1950-53 Udenrigsminister i VK-regeringen

Jens Otto Krag: (1914-78) Socialdemokratisk politiker, MF 1947-73. Handelsminister 1947-50, økonomi- og arbejdsminister 53-57, minister for udenrigshandel 57-58, udenrigsminister 58-62, statsminister 62-68 og 71-72

Aksel Larsen: (1897-1972) Repræsenterede 1932-58 DKP i Folketinget, brød derpå med partiet og dannede SF

John Marshall Leddy: (1914-97) Leder af det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for europæiske anliggender 1965-69

Robert Daniel Murphy: (1894-1978) ”Deputy Under Secretary for Political Affairs” i Udenrigsministeriet. Næstøverste i Udenrigsministeriets afdeling for ”politiske sager”.

Charles T. Myers: Lieutenantgeneral chef for N.E.A.C.

Janus Paludan: 1967 Afdelingsleder i P.J.V.

E. Franch Petersen: Forbindelsesofficer på Thulebasen omkr. 1955

Valdemar Peterson: (1903-83) Amerikansk ambassadør i Danmark 1957-61

Dean Rusk: (1909-94) Amerikansk udenrigsminister 1961-69

Torben Rønne: (1919-73) Kontorchef i Udenrigsministeriet (P.J.V.) 1959-62, dansk ambassadør i Washington 65-71, direktør for Udenrigsministeriet 71-73.

William McIlquham Schmidt: 1956 fuldmægtig i P.J.V. (Udenrigsministeriets Poltisk-Juridiske Afdelings 5. kontor – ”NATO-kontoret”)

Axel Serup: I 1958 Kontorchef i P.J.V.

Gerard Coad Smith: (1914-94) 1950-54 ”special assistant” ved Atomenergikommissionen. 1954-57 ”special assistant for atomic energy matters” i det amerikanske udenrigsministerium.

Mansfield Daniel Sprague: (1910-2006) ”Assistant Secretary of Defense, International Security Affairs” i Forsvarsministeriet. Leder Forsvarsministeriets kontor for ”internationale sikkerhedsanliggender”.

Robert T. Stevens: (1899-1983) Amerikansk hærminister/Secretary of the Army 1953-55.

Nils Svenningsen: (1894-1985) Direktør for Udenrigsministeriet 1941-45 og 51-61

Hans Tabor: (1922-2003) Karrierediplomast, udenrigsminister 1. oktober 1967-2. februar 1968

Raymund T. Yingling: Folkeretsekspert i Udenrigsministeriet